07-08-2016

Læselyst.

Jeg har vist nok altid været en læsehest. Hvor stammer min læselyst fra?

Vist nok både fra mit hjem og fra min skole.

Familien Nielsen boede i Borgediget centralt beliggende i Roskilde by.

Der var ikke langt til byens folkebibliotek i Bredgade og til skolebiblioteket på Absalon Skole.

Som lille tog min far mig med på folkebiblioteket, hvor jeg hurtigt lærte at slå titler og forfatternavne op på kartotekskort i kartoteksskufferne. En helt ny verden åbnede sig for mig og appellerede til min barnlige nysgerrighed og opdagelsestrang.

Jeg har ikke nogen klar erindring om hvilke bøger jeg lånte. Men jeg husker de bøger, som jeg fik i fødselsdagsgave. Jeg læste for eksempel Selma Lagerlöfs ”Niels Holgersens forunderlige rejse”, Thor Heierdals ”Kontiki-ekspeditionen” og en bog af en forfatter med det mærkelige navn Carit Etlar.

Et navn som det er let at huske for et barn.

 

Gøngehøvdingen.

Jeg slugte hans bog om ”Gøngehøvdingen” (1853) og tog mig ikke af, at det jo faktisk var en meget gammel bog. Når blot den var spændende at læse og det var den, når den havde en spændende handling.

Og det havde Carit Etlars ”Gøngehøvdingen” om Danmarks første, sidste og eneste guerillakæmper Svend Gøngehøvding” som kæmpede en brav kamp mod de svenske ”besættere” i 1600-tallets Skåne.

Det generede mig ikke, at bogen osede af dansk nationalromantik og var skrevet af en person ved navn Johan Carl Christian Brosbøll, som havde deltaget i Treårskrigen i 1848-1851.

Hvem var egentlig denne ”nationalromantiker”, som kaldte sig Carit Etlar?

 

Hvem var Carit Etlar?  

Først navnet Carit Etlar. Hvor fik han det fra? Pseudonymet var en sammentrækning af hans eget navn Carl og Tertia. Tertia var navnet på en kæreste, som Carl mødte tidligt i sit liv, men som døde ung.

Johan Carl Christian Brosbøll fødtes i 1816 i Fredericia som søn af en storkøbmand, som gerne så Carl gå i lære som købmand og overtage faderens købmandsforretning i Fredericia.

Det passede dårligt ind i Carls planer og efter endt skolegang blev han anbragt på Amtmandskontoret i Vejle, hvor han ikke faldt til.

I en alder af 18 år stak af til København, hvor han blev optaget på Kunstakademiet. Herefter slog hans far hånden af ham og han måtte forsørge sig selv.

Carl begyndte at skrive små fortællinger til aviser og tidsskrifter.

Carit Etlar udgav sin første bog ”Smuglerens søn” i 1839 og fik samme år opført skuespil på Det kongelige Teater.

Han var en driftig og initiativrig mand og i 1848 meldte han sig som frivillig i Første Slesvigske Krig. På samme tid købte han sig en villa på Frederiksberg.

Her delte han bolig med sin ven Carl Julius Rosenfalk, som introducerede ham til sin forlovedes lillesøster Hansine Erasmine Thorbjørnsen, som han giftede sig med i 1851.

Med i købet fulgte svigermor, som også installeredes i villaen på Frederiksberg.

Nu var det på tide, at forfatteren Carit Etlar fik et fast job, så han kunne forsørge sin familie. Han søgte en opslået stilling på Det kongelige Bibliotek som amanuensis. Egentlig var stillingen tiltænkt en anden, men han kom i tanke om, at hans far på sit dødsleje havde besøg af den ”folkekære” Frederik 7. Her lovede kongen at være købmandens sønner behjælpelig.

Som sagt, så gjort. Kongens løfte til faren skaffede således sønnen ind på Det kongelige Bibliotek, hvor han blev de næste 35 år og endte som inspektør for Udlånsafdelingen.

I 1852 fik parret datteren Anna Tertia, som blev kvindesagsforkæmper.


På Det kongelige Bibliotek havde forfatteren Carit Etlar rig lejlighed til at lave ”reseach” til sine historiske fortællinger. I sine ferier rejste han til en række europæiske lande og helt til Nordafrika.

Han skrev beretninger til Berlingske Tidende om krigen i 1864 og året efter udgav han ”Krigsbilleder”.

Carit Etlar var noget af en enspænder, men i 1880 mødte han en åndsfælle i den purunge Olga Augusta Schultz, som boede på samme vej som han, Platanvej på Frederiksberg.

Til trods for den store aldersforskel - 37 år - knyttede de to et nært venskab, som med tiden blev til et livslangt følgeskab.

Olga Augusta havde litterære ambitioner og viste Carit Etlar noget af det, som hun havde skrevet. Så småt begyndte Olga Augusta at renskrive og læse korrektur på hans bøger.

Og deres forhold blev mere end et venskab.

Det vakte ikke stor begejstring i det lille hjem hos hans kone og ej heller ikke ude i byen, hvor man begyndte at sladre.

Olga Augustas forældre fik hende anbragt på Græse Præstegård og senere i Skåne. Men kærlighed kender som bekendt ikke til geografiske afstand og de opretholder forbindelsen.

I sidste halvdel af 1870’erne rejste Olga Augusta med på hans rejser i Europa.

I 1880 blev Carl skilt fra Hansine og han måtte stoppe med at arbejde på Det kongelige Bibliotek på grund af en urinvejslidelse og hyppige sygdomsperioder.

Parret tilbragte 3 år på Korsika, hvor de boede i et gammelt stenhus tæt på et kloster. Carit Etlar fandt her inspiration til at skrive bogen ”Vendetta”, som han ud over at beskrive den korsikanske natur og befolkning også fortalte om de blodfejder, som truede med At udrydde hele landsbyer.

I 1889 giftede Carl og Olga sig i Innsbruck i Østrig. Da var han 73 og hun 37 år yngre.

Hjemvendt fra Korsika, var huset på Frederiksberg blevet solgt og formuen delt mellem ham og hans fraskilte kone og datter.

Olga Augusta arvede en del penge og de købte en grund i Gentofte, hvor de byggede hus.

Hans to sidste bøger ”Bjørneæt” og ”Fredsfyrsten” udkom begge i 1898, skrevet af … Olga Augusta. Han var da 82 år gammel.

Ved århundredskiftet 1900 var Carit Etlar den mest læste danske forfatter og han døde af lungebetændelse 9. maj 1900.

Hans gravsted Brødrehøj på hans egen grund i Gentofte er formodentlig fuldstændig ukendt. Efter hans død gør hans betydeligt yngre kone Olga Augusta at slå et slag for hans bøger og at få det litterære parnas’ anerkendelse. Hun taler for døve ører, bliver latterliggjort og må til sidst sælge huset i Gentofte.

I midten af 1920’erne udgav hun to bøger om Carit Etlar ”I samliv med Carit Etlar” og døde som 74-årig i 1927.

 

Carit Etlar og mig.

Alle disse ting vidste jeg ikke, da jeg som helt ung fik bogen foræret i fødselsdagsgave.

For mig var det nok, at handlingen i bogen var spændende og dramatisk. På den måde kan sige, at den havde litterær værdi.   

Carit Etlar blev aldrig hverken i live eller posthumt anerkendt som en stor litterær forfatter. Hans nationalromantiske ”Gøngehøvdingen” blev vist snarere betragtet som triviallitteratur, som var af tvivlsom litterær værdi.

Men for mig var Carit Etlar med til at skærpe min læselyst.       

 

Kilde.

Kjeld Frandsen: Meget mere end en gøngehøvding. Berlingske, 7. august 2016.