20-07-2016

På historieskrivningens slagmark

Historieskrivning har alle dage været brugt til forskellige formål og er blevet skrevet i en bestemt hensigt.

Således også i dag.

Et af de seneste eksempler på, at historieskrivning bruges i en bestemt politisk hensigt er middelalderens korstoge.

Her strides historikere nu om, hvorledes de skal tolkes. Hvorfor fandt de sted? Hvad var årsagerne?

Som sædvanlig er historikerne ikke enige.

Som alle andre har også historikere politiske holdninger, som ofte skygger for deres historiske klarsyn.

De projicerer således deres politiske holdning over på historien og lader deres politiske holdning bestemme deres syn på historiske begivenheder.

Det seneste eksempel herpå er den nytolkning af middelalderens korstoge, som har vundet frem på det seneste.

Ifølge denne læsning og tolkning af de forhåndenværende kilder om korstogene skulle de pege i retning af, at korstogene var ”anti-muslimske”.

De skjulte motiver bag denne nytolkning af korstogene er ikke vanskelig at få øjer på. Man ønsker at omfortolke korstogene i en bestemt politisk hensigt og med et særligt formål: at få dem til at passe ind i nutidig politisk sammenhæng.

 

Historiske kilder taler ikke ”for sig selv”, men skal tolkes.

Sådan lader historien sig altid bruge til allehånde formål. Derfor er historieskrivning heller ikke ”objektiv” - og det uanset om man lader kilderne ”tale for sig selv”.

Historiske kilder taler imidlertid aldrig ”for sig selv”, men skal altid tolkes af nogen. Det er denne tolkning af kildernes indhold og betydning der er historikerens egentlige arbejde og da historikere er mennesker af kød og blod, kan de heller ikke være ”objektive”, men har (mere eller mindre skarpe) politiske holdninger.

Historikeren Kurt Villads Jensen har i mange år beskæftiget sig med korstoge i Mellemøsten og i Norden. I sin bog ”For de tørster uophørligt efter de kristnes blod” (2013) anfører han to årsager til korstogene: de kristnes ændrede syn på begrebet synd og på krig.  

Kurt Villads Jensen redegør for hvorledes begrebet retfærdig krig opstod allerede i den tidlige oldkirke længe før korstogene begyndte i 1000-tallet.

En af oldkirkens ”fædre” munken Augustin tog allerede i 400-tallet efter Kristi fødsel emnet op og opstillede kriterier for, hvornår en kristen måtte gå i en retfærdig krig:

1. For det første måtte kristne ikke bekrige kristne (blev dog senere modificeret).

2. Krig skulle være den sidste udvej, når alt andet var prøvet.

3. Krig måtte kun føres som en forsvarskrig, ikke som angrebskrig, hvilket udelukker enhver form for aggression.

4. Kun ”krigere” måtte deltage i krig; ikke civile - slet ikke børn kvinder og gejstlige.

Augustin bestemte, at intentionen med krig skulle være ”at skaffe fred, at genoprette status quo fra før modstanderne angreb eller at tvinge de onde til at gøre det gode. Intentionen måtte ikke være at opnå en kildrende blodrus, sådan som middelalderens teoretikere godt vidste, at unge mænd i krig kan forfalde til. Intentionen måtte heller ikke være at tjene penge eller vinde ære eller den slags” (Villads Jensen, op. cit., p. 83).

Villads Jensen føjer til, at der i teorier om krig siden 1100-tallet ikke er sket ”noget som helst afgørende. Det er stadig de samme kriterier, der diskuteres i militærakademier og offentligheden og regeringer, før hærene sendes af sted for at kæmpe på Balkan eller i Mellemøsten i den såkaldte krig mod terror, selv om vægten i detaljer kan lægges en smule anderledes i dag. I øvrigt er de kristne teorier om krig fuldstændigt parallelle med de muslimske kriterier for jihad, for gudvelhagelig krig.” (op. cit., p. 83).

Kuret Villads Jensen afviser, at korstogene skulle kunne tolkes som ”anti-islamiske”, vendt mod islams fremtrængning i Mellemøsten, Nordafrika og dele af Europa. Han skriver: ”Korstoget er en åndelig kamp …, men en åndelig kamp mod en meget udflydende fjende, som der ikke er noget særlig muslimsk ved. Det er interessant nok i en moderne diskussion af, hvem der begyndte, og i en moderne påstand om den evige og uforsonlige modsætning mellem kristendom og islam. Det ser ikke ud til, at [pave] Urban [2.] og hans nærmeste samtidige havde nogen som helst ide om, hvad islam og muslimer egentlig var for noget ” (op. cit., p. 55).

Korstogene var derfor ikke primært ”antimuslimske”, men som ovenfor nævnt forårsaget af - en ændring i de kristnes syn på synd og krig.

Nogle historikere har anholdt den ”systematiske” brug af kilder, som skulle ’nedgøre’ de kristnes fanatisme og krigsbegejstring.

En sådan kilde er pave Urban 2.’s tale i Clermont 1095.

Efter min mening er pave Urbans tale et fremragende eksempel på, at en myndighedsperson som paven kunne holde en fængende tale, som ikke lader en moderne udgave af samme type noget efter.

Uden at forfalde til billig propaganda kunne den passende sammenlignes med taler af George W. Bush og Tony Blair, da de skulle begrunde (og retfærdiggøre) vestlig intervention i Afghanistan 2001 og i Irak 2003.

Dermed bruges korstogene i et andet politisk øjemed - til at kritisere den vestlige imperialisme og ikke til at indskrive korstogene i en nutidig ”anti-muslimsk” sammenhæng.

 

Kilde: Kurt Villads Jensen: For de tørster uophørligt efter de kristnes blod. Kristne middelalderlige skrifter om islam. Syddansk Universitetsforlag. 2013.