04-08-2016

Afrikas diktatorer.

Verden vil bedrages, siger man. Og der er noget om snakken.

Se nu til Afrika. Et kontinent, som gennem århundreder blev udforsket, hærget og plyndret af europæere for råstoffer og slaver.

Sorte slaver blev på europæiske slaveskibe fragtet tværs over Atlanten for at blive misbrugt og udnyttet som slavearbejdskraft på hvide mænds plantager.

De sorte var de undertrykte, de hvide var undertrykkere. Det er den historiske kendsgerning, som ingen kan løbe fra.  

I 1960’erne var tiden inde til befrielseskamp for sorte afrikanere. Nu skulle der gøres op med det hvide overherredømme og den hvide mand smides på porten. Så vidt, så godt.

Nej til apartheid i Sydafrika og i Rhodesia, nej til hvidt overherredømme lød sloganet fra afrikanske befrielsesbefrielsesbevægelser og fra deres europæiske støtter.

Alt tegnede lyst for sorte afrikanere i deres retfærdige befrielseskamp mod de hvide koloniherrer.

Mange steder lykkedes, det afrikanske befrielsesbevægelser at nedkæmpe og afsætte hvide diktatorer som Ian Smith i Rhodesia - og senere efterkommerne af hvide boere i Sydafrika.

Nu skulle frihedskæmperne vise, at de kunne andet end at kæmpe en væbnet frihedskamp.

”From bullets to ballots”, som nogle kaldte det.

 

Zimbabwe.  

Der blev stillet store forventninger til Robert Mugabe, som i spidsen for sit parti ZANU-PF i 1980 skulle overtage roret over sin hvide forgænger Ian Smith i Rhodesia. Overalt i verden blev han fremhævet som et positivt eksempel på, hvordan overgangen til flertalsstyre skulle foregå i Afrika. Der skulle samarbejdes med de gamle koloniherrer, den hvide mand.

Alt var fryd og gammen, forekom det.

I dag 35 år senere er det ikke længere fryd og gammen i Mugabes Zimbabwe, hvor hovedstaden Salisbury genlyder af råb om Mugabes afgang: ”Mugabe has to go!”.

Den ophidsede folkemængde af almindelige zimbabweanere er godt trætte af Mugabes misregimente. Mugabe, som i dag er 92 år gammel har fuldstændigt mistet grebet om sit land og har kørt det i sænk.

Zimbabwe står ikke til at redde med Mugabe i spidsen. Andre må tage over. Men hvem og hvilke organisationer?

Som den enevoldshersker Mugabe udviklede sig til skabte han et etparti-diktatur, som kvalte enhver form for opposition i sit ZANU-PF. Han tillod ingen over eller ved siden af sig selv. Han førte sig frem som en sand afrikansk høvding og stammeleder.

Hvis Mugabe bliver væltet af sine egne folk i ZANU-PF eller af den utilfredse folkemængde i gaderne i Salisbury vil han efterlade sig et land sønderrevet af bitre konflikter, et land som befinder sig i et totalt kaos.

Men den gamle hæderkronede frihedskæmper ligger, som han har redt - og må selv tage konsekvenserne heraf.

 

Sydafrika.

Mens Mugabes skæbne hænger i det uvisse, er det ikke helt lige så slemt i Sydafrika, hvor vælgerne i dag skal til stemmeurnerne for at sætte kryds ved et af de tre opstillede partier.

De sydafrikanske vælgere har 3 muligheder: regeringspartiet ANC (African National Congress), oppositionspartier DA (Democratic Alliance) og det ny Economic Freedom Fighters (EFF).  

Regeringspartiet ANC nyder endnu stor popularitet i blandt Sydafrikas mange fattige indbyggere.

ANC har siddet ved magten siden 1994, hvor ANC tog over efter boernes (de Klerk og Botha) hvide overherredømme.

På samme måde som Mugabe i Zimbabwe indtil for nylig stadig i befolkningen nød godt af sin fortid, som den der befriede sit folk fra hvidt overherredømme, nyder ANC stadig godt af at være den organisation, som bekæmpede det hvide apartheid-styre og skaffede sorte frihed i Sydafrika.

ANC har dog ikke som regeringsbærende parti formået at leve op til sine løfter om at bringe det store flertal af afrikanere ud af deres fattigdom.

ANC’s ledere har derimod på enhver måde begunstiget sig selv og har primært varetaget den klasses interesser, som ANC selv er en del af - den sorte middelklasses interesser.

Dette er begyndt at gå op for flere og flere af de sydafrikanske vælgere, som stiller sig skeptiske overfor ANC’s korrupte politikere. ANC’s leder Jacob Zuma er sluppet af sted med korrupte handlinger, som han ville have haft svært ved i mange europæiske lande.

Jacob Zuma er i bund og grund udemokratisk, bureaukratisk og dybt utroværdig som menneske og politiker og burde ikke sidde i spidsen for det regeringsbærende ANC.

Utilfredsheden med ham har da også givet sig udtryk i voksende opposition internt i ANC.

Unge medlemmer af ANC brød for et par år siden ud af ANC og dannede Economic Freedom Figthers (EFF), som sammen med DA truer med at stjæle stemmer fra Jacob Zumas ANC.

Hvis afrikanske lande skal komme ud af deres økonomiske og politiske morads, er afrikanere nødt til at gøre op med afrikanske diktatorer, som har bragt mange afrikanske lande i uføre.  

 

Kilde:

Jason Burke: Mandelas parti risikerer at tabe lokalvalg i storbyer. Dagbladet Informaton, 3. august 2016.