12-07-2016

Fodbold - den gang og nu.

Også jeg spillede fodbold som dreng. Først i baggårde i den gade, hvor jeg voksede op i midtbyen i Roskilde.

Vi brugte hvert et kostbart minut på dagen til at hellige os det elskede boldspil. I frikvartererne mellem timerne i skolen. Og efter skoletid rundt omkring i baggårde og på små pletter med græs, hvor vi kunne stille interimistiske mål op. Og det over hele året. Ikke nok så dårligt vejr kunne forhindre os i at spille fodbold.

Som alle andre fodbolddrenge havde vi også fodboldidoler: det kunne brasilianske Pelé eller lidt senere portugisiske Eusebio. Det kunne også være ungareren di Stefano fra Real Madrid.

De danske fodboldhelte husker jeg ikke så godt: Men det kan have været Henning Enoksen eller Tommy Troelsen fra holdet som vandt sølv ved de Olympiske Lege i Rom 1960.

Mit liv bestod af to ting: skole og fodbold. Der var ikke plads til meget andet. Udbuddet af fritidsfornøjelser for børn og unge var ikke stort. Valgmulighederne få.

Vore dages fodboldhelt hedder Christiano Ronaldo og spiller til daglig i Real Madrid i Spanien. Christiano var som dreng ikke særlig flittig i skolen. Han gad ikke gå i skole og skulkede for det meste. Han ville hellere spille fodbold og selvtræne. Christiano voksede op i et fattigkvarter på Atlanterhavsøen Madeira. Hans far drak voldsomt og døde til sidst af det, da Ronaldo var 20 år.

Mon Ronaldo lærte at læse, skrive og regne inden skolen smed ham ud?

Christiano fik ikke omsorg fra sin far, som efter sigende skal have været holdleder for Ronaldos drengehold. Han havde åbenbart mere travlt med at ”kæve bajere” end at vaske drengenes fodboldtrøjer.

Men måske betød Christianos forsømte skolegang ikke noget på lang sigt. Sammen med sin mor tog han som 12-årig til Lissabon og derfra gik det slag i slag med hans fodboldkarriere.

Resten af historien kender de fleste.

I søndags skulle han så spille finale ved EM i fodbold på Stade de France i Paris mod hjemmeholdet fra Frankrig.

Hjemmeholdet Frankrig var storfavorit - og kun portugisere troede det muligt at slå det stjernespækkede franske mandskab.

For Ronaldos vedkommende må det have været en særpræget oplevelse. Han havde utvivlsom glædet sig til at spille kampen og selvfølgelig vinde den, forstås.  

Men kort inde i kampen blev han groft angrebet af franske Dominique Payet, som skadede Ronaldo så alvorligt, at han smertefuld og grædefærdig måtte humpe ud af banen. Det så ikke pænt ud, det lignede et beregnet overfald for at sætte Ronaldo ud af spillet.

Efter min mening var det en svinestreg - som det hedder i fodboldsproget - af franske Dominique Payet, som dommeren ikke burde have tilladt. Men han lod blot som ingenting - og spillet fortsatte. Ikke en gang et gult kort som kunne have dæmpet det voldsomme spil ned, fik Dominique Payet af dommeren.

Der mistede jeg interessen for kampen - og muligvis også for spillet som sådan.

 

Fodbold er ikke hvad det har været.

Fodbold er nemlig ikke hvad det har været. I alt fald ikke som det jeg spillede i 1960’erne og 1970’erne.

Synderen mener jeg, er penge.

I 1978 indførtes professionel fodbold i Danmark af datidens fodboldboss Helge Sander fra Herning. Hvor pengene kom fra, husker jeg ikke længere.

Men fodboldspillet fik taget sin mødom. Og siden er det kun gået ned ad bakke for det gamle hæderkronede boldspil, som britiske gentlemen opfandt i midten af 1800-tallet.

Spillet var bygget på principper om ”fairness” og ”fair play”. Ikke noget med svinestreger og ”dirty tricks” begået på modstanderen.

Jeg husker endnu tydeligt, hvordan den ex-professionelle fodboldspiller Carl ”Skomager” i et foredrag i klubhuset forklarede os drenge, at man godt kunne være gode venner mod sin modstander, selvom man gik hårdt til ham. Men ikke noget med bevidst at skade sin modstander.

Jeg ved det lyder håbløst gammeldags, men sådan var den generelle indstilling blandt fodboldspillere - den gang.

Jeg har en gang set Christiano Ronaldo spille på Real Madrids hjemmebane på Bernabeu Stadion i den spanske hovedstad Madrid mod et hold fra Pamplona, Osasuna i den spanske liga. Det var i april 2010.

Ronaldo varmede ikke op sammen med de andre spillere fra Real Madrid, Han stod og ”sparkede sin målmand varm” med lange afleveringer på langs af banen. Mens hans holdkammerater varmede flittigt op og fik sved på panden, stod Ronaldo bare og sparkede nonchalant til bolden, så holdets målmand uden alt for stort besvær kunne gribe bolde. Det virkede ærligt talt lidt dovent.   

Da Real Madrids spillere i samlet flok løb ind til kampen var Ronaldo den der sidst løb ind på banen. I det øjeblik han passerede sidelinjen satte han i et højt hop op i luften for ligesom at vise, at nu var også han klar.

Kongeklubben Real kom bagud med 2-0, og jeg øjnede en chance for at bundholdet Osasuna ville vinde kampen. Men det skete ikke. En kongeklub kan ikke tabe til et bundhold. Hjemmepublikummet tog det forbavsende roligt, selvom deres yndlinge var bagud. De nåede knap nok at få deres hvide lommetørklæder frem som tegn på deres utilfredshed med spillet.

På vej ud af banen ved halvleg løb Ronaldo denne gang først ud af banen - måske for at komme først ned i omklædningsrummet til forfriskningerne. Ligeså ved kampens slutning. Jeg tror, at han også gjorde korsets tegn for sig, da han som den første løb fra banen.

Det var første oplevelse af fodboldidolet Ronaldo på ”nært hold”, som ikke aftvang megen respekt. Siden har jeg har svært ved at døje ham som fodboldspiller.

Han lever i alt fald langt fra op til det fodboldideal, som vi - som unge fodbolddrenge - fik indpodet af trænere og fodboldkoryfæ’er som Carl ”Skomager”.