28-07-2016

Fra en utilfreds læser af Danmarks "mindst ringe" dagblad Information.

Dagbladet Information har i mange år reklameret med at være landets ”mindst ringe” avis.

Uafhængig af politiske og økonomiske interesser og oven i købet i en periode ejet af sine medarbejdere.

Det borger jo for kvaliteten. Ingen skulle således være i stand til at styre eller påvirke dagbladet Information i dets meningsdannelse.

Så vidt så godt. Men at være uafhængig af økonomiske og politiske interesser er ikke det samme som ingen holdninger at have - og det har dagbladet Information.

Dagbladet kalder sig et avis, som støtter ”centrum-venstre”-holdninger, hvad det så end er. Information forsøger at placere sig midt mellem det politiske højre og venstre. Men hvor er præcist det?

Information kan med en vis ret kalde sig den ”mindst ringe”, for så vidt som ingen andre er bedre.

Jeg tror ikke, at jeg tager ikke fejl, når jeg formoder, at redaktionen og journalisterne på Information betragter sig som et hanefjed foran de to store danske dagblade Berlingske og dagbladet Politiken, hvad angår tilbundsgående og kritisk journalistik. Rigtig er det også, at bladet gør en del ud af ”graver-journalistikken” og det er vi sikkert mange der er glade for.

Vi opfordrer her dagbladet Information til at forsætte med mere af den slags. Der er for meget petit-journalistik i danske medier, ikke mindst i de æterbårne, radio og Tv.

 

Bladets ensidige og journalistisk underlødig dækning af magtkampen i Labour mellem partiets højrefløj og Jeremy Corbyn.

Men på et punkt lever avisen ikke op til sin høje journalistiske standard. Det gælder avisens dækning af magtkampen i Labour mellem partiets højrefløj støttet af store dele af den borgerlige presse og medier og den medlemsvalgte partiformand Jeremy Corbin.

Avisens London-korrespondent Mette Rodgers har ensidigt valgt at tage parti mod Jeremy Corbyn og slutte sig til det kor af modstandere af et demokratisk Labour, som ønsker at Labour skal være et borgerligt midterparti a la det danske Socialdemokraterne.

Dette er ikke Corbyns politik og ikke det som et flertal af partiets medlemmer og formodentlig heller ikke det vælgere ønsker. De ønsker et reelt alternativ til Det konservative Parti og et nyt Labour, som griber tilbage til partiets rødder i den engelske arbejderklasse og til dets historiske rødder i socialismen.

Nej, Mette Rodgers - Corbyn er ikke ekstremt venstreorienteret, men står på den historiske venstrefløj i Labour, som repræsenteredes af nu afdøde Tony Benn og Michael Foot.

Historisk set har der altid været en kamp i Labour mellem en borgerligt orienteret højrefløj, som ønsker at føre klassesamarbejdspolitik og en mere eller mindre ”ekstrem” venstrefløj, som ønsker at føre klassekampspolitik.

Det er det magtopgøret i Labour drejer sig om, intet andet. Mette Rodgers har tilsluttet sig boulevardpressens mediehetz mod Corbyn, som udskriger Corbyn som ekstrem venstreorienteret. Det er han ikke, Mette Rodgers. Du tager fejl og kan ikke din politiske ABC.

Må vi bede om en anstændig og politisk lødig dækning af magtopgøret i Labour, hvor du Mette Rodgers - som Informations korrespondent - dækker den så objektivt og uhildet, som det nu lader sig gøre.

Skub din personlige holdning og din ensidige stillingtagen for partiets parlamentariske højrefløj til side og giv os en anstændig og lødig reportage om magtkampens udvikling.

Du sænker Informations påståede høje journalistiske standard med dine ensidige reportager.