02-08-2016

Stik lige en finger i sandet først - inden I går i land i Libyen.

Dagbladet Information kan 2. august 2016 berette, at den danske regering midt i august vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om dansk deltagelse i en international maritim operation.

Operationen går ud på at transportere kemikalier, der kan bruges til produktion af våben, ud af landet. Derefter skal resterne af de kemiske våbenlagre destrueres.

På et pressemøde 1. august 2016 i Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, meddelte talsmanden Peter Cook, at amerikanske bombefly havde foretaget to missioner til byen Sirte, hvor de havde ramt en kampvogn og to køretøjer tilhørende ISIS, Islamistisk Stat.

Ifølge forsvarsministeriets talsmand havde den libyske enhedsregering (GNA) under Faez al-Serraj anmodet om støtte i regeringens kamp mod ISIS omkring Sirte og flyangrebene var et led i den amerikanske militærs hjælp og luftstøtte til den nationale enhedsregering i Libyen omkring byen Sirte.  

Talsmanden Peter Cook indrømmede, at amerikanske tropper i nogen tid havde bevæget sig ind og ud af Libyen for at samle oplysninger om ISIS og deres bevægelser.

Dette indbefattede altså også landtropper, som dog ikke måtte sættes i forbindelse med den igangværende luftoperation.

Den amerikanske netside Military Times kan oplyse, at den øverstkommanderende for det amerikanske Marinekorps i Afrika general Thomas D. Waldhauser har fået bemyndigelse til at godkende kommende luftbombardementer af Sirte.

Military Times kan endvidere oplyse, at et amerikansk landgangsfartøj ligger klar til indsats uden for den libyske kyst og at efterretningskilder i militæret nu anslår antallet af IS-kæmpere i Libyen til et sted mellem 5 -og 6000.

Netsiden Strafor analyserer i en artikel de militære styrkeforhold i Libyen, og gør opmærksom på, at Libyen langt fra er forenet under én og samme regering.

Det libyske territorium er opdelt i mange forskellige dele, som beherskes af et væld af forskellige militser.

I Tripoli sidder den såkaldt nationale enhedsregering (GNA) under Faez al-Serraj og som støttes af USA. Han støttes af militsgrupper fra byen Misrata.

Khalifa Hifter sidder på den østlige del af Libyen og støttes af den nationale libyske hær og af den nationale forsamling.

20. juli styrtede en fransk helikopter til jorden i udkanten af Benghazi, hvilket viste, at Frankrig støtter Khalifa Hifter - og ikke Faez al-Serraj som USA.

Hifter støttes af den jihadistiske gruppe Benghazi Defense Brigades.

Denne unhellige alliance mellem forskellige militser og vestlige lande bryder sammen den dag fjenden ikke længere hedder Islamisk Stat, når og hvis den dag kommer.

Det korte af det lange er, at det vil være klogt at stikke fingeren i det libyske sand inden vestlige lande kaster sig ud i en ny invasion i Libyen som den i 2011.

Man behøver vel ikke gentage en fiasko?

Hvis regeringens beslutningsforslag vedtages i Folketinget, spiller Danmark igen rollen som duksedrengen i forsvarsalliancen NATO.

Når storebror USA bomber, fjerner den pæne duksedreng farlige kemikalier fra krigszonen.

 

Kilder:

Dagbladet Information, 2. august 2016; www.strafor.com. The US Intensifies Its Fight in Libya. 1. August 2016.

Military Times: Us conducts new round of airstrikes against ISIS in Libya. 1. August 2016.