16-08-2016

Grønland - kold krig under isen.

Det danske Rigsfællesskab består af Danmark, Grønland og Færøerne.

Som en del af det danske Rigsfællesskab har Grønland haft en særlig betydning.

Under Den kolde Krig fik Grønland i kraft af sin geografiske beliggenhed en geopolitisk og militærstrategisk betydning for Vesten i dets kamp mod Østblokken.

Der var to afgørende grunde til, at USA var interesseret i, at Danmark blev medlem af den nordatlantiske traktatorganisation, NATO:

Danmarks beliggenhed ved udsejlingen af Østersøen og Grønlands beliggenhed som et brohoved mellem de to supermagter USA og USSR.

Dette trumfkort brugte danske regeringer imidlertid aldrig som forhandlingsobjekt i en dialog med den førende magt i NATO, USA.

Tværtimod føjede danske regeringer sig viljeløst efter sin amerikanske storebror i NATO. Hvis storebror i USA ønskede militære baser på Grønland, sagde danske statsministre uden videre - ja tak.

Eftertiden har vist, at det skete helt uden om det danske Folketing som en stiltiende og gensidig forståelse mellem en dansk socialdemokratisk statsminister H. C. Hansen og de amerikanske myndigheder.

Som en del af denne stiltiende og gensidige forståelse mellem Danmark og USA gav den danske regering USA lov til at opføre militære baser på Grønland.

Bedst kendt er Thule Airbase i det nordvestlige Grønland. Under flyvning til Thule Airbase i 1968 styrtede et amerikansk fly med 4 atombomber ned og mængder af radioaktiv forurening slap ud.

 

Project Iceworm.

Mindre kendt er det, at det amerikanske militær i 1959 anlagde en hel by under isen. Projektet blev kaldt Project Iceworm og byen under is hed Camp Century.

Lejren blev anlagt 8 meter under isens overflade og var tænkt som en permanent lejr for det amerikanske militær de næste 100 år.

Lejren bestod af en lang hovedtunnel med 20 sidetunneler indrettet som barakker, laboratorier, bad, toilet, køkken opholdsrum, bibliotek og biograf.

Strømforsyningen kom fra en atomdreven reaktor under isen.

Men lejrens konstruktører tog fejl. Byen under isen kom ikke til at eksistere ret længe. Tunnellerne brasede sammen under isens tryk og lejren måtte allerede opgives i 1967.

Det amerikanske militær efterlod sig: ca. 9.200 tons byggematerialer, 200.000 liter dieselolie, 24 millioner liter kloakvand og en ukendt mængde polyklorerede bifenyler (PBC), som er yderst miljøskadelige.

Reaktorkernen blev ganske vist fjernet, men der er stadigt radioaktivt materiale tilbage.

 

Hvor ved vi nu alt det fra?

Det kan vi takke forskeren William Colgan for.

William Colgan er iskerneforsker og skulle ajourføre de boringer, som danske forskere havde gennemført for årene fra 1966-2010.

Colgan målte sig frem til, at indlandsisen i årene 2007-2011 smeltede mere end 3 gange som hurtigt som fra 1900-1983.

Colgan stillede sig nu spørgsmålet: ”Mens jeg var deroppe, blev jeg interesseret i at finde ud af, hvad der var efterladt på basen. Jeg brugte nogle år på at indsamle så mange optegnelser som muligt, og så fulgte det naturlige spørgsmål: Hvad vil der ske med det i fremtiden?”

Resultaterne af Colgans geologiske undersøgelser er netop offentliggjort i tidsskriftet Geophysical Reseach Letters.

 

En velbevaret hemmelig.

Mange havde sikkert ønsket, at William Colgan ikke havde holdt sig til sin metier og ikke stukket næsen i sager, som ikke vedkom ham.

For hvem skal betalere omkostningerne ved oprydningen? Og hvad værre er, Camp Century kan risikere at blive en tikkende politisk bombe, som risikerer at hvirvle historiens støv op og blive til en varm kartoffel for danske og amerikanske myndigheder.  

Endnu en gang vil det komme frem i lyset, at danske ministre stillede militære baser og faciliteter til rådighed for det amerikanske militær.

Statsminister H. C. Hansen forelagde ikke sin hemmelige aftale med de amerikanske myndigheder hverken for Folketinget eller i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som der står i grundloven at han skal, når det drejer sig om væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål.

Hvis det var kommet frem den gang, burde det have vakt røre i den politiske andedam, men gjorde det ikke, fordi statsministeren holdt aftalerne hemmelige.   

Historikeren Henry Nielsen, som har skrevet bogen ”Forandringens vinde” siger om politikernes manglende viden om Project Iceworm: ”Den danske stat kendte sikkert ikke til detaljerne i Iceworm-projektet, og der var en stemning af, at man helst ikke ville vide, hvad basen egentlig skulle bruges til”.

Politikken blev af amerikanerne formuleret som ”No question, no reply” og kan oversættes med: ’Hvis vi amerikanere ikke spørger jer danskere om lov, behøver I danskere heller ikke svare os’.

Dette hemmelighedskræmmeri mellem USA og Danmark blev først afsløret mange år af den nu afdøde danske journalist Poul Brink.  

 

Camp Century en potentiel varm kartoffel. 

Nu skulle man tro, at denne sag fra Den kolde Krigs tid var ude af verden.

Men nej, Den kolde Krig har også her sat sine spor.

Da William Colgan søgte om økonomisk støtte til sit naturvidenskabelige forskningsprojekt hos Det Frie Forskningsråd i Danmark og hos NATOs forskningsprogram, fik han afslag begge steder.

Colgan siger herom: ”Vi fik at vide, at projektet ikke var naturvidenskabeligt nok, men havde et for stort politisk aspekt” og han måtte derfor lave det i sin fritid.

Wiliam Colgan blev i Danmark hjulpet af Dirk van As fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

GEUS fik Colgans artikel til gennemsyn og ”valgte at moderere noget af sproget, netop for at undgå en politisering af studiet”.

Dirk van AS udtaler til Weekendavisen: ”Jeg ønskede at holde mig til min profession og ikke spekulere i politiske spændinger. Det interessante ved studiet er vores ændrede syn på istappen, og hvordan den reagerer meget hurtigere på klimaforandringer end hidtil troet. Det er et vigtigt mentalitetsskifte.”

Dirk van As ville gerne have ordet ”konflikt” ud af artiklen.

GEUS ønsker øjensynligt ikke at stikke hovedet ind i en hvepserede.

GEUS er i forvejen inddraget i spørgsmålet om, hvor det radioaktive affald fra forsøgsstation Risø skal deponeres eller placeres. GEUS har peget på 8 steder i Danmark, hvor GEUS finder det forsvarligt at lagre det lavradioaktive affald fra Risø. Det er GEUS ikke blevet populær på i de 8 kommuner.    

GEUS er endvidere involveret i undersøgelser af forekomster af radioaktive grundstoffer som uran, thorium og sjældne metaller i Kvanefeld på Grønland.

Heller ikke dette er helt ukontroversielt. For hvem skal have adgang til og lov til at udnytte Grønlands råstoffer?  

Efter at Colgan og hans kollegaer på visse punkter havde modificeret deres artikel blev den afvist i to videnskabelige tidsskrifter. Begge tidsskrifter sendte den end ikke til en faglig bedømmelse (peer review).

Som man ser, kan en nygerrig forskers videbegærlighed let udarte til noget politisk mindre behageligt.

Ikke al naturvidenskabelig forskning er lige upolitisk.

 

Kilde:

Gunver Lystbæk Vestergård: Camp Century og Frøken Tø. Weekendavisen, 12. august 2016.

Jørgen Steen Nielsen: Camp Century - en iskold gyser om fortidens synder. Dagbladet Information, 10. august 2016.