07-07-2016

Hvorhen Tyrkiet?

Erdogans frontalangreb på ytringsfriheden i Tyrkiet.

Ytringsfriheden har trange kår i Tyrkiet.

I Kristeligt Dagblad 1. juli 2016 kan man læse, at formanden for det det tyrkiske journalistforbund Ugur Güc sætter tallet for journalister som har mistet deres arbejde i 2015 til 700.

I år 2016 har indtil nu 900 journalister mistet deres arbejde, blevet fyret..

Mere end 300 journalister er blevet fængslet siden 2010. 37 af disse sidder stadig i fængsel. Ugur Güc udtaler: ”De fleste er blevet dømt for terror i uretfærdige rettergange. Deres eneste forbrydelse er deres artikler. De er journalister, ikke terrorister.”  

Erdogan-regeringen benytter sig af en helt speciel fremgangsmåde, når det ønsker at stække medierne og at give dem mundkurv på.

Bestyrelsesmedlem af Journalistforbundet Niyazi Dalyanci fortæller om regeringens noget specielle fremgangsmåde: ”Domstolene kan sætte medierne under tvangsforvaltning, sådan som det skete for dagbladet Zaman i begyndelsen af marts [2016]. I løbet af nogle døgn forvandledes publikationen fra et regeringskritisk organ til ren duks, og oplaget er raslet ned fra en million til sølle 6000.”

Niyazi Dalyanci fortsætter sin beretning om regeringens lukninger af medier, som er en torn i øjet på den: ”Det samme sete med dagbladet Bugün og den tilknyttede tv-station Kanal Turk sidste år. Da de to medier blev sat under forvaltning, blev journalisterne kastet på porten, og i år blev såvel avis som tv-kanal nedlagt.”

En anden ”ufin” fremgangsmåde som Erdogans regering benytter er følgende: ”Hvis en bank menes ude af stand til at løfte sit hverv, overtager fonden bankerne. En del bankmænd ejer tillige medievirksomheder: Medier er blevet overtaget på den måde og siden solgt videre til erhvervsfolk, som står regeringen nær.”

Kristeligt Dagblads korrespondent Bengt Sigvardsson beretter, at der i år indtil nu er blevet indrapporteret omkring 200 angreb på journalister. 6. maj blev Can Dündar, chefredaktør på dagbladet Cumhuryiet beskudt uden for en domstol i Istanbul. Han slag uden skader. Et par timer senere idømte domstolen ham [Dündar] 5 år og 10 måneders fængsel for at have offentliggjort hemmelige statsdomkumenter. Avisens leders af Ankara-redaktionen Erdem Gül blev idømt 5 års fængsel.

Anklagen gjaldt en artikel i Cumhuriyet fra maj 2015 om tyrkiske våbenleverancer til ekstremistiske grupper i Syrien under overskriften ”Her er våbnene, Erdogan hævder ikke findes”. Præsidenten reagerede ved offentligt at true med, at redaktørerne ville komme til at ”betale en høj pris”. De to redaktører blev anholdt i november sidste år og også tiltalt for spionage og medlemskab af en terroristisk organisation.

Det er Nyazi Dalyancis vurdering, at der er helt andre motiver bag anklagen: ”Præsidentens vrede mod Can Dündar handler ikke om artiklen om våbentransporterne. En anden avis, nemlig Aydinlik, afslørede dem helt tilbage i sommeren 2014 uden at der kom nogen større opstandelse ud af det”.

Efter hans vurdering havde Erdogan en høne at plukke med Can Dündar, ”fordi han sidste sommer (2015) skrev en artikelserie, hvor han beklikkede efterforskningen i en stor korruptionssag i 2013 og blandt andet fremlagde beviser, som tydede på at præsidenten og hans søn kunne være indblandet.”

På Journalister Uden Grænsers 2016-indeks over pressefrihed ligger Tyrkiet på som nummer 151 ud af 180 lande. På pladsen over Tyrkiet ligger - Tadsjikistan. Lige efter Tyrkiet ligger de to afrikanske lande Den demokratiske Republik Congo og Swaziland.

 

Retssikkerheden er ikke stor i Tyrkiet.   

At der er sat snævre grænser for ytringsfriheden vidner selve lovgivningen i Tyrkiet om

Den tyrkiske forfatning garanterer fuld ytringsfrihed. Men et er lov, noget andet praksis. I de fleste borgerlige demokratier er grundloven hævet over andre love - ikke i Tyrkiet.

Her er den står den tyrkiske straffelov, loven om retsforfølgelse og anti-terrorlovgivningen over forfatningen.

Paragraf 301 i straffeloven forbyder ”miskreditering af tyrkiskheden”. Strafferammen er mellem 6 måneders og 2 års fængsel. Ifølge tyrkisk straffelov kan man blive dømt for at hævde, at der blev begået folkedrab på armenere i 1916, delingen af Cypern må ikke diskuteres og den tyrkiske efterretningstjeneste må ikke kritiseres.   

Hvis man dømmes for at anstifte til had, vold baseret på etnicitet, socialklasse eller religion kan man ifølge paragraf 216 idømmes 3 års fængsel.

Bagtalelse og æreskrænkelse kriminaliseres i paragraf 125.

Paragraf 299 giver op til 4 års fængsel for fornærmelse af præsidenten.

Paragraf 314 definerer bredt terror og medlemskab af væbnede organisationer. Bruges flittigt mod venstreorienterede og kurdiske journalister.

Blokering af hjemmesider ifølge lov 5651 forekommer også.

Så forstår man bedre Erdogans krav til Anders Fog Rasmussen om at forbyde den kurdiske tv-kanal ROJ i Danmark.

 

Hvorhen Tyrkiet?  

Indskrænkningen af borgernes ytringsfrihed rejser spørgsmålet om, hvor Tyrkiet er på vej hen. At der er tale om en ”afdemokratisering” er oplagt. Men langt vil Erdogan gå? Og hvad kan stoppe ham i fjerne de sidste rester af ytringsfrihed?

Afskaffelse af demokratiske frihedsrettigheder er historisk set det første skridt på vejen til en totalitær stat.

Er vi så langt ude, at Erdogan er ved at gøre bevægelsen bag AKP til en fascistoid masseorganisation? Og er Erdogan ved at forvandle Tyrkiet til autoritært diktatur?        

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Erdogans frontalangreb på ytringsfriheden i Tyrkiet.

 

Ytringsfriheden har trange kår i Tyrkiet.

I Kristeligt Dagblad 1. juli 2016 kan man læse, at formanden for det det tyrkiske journalistforbund Ugur Güc sætter tallet for journalister som har mistet deres arbejde i 2015 til 700.

I år 2016 har indtil nu 900 journalister mistet deres arbejde, blevet fyret..

Mere end 300 journalister er blevet fængslet siden 2010. 37 af disse sidder stadig i fængsel. Ugur Güc udtaler: ”De fleste er blevet dømt for terror i uretfærdige rettergange. Deres eneste forbrydelse er deres artikler. De er journalister, ikke terrorister.”  

Erdogan-regeringen benytter sig af en helt speciel fremgangsmåde, når det ønsker at stække medierne og at give dem mundkurv på.

Bestyrelsesmedlem af Journalistforbundet Niyazi Dalyanci fortæller om regeringens noget specielle fremgangsmåde: ”Domstolene kan sætte medierne under tvangsforvaltning, sådan som det skete for dagbladet Zaman i begyndelsen af marts [2016]. I løbet af nogle døgn forvandledes publikationen fra et regeringskritisk organ til ren duks, og oplaget er raslet ned fra en million til sølle 6000.”

Niyazi Dalyanci fortsætter sin beretning om regeringens lukninger af medier, som er en torn i øjet på den: ”Det samme sete med dagbladet Bugün og den tilknyttede tv-station Kanal Turk sidste år. Da de to medier blev sat under forvaltning, blev journalisterne kastet på porten, og i år blev såvel avis som tv-kanal nedlagt.”

En anden ”ufin” fremgangsmåde som Erdogans regering benytter er følgende: ”Hvis en bank menes ude af stand til at løfte sit hverv, overtager fonden bankerne. En del bankmænd ejer tillige medievirksomheder: Medier er blevet overtaget på den måde og siden solgt videre til erhvervsfolk, som står regeringen nær.”

Kristeligt Dagblads korrespondent Bengt Sigvardsson beretter, at der i år indtil nu er blevet indrapporteret omkring 200 angreb på journalister. 6. maj blev Can Dündar, chefredaktør på dagbladet Cumhuryiet beskudt uden for en domstol i Istanbul. Han slag uden skader. Et par timer senere idømte domstolen ham [Dündar] 5 år og 10 måneders fængsel for at have offentliggjort hemmelige statsdomkumenter. Avisens leders af Ankara-redaktionen Erdem Gül blev idømt 5 års fængsel.

Anklagen gjaldt en artikel i Cumhuriyet fra maj 2015 om tyrkiske våbenleverancer til ekstremistiske grupper i Syrien under overskriften ”Her er våbnene, Erdogan hævder ikke findes”. Præsidenten reagerede ved offentligt at true med, at redaktørerne ville komme til at ”betale en høj pris”. De to redaktører blev anholdt i november sidste år og også tiltalt for spionage og medlemskab af en terroristisk organisation.

Det er Nyazi Dalyancis vurdering, at der er helt andre motiver bag anklagen: ”Præsidentens vrede mod Can Dündar handler ikke om artiklen om våbentransporterne. En anden avis, nemlig Aydinlik, afslørede dem helt tilbage i sommeren 2014 uden at der kom nogen større opstandelse ud af det”.

Efter hans vurdering havde Erdogan en høne at plukke med Can Dündar, ”fordi han sidste sommer (2015) skrev en artikelserie, hvor han beklikkede efterforskningen i en stor korruptionssag i 2013 og blandt andet fremlagde beviser, som tydede på at præsidenten og hans søn kunne være indblandet.”

På Journalister Uden Grænsers 2016-indeks over pressefrihed ligger Tyrkiet på som nummer 151 ud af 180 lande. På pladsen over Tyrkiet ligger - Tadsjikistan. Lige efter Tyrkiet ligger de to afrikanske lande Den demokratiske Republik Congo og Swaziland.

 

Retssikkerheden er ikke stor i Tyrkiet.   

At der er sat snævre grænser for ytringsfriheden vidner selve lovgivningen i Tyrkiet om

Den tyrkiske forfatning garanterer fuld ytringsfrihed. Men et er lov, noget andet praksis. I de fleste borgerlige demokratier er grundloven hævet over andre love - ikke i Tyrkiet.

Her er den står den tyrkiske straffelov, loven om retsforfølgelse og anti-terrorlovgivningen over forfatningen.

Paragraf 301 i straffeloven forbyder ”miskreditering af tyrkiskheden”. Strafferammen er mellem 6 måneders og 2 års fængsel. Ifølge tyrkisk straffelov kan man blive dømt for at hævde, at der blev begået folkedrab på armenere i 1916, delingen af Cypern må ikke diskuteres og den tyrkiske efterretningstjeneste må ikke kritiseres.   

Hvis man dømmes for at anstifte til had, vold baseret på etnicitet, socialklasse eller religion kan man ifølge paragraf 216 idømmes 3 års fængsel.

Bagtalelse og æreskrænkelse kriminaliseres i paragraf 125.

Paragraf 299 giver op til 4 års fængsel for fornærmelse af præsidenten.

Paragraf 314 definerer bredt terror og medlemskab af væbnede organisationer. Bruges flittigt mod venstreorienterede og kurdiske journalister.

Blokering af hjemmesider ifølge lov 5651 forekommer også.

Så forstår man bedre Erdogans krav til Anders Fog Rasmussen om at forbyde den kurdiske tv-kanal ROJ i Danmark.

 

Hvorhen Tyrkiet?  

Indskrænkningen af borgernes ytringsfrihed rejser spørgsmålet om, hvor Tyrkiet er på vej hen. At der er tale om en ”afdemokratisering” er oplagt. Men langt vil Erdogan gå? Og hvad kan stoppe ham i fjerne de sidste rester af ytringsfrihed?

Afskaffelse af demokratiske frihedsrettigheder er historisk set det første skridt på vejen til en totalitær stat.

Er vi så langt ude, at Erdogan er ved at gøre bevægelsen bag AKP til en fascistoid masseorganisation? Og er Erdogan ved at forvandle Tyrkiet til autoritært diktatur?