07-07-2016

"Oh, when will they ever learn"?

Den krig, som ”koalitionen af villige partnere” med USA og Storbritannien i spidsen udløste mod Sadam Husseins Irak i 2003, er for længst forbi.

Opgøret om ansvaret er det derimod ikke.

Kan nogen gøres ansvarlig for denne krig, som har medført hundredtusinder af menneskers død og lemlæstelse?

Nogen må jo have taget den skæbnesvangre beslutning at kaste koalitionens militære styrker ind i en krig i Irak. Hvem skal vi i så fald drage til ansvar? Hvis ikke et juridisk, så dog et politisk ansvar.

To af de hovedskyldige i krigens udløsning må være den amerikanske præsident George Bush (og hans neokonservative rådgivere) og hans trofaste følgesvend den daværende britiske premierminister Tony Blair (Labour).

Som svar på den udbredte kritik i England af krigen nedsatte Tony Blairs efterfølger i 2006 Gordon Brown (Labour) en undersøgelseskommission som skulle besvare de mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med tilblivelsen af grundlaget for beslutningen.  

For en sand tilhænger af borgerligt demokrati må det være en bitter lektion:

Krigen blev udløst på falske præmisser, skurken Sadam Hussein havde for længst tilintetgjort de kemiske, bakteriologiske og atomare våben, som han måtte have haft inden ”koalitionen af villige parter” valgte at gå i krig.

USA øvede pression på et flertal af lande i FN’s Sikkerhedsråd for at få et flertal for en resolution, som åbnede mulighed for en invasion.

USA fremlagde ”falske beviser” om masseødelæggelsesvåben i Irak overfor FN’s Sikkerhedsråd, som skulle overbevise et flertal i Sikkerhedsrådet.

FN’s våbenkontrol-kommission fik ikke lejlighed til at gøre sit arbejde færdigt i Irak med at finde frem til evt. masseødelæggelsesvåben.

Da først krigen var besluttet af en ”koalition af villige partnere” (herunder Danmark under Anders Fogh Rasmussens regering) var selve invasionen dårligt planlagt - og målet på længere sigt var ikke klart.

Den britiske undersøgelse lægger naturligt fokus på baggrunden for beslutningen om krig i Tony Blairs Labour regering i årene op til invasionen og umiddelbart efter.

Kommissionens rapport taler ikke til Tony Blairs fordel.

Hvis nogen kan tillægges et politisk ansvar for udløsning af invasionen i Irak 2003 er det (foruden George Bush) Labours daværende premierminister Tony Blair.

Tony Blair gjorde sig skyld i mange fejltagelser og udviste en i bund og grund ”udemokratisk” adfærd som premierminister i en Labour-regering.

I grel modsætning til sit image som en fuldblods-demokrat optrådte han snarere som en enevældig monark, der foretrak selv at tage de afgørende beslutninger uden at inddrage selv sine nærmeste ministre.

Hans brevkorrespondance med den daværende amerikanske præsident George Bush junior afslører, at der nærmest var tale om et komplot fra de tos side. De ønskede ikke, at offentligheden skulle delagtiggøres om deres overvejelser, måske fordi de vidste, at deres forehavende var ”ulovligt”, i strid med international ret.

Irak-krigen og måden Tony Blair håndterede den på, burde stille modstandere af hans tilhængere på Labours højrefløj, som nu med mediernes støtte har indledt en heksejagt på partiets venstrefløj (Jeremy Corbyn), bedre.

En ting kan man være sikker på. Hvis højrefløjen i Labour kommer til magten, så vil der igen blive først en politik, som vil gavne det britiske forretningsliv mere end Labours gamle kernevælgere i arbejderklassen (og den lavere middelklasse).

”Oh, when will they ever learn”, sang Pete Seeger 1960 i sin anti-krigssang: ”Where have all the flowers gone?”

Svaret er, at hvis Labours erhvervsvenlige højrefløj kommer til magten, vil det vise sig, at den ikke har taget ved lære af sine imperialistiske fejltagelser.

Den vil være parat til - endnu en gang - naivt og blindt at gentage sine skæbnesvangre fejltagelser.

Man forstår godt, at regeringspartiet Venstre i Danmark ikke er spor interesseret i at have et ekspertudvalg til at undersøge grundlaget for dansk deltagelse i koalitionen af villige: Heller ikke ansvarlige danske politikere har ’rent mel i posen’, når det gælder invasionen i Irak 2003.

Også de (den daværende VK-regering) burde gøres ansvarlige for deres opslutning bag Bush’ og Blairs krig.