17-07-2016

Mislykket kupforsøg i Tyrkiet.

Militæret har op gennem historien spillet en afgørende rolle.

Lige fra antikken og frem har vi eksempler på hærførere, som overskred deres tillagte ”beføjelser”. Den romerske hærfører Gajus Julius Cæsar trådte ind på historiens scene som den første der forbrød sig mod tidens skik og brug overskred floden Rubicon, trængte ind i Rom og afsatte det romerske Senat. Dette blev begyndelsen til enden på den romerske Republik, som i tiden herefter kun blev regeret af ”soldaterkejsere”.

Af andre kendte hærførere og generaler som ”overskred deres beføjelser”, kan vi nævne den korsikanske bondesøn Napoleon Bonaparte, som gjorde karriere i den Store franske Revolutions hær og som - efter revolutionens sammenbrud i 1793 - lod sig krone til Kejser af Frankrig i 1804.

Garibaldi, hærføreren fra Piemonte, som i 1865 ”samlede” Italien eller Bismarck som ”samlede” Tyskland efter krigen mod Frankrig i 1871.

General Francisco Franco, som i 1939 nedkæmpede en republikansk valgt regering.

Eller det måske bedste eksempel på militærets magtambitioner: Weimar-republikken i mellemtidskrigens Tyskland, hvor militærpersoner åd republikken op indefra. Lige inden Weimar-republikken i 1933 bukkede under for diktatoren Hitler og hans nazister, indtog militære personer fremtrædende stillinger: von Hindenburg var valgt Rigspræsident og Kurt V. Schleicher var regeringsleder.

Også i nyere er der masser af eksempler på, at militærpersoner har kuppet sig til magten ikke mindst i Latinamerika og i Afrika.

Heller ikke Europa kan sige sig fri for at have hidkaldt generaler til at ”løse” sine parlamentariske problemer. Det var således en general, som et flertal i det franske parlament tyede til, da den franske Republik i 1958 ikke kunne løse sit problem med kolonien Algeriet, som ønskede selvstændighed.

 

Ikke ualmindeligt med generaler ved magten.   

Vi kan altså konkludere, at det langt fra er ualmindeligt, at militærpersoner på et eller tidspunkt finder det passende at forlade deres kaserner og gribe ud efter magten, hvis det finder de herskende økonomiske og politiske forhold i landet for brogede og usikre.   

I Mustafa Kemals (Atatürk) tyrkiske republik har det efter 2. verdenskrig mere været regelen end undtagelsen, at tyrkisk militær omtrent en gang i hvert årti har afsat de valgte parlamentarikere - og i flere tilfælde har henrettet disse.

Den tyrkiske republik er skabt af generaler og - fristes man til at sige - for generaler. For en sikkerheds skyld, er militærets rolle er således indskrevet i landets forfatning.

Når det parlamentariske styre forekommer militæret lidt for broget og kaotisk, begynder det at krible i fingrene på generalerne for at skære igennem alt det parlamentariske ævl og kævl.    

Fredag 15. juli 2016 skete det endnu en gang. Denne gang dog med et negativt udfald. En række militære personer af middel -og lavere rang syntes ikke om den politik, som landets demokratiske valgte leder Erdogans førte.   

De oprørske generaler havde ikke taget hele militæret i ed. Det blev skæbnesvangert for deres kupforsøg og de blev nedkæmpet af en alliance af Erdogan-tilhængere og andre modstandere af et militært diktatur.

Erdogan mobiliserede sine folkelige støtter og kupforsøget slog fejl.

Kup-generalerne havde om ikke alle odds mod sig, så dog svære odds mod sig. Dels har Erdogans regering øjensynlig massiv folkelig støtte bag sig. Således stemte næsten halvdelen af de tyrkiske vælgere på Erdogan ved de to sidste valg.

Dels havde kuppet ingen støtte blandt nogen af partierne i det tyrkiske parlament. Heller ikke militærets ellers trofaste støtte CHP.

 

Tyrkiet langt fra ude af sin krise.

Kan alle så ånde lettet op? Ingenlunde, den tyrkiske republik og Erdogans tilstræbte præsidentielle styreform er ikke nogen god løsning på militærets ønsker om at sætte demokratiet ud af kraft.

Erdogan er på sin egen måde selv i færd med at undergrave demokratiet i Tyrkiet. I sin magtvælde er Erdogan i færd med at skabe et autoritært styre, som tilsidesætter alle demokratiske rettigheder.

Så Erdogans autoritære styre er kun et mindre i forhold til et militært diktatur.

I længden har militæret og Erdogan brug for hinanden. Hvis Erdogan vil bevare sin egenrådige magtposition har han brug for statens voldsmonopol, og nøglen til dette er militæret.

Hvis Erdogan ønsker at forsætte sin krig mod kurderne i og udenfor Tyrkiet skal han bruge pålidelige generaler og et militær, som han kan stole på.

Som medlem af NATO-alliancen vil Tyrkiet være nødt til at agere som et pålideligt medlem, som kan bruges i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Erdogans position som enevældig hersker i Tyrkiet er på ingen måde sikker.