05-07-2016

Venstrefløjens EU-forvirring.

Lidt historik:

Der har siden Maastricht-traktatens forkastelse i Danmark i 1992 hersket forvirring på den politiske venstrefløj i Danmark om forholdet til den Europæiske Union.

Venstrefløjen i bred forstand (Socialdemokratiet inkl.) hjalp den daværende borgerlige Schlüter-regering ud af sin knibe, da et flertal af vælgerne (mod et folketingsflertal) ved en folkeafstemning i 1992 forkastede Maastricht-traktaten.

Socialdemokratiets formand Poul Nyrup Rasmussen og Socialistisk Folkepartis daværende formand Holger K. Nielsen fik den ”smarte” ide at foreslå et ”historisk kompromis” med den Europæiske Union, nu da et befolkningsflertal havde stemt imod Maastricht-traktaten.

Nyrup og Holger K. fremlagde 4 forbehold, som alle tog højde for vælgerflertallets utilfredshed med traktatens vidtgående bestemmelser om overdragelse af national suverænitet.

Modvilligt - men loyalt overfor et vælgerflertal - drog udenrigsminister Uffe Elleman Jensen til Bruxelles og fik EU’s godkendelse af de 4 danske forbehold: ingen fælles møntunion, intet fælles europæisk statsborgerskab, og en række forbehold inden for retsområdet, ingen fælles udenrigs -og sikkerhedspolitik.

I år 2000 stemte et lille flertal mod Danmarks indlemmelse i den europæiske møntunion og vi fik endnu en ordning, hvor kronen kunne svinge i forhold til Euroens kursværdi.   

Disse forbehold og særordninger gjorde, at dele af venstrefløjen blev i tvivl om sin - i sit udgangspunkt anti-kapitalistiske -  holdning til det liberalistiske foretagende, som kaldte sig de Europæiske Fællesskaber.

Dele af venstrefløjen begyndte at omdefinere sit forhold til EU som det så som et muligt forsvarsværn mod kapitalens uindskrænkede skalten og valten.

Denne analyse var og er forkert.

De Europæiske Fællesskaber, nu den Europæiske Union har ikke grundlæggende ændret sig. Det er stadig i hovedtrækkene den samme gamle konstruktion byggende på liberalistiske grundprincipper om ”fri bevægelighed”, som skal gavne kapitalen og ikke lønmodtagerne.

EU er stadig lige udemokratisk og bureaukratisk opbygget.

Venstrefløjen har ikke grund til at ændre sin holdning til EU.

Det som har ændret sig er følgende: Den borgerlige (og visse dele af den nationale kapital) er i takt med økonomisk stilstand blevet mere skeptiske overfor EU’s løfter om økonomisk fremgang og høj beskæftigelse.

Venstrefløjen derimod er trængt i defensiven på hjemmefronten og er begyndt at se EU-institutionerne som et godt værn mod kapitalen og som en kampplads for de politiske ideologier og politiske partier.

Denne strategi er dødsdømt på forhånd.  

Nogle på venstrefløjen lader sig skræmme af højrepopulismens fremgang overalt i Europa og begynder at se en udvikling i retning fascisme i flere europæiske lande. Ikke helt forkert!

Men lad jer ikke skræmme, men hold fast ved jeres gamle anti-kapitalistiske modstand mod monopolernes og kapitalens EU.

Alternativet til højrepopulismen i Europa er ikke nyfalden EU-begejstring i erkendelse af egen uformåenhed, men forsat modstand mod det mastodontiske uhyre af en tilstræbt, men mislykket overstatslig dannelse med hovedkvarter i Bruxelles.  

Venstrefløjen skal ikke undlade at kritisere EU skarpt for dets udemokratiske opbygning og for de beslutninger, som gavner industrien og det store erhvervsliv.

Venstrefløjen skal sammen med fagbevægelsen bekæmpe de tiltag, som underminerer grundlaget for fagforeningernes fri forhandlingsret og bekæmpe forsøg på løndumping med henvisning til arbejdskraftens fri bevægelighed.

Venstrefløjen skal dermed undgå at falde i højrepopulisternes småborgerlige og nationalistisk gryde, hvor den forsvarer nationalstatslige interesser mod overnationale.

På længere må målet være: Nej til monopolernes og kapitalens EU, ja til et Europas Forenede Socialistiske Stater!

Tiden inden da skal bruges til at udforme en gangbar strategi for hvordan vi kommer derhen.

Ikke til ørkesløse diskussioner om hvordan vi kan ”reformere” EU for at gøre det mere lønmodtagervenligt og demokratisk. Det bliver EU aldrig i sin nuværende konstruktion - uanset hvor stor indflydelse venstrefløjen får i EU’s institutioner.