09-08-2016

Erik Bonnerup - den perfekte teknokrat.

Erik Bonnerup (Nielsen) (1939) inkarnerer på mange måder den perfekte teknokrat. Han har en lang karriere bag sig og er i dag 77 år gammel.

Bonnerup har en imponerende karriere i det offentliges tjeneste bag sig.

Bonnerups vej til de høje stillinger, som han indtog begyndte på Nørrebro, hvor han voksede op.

Som sin far gik Erik i lære som gulvlægger (terrazzogulve).

De sidste 2 år i lære tog han en studentereksamen på et aftenkursus.

Han fattede interesse for matematik og uddannede sig til cand. scient. i matematik.

Han fik ansættelse i Socialministeriet og dernæst i det endnu statsejede Kommunedata (KMD). Han nåede at blive vicedirektør i KMD inden han i 1977 blev ansat i Finansministeriet.

I årene fra 1977-1984 arbejdede han sig op til at blive departementschef i Administrations -og Personaledepartementet.

 

Bonnerups synderegister.  

Bonnerup har et langt synderegister som topembedsmand og det er det synderegister, som han nu retrospektivt ser tilbage på.

Bonnerup var hele vejen igennem den loyale embedsmand, som ikke stillede spørgsmål til sine politiske opdragsgivere: socialdemokratiske Knud Heinesen, Venstremanden Henning Christophersen og konservative Palle Simonsen.

 

Moderniseringsredegørelse fra 1983.

Han var da også manden bag Moderniseringsredegørelsen fra 1983.

Nu skulle en borgerlig regering under den konservative Poul Schlüter rydde op i rodet i den offentlige sektor efter Socialdemokraterne.

Der skulle sættes en stopper for de offentlige udgifters himmelflugt.

Der skulle foretages et eftersyn af de offentlige kasser og den offentlige saldo skulle stemme og helst fremvise et overskud.

Knud Heinesens ”økonomiske afgrund” skulle udviskes for altid.

Bonnerup siger om Moderniseringsredegørelsen fra 1983: ”Det var her, at statsadministrationen for første gang fremlagde et samlet program, der skulle sikre, at kassen stemte, ledsaget af overskrifter som decentralisering, øget effektivitet og bedre styring af det offentlige ressourceforbrug. Den nu 33 år gamle udgivelse er kort og godt stamfaderen til den danske version af new public management, der siden har bredt sig og er trængt ind i alle hjørner af den offentlige sektor.”

Som topembedsmand må Bonnerup have bifaldet denne redegørelse. I alt fald sagde han ikke sine politiske opdragsgivere imod.

Hvis han den gang var begejstret for det ny tiltag fra Finansministeriet, har han i dag en lidt anden opfattelse:

Bonnerup siger om i dag om new public management, at: ” borgerne generelt fået en dårligere service, og de offentligt ansattes gejst er blevet kvalt i detailregulering”.

Bonnerup uddyber sit synspunkt: ”Meningen med new public management var at modernisere den offentlige sektor og få mest muligt ud af ressourcerne. Men i stedet har tankegangen bidraget til, at vi har indført et enormt styringsregime. Og det har været en stor fejltagelse. En af intentionerne var at få ordentlig ledelse. Men det har ikke fået i praksis. Der findes ganske gode offentlige institutioner med en dygtig ledelse. Men de er lykkedes på trods af vilkårene, og de dygtige ledere har ikke fået stor hjælp fra hverken politikere eller centraladministrationen. Tværtimod er der sket det, at vi har erstattet ledelse med regler.”

Forkaster Bonnerup retrospektivt new public management eller gav den bare ikke de resultater, som man havde regnet med?

Har vi fået ”value for money”, som tilhængerne udtrykte det i sin tid?

 

Hvem bærer skylden for nedturen i den offentlige sektor?

Hvem har nu skylden for denne misére ifølge forhenværende departementschef Bonnerup?

Ansvaret må deles ud på tre aktører: folketingspolitikerne, embedsmændene og fagforeningerne.

Folketingspolitikerne hævder alle uanset politisk observans, at de er tilhængere af færre regler, men når det kommer til stykket vedtager de alligevel et væld af ny regler for at virke handlekraftige, når en sag dukker op i medierne.

De er en del af et politisk system, hvor de kun er med i spillet, så længe vælgerne genvælger dem.

Embedsmændene derimod er professionelle bureaukrater, som lever af at lave love og regler. Der ville være som at tage bolsjer fra et barn at forbyde dem at lave love og regler. Det ligger nærmest i deres DNA.

Den sidste gruppe af skyldige er ifølge Bonnerup de faglige organisationer: Bonnerup siger om disse: ”På den ene side er de offentligt ansattes fagforeninger stærkt skeptiske over for, at deres medlemmer underlægges registrering og dokumentationskrav. På den anden side hæger organisationer selv om rigide regelsæt for at hindre fyringer af ansatte, som ikke passer deres arbejde ordentligt. Det skader i sidste ende kvaliteten af den offentlige velfærd”.

Bonnerup mener tilsyneladende, at offentligt ansattes fagforeninger holder hånden over dårlige medarbejdere. Jeg går ud fra, at den forhenværende departementschef er tilhænger af, at fagforeningerne fortsat skal varetage danske lønmodtageres løn -og arbejdsvilkår, men selvfølgelig ikke holde hånden over ”dårlige” medarbejdere.

Mig bekendt er det fænomen Bonnerup beskriver heller ikke særligt udbredt på nutidens stramme arbejdsmarked.

Den dovne medarbejder, som står lænet op af sin skovl - eller funktionæren som skjuler sig i en fjern krog på kontoret - er vist uddød.

 

Bonnerups kritik af reformer af den offentlige sektor.

Bonnerup er hård i sin kritik af Anders Fogh Rasmussens kvalitetsreform.

Bonnerup siger herom: ”Kvalitetsreformen har således aldrig fået etableret en kultur, hvor de velfungerende kommunale institutioner inspirerer de andre, som det ellers var meningen”.

Heller ikke kommunalreformen - som gjorde nærved 200 kommuner til 98 - fra 2007 er Bonnerup begejstret for.

Udkommet af kommunalreformen er også begrænset. Ganske vist er de små kommuner, som ikke var økonomisk og fagligt bæredygtige, fjernet fra landkortet. Men følgen af kommunesammenlægningerne er samtidigt, at ”der er kommet flere DJØF’ere [Dansk Jurist -og Økonomforbund] og færre varme hænder.

Flere kolde hjerne og færre varme hænder - kunne således sammenfatte resultatet af de sidste 30 år reformer af den offentlige sektor.

Bonnerup mener dog ikke, at der skal bruges flere penge på den offentlige sektor: ”Sparekrav er bedre end new public management”.

 

Bonnerup på pension.

Bonnerup forlod stillingen som topembedsmand i Finansministeriet allerede i 1984 og søgte andre græsgange som direktør for dagbladet Politiken.

Under Poul Nyrops og Marianne Jelveds regering (1992-2001) blev Bonnerup udpeget til at forestå privatiseringen af Statsanstalten for Livsforsikring.

Statsanstalten for Livsforsikring blev solgt til det private forsikringsselskab Baltica og fik navnet Danica Pension.

Efter sin pensionering i år 2000 har Bonnerup stillet sig til rådighed for tænketanke og kommissioner, hvor han har bidraget med sin store viden om udlicitering, IT i den offentlige sektor og integration af flygtninge.

Bonnerup har altid beredvilligt stillet sig til rådighed for diverse regeringer og ministre.

Der er intet i Bonnerups virke, som tyder på, at han nogensinde har gjort op new public management. Tværtimod har han reddet med på bølgen.

Men det er da rart at tænke på, at det er muligt at blive klogere med alderen - også for Bonnerup.

 

Kilder:

Erik Randel: Den modige reformator. Berlingske, 4. februar 2009.

Britta Søndergaard. Den pragmatiske problemknuser. Kristeligt Dagblad, 5. februar 2014.

Henrik Dørge: Regler er blevet en invasiv art. Weekendavisen. 5. august 2016.