18-07-2016

Bjørnvigs misvisende historiske paralleller.

Bo Bjørnvig skriver i Weekendavisen 15. juli 2016 under overskriften: Historiske paralleller:

Da første verdenskrig lakkede mod enden og den militære ledelse i Tyskland indså, at slaget var tabt, gjorde de noget genialt: De fralagde sig ethvert ansvar for nederlaget og overlod ledelsen af landet til en demokratisk ledet regering og dermed til de partier, som længe havde advokeret en fredsløsning.

Ikke bare lod de dermed andre overtage det utaknemmelige job at forhandle fred med de Allierede, de lod også som om de ’fredssøgende’ partier i Rigsdagen - socialdemokraterne med mere - var ansvarlige for nederlaget. Som den militære øverstkommanderende Ludendorff sagde til sin generalstab den 1. oktober [1918]: ”Nu må de ligge i den seng, som de selv har redt”. Hvilket var en absurd løgn, det var nationalisterne og den militære ledelse, der om nogen havde redt sengen.

Socialdemokraterne gik i fælden og påtog sig jobbet som fredsforhandlere, og Ludendorffs efterfølger som militær øverstkommanderende Groener udtrykte sin tilfredshed: ”Det passer mig fint, at Hæren og Hærkommandoen forbliver så skyldfri som muligt i disse svære fredsforhandlinger, som der intet godt kan komme ud af.”

Da den tyske befolkning samtidig blev holdt in uvidenhed om, at den tyske hær var på sammenbruddets rand - hvad Ludendorff havde meddelt Rigsdagen den 29. september 1918 - blev det den udbredte opfattelse i den tyske befolkning, at det var overgangen til demokrati og udbruddet af revolutionære optøjer rundt om i Tyskland, der var grunden til nederlaget. Hermed opstod den fatale dolkestødslegende, at Tyskland var blevet stukket i ryggen af partierne i Rigsdagen og af kommunisterne.”

I min naivitet troede jeg et øjeblik, at Bjørnvig havde bidraget til min historiske forståelse ved at fremdrage dette udmærkede eksempel.

Men jeg tog fejl. Bjørnvigs pointe er en helt anden end min. Jeg ville jo bruge Bjørnvigs eksempel til at advare mod at påtage sig det politiske ansvar for en krig og de efterfølgende fredsforhandlinger, når man er fundamentalt uenig i det politiske grundlag for det bestående samfund.

Weimar-republikken var af mange grunde bedre end det forgangne kejserlige Tyskland, som havde kastet Tyskland ud i en imperialistisk krig med millioner af døde til følge.

Weimar-republikken var et udtryk for en ikke fuldbyrdet socialistisk revolution og var således en borgerlig-demokratisk stat.

Dette forsøg på at lave en borgerlig-demokratisk stat i Tyskland i mellemkrigstiden strandede som bekendt, hovedsageligt fordi de herskende klasser i Tyskland, da det kom til stykket, ikke støttede den.

Da den økonomiske og politiske krise skærpedes op gennem 1920’erne, trak de herskende klasser grunden væk under republikken og banede således vej for Hitler og nazisterne.

Men nej, Bjørnvig misbruger historien ved at lave en søgt historisk parallel til den nylige afstemning om britisk medlemskab af den Europæiske Union.

Jeg har svært ved at se parallellen.

Nigel Farage (UKIP) og Boris Johnson (kons.) trak sig begge efter folkeafstemningen om britisk medlemskab. Farage som formand for sit parti UKIP og Boris Johnson trak sit kandidatur til formandsposten i det konservative parti.

Boris Johnson endte dog med at blive udenrigsminister i Theresa Mays ny regering.

Opfindere af en ”Dolkestødslegende” må således være Boris Johnson og Nigel Farage, som lokkede briterne til at stemme for et britisk exit fra EU, hvorefter de overlod scenen til EU-tilhængerne, velvidende, at det ”ville der ikke komme noget godt ud af”.

Mesterligt tænkt, ikke?

Bjørnvig er en sand mester i historiske paralleller.

I samme dur fortsætter han med at konstruere sammenligninger mellem de totalitære stater - Tysklands, Japans og Italiens - anneksioner i 1930’erne og de ligeså totalitære stater - Ruslands og Kinas indlemmelse - af Krim, det østlige Ukraine - og Tibet.

Man forstår, at alle ”totalitære” stater til enhver handler ens, eller hvad?

Er det ikke snarere udtryk for at alle ”imperialistiske stater” til enhver tid ømmer om at udvide deres territorier?

Og er Bjørnvigs forsøg på at drage historiske paralleller ikke snarere mere vildledende og ahistoriske - end de er eksempler på at man kan drage ved lære af historien?