05-07-2016

Man må sno sig, sagde ålen.

Direktør i filmselskabet Zentropa Peter Aalbæk har skiftet ham. I sin ungdom var filmdirektøren medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU).

Nu er han efter eget udsagn konverteret til … Liberal Alliance.

Aalbæks filmselskab Zentropa er ifølge Aalbæk blevet offer for det som han nu åbenbart betragter som det ’store dyr i åbenbaringen’: den danske stat.

Kulturministeriet beskylder nemlig Zentropa for at have ”snydt” med økonomiske midler fra statens filmstøtte-ordning.

For hver krone, som filmselskabet producerer film for, kan Zentropa - efter ansøgning - få lige så meget i statsstøtte (50/50-ordning).

Nu føler Peter Aalbæk sig åbenbart ”snydt” for statsmidler, som hans selskab hidtil har nydt godt af.

”Ålen” er nu blevet sur på ’det store dyr i åbenbaringen’ - den danske stat - og har draget den politiske konsekvens at tilslutte sig det statsfjendtlige parti Liberale Alliance.

Lige som Peter ”Ålen” på filmfronten hylder den kunstneriske frihed, hylder han åbenbart - på den politiske front – nu erhvervslivets uindskrænkede frihed til at ”skalte og valte” med statsmidler.

Peter udtaler i den anledning til filmmagasinet Ekko om sin ny politiske helt den forhenværende olympiske kuglestøder Joachim B. Olsen: ”Jeg sidder som en lille puddelhund på bagbenene, når Joachim B. Olsen er på banen. Han er min politiske helt.

Det må glæde enhver at høre, at ”ålen” Peter omsider har fundet sin rette politiske hylde.

 

Kilde: Dagbladet Information, 4. juli 2016, bagsiden.