10-07-2016

Jean Claude Juncker

Alt efter ens holdning til den Europæiske Union kan man mene mangt og meget om EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker.

Personligt synes jeg ikke om ham.

Sidst jeg så ham på TV var det som en sur og gnaven kommissionsformand, som gav udtryk for sin foragt for det britiske medlem af Europa-parlamentet Nigel Farage (UKIP).

Farage var forgrundsfigur i den kampagne, som bragte Storbritannien ud af den Europæiske Union.

Her gjorde Juncker ikke nogen god figur. Sur og vrissen hånede ham sin politiske modstander på en måde som ikke var en Kommissionsformand værdig, synes jeg.

Jeg mistede den sidste rest af respekt for manden.

Jean Claude Juncker er af Unionens eurokrater ikke valgt, men udpeget til formand for den kæmpemæssige mastodont som kalder sig Kommissionen.

Denne består mestendels af afdankede og forhenværende politikere, som har fået sig en ’sinecurepost’ i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Den suppleres af to andre EU-institutioner: Ministerrådet (indirekte valgt af de nationale regeringer) og af Europa-Parlamentet, som er et pseudo-demokratisk organ, som blev påhæftet mastodonten på et lidt sent tidspunkt. Forsamlingen er politisk valgt - første gang i 1979.

EU-Parlamentet er mest en ”snakkeklub” for de valgte Europa-parlamentarikere, hvor de kan lufte deres synspunkter og give deres utilfredshed til kende. Dette var hvad der skete dagen efter det britiske exit.

 

En anden grund til at jeg ikke bryder mig om kommissionsformanden Jean Claude Juncker er den, at han ikke forekommer mig at være en hæderlig og ærlig politiker og statsmand.

Som kommissionsformand burde han i det mindste leve op til et mindstekrav om hæderlighed og ærlighed. Det gør han ikke.

Hvorfor ikke det?

 

LuxLeaks-affæren.

Navnet er LuxLeaks. Jean Claude Juncker har tiltusket sig en post som Kommissionsformand på et falsk grundlag.

Han var nemlig førstemand i Luxemburg og stod som sådan i spidsen for de gunstige skatteaftaler, som de luxemburgske skattemyndigheder lavede til internationale selskaber, som var af den opfattelse at selskabsskatten i andre EU-lande var for høj til, at de ville betale den.

Som landets (fyrstendømmets) premier -og finansminister var han ansvarlig for disse for selskabers gunstige aftaler, som nedbragte deres selskabsskat.

350 sådanne aftaler blev lavet under Junckers forsæde i fyrstendømmet.

I mit hoved hænger dette ikke sammen.

 

Er det ikke den Europæiske Unions politik at fjerne så mange handelshindringer som muligt? Er forskellige skattesatser ikke en handelshindring for en ensartet og lige konkurrence mellem virksomheder på et såkaldt frit marked?

Eller er der noget, som jeg har misforstået?

Burde kommissionsformanden ikke arbejde for en ”harmonisering” og ”standardisering” af skattesatser i EU for at skabe ensartede konkurrencevilkår?

Gælder EU’s hovedprincipper om fri og uhindret konkurrence ikke på skatteområdet?

Jeg har en lumsk mistanke om, at der gør sig andre hensyn gældende end hensynet til det europæiske fællesskabs interesser.

 

Junckers fortid som førstemand i fyrstendømmet Luxemburg er forstemmende.

Uden at blinke har han tilladt hemmelige skatteaftaler med virksomheder, som ønskede at bruge fyrstendømmets lave skattesats for selskaber til at tiltrække udenlandske finanser til sit mikroskopiske fyrstendømme.

Mit misantropiske syn på personen Juncker burde ikke stå uantastet. Og dog.

To agtværdige og hæderlige revisorer ansat i revisionsfirmaet PricewaterhouseCooper (PwC) har nu fået nok af Junckers skattely til internationale selskaber.

De er gået til medierne med oplysning om de luxemburgske skattemyndigheders hemmelige aftaler om en lempelig skattebetaling.

Det gør man ikke ustraffet i Luxemburg. De to er nu af deres tidligere arbejdsgiver blevet slæbt for en domstol i Luxemburg og idømt henholdsvis 9 og 12 måneders betinget fængsel og bøder på 1000 og 1500 Euro for at have lækket fortroligt materiale om disse hemmelige skatteaftaler mellem skattemyndighederne i Luxemburg og 350 skattebegunstigede selskaber.

Det skulle de efter domstolens opfattelse ikke have gjort. Det er åbenbart strafbart at afsløre, at 350 selskaber i Luxemburg har fået klækkelige skatterabatter. Disse aftaler må være indgået med Junckers vidende som både premier -og finansminister.

Men kommissionsformanden spiller uskyldig. Han vidste ingenting. Måske vendte han sit blinde øje til.

Nu sidder jeg tilbage med en alvorlig tvivl.

Kan jeg have tillid til Kommissionens førstemand, når han tilsyneladende ser gennem fingrene med en sådan praksis i sit hjemland og tilsyneladende heller ikke drager konsekvenser heraf. Ingen EU-tilhængere har mig bekendt krævet hans afgang.

I parentes bemærket. Hvorfor nægter de to kommissærer Margrethe Vestager og Pierre Moscovici at vidne i LuxLeaks-affæren? Vor danske kommissær fører sig ellers frem som en der ønsker at bekæmpe skatteunddragelse.

Hvorfor skal LUxLeaks-affæren dysses ned og Kommissionsformanden blive siddende som om ingenting er sket?

Hvorfor skal de sande helte, de to ”whistleblowere” Antoine Deltour og Raphaël Halet dømmes som forbrydere og ikke Jean Claude Juncker, som lader hånt om de mest grundliggende principper i den Europæiske Union: fri konkurrence på et frit marked mellem på ensartede vilkår for ligestillede virksomheder.

Skal jeg ikke tage EU’s liberalisme alvorligt?

Er det bare spil for galleriet, når EU-tilhængerne hævder, at EU bygger på de 4 ”friheder”: fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, kapital og tjenesteydelser?

Er det ikke at rette bager for smed, når heltene straffes og skurken frifindes?

       

Kilde: Lasse Soll Sunde: LuxLeaks afslørerne dømt. Information, 30. juni 2016.