09-07-2016

Mogens Lykketofts historielæsning.

En af sværvægterne i dansk politik Mogens Lykketoft fortæller i Kristeligt Dagblad 8. juli 2016, at han i 1958 som 12-årig satte en annonce fra dagbladet Politiken for Grimbergs ”Verdenshistorie” i 16 bind op på sin væg i stuelejligheden på Frederiksberg.

Lykketoft overtalte sine (pleje)forældre til at købe Grimbergs ”Verdenshistorie” i 16 bind for 19,75 kroner stykket.

Lykketoft fortæller: ”I løbet af de næste 3 år, stormede jeg hen og købte og læste dem med det samme. Det blev så min indgang til at studere andre værker om historie, og Grimberg åbnede altså for min interesse for verdenshistorie.”

Hvorfor fandt Lykketoft verdenshistorie interessant? Han giver følgende svar: ”Interessen handlede vel om at prøve at forstå hvorfor verden ser ud, som den gør. Få en forståelse af, hvordan vi står på ryggen af en masse tidligere generationer og forhåbentlig har lært af deres erfaringer. …

Når først man har været fascineret af, hvordan samfundet har formet sig, så er man også interesseret i, hvordan det skal forme sig videre frem.

Mogens Lykketoft fandt dog senere ud af, at Grimbergs ”Verdenshistorie” havde visse begrænsninger. Den er først og fremmest en ”europahistorie med meget stor fokus på enkeltpersoners rolle i historien. De underliggende materielle og økonomiske udviklinger er ikke dybtgående beskrevet. Det er en historietradition, som appellerer til letlæsning, fordi det er farverige historier om mennesker.

For at gøre det let og udholdeligt at læse har Grimberg underbeskrevet, hvor grusom og blodig mange af historierne egentlig har været. Ikke mindst den hvide mands hærgen i forskellige verdensdele er han gået let hen over. Der er historiske fakta der mangler. Og så er det en historie, der er meget anglofil. Grimberg var fra perioden før og under Første Verdenskrig og han beundrede det britiske imperium, så bindene står for en meget britisk synsvinkel”.

Bindene udkom i 1958 og Grimberg sluttede sin historieskrivning i 1945. Dette var unge Lykketoft ikke tilfreds med og fik den ”skøre” ide som 14-årig at føre Grimbergs afsluttede værk helt op til sin egen nutid: ”Derfor skrev jeg en bog - en fristil - på 250 sider om verdenshistorien fra 1945 til 1960. Det var en meget langsom proces på nok et halvt års tid, og jeg skrev siderne på e gammel skrivemaskine, hvor jeg måtte rette fejl med hvid slettelak”.

Det blev dog ikke historie Lykketoft kom til at studere på universitetet, men økonomi. Lykketofts gymnasielærer Jacob Appel mente ikke, at Lykketoft kunne lære noget på historiestudiet, som han ikke vidste i forvejen.

Lykketoft læste ikke bare Grimbergs ”Verdenshistorie” en gang, men ”genlæste de næste 5-6 år mange afsnit for at være sikker på at han havde styr på den historiske udvikling”.

Lykketoft hævder med rette, at generationerne står på ryggen af hinanden og kunne man tilføje - burde have lært af hinandens erfaringer. Dette sidste er desværre nok ikke tilfældet. Hvis det var tilfældet, havde verden nok ikke set ud, som den gør.

Det er nok desværre heller ikke tilfældet, at senere generationers interesse for historie har været så udpræget og intens som Lykketofts.

 

Stigende historieløshed blandt unge?  

Ikke så få fra den ældre generation har beskyldt den opvoksende generation for historieløshed.

Efter Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skulle det være specielt slemt med ungdommens historieløshed.

Nu kan man ikke bebrejde unge for ikke at have det store historiske overblik, hvis ikke de interesserer sig for historie.

Omvendt må man sige, at man som individ og samfundsmedlem er dårligt stillet, hvis ikke man er stand til at forstå aktuelle begivenheder, fordi man ikke har en tilstrækkelig stor historisk viden.

Uden et minimum af viden om den historiske udvikling, er det umuligt at orientere sig i hverdagen og derfor vanskeligt - både som person individ og som politisk individ - at agere på fornuftig vis.

Man kunne godt ønske sig en lidt større historiebevidsthed hos mange unge, som ville sætte dem i stand til bedre at kunne forstå deres egen samtid.       

Men det er nok utopi at tro, at unge mennesker vil blive grebet af den samme lyst til at kaste sig over historiske flerbindsværker, som Lykketoft gjorde det i sine unge dage - og som han har fastholdt lige siden.