02-07-2016

Udemokratiske demokrater.

Efter det - for tilhængerne af fortsat britisk medlemskab af den Europæiske Union - skuffende resultat, sætter nu flere og flere politikere spørgsmålstegn ved ”nytten” af folkeafstemninger.

Hvorfor egentlig det? En folkeafstemning er vel det mest demokratiske man kan tænke sig i det borgerlige demokrati?

Men det gælder åbenbart ikke mere. Det duer ikke hvis ikke ”folket”, vælgerne stemmer som de ’burde have gjort’.

Socialdemokraten Mogens Lykketoft får kuldegysninger ved tanken om, at Storebæltsbroen ikke var blevet bygget, hvis den var blevet lagt ud til folkeafstemning.

Man forstår det måske bedre, når man tænker på det chok som mange folketingspolitikere fik i 1992, da et flertal stemte imod Maastricht-traktaten i 1992 og en skyldbetynget udenrigsminister Uffe Elleman Jensen (Venstre) ydmygt måtte gå bodsgang til Bruxelles for at forhandle et ”historisk kompromis” med de 4 forbehold i stand. Det sidder sikkert endnu i baghovedet på mangen en svoren EU-tilhænger. Og tanken om at det kan ske igen, må virke afskrækkende.

Skrækken for folkets røst er ingenlunde ny, men vel snarere en del af det borgerlige demokrati. Folket skal kun spørges, hvis det er ordentligt informeret. Og det er det aldrig rigtigt helt, ikke sandt!

Når det kommer til stykket, har borgerlige og socialdemokratiske politikere ikke tillid til det ”folk”, som de til daglig lefler for.

Politikernes smigren sig ind hos vælgerne og deres udtalte populisme fordufter, så snart Folket har fældet sin dom og stemt - forkert. Så meget for deres højt besungne demokratiske sindelag og deres bekenden sig til demokratiet, det borgerlige demokrati forstås.

Måske skulle folket, vælgerne overveje en anden type demokrati end det tilsyneladende eneste kendte: det borgerlige demokrati?

Alene tanken er kættersk! I vort konsensus-søgende ”mainstream” samfund er enhver forestilling om en anden type demokrati (og samfundsform) bandlyst. Selve tanken bliver på forhånd mødt med stor skepsis og mistro. Demokratiet er og bliver den ”mindst ringe” styreform, som parlamentarikerne ofte bekræfter hinanden i.

At ’tænke ud af boksen’ er paradoksalt nok kun tilladt, hvis man bliver inde i selve boksen. Prøv alligevel at forestille jer en anden type samfund, hvor langt fleres stemme ville blive inddraget og hørt. Lad ikke den parlamentarisme kretinisme være enerådende i dansk politik!