27-07-2016

Hillarys "lår i skoene" og Lars Lykkes "alkoholiserede næse".

Hvad i himlens navn vedkommer Hillary Clintons ”kluntede krop” og ”lår i skoene” os som medieforbrugere og som potentielle vælgere?

Inden længe skal vi vel også høre om Lars Løkke Rasmussens ”alkoholiserede næse” i næste valgkamp?

Hvilken rolle spiller ydre kropslige kendetegn som disse for vor vurdering af politikerne? Hvorfor tillægger medierne - og vi som vælgere - disse fuldkomment ligegyldige ting - en betydning?

Hvorfor er det ikke politikernes holdninger vi - som medieforbrugere og vælgere - tillægger betydning?

Men intet er jo som bekendt som i den bedste af alle verdener.

Det er min påstand, at mediernes systematiske ”personliggørelse” af politik er med til at undergrave det politiske system og til at bortlede vælgernes interesse for politikernes standpunkter og holdninger.

Medierne ”afpolitiserer” og ”afideologiserer” således politik og gør det et spørgsmål om ”like or dislike”, kan du lide ham eller hende eller ej.

Mange mediekommentatorer er desuden ikke synderligt interesseret i politisk substans, men mere i den politiske proces.

 

Politikkens medialisering.    

De moderne medier har for længst fortrængt og indtaget den plads som fortidens vælgerforeninger og forsamlingshuse havde indtil en gang i 1960’erne.

Medierne har derved tiltaget sig en hidtil uset magtposition som formidlere af det politiske liv og er i højeste grad medvirkende til at danne folks mening og opfattelse af politikerne.  

Mediernes fremtrædende og næste enerådende rolle i formidlingen af politik levner kun plads til en letbenet populisme, som ikke en gang fortjener betegnelsen ideologi.

Partierne har accepteret, at det er via medierne at deres kommunikation med vælgerne foregår - og at den politiske meningsudveksling foregår i medierne.

 

Partiernes ideologiske udvanding.

Vælgerne har svært ved at skelne partierne fra hinanden, fordi der i deres øjne ikke længere er den store politiske forskel på dem.

Partierne har mistet fornemmelsen for deres historiske oprindelse og udgangspunkt - og er blevet mere eller mindre ens.

De er blevet ”catch-all” partier, som alle forsøger at ramme de samme vælgergrupper.

Partiernes politiske programmer er udvandede til den samme tynde kop te, som vælgerne ikke kan smage forskel på.

Partiernes programmer består nu kun af tomme fraser og ren retorik.

Det levner plads til politiske standpunkter, som ikke er båret af ideologiske holdninger, men som kun levner plads for en ren og skær populisme.

Denne aftapning findes i to former: en højrepopulisme, som er den mest udbredte - og venstrepopulisme, lidt mindre udbredt.

Det er det valg, som den moderne vælger lades tilbage med. Hvis det giver anledning til utilfredshed hos vælger, forstår man det godt.

Indtil videre er vort politiske system (og de fleste politikere) åbenbart tilfreds den høje stemmeprocent og at forholdsvis få vælger at blive hjemme på sofaen.

Først når rigtigt mange vælgere foretrækker sofaen i protest mod de manglende alternativer, vil de nuværende politikere begynde at blive foruroliget - og måske begynde at sætte spørgsmålstegn ved deres egen rolle som politikere.