11-07-2016

Dennis Nørmark og den åndløse borgerlighed.

Der var en gang, hvor borgerskabet kunne tænke store tanker: Tænk bare på liberalisten John Locke (1632-1704) før de Store franske Revolution i 1789 og den konservative Edmund Burke (1729-1797) som reaktion på de franske jacobineres blodbad.

Sådan er det ifølge liberalisten Dennis Nørmark ikke længere.

I Berlingske 10. juli 2016 rusker han op i borgerligheden:

Det borgerligt-liberale projekt er blevet en fantasiløs affære med få hovedprincipper: Markedet må klare det hele, staten må intet fylde, og skatten skal ned. Der er ikke meget ånd over dette. Det er det jeg kalder for ”Herning-liberalisme”. Herning-liberalisme er, når politik bare skal handle om at rage til sig, om at ingen skal bestemme over mig, og at vi bare skal have noget vækst. Det er en form for åndløs, tom liberalisme…”.

De borgerligt-liberale har ifølge Dennis Nørremark fejlagtigt forsømt at tale om det store fællesskab og i stedet overladt det til Socialdemokraterne, skønt det historisk set ikke var arbejderklassen og fagbevægelsen som var først med fælleskabstanken, men bondestanden med sine andelsselskaber og højskoler.

Nørremark siger endvidere: ”Uden en ægte sprudlende idedebat funderet i værdier, livssyn og prioriteter vil den borgerlige politik stagnere. De politiske holdninger vil degenerere til konkrete, letspiselige og åndsforladte lovforslag. .. politikerne vil blive administratorer uden selvstændige meninger, og partierne vil svinde ind til revisionsvirksomheder”.  

Afslutningsvis fastslår Nørmark: ”Borgerligheden er i en intellektuel krise, ikke i en magtmæssig krise - endnu. Men det kan den snart komme, hvis ikke der åbnes op for en mere mangfoldig borgerlighed”.

 

Borgerskabets dekadente tankegang.      

Nørmark kan godt opgive at ville rette op på borgerskabets dekadente tankegang.

Borgerskabets tænkning er og bliver købmandsagtig og merkantil. Det kan Nørremark ikke lave om på, hvor meget han end kunne ønske sig det.

Hvis vi skal gå ind på Nørmarks tankegang kunne man give sig til at spekulere på, hvad han kan mene med ”Herning-liberalisme”. Er det er særlig form for liberalisme ligesom Manchester-liberalisme?

Eller har Nørmark udviklet et nyt historisk begreb inden for liberalisme, som er skabt af fortidens uldkræmmere og mere moderne tekstilfabrikanter på Herning-egnen?

Sandt er det i hvert fald, at moderne liberalisme i stadig højere grad har glemt sine åndfulde rødder og i stedet er endt i den rene tankeløshed: mere præcist kræmmermentalitet og ubehersket grådighed.

Det skorter også på opfindsomhed, når Danmarks liberale parti Venstre skal formulere sine valgslogans: ”Venstre ved man, hvor man har” og ”Mennesket i centrum”. Kunne de ikke gøre det lidt bedre?

Hvis ikke de kan det i Danmarks liberale parti Venstre, så vil jeg i mangel af bedre og i pagt med Nørremarks tankegang foreslå følgende slogan: ”Gør åndløse tider - åndrige!”. Men måske er dette slogan for banalt?     

 

Nørremark appellerer forgæves.

Nu vil jeg forklare hvorfor Nørmarks appeller om større åndrighed på den borgerlige fløj nødvendigvis må være forgæves. Thi de beror på et fejlagtigt udgangspunkt.

Borgerskabet tænker ikke på hele samfundets vegne, men kun på egne vegne. Det ønsker kun at varetage sine egne klasseinteresser.

Så længe borgerskabet er den herskende klasse i et kapitalistisk samfund, vil tanker dets være de herskende, som Karl Marx sagde.

Men da det kapitalistiske samfund for længst har bevæget sig ind i sin imperialistiske fase, er borgerskabet ophørt med at være og tænke ”progressivt”.

Det tænker nu kun på at bevare sin egen magt - intet andet. Borgerskabets tænkning kan opsummeres til udelukkende at dreje sig om magtens udøvelse og at bevare sin egen truede position som herskende klasse.

Det er der ikke meget ”åndrighed” i.

Borgerskabet har historisk set kun bevaret sin magtposition, fordi arbejderklasen ikke har været i stand til at fratage det magten.

Ifølge Karl Marx (og de russiske bolsjevikker) burde det være sket for længst, men er det ikke. Reaktionære dele af arbejderklassen satte sig imod og forhindrede dette.

Borgerskabets magtposition er til stadighed truet og kun hvis dele af andre samfundsklasser hjælper og støtter, kan det bevare sin magt.

Da borgerskabet således kun lever på ”lånt” tid, vil det udelukkende være koncentreret om at bevare sin magt og ikke tænke på at udvikle samfundet. Der er ikke plads til åndelig udvikling.

Den tyske filosof Karl Marx analyserede i midten 1800-allet borgerskabets progressive rolle i udviklingen af det kapitalistiske klassesamfund og konkluderede, at borgerskabet havde udspillet sin historiske mission. Herefter var scenen overladt til en ny opkommende klasse: de mange, byernes proletariat.

Hvad så med borgerskabet?

På vej ud af historien fralagde borgerskabet sig - post mortem - ethvert ansvar for samfundets udvikling.

Karl Marx hævdede, at borgerskabet ville forsvinde ud af historien uden anden samfundsmoral end: Efter os kommer syndfloden!

Det er der vist ikke noget særligt åndrigt ved.