13-08-2016

Vil historien frikende Fidel Castro?

I anledning af Fidel Castro fylder 90 år.  

Fidel Castro var sikker på, at historien ville frikende ham, da han i 1953 stod anklaget for at have villet udføre et kupforsøg mod den cubanske militære diktator Fulgencio Batista.

Fidel Castro startede på baggrund af retssagen 26. juli bevægelsen som en guerillabevægelse.

Ved årsskiftet 1958-1959 havde 26. juli bevægelsen besejret den cubanske diktator Fulgencio Batista regeringshær og kunne sejrrigt drage ind i Havana.

 

Fidel Castro en kontroversiel skikkelse.

Fidel Castro har lige siden været en kontroversiel skikkelse.

Forhadt af den amerikanske præsident John F. Kennedy, fordi han eksproprierede amerikansk ejede virksomheder på Cuba og af USA nu blev opfattet som fjende - og ikke længere som ven.

Elsket af Sovjetunionens præsident Khrustjov, som pludseligt fik en appelsin i turbanen med Cubas tilnærmelse til Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne.

De cubanske revolutionære skabte sig et image, som internationalister, som ønskede at bekæmpe imperialismen overalt hvor den stak sit hoved frem.

I Vietnam, i Afrika og så selvfølgelig i Latinamerika.

Den cubanske revolution nød en enorm prestige blandt folk, som definerede sig som socialister i USA, Latinamerika, Afrika og Europa.

Venstrefløjen glemte - som så ofte før i andre tilfælde - at analysere 26. juli bevægelsens småborgerlige nationalistiske rødder.

Fidel Castro var ikke en skolet marxist, ej heller proletarisk internationalist før magtomvæltningen ved årsskiftet 1958-59.

Fidel Castro var en ganske almindelig småborgerlig nationalist, som det latinamerikanske kontinent og Caribien gennem tiderne havde fostret så mange.

Fidel Castro fandt inspiration hos borgerlige nationalistiske latinamerikanske frihedshelte som f.eks. Simon Bolivar.

Fidel Castro var faktisk medlem af et småborgerligt nationalistisk parti på Cuba, inden han opgav den parlamentariske vej til magten.

Først da den cubanske militærdiktator Fulgencio Batista havde spærret ham vejen, blev han nødsaget til at vælge en ikke-parlamentarisk vej, den væbnede kamp i bjergene med Batistas regeringshær.

Efter sin magtovertagelse bevægede Fidel Castro sig et godt stykke mod venstre. Men igen var det ikke ham selv, som valgte sin vej. Da det cubanske regime snart efter magtovertagelsen naturligt nok valgte at ekspropriere de amerikansk ejede virksomheder, som gennem hele det 20. århundrede havde udbyttet det cubanske samfund og befolkning, stødte han USA fra sig og han blev fra nu af betragtet ikke som allieret, men som en potentielt farlig fjende.

Fidel Castro måtte under presset fra den amerikanske imperialisme, sabotagehandlinger og et mislykket invasionsforsøg i 1961 (Svinebugtsaffæren) søge over i den anden koldkrigslejr hos Sovjetunionen.

Sovjetunionen brugte Cuba som en brik i koldkrigsspillet med USA og installerede affyringsramper til potentielt atombærende missiler, som med lethed kunne ramme amerikanske storbyer.

Castro blev sat i skyggen af Sovjetunionen, som - da det kom til stykket - foretrak en fredelig udgang på Cuba-krisen i 1962 frem for et atomart ragnarok.

 

Venstrefløjens forvirring.

Også på den yderste venstrefløj skabte Fidel Castros Cuba stor forvirring:

Hvilken slags samfund var det cubanske? Statskapitalistisk eller en eller anden art deformeret arbejderstat?

Dele af den yderste venstrefløj tog afstand fra de såkaldt ”socialistiske” lande i Østblokken, men fandt i Castros Cuba en caribisk variant af ”socialismen”.

Der blev skabt solidaritetskomiteer med Cuba og sendt arbejdsbrigader til Cuba for at hjælpe cubanerne med sukkerrørshøsten.

Andre dele af den yderste venstrefløj var mere skeptiske. Denne del ønskede mere arbejderdemokrati og mindre parti -og statsbureaukrati og var i tvivl om Cubas status som socialistisk samfund. Var det ikke snarere et kapitalistisk eller et statskapitalistisk samfund?

Sammenlignet med bolsjevikkernes Oktoberrevolution i 1917 var det jo ikke et proletarisk parti, som havde ledet de cubanske masser og stået i spidsen for magtovertagelsen.

De cubanske revolutionære havde heller ikke proklameret en proletarisk revolution, da de tog magten ved årsskiftet 1958-59.

De var af den amerikanske imperialisme blevet skubbet over i ”socialismens” lejr, dvs. Østblokken. Men det gjorde vel ikke det cubanske samfund ”socialistisk”?

Cuba har siden omvæltningen og sin drejning mod ”socialisme” i begyndelsen af 1960’erne bevæget sig længere og længere bort fra ægte socialisme.

Det herskende lag af bureaukrater i parti og stat har ikke ladt meget tilbage af den cubanske revolutions oprindelige idealer om arbejdermagt og indflydelse på statens affærer.

Hovedparten af den cubanske befolkning frister en kummerlig tilværelse på randen af eksistensminimum. Lønningerne er minimale og ikke til at leve af.

Mange cubanere giver udtryk for ønske om at forlade den caribiske ø til fordel for et kapitalistisk ”paradis” i USA eller Europa.

Fidel Castros retfærdige kamp mod økonomisk og politisk undertrykkelse på Cuba mod militærdiktatoren Fulgencio Batista var fuldt berettiget, men den cubanske revolution blev hurtigt afsporet fra at være et opgør med den amerikanske imperialisme til at blive en lydstat i Østblokken.

Efter Østblokkens sammenbrud 1989-1991 bortfaldt den økonomiske støtte fra USSR og Cuba blev til en karikatur på et ”socialistisk” samfund.

Den yderste venstrefløj må se sig om efter andre idealsamfund end det cubanske. Eller måske mere vigtigt håbe på, at cubanerne selv vil foretage en egentlig socialistisk omvæltning Cuba.