Stikpiller

24-06-2021

22. juni 2021 angreb det nazistiske Tyskland Stalins Sovjetunion.

De 2 totalitære regimer var nu i krig med hinanden.

Franske og især britiske politikere havde ført en ’fredeliggørelses-politik’ overfor en stadig mere aggressiv nazistisk udenrigspolitik med krav om ’Lebensraum’ og ’Drang nach Osten’.

Hitlers nazister foretrak imidlertid i 1939 at indgå en pagt med Stalins USSR.

De 2 totalitære regimer delte Europa mellem sig.

Hitler havde nu frit spil til at besætte Danmark, Norge og Holland. ’Fredeliggørelses-politikken’ overfor Nazityskland viste sig at være selvindbildning.

De tyske nazister var ikke til fredelige og diplomatiske løsninger.   

Ikke-angrebspagten mellem Nazityskland og USSR holdt kun frem til 22. juni 1941, hvor Hitler begik den strategiske dumhed at invadere Stalins USSR.   

Hitler-Stalin-pagten havde hindret Kominterns (Kommunistisk Internationale) sektioner i at yde modstand i de lande, som Nazityskland havde besat.

Det betød, at sektionerne i Komintern var forhindret i at yde modstand mod besættelsesmagten.

Først med Hitlers Operation Barbarossa 22. juni 1941 blev det muligt at yde en eller anden form for modstand.

I 2 kronikker i Kristeligt Dagblad 22. og 23. juni 2021 indtager Michael Kjeldsen den danske samarbejdsregerings standpunkt og argumenterer for, at det var nødvendigt at vedtage en lov, som forbød ”kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed og agitation”.

Michael Kjeldsen finder argumenter for sit standpunkt i, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var med i Kommunistisk Internationale (Komintern) og således underkastede sig beslutningerne i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI).

Kjeldsen anfører, at Kominterns politik i 1934 ændrede sig. Fra en klasse mod klasse politik til en folkefrontspolitik.

Kominterns sektioner skulle nu ikke længere føre klassekamp mod de herskende klasser, men indgå i et klassesamarbejde med de antifascistiske dele af borgerskabet.

Således deltog det stalinistisk dominerede catalanske Socialistparti og der franske kommunistparti (PCF) i koalitionsregeringer i Catalonien og Frankrig.

Kjeldsen anfører endvidere Kominterns illegale organisation Wollweber, som bl.a. foretog sabotage af skibe, som fragtede gods (herunder våben) til Francos oprørstropper, som bekæmpede den spanske republik.

https://da.wikipedia.org/wiki/Ernst_Wollweber

Legalistisk set var der således intet, der kunne retfærdiggøre et forbud mod af ”kommunistiske foreninger, virksomhed og agitation” i Danmark.

Argumentet om, at DKP tilsigtede en voldelig omvæltning af det kapitalistiske Danmark falder til jorden.

Det andet argument som Kjeldsen fremfører som begrundelse for et forbud mod DKP er, at partiet støttede den illegale Wollweber-organisations sabotageaktioner mod skibe i danske havne.

Enkelte medlemmer af DKP blev i 1938 dømt for at have foretaget sabotage af skibe med last til Franco-Spanien.  

Åbenlys modstand mod Francos Spanien var sikkert ikke samlingsregeringens kop te, men kan næppe siges at være ”udemokratisk” - al den stund Francos tropper gjorde oprør mod en lovlig valgt regering i Spanien.

Kjeldsen redegør selv for, hvor let det var for den tyske besættelsesmagt at overtale danske embedsmænd og politikere til at fabrikere en lov om  forbud mod ”kommunistiske foreninger, virksomhed og agitation” med tilbagevirkende kraft 22. august 1941.

Det var tilsyneladende en ren formssag - og statsminister Buhl og  udenrigsminister Scavenius havde åbenbart ikkebegå et brud på den danske Grundlov.

Set fra deres synspunkt var det jo bare endnu et (logisk) skridt i samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.

Blandt danske historikere som har beskæftiget sig med besættelsestiden synes der at være konsensus om, at samarbejdspolitikken var den eneste rigtige.

I deres øjne gjorde særlige omstændigheder sig gældende under den tyske besættelse, som retfærdiggjorde, at en dansk regering satte grundlovens paragraffer om foreningsfrihed ud af kraft.

Borgerlige demokrater sætter de borgerlige frihedsrettigheder højt, men må åbenbart mene, at disse kan og skal sættes ud af kraft, når en besættelsesmagt kræver det.

Resultater af samarbejdspolitikkens eftergivenhed over besættelsesmagten resulterede i, at hundreder af DKP’s medlemmer blev arresteret af dansk politi og sendt i dansk ledet fangelejr i Horserød i Nordsjælland.

Nogle slap ud i tide og undgik at blive deporteret til tysk koncentrationslejr. Ikke alle kom levende hjem.

Og mange af dem, der kom hjem, måtte resten af livet leve med krigstraumer.

 

Kilder:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hvem-var-de-danske-kommunister-egentlig

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/80-aar-siden-blev-danske-kommunister-arresteret-efter-ordre-fra-nazisterne

 

17-06-2021

22. juni 1941 begik den daværende danske samarbejdsregering et eklatant brud på den danske Grundlov ved at internere 250 medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i Horserødlejren i Nordsjælland.

Samme dag brød den tyske rigskansler Adolf Hitler den ikke-angrebspagt, som Hitler-Tyskland i 1939 havde indgået med Sovjetunionens Josef Stalin og overfaldt USSR. 

Der var herefter givet grønt lys for den danske samarbejdsregering (under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl) til at arrestere og internere medlemmer af det DKP.

DKP’s medlemmer havde indtil da været forhindret i at øve modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Den danske samarbejdsregering handlede hurtigt og arresterede langt flere medlemmer af DKP end den tyske besættelsesmagt fandt nødvendigt.

I dagbladet Information 17. juni 2021 påpeger Enhedslistens Pelle Dragsted med rette den daværende samarbejdsregerings eklatante grundlovsbrud og fremsætter et fromt ønske til statsminister Mette Frederiksen, om ikke hun på lige fod med sin undskyldning til Godhavnsdrengene vil fremkomme med en uforbeholden undskyldning til de efterkommerne til de 250 medlemmer af DKP, som måtte tilbringe adskillige år i fangenskab.

https://www.information.dk/debat/2021/06/interneringen-kommunisterne-verdenskrig-folkestyrets-stoerste-svigt

Først i Horserød-lejren, senere i Frøslev-lejren i Danmark.

150 medlemmer af DKP blev deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof nær Danzig idet nuværende Polen.

Ikke alle kom tilbage i live.

Jeg støtter Pelle Dragsteds ønske om at mindes den danske samarbejdsregerings eklatante grundlovsbrud 22. juni 1941 til skræk og advarsel.

Derimod er det et fromt håb, at statsminister Mette Frederiksen pludselig skulle finde på at kritisere den socialdemokratisk ledede samarbejdspolitik (Thorvald Stauning og Vilhelm Buhl) under 2. verdenskrig.

Arbejderbevægelsens historie i det 20. århundrede viser, at Socialdemokratiet er parat til at bryde med de borgerlige frihedsrettigheder.

I årene umiddelbart efter 1. verdenskrig forsvarede det tyske Socialdemokrati den demokratiske Weimarrepublik og brugte den  borgerlige stats repressive magtorganer til at nedkæmpe spartakisternes (det senere tyske kommunistparti) væbnede opstand.

Da spartakisternes opstand var nedkæmpet etablerede det tyske Socialdemokrati sig som garant for den borgerlige stat.

I mellemkrigstiden stillede det tyske Socialdemokrati sig i spidsen for de nødlove, som i sidste instans var med til at undergrave og tilintetgøre den borgerlig-demokratiske Weimar-Republik.

Historisk set har Socialdemokratiet ikke været garant for den borgerlige stat og de borgerlige frihedsrettigheder.

Under Hitler-Tysklands besættelse af Danmark fra 1940-1945 førte ledende socialdemokrater (Thorvald Stauning og Vilhelm Buhl) en samarbejdsvenlig politik overfor den tyske besættelsesmagt.

Samarbejdspolitikken føjede sig efter besættelsesmagtens ønsker.

Da Hitler 22. juni 1941 brød ikke-angrebspagten med USSR og overfaldt USSR var det et naturligt led i den førte samarbejdspolitik, at medlemmer af DKP skulle arresteres og interneres.

De tyske nazister knuste den tyske arbejderbevægelse og internerede medlemmer af partier og fagforeninger i koncentrationslejre allerede fra 1933.

På baggrund heraf er der ikke megen ræson i at fremsætte anmodninger og ønsker om undskyldninger fra en dansk socialdemokratisk statsminister.

Socialdemokratiet maler et skønhedsmaleri af deres indsats under 2. verdenskrig - og ønsker ikke at rode op i historien om 2. verdenskrig.

Derfor vil man heller ikke se Mette Frederiksen invitere efterkommerne til de 250 internerede medlemmer af DKP op på Marienborg Slot og høre hende give dem en tårevædet og hjertevarm undskyldning.

Det er for naivt at tro det.

 

Kilder:

https://www.kriminalforsorgen.dk/steder/horseroed-faengsel/

https://www.kriminalforsorgen.dk/om-os/nyt-og-presse/nyheder/horseroed-en-broget-100-aarig/

https://www.2verdenskrig.dk/kz-lejre/horseroedlejren/

https://www.2verdenskrig.dk/kz-lejre/froeslevlejren/

http://www.xn--horserd-stutthofforeningen-0wc.dk/?page_id=75

https://www.tv2lorry.dk/gribskov/der-kommer-en-dag-og-i-dag-er-jeres-dag-godhavnsdrengene-far-undskyldning

 

 

 

16-06-2021

Dansk Sygepleje Råd (DSR) har sendt 5000 af sine medlemmer ud i en næsten symbolsk strejke.

DSR’s top har set sig nødsaget til at sende 5000 af sine medlemmer ud i en strejke, som synes næsten håbløs - og som den ikke en gang gør sig håb vil lykkes.

Dette er udtryk for en grænseløs uansvarlighed fra en fagbureaukratiets top.

Skæmt af Corona-spøgelset har fagtoppen i DSR ladet sig skræmme til kun at stille yderst beskedne krav ved dette års overenskomstfornyelse.

Skønt de må være de nærmeste til at bevidne Corona-spøgelset har medlemmerne ikke ladet sig skræmme på samme måde.

To gang de har mod ledelsen anbefaling stemt nej. Først med et knebent flertal til en ny overenskomst (OK).

Dernæst nej til forligskvindens forslag om at sende lønkravet til behandling i en lønkommission.

Dermed tvang medlemmerne fagbureaukratiets top til at sende 5000 medlemmer i en af fagtoppen uønsket strejke.

DSR’s forkvinde Grete Christensen har intet gjort for at opmuntre sine strejkende medlemmer til at gennemføre strejken og stå dem bi.

På DSR’s hjemmeside kan man læse, hvordan medlemmerne skal forholde sig under strejken i forbindelse med ferie, barsel og sygeorlov.

Til sidst oplyses det, at DSR kun yder lån og støtte til strejkende, som er lock-outet af arbejdsgiverne.

Ikke et ord om støtte til de strejkende sygeplejersker! Hvad med en strejkestøttefond til de strejkende, som ikke får løn i strejkeperioden?

Da strejken er lovligt varslet, kan årsagen til den manglende støtte til de strejkende ikke begrundes i, at DSR vil blive dømt for ’organisationsansvar’.

Nu må de 5000 - uden forvisning om at blive kompenseret - strejke på hele foreningens vegne.

Pointen er følgende: Ikke bare strejker de 5000 sygeplejersker på alle sygeplejerskers vegne. De strejker faktisk på alle offentligt ansattes vegne. Om ikke andet i sundhedssektoren.

Corona lagde en dæmper på alle forhandlingerne om ny OK.

DSR’s halvhjertede støtte til sine strejkende medlemmer er et skoleeksempel på fagbureaukratiets svigt.

Fagbureaukraterne bruger kun modvilligt den styrke, som deres medlemmer besidder.

Hvis de vil varetage medlemmernes interesser må de sætte magt deres krav.

Det nytter ikke at henvise til alle mulige force majeure-situationer som f.eks. en verdensomspændende epidemi eller truende klimakatastrofer.

Et af målene på en universel velfærdsstat er en veludstyret offentlig sektor.

Et af målene på en god offentlig sektor er offentlige ydelser.

En væsentlig ydelse er et godt sundhedsvæsen.

En af forudsætningerne herfor er, at løn -og arbejdsvilkårene for de ansatte er blot nogenlunde anstændige og acceptable.

Det er de ikke på danske sygehuse i dag.

Det ønsker ikke mindst de ansatte sygeplejersker at gøre noget ved.

Derfor er sygeplejerskernes kamp for at forbedre deres løn -og ansættelsesvilkår ikke bare deres egen kamp, men har en langt mere vidtrækkende karakter.

Hele fagbevægelsen burde slutte om deres kamp i stedet for bare at lade dem i stikken.

Men som altid meler fagbureaukratierne deres egen kage og ønsker ikke at tage kampen op.

Som altid ønsker de blot at bevare deres egne magtpositioner.

For så vidt er der ikke noget nyt under solen.

Herfra skal der skal en kraftig opfordring til at yde sygeplejerskerne støtte.

Gerne i form af kontanter til en evt. strejkefond, når nu DSR ikke selv kan og vil.

 

Kilde:

https://dsr.dk/loen-og-arbejdsvilkaar/ok21/ok21-strejkeunderstoettelse

   

   

25-05-2021

Francois Mitterand vil utvivlsomt gå over i historien som en stor fransk statsmand.

Store statsmænd har hemmeligheder, som helst ikke skal komme offentligheden til kendskab.

Francois Mitterand har med stor nidkærhed vogtet over sit eftermæle.

Han har således oprettet et særligt institut, som skal sørge for at opbevare alt relevant materiale.

Således er det lykkedes ham at bevare store og små hemmeligheder om sit politiske liv som sit privatliv.

Jeg er tilbøjelig til at betragte mennesket Mitterand som et stort bluffnummer.

Han bluffede sig gennem livet og efterlod sig en politisk (og personlig) arv, som er svær at gennemskue.

Var han f.eks. den socialist, som han udgav sig for at være, da han i 1971 lod sig sætte i spidsen for et nyt Socialistparti (PS)?

Eller var han bare en snu karrierepolitiker med udpræget sans for det politiske spil og besiddende et stort magtbegær?

Jeg er tilbøjelig til at mene det sidste.

Jeg kan og skal ikke skrive historien om hans politiske (og private) liv, men blot forsøge at give et miniportræt, sådan som jeg ser ham.

Hans politiske cv ser ikke godt ud for en socialist.

I mellemkrigstiden deltog han i demonstrationer på den forkerte side.

Han støttede ikke socialisten (læs: socialdemokraten) Leon Blums Folkefront, som også det staliniserede franske kommunistparti (PCF) støttede og havde ministre i.

2.verdenskrig efterlod ham med en tvivlsom vaklen mellem støtte til general Petains pro-tyske Vichy-regime og modstandskampen.

Hvilket efterlader tvivl om Mitterand var kollaboratør eller modstandsmand.

Til trods for sin tvivlsomme fortid i Vichy-regimet skaffede hans politiske tæft og sans for magtspillet ham adgang til adskillige franske eftertidsregeringer.

Hvorledes kunne en samlet fransk venstrefløj støtte Mitterands kandidatur som præsident i 1965, 1969 og 1974?

Som indenrigsminister i en af efterkrigstidens mange regeringer gav Mitterand utvetydigt udtryk for sin holdning til efterkrigstidens koloniale befrielseskrige.

Frankrig havde siden 1800-tallet erobret store dele af det nordlige Afrika i kamp mod datidens anti-koloniale oprørere.

Mitterand var en ægte tilhænger af det franske koloniale imperium. Frankrig skulle bevares som en ’national union’.

Den herskende klasse var splittet på spørgsmålet om kolonial uafhængighed til kolonierne i Nordafrika.

Mitterand støttede den mest reaktionære del ved i november 1954 at erklære, at befrielsesbevægelsens krav og forhandlinger, skulle mødes med … krig.

Hvilket næppe kan kaldes et venstreorienteret og socialistisk synspunkt.

Mitterand har med sin holdning til national selvstændighed miskrediteret sig som venstrefløjens foretrukne præsidentkandidat i 1965, 1969 og 1974.

Først i 1981 gik Francois Mitterands drøm i opfyldelse og han kunne nu kalde sig præsident.

 

Fra ven til fjende.

En af Mitterands trofaste støtter var Francois de Grossouvre. Grossouvre havde ud af sin svigerfamilies formue (i sukkerindustrien) støttet Mitterand i hans valgkampe i 1965, 1969 og 1974.

Grossouvres finansiering af Mitterands vej til magten og deres venskab krævede noget til gengæld.

de Groussouvre havde gode forbindelser til Mellemøsten (Libanon og Marokko) og til Afrika (Gabon) og dyrkede disse.

Ganske vist var Frankrig ophørt med at være en kolonimagt, men kun på papiret. Gode forbindelser lønner sig altid.

de Grossouvre blev knyttet til staben af rådgivere i Elysée-palæet. Han skulle tage sig af udenrigs -og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Mitterand installerede sin ven de Grossouvre i en tjenestebolig i nærheden af hans arbejdsplads i Elysée-palæet.

https://commons.wikimedia.org/wiki/Category:Quai_Branly_(Paris)

Det mest interessante om Mitterand som statsleder er ikke hans politik, men snarere hans måde at udøve sin magt på.

Hans privatliv og den hyppige udskiftning af sine premierministre (regeringsledere) siger mere om personen Mitterand.

Franske præsidenter er kendt for deres amourøse eskapader.

Mitterand var ingen undtagelse.

Mitterand var godt gift, men undlod ikke at kurtisere en yngre museumsarbejder ved navn Anne Pingeot.

Man kan læse hans breve til sin udkårne Anne i en nylig udkommet bog.

Men præsidentens udenomsægteskabelige sidespring skal helst bevares som en statshemmelighed på lige fod med sikkerhed -og udenrigspolitik.

 

Francois de Grossouvre.  

Så det var lige en sag for hans betroede ven og rådgiver de Grossouvre.

Anne og Francois udnævnte de Grossouvre til gudfar til den datter, som Anne fødte i 1974.

På det tidspunkt havde affæren stået på i adskillige år.

De Grossouvre var ud af en katolsk familie og havde gået på en katolsk privatskole i Paris.

Men var åbenbart ikke mere katolsk end at han godt kunne acceptere sin ven og arbejdsgivers sidespring.

Datterens eksistens blev først afsløret efter de Grossouvres død i 1994.

Grossouvres tid i Elysée-palæet var reelt forbi i 1985.

Hans parallelle hemmelige diplomati kolliderede med det officielle diplomati.

Ministre som Roland Dumas og Charles Hernu følte, at de Grossouvre bar blevet et klods om benet på dem.

De Grossouvre forlangte nu en ambassadørpost, hvilket Mitterand nægtede at give i så høj en alder.

De Grossouvre måtte nøjes med en sinecurepost som den, der arrangerede præsidentens jagter.

Jagterne kunne passende finde sted på hans landejendom i l’Allier i Auvergne.     

Francois Mitterand efterlader sig mange lig i lasten.

I 2010 udkom en bog ”Le dernier mort de Mitterand” af Raphaëlle Bacqué, journalist på dagbladet Le Monde.

Baqué hævder, at de Grossouvre begik selvmord siddende på sit kontor i Elysée-palæet.

de Grossouvres familie betvivler dette i et interview i Le Figaro.

https://www.lefigaro.fr/actualite-france/2010/06/18/01016-20100618ARTFIG00575-grossouvre-sa-famille-conteste-la-these-du-suicide.php

De mener ikke, at mordsagen er ordentlig belyst. Ligsynsrapporten er utilstrækkelig, liget ikke ordentlig undersøgt.

Hvorfor begik Mitterands nære ven og medarbejder tilsyneladende selvmord på sit kontor i Elysée-palæet.

Kunne han ikkelige så godt hjemme hos sig selv, i sin tjenestebolig eller på sit slot?

Hvad var meningen med at begå selvmord så tæt på præsidentens gemakker?

 

Pierre Beregovoy.

Ikke blot adelige som de Grossouvre fandt vej til Mitterands kabinet. En af de få med en baggrund som metalarbejder, som fandt til Mitterands kabinet var Pierre Beregovoy (faren var indvandret fra Ukraine).

Beregovoy gjorde hele vejen med fra 1981, hvor Mitterand blev præsident.

Beregovoy havde en fortid i fagforbundet Force Ouvriére (FO) og blev af Mitterand sat til at tage sig af sociale spørgsmål.

Beregovoy varetog ministerposter under skiftende premierministre (Pierre Mauroy, Laurent Fabius, Michel Rocard og Edith Cresson) indtil han til sidst selv blev premierminister i april 1992.

Beregovoy havde bragt sig selv i problemer. Privat havde han forgældet sig og skyldte mange penge væk.

Statsbudgettet viste et stort underskud og hang ikke sammen.

Partifunktionærer stod anklaget for at have skaffet indtægter til partiet ved at opkræve beløb for tildeling af kontrakter på offentligt byggeri.   

Skæbnen indhentede en dag i maj 1993, da han bad sin chauffør om at måtte sidde et øjeblik i ministerbilen for at nyde udsigten ud over Nievre-floden. Det departement hvor han (og Mitterand) var valgt.

Beregovoy havde bedt sin chauffør og body-guard om at måtte være alene.

På arbejderbevægelsens kampdag 1. maj valgte Beregovoy at gøre en ende på sit liv. Var det en symbolsk gestus?  

Francois Mitterand overlevede begge sine venner og medarbejdere og døde i 1996.  

  

Anvendte kilder:

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1965.htm

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1974.htm

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1981.htm

https://fr.wikipedia.org/wiki/Fran%C3%A7ois_Mitterrand_et_l%27extr%C3%AAme_droite

https://fr.wikipedia.org/wiki/Fran%C3%A7ois_de_Grossouvre

https://www.lemonde.fr/decryptages/article/2015/07/09/francois-mitterrand-le-prince-des-metamorphoses_4676904_1668393.html

https://www.lemonde.fr/livres/article/2016/10/05/mitterrand-fragments-amoureux_5008684_3260.html

https://fr.wikipedia.org/wiki/Affaire_Pechiney-Triangle

https://www.dassault-aviation.com/fr/passion/histoire/de-1916-a-nos-jours/1945-1965/

 

 

 

 

05-05-2021

I de skandinaviske lande er offentligheden ikke vant til, at professionelle soldater udtaler sig om politiske forhold.

Hvis det sker, gør de det som oftest efter, at de er gået på pension.

I Danmark insisterede forsvarsministeren at være til stede ved den ny generalstabschefs udnævnelse.

Generalstabschefen overlod pænt ordet til ministeren ved pressekonferencen i anledning af hans udnævnelse.

Sådan er det ikke helt i Frankrig.

Her offentliggjorde en række officerer i ultimo april 2021 et ”åbent brev” til de franske politikere.

Heri gav de 1000 underskrivere højlydt udtryk for deres utilfredshed med den herskende social og politisk tilstand i landet.

Generalernes åbne brev er ikke en nøgtern analyse af den politiske situation i Frankrig, men må opfattes som et nødråb til de franske politikere om at handle - inden det er for sent.

Ifølge det åbne brev befinder Frankrig sig nemlig i overhængende fare for at ende i en borgerkrig, hvis ikke politikerne foretager sig eller andet - ikke nærmere skitseret.

Brevet er holdt i vendinger, som på det kraftigste advarer franske politikere om ikke at lade stå til - og lade den nuværende uholdbare situation vare ved.

Hvis politikerne undlader at lade handling følge ord - og gøre noget ved den herskende uorden og kaos i landet, så føler underskriverne sig forpligtet til at tage affære og gribe til ”fortvivlelsens selvhjælp”.

Brevet har mest karakter af en slet skjult trussel mod politikerne og en kraftig advarsel til, hvad der vil ske, hvis de ingenting foretager sig.

Underskriverne fremstiller sig som sande patrioter, som ønsker at beskytte fædrelandet mod en truende undergang.

Det er som udenforstående umuligt at afgøre, hvor stor opbakning de 1000 brevunderskrivere har i det franske forsvar.

Det franske militærbestår ifølge Wikipedia af knap 300.000 mand. Hvoraf langt de fleste er ansat som professionelle soldater (kun ca. 60.000 på civil kontrakt).

De fleste professionelle soldater er enten officerer eller underofficerer (90 %). Resten er officerer af en eller anden rang.

Blandt underskriverne er der 20 højtstående officerer. Flest fra hæren, som udgør langt den største del af forsvarets personel.

https://fr.wikipedia.org/wiki/Forces_arm%C3%A9es_(France)

Det kan være svært for en civilist at sætte sig ind i de kvaler, som de måtte have som ansatte i militæret.

Man kan nød forstå, at de gendarmer - som indenrigsministeren sætter ind mod demonstranter for at bekæmpe gadevold - føler sig udsat, hvis de bliver angrebet af voldelige demonstranter og kommer til skade.

Måske kan man også godt forstå den faldskærmsjæger, som af sine politikere sendes til Sahel-området i Afrika for at hjælpe en lokal diktator med at holde sig ved magten - og som ikke slipper levende fra det.

Forhåbentlig er det kun et lille mindretal i det franske forsvar, som sympatiserer med de ultra-reaktionære og fascistoide synspunkter, som kommer til udtryk i generalernes ”åbne brev”.

Hvis generaler i det franske forsvar er parat til at kuppe sig til magten, fordi de mener, at politikerne er afmægtige og forholder sig passivt til nationens altoverskyggende problemer - er Frankrig ilde stedt.

Men man skal aldrig sige aldrig.

Franske politikere har førhen vist sig villige til at afgive magten til angiveligt ”stærke mænd” med mod på magt.

Glem ikke, at et flertal i det franske parlament (Nationalforsamling) i 1940 overlod magten til en aldrende general og krigsveteran fra 1. verdenskrig Petain, som satte sig spidsen for et regime, som samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt.

Glem heller ikke, at et afmægtigt fransk parlament i 1958 indkaldte general de Gaulle til at tage endnu en tørn i spidsen for den af ham skabte 5. Republik.

Eller de franske generaler, som modsatte sig Algeriets uafhængighed og dannede den illegale hær OAS.

Det kan ske igen. Ikke nødvendigvis i dag eller i morgen.

Jeg har fundet generalerne ”åbne brev” så væsentligt, at jeg har valgt at bringe det i sin fulde ordlyd – i min egen oversættelse.    

 

 

Les hauts gradés signataires et leur tribune

Les généraux signataires :

Général de Corps d’Armée (ER) Christian PIQUEMAL (Légion Étrangère),
Général de Corps d’Armée (2S) Gilles BARRIE (Infanterie),
Général de Division (2S) François GAUBERT ancien Gouverneur militaire de Lille,
Général de Division (2S) Emmanuel de RICHOUFFTZ (Infanterie),
Général de Division (2S) Michel JOSLIN DE NORAY (Troupes de Marine),
Général de Brigade (2S) André COUSTOU (Infanterie),
Général de Brigade (2S) Philippe DESROUSSEAUX de MEDRANO (Train),
Général de Brigade Aérienne (2S) Antoine MARTINEZ (Armée de l’air),
Général de Brigade Aérienne (2S) Daniel GROSMAIRE (Armée de l’air),
Général de Brigade (2S) Robert JEANNEROD (Cavalerie),
Général de Brigade (2S) Pierre Dominique AIGUEPERSE (Infanterie),
Général de Brigade (2S) Roland DUBOIS (Transmissions),
Général de Brigade (2S) Dominique DELAWARDE (Infanterie),
Général de Brigade (2S) Jean Claude GROLIER (Artillerie),
Général de Brigade (2S) Norbert de CACQUERAY (Direction Générale de l’Armement),
Général de Brigade (2S) Roger PRIGENT (ALAT), 
Général de Brigade (2S) Alfred LEBRETON (CAT),
Médecin Général (2S) Guy DURAND (Service de Santé des Armées),
Contre-amiral (2S) Gérard BALASTRE (Marine Nationale)

La lettre ouverte des militaires

Monsieur le Président,
Mesdames, Messieurs du gouvernement,
Mesdames, Messieurs les parlementaires,

L’heure est grave, la France est en péril, plusieurs dangers mortels la menacent. Nous qui, même à la retraite, restons des soldats de France, ne pouvons, dans les circonstances actuelles, demeurer indifférents au sort de notre beau pays.

[Det er alvorlige tider. Frankrig er i fare, flere dødelige farer truer landet. Vi - der nu er gået på pension men som stadig er Frankrigs soldater - kan ikke forblive indifferente over for vort smukke lands skæbne.]     

Nos drapeaux tricolores ne sont pas simplement un morceau d’étoffe, ils symbolisent la tradition, à travers les âges, de ceux qui, quelles que soient leurs couleurs de peau ou leurs confessions, ont servi la France et ont donné leur vie pour elle. Sur ces drapeaux, nous trouvons en lettres d’or les mots « Honneur et Patrie ». Or, notre honneur aujourd’hui tient dans la dénonciation du délitement qui frappe notre patrie.

[Vore franske faner er ikke blot et stykke stof, de symboliserer traditionen gennem tiden for de - som uanset hudfarve eller tro - har tjent Frankrig og har givet deres liv for nationen. På disse faner står skrevet med guldbogstaver ”Ære og Fædreland”. Men i dag består vor ære i at afvise den splittelse, som rammer vort land.]        

– Délitement qui, à travers un certain antiracisme, s’affiche dans un seul but : créer sur notre sol un mal-être, voire une haine entre les communautés. Aujourd’hui, certains parlent de racialisme, d’indigénisme et de théories décoloniales, mais à travers ces termes c’est la guerre raciale que veulent ces partisans haineux et fanatiques. Ils méprisent notre pays, ses traditions, sa culture, et veulent le voir se dissoudre en lui arrachant son passé et son histoire. Ainsi s’en prennent-ils, par le biais de statues, à d’anciennes gloires militaires et civiles en analysant des propos vieux de plusieurs siècles.

[En splittelse - som via en bestemt form for antiracisme - har det ene formål at skabe lede, hvis ikke ligefrem had mellem befolkningsgrupperne. I dag taler nogle om racisme, oprindelighed, de-koloniale teorier, men med disse teorier skabes den racekrig, som disse hadske og fanatiske tilhængere ønsker. De foragter vort land, dets traditioner, dets kultur og vil se det opløst og derved fravriste det dets fortid og historie. Således angriber de - ved vælte statuer - de gamle militære og civile ærer ved at analysere århundreder gamle ord.]              

– Délitement qui, avec l’islamisme et les hordes de banlieue, entraîne le détachement de multiples parcelles de la nation pour les transformer en territoires soumis à des dogmes contraires à notre constitution. Or, chaque Français, quelle que soit sa croyance ou sa non-croyance, est partout chez lui dans l’Hexagone ; il ne peut et ne doit exister aucune ville, aucun quartier où les lois de la République ne s’appliquent pas.

[En splittelse som - med islamisme og forstædernes horder - som river nationen i tusinde stumper for at underkaste dem dogmer, som står i modsætning til vor kultur. Men enhver franskmand uanset tro eller ikke-tro har overalt hjemme i Sekskanten (Frankrig). Der bør ikke eksistere en eneste by, ikke et eneste kvarter hvor Republikkens love ikke gælder.]      

– Délitement, car la haine prend le pas sur la fraternité lors de manifestations où le pouvoir utilise les forces de l’ordre comme agents supplétifs et boucs émissaires face à des Français en gilets jaunes exprimant leurs désespoirs. Ceci alors que des individus infiltrés et encagoulés saccagent des commerces et menacent ces mêmes forces de l’ordre. Pourtant, ces dernières ne font qu’appliquer les directives, parfois contradictoires, données par vous, gouvernants.

[Splittelse, thi hadet vinder over broderskabet under demonstrationer, hvor [stats]magten bruger ordensmagten som suppleringsstyrker og syndebukke over for franskmænd i gule veste, som giver udtryk for deres fortvivlelse. Dette sker samtidigt med at hætteklædte infiltratorer plyndrer de handlende og truer ordensmagten. Skønt de sidstnævnte kun udfører de ordrer, som de er blevet bedt om - og som af og til er modsætningsfyldte.]          

Les périls montent, la violence s’accroît de jour en jour. Qui aurait prédit il y a dix ans thi qu’un professeur serait un jour décapité à la sortie de son collège ? Or, nous, serviteurs de la Nation, qui avons toujours été prêts à mettre notre peau au bout de notre engagement – comme l’exigeait notre état militaire, ne pouvons être devant de tels agissements des spectateurs passifs.

[Dag for dag forøges faren og volden stiger. Hvem kunne for 10 år siden have forudsagt, at en skolelærer en dag ville få hovedet skåret af ved udgangen til sin arbejdsplads? Men vi - som nationens tjenere, som altid i yderste fald har været parat til at ofre vort liv, som vor militære pligt krævede det - kan ikke forholde os som passive tilskuere til sådanne begivenheder.] 

Aussi, ceux qui dirigent notre pays doivent impérativement trouver le courage nécessaire à l’éradication de ces dangers. Pour cela, il suffit souvent d’appliquer sans faiblesse des lois qui existent déjà. N’oubliez pas que, comme nous, une grande majorité de nos concitoyens est excédée par vos louvoiements et vos silences coupables.

[Det er således bydende nødvendigt, at vort lands ledere finder det nødvendige mod til at bortskaffe disse farer. Hertil er det i de fleste tilfælde nok uden tøven at benytte de love, som allerede eksisterer. Glem ikke, at et stort flertal af vore landsmænd - ligesom os - er godt trætte af jeres vaklen og skyldige tavshed.]

Comme le disait le cardinal Mercier, primat de Belgique : « Quand la prudence est partout, le courage n’est nulle part. » Alors, Mesdames, Messieurs, assez d’atermoiements, l’heure est grave, le travail est colossal ; ne perdez pas de temps et sachez que nous sommes disposés à soutenir les politiques qui prendront en considération la sauvegarde de la nation.

[Som kardinal Mercier, ærkebiskop i Belgien sagde: « Når forsigtigheden er overalt, er modet ikke til at få øje på”. Altså mine damer og herrer. Nu er det nok med henstand og frister, det er alvorlige tider, vi står foran et kolossalt arbejde, spild ikke tiden og vid, at vi er villige til at støtte en politik, som tager nationens frelse i betragtning.]   

Par contre, si rien n’est entrepris, le laxisme continuera à se répandre inexorablement dans la société, provoquant au final une explosion et l’intervention de nos camarades d’active dans une mission périlleuse de protection de nos valeurs civilisationnelles et de sauvegarde de nos compatriotes sur le territoire national.

[Hvis der derimod intet foretages, vil den overdrevne slaphed uundgåeligt brede sig i samfundet, som til sidst vil fremprovokere en eksplosion og indgreb fra vore aktive kammerater i en farlig mission til forsvar for vore civilisatoriske værdier og til bevarelse af vore landsmænd på den nationens område.]

On le voit, il n’est plus temps de tergiverser, sinon, demain la guerre civile mettra un terme à ce chaos croissant, et les morts, dont vous porterez la responsabilité, se compteront par milliers.

[Man ser heraf, at det ikke længere er tid til at tøve til at handle. Hvis ikke vil en borgerkrig i nærmeste fremtid gøre en ende på dette tiltagende kaos og antallet af døde vil kunne tælles i tusinder, hvor I bærer ansvaret.]  

https://france3-regions.francetvinfo.fr/occitanie/herault/montpellier/tribune-de-militaires-francois-gaubert-elu-rn-de-l-herault-au-conseil-regional-occitanie-s-explique-sur-la-polemique-2064757.html