Stikpiller

04-08-2022

21. december 2021 kunne man på denne blog læse om Jyske Banks forgæves forsøg på at ville forynge sin bestyrelse med et yngre medlem.

En af de mest fornemme opgaver en bestyrelse i en virksomhed har, er at sikre arvefølgen i virksomheden

Gennemsnitsalderen i Jyske Banks direktion var efterhånden kravlet op over de 60 år og Jyske Bank fandt det påkrævet at supplere sig med et yngre medlem.

Direktionen fandt, at Lars Mørch var det oplagte valg.

Det var tilsyneladende ikke nogen hindring for direktionen i Jyske Bank, at Lars havde en problematisk fortid i Danske Bank.

Lars Mørch var fra 2012 til 2018 medlem af direktionen i Danske Bank.

I august 2018 sagde Lars Mørch sin stilling i Danske Bank op og var nu en fritstillet mand, som var fri på arbejdsmarkedet.

Allerede i december 2018 tog et medlem af Jyske Banks direktion kontakt til Lars Mørch - og det blev begyndelsen til en række samtaler mellem den nu arbejdsløse Lars Mørch og Jyske Bank.

 

Finanstilsynet spændte ben for Jyske Bank.  

I marts 2019 satte Finanstilsynet imidlertid en kæp i hjulet på Jyske Banks ønske.  

Lars Mørch var én af 9 direktører i Danske Bank, som af Finanstilsynet blev anklaget og dømt for at have handlet ”groft uagtsom” i sagen om hvidvask i bankens estiske filial.

Så skulle man tro, at der var sat en stopper for Jyske Banks ønske om at supplere sin direktion med Lars Mørch.

Men sådan fungerer den finansielle verden ikke. Fordi man en gang har gjort noget galt, er man ikke udelukket for livstid.

Foreløbigt erklærede Finanstilsynet Lars Mørch for ”not fit and proper” til at varetage bestyrelsesposter i danske banker.

Altså måtte Jyske Bank finde på den næstbedste løsning. De ansatte Lars Mørch i et lag under direktionen.

Lars Mørch har efter sin ansættelse vist sig at være et godt aktiv for Jyske Bank.

Han har således været primus motor i Jyske Banks opkøb af svenske Handelsbankens danske afdeling og optræder udadtil som bankens talsmand i Jyllands Posten.

Direktionen har således god grund til at være tilfreds med Lars Mørchs indsats for Jyske Bank.

Alligevel mener bestyrelsesformand Kurt Bligaard Pedersen ikke det er rimeligt, at Lars Mørch og banken skal gå i uvished om hvor længe, hvornår de kan forfremme ham som direktionsmedlem.

Kurt Bligaard udtaler 19. juli 2022 til Jyllands Posten:

Vi kan ikke få et formelt  svar på, hvornår han har udstået sin straf, og om det er en livstidsstraf eller tre måneder”.

Ifølge Kurt Bligaard Pedersen har Lars Mørch som medlem af direktionen i Danske Bank ikke gjort noget galt i hvidvasksagen fra Estland.

Bligaard forsætter:  

”… jeg kan ikke forestille mig, at man kan give folk en livstidsdom. Slet ikke når manden [Lars Mørch] ikke selv har gjort noget galt, men bare har været ansat det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”.

Bligaard frifinder altså sin kommende kollega i Jyske Banks direktion for at have undladt at gribe ind over udbredt hvidvask for milliarder af kroner i Danske Filial i Estland.

Kurt Bligaard er stærkt utilfreds med, at Finanstilsynet offentliggør navnene på personer, som det i kraft af deres skyldige handlinger ikke finder egnet til at varetage bestyrelsesposter i danske banker.

Han kan dog glæde sig over, at både Finanstilsynet og politikerne på Christiansborg udtrykker forståelse for hans synspunkt og synes at være enig med ham.

Endnu en gang får bankerne altså deres vilje - og business is as usual.  

 

Kilde:

Kristoffer Brahm og Claus Iversen: Jyske Bank kritiserer tidsubestemte domme til bankdirektører. Nu vil politikerne ændre reglerne.

Jyllands Posten, 19. juli 2022.

 

 

 

17-03-2022

Bog af Jean Luc Melenchon anmeldt i dagbladet Information 11. marts 2022

I dagbladet Information anmeldte ph. d. studerende ved KU. Institut for statskundskab Anne Sofie Dichman 11. marts 2022 Jean-Luc Melenchons bog L’Avenir en Commun: Le programme de l’ Union populaire. Edition Seuil.

Anmeldelse: Den franske venstrefløj er i krise, derfor forsøger Mélenchon at nytænke det franske demokrati i ’En fælles fremtid’| Information

Anmeldelsen indeholder en faktuel fejl og giver os ikke mange oplysninger om politikeren Jean-Luc Melenchon.

Det er på mange måder uheldigt, eftersom der i april 2022 er præsidentvalg i Frankrig.

Anmeldelsen kan således ikke siges at være en god introduktion til præsidentvalget.

Melenchon stiller op for La France Insoumise og står i meningsmålingerne til at være det bedst placerede venstrefløjskandidat.

Nummer 2 er Anne Hidalgo fra det detroniserede Parti Socialiste (PS).    

Parti Socialiste blev i 1971 grundlagt af den senere præsident Francois Mitterand, som efter en lang karriere i franske efterkrigsregeringer havde brug for et nyt borgerligt (socialliberalt) midterparti i fransk politik.

Partiet tiltrak en del løsgængere på den franske venstrefløj - heriblandt Jean Luc Melenchon.

Jean-Luc er født i 1951 og var gammel nok til at deltage i den såkaldte studenteroprør i maj-juni 1968.  

Studenteroprøret var ikke bare et studenteroprør, men i nok så høj grad den franske arbejderklasses oprør mod den herskende klasse og fagforbundenes bureaukrater.

Af de mange smågrupper på den yderste venstrefløj tilsluttede Jean-Luc sig den trotskistiske gruppe Organisation Communiste Internationaliste (OCI) i 1969.

Fra 1972-1976 var han under dæknavnet ”Santerre” aktiv i OCI i Besancon i det østlige Frankrig.

Melenchon angiver selv, at det var efter en strejke på urfabrikken LIP i 1974, at han brød med OCI.

Strejken blev ledet af en af fagforeningerne (CFDT og CGT) uafhængig strejkekomité (hvis formand var en fremtrædende fagforeningsmand fra CFDT).

Arbejderne holdt fabrikken besat i længere tid og forlangte at overtage den. Fabrikken blev dog senere likvideret.

Som mange andre var unge Melenchon imponeret over LIP-arbejdernes militante kamp og krav om selvstyre-socialisme og opgav derefter tanken om, at en revolutionær avantgarde skulle anvise arbejderklassen vejen til en socialistisk revolution.

1976 søgte Melenchon om optagelse i Francois Mitterands Parti Socialiste (PS). Det er ikke klart, om han gjorde det på opfordring fra OCI eller om han gjorde det på egen hånd.

OCI havde en idé om ”entrisme sui generis” [entrisme af egen art], hvor medlemmer af OCI enkeltvis søgte om optagelse i PS.

Den senere franske premierminister (og præsidentkandidat) Lionel Jospin benyttede formodentlig samme fremgangsmåde.

Melenchons politiske standpunkter i hans tid i tid i PS var præget af slingrekurs. Han havde f.eks. svært ved at finde sine ben i forhold til den Europæiske Union.

I 1992 var han for Maastricht-traktaten og ØMU’en.

Han forsøgte at komme til tops i PS, men tabte kampen om posten som partiets generalsekretær til den senere premierminister og præsident Francois Hollande.

Han sagde nej til flere tilbud om ministerposter, man sagde ja til posten som Erhvervsuddannelsesminister, da partifællen Lionel Jospin i 200 tilbød ham den.

2008 forlod han PS og dannede sammen med det franske kommunistparti - Parti de Gauche.

Efter sin udtræden af PS har Melenchon forsøgt at samle den splittede franske venstrefløj.

[I 2009 blev han valgt til Europa-parlamentet og blev valgt.

I 2011 stillede han op som kandidat for Parti de Gauche og fik 11 %.]

Med sin brogede fortid som minister under Lionel Jospin er Melenchon ikke et oplagt bud på en venstrefløjskandidat.

Melenchon er reformist - og ikke revolutionær.

Andre kandidater på den yderste venstrefløj vil være bedre i stand til at repræsentere den franske arbejderklasses interesser.  

 

Som det fremgår af ovenstående er det ikke korrekt, når Anne Sofie Dichman i sin anmeldelse i dagbladet Information skriver, at Melenchon ”tilbage i 1970’erne var medlem af kommunistpartiet”.

Jeg håber, at ovenstående er tilstrækkelig korrektion til denne fejlagtige oplysning.  

 

Kilde:

https://fr.wikipedia.org/wiki/Jean-Luc_M%C3%A9lenchon            

17-02-2022

Lørdag 19. februar har Enhedslistens Internationale udvalg indkaldt til demonstration foran den amerikanske ambassade.

Splid i Enhedslisten om NATO-demonstration - Solidaritet

Medlemmer af listens folketingsgruppe og et flertal i listens forretningsudvalg slutter imidlertid ikke op om indkaldelsen til demonstrationen.

Hvorfor er det så svært for Enhedslistens ledende organer at komme med en klar udmelding?

Historisk har det ikke været svært for den ikke-stalinistiske og ikke-reformistiske venstrefløj at tage afstand både den amerikanske imperialisme og de stalinistiske bureaukrater i Moskva.

Tillad mig at komme med et historisk eksempel.

I august 1968 demonstrerede Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne foran den sovjetiske ambassade på Østerbro i København.

Her talte Socialistisk Folkepartis Aksel Larsen og Venstresocialisternes Erik Sigsgaard, som begge protesterede mod Warzawapagt-landenes invasion.

Og det samtidigt med, at USA (støttet af den vestlige verden) førte en blodig krig i Sydøstasien (Indokina).

Den gang var der tilsyneladende ingen hindring for at gøre begge dele.

Hvad har ændret sig siden den gang?

Så vidt jeg er orienteret, er Enhedslisten stadig modstander af NATO-alliancen og dens krigsforberedelser.

Derfor burde Enhedslisten i sin helhed demonstrere både mod Putins militære manøvrer omkring Ukraine, som muligvis kan udmunde i en større eller mindre invasion og mod NATO’s oprustning.  

Det ene hindrer vel ikke det andet?

Har flertallet i Enhedslistens forretningsudvalg andre grunde end det valgte tidspunkt til ikke at bakke op en demonstration foran den amerikanske ambassade?

 

Kilder:

De sovjetiske tanks i Prag banede vejen for den danske venstrefløjs opgør med stalinismen | Information

 

 

29-01-2022

Hvis man skal kortlægge magteliten i Danmark - og det afgørende kriterium for magt og indflydelse, må forbundsformand for 3F Per Christensen være en af de mægtigste mænd i Danmark.

Udover at være forbundsformand i Danmarks største fagforbund 3F har Per Christensen også andre topposter.

Han er således bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank, ligeledes  er han bestyrelsesformand i pensionskassen Pension Danmark og sidder i bestyrelsen for det Kongelige Teater.

Altså en særdeles indflydelsesrig person, som helt klart tilhører magteliten i Danmark.

Med sine mange bestyrelsesposter må man gå ud fra, at forbundsformand Per Christensen har sine forbindelser i orden.

Man må også gå ud fra, at han er godt orienteret om, hvad der rører sig i det danske samfund.

F.eks. kan det næppe havde undgået hans opmærksomhed, at forholdet mellem kønnene har været til debat med Me Too-bevægelsen og de mange sager om mænds krænkelser af kvinder (og kvindelige bekendtskaber.

Man skulle mene, at det for en person med en så stor og bred omgangskreds som Per Christensen ville være plat umuligt at forsøge at hemmeligholde sine kvindelige bekendtskaber.

Ikke desto mindre var det det, som han forsøgte.

Det er umuligt at granske i hans motiver til at gøre det, når vi ikke kender hans person.

Det spørgsmål, som skal stilles er følgende:

Hvad får en fagbureaukrat som Per Christensen til at fuldstændigt til at miste sin dømmekraft i personlige anliggender?

Efter dagspressens afsløringer af hans privatliv klæber der en mistanke til den afgåede formand og til den organisation, som han stod i spidsen for.

Er det hans position som formand i et fagforbund for ufaglærte som gør, at han mister sin dømmekraft i personlige sager? Og er hans manglende dømmekraft i personlige anliggender et udtryk for topbureaukratens magtfuldkommenhed?

Jeg er bange for, at hans adfærd i personlige anliggender blot afspejler en handlemåde, som han også er parat til at bruge i andre henseender.

Mange menige medlemmer i 3F gør dagligt et stort stykke arbejde på deres arbejdspladser og må græmmes ved forbundsformandens amourøse eskapader.

De må spørge sig selv, om de har valgt den rette formand, som i øvrigt også kunne være en kvinde.

Men frem for alt afspejler det en fagbevægelse i krise. En fagbevægelse hvis top har mistet sin fornemmelse for sin egentlige opgave: at varetage deres medlemmers elementære interesser som lønmodtagere (lønarbejdere).

Men det gør den ikke. Forklaringen er ligetil.

Den danske fagbevægelses top har i årtier været domineret af socialdemokrater.

De ufaglærtes fagforbund har altid været styret af socialdemokrater. Fra DASF, over SID og til 3F.

Formelt set har disse fagforbund været demokratiske, men i praksis udemokratiske og topstyret af et lag af bureaukrater, som har mistet forståelsen af deres opgave.

Det øverste lag af bureaukrater har skilt sig ud som et særligt lag, som varetager sine egne særskilte interesser - og ikke medlemmernes.

Måske er det forklaringen på Per Christensens mærkværdige personlige adfærd.    

 

Kilder:

Willy Strube - Wikipedia, den frie encyklopædi

Willy Strube er død | Indland | DR

Per Christensen - Wikipedia, den frie encyklopædi

Hardy Hansen - Wikipedia, den frie encyklopædi

  

 

16-12-2021

Danmark.

Mette Frederiksens popularitetskurve har været på vej nedad siden er på vej

ned siden minkaffæren.

Spørgsmålet er, om hendes regering vil overleve en eventuel skyldig dom for at have beordret samtlige mink aflivet uden at have det tilstrækkelige lovgrundlag.

Hvis hun, hendes ministre og embedsmænd erkendes skyldige i ikke at have tilstrækkeligt lovgrundlag, vil det være op til et flertal i Folketinget at afgøre hendes videre skæbne.

Ministeransvarlighedsloven kan komme i spil, hvis et flertal i Folketinget finder

Mette Frederiksens regerings handlemåde tilstrækkelig kritisabel. Der kan således blive tale om en Rigsretssag.

Hvis ikke Mette Frederiksens regering findes skyldig i at handlet uden tilstrækkeligt lovgrundlag, vil minksagen under alle omstændigheder have givet hendes regering skrammer i lakken. 

Regeringsoppositionen vil selvfølgelig forsøge at få det maksimale ud af regeringens manglende lovgrund og har forbrudt sig mod ministeransvarsloven. Den samlede opposition vil formentlig stemme for en Rigsretssag.

Regeringens støttepartier har været mere end tilbøjelige til at hånden under Mette Frederiksens mindretalsregering.

Støttepartierne har ikke udnyttet deres nøgleposition til at holde regeringen fast på dens løfter i ’forståelsespapiret’, som ligger til grund for støtten.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten holder lav profil - angiveligt for ikke at ville vælte Mette Frederiksens regering.

Det er vel ikke for meget sagt, at begge partier agerer halehæng til Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.

Oppositionens såkaldte ’blå blok’ synes ikke at være i stand til at yde Mette- Frederiksen-regeringen tilstrækkeligt modspil - og optræder ikke med tilstrækkelig styrke til at kunne udgøre et regeringsalternativ.

’Blå blok’ synes at sætte sin lid til det Konservative Folkepartis formand Søren Pape som leder af blokken.

Partiet Venstre synes handlingslammet - og slikker sårene efter dets formand Lars Lykke Rasmussens exit fra partiet og ex-minister Inger Støjbergs rigsretssag.

Den yderste højrefløj i partiet Ny Borgerlige lugter blod, da det højrepopulistiske Dansk Folkeparti befinder sig i en alvorlig ledelseskrise.

Fagbevægelsen ser passivt til og gør intet for at mobilisere sine medlemmer til kamp mod det uretfærdige fagretslige system.

Fagbureaukraterne har ladet sig inkorporere i det fagretslige system og spiller helt efter dets regler, hvilket hæmmer medlemmernes kampmuligheder.

Fagbureaukraterne i de offentligt ansattes fagforeninger står i vejen for en kamp mod forringede løn -og arbejdsvilkår på offentlige arbejdspladser.

Den vigtigste kamp i de kommende år kommer til at stå i den offentlige sektor om de forringede løn -og arbejdsvilkår.

Denne kamp skal udkæmpes ikke blot de offentlige arbejdsgivere i stat, regioner og kommuner men også mod fagbureaukraterne i de offentligt ansattes fagforeninger.

 

Sverige.

Ny socialdemokratisk regering. Ny socialdemokratisk statsminister. Ny politik?

Indvandring og kriminalitet synes at være de  vigtigste politiske stridsspørgsmål i Sverige.

Ingen politiske partier (eller forskere) synes at have løsningen på disse spørgsmål.

Den yderste højrefløj i partiet Sverigedemokraterne synes at have vind i sejlene og vil formentlig vinde frem og blive større i det svenske parlament.

Indtil videre er det lykkedes det øvrige partier at holde det højreekstreme Sverigedemokraterne borte fra regeringsindflydelse.

Som i andre lande tjener det den yderste højrefløj bedst at holde sig fra enhver  regeringsdannelse - og i stedet fremføre sine højrepopulistiske holdninger i opposition til den til enhver tid siddende regering.

Historien viser, at højre-populister står sig bedst ved unddrage sig regeringsansvar.

Hvis de kommer for tæt på regeringsmagten brænder de fingrene og blive for ’stuerene’ i folkets øjne.

Historien viser, at hvis de følger en tosidig strategi, dels parlamentarisk, dels udenomsparlamentarisk nås de bedste resultater.

 

England.

Boris Johnson kom til magten efter Brexit-afstemningen og red på en bølge af utilfredshed med britisk medlemskab af den Europæiske Union.

Boris Johnson er ikke en ideologisk politiker, snarere en yderst pragmatisk og holdningsløs politiker.

Han kastes hid og did af dem, som han omgiver sig med. Derfor har han heller ikke en klar politik på nogen områder.

Det er derfor svært at spå om hans konservative regerings fremtid.

Labour forekommer ikke umiddelbart at være et brugbart alternativ. Dertil har partiet været præget af for interne rivninger.

Efter Jeremy Corbyns nederlag ved sidste parlamentsvalg er partiets venstrefløj kørt  ud på et sidespor.

Labours ny leder Keith Starmer førte sig frem som en kompromiskandidat mellem partiets 2 fløje.

Sammen med de borgerlige medier kørte partiets højrefløj hetz mod Corbyn som en yderliggående socialist, der ville omkalfatre det bestående britiske samfund.

Højrefløjen i partier beskyldte Corbyn for ’antisemitisme’ - og fik ham og mange andre udrenset.

Corbyn er ikke ’antisemitisk’. Corbyn tillader sig at kalde den israelske regering politik for zionistisk. Det gør ham ikke til ’jødehader’.

Den herskende klasse har en interesse i at puste til ilden i Labour, således at partiet forbliver ukampdygtigt - og formodentlig ikke vil udgøre en trussel mod en konservativ regering (ikke nødvendigvis med Boris Johnson som leder).

 

Frankrig.

Der er ingen oplagte vindere af det franske præsidentvalg i april 2022.

Emanuel Macron har næsten sat al sin popularitet over styr i løbet af sin præsidentperiode.  

Han indledte med at forøge benzinpriserne og blev mødt af massive protester, som udviklede til månedlange gadekampe mellem politi og demonstranter.

Utilfredsheden synes at have bredt sig langt ind i det franske militær, som ikke  siden Algier-krigen 1956-1962 har ytret sig i så utvetydige vendinger som nu.

100 militærpersoner har i et åbent brev tilkendegivet deres utilfredshed med nationens tilstand og forlanger mere handlekraftige politikere, som kan gribe overfor nationens overhåndtagende problem: islam og immigration og almindelig uorden.

LETTRE OUVERTE A NOS GOUVERNANTS - Place d'armes (place-armes.fr)

De borgerlige samles om flere kandidater: Les Republicains (Nathalie Precresse), Marine Le Pen (Rassemblement National) og opkomlingen Eric Zemmour.

Af disse synes Marine Le Pen synes at være det bedste bud på en præsidentkandidat.

Venstrefløjen samler sig omkring Jean-Luc Melenchon La France Insoumise, som imidlertid kun står til at 10% af stemmerne.

 

Spanien.

Pedro Sanchez’ socialdemokratiske mindretalsregering fører en noget usikker tilværelse.

Hans regering er kun kommet i stand med støtte fra det venstreorienterede PODEMOS og små catalonske partier.

Det gør det forholdsvis let for oppositionen i det konservative Partido Popular og i det højreekstreme VOZ at yde ham modspil.

Oppositionen slår især på Cataloniens status autonom provins. Oppositionen er imod Cataloniens selvstændighed og ønsker at bevare Spanien som en enhedsstat.

Oppositionen forsøger at piske en stemning i vejret mod de flygtninge, som ankommer til de spanske kyster.

Pedro Sanchez vil formodentlig være i stand til at bevare sit flertal i det spanske parlament.

 

Italien.

Siden 2. verdenskrig har Italien ikke været politisk stabilt. Utallige regeringer har afløst hinanden.

Stabiliteten har endnu ikke indfundet sig.

Det politiske billede har ændret sig fuldstændigt.

Væk er de gamle partier, det konservative kristne parti, det socialdemokratiske og det kommunistiske parti.

Ny er kommet til: Lega, (oprindeligt norditaliensk), Beppe Grillos Femstjernebevægelse, Silvio Berlusconis Forza Italia og centrum-venstre sammenslutningen Partido Democratico.   

Venstrefløjen var samlet i Rifondazione Communista.

De politiske grupperinger har ikke kunnet finde sammen om at udpege en regeringsleder, så teknokraten Mario Draghi har fået til opgave at styre landet gennem sin økonomiske og politiske krise.

Ved næst kommende valg lurer et gammelt spøgelse ude i kulissen. Navnet er Silvio Berlusconi. Man tror næsten ikke, at der stadig er liv i den gamle krikke.

Men Berlusconi spås en fremtid som kommende regeringschef efter et valg.

På spring står som altid den yderste højrefløj. Det seneste skud på stammen kalder sig Fratelli Italiani (italienske brødre).

Partiet har sine rødder i den historiske fascisme, men fører sig frem i højrepopulistiske klæder, anført af den karismatiske arbejderdatter Giorgia Meloni.        

Meet Giorgia Meloni, A Dangerous New Leader for Italy’s Far Right (jacobinmag.com)

Jeg spår desværre Fratelli Italiani en stor fremtid i italiensk politik.  

 

Rusland.

Den autokratiske russiske præsident Vladimir Putin mister støtte i den russiske befolkning.

Hvis man skal forstå Putin, skal man tage hans fortid som chef for den hemmelige efterretningstjeneste KGB i betragtning.

Putin er barn af den Kolde Krig og tænker som koldkriger.

Putin har udtalt, at han mener, at den største ulykke i hans liv, var USSR’s sammenbrud og opløsning.

Efter USSR’s sammenbrud har Putin oplevet et Vesten, som har ’ædt’ sig ind på Moder Rusland, Ruslands nærområder.

Han har set de gamle østblok-stater blive opslugt af NATO og EU. Putin bryder sig ikke om, at Vesten kommer for tæt på Moder Rusland.

Grænsen for Vestens indflydelse går for ham ved grænsen til Ukraine.

Han har allerede stiltiende tålt, at (private?) militsgrupper (’små grønne mænd’) har besat den østlige del af Ukraine og tåler ikke, at Ukraine bliver en del af NATO og EU.

Derfor står han stålfast på, at Ukraine ikke må ende i favnen på NATO og EU.

Det er dog ikke min vurdering, at parterne tør tage en krig på det nuværende grundlag.  

Indenrigspolitisk mister han opbakning i dele af befolkningen, mens han strammer kursen overfor NGO’er, som han betegner som ’fremmede agenter’.

Han tillader kun et minimum af politisk opposition.      

 

USA.

USA kom i et kraftigt politisk stormvejr, da den tabende republikanske præsidentkandidat Donald Trump nægtede af anerkende sit nederlag og forsøgte at mobilisere sine støtter til at storme det Hvide Hus og kuppe sig til magten.

Stormen blev reddet af - og Demokraternes Joe Biden har indledt sin præsidentperiode på 4 år.

Oven på forskrækkelsen over Trumps mislykkede kupforsøg nærede mange store forhåbninger til Demokraternes Joe Biden.

Biden red på en bølge af sympati både i kraft af sin person og sine politiske synspunkter på klima, infrastruktur og sundhedspolitik.

Men Biden sidder usikkert i sadlen. Han har kun et spinkelt flertal bag sig i Kongressens 2 kamre - og kan nemt miste inden næste midtvejsvalg i 2022.

Hans håndtering af de amerikanske troppers exit fra Afghanistan, Corona-epidemi og asyl til flygtninge har ikke været alt for heldig.

Måske er Biden mere sympatisk end kupmageren Trump, men hans politik er ikke mere klar.

Det er mit indtryk, at Biden vil få det svært i resten af sin præsidentperiode. Han har ikke et enigt parti bag sig.

Venstrefløjen i det Demokratiske parti finder ikke Biden ’progressiv’ nok, mens højrefløjen finder ham for ’venstreorienteret’.

I marginen af partiet står en aldrende Bernie Sanders, som næppe kan regnes som et bud på en venstrefløjskandidat ved næste præsidentvalg.

Andre ligesindede må tage over efter ham.

 

Kina.

Den kinesiske præsident Xi Jin Ping har udnævnt sig selv til livsvarig præsident og har grundlagt sin egen doktrin, Xi Jin Ping-tænkningen.

Indenrigspolitisk har han strammet tøjlerne overfor den kinesiske befolkning. Det er især gået ud over uighurerne i Sinkiang provinsen.

Hundredtusinder af uighurer internes i ’genopdragelses-lejre’, hvor de udnyttes som gratis arbejdskraft; mens det kinesiske kommunistiske parti uanfægtet afholder olympiske vinterlege.

Udenrigspolitisk opfører den kinesiske folkerepublik sig som en gammeldags europæisk kolonimagt.

Xi Jin Pings stort anlagte Belt and Road Initiative omfatter den meste af Asien og strækker sig langt ind i Afrika.

Kina tilbyder asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande at bygge infrastruktur og medbringer sin egen kinesiske arbejdskraft.

Fattige lande tager med glæde imod kinesernes favorable tilbud og den kinesiske Folkerepublik udbygger sine magtrelationer og styrker sin stilling som rivaliserende stormagt over for USA.

Xi Jin Ping forsætter uforfærdet Folkerepublikkens ét-Kina politik og vogter nøje over Hongkong og Taiwan, som Folkerepublikken betragter som tilhørende Folkerepublikken.

Der kan forventes øgede spændinger i det sydkinesiske Hav og i farvandene omkring Taiwan mellem USA og Kina.

Ingen af parterne vil dog næppe ty til egentlig krig.

 

Konklusion.

På alle fronter et begivenhedsrigt 2022, som det bliver spændende at følge.