02-08-2016

Erdogans blodrus

Længe inden det mislykkede kupforsøg 15. juli havde Tyrkiets præsident Erdogan udpeget sine fjender: først og fremmest landets kurdiske mindretal, især de af dem, som støtter PKK, tilhængere af hans gamle kampfælle Ferhat Gülen og venstreorienterede af enhver slags.

Straks efter det mislykkede kupforsøg udråbte Erdogan Gülen og hans tilhængere som kuppets bagmænd.

Erdogan sendte sine tilhængere i AKP og nogle af sine vælgere på gaden for at nedkæmpe kuppet, da han ikke kunne stole på sit militær.

Det mislykkede kupforsøg skal nu hævnes for enhver pris. Derfor har Erdogan og hans støtter indledt en sand heksejagt mod anderledestænkende i Tyrkiet.

Erdogan viger ikke tilbage for at bruge midler og metoder, som ikke står tilbage for den værste form for statslig repression, som man kun oplever i diktaturstater rundt om i verden.

Erdogan er godt i gang med at omforme den Tyrkiet fra en sekularistisk republik, skabt af Mustafa Kemal (Atatürk) til et præsidentielt autokrati med sig selv i spidsen.

Erdogan ser sig selv som Tyrkiets stærke mand, der som den eneste kan garantere ro og orden i landet.

Amnesty International har i en rapport dokumenteret, at mere end 10.000 indtil nu er blevet arresteret af det tyrkiske politi og retsvæsen.

Arrestationerne foretages vilkårligt og uden retsligt grundlag - udelukkende på basis af den blotte mistanke om at nære sympati med kupmagerne.

Erdogans fængslinger har antaget karakter af en ”heksejagt” mod alle - indbildte eller reelle - modstandere.

Erdogan har nu kastet masken og vist sit sande ansigt.

Erdogan er ikke en borgerlig demokrat, han er ikke tilhænger af et parlamentarisk demokrati og han ikke tænkt sig at indrømme borgerne deres demokratiske frihedsrettigheder.

Basta, ikke mere diskussion om det.

Beviserne herfor har Amnesty International fremlagt i sin rapport af 24. juli: Independent monitors must be allowed to acces to detainees amid torture allegations.

Ikke overraskende underkastes tyrkiske borgere et undertrykkelsesregime, som er uhørt i andre lande end i diktaturer.

Tyrkiske borgere, arresteres uden forudgående varsel, bliver ikke præsenteret for et anklageskrift, får ikke adgang til en forsvarer, bliver ikke stillet for en dommer inden et vist tidsrum osv.

De arresterede og tilbageholdte på ubestemt tid underkastes tilmed allehånde former for mishandling og decideret tortur. Lige fra betjentenes ordre om at indtage ubekvemme stillinger i lang tid, uden mad, drikke og søvn til det som er værre.

Endnu værre udsættes de for verbale overfusninger og trusler, som let fører over i korporlige former for straf som slag, spark og det der er værre: tortur og voldtægt.

 

Erdogans statslige repression må og skal standses af nogen.

Det kunne f.eks. være: Den Europæiske Union, som Tyrkiet har søgt om medlemskab hos; forsvarspagten NATO, som Tyrkiet er et vigtigt medlem af; den danske regering, som ønsker at opretholde venskabelige diplomatiske forbindelser.

Den danske regering har førhen vist sig bange for at lægge sig ud med Erdogan.  

Lad os i al stilfærdighed minde om den gang Erdogan har stillede krav til danske regeringer angående Tyrkiets kurdiske mindretal:

Først et krav om bortvisning af en kurdisk journalist fra radio -og Tv-kanalen ROJ på en pressemøde med Erdogan i København.

Dernæst krav om et dansk forbud mod ROJ som modydelse for at gå med til at pege på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som ny generalsekretær for NATO.

Kunne den danske regering ikke som et passende modkrav omsider kræve ren besked fra den tyrkiske regering om, hvor den person befinder sig, som den danske anklagemyndighed mener stod bag mordforsøget på skribenten Lars Hedegaard Jensen - og som på et tidspunkt har befundet sig i tyrkiske myndigheders varetægt?

Og - hvis de tyrkiske myndigheder ikke har alt for travlt med at arrestere sine egne borgere - er det vel ikke for megen ulejlighed?

 

Kilde: Amnesty International: Pressemeddelelse 24. juli 2016.