14-07-2016

Cykelsportens pervertering.

I 1994 stod jeg første gang som tilskuer på Alpe d’Huez og overværede en etape i cykelløbet Tour de France.

Rejseselskabet Region Rejser havde arrangeret en tur med bus til De franske Alper, hvor vi motionister skulle cykle på de legendariske bjerge i cykelsporten.

Vi boede i en lille bjergby La Grave ikke langt fra Alpe d’Huez og selvfølgelig skulle jeg prøve at køre op ad bjerget.

Det gjorde jeg stående hele vejen op, da min gearing ikke var tilstrækkelig lav til, at jeg formåede at sidde ned uden helt at gå i stå (39/53).

Min puls kom ikke 170 slag/minut hele vejen op.

Et par dage efter skulle Tour-feltet komme fra St. Etienne med mål på toppen af Alpe d’Huez.

Der stod jeg som tilskuer og langt væk kunne man i dalen se dem komme og snakken gik om hvem der lå i spidsen.

Flere danske ryttere deltog: Bo Hamburger, Bjarne Riis og Jesper Skibby.

Da rytterne passerede mig, fik jeg mig et chok: Disse veltrænede pedalatleter lignede syge mennesker. Helt gullige i ansigterne og med indfaldne øjne, fuldstændigt afmagrede. Dette syn glemmer jeg aldrig.

Dagen efter etapen kørte jeg selv op, og blev mødt af Tour’ens ledsagebiler, som var på vej nedad. Udstødningsosen fra bilerne gjorde, at jeg næste dag kunne mærke det i min hals.  

Året efter var jeg med Tv2 i de Franske Alper. Tv2 havde entreret med et rejsebureau, som ellers arrangerede skiture om vinteren til skisportsstedet Alpe d’ Huez. Derfor blev vi indlogeret på et skisportshotel på toppen af bjerget.

Tv2 havde efterhånden promoveret Tour de France, så det var nemt at fylde to hele busser fra Danmark. På vej ned til Sydfrankrig gjorde vi holdt i den sydtyske by Aachen.

Dagen efter blev vi forsøgsvist gelejdet fra Aachen til belgiske Liège, hvor en etape i Tour’en endte.

To legendariske danske cykelryttere skulle være guides på turene: Leif Mortensen og Gunnar Asmussen.  

Også dette år stod jeg på det legendariske bjerg.

Ikke alle deltagere i turen var i lige god form. Nogle måtte tage svævebanen op fra Bourg d’Oisans op til Alpe d’Huez. Andre havde ikke tilstrækkelig teknik til at komme ned af det stejle bjerg.

Som cykeltur var Tv2’s tur helt mislykket - og jeg gentog det aldrig siden.

Derimod har jeg været på andre vellykkede træningsture til Toscana og til de italienske Dolomitter på tidspunkter, på et tidspunkt, hvor der ikke blev kørt professionelt cykelløb.

Nu nøjes jeg med at se Tour’en afslappet og tilbagelænet i min lænestol.

Mediehysteriet omkring Tour’en er kun taget til siden dengang i 1994 og der strømmer stadig flere turister og cykelentusiastiske tilskuere til de store cykelløb i Europa.  

Cykelsporten er for mere end hundrede år siden blevet kommercialiseret. Rytterne er for længst blevet professionelle pedalatleter, som har det som deres levebrød.

Tour-arrangøren ASO tjener styrtende med penge på at lave cykelløb. Tv-selskaberne køber rettighederne til at sende løbene live på Tv. Sponsorer finansierer cykelholdene med henblik på at få eksponeret deres produkter, som ikke alle har med cykling at gøre.

Cykelsporten er blevet super-kommerciel og holdene bliver drevet som de rene forretninger, som helst skal give et overskud.

Selve cykelsporten har derimod ikke ændret sig, eller hvad?

Det drejer vel stadig om at komme først i mål. Men rytternes og tilskuernes adfærd har ændret sig. Rytterne tager mindre hensyn til hinanden og kører mere hasarderet end nogensinde.

Tilskuerne møder talstærkt op til de store mediedækkede cykelløb og viser deres begejstring på en ikke altid lige hensigtsmæssig måde.

Det så vi sidst et eksempel på torsdag 14. juli 2016, da tilskuere på det legendariske ”skaldede” bjerg Mont Ventoux stod så tæt, at det var umuligt for de mange ledsagende motorcykler og fotografer på motorcykler at komme forbi.

Her udviklede den ”moderne” cykelsport til en perverteret udgave af sig selv. Løbets favorit og sidste års vinder Chris Froome og to andre kørte hovedkulds ind i en forankørende motorcykel og væltede. Froomes cykel blev kørt over af en efterfølgende motorcykel og var ødelagt.

Det var umuligt for ham at få en reservecykel, da han var på vej op af et bjerg, hvor der ikke er plads til ledsagebiler og hvor de kun vanskeligt kan komme frem for de mange tilskuere.

Froome fik af den neutrale servicevogn udleveret en standardcykel, som han imidlertid ikke kunne køre på. Han stillede derfor cyklen fra sig og gav sig til at løbe mod mål.

Her nåede cykelsporten et højdepunkt af absurditet og perversion.

Sport er ren underholdning, men mister sin sportslige berettigelse og sin underholdningsværdi, hvis dens ivrige tilhængere og andre tilløbere kan ødelægge begivenheden på denne måde.

Cykelsporten har fået mange ny tilskuere for hvem det tilsyneladende mere drejer sig at vise sig selv frem i medierne uden hensyntagen til, at de kun er - eller burde være statister - i et stort show.    

Tilsyneladende er nogle tilskuernes narcissisme og ekshibitionisme nu nået til cykelsporten og hvis ikke den standses af nogen eller noget, vil den helt ødelægge denne.

Synd og skam for de ægte cykelsportsbeundrere.