04-08-2016

Hvorfor gør ingen noget for at standse krigen i Syrien?

400.000 døde og mere end 6 millioner flygtede syrere burde i sig selv være nok til at få os til at hæve øjenbrynene.

Men det er der åbenbart ikke. For ingen har rigtigt gjort noget alvorligt, mens den blodige krig raser på 5. år.

FNs særlige udsending svenske Stefan de Mistura forsøger forgæves at bringe parterne til forhandlingsbordet.

 

Hvem slås?

Hvem er egentlig parterne i denne krig?

Vi kan med sikkerhed fastslå, at Syriens præsident Bashar al-Assad er af dem.

Men hvem er hans modstandere? Medierne fortæller os, at det er USA, Saudiarabien og ørkenstaten Qatar på den arabiske halvø.

Hvem støtter så Bashar al-Assad? Rusland, Iran og den libanesiske milits Hezbollah, fortæller medierne.

Er der et religiøst aspekt i denne krig? Måske.

Bashar Al-Assad støtter Iran og Hezbollah er begge shia-muslimske. Men Bashar al-Assad er alevit, en forgrening af sunni-islam. Så den holder ikke helt.

Og hvad med Rusland, der jo bekender sig til den russisk ortodokse kirke. Den holder altså slet ikke. Den religiøse alliance er ikke entydig.

 

Krigen har andre årsager end religiøse.

Der må være andre årsager.

Geopolitiske og militærstrategiske måske.

Hvilke lande har interesser i Mellemøsten, som Syrien jo er en del af? Ja, de to gamle stormagter velsagtens: USA og Rusland.

Hvem foruden dem? Nye og opkommende stormagter som Saudi-Arabien og Iran. Disse to lande i andet geled har divergerende interesser i Mellemøsten og kappes om at stå som - og blive den - førende regionale magt i Mellemøsten.

Så er forholdene på slagmarken vel nogenlunde afklaret, skulle man mene?

Men det forklarer vel ikke i sig selv grunden til, at krigen trækker i langdrag. Parterne må åbenbart ikke være tilstrækkeligt interesseret i at krybe til forhandlingsbordet og skabe fred.

Hvem kan have interesse i at krigen fortsætter og i hundredvis af syrere hver eneste dag omkommer i et ildhav af flammer fra.. Ja fra hvad og hvem? Hvem skyder på hvem og med hvilke våben?

De vestlige medier rapporterer ustandseligt, at russiske helikoptere - eller er det syriske bombefly - smider tøndebomber i hovedet på civilbefolkningen i syriske byer.

 

Forenede Nationer er ikke en farbar vej.  

Jamen spørger den naive iagttager: Findes der ikke regler for moderne krigsførelse? Jo, er svaret. De findes nedskrevet i konventioner fra efter 2. verdenskrig og kaldes Geneve-konventioner. Men dem overholder parterne ikke. Heller ikke, fristes man til at sige, i denne krig.

Findes der da ikke sanktioner for ikke at overholde disse konventioner? Jo da, men ingen ser sig i stand til at gennemføre disse. Hvem og hvilke instanser skulle i så fald gennemføre sanktioner og rettet mod hvem. Begge parter selvfølgelig, de er jo lige gode om det.

Sikkerhedsrådet i Forenede Nationer (FN) ville være det mest oplagte sted at vedtage sanktioner mod krigsforbrydelser. Men FN har gjort sig ukampdygtig, da det fra starten har udstyret Sikkerhedsrådets 5 permanente medlemmer med en vetoret.

Således kan to af de vigtigste parter i krigen - USA og Rusland - boykotte enhver beslutning i Sikkerhedsrådet, som vedrører krigen i Syrien.

Så den vej er lukket.

International ret og den normale konfliktløsningsmodel via FN er sandet til. Andre midler fremgangsmåder må til. Men hvilke?

 

Løsningen på længere sigt er, at nogle flere udviser civilcourage.  

Civil-courage er mit svar. Ganske almindelige menneskers afsky for en modbydelig og afskyvækkende krig, som forårsager død og ulykke for millioner af mennesker, som boede i Mellemøsten - og som nu for millioners vedkommende flygter bort fra krigszonen.

Krigsflygtninge, ikke bekvemmelighedsflygtninge, som nogle vil gøre dem til.

Det er helt naturligt og meget menneskeligt at flygte fra krig og krigshandlinger - uanset hvor de foregår. Det ville ethvert ansvarligt menneske gøre.

Det gjorde millioner af europæere også i 1945, da østeuropæiske flygtninge flygtede for Stalins Røde Hærs fremmarch mod øst.

Det gjorde krigsramte flygtninge på Balkan i 1990’erne. Også disse søgte væk fra krigshandlinger begået af bestialske morderbander.

Vi kan ikke løse alverdens problemer siddende hjemme i vor lænestole, men vi kan forsøge at forstå, hvad som sker og tage stilling til de fortrædeligheder, som sker for øjnene af os i sofaen.

Uvidenhed og manglende stillingtagen er ikke en løsning på verdens mangfoldige problemer.

Som danskere har vi en historisk betinget tilbøjelighed til at trække dynen over hovedet og lade som ingenting. Ikke se, ikke høre ikke forstå.

Den holdning er forkastelig og bør ikke vinde fremgang.