Stalinismens tiltrækningskraft.

Efter 10 år i Stalins tvangsarbejdslejre skrev Lorenz Lochtofen i 1947 et brev til DDR's kommende præsident Wilhelm Pieck, hvor han ydmygt anmodede Pieck om at måtte få lov til at medvirke til opbygning af socialismen.

Jeg har tit undret mig over den tilsyneladende tiltrækningskraft, som stalinisme har haft gennem tiderne. Første gang i 1930’erne, hvor hundredtusinder tilsluttede sig den - enten som medlemmer af stalinistiske partier eller som ”fellow travellers” i stalinistiske dækorganisationer.

Anden gang under 2. verdenskrig hvor stalinister efter at Hitlers Nazi-Tyskland havde brudt ikke-angrebspagten med Stalins Sovjet-Rusland fra 1939 - og gav rum for, at stalinisterne kunne indgå i modstandskampen mod nazisme og fascisme.

Tredje gang efter 2. verdenskrig under det såkaldte ”studenteroprør” i 1968, hvor det lykkedes en ellers dybt kompromitteret og diskrediteret ideologi og bevægelse som stalinismen igen at få tag i hundredtusinder af især unge mennesker, som for de færrestes vedkommende kendte til bevægelsens dystre fortid.

 Nu har jeg endelig fundet et ordentligt svar, tror jeg.

I Sergei Lochtofens bog om sin far Lorenz Lochtofens liv med titlen ”Schwarzes Eis” (sort is), udgivet på forlaget Rowohlt 2015.

Sergeis Lochtofens bog er en rekonstruktion af sin fars liv og levned, skrevet af en søn som i de første år af sit liv delte skæbne med ham i sibiriske fangelejre som søn af en politisk dømt fange.

Lorenz Lochtofens (1907-1989) liv er en beretning om et menneske med en ukuelig livsvilje og urokkelig tro på stalinismens velsignelser uanset de faktiske forhold og hans egen umulige situation.

Faderen Lorenz arresteredes i det år, hvor Stalins altomfattende og tilintetgørende terror ramte Sovjet-staten og som nær havde ført til des undergang. 1937.

Få andre gange i historien har et terrorregimente ramt et land og en befolkning som under Stalins masseterror i 1930’erne med så skæbnesvangre konsekvenser for millioner af borgere.  

Lorenz Lochtofen var et af de millioner af ofre for Stalins vilkårlige terror mod sit parti og sit land. Ingen gik fri og udrensningerne og nedslagtningen af ”folkefjender” var utallige.

Til trods for Stalins massive udrensninger i Komintern og i de dertil knyttede partier bevarede stalinismen sin tiltrækningskraft på mange. Selv ikke Stalins masseterror og udrensningskampagner kunne rokke ved de manges tillid til Stalin og Sovjet-Rusland.

Efter at have tilbragt 10 år i en tvangsarbejdslejr uden anden forbrydelse end som tysker at have opholdt sig i Sovjet-Rusland under Stalins masseterror, skrev Lorenz Lochtofen i 1947 et brev til kammerat Wilhelm Pieck, veteran i det tyske kommunistiske parti (KPD), som under krigen opholdt sig i Moskva, hvori han kort - helt uden bebrejdelser af nogen art - fortæller om sin skæbne efter at være ankommet til Sovjet-Rusland i 1931:

Lieber Genosse Pieck

entschuldige vielmals, dass ich mich nach altem Brauche so unvermittelt an Dich wende. Du wirst dich kaum an mich erinnern können: Lorenz Lochthofen, Student der Westuniversität in Moskau von 1931 bis 1935. Mai 1935 nach Beendigung der Universität - wurde ich durch das ZK der KPdSU (B) nach Engels kommandiert, wo ich bis 1937 in der Redaktion ‘Nachrichten’ arbeitete. 1937 ging es hinter den Polarkreis. Seit Beendigung des Krieges arbeite ich als Hauptmechaniker in einem Betrieb der Stadt Workuta.”

Det var lette del af brevet, skriver sønnen Sergei. Nu kom den sværeste del, nu skulle han tænke sig om. (Lochtofen, p. 234).

”Genosse Pieck - um kurz zu sein: Ich verfolge mit lebhaftem Interesse eurem Kampf um die Organisation eines neues demokratischen Deutschland. Ich möchte und will mit dabei sein und in euren Reihen kämpfen. Ich weiss nicht, auf wen ich mich berufen, an wen ich mich wenden kann. Aber ich hoffe, dass es dort noch Genossen gibt, die mich kennen, besonders aus dem Ruhrgebiet. Wenn du mich einem Hinweis geben kannst, an wen ich mich wenden muss, um die Möglichkeit zu erhalten, in euren Reihen zu kämpfen, so ware ich Dir unendlich dankbar.

Mit herzlichen Grüssen

Lorenz Lochtofen.”    

Efter - helt uden skyld - at have tilbragt i 10 år i en tvangsarbejdslejr, hvor han hver dag har måttet kæmpe for at overleve og fuldstændigt uvist om sin fremtidige skæbne henvendte Lorenz Lochtofen - uden at kny - sig til partiets formand Wilhelm Pieck, som skulle forestå etableringen af Stalins ny stat i Tyskland, DDR.

Han havde intet at takke sit parti KPD eller kammerat Stalin for. Alligevel bad han ydmygt Pieck om at sætte ham i forbindelse med relevante personer, så han kan genoptage kampen og slutte sig til partiets rækker.

Først efter Stalins død i 1953 og efter Khrustjovs (ansigtsreddende) ”afsløringer” af Stalins ”udskejelser” i 1930’erne - i 1956 slap Lorenz Lochtofen ud af lejrsystemet GULAG og kunne for første gang i 20 år betragte sig som et ”frit” menneske og rejse hvorhen han ville.

I sit brev til ”kammerat” Wilhelm Pieck havde Lorenz Lochtofen givet utvetydigt udtryk for, at han for alt i verden ønskede at fuldende sin mission om at være med til at opbygge ”socialismen” i Tyskland. Helst i en samlet stat.

Efter Tysklands deling i to separate stater efter 2. verdenskrig kunne dette ikke lade sig gøre. Lorenz måtte vælge og han valgte - selvfølgelig fristes man til at sige - Piecks ’folkedemokratiske’ Østtyskland.

Lorenz Lochtofen stammede fra Ruhr-området i Tyskland og skulle efter de sovjetiske myndigheders opfattelse tage tilbage, hvor han kom fra. Men Lorenz valgte ikke at tage tilbage til sin hjemegn.

Hans 20 år lange ophold i tvangsarbejdslejre havde ikke rystet ved hans grundlæggende tillid til stalinismen som ideologi og samfundstype.

I DDR fik den efterhånden aldrende Lochtofen en stor erhvervskarriere til trods for sin fortid som politisk fange i sovjetiske straffelejre, hvilket var yderst sjælden.

Men på grund af sin stærke psyke og sit ukuelige gå-på-mod var han i stand til at sætte sig op mod de stedlige partibureaukrater som ofte modarbejdede ham.

Toppen på kransekagen blev det, da han fik sæde i partiets Centralkomite. Målet var nået og succesen hjemme - mod alle odds.

Sønnen Sergei blev godt grundigt afskrækket fra stalinismen og fra rædselsregimet DDR, hvor han voksede op og nu lever i Forbundsrepublikken.  

Hans selvbiografi har titlen: ”Grau. Eine Lebensgeschichte aus einem untergegangenen Land”. Rowohlt 2014.                           

                   

 

Et generationsopgør?

Stjerneadvokaten og medlem af den tyske Forbundsdag Gregor Gysi (die Linke) poserer her med Florian Havemann til venstre.

Florian Havemanns meget lange - og i brudstykker alt for lange - biografi om sin fader Robert Havemann udkom i Tyskland i 2007 (Florian Havemann: Havemann. Suhrkampf Verlag, 2007).

Biografien vil næppe nogensinde blive oversat til dansk, da den både formmæssigt og indholdsmæssigt er for lang og for sludrende.

Selvom den lider af nogle skavanker, er den dog indholdsmæssigt værd at beskæftige sig med.

Florian Havemanns biografi er alt andet end en traditionel biografi, hvor sønnike hylder sin far og sætter en mindesten over ham.

Den er vel snarere det modsatte. En slags ritualmord på en far, men kan også ses også led i et generationsopgør med en forældregeneration, som modnedes i Hitlers Tredje Rige (1933-1945) og som - for Robert Havemanns vedkommende – forsatte i østtyske DDR (Deutsche Demokratische Republik; 1949-1989).

Florian Havemann sætter sig for at grave til bunds i de lag af mytedannelse og legende-skabelse, som omgav faderen i Øst som i Vest, hvilket i sig selv er prisværdigt.

I Vest var Robert Havemann bedst kendt for sin opposition til Walter Ulbrichts DDR-regime som en af de få kendte kritikere og blev som sådan holdt frem af den DDR-kritiske venstrefløj. Med rette eller ej?

Blev vi - som så ofte før - snydt? Var Robert Havemann virkelig den ufortrødne oppositionelle og socialistiske kritiker af DDR-staten?

Nej, er sønnen Florian Havemanns svar.

Robert Havemann havde sammen med DDR-staten bygget et falsk image op omkring sin person, som langt fra svarede til de barske realiteter.

Som sådan er sønnen Florians motiver prisværdige og kan således ses i det generationsopgør, som mange i efterkrigstids-generationen indledte mod deres forældre. Tænk bare på Rote Armé Fraktion, som kan tolkes som en - ganske vist ufornuftig - reaktion på forældregenerationens passive accept af Hitlers nazisme.   

Hvad får vi så at vide om Robert Havemann i Florians biografi om faderen? Som mange andre i sin generation voksede Robert Havemann op under Weimar-republikken (1918-1933) og Hitlers Tredje Rige (1933-1945).

Robert Havemann fødtes i et akademisk hjem og nød det privilegium selv at få en akademisk uddannelse i kemi.

Denne brugte han i Hitlers Tredje Rige til at gøre karriere i det tyske militær, hvor han forskede i brugen af kemiske giftstoffer, som kunne bruges til krigsformål.

Dette var i sønnen Florians øjne højest kritisabelt - for ikke at sige krigsforbryderisk. Skønt Robert Havemann ikke selv direkte var involveret i krigsforbrydelser.

Faderens arbejde for den tyske Værnemagt gør ham suspekt i sønnens øjne og han bebrejder ham for sin mangel på moralsk ansvar og ansvarlighed.

Florian fremstiller sin far som en personfikseret karrieremager i den tyske værnemagt og ser en lige linje fra hans job som kemiker for den tyske Værnemagt og til hans fortsatte karrieremageri i DDR-staten efter 2. verdenskrig.

Til trods for sin problematiske fortid under Nazi-regimet formåede Robert Havemann alligevel at skabe sig en akademisk - og en politisk karriere - i den ny DDR-stat. Han tilhørte således den privilegerede parti-elite.

DDR-regimet kunne bruge hans viden og kvalifikationer som kemiker i opbygningen af den ny stat i en tid med ”kold krig” mellem stormagterne og belønnede Robert Havemann med en plads i DDR-staten øverste kammer, Volksrat.

Hvis man skal anføre et forsvar for Robert Havemann ville det være, at han langt fra var den eneste med en problematisk fortid under Hitlers Tredje Rige, som senere gjorde karriere i DDR-staten.

DDR-statens stalinistiske magthavere tøvede ikke med at bruge personer med en tvivlsom politisk fortid, hvorimod den vogtede nidkært over politiske ”dissidenter”, som bekendte sig til socialisme og marxisme - blot i en anden udgave end i Walter Ulbrichts DDR.

Robert Havemann udviste som mange andre en forbløffende evne til at tilpasse sig til de ændrede omstændigheder.

Faderens største ”synd” i sønnens øjne var dog faderens ”dobbeltspil” i DDR-staten: Han udgav sig for at være i opposition til DDR-staten og enhedspartiet SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) og blev i Vesten opfattet som en idealistisk og humanistisk kritiker af regimet.

Sønnen viser, at Robert Havemann i virkeligheden spillede ”dobbeltspil” og samtidigt spionerede for Ministeriet for Sikkerheds hemmelige statslige politi (Stasi) mod sine medborgere.

Hvordan kunne dette ”dobbeltspil” lade sig gøre?

 

Florian udviser ingen respekt for sin far. Han var ikke det perfekte menneske og den forbilledlige ”kommunist” som han poserede som. Derimod var han drikfældig og en kvindebedårer.

Han var snarere sindbilledet på DDR-regimets moralske og politiske forfald.

Verden lod sig endnu en gang bedrage. Florian klæder sin far af til skindet og optræder som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens ny klæder”, som om Kejseren siger: ”Han har jo ingen klæder på!”

Denne rolle giver sjældent pote i en verden præget af dårlig moral og almindeligt forfald.

 

Florian selv udviste større mandsmod end sin far. I protest mod Warzawapagt-landenes invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 hængte Florian et tjekkoslovakisk flag ud af vinduet i sine forældres bolig i Berlin.

Dette var en uhørt provokation i Walter Ulbrichts øjne og unge Florian blev straffet med at blive omskolet og tvangsuddannet som elektriker på et togværksted.

Efter sin straf flygtede Florian fra DDR til Vesttyskland og gik for lud og koldt vand indtil han blev optaget på en teaterskole, hvor han fik en uddannelse som scenetekniker.

Florian har siden levet af sine kunstneriske evner og talenter.

 

Hvad kunne man forvente af en søn af en falsk østtysk ”dissident” som Robert Havemann? At han ville tage afstand fra sin fars dobbeltspil, ja. Men vel ikke, at han lod sig opstille og vælge af PDS (Partei Demokratischer Sozialismus) som lægdommer i Brandenburg.

Var hans opgør med sin far ikke også et opgør med stalinismen i DDR? Åbenbart ikke mere end at Florian Havemann repræsenterer efterfølgeren til det parti, SED som hans far havde tjent i DDR - som lægdommer.

Ydermere har Florian fundet beskæftigelse som medhjælp hos advokaten Gregor Gysi, hvis far var kulturminister i DDR under Walter Ulbricht.

Så det ligger åbenbart til familien Havemann at kunne tilpasse sig og ”hyle med de ulve man er iblandt”.                               

 

Frænde er frænde værst

Josef Hansen, leder af det amerikanske SWP i samtale med Trotsky.
Josef Hansen var formentlig agent for Stalins GPU i SWP.

Et gammelt ordsprog siger, at ’frænde er frænde værst’. Det gælder også i arbejderbevægelsen.

De fleste kender til den ideologiske og organisatoriske fejde mellem ”kommunister” og socialdemokrater. Næppe mange kender den dødelige fejde mellem stalinister og trotskister. Endnu færre kender til fejden trotskister imellem.

Nogle vil mene, at det kun er for sekterikere på den yderste venstrefløj at beskæftige sig med noget så kuriøst og perifert.

Men lad os alligevel bruge det, til at sige noget om det at skrive historie.

Man skulle umiddelbart tro, at trotskister stod sammen i den dødelige fejde med stalinismen, som udspillede sig mellem de to retninger i arbejderbevægelsen, som kom på kant af hinanden allerede fra midt i 1920’erne.

Dette er imidlertid langt fra tilfældet. Og det er heller ikke så mærkeligt, eftersom klassekampen ikke lader sig bringe på én formel. Der bør altid være plads til divergerende opfattelser.

Udefra set forekommer den trotskistiske bevægelse måske enig, men er det langt fra.

Således splittedes Trotskys tilhængere adskillige gange allerede i Trotskys levetid. Efter den stalinistiske efterretningstjenestes mord på Trotsky i august 1940, splittedes hans efterfølgere i mange forskellige mindre grupperinger under 2. verdenskrig.

Efter 2. verdenskrig samledes de i en stor organisation: det Internationale Sekretariat (i Paris). I 1953 splittedes trotskisterne første gang bl.a. fordi de ikke kunne blive enige hvordan de skulle forholde sig til fjenderne i Stalins lejr, som nu havde bredt sig til Central -og Østeuropa fra Sovjet-Rusland.

I 1963 samledes de amerikanske trotskister i Socialist Workers Party (SWP) og dele af de europæiske trotskister (Michel Pablo og Ernest Mandel) i det Forenede Sekretariat (USFI).

Restgruppen af europæiske trotskister (i Frankrig og England) samlede sig i den Internationale Komité for Fjerde Internationale (ICFI).

Der var således to 4. Internationaler som begge gjorde krav at repræsenterer den lige linje fra Trotsky.

I 1975 foranstaltede ICFI en undersøgelse (Security and the Fourth International) af den manglende sikkerhed i 4. Internationale, da ICFI havde mistanke om, at ledende folk i det amerikanske SWP måske ikke var helt så ”fine i kanten”, som de gav sig ud for.

Med andre ord - de var mistænkt for at være agenter for fremmede magter: USA og USSR.

I ”Security and the Fourth International”, hævdede forfatterne at have beviser for, at ledende personer i det amerikanske SWP ikke havde ”rent mel i posen”, mistænkt for at stå i ledtog med klassefjenden i USA, FBI og med den hemmelige sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

SWP afviste dog dette på det skarpeste og fordømte forsøget på at ”bagvaske” organisationen.

I 1979 anlagde et medlem af SWP, advokaten Gelfand sag an mod SWP, som havde nægtet at besvare beskyldningerne om at være blevet infiltreret af agenter fra fremmede magter - in casu USA og USSR.

På baggrund af publikationerne offentliggjort af ICFI ville Gelfand ville have rettens afgørelse af:

1. at Sylvia Franklin (alias Sylvia Caldwell), som havde personlig sekretær for SWP-lederen James P. Cannon var agent for det sovjetiske efterretningsvæsen GPU.

2. om ledende medlem af SWP Josef Hansen havde partiets tilladelse til at kontakte GPU i 1938.

3. om samme Josef Hansen havde tilladelse til at mødes med det amerikanske efterretningsvæsen, FBI i 1940.

Allerede under den ”kolde krig” i 1950’erne var det i retssager og høringer i det amerikanske Senat kommet frem, at der var stalinistiske agenter, som havde infiltreret SWP.

Sløret for disse agenters infiltration blev nu løftet i Gelfands retssag mod SWP.

Efter USSR’s sammenbrud i 1991 fremkom der helt sikre oplysninger om et helt netværk af sovjetiske agenter, som havde infiltreret SWP.

Dette bekræftedes i bøger som: Romerstein og Breindel: The Venona Secrets og Klehr, Haynes og Vassiliev: Rise and Fall of the KGB in America.   

I forbindelse med retssagen Gelfand mod SWP, havde SWP modvilligt måttet indrømme, at Josef Hansen nok havde været agent for GPU.

Men andre agenter som Sylvia Franklin, alias Sylvia Caldwell, som havde fungeret som personlig sekretær for den navnkundige leder af SWP, James P. Cannon ville man dog ikke indrømme var GPU-agent. Det var for tæt på kernen i SWP og ville være ensbetydende med at indrømme, at SWP var ’rådden’ helt ind til marven af organisationen.

Arkiverne afslørede også ret entydigt, at vagtposten ved Trotskys hus i Coyacan, Mexico Robert Sheldon Harte stod i ledtog med GPU lukkede en bande mordere fra det mexicanske stalinistiske parti ind gennem porten til Trotskys hus. Heller ikke dette ville SWP indrømme. Det var for tæt på at indrømme, at sikkerhedsforanstaltningerne omkring Trotskys hus ikke var gode nok. Det skal siges, at Trotsky heller ikke selv bidrog til opklaringen af attentatforsøget, da han Sheldon Harte for at være pålidelig.

At myten om SWP som trotskismens tro væbner er sej, viser sig senest i det socialistiske tidsskrift Critique, Vol. 43, No. 2, hvor et forhenværende medlem af SWP, Susan Weissman bidrager med et akademisk misk-mask af en artikel om ”bedrageren” Mark Zborowsky, som under dæknavnet ’Etienne’ infiltrerede inderkredsen omkring Trotskys søn Leon Sedov.

Som agent for det sovjetiske GPU formåede han at ”indynde” sig på allerhøjeste niveau i de trotskistiske kredse. Han redigerede f.eks. Venstreoppositionens russisk-sprogede bulletin og havde en livlig brev-korrespondance med Trotsky.

Trotsky fattede aldrig mistanke, da han blev vildledt af stalinistiske agenter i organisationen (Lola Dallin).

De sovjetiske arkiver viser også, at Sylvia Ageloff, som må have været medvidende om, at Ramon Mercader alias Frank Jackson var agent for sovjetiske GPU. Ramon Mercader var manden som sneg sig ind på Trotsky og stak en afkortet isøkse i hovedet på ham, som slog ham ihjel.

Det forhenværende medlem af SWP Susan Weiss foregiver at ville undersøge Mark Zborowskys agentvirksomhed i SWP, men hvidvasker alle andre agenter i SWP.

Susan Weissmann - som ikke længere er medlem af SWP (med i gruppen Solidarity) - afslører ingenting, men skubber blot problemet med den manglende sikkerhed i SWP ind under gulvtæppet.

SWP har indtil dato ikke villet medvirke til en opklaring af dets infiltration af fremmede agenter.

Forståeligt nok måske, fordi SWP derved ville save den gren over, den selv sidder på.

Historieskrivningen om den trotskistiske bevægelse har således svære vilkår.

 

Kilde: David North: Security and the Fourth International, the Gelfand Case and the deposition of Mark Zborowsky. World Socialist Web Site, 10. November 2015. pp. 1-10.

Heinrich Brandler - den oppositionelle stalinist.

Heinrich Brandler, den af stalinisterne forkætrede leder af det tyske kommunistparti (KPD) 1920-1921 og 1922-1923.

Jens Becker: Heinrich Brandler. Eine politische Biographie. VSA Hamburg. 2001.

 Jens Becker, videnskabelig medarbejder ved det samfundsvidenskabelige område på Johann Wolfgang Goethe-Universitet, Frankfurt am Main, skrev 2001 en afhandling om den tyske kommunistiske Heinrich Brandler (1881-1967).

Heinrich Brandler er vist nok ikke særlig kendt på den danske venstrefløj, alene af den grund af han ikke havde mange tilhængere i Danmark - ud over professor Mogens Boserup og hans kone Ester.

Jens Becker har i sin afhandling fra 2001brugt kilder, som først er blevet tilgængelige efter Murens fald i 1989 og som har været opbevaret af det østtyske regime i DDR. Det gælder referater fra møder i det tyske kommunistpartis (KPD) ledende organer.

Becker har endvidere brugt Brandlers omfattende personlige korrespondance med venner og partikammerater.

Vi får således et levende billede af politikeren Brandler, mens hans privatliv stort set ikke omtales af den simple grund, at Brandler ikke var et ”privatmenneske”, men udelukkende helligede sig sin sag.

Brandler tilhørte den generation, som voksede op med det klassiske Socialdemokrati, som i august 1914 stemte for borgerskabets imperialistiske krigskreditter i 1. verdenskrig.

For hundredtusinder af socialdemokratiske arbejdere var denne ”borgfredspolitik” med det imperialistiske tyske borgerskab lig klasseforræderi.

Dette medførte en splittelse af Socialdemokratiet i en ”socialchauvinistisk” højrefløj og en kritisk venstrefløj, som udkrystalliserede sig i det ”centristiske” USPD og det kommunistiske Spartakusbund.

Brandler tilsluttede sig det kommunistiske Spartakusbund dannet af de to kendte skikkelser Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som begge blev myrdet af højreradikale frikorps, som opererede i ly af de ny socialdemokratiske magthavere.

Spartakusbund var tilhænger af en socialistisk Rådsrepublik, men modstander af Friedrich Eberts socialdemokratiske Weimarrepublik.

Grundlaget for Novemberrevolutionen i Tyskland 1918 var rådene af arbejdere og soldater.

Spartakusbund, venstrefløjen i USPD og ”die Revolutionäre Obleute”, faglige tillidsrepræsentanter tilhørende venstrefløjen i USPD kæmpede for en socialistisk Rådsrepublik, hvor rådene udgjorde basisenheden.

Socialdemokratiets højrefløj med Rigspræsident Ebert i spidsen ønskede en borgerlig demokratisk republik hvilende på traditionel parlamentarisme.

Dette var to uforenelige størrelser, som udkæmpede en kamp på liv og død.

Hvis Eberts borgerlige Weimarrepublik sejrede, var Spartakusbunds socialistiske Rådsrepublik død.

Spartakusbund støttede sig til bolsjevikkernes revolutionære omvæltning i Rusland i oktober 1917 og nærede store forhåbninger om en kommende socialistisk verdensrevolution.

Ligeledes satte de russiske bolsjevikker deres lid til de tyske arbejdere og de tyske kommunister i Spartakusbund, senere det tyske kommunistparti, KPD.

Bolsjevikkerne ikke blot ønskede, men forventede en snarlig revolution i Tyskland efter November-revolutionen.

Stemningen var således hos kommunisterne i både Tyskland og Sovjetrusland præget af eufori.

Opbruddet i arbejderbevægelsen i Tyskland var voldsomt. Højresocialdemokrater på ledende poster i Weimar-republikken holdt hånden over de frikorpsfolk, som dræbte lederne af det kommunistiske Spartakusbund, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Der var således sået ”ondt blod” mellem socialdemokrater og kommunister, som ikke siden lod sig reparere.

Det kom til væbnede sammenstød mellem tropper, som støttede den socialdemokratiske Rigspræsident Ebert og væbnede grupper af ”spartakister” med drab til følge.

Spartakister forsøgte således at erobre den bygning, hvor Socialdemokratiet fik trykt sin partiavis ”Vorwärts” - dog uden held.

Skismaet mellem højresocialdemokrater og kommunister kom til at sætte sit præg på forholdet mellem de to fløje i arbejderbevægelsen.

Heinrich Brandler var idealet af en kommunist. Faglært bygningsarbejder, fagforeningsfunktionær i Bygningsarbejderforbundet i Chemnitz, Sachsen.

Lang tids faglig og politisk skoling lå bag hans engagement i Spartakusbund og snart i KPD.

Han var nok mere tilhænger af Rosa Luxemburg end af Lenin og bolsjevikkerne. Han var rundet af Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne for deres tendens til at erstatte partiet med masserne.

Brandlers bidrag til den revolutionære marxisme bestod i, at han klarere end de fleste (med undtagelse af Trotsky) betonede sammenhængen mellem det langsigtede mål om socialisme og arbejderklassens kortsigtede økonomiske interessekampe.

Igen og igen slog han fast, at det gjaldt om at forene proletariatets ”Tagesnöten”, kampen for ”bread and butter issues” med den politiske kamp om magten.

Som Trotsky opstillede Brandler delkrav om ”arbejderkontrol”, dvs. indflydelse på produktionens tilrettelæggelse og ”indsigt i regnskaberne”.

Som Trotsky (og Lenin) betonede Brandler vigtigheden af at give reformistiske arbejdere mulighed for at blive mere klassebevidste i kamp for deres økonomiske interesser.

Brandlers politiske modstandere på det kommunistiske partis radikale venstrefløj have ikke forståelse for denne problematik og Brandler lå i evig strid med denne.

Brandler fik ikke meget støtte til denne mere ”realistiske” indstilling til klassekampens udvikling fra den russisk dominerede Kommunistisk Internationale, Komintern, som blev dannet i 1919.

Komintern var lige fra starten domineret af russere og Kominterns politik blev gradvist mere og mere præget af de interne magtkampe i det russiske parti.

Brandler og KPD blev af Kominterns ledere gjort til en del af denne magtkamp uden at de tyske kommunister altid forstod, hvad der stod på spil.

Brandler blev i høj grad offer for de magtkampe eller divergerende politiske opfattelser, som fandtes blandt Kominterns ledere.

Brandler odds var således ikke gode, da han i 1920 overtog lederskabet af KPD. Komintern havde skilt sig af med ”opportunisten” Paul Levi, som Kominterns ”venstreradikale” ledere Sinovjev, Bukharin og Karl Radek ikke havde tillid til ville føre en tilstrækkelig revolutionær politik, som skulle pege frem mod en revolutionær omvæltning, som kunne hjælpe de trængte bolsjevikker i Sovjet-Rusland.

I stedet blev ”realpolitikeren” Brandler sat i spidsen. Måske ikke lige den rette mand til det formål.  

Mærkværdigt nok lod Brandler sig overtale til at føre en ”offensiv” politik rettet mod en magtomvæltning i Tyskland uden at der var grobund for en sådan.

Komintern (og KPD) var blevet grebet af en euforisk stemning, da KPD i august 1920 var blevet sluttet sammen med venstrefløjen i USPD, som havde brudt med moderpartiet. KPD var nu blevet til VKPD og havde nu 400.000 medlemmer. Verdens næststørste arbejderparti efter det højresocialdemokratiske SPD.

Efter Kominterns (og KPD’s) opfattelse var Weimar-republikken ikke levedygtig. Enten ville reaktionære dele af militæret tage magten (som med Kapp i april 1920) eller også måtte KPD stille sig i spidsen for en revolutionær magtomvæltning.

Hvis opstanden i marts 1921 var lykkedes havde verden med garanti set anderledes ud. Det gjorde den ikke.

Da det kom til stykket var partiet ikke parat til en væbnet opstand.

Komintern-apparatet faldt nu over Brandler og gjorde ham til syndebuk for nederlaget. Han havde ikke formået at gøre KPD klar til en væbnet opstand.

Weimar-republikken svarede igen med at anklage partiets formand Brandler for ”højforræderi” mod staten og fængsle mange af dets medlemmer.

Brandler led nu sit første alvorlige knæk i partiets og Kominterns øjne: Brandler viste sig under den borgerlige stats justits ikke som den proletariske helt som på idealistisk vis og heltemodigt forsvarede sin livsanskuelse overfor en domstol, som repræsenterede den borgerlige stats interesser.

Brandlers defensorat blev af KPD og Komintern opfattet sig et misforstået forsøg på at tale opstandsforsøget ned og fremstille sig som en tilforladelig fagforeningsmand med gode forbindelser til reformistiske fagforeningsledere, som optrådte som vidner til fordel for Brandler.

Partiet have regnet med at skulle bruge retssagen mod Brandler som et propagandastykke vendt mod den borgerlige stat. Da han nu ikke optrådte i overensstemmelse hermed, lod KPD ham i stikken.

Brandler blev idømt 5 års forvaring. I november 1921 flygtede Brandler (ved hjælp af bestikkelse af en fængselsfunktionær?) til Moskva, som kunne bruge ham som næstformand i Røde Fagforenings Internationale.

I september 1922 havde han ”udstået sin straf” for den mislykkede aktion i marts 1921 og kunne under en general amnesti for politiske fanger vende tilbage til Weimar-Tyskland som sekretær for partiets politbureau.  

På partiets kongres i januar 1923 havde Brandler et flertal bag sig for skabelse af en enhedsfront i arbejderbevægelsen.

Tiden op til næste sammenstød med statsmagten i oktober 1923 var præget af et indædt partiopgør mellem Brandler-Thalheimer fløjen i KPD og partiets venstrefløj ledet af Ruth Fischer og Arkadi Maslow.

Efter min mening er det den bedste del af Beckers biografi. Becker viser den grundlæggende uenighed mellem de to uforsonlige fløje, hvis strategier er helt forskellige og næppe kan rummes i det samme parti.

Brandler (og Thalheimer) fremførte Kominterns vedtagne enhedsfrontparole og kravet om dannelse og deltagelse i en arbejderregering. I strid med Kominterns teser fra 3. verdenskongres afviste partiets venstrefløj dette som ”socialdemokratisme” og ”opportunisme”.

Brandlers vej til socialisme gik over en enhedsfront mellem arbejderpartierne og arbejderregeringer de steder, hvor det kunne lade sig gøre (Sachsen og Thüringen).

Venstrefløjen havde strengt taget ingen strategi. Kravet om en revolutionær magtomvæltning er ikke en strategi i sig selv. Ikke et ord hvordan en sådan skulle opnås. Kun tomme ord og pseudo-revolutionære fraser.  

I modsætning til første gang i marts 1921 havde Brandler lært ikke for enhver pris blindt at følge ”brushovederne” i Komintern.

Kominterns formand Sinovjev (som selv havde en problematisk revolutionær fortid under Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917) vaklede mellem Brandler-fløjens mere ”realistiske” strategi og venstrefløjens revolutionsretorik og gav ingen klare dessiner.

Altså fulgte KPD to strategier på samme gang: Brandlers som satsede på kommunistisk deltagelse i de to arbejderregeringer i Sachsen og Thüringen for via disse at bevæbne arbejderklassen med henblik på en magterobring.  

Og venstrefløjens ”strategi”, som kort og godt gik ud på at erobre magten.

De to fløje stod fjendtligt over for hinanden og bekæmpede hinanden og kastede KPD ud i kaos.

Ingen af de to strategier viste sig at holde: Brandlers slog fejl, da hans venstresocialdemokratiske samarbejdspartnere i Sachsen (og Thüringen) modsatte sig en bevæbning af arbejderklassen og til sidst gav efter for presset fra højresocialdemokraterne i Berlin, som forlangte brud med KPD og de kommunistiske ministre i Sachsen (og Thüringen).

Rigsværnet kom venstrefløjen i forkøbet, da Rigspræsident højresocialdemokraten Ebert satte Weimar-forfatningen ud af kraft og med en nødforordning bemyndigede det til at sætte landsregeringerne i Sachsen og Thüringen fra magten.

De militante og kampivrige arbejdere i Sachsen blev militært nedkæmpet og Brandler valgte (enerådigt) at blæse til retræte.

Budskabet blev imidlertid ikke formidlet videre og et mislykket opstandsforsøg fandt sted i Hamborg under ledelse af partiets senere formand Ernst Thälmann.   

Nu begyndte KPD’s (og Kominterns) politiske og organisatoriske nedtur. Partiets formand Brandler blev endnu en gang gjort til syndebuk for at have afblæst en vanvittig og eventyristisk aktion i oktober 1923 i Tyskland. Komintern frifandt sig selv og indsatte venstrefløjens to koryfæer Ruth Fischer og - den fra Moskva hjemvendte - Arkadi Maslow som ny ledere.

Brandler tog imod ”tilbuddet” fra Moskva om at gøre sig brugbar i Komintern, hvilket ikke passede den uforsonlige venstrefløj i partiet, som opfattede det som om Brandler delvist var blevet ”taget til nåde”.

Brandler tilbragte nu årene fra 1924 til 1928 i Sovjettyskland på ”tålt ophold” og var dels beskæftiget med økonomisk planlægning, dels som viceformand i Kominterns Bonde-internationale.

Venstrefløjen i KPD gjorde alt, hvad de kunne for at isolerede Brandler fra alt partiaktivitet og for at opretholde forbindelse til sine gamle støtter i partiet. Al hans post blev overvåget og gennemlæst for kompromitterende bemærkninger af partiapparatet i KPD, som ønskede ham hvor peberet gror.

Selvom om disse bestræbelser langt hen ad vejen lykkedes bevarede Brandler dog en vis støtte i partiet, selv han ikke spillede nogen direkte rolle fra sit eksil.

Brandler følte sig dårligt tilpas i sit eksil og sin inaktivitet og anmodede i 1928 om at komme tilbage til Tyskland, hvilket Stalin ikke syntes var nogen god ide.

Stalin forberedte nemlig et brud med sin forbundsfælle Bukharin, som han satte til at forberede teser til Kominterns 6. kongres i 1928.

Stalin havde nu åbenlyst opgivet en verdensrevolution og satsede ikke længere på revolutionære omvæltninger i Europa. På Stalins bud udarbejdede den Stalin-loyale Bukharin en række teser om kapitalismens nuværende udvikling: den var inde i en 3. fase kendetegnet af umiddelbare og akutte kriser, som ville sætte revolutionen på dagsordenen, på stod han.

Teserne fra Kominterns 3. kongres 1921 om enhedsfront og arbejderregering blev nu skrottet og erstattet af en ”ultravenstre” sekterisk politik overfor fagforeninger og arbejderpartier.

Komintern foretog nu på Stalins foranledning en voldsom ”venstredrejning”, som dels skulle opfange protester fra venstre mod pragmatisme og udmanøvrere Bukharin-fløjen i det russiske parti og hans støtter i Komintern.

Stalins falske ”venstredrejning” af Komintern var et sidste farvel til Brandlers håb om nogensinde at kunne vende tilbage i ledelsen af KPD og han indledte et sidste forgæves forsøg på at samle resterne af sine tilhængere i det ”staliniserede” KPD.

 

Uden for eller inden for KPD og Komintern?

Nu skulle man synes, at Brandler var færdig med KPD og Komintern (og måske også med den kommunisme, som i mellemtiden var blevet stalinisme).

Andre havde ligesom Brandler i KPD forsøgt at bekæmpe Stalins ”ultra-venstre” drejning af Komintern, f.eks. Jay Lovestone i USA, som ligeledes havde støttet Bukharin.

Der var to oppositioner til Stalin: en højreopposition omkring den nu afsatte formand for Komintern Bukharin; og en (forenet) venstreopposition omkring Sinovjev, Kamenev og Trotsky.

Det korte af det lange er, at ingen (desværre) af disse to oppositionsgrupper på længere sigt formåede at gøre Stalin rangen stridig. Stalin havde et helt statsapparat i ryggen og brugte det flittigt i sin hetz og forfølgelse af al opposition i og uden for Sovjetrusland.

Stalins ”ultra-venstre” kurs for Komintern skulle blive katastrofal for den europæiske arbejderbevægelse og arbejderklasse.

Både Brandlers højreopposition i KPDO (IVKO) og Venstreoppositionen forsøgte at fremføre parolen om enhedsfrontpolitik i arbejderbevægelsen, men blev mødt med spot og forhånelse fra stalinistisk side i Tyskland som i andre lande.

De fleste af os kender resultatet af denne komplet uansvarlige og eventyristiske politik. Som følge af stalinisternes sekteriske politik lykkedes det ikke den organiserede arbejderbevægelse at afværge de tyske nazisters knusning af Europas største og stærkeste arbejderbevægelse i årene fra 1933-1945.

Hvis Brandlers (og Venstreoppositionens) enhedsfrontpolitik havde fået lov til at sejre i den kommunistiske verdensbevægelse, ville Hitler-fascismen ikke have haft helt så gode betingelser for at udradere den tyske arbejderklasse og for at udløse 2. verdenskrig.

Det lykkedes desværre heller ikke Brandler at opbygge en slagfærdig organisation i Tyskland inden 1933. Brandler måtte som titusinder af andre kommunister og socialister flygte fra Nazi-Tyskland og endte på den caribiske ø Cuba og vendte først i 1949 tilbage til Vesttyskland.  

 

DDR-staten angreb Brandlers tilhængere.  

Frænde er frænde værst kunne man passene sige om forholdet mellem de gamle stalinister i KPD og Brandler-tilhængerne.

DDR-statens ledere Wilhelm Pieck og Walter Ulbricht, som begge havde spillet en fremtrædende rolle i KPD havde nu statsmagten i ryggen til at bekæmpe Brandler og hans eventuelle tilhængere i SED.    

Det socialistiske enhedsparti (SED) gennemførte frem til 15. marts 1952 en ”Überprüfungs”-kampagne, hvor 1.358.134 medlemmer og kandidatmedlemmer blev underkastet en ”prøve” og 38.435 blev ekskluderet, heraf 1800 forhenværende ”oppositionelle”. Af disse blev en tiendedel ekskluderet (Becker, s. 364).

Stalinisterne i enhedspartiet SED gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at komme brandlerianerne i Øst og Vest til livs. De forstyrrede deres møder og hindrede Brandler i at tale offentligt. Men det værste var den udhængning, som SED- partibladet  her fra 19. juli 1950 udsatte Brandler for: ”Soweit heute noch diese KPO-Traditionen in der Partei [SED] vorhanden sind, bilden sie ohne Zweifel ein Einfallstor für Agenten des amerikanischen Imperialismus, in dessen Dienst heute Brandler steht. Die ideologische Überwindung dieser Tradition und  … die organisatorische Beseitigung ihrer Träger sind daher eine wichtige Aufgabe der Partei” (Neues Deutschland, 19. juli 1950; Becker, s. 364-365).

 

Var Brandler stalinist?

I breve til polske Isaac Deutscher fremlagde Brandler sin syn på de østeuropæiske ”folkedemokratier”: ”Die Sowjetunion ist in den Satellitenländern nicht, um dort den Sozialismus einzuführen, sondern nur, um das eroberte Gebiet nicht in den Westmächten zufallen zu lassen. Die sogenannten ’sozialistischen Errungenschaften' sind solange nichts anderes als Angliederung an die politische und wirtschaftliche Grundlage der Sowjetunion, als die Massen dieser Gebiete sich nicht ihrer [bemægtiger disse områder]”. (Brev til Deutscher, 3. 3. 1958; Becker, s. 369).

Der var ifølge Brandler (og Thalheimer) intet alternativ til socialismen i Sovjetunionen: ”Trotz aller Barbarei der Stalinschen Periode; sie war das Durchgangsstadium zur Überwindung der Züruckständigkeit.” (Brev til Deutscher, 31. 8. 1957; Becker, s. 369).

Brandler førte allerede i 1930’erne en livlig korrespondance med cand. polit. Mogens Boserup (som senere blev professor i økonomi på Københavns Universitet) og hans kone Ester. Boserup’erne var mig bekendt hans eneste offentligt kendte tilhængere i Danmark (Jf. Sten Bille Larsen: Mod strømmen. Det kommunistiske ”højre” -og ”venstre”-opposition i 30’erne Danmark. Selskabet til forskning i Arbejderbevægelsens Historie. 1986, pp. 35-144).

Brandler synes at retfærdiggøre Stalins politik i 1930’erne: ”Die grosse Mehrheit der Werktätigen, die Bauern machten [i Rusland] die Revolution, um ihren Traum von idyllischer Bauernwirtschaft auf eigenem Land zu verwirklichen. Sie werden erst Gegner des sozialistichen Aufbaus in dem masse, wie sie die neue Wirklichkeit enttäuscht. Sie wehren sich mit der grausame Stupidität, die ihrer Tradition entspricht. Dieser barbarische Wiederstandmuss mit barbarischen Mitteln … unschädlich gemacht werden. Aber aus den Bauern und den in Industriearbeiter verwandelte Bauern muss der Teil der Mehrheit gewonnen werden, den die sozialistische Akkumulation - und Kriegsrüstung - erfördert … Jetz zwingt die amerikanische Kriegsvorbereitung zur Schaffung von Verteidigungsanlagen in diesem Gebiet - woher die Menschen und teknische Mittel nehmen? Wieder werden barbarische Mittel, Zwangsarbeit und tausend andere Aushilfe angewandt. Die Produktionsverhältnisse sind die Basis der ’Stalin-Ideologie’. Aus ihnen [die Produktionsverhältnisse] allein kann sie begriffen und demgemäss bekämpft werden”. (Brandler til Boserup, 21. 7. 1947; Becker, s. 369).

Brandler troede til forskel fra Mogens Boserup ikke på, at der efter Stalins død ville ske de store forandringer i Sovjetunionen. Bureaukratiet var for stærkt og samfundets grundstrukturer for fastgroede (Becker, s. 370).

Han støttede i modsætning til Boserup ikke opstanden i Ungarn 1956. Han betragtede Ungarn som det svageste led i kæden af Folkedemokratier. Hvis man støttede den ungarske ”reformkommunist” Imre Nagy’s program om frie valg, neutralitet, russisk tilbagetrækning og udtræden af Warzawa-pagten ville det være at hjælpe den amerikanske imperialisme og dermed et forræderi mod socialismen.

Det drejer sig ikke om en national befrielseskamp, men om tilhørsforhold til den socialistiske blok”. Brandler til Boserup, 29. 11. 1956; Becker, note163, kap. 10, s. 482).     

Det tjener til Brandlers ære, at han gennem det meste af sit politiske liv forsøgte at holde fast ved sin proletariske baggrund.

Han opgav tilsyneladende aldrig helt sit nære tilhørsforhold til Rosa Luxemburg og hendes tanker om at partiet aldrig bør erstatte masserne.

Partiet kan og skal ikke ”substituere” masserne, men lede dem. Brandler gik op mod sin tids udprægede ”venstreradikalisme” i KPD og i Komintern, men tabte kampen i 1921 og i 1923.

Men Brandler undlod ikke at mene, at det tyske partis interesser gik forud for det russiske og kom således i modstrid med Komintern efterhånden som Komintern ”staliniseredes”.

Hans nok største fortjeneste var at tage udgangspunkt i arbejderklasens ”Tagesnöten” og derudfra fremsætte overgangs -eller delkrav, som skulle føre kampen videre og bringe den op på et højere niveau.

Her findes visse lighedspunkter med Trotsky og hans overgangskrav, som peger videre mod socialisme.    

Brandler var på mange måder en proletar af den gamle skole. Dyder som retskaffenhed, pålidelighed, trofasthed og loyalitet var derimod ikke i høj kurs hos mange af funktionærerne i Komintern og han ragede højt op over disse i moralsk henseende.

 

Brandlers blinde øje.

Mens Brandler hurtigt kom i modsætning til Stalins politik i Komintern var Brandler i lang tid blind for Stalins mangelfulde og skæbnesvangre indenrigspolitik.

Brandler tog således ikke afstand fra Stalins tvangskollektiviseringer af landbruget og først da han under den spanske borgerkrig 1936-1939 så, hvorledes Stalin (endnu en gang) forrådte verdensrevolutionen og gav sin støtte til såkaldt ”progressive” borgerlige i den spanske folkefrontsregering og modarbejdede venstrefløjssocialdemokrater, anarkister og syndikalister i regeringen gik det op for Brandler, at Stalin førte en kontrarevolutionær folkefrontspolitik politik (Becker, s. 329-330).

Selvom stalinismen ramte Brandler hårdt, tog han aldrig afstand fra Sovjetunionen som et socialistisk samfund og retfærdiggjorde nødvendigheden af at udvikle det til et højtudviklet industrisamfund. Brandler mente, at kun det sovjetiske landbrug var i stand at generere et økonomisk overskud til resten af samfundet, som så ville komme industriarbejderen til gode. Derfor var det nødvendigt med en ”socialistisk akkumulation”.

Efter 2. verdenskrig holdt Brandler fast på ide’en om to blokke: den kapitalistiske  og Sovjetunionen, som han til enhver tid ville forsvare mod den vestlige imperialisme.

Hans analyse at østblok-landene, Folkedemokratierne lå forbløffende tæt på den analyse, som den amerikanske trotskist Tim Wohlfort (og andre) lavede i 1970’erne og kaldte ”strukturel assimilation”.   

Jens Becker har på nydelig vis biograferet en betydningsfuld personlighed i den kommunistiske bevægelse.  

      

Otto Kuusinen. Fra finsk socialdemokrat til stalinistisk topbureaukrat.

Stalin kigger den finske kommunist Otto Kuusinen over skulderen.

Del 1.

”I for my part am on a fairly revisionist footing now… but it does no harm if outward appearance is more radical than reality. We have always been like this in this party… we have made such a dogma of class war… if there had been someone who had dared to speak against it, it would have been condemned by the party. But of course we have ventured in practice to act against it.” (Upton: The Finnish revolution 1917-1918, s 54).

Kuusinen i tale på partiets kongres 18-20. juni 1917.

 

Borgerkrigen to hovedfigurer.

Den finske borgerkrigs to hovedfigurer er på rød side - Otto Kuusinen. På hvid side hedder han Gustav Mannerheim

Begge er centrale skikkelser i den finske borgerkrigs historie fra 1917-1918. De er hver på deres måde med til at præge krigens to parter – de røde og de hvide.

Otto Kuusinen - på rød side - som fremtrædende socialdemokrat og som en slags ”chefideolog” for de finske socialdemokrater. 

Gustav Mannerheim - på hvid side - som først og fremmest hærfører og general.

Kuusinen forstår sig på politik. Mannerheim kun på at føre krig.

Kuusinen optræder som den klassiske socialdemokratiske politiker, som i virkeligheden helst vil føre en klassesamarbejdspolitik, men som af begivenhederne i Finland i 1917-1918 tvinges til at gebærde sig som om han var en vaskeægte revolutionær marxist eller bolsjevik, hvad han ikke på nogen måde var.

Kuusinen forråder den klasse som han hævder at repræsentere ved ikke konsekvent at stille sig i spidsen for en revolutionær socialistisk omvæltning i Finland i efteråret 1917 og foråret 1918.  

Mannerheim derimod optræder hele vejen igennem - både før og under borgerkrigen i Finland 1917-1918 - som en klassebevidst repræsentant for det finske (svensksindede) borgerskab og aristokrati, som han var født ind i.

Førstnævnte Kuusinen bliver taberen. Sidstnævnte Mannerheim vinderen.

Den finske borgerkrig består af et væld af hændelser og begivenheder, som kan forekomme komplicerede og uoverskuelige for den uindviede.

 

Otto Kuusinen (1881-1964).

Personen Otto Kuusinen er interessant fordi han spiller en fremtrædende rolle i den finske borgerkrig som talsmand for de finske socialdemokrater.

Han er ofte den som formulerer partiets holdninger på tværs af fløjene i partiet. Han indtager ikke nogen klar revolutionær marxistisk holdning i det finske socialdemokrati. Ej heller er han 100 procent reformist og tilhænger af klassesamarbejde med borgerskabet. Han placerer sig et sted midt i mellem. Tættere på den klasseforræderiske og reformistiske højrefløj end på den kautskyanske og revisionistiske midterfløj. Han ligger således på linje med højrefløjen i de europæiske socialdemokratier. Grunden til at han tilsyneladende ideologisk set stiller sig en smule til venstre for Socialdemokratiets klassiske højrefløj skyldes udelukkende den situation og de objektive omstændigheder han befinder i under den finske borgerkrig 1917-1918.

De klassemæssige modsætningsforhold i Finland på daværende tidspunkt tvinger ham til at indtage et pseudo-revolutionært standpunkt for bedre at tækkes de radikale lag af arbejderklassen, som presser det finske Socialdemokrati til at agere mere revolutionært end det ellers ville have gjort under ”normale” og fredelige omstændigheder.   

Endnu en grund til at interessere sig for Otto Kuusinen er den rolle som han kommer til at spille i 3. Internationale og i den fremtrædende position som han får i Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) efter den mislykkede finske revolution i 1917-1918.

Efter min opfattelse er der en klar linje i og en kontinuitet i det ideologiske standpunkt han indtager i den finske borgerkrig i 1917-1918 og i den politik som Komintern kommer til at føre under Stalin fra 1924 og frem til Kominterns nedlæggelse i 1943.   

Men det må indtil videre forblive en påstand. Først nogle faktuelle kendsgerninger om hans liv og levned.

Kuusinen skrev - ifølge den engelske biografi-skriver John Hodgson - allerede tidligt i sin ungdom patriotiske (fædrelandskærlige) digte. I 1899 skrev han således som reaktion på den russiske zars angreb på Finlands autonomi et stærkt patriotisk digt i martsnummeret af skolebladet Oras:

Landets skæbne er dyrebar for alle

Hvert øje fugtes af tårer,

Hver mand er nu en soldat

Træder i kronens klæder,

Og nabo trykker nabos hænder

De som før levede i kamp med hinanden [fejde].”

Et år senere 19 år gammel, år 1900, vendte han tilbage til samme tema:

Hver mand er nu en del af folket,

Hvert jordstykke er Finland og fosterland

Partier og tvister findes ej mer’

Og nabo trykker nabo hånd

De som bestandigt [ständigt] mødes på tinge.”     

(Hodgson: Den röde eminensen, s. 10)

I efteråret 1900 begyndte han at studere filosofi, æstetik og kunsthistorie på Helsingfors Universitet. Han meldte sig ind i et studenterforbund, som var knyttet til det konservative gammelfinske parti. (s. 11)

Efter at have været aktiv i den konservative studenterorganisation meldte han efter arbejdernes generalstrejke og dannelse af den første Røde Garde i Finland i 1905 sig ind i det finske Socialdemokrati (s. 16).  

Han bliver redaktionssekretær på et socialistisk tidsskrift Socialistinen Aikakauslehti sammen med Gylling (redaktør) og Sirola (partisekretær).

Som repræsentant for tidsskriftet på partiets kongres i 1906 ”vinder han anerkendelse som teoretiker og central skikkelse indenfor partiet” (s. 17).

Han optrådte som modstander af ”ministersocialisme”, dvs. socialdemokraters indtræden i en borgerlig regering.

Kuusinen mente ikke, at man kunne forvente sig betydelige sociale reformer gennem parlamentariske foranstaltninger, selv om han dog mente, at den ny parlamentariske ordning fra 1906 var et skridt på vej mod et institutionelt demokrati.

Den havde erstattet en Stænderforsamling med et etkammersystem, givet stemmeret til alle mænd og kvinder over 24 år og indført princippet om lige stemmeret ved hemmelige og proportionelle valg til den lovgivende forsamling. (s. 17)

Der var imidlertid en altoverskyggende hæmsko for en demokratisk udvikling i storhertugdømmet Finland. Zaren i Rusland kunne stadig nedlægge veto mod enhver beslutning i det finske parlament. 

Kuusinen mente, at det finske parlaments magt skulle udvides og at det var nødvendigt med en revolution, dvs. en borgerlig-demokratisk omvæltning af Zardømmet i Rusland.   

Kuusinen mente, at en sådan omvæltning kunne finde sted inden for de næste 10 år. Finlands valg stod ifølge Kuusinen mellem en borgerlig–demokratisk revolution i Finland eller fortsat russisk undertrykkelse.

Kuusinen mente ikke, at en borgerlig-demokratisk i Finland kunne gennemføres udelukkende med lovlige midler. Man måtte være forberedt på alle eventualiteter.

Kuusinen var overbevist om, at en storstrejke uden brug af våbenmagt, en form for ikke-voldelig revolution ville være nok til at gøre det af med borgerskabet i Finland, mens han ikke fandt det utænkeligt, at det blive ville blive nødvendigt at bruge vold i kampen mod Zardømmet. (s. 17)   

Under de russiske troppers oprør på flådebasen i Sveaborg i Helsinki 1906 havde den finske Røde Garde støttet de russiske matroser. Partiets flertal vedtog en resolution om at opløse den røde garde.

Kuusinen og andre radikale var modstander af denne beslutning og indledte et samarbejde ”under jorden” med repræsentanter for de russiske socialdemokrater (bolsjevikker)

Det var lykkedes de radikale kræfter i det finske Socialdemokrati at erhverve sig en hånddrevet trykkepresse, hvor Kuusinen bidrog med artikler om den kommende samfundsomvæltning i Finland og i Rusland. Kuusinen mente, at det russiske autokratis dage var talte og at en borgerlig regering i  Finland ikke ville kunne indfri arbejdernes krav. (s. 18)

I december 1906 beslaglagde det finske politi dog pressen og løbesedlerne ophørte med at udkomme.

På partikongressen i 1906 valgtes Kuusinen som suppleant til partistyrelsen.

En svindelaffære i 1909, hvor partisekretæren var blevet grebet i svindel med nogle af partiets midler, havde bragt partiet ud i en krise. Partiforeningen i Helsingfors beskyldte partiledelsen for at være kollektivt ansvarlig for svindelaffæren. I de følgende år afviste Kuusinen derfor at efterkomme sit valg som suppleant.

Først i september 1911 blev han valgt og udpeget som én at to partiordførere og i årene 1911-1913 var han særdeles aktiv i partiets øverste ledelse (s. 21).

Han repræsenterede det finske socialdemokrati på 2. Internationales kongres i Basel 1912 og var rektor for et nyoprettet partiinstitut, som skulle uddanne partiets medlemmer.

På kongressen i november insisterede Kuusinen på, at han ikke ville vælges til partiledelsen men hellige sig posten som redaktør af partiets blad, Työmies.

Han sad derefter ikke i ledelsen førend i sommeren 1917. (s. 22)

 

Opgør med socialdemokratisk revisionisme?

I det finske Socialdemokrati udspillede der sig et internt partiopgør mellem mindst to fløje – en klassisk reformistisk og en ”revisionistisk” fløj omkring Kuusinen.

I februar 1917 foreslog Kuusinen, at Socialdemokratiet som det mindste af to onder opstillede sin egen kandidat til posten som formand for det finske parlament i stedet for blot at afholde sig fra at stemme for en borgerlig kandidat (Svinhufvud).

Da de borgerlige havde flertal i parlamentet og Finland stadig ikke havde fået sin selvstændighed af zarens Rusland, fik det ikke nogen større magtpolitisk betydning for partiet.

Flertallet i den socialdemokratiske parlamentsgruppe betragtede ikke en post som parlamentsformand som et mål i sig selv, men så det snarere som et skridt i den rigtige parlamentariske retning i kampen for at erobre magten via stemmeboksene.  

I protest mod partiets øgede parlamentariske orientering udtrådte Kuusinen, Manner og Valpas af redaktionen af partiavisen Työmies.

Kuusinen stod nu uden indtægter og var personligt forgældet. I 1908 havde han fået sit første barn, Riika. I 1910 sit andet barn, Esa og 4 år senere fik parret endnu en datter Hertta (s. 23).

Han besluttede herefter at satse på en karriere som varigt medlem af det finske parlament. (s. 24).

Det store og afgørende spørgsmål for det finske Socialdemokrati var forholdet til Zar-Rusland. Finland havde status som et storfyrstendømme under Zarens Rusland. Finland var underlagt zarens selvherskerdømme suppleret med zarens ministerråd og den russiske parlamentariske forsamling, Dumaen.

I februar 1909 opløste zaren det finske parlament, landdagen som straf for, at den havde protesteret mod en ophævelse af en delvis og meget indskrænket selvbestemmelsesret, som lå i at zarens repræsentant, generalguvernøren i Finland og den finske repræsentant i Sct. Petersborg, ministerådssekretæren i visse spørgsmål, som specifikt angik Finland, havde en indsigelsesret.

Dette mente alle partier i den finske landdag var uretfærdigt og ønskede at bekæmpe det.

Efter valget i 1909 underskrev zaren et diktat, som fritog finner for at gøre militær tjeneste i den russiske hær mod at den finske stat bidrog med et årligt stigende beløb (i 1909 10.000 mio. finske mark) til finansiering af de militære udgifter via skatterne. (s. 24).

Et samlet finsk parlament nægtede at efterkomme og adlyde zarens lovdekret. Herefter valgte den russiske zar at opløse den finske landdag.  

Uvist af hvilken grund stillede Kuusinen ikke op til parlamentsvalget i februar 1910. Kan det tænkes at han have opgivet håbet om en parlamentarisk løsning på spørgsmålet om Finlands uafhængighed?

30. juni 1910 godkendte Dumaen et lovforslag fremsat af ministerpræsident Stolypin, hvor endnu flere forvaltningsområder blev overført til russisk suverænitet.

Der var nu lange udsigter til en konstitutionel løsning på spørgsmålet om Finlands selvstændighed.

Mange finske socialdemokrater mente nu, at det nyttede lidet at forsøge at bekæmpe den øgede russificering af Finland gennem parlamentet. Men ikke Kuusinen, som altid forholdt sig pragmatisk til problemerne og til partiets fremgangsmåde. Kuusinen indrømmede, at Zar-Rusland førte en systematisk kamp for at ”krossa Finland som nation, men han var imot radikala åtgärder, bl.a. generalstreik, och imot antiparlamentarism”. Hodgson udtrykker hans synspunkt på følgende måde:

Kuusinen hävdade, att den socialistiska ”aktivismen” byggde på det oriktiga antagandet att en revolution som skulle införa demokrati eller västeuropeisk parlamentariskt styrelsessät var närt förestående i Ryssland. En sådan revolution kunne man inte, ansåg han, räkna med inom fem, sex, tio, ja inte end inom femton år. Finlands socialdemokrater burde derfor fortsätta den parlamentariska kampen mot den ryska reaktionen och ta avstand från våldets forespråkare.”

Hodgson tilføjer, at denne holdning også afspejlede sig i, at Kuusinen i januar 1911 på ny besluttede sig til at stille op til landdagsvalget.

Zarens hemmelige politi, Okhrana, anså ham da heller ikke for en af de første - som i tilfælde af krig - burde arresteres (25).

I årene 1911-1913 deltog han således flittigt i parlamentets og i underudvalgenes debatter.

Ved valget i august 1913 valgte han på ny at indtræde i redaktionen af partibladet Työmies.  

Allerede i 1908 havde Kuusinen arbejdet i bladets udenrigsafdeling. (26)

I 1906 havde det aktieselskab (T.S.O.Y.) som nu omfattede både avisen og et forlag nedsat en litteraturkomité, som skulle oversætte udenlandsk socialistisk litteratur til finsk. I denne komite sad både Kuusinen og Valpas.

Blandt de oversatte værker figurerede ingen af Lenins værker, som Kuusinen først stiftede bekendtskab med langt senere i april 1918, hvor han læste Lenins ”Staten og revolutionen”, skrevet i 1917. (s. 26)

I 1910 blev Kuusinen indvalgt som suppleant i aktieselskabets bestyrelse og sammen med sit udenrigspolitiske område i redaktionen af bladet han kom nu til at beskæftige sig med forholdet mellem Finland og Rusland.

Som alle finner havde Kuusinen i sin skolegang stiftet bekendtskab med russisk og hans interesse for russisk sprog tiltog nu.

I maj 1914 fik Kuusinen tildelt et stipendium af den socialdemokratisk prægede journalisternes fagforening og tog på en rejse til Moskva.

I årene 1914-1916 skrev Kuusinen for partibladet. Familien Kuusinen var nu forøget med to børn, Heikki og Taneli, som gjorde det vanskeligt for familien at leve for hans beskedne løn som journalist. Han blev tvunget til at tage både kort -og langfristede lån. I januar 1916 måtte han således anmode sin bank om udskydelse af tilbagebetalingen.

Det er derfor overraskende at han i august 1916 sagde sit job på avisen op og afstod fra sin hovedindtægtskilde.

 

Kuusinen som socialdemokrat.

De finske socialdemokrater og forholdet til Rusland.

I august 1915 rejste en delegation af russiske socialdemokrater (Gylling, Wiik og Kuusinen) til Skt. Petersborg for at mødes med de sine partikammerater, de russiske mensjevikker. (Hodgson, s. 28).

De finske socialdemokrater fremlagde her deres syn på det forhold som burde herske mellem Finland og Zar-Rusland. Zar-Rusland skulle tildele Finland fuld selvstændighed. De russiske mensjevikker fik at vide, at den finske befolkning ikke ønskede at støtte Rusland i en krig mod Tyskland. Svaret fra de russiske mensjevikker var venligt, men lunkent.

Efter deres hjemkomst udarbejdede de 3 socialdemokrater en pjece om forholdet mellem Finland og Rusland. Alle 3 var enige om, at en tysk sejr og Zarrigets fald ikke ville ændre Finlands stilling synderligt. (28)

Løsningen var, at Finland fik fuldstændig national uafhængighed. Med Zarrigets fald i februar 1917 mistede pjecen sin aktualitet. Ikke desto mindre kom den til at danne grundlag for partiets syn på forholdet mellem Finland og Rusland - uanset hvem der måtte besidde magten i Rusland. 

 

Februarrevolution i Rusland 1917.  

16. marts 1917 indbød kommandanten for den russiske Østersøflåde en række repræsentanter for de politiske partier i Finland til et møde på krigsfartøjet Kretjet, som lå i Helsingfors, hvor de blev underrettet om, at det, som senere blev kendt som Februarrevolutionen var brudt ud.  (s. 28-29)

Kommandanten tilkendegav, at Finlands borttagne rettigheder skulle genetableres og at det finske parlament, som ikke havde været samlet siden 1914 (til trods for at der havde været afholdt valg i 1916).

18. marts 1917 fandt endnu et møde sted mellem repræsentanter for Finland (både borgerlige og socialdemokrater) og Rusland.

De russiske repræsentanter talte for en genoprettelse af den selvstændige finske hær, som var blevet nedlagt af zaren i 1901. Nu ville de høre, hvordan finnerne forholdt sig til Ruslands krig mod Tyskland.

Højre-socialdemokraten Gylling stillede nu modspørgsmålet: Ville de 100.000 russiske tropper, som befandt sig i Finland, blive trukket tilbage, hvis Finland fik lov til at oprette sin egen hær? Russerne svarede kun undvigende. Det var et forsvarspolitisk spørgsmål, som skulle drøftes nærmere med generalstaben. (s. 29)

Samme aften rejste en delegation af borgerlige og socialdemokratiske finske politikere til Skt. Petersborg for at drøfte Finlands fremtid under den nydannede Provisoriske Regering.

Kuusinen fremlagde sit partis forslag om genoprettelse af Finlands rettigheder ledsaget af sociale reformer.

Den provisoriske Regering i Rusland var ikke interesseret i sociale reformer og afviste disse og lyttede mere til de borgerlige politikeres ønske om en afvikling af russisk overhøjhed. Russerne var mest interesseret i at få en forsikring om, at en kommende finsk regering ville støtte Ruslands fortsatte krig mod Tyskland. (s. 29)

 

Hvilken slags finsk regering?

Den Provisoriske regering havde ikke modsat sig dannelsen af en ny finsk regering. Derfor dukkede dette spørgsmål til det finske Socialdemokrati op.

Af åbenlyse grunde var Kuusinen var imod dannelse af en ren borgerlig regering, ikke mindst fordi Socialdemokratiet ved valget i 1916 havde vundet flertal i Parlamentet (102 mandater ud 200).

Kuusinen havde ikke tiltro til, at en borgerlig regering ville gennemføre sociale reformer.

Ligeledes var han imod en ren socialdemokratisk regering. En sådan, mente han, ville støde på uoverstigelige vanskeligheder. (s. 30)

Han foretrak en koalitionsregering bestående af det socialliberale Agrarparti og Socialdemokratiet og i hvilken der skulle indgå en række ikke-partibundne borgerlige ministre (sic!).

 

Mensjevikken Kuusinen.

Her røbede Kuusinen sit mensjevikiske standpunkt. På et tidspunkt hvor borgerlig legalitet gav ham og partiet mulighed for at danne en socialdemokratisk flertalsregering veg han tilbage med det argument, at en ren socialdemokratisk ikke ville finde tilstrækkelig støtte i befolkningen.

På samme måde som russiske mensjevikker i årene op til Februarrevolutionen 1917 havde argumenteret med, at det russiske samfund ikke var tilstrækkeligt økonomisk og samfundsmæssigt udviklet til at være modent til en socialistisk omvæltning, brugte han nu de samme argumenter, dog uden at specificere disse.

Agrarpartiet meddelte, at det var villigt til at indtræde i en koalitionsregering med Socialdemokratiet og alt syntes klar til dannelse af en koalitionsregering.  

Men opdraget gik jo ud på at styrke regeringens parlamentariske grundlag og finde nogle uafhængige borgerlige politikere som kunne give regeringen et legalistisk udseende (og hindre de borgerlige i at beskylde Socialdemokratiet for at have begået et ”kup”).

Partiets ledere var fuldstændigt indhyllet i en snæversynet parlamentarisk tankegang og insisterede på, at en koalitionsregering skulle have tilføjet nogle partiuafhængige  borgerlige ministre.

Socialdemokratiet havde udpeget højre-socialdemokraten og fagforeningsformanden Oskari Tokoi til at undersøge, om der var nogle af den type, som var villige.

Tanken var dødfødt og ingen potentielle borgerlige ministeremner meldte sig. Alternativet var nu ifølge Kuusinen enten en koalitionsregering, hvori kun sad et mindretal af socialdemokratiske ministre og som risikerede at splitte partiet (fordi ikke alle var for) eller en ren borgerlig regering. Og i konsekvens heraf valgte han at støtte - en rent borgerlig regering!

Hokus pokus, fili hankat! Sådan overlader man magten til klassefjenden.

Partledelsen var nu i syv sind. Afstemningen i partiets forretningsudvalg (partistyrelsen) viste et flertal på 10 mod 9 for en koalitionsregering med de borgerlige.

Det snævre flertal fik højresocialdemokraten Gylling til at genfremsætte sit forslag om en koalitionsregering med Agrarpartiet suppleret af uafhængige borgerlige politikere. I første omgang besluttede man at støtte dannelsen af en borgerlig regering. Senere blev denne beslutning trukket tilbage efter samtaler med førende borgerlige politiske, som anså eksperimentet som håbløst.

26. marts 1917 godkendte partiets forretningsudvalg alligevel en koalitionsregering med Agrarpartiet med fagforeningsformand Tokoi i spidsen. (s. 30)

 

Finske og russiske socialdemokrater (mensjevikker) uenige.

I slutningen af samme uge aflagde den Provisoriske Regerings justitsminister, socialdemokraten (og mensjevikken) Alexander Kerensky Helsingfors et besøg for at forhøre sig om finsk støtte til Ruslands forsatte krig mod Tyskland.

De finske socialdemokrater (Gylling, Wiik og Kuusinen) benyttede lejligheden til at fremlægge deres synspunkter på forholdet mellem Finland og Rusland overfor deres russiske partikammerat, som nu har pådraget sig det tunge ministeransvar.  

De finske socialdemokrater var interesseret i at overføre så mange af de hidtil russiske beføjelser som muligt fra Zardømmet til Finland. Kun udenrigsanliggender og forsvarspolitik skulle fortsat bestemmes af den ny Provisoriske Regering.   

De finske socialdemokrater fandt det bedst, hvis Finlands selvstændighed sikredes af internationale garantier, dvs. med indblanding af fremmede magter (formodentlig England og Frankrig og USA).

9. april underrettedes Gylling og Wiik af den russiske generalguvernørs adjudant om, at den Provisoriske Regering havde forkastet de socialdemokratiske forslag.

Men de finske socialdemokrater gav ikke så let op. Til trods for den officielle finske regerings bestræbelser på at udvirke en løsning havde den ikke held med at løsne op for den Provisoriske Regerings tilsyneladende urokkelige standpunkt.

De finske socialdemokraters ønske om øget selvstændighed stillede sig i vejen for den provisoriske regerings ønske om finsk støtte til krigen mod Tyskland.  

Nu hvor man tilsyneladende var havnet i en blindgyde kunne de finske socialdemokrater - via andre kanaler - benytte en sidste udvej. De kunne henvende sig direkte til partikammeraterne i Skt. Petersborg. En 4-mands delegation (bl.a. Wiik og Gylling) blev i juni 1917 sendt af sted for at overvære den Al-russiske Sovjetkongres. Her vedtog et flertal af mensjevikker, socialrevolutionære og bolsjevikker en resolution, som krævede fuldstændig finsk indre selvstændighed (s. 31).

Nu troede det finske Socialdemokratis parlamentsgruppe, at problemet om hvem der skulle bestemme over Finland var løst. De tog fejl.

 

Forsat uklarhed om Finlands selvstændighed.

18. juli 1917 godkendte et flertal (bestående af Socialdemokratiet og Agrarpartiet) et lovforslag udarbejdet af Kuusinen (bistået af andre medlemmer af Parlamentets grundlovsudvalg) om at al magt, som tidligere blev udøvet af zaren, blev overført til den finske rigsdag - undtagen udenrigsanliggender og forsvar.

Kuusinen mente, at det var op til Rusland at afgøre spørgsmål om krig, fred og nationale konflikter. Når det gjaldt forsvarsanliggender var spørgsmålet mere indviklet. De russiske troppers tilstedeværelse på finsk jord var ifølge Kuusinen et russisk anliggende, men opstillingen af en finsk hær burde være et rent finsk anliggende til trods for, at den Provisoriske Regerings forsvarsministerium stadig var de militære styrkers overhoved.  (s. 31).

Sidstnævnte forhold skulle der ifølge Kuusinen lovgives nærmere om.

Da problemet for den Provisoriske regering tilsyneladende var uløseligt, valgte den at opløse den finske rigsdag, hvor Socialdemokratiet havde flertal. (s. 32)

Dette var en streg i regningen for de finske højresocialdemokrater og deres fejlslagne parlamentariske strategi og skulle vise sig at få skæbnesvangre konsekvenser både for partiet og den klasse, som det hævdede at repræsentere.

Op til parlamentsvalget i oktober 1917 skiftede stemningen i Finland. Socialdemokratiets parlamentariske strategi var kommet til kort. Store dele af arbejderklassen begyndte at miste tilliden til partiets parlamentariske linje, radikaliseredes og var nu mere åben overfor alternative strategier end den tilsyneladende umulige og slagne parlamentariske vej til socialismen.  

Samtidigt forringedes befolkningens levevilkår, da 1. verdenskrigs indskrænkede handel begyndte at kunne mærkes på vareudbuddet. Der manglede i stigende grad fødevarer, som det blev vanskeligere at fremskaffe.

Hertil kom en stagnerende økonomi, stigende arbejdsløshed og inflation med en deraf følgende udhuling af lønningerne.

Fronterne mellem det bestående samfunds støtter, de borgerlige - og de folkelige lag af befolkningen som kunne være interesseret i en fundamental samfundsomvæltning blev trukket kraftigere op.

Borgerlige forsvarsværn og beskyttelseskorps begyndte at skyde op. I de radikale dele af arbejderklassen gravede man erfaringerne fra revolten i 1906 og ideen om at bevæbne sig frem.

 

Reform eller revolution?

Hodgson beskriver stemningen blandt arbejderne som revolutionær. (s. 32)

Kuusinen derimod ”frygtede, at masserne skulle handle på egne vegne uden hensyn til partiets vilje og han understøttede dannelsen af et ordensværn, senere kaldet Rød Garde, som en sikkerhedsforanstaltning. I slutningen af oktober var Kuusinen overbevist om, at revolutionen i Rusland stod for døren og han var bekymret for eventuelle tilbagevirkninger i Finland.” [min understregning] (s. 32)

Den Røde Garde blev således ikke fra den socialdemokratiske ledelses hold dannet som et værn mod borgerskabets politiske og militære oprustning, men skulle snarere ses som en sikkerhedsforanstaltning rettet mod de radikaliserede arbejdere for at ”beskytte” de højresocialdemokratiske partiledere mod den militante arbejderklasse.

Det var nærmest for at komme en forudsigelig utilfredshed hos arbejdermasserne i forkøbet og hindre, at der opstod en massiv utilfredshed med partiets parlamentariske kurs.

Dette var en af årsagerne til, at den Røde Garde aldrig rigtigt kom til at spille rollen som et slagkraftigt instrument i arbejderklassens hænder. Partiledelsen ønskede det simpelthen ikke og var bange for at skræmme borgerskabet og udløse en voldelig reaktion fra borgerskabets side. 

Ikke desto mindre lod den socialdemokratiske partiledelse og fagbevægelsens top i forening oprette et selvforsvarsværn, en Rød Garde og som - hvis lejlighed skulle byde sig - kunne sættes ind i fald, der skulle opstå en revolutionær situation. Men det var ikke noget hverken partiledelsen eller fagbevægelsens top ønskede sig.  

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland 7. november 1917 frygtede Kuusinen, at ”forholdet til de russiske bolsjevikker i Helsingfors ville blive anspændt, ja føre til væbnede sammenstød, hvis russisk militær afvæbnede ”slagterne”, de hvide borgerværn, uden at arbejderne i Finland samtidig overtog magten.” (s. 33)

Nu hvor den Provisoriske Regering havde opløst den finske koalitionsregering og partiets parlamentariske strategi havde spillet fallit, var det politiske initiativ overladt til de borgerlige. De borgerlige partier var splittede. Det borgerlige midterparti Agrarpartiet forsøgte at indtage rollen som mægler mellem de to parlamentariske fløje: Socialdemokratiet og de andre borgerlige partier.

De konservative ”Gamle Finner” og de liberale ”Ny Finner” ville udvide det finske Senats beføjelser, således som det var foreskrevet i ”Magtloven” på bekostning af den Provisoriske Regerings beføjelser. Derfor foreslog de dannelse af et Rigsforstandernævn bestående af 3 personer, som skulle forvalte nogle af de bemyndigelsesområder, som Zardømmet hidtil havde haft. (s. 33)

De ærke-borgerlige partier ønskede først og fremmest at begrænse Socialdemokratiets indflydelse i det finske Senat.  

Det socialliberale Agrarparti ville gerne støtte Socialdemokratiets Magtlov med ekstra udvidede beføjelser til det finske Senat.

Socialdemokraterne havde i mellemtiden i oktober 1917 udarbejdet en udvidet udgave af Magtloven (”Me vaadime, Vi kræver”), som indbefattede de ønskede reformer af arbejdsdagens længde, offentlig forsørgelse af arbejdsløse og fattige, udvidet stemmeret ved kommunevalg m.m. (s. 33)

Den afsatte parlamentsformand og fagforeningsformand Tokoi og den ene af partiets to formænd Gylling henviste til ”Vi kræver”-programmet som det eneste middel, der kunne hindre en socialistisk revolution.

Et flertal i parlamentet kunne imidlertid ikke blive enige om, hvem der skulle sidde i Rigsforstandernævnet og uenigheden blev henvist til drøftelse i et parlamentarisk underudvalg. Forhandlingerne løb ud i sandet. 

 

Magtovertagelse nu?

Ud over den politiske gren af den socialdemokratiske bevægelse spillede også fagbevægelsen en rolle for arbejderklassens organisering og kampstyrke. 

Fagbevægelsen krævede af det finske Parlament, at det med tilbagevirkende kraft stod fast på de sociale og kommunale love, som det foregående, nu opløste parlament med socialdemokratisk flertal (Manner-parlamentet) havde vedtaget. Da det borgerlige flertal i Parlamentet ikke ville bøje sig for dette krav, så fagbevægelsen sig nødsaget til at fremsætte krav om indførelse af en 8-timers arbejdsdag, kommunale reformer om udvidet stemmeret (og forholdstalsvalg) og truede med generalstrejke. (s. 34)

Mens generalstrejken effektueredes sad Parlamentet og ventede på, at dets parlamentariske underudvalg skulle færdiggøre lovforslaget om Finlands selvstændighed. I mellemtiden, foreslog de borgerlige partier, kunne man godt overføre zarens historiske rettigheder til det finske Senat.

Mens de andre borgerlige partier trådte vande, tilbød det socialliberale Agrarparti nu at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

 Anført af Kuusinen afviste partiet på nuværende tidspunkt at danne regering med Agrarpartiet, men støttede at zarens gamle magtbeføjelser overgik til den finske Rigsdag. To områder var stadig uafklaret, forsvars -og udenrigspolitik.

3 uger senere vedtog et flertal en ensidig uafhængighedserklæring, som ikke omtalte de to uafklarede områder. Den Provisoriske Regering i Rusland var ikke taget med på råd. 

Ingen i Parlamentet var øjensynligt tilhænger af en fortsat generalstrejke og derfor holdt Parlamentet en natlig seance, som skulle gennemføre de ønskede sociale og kommunale love, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet ønskede.

Men Parlamentet havde forpasset tiden og lovforslagene kom for sent til at kunne dæmme op for en generalstrejke.

Partiets og fagbevægelsens fællesudvalg (det centrale råd) mødtes for at diskutere, om vedtagelsen af de sociale reformer var tilstrækkeligt til at afblæse strejken. Højresocialdemokraten Gylling, som havde stået for kontakten til Agrarpartiet var for dannelse af en koalitionsregering (og afblæsning af strejken).

Sirola indtog et midterstandpunkt og foreslog at man besatte lensstyrelsen i Nyland, hvor Helsingfors lå og styrelsen for de statsejede jernbaner. Endvidere skulle det borgerlige Senat opløses.

Disse forslag blev stillet op imod fagbevægelsens forslag om en magtovertagelse. Under afstemningen vægrede Kuusinen at stemme. Han afviste en koalitionsregering med Agrarpartiet, men håbede trods alt på ”at man skulle kunne hålla sig inom laglighetens gränser.” (s. 35). Fortalerne for en umiddelbart forestående magtomvæltning sejrede med 14 mod 11 stemmer. Næstformanden i den finske fagbevægelse, Lumivuokko mente ikke på baggrund af det snævre stemmeflertal at kunne tage ansvaret for en så afgørende beslutning. Yderligere diskussioner måtte til. (s. 35)

Der dannedes nu to fløje i partiets og fagbevægelsens fælles organ, centralrådet. Den ene syntes at være tilhænger af en ren socialistisk regering på enten et parlamentarisk eller et ikke-parlamentarisk grundlag (uklart).

Den anden - nogle vil sige mere realistiske, andre håbløst pragmatiske og reformistiske - fløj i partiet hævdede, at de borgerlige ved fortsat generalstrejke kunne tvinges - ja til hvad - flere indrømmelser?

Ved en prøveafstemning var der stemmelighed (8 for og 8 imod). Kuusinen indtog endnu en gang det moderate standpunkt og opfordrede fortalerne for en socialistisk regeringsdannelse, som nødvendigvis måtte finde sted på et ikke-parlamentarisk grundlag og dermed ulovligt i legalistisk forstand - til at trække forslaget tilbage. (s. 35)

Kuusinen udtalte i den anledning følgende:

Dictatorship will end badly and our organizations will be wholly  at risk … if we have a bourgeois government it will be week …  carry on with other methods… the workers power is intact. Now we can present certain demands. The Red Guard can be retained… but the prisoners released and the bourgeois should grant an amnesty. A socialist government would be dependent on the Red Guard and that would make things very difficult.” (Upton: The Finnish Revolution 1917-1918. s. 160)   

Med dette uklare resultat mente fagbevægelsens top ikke at kunne forsvare at kaste sine medlemmer ud i en fortsat generalstrejke. De fralagde sig ethvert ansvar, idet de henviste til, at de ikke kunne eller ville påtage sig ansvaret for et spørgsmål som jo i bund og grund var politisk (sic!).

Dagen efter 18. november afblæste det revolutionære Centralråd (Workers Revolutionary Central Council), bestående af 2 medlemmer af partiets forretningsudvalg og 9 valgte repræsentanter fra parlamentsgruppen at afblæse strejken, som havde varet i 5 dage og som havde omfattet hundredtusinder og pålagde samtidigt den socialdemokratiske parlamentsgruppe at danne en ”rød” regering.

Her blev ikke bare generalstrejken afblæst, men her glippede partiets første chance for at stille sig i spidsen for en revolutionær magtomvæltning på et tidspunkt, hvor det rent faktisk havde været muligt at gennemføre den, hvilket Kuusinen senere fortrød, da han noget senere øvede selvkritik og måtte indrømme at han havde taget fejl.

Partiets spidser havde begået et eklatant klasseforræderi og ikke mindst en af partiets førende ideologer, Kuusinen havde vist sig som en klasseforræderisk reformist.

 

Mensjevikiske finske socialdemokrater.

3 dage senere skiftede Kuusinen kurs og talte nu for en magtovertagelse (Hodgson, s. 35).

Han foreslog, at man skulle udråbe en socialistisk regering under Tokoi og ignorere det borgerlige flertal i Parlamentet, da det var den eneste måde hvorpå partiet kunne bevare kontrollen med den Røde Garde. Han sagde:

If power is not installed in socialist hands then bloodshed cannot be avoided. In order to make the Red Guard a supporter of order and not a disrupter, speedy measures are demanded.” (Upton, s. 167).Han indrømmede, at han i går var af en anden opfattelse, men det ville kun være en foreløbig udvej og partikongressen kunne se bort fra det, hvis det ønskede det.Han var af den opfattelse, at de finske arbejdere ikke ville være i stand til at beholde magten, hvis ikke arbejderklassen i en række andre europæiske lande som f.eks. Tyskland også tog magten (s. 36; Upton, s. 144).

[Man bider mærke i, at ideen om socialisme i kun ét land var helt utænkelig for nogen socialist på dette tidspunkt. Heller ikke Kuusinen som senere skulle blive en af Stalins håndgangne mænd i opgøret med andre ledende bolsjevikker under fraktionskampene i Sovjetunionen i 1920’erne og 1930’erne kunne finde på, at fremføre en sådan opfattelse på dette tidlige tidspunkt.]

På partiets ekstraordinære kongres i dagene 25.-27. november 1917 aflagde Kuusinen rapport for partiets forretningsudvalg (Party Executive), hvor han ridsede partiets muligheder op. Enten en kortvarig og foreløbig magtovertagelse (?) eller en tilbagevenden til en konstitutionel politik. (Upton, s. 172).

Upton skriver om Kuusinens standpunkt:

 ”He showed that his personal inclination was to take power until a constituent assembly could be elected; this would safeguard “the achievements of the working class to date, so that they would not be lost even if we were defeated in elections.”Such a government would not even be able to control the whole country… “but perhaps it could calm things down for that period of time”.

Han mente ikke, at man skulle lade en borgerlig regering komme til magten, idet det ville udsætte arbejderklassen for lovmæssig undertrykkelse. Men han understregede, at det i sidste ende var op til partiets kongres at afgøre, hvilken en af de to førnævnte linjer den ville tilslutte sig.” (Upton, s. 172).

Altså enten en ”foreløbig og præventiv magtovertagelse” eller fortsætte ud af den parlamentariske vej.

Andre socialdemokrater som Tokoi, formand for den finske fagbevægelse, formulerede sig mere bramfrit:

You cannot stop a revolution by decisions of the party Congress… My position is that the revolution cannot be avoided, it is coming because vast forces are on the move.” (Upton, s. 172).Sirola sagde: “We cannot deprive the workers, who have taken the revolutionary path, of hope … we must go along with them and try to do what can be done with the movement”. (Upton, s. 173)

Ingen af disse 3 socialdemokratiske ledere formåede at slå hul på deres forpuppede parlamentariske tankegang og tænke i andre baner end den gængse parlamentariske.

De ville næsten for enhver pris undgå at se, at deres egne vælgere og deres egen partibasis løb i en anden retning end den vej, som de havde anvist.  

Deres ukendskab til klassekampens realiteter og til borgerskabets magtambitioner er næsten rørende naivt. Havde de virkeligt forestillet sig, at borgerskab og arbejderklasse således på skift skulle udøve magten?

Nu tager vi magten fra jer, senere får I den tilbage, fordi vi nok alligevel ikke er i stand til at bevare den.   

Det er udtryk for en kriminel politisk tankegang, som kun kan føre til alvorlige tilbageslag og i sidste instans til blodige nederlag for den klasse, hvis interesser man hævder at repræsentere.  

Upton skriver om den politiske situation i Finland i november 1917:

The activist workers, the opinion-forming leaven among the masses, felt that in November 1917 the mastery of Finnish society had been within their grasp, and that the leadership had fumbled the opportunity to consolidate the victory. After that, the movement was in constant retreat, in face of a resurgent bourgeoisie whose strength and confidence steadily mounted, so that what happened in January 1918 was a despairing gamble to turn the tide. It showed that much of the elan and selfconfidence that had enabled the workers to dominate Finland in November 1917 had been fatally eroded.” [min understregning]

Og Upton tilføjer: Kuusinen havde næsten fuldstændigt ret, da han (senere øvede selvkritik) skrev:

It is indisputable that there was a revolutionary situation, and there was the possibility to broaden and deepen the actual seizure of power, which had already taken place at the time of the strike, into a full conquest of power and by this to broaden and deepen the revolution itself.” (Upton, s. 178.)

Citatet må næsten være af en senere dato, da det viser en langt mere nøgtern Kuusinen som her tør udtrykke det, som han ikke gjorde, men burde have gjort i november 1917.  

Kontrasten mellem det sidst citerede, hvor Kuusinen er kommet på andre tanker og som sandsynligvis er formuleret på et senere tidspunkt end i1917 er værd at lægge mærke til i betragtning af den rolle som Kuusinen senere kommer til at spille som en af Stalins håndgangne mænd.

Det er karakteristisk for flere af de fremtrædende bolsjevikker, at de under  Oktoberrevolutionen i Rusland ikke indtog revolutionære marxistiske standpunkter, men snarere gav udtryk for mensjevikiske. Det gjaldt således for fremtrædende bolsjevikker som Sinovjev og Kamenev (Stalin blev først ”leninist” efter Lenins aprilteser 1917). Kuusinen slutter sig således til den prominente række af bolsjevikker, som i revolutionære situationer indtog standpunkter og holdninger, som Lenin og et flertal i det russisk socialdemokratiske arbejderparti (bolsjevikker) fordømte på det skarpeste.

Således krævede Lenin i oktober 1917 Sinovjev og Kamenev ekskluderet for i protest mod partiets planlagte opstand at have forsøgt at forpurre denne ved at gå til den borgerlige presse med forlydender om en kommende opstand. Det blev af Lenin betragtet som en dødssynd og han forlangte de to ekskluderet eller suspenderet af partiet.

(Se f.eks. Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks come to Power.The Revolution in Petrograd. 2004, 203-208 og The Bolsheviks and the October Revolution. Central Coimmitee Minutes of the Russian Social-Democratic Labour Party (Bolsheviks). August 1917-February 1918. s. 114-122).

I mens socialdemokraterne vaklede mellem reform og revolution, handlede borgerskabet resolut og dannede en ren borgerlig regering med Svinhufvud i spidsen. (Hodgson, s. 36)

Socialdemokratiets parlamentariske strategi havde slået fejl. Partiet kunne ikke beslutte sig til at tage magten på et tidspunkt, hvor det faktisk havde været muligt.

Borgerskabet tog nu skridt til at ruste sig militært og tyede nu til andre midler end de rent parlamentariske. Et af Svinhufvud-regeringens første tiltag var at bede den forhenværende russiske karriereofficer Mannerheim om at træde i spidsen for dannelsen af en national finsk hær, der som en kontrarevolutionær styrke kunne nedkæmpe den af Socialdemokratiets ledere uønskede Røde Garde.

Indtil borgerkrigens endelige slutning i april-maj 1918 havde Kuusinen stået for en helt igennem klasseforræderisk og reformistisk linje og bar sammen med den øvrige højresocialdemokratiske ledelse hovedansvaret for de rødes forsmædelige nederlag på slagmarken.

Efter det militære sammenbrud havde han sammen med den øvrige Folkedeputation på ynkelig vis stukket halen mellem benene, skyndsomst forladt Viborg til søs og ladet sig evakuere om bord på et russisk dampskib til Skt. Petersborg, hvor han i sikker afstand fra den blodige borgerkrig og hvor han i sikker afstand fra slagmarken passivt kunne se til den Røde Gardes sidste krampetrækninger.

Han havde gennem hele borgerkrigens forløb optrådt moderat og var ofte den person, som forsøgte at forlige de to uforligelige fløje i partiet. Det virker som om partiets enhed var et mål i sig selv for ham.

Ofte indtog han et selvvalgt midterstandpunkt, som ikke havde hold i virkeligheden og som han ikke kunne forsvare. Han satte sig midt mellem to stole.

Efter flugten til Skt. Petersborg skulle han således enten retfærdiggøre sit eget umulige midterstandpunkt - hverken reform eller revolution, dog hældede han til det sidste mest til reform, eller også skulle han forsøge at stille sig et godt stykke til venstre for midten sammen med partiets venstrefløj.      

 

 

 

 

Otto Kuusinen. Fra finsk socialdemokrat til stalinistisk topbureaukrat. Del 2.

 

Fra reformist til revolutionær?

 

Han valgte det sidste og blev en af de vigtigste fortalere for dannelsen af et nyt finsk kommunistisk parti.

 

Det blev starten på hans karriere først som revolutionær marxist - ganske vist med en reformistisk baggrund. Hans standpunkter i den revolutionære proces fra efteråret 1917 og frem til foråret 1918 havde mere lignet de russiske mensjevikkers, som af Lenin og Trotsky blev betegnet som kontrarevolutionære og (social)imperialistiske.

 

Måske ser vi her et af de karakteristiske træk ved Kuusinen's politiske virksomhed. Han indtog aldrig rigtigt helhjertet et standpunkt, men vaklede til stadighed fra et standpunkt til det næste (meget lig sin kommende arbejdsgiver Stalin). Dette skulle blive hans foretrukne politik under hans senere virke som medlem af Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité, da den degenererede først under Zinovjev og Bukharin og senere under Stalin.

 Efter den blodige borgerkrig mellem ”røde” og ”hvide”, som var resulteret i, at Mannerheims ”hvide” tropper med stor støtte fra tilkaldte tyske lejetropper militært havde nedkæmpet arbejderbevægelsens de ”røde” tropper herskede der en decideret lynchstemning mod alt ”rødt”. Titusinder ”røde” var nu under kummerlige indespærret i interneringslejre rundt om i Finland.  

 Dertil kom det finske borgerskabs frygt for, at den bolsjevikiske revolution i Rusland i oktober skulle sprede sig til Finland. 

 

Fra legalitet til illegalitet.

Det finske kommunistpartis første partiprogram blev således udarbejdet af Kuusinen (Hodgson, s. 43). Han indvalgtes sammen med Sirola (formand), Letonmäki, Evä og J. Rahja i partiets første centralkomite. Partiet definerede sig revolutionært marxistisk og måtte i sagens natur arbejde under jorden. (s. 44-45) 

Kuusinen forfattede også i februar 1919 partiets andet program, hvor de finske arbejdere opfordredes til at boykotte parlamentsvalget i marts 1919, fordi partiet var af den opfattelse, at proletariatets internationale revolution stod for døren. (s. 45) 

I maj 1919 krydsede han i hemmelighed grænsen til Finland for at danne underjordiske particeller i Finland. 

Nu fulgte en periode hvor partiet var forbudt og måtte arbejde under jorden. Det gjaldt også Otto Kuusinen, som var eftersøgt og blev skygget af det finske efterretningsvæsen. Der var tilmed udlovet en dusør på ham på 5.000 finske mark (s. 46) 

I året 1919-1920 opholdt han sig i en dæklejlighed i Helsinki og var med til at redigere pjecer og blade. 

 

Privatliv. 

Selvom hans politiske aktiviteter var hans første prioritet havde han tid til at pleje sine relationer til det modsatte køn. Kuusinen var lovformelig gift med Saima Dahlström og de havde 5 børn. 

Efter kilderne at dømme var han pigeglad og absolut ikke tilhænger af det borgerlige ægteskab eller af monogami. Han troede ikke på ’den eneste ene’. (s. 49) I et helt år fra april 1918 til foråret 1919 havde han ikke set sin kone og sine 5 børn, hvilket ikke lod til at genere ham. I december 1918 sendte han julehilsener fra Moskva til sin kone og også penge til familiens underhold. (s. 49) 

I 1920 forlod han sin kone til fordel for Aino Sarola, som var en gift kvinde. Aino Sarola fulgte ham til Moskva, hvor de giftede sig, hvilket efterlod hans første kone i fortvivlelse.  (s. 50). 

Med sig til Moskva havde han to af sine børn, Esa og Hertta (s. 51). Aino var ligesom Kuusinen ansat i Komintern, hvor hun arbejdede som hemmelig agent. I begyndelsen af 1930’erne rejste hun som hemmelig agent for Komintern til USA. I midten af 1930’erne forsatte hun til Japan som agent for det sovjetiske militære efterretningsvæsen og da hun i slutningen af 1937 forlod Tokio havde Stalin indledt sin Store Terror-kampagne med skueprocesser mod millioner af partimedlemmer og tusinder af Komintern-medarbejdere, heriblandt Aino Sarola, som arresteredes af NKVD, det hemmelige politi. De næste 18 år tilbragte hun i russiske fangelejre (s. 51). 

Da havde den dameglade og promiskuøse Kuusinen i mellemtiden giftet sig to gange og haft talrige elskerinder (s. 52) 

Hun overlevede Kuusinen og var til stede ved hans begravelse. I 1965 fik hun mulighed for at komme ud af Sovjetunionen og besøge Finland og hoppede af til Vesten. 3 år senere offentliggjorde hun sine erindringer ”Vi skulle alle dø”. Hun døde i 1967 i en alder af 84. (s. 52; Jf. Aino Kuusinens selvbiografi: Der Gott stürtz seine Engel. Verlag Fritz Molden. 1972.) 

 

Finlands Socialistiske Arbejderparti. 

Socialdemokratiets 12. kongres i Helsingfors i december 1919 skulle den tilbageværende venstrefløj (anført af Wuolijoki og Pekkala) i partiet tage stilling til, om den skulle udtræde af partiet og danne et nyt venstresocialdemokratisk parti, som på opfordring af Kuusinen skulle bekende sig til proletariatets diktatur og til medlemskab af den nyligt skabte Kommunistisk Internationale, Komintern. (s. 53)

Partiledelsen hjalp dem med denne beslutning ved simpelthen at ekskludere dem. 

I maj 1920 samledes 79 repræsentanter fra den forhenværende venstrefløj i Socialdemokratiet for at danne Finlands Socialistiske Arbejderparti. (54) 

Partiets program var skrevet af Kuusinen og det ny parti tilsluttede sig Komintern. Ikke så snart havde det vedtaget sin tilslutning til Komintern, førend det finske politi opløste mødet og arresterede deltagerne. (s. 54) 

Men 19. juni dannedes partiet alligevel af partiets afdeling i Helsingfors (Helsingfors socialistiske arbejderkommune) dog i første omgang uden det for myndighederne omstridte punkt om tilslutning til Komintern. 

De finske myndigheder stillede sig foreløbig tilfreds med dette og tillod herefter partiet. Det højresocialdemokratiske parti havde nu fået sig en rival på samme måde som de højresocialdemokratiske i andre europæiske lande var blevet sprængt (i f. eks. Danmark, Sverige og Tyskland). 

Der var herefter to partier, som begge bekendte sig til proletariatets diktatur og som begge havde tilknytning til Komintern: det illegale Finlands Kommunistiske Parti og det halvillegale Finlands Socialistiske Arbejderparti. Kuusinen var involveret i begge. FSAP kan med rette ses som den halv-legale fløj af FKP.  

 Men partiet manglede veluddannede kadrer og med dette som mål forlod Kuusinen i slutningen af juni 1920 Helsingfors med kurs mod Stockholm.

 Turen måtte foretages illegalt i en robåd tværs over Østersøen. For ikke at blive opdaget havde Kuusinen farvet sit hår blondt. Han var ledsaget af 2 partikammerater, som ligeledes var vendt tilbage til Helsingfors fra Rusland.

 I løbet af natten trak det op til uvejr på roturen (ved Barösund). Hele næste dag fortsatte stormen, men det lykkedes at nå frem til Segelskär, hvor en motorbåd skulle møde dem. Intet var at se, da motorbåden i den stærke storm var drevet ned mod den estiske kyst. De fik ikke kontakt med motorbåden og måtte ro i land ved Hangø.

 Efter 5 dages hvile på Hangø lykkede det dog trioen at blive fragtet til Stockholm uskadt. (s. 56)

 Fra Stockholm sendte Kuusinen breve til Centralkomitéen i Petersborg, hvor han omtalte hvor svagt kommunistpartiet var i forhold til FSAP. Hvis myndighederne tillod partiets politiske aktiviteter, var der måske slet ikke brug for et illegalt kommunistisk parti som FSP. 

 Et sådant lovligt parti ville også være i stand at bedrive illegal virksomhed. Derfor foreslog han en sammenslutning af de to partier (s. 55).  

 

Finske kommunister dødelige uvenner. 

Men ikke alle medlemmer af FKP var enige i denne linje. Nogle finske elever på det Røde Militærakademi og medlemmer af partiet syntes ikke om ideen om sammenslutning. På en partikonference i marts 1920 blev Kuusinen forslag mødt med modstand. Kuusinen krævede nu en ny Centralkomité. Dens tyngdepunkt burde flyttes fra Petersborg til Helsingfors. Tvivlsspørgsmål burde afgøres af en paritetisk sammensat komité med medlemmer fra begge byer. Kuusinen foreslog endvidere en fælles kongres for alle som bekendte sig til proletariatets diktatur, støttede Sovjet-Rusland, dvs. FKP og FSAP.

 Fra Petersborg lignede det et forsøg på at ville skabe et legalt venstresocialdemokratisk parti. (s. 56) 

Kuusinen, som for nyligt havde læst Lenins ”Venstreradikalisme. Kommunismens børnesygdom” beskyldte nu centralkomitemedlemmerne i FKP (E. Rahja, Evä og Manner) for sekterisme og konspiration (s. 55). 

 

Mord i Petersborg 31. august 1920.

 31. august 1920 myrdedes fremtrædende finske kommunister (navne?), blandt disse partiets næstformand (?) af utilfredse elever på det Røde Militærakademi. Motivet er uklart (?). Kuusinen fordømte handlingen, men sagde, at han forstod baggrunden for handlingen (?) 

Dette fik nogle til at sige, at han rent faktisk støttede handlingen. Konflikten i partiet var nu så åbenlys, at Komintern måtte intervenere. 

Formand for Kominterns Eksekutivkomité Sinovjev måtte konstatere, at der fandtes to uforenelige grupper i partiet. Den ene betegnede han som mensjevikisk (Kuusinen og Sirola), den anden som bolsjevikisk omkring E. Rahja. Sidstnævnte tog sig efter eget udsagn af kontraspionage og militære spørgsmål. 

En forsoning forekom utænkelig. Af tilsyneladende uransaglige årsager vendte Kuusinen i februar 1921 alligevel tilbage til Sovjetrusland. Han blev således taget til nåde af Komintern og Sinovjev.

 

Komintern og FKP. 

At der ikke bare var tale om ideologiske meningsforskelle og strid om partiets taktik og strategi vidnede de mord, som finske elever det Røde Militærakademi havde begået på fremtrædende partimedlemmer. 

Noget alvorligt må have ligget bag uenigheden. Partiet var ikke selv i stand til at udrede trådene og motivet stod ikke klart. Det eneste som stod klart var, at det var led i et internt opgør mellem to fløje i partiet. 

I første omgang nedsatte Kominterns Eksekutivkomité en ny Centralkomité for det finske kommunistparti, som bestod af 4 personer, heriblandt Kuusinen. 

På længere sigt var dette en uholdbar løsning, så i sommeren 1920 udnævnte Kominterns Eksekutivkomité en ny centralkomité, hvor ingen af de to stridende grupper var repræsenteret. Hermed håbede Komintern at have delt sol og vind lige. 

Komintern havde imidlertid gjort regning uden vært. 

Kuusinen følte sig forbigået og mente, at Komintern havde givet ham og oppositionen mundkurv på (s. 57). 

Kort efter Kuusinen's tilbagevenden til Sovjetrusland i februar 1921gjorde Komintern et nyt forsøg på mægling. 

Kominterns daglige ledelse, Eksekutivkomitéen nedsatte nu en organisationskomité, som fik til opgave at sammenkalde til en ny partikongres i det finske kommunistparti. (s. 58) 

De udestående spørgsmål skulle således drøftes på en partikongres i Petersborg i juli-august 1921.  

Her deltog 78 i partiets 4. kongres, hvor de 55 var smuglet illegalt over grænsen. (s. 58) 

Kullervo Manner og Otto Kuusinen stod her overfor hinanden, som leder af hver sin fraktion i partiet.

To spørgsmål var til drøftelse: partiets organisation og mordene 31. august 1920 på 8 fremtrædende partimedlemmer. 

De 3 Rahja-brødre (Eino, Jukka og Jaakko) havde - i modsætning til Kuusinen - været nogle af drivkræfterne i den revolutionære proces i efteråret 1917 og i foråret 1918. 

2 af brødrene var blevet ofre i mordene 31. august 1920. Den ene Jukka var blevet myrdet. Den anden Jaakko hårdt såret af revolvermændene. Brødrene anførte nu en opposition til Kuusinen, som de anså for at være en ’reformistisk overløber’ i den revolutionære lejr. 

Eino Rahja mente, at Kuusinen havde været for ’blød’ i sin fordømmelse af mordene og ikke taget tilstrækkelig afstand. Ja han anklagede ham ligefrem for at støtte mordene. Oppositionen mistænkte ham ligefrem for at være spion for den finske sikkerhedstjeneste. (s. 58) 

Kuusinen var nu trængt ud i tovene og øvede selvkritik og beklagede, at han havde foreslået en énighedskongres mellem de to partier FKP og FSAP. (s. 58) 

Dette havde snarere opildnet end det havde været medvirket til at dæmpe gemytterne blandt de finske elever på Det Røde Militærakademi. 

Ved mødets slutning lykkedes det dog Kuusinen at klare frisag vedr. mordene. (s. 59) 

Straks værre var det med organisationsspørgsmålet. Her beskyldte Manner og Rahja Kuusinen for at udgøre en slags ’højreopposition’ på samme måde som Paul Levi udgjorde i det tyske VKPD efter sammenslutningen af dele af USPD og KPD i Tyskland. 

De teser om organisationsspørgsmål, som Kuusinen havde udarbejdet til Kominterns 3. kongres betegnede Eino Rahja som opportunistiske og som noget vrøvl. (s. 59) 

Flertallet kunne ikke se noget forkert i man havde 2 organisationer, FKP og FSAP. Det ene, FKP illegalt og underjordisk. Det andet FSAP lovligt og som skulle sigte på at rekruttere de brede masser. 

Hidtil var partiets aktiviteter i Finland blevet ledt af et Finlandsbureau (3 personer), som var udpeget af partiets Centralkomité og som befandt sig i Helsingfors. 

Kuusinen mente, at hovedparten af partiets aktivitet skulle omlægges til Finland. Finlands-bureauet fik nu to afdelinger: et politbureau og et organisationsbureau. Organisationsbureauet skulle tage sig af de illegale aktiviteter. (s. 59) 

Ved valg af centralkomité-medlemmer kom det igen til sammenstød mellem E. Rahja og Kuusinen. Kuusinen som ikke havde tillid til Rahja og som anså ham for at være en ’venstreradikal ballademager’ krævede ham strøget af kandidatlisten. (s. 60) 

Kuusinen ville ikke selv stille op. Det endte dog med, at de to kamphaner måtte finde sig i hinandens selskab som medlemmer af partiets Centralkomité. 

For en sikkerhed skyld anbragte Komintern en ’observatør’- Karl Radek - i partiets centralkomité. 

Striden mellem den radikale Rahja og den moderate Kuusinen fortsatte i de følgende år. 

Mellem 1920 og 1925 afholdtes ingen kongres i FKP (sic!). 

Fraktionsstriden i det russiske moderparti lagde en dæmper på den fri diskussion i Komintern og dens sektioner, som bevægede sig mod en stalinistisk ensretning.   

På partiets 5. kongres i 1925 havde Stalin så godt som udmanøvreret alle sine rivaler, Zinovjev, Kamenev og Trotsky. 

Den socialistiske revolution i de fremskredne europæiske lande syntes at udeblive - senest med det mislykkede opstandsforsøg i Tyskland i oktober 1923. Dette fik Stalin og andre til at omformulere Lenins og Trotskys tanker om en verdensrevolution begyndende i Vesteuropa til udelukkende at gøre Komintern til et instrument til forsvar af Sovjetstaten. 

Parolen lød nu: en proletarisk enhedsfront mellem arbejderpartierne. Men der var ikke i de kommunistiske partier enighed om, hvorledes denne parole skulle udlægges. 

I det tyske KPD fandtes en venstrefløj, som på baggrund af partiets erfaring med Novemberrevolutionen 1918 ikke ønskede at indgå i en proletarisk enhedsfront med det klasseforræderiske Socialdemokrati. 

En sådan venstrefløj fandtes også i det finske kommunistparti

Rahja repræsenterede i 1925 denne venstrefløj i FKP, og han nød stor anseelse hos de bolsjevikiske ledere for sin indsats under den russiske revolution, da han hjalp Lenin ud af Rusland i de hede julidage 1917. 

Rahja bevarede sin plads i Centralkomiteen indtil han i 1927 blev udrenset med Stalin-fløjens endelige sejr i Komintern. (s. 60, fodnote 19). 

 

Stalin-fraktionen i Komintern ’bolsjeviserer’ kommunistpartierne.

Fra nu af var alle Kominterns partier, også det finske, sektioner i en centralistisk styret monolit. Enhver opposition forsøgtes undertrykt, det interne partidemokrati og den fri meningsudveksling fandtes ikke længere.

 

I takt med at partiet blev ’fjernstyret’ af Kominterns Eksekutivkomité degenererede partiet ideologisk. Partiet udsattes tilmed for hård repression fra statsmagtens side og fik vanskeligere og vanskeligere arbejdsvilkår.

 

Statslig repression

I efteråret 1927 arresterede det finske sikkerhedspoliti et medlem af partiets finske bureau, Rasi, som for nylig var vendt tilbage fra Moskva. Det finske Sikkerhedspoliti havde i nogen tid arbejdet på at optrevle og ødelægge partiets illegale apparat. De fleste ledere blev nu arresteret. Alle undtagen et medlem af det finske bureau, alle distriktsorganisatorer undtagen to og mange distriktskomitémedlemmer arresteredes. (61) 

I efteråret 1929 foretog det svenske politi en razzia i en lejlighed i Stockholm, hvor de fandt papirer som var efterladt af partiets formand Kullervo Manner, som havde været i Sverige for at drøfte organisationsspørgsmål med sine finske kammerater. (s. 61) 

Partiets fagforeningsfunktionærer blev nu indkaldt til forhør. Af disse forhør fremgik det, at bl.a. at partiet kun havde 1044 medlemmer og de sidste 2 år havde mistet mere end 3000 medlemmer. (s. 62) 

Den borgerlige stat forsatte med hetz mod medlemmer af det finske kommunistparti. 

I december 1929 og i juni 1930 blev partiet frataget retten til at holde møder og til at udgive aviser. Partiets medlemmer af Rigsdagen arresteredes og love blev vedtaget, som udelukkede dem fra kommunal ansættelse. 

Fra 1928 opfandt Stalin teorien om kapitalismens ’3. fase’. Efter Stalins og hans økonomers opfattelse bevægede kapitalismen sig nu ind i en ’3. fase’. Efter en periode med ’relative stabilisering’ i midten af 1920’erne var kapitalismen nu på vej ind i en fase hvor den stod overfor et umiddelbart forestående sammenbrud og derfor ville vende sig aggressivt mod Sovjetrusland. Hovedopgaven bestod nu i at forsvare det socialistiske fædreland, Sovjetrusland. Stalin skippede nu fuldstændigt enhedsfront-strategien. Socialdemokratierne blev nu betegnet som ’socialfascister’ i stedet for reformistiske klasseforrædere. 

I stedet for at tage kampen op mod de reformistiske klasseforrædere i fagforeninger, blev disse nu udråbt til at være klassesamarbejdsorganer i en korporativ stat. 

Enhedsfrontstrategien var nu opgivet til fordel for en ultra-venstre kurs. Denne kurs skulle vise at blive skæbnesvanger ikke mindst for det tyske kommunistparti med Weimar-republikkens endeligt i 1933. 

I 1934 sadlede Stalin endnu en gang om og dekreterede folkefrontsstrategi, dvs. klassesamarbejde med de ’nationalt sindede’ dele af småborgerskabet og borgerskabet, dvs. klassefjenden

Kuusinen havde op gennem sin karriere som reformistisk socialdemokrat frem til 1918 vist sig som meget tilpasningsdygtig.

 Han havde således ikke svært ved at tilpasse sig Kominterns mange kursskifter.  Derimod var der andre ledere i det finske kommunistparti som var knap så tilpasningsdygtige.

 Partiet fik stadig ikke nogen medlemsfremgang og Komintern havde nu nået et lavpunkt i sin organisatoriske deroute. En meget udbredt metode i Kominterns interne magtkampe var at udpege syndebukke for den mislykkede politik efterfulgt af udrensningskampagner.  På partiets 8. partikongres i 1931vendte partiets formand Kullervo Manner sig mod Otto Kuusinen og fremsatte nu en ’forræderitese’ (s. 63).

 Kullervo Manner hævdede på et møde i det finske parti i 1933, at Kuusinen i 1917-1918 havde bedraget de finske arbejdere og at han efter borgerkrigen ikke havde været tilstrækkelig kritisk over for sin socialdemokratiske fortid.

Manner foreslog, at det finske parti for fremtiden skulle stå frit i forhold til det russiske parti (?) og at partiledelsen skulle flyttes fra Petersborg til Stockholm.

Manner forsvarede tilsyneladende Komintern ”ultra-venstre” og fagforeningsfjendske linje, som havde indebåret dannelse af en selvstændig fagforening (en rød landsorganisation), hvorimod Kuusinen, som sad i Kominterns Eksekutivkomites Sekretariat havde vejret, at en ny fagforeningslinje var på vej, som var mindre sekterisk og som nu dekreterede dannelse af ”oppositionsgrupper” i den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse.

 På dette tidspunkt var enhver diskussion i Kominterns EKKI forstummet og det var ikke muligt at gøre indsigelse eller fremføre en alternativ linje. Hvis Stalin og den af Stalins klike styrede Komintern indvarslede en ny fagforeningsstrategi havde alle at rette sig derefter. Det gjaldt også Kullervo Manner, som EKKI nu fordømte, som stående i spidsen for en ”partifjendtlig” gruppe.

På et møde i EKKI’s internationale Kontrolkommission blev Manner af Kuusinen skældt ud for ”partifjendtlig” virksomhed.

Det var dødsstødet for Kullervo Manner, som nu kunne se frem til arrestation og død i en arbejdslejr i Workuta, nord for polarcirklen. (64).

 Kuusinen havde endnu engang formået at overleve modstand fra medlemmer i det finske kommunistparti. Først var der fra Rahja-brødrene, denne gang fra Kullervo Manner.

Endnu havde Stalin og Komintern ikke helt forkastet enhedsfrontstrategien om enhed med Socialdemokratiet fra neden, men ny toner var på vej.

 

Fra enhedsfront til folkefrontsstrategi.

 I sommeren ændredes Kominterns linje fra ’enhedsfront fra neden’ (med de menige socialdemokratiske arbejdere) til ’enhedsfront fra oven’ (med de socialdemokratiske ledere). Ikke alle medlemmer i partiet havde lige stor forståelse for hvad dette betød i praksis og Kuusinen måtte forklare forskellen for partimedlemmer i Åbo (64).

 

11. september 1935 afholdt FKP sin 6. kongres i udkanten af Moskva. Kort forinden havde det ”staliniserede” Komintern holdt sin 7. verdenskongres.

Kuusinen, Sirola, Tuominen og Linko repræsenterede partiets Centralkomite i Moskva. Dertil 3 delegerede fra Leningrad og fra Karelen (uafhængig Sovjetrepublik).

10 delegerede var ankommet fra Finland. På Kominterns 7. kongres dekreterede Stalin-kliken ”folkefrontsstrategi”, hvilket bl.a. udmøntede sig i, at FKP ved præsidentvalget i 1937 støttede en borgerlig kandidat, K. J. Ståhlberg, landets forrige præsident. Ståhlberg var i 1930 blevet kidnappet af folk fra den fascistiske Lappo-bevægelse i opposition til ”slagteren” Svinhuvud, den konservative regeringsleder som havde stået i spidsen for nedkæmpelsen af de ”røde” i 1917-1918. Den socialdemokratiske kandidat hed Väinö Tanner (om hvem FKP i sin ”ultravenstre” periode havde sagt: at han slikkede borgerskabets røv”).

Otto Kuusinen sad central placeret i Kominterns Eksekutivkomites Sekretariat og arbejdede snævert sammen med sin gode ven og sambo Arvo Tuominen. Tuominen repræsenterede FKP i EKKI’s Præsidium og var generalsekretær i FKP. Disse to kørte parløb indtil 1939, hvor Tuominen tog afstand fra ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin.(s. 66).

 En anden af Kuusinen's nære medarbejdere var russeren M. A. Trilisser (Moskvin) med dæknavnet ”Anatolie”. Trilisser var medlem af EKKI’s Præsidium og sekretær i Komintern (s. 66).

Mens Kuusinen gjorde karriere som en fremtrædende medlem af Komintern, gik Trillisser en lidt anden vej. Han begyndte som chef for det hemmelige efterretningsvæsen, GPU i Moskva, og blev hurtigt derefter chef for GPU’s udlandsafdeling og i slutningen blev han regnet for at være nr. 3 i efterretningsvæsenets hierarki.

 Som følge af en afsløring af 1. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Besedovsky (?) i Paris blev Trilisser forflyttet til Kominterns sekretariat, hvor også Kuusinen sad.

 Trilisser havde ikke samme held som Tuominen (som forlod bevægelsen i 1939). Han blev et af ofrene for Stalins omfattende udrensningsprocesser i 1930’erne, som også omfattede tusinder af Kominterns funktionærer (s. 66).

 Kuusinen havde på FKP’s 6. kongres 1935 opnået samme position i FKP som Stalin havde i det russiske parti, nemlig enerådende. Ingen af de oprindelige medlemmer var tilbage (s. 66).

 

Ikke-angrebspagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen 1939.

I et tillæg til den pagt, som Hitlers Nazityskland indgik med Stalins Sovjetunion i efteråret 1939 havde Stalin betinget sig, at de 3 baltiske lande og Finland skulle være ”opmarchområde” for den Røde Hær.

 Man kan heri se konturerne til de senere ”folkedemokratier” som af Stalin Sovjetunion blev oprettet i Central -og Østeuropa efter 2. verdenskrig.       

 Det var det erklærede mål at oprette en selvstændig borgerlig demokratisk republik med frie valg. (s. 67).

 En finsk ”folkearmé” skulle sammen med den Røde Hær indtage Helsingfors og inddrage Karelen som en del af et selvstædigt Finland. Der var undertoner af det som Kuusinen havde kæmpet for i 1917-1918 og han vejrede morgenluft.

 Kuusinen blev af Stalin udpeget til at stå i spidsen for et nyt selvstændigt Finland. Det første Kuusinen som statsminister i ”den Demokratiske Republik Finland” var at undertegne en venskabs og samarbejdspagt med Unionen af Sovjetrepublikker (USSR).

 Kuusinens republik skulle til gengæld for sovjetisk Karelen afgive nogle landområder til USSR.

 Men Stalins tanke om en ”Demokratiske Republik” i Finland viste sig hurtigt at være et fantasifoster.  Selv ikke mange af de få tilbageværende medlemmer af FKP ønskede at Stalin oprettede en tro kopi af sin Sovjetunion i Finland og slet ikke den finske befolkning.

Stalins forsøg på annektering af Finland stod i grel modsætning til bolsjevikkernes ønske om selvstændighed for Finland i 1918.

Det der i Kuusinen's drømmeverden kunne være blevet en realitet viste sig i praksis at være et fantasifoster.

Men Kuusinen's karriere som stalinistisk bureaukrat var ingenlunde forbi. 

 

 Den stalinistiske Komintern-funktionær Kuusinen.

 Kuusinen bakkede til fulde om den ”folkefrontsstrategi”, som Kominterns formand den bulgarske Dimitrov annoncerede i 1934 (s. 83).

 Selvom Kuusinen til fulde bakkede op om Kominterns zig-zag kurs, kunne heller ikke han føle sig sikker under Stalins omfattende udrensninger i 1930’erne.

Under den ”3. Moskva-proces” i 1938 mod Bukharin (forh. formand for Komintern) og Rykov (formand for de sovjetiske fagforeninger) begyndte jorden at brænde under Kuusinen. Både Bukharin og Rykov hørte til hans venner. Han boede dør om med Rykov. (83).

 Få undslap Stalins terror og meget få Komintern-funktionærer bevarede deres position. Tusindvis matte lade livet, men ikke Kuusinen (og Dimitrov).

 Hvorfor mon?  Hodgson mener, at det kan skyldes, at Kuusinen kun havde få venner. Det kræver en forklaring. Skulle hans få venner virkelig have været årsagen til at han klarede frisag? Måske.

Stalin havde skabt et klima af gensidig mistænksomhed, som bevirkede at mange følte sig presset til at ”angive” hinanden for at komme GPU i forkøbet ved en eventuel (fiktiv) anklage.

 Det er tænkeligt, at hvis man som Kuusinen åbenbart gjorde, holdt sig for sig selv og blot passede sin daglige dont (og i øvrigt forstod at tilpasse sig) bedre kunne holde sig uden for mistanke. 

 Kuusinen forstod, at det gjaldt om ikke at lægge sig ud de herskende i parti og stat. Og havde der måske var endnu vigtigere: Han forsvarede aldrig sine ”venner”, når de var på vej ud i ”uføre”.

 Eksempler er der nok af: finske kammerater som Edvard Gylling, Kustaa Ruvio, K. K. Lehtinen. Heller sine kollegaer i Kominterns Eksekutivkomite som kom i ”uføre” forsvarede han: ungarske Bela Kun og Lorentz (?).

Efter det mislykkede forsøg på at skabe e sovjetrussisk marionetrepublik i Karelen koncentrerede Kuusinen om sin karriere i Komintern.

I februar blev han medlem af Centralkomiteen i det sovjetiske parti samtidig med partiets ”chefideolog” M. Suslov (87).

 En gang sidst i 1943 først i 1944 flyttede Kuusinen fra sin forpost som statsminister for den ”finsk-karelske Sovjetrepublik” i byen Belomorsk i Karelen til Moskva ((s. 88).

Ligesom i mange andre vesteuropæiske lande (Frankrig, Italien, Danmark) sad der også kommunister i den første finske regering efter krigen. Her var Ottos svigersøn Yrjö Leno indenrigsminister.

Forhandlinger i december 1947 mellem den første finske regering og USSR tydede ikke på, at Molotov og Stalin var interesseret i at indlemme Finland i sovjetisk ”interessesfære” (93). Ej heller var de toneangivende finske stalinister interesseret i et ”folkedemokratisk” Finland.

Dagen efter Stalins død blev Kuusinen udelukket fra partiets Præsidium. Omdrejningspunktet udgjordes nu af Malenkov. For en kort tid var Kuusinens stjerne i partitoppen faldende. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, da det i 1955 lykkedes Khrustjov at udmanøvrere sine rivaler (Beria, Malenkov og Bulganin).

 I juni 1955 blev Kuusinen udset til en af de to viceordførere ved USSR’s nye parlamentariske gruppes provisoriske bureau (s. 97).  

På partiets 20. partikongres i 1956 indvalgtes Kuusinen som delegeret for den finsk-karelske Sovjetrepublik i partiets Præsidium (formandskab). 

 Kuusinen havde en høj stjerne hos partiets leder Khrustjov og var med til at skrive partiets ny program, som blev vedtaget i 1961.

 Den stalinistiske partiteoretiker Kuusinen havde bevæget sig langt fra sin ungdom, hvor han påstod, at Karl Marx’s lære om et fremtidigt samfund, som skulle afløse kapitalismen inter havde med ”videnskab” at gøre. (s. 99).

 I april 1962 valgte den Øverste Sovjet Kuusinen til formand for Nationaliteternes Råds udenrigspolitiske kommission. Han havde derved den afgåede Suslovs position som Sovjetunionens udenrigspolitiske ekspert.

 Kuusinen forsvarede til det sidste det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen i opgøret med Maos kinesiske udgave af stalinismen (s. 100-102).

17. maj 1964 slukkede Kuusinens livsflamme. Dødsårsagen var kraft i leveren. 3 gang havde han modtaget Lenin-ordenen. Hans lig lå lit-de-parade i fagforeningernes Hus, hvor også Stalin havde ligget 11 år før. Kuusinens urne med hans jordiske rester er muret i Kremls mur.  

 

Afslutningsvis.

 Kuusinens politiske løbebane er bemærkelsesværdig, men ikke atypisk for mange, som endte som højtstående stalinistiske bureaukrater.

I 1917 var mange af dem - som Kuusinen - ikke revolutionære marxister og støttede ikke en revolutionær samfundsomvæltning, hvor denne var mulig (Stalin selv var en af disse).

Med fraktionsstriden i det russiske parti og dens udfald til fordel for Stalin og hans klike indledtes en rykvis, men mestendels langsomt fremadskridende degenerationsproces, som reducerede de staliniserede kommunistpartier til et vedhæng til Stalins reaktionære og kontrarevolutionære udenrigspolitik, som kun nominelt sigtede på Sovjetstatens overlevelse (statsræson), men som reelt gravede sig egen grav ved ikke at støtte revolutionære omvæltninger - og konsekvent fejlvurdere de konkrete muligheder herfor.

Det bemærkelsesværdige er ikke så meget, at Kuusinen i 1917 indtog en dubiøs rolle som fortaler for en udsigtsløs parlamentarisk strategi, som førte den finske arbejderbevægelse ud i et historisk nederlag, som den havde svært ved at komme sig over. Det var han som sagt ikke ene om.

 Det bemærkelsesværdige er, at han som en af få formåede at sno sig udenom de stalinistiske bureaukraters mange udrensningskampagner, klare sig uskadt igennem - og gøre en storslået karriere som kontrarevolutionær stalinist.

Så i en vis forstand blev cirklen afsluttet.                  

 

Ottos Kuusinens familie.

 Anden kone: Aino Kuusinen, arresteret 1937 som funktionær i Komintern og tilbragte mere end 20 år arbejdslejre i USSR.

 Svoger: Eino Laaksovirta, skudt af NKVD/GPU.

 Søn: Esa Kuusinen: taget til fange af (?), smittet med TB som politisk fange og døde i Petrozavodsk kort efter 2. verdenskrigs afslutning.    

 Datter: Herrta Kuusinen: gift med T. Lehén, underviser på Leninskolen i Moskva;

anden mand: Yrjö Leino, indenrigsminister i den finske regering 1946-1948.

 

      

 

  

 

 

 

 

 

       

 

 

 

 

      

  

                        

 

Stalinistisk infiltration i trotskistiske organisationer.

Den østtyske hemmelige efterretningstjeneste Stasi og det sovjetiske KGB infiltrerede trotskistiske organisationer også efter 1945.

Stalinistiske agenters infiltration i trotskistiske organisationer.

Hermann Bukke skriver i sin bog: ”Der Einsatz des Stasi- und KGB-Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit. Verlag Dr. Kovac. Hamburg 2004:

Neben Otto Freitag als GM ”Hans Hausmann” verfügte die Stasi offenlichtlich über eine Anzahl weiterer Agenten in der trotzkistischen Bewegung. Nash einer Untersuchung von Günter Wernicke zu den von Stasi  angelegte Operativen Vorgänge (OV) ”Schlächterei” und ”Abschaum” war die Stasi mit Karl Ristau (GM ”Stüwe), Helmut Schneweiss (GM ”Kurt Hartmann”), Ernst Rusch (GM ”Hensen”) und Franz-Josef Schrod (GM ”Conrad”) damit in der Lage, beide Lager der gespaltenen trotzkistischen Internationalen auszuspioneren und Einfluss zu nehmen. ” (p. 84)

Var det virkeligt tilfældet, at det østtyske efterretningsvæsen, Stasi havde spioner i begge de to trotskistiske organisationer, som begge gjorde krav at repræsentere arven efter den af Stalin og GPU myrdede Leo Trotsky.

I 1953 var det kommet til en splittelse i den trotskistiske bevægelse mellem to fløje: den ene fløj, det Internationale Sekretariat), anført af den græsk fødte trotskist Michel Pablo og af den belgiske trotskist Ernest Mandel.

Den anden fløj af den trotskistiske bevægelse anført af den amerikanske trotskist J. P. Cannon og af den britiske trotskist Gerry Healy.

Hvorledes kunne det lykkes det sovjetiske KGB og det østtyske Ministerium for Sikkerhed (Stasi) at infiltrere den trotskistiske bevægelse?

 

Forhistorie.

Trotsky var i begyndelsen 1930’erne langt om længe nået frem til, at det var umuligt at ”reformere” Kommunistisk Internationale (Komintern) som Stalin efterhånden havde gjort til et instrument for sin forestilling om Sovjetunionen  som det eneste reelt eksisterende socialistiske land i verden.

Stalin gjorde i løbet af 1930’erne det af med det meste af den gamle bolsjevikiske garde, bestående af kadrer, som havde gjort hele turen med fra Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland.

Der var kun resterne tilbage af Oktoberrevolutionens ”erobringer”, statseje af produktionsmidlerne, monopolet på udenrigshandel og en mislykket  planøkonomi.

Stalin havde gjort Marx’s ord om at ”arbejderklassens frigørelse er dens eget værk” til skamme.

I stedet havde han - i et flere på hinanden følgende ”skueprocesser” - udryddet samtlige betydende partikadrer, som havde stået i spidsen for revolutionen i 1917.

Millioner af ganske almindelige og inderligt uskyldige Sovjetborgere var enten henrettet ved nakkeskud eller fristede en yderst kummerlig tilværelse i en af Stalins mange interneringslejre eller fængsler.

Stalin havde forvandlet Sovjetunionen til en stor fangelejr med Stalin-kliken som fangevogtere.

Trotskys drømme om en socialistisk Rådsrepublik var med andre ord bristet og - fristes man til at sige - forvandlet til et stalinistisk mareridt.

Stalin havde reduceret Lenins og Trotskys Kommunistiske Internationale (Komintern) til en karikatur af sig selv.

Sektionerne i de forskellige lande skulle nu ikke længere omstyrte den bestående kapitalistiske samfundsorden, men føre ”folkefrontspolitik” i samarbejde med de ”progressive” dele af borgerskabet og småborgerskabet.

Stalin havde reduceret Komintern til et viljeløst redskab i hænderne på Stalin-kliken.

Trotsky indså efterhånden, at Stalins Komintern og dets sektioner ikke kunne bruges som værktøj for en socialistisk omvæltning.

Trotsky var blevet udmanøvreret af sit parti og hjemland og havde siden 1929 befundet sig i eksil - på evig flugt fra Stalins og GPU’s lange arm.

Stalins hemmelige efterretningstjeneste forfulgte ubarmhjertigt alle trotskister, som han betragtede som sine ”dødsfjender”. Trotskister blev på det groveste bagvasket og udsat for en permanent hetz.

GPU nøjedes ikke med verbale udgydelser mod trotskister, men jagtede og jagtede trotskister efter livet overalt på kloden.  

Således blev adskillige erklærede trotskister, og stalinistiske ”afhoppere” forfulgt og jagtet af GPU, hvilket i flere tilfælde førte til drab.

Trotskister havde således god grund til at være på vagt over for Stalins hemmelige efterretningsfolk.

 

Trotskismen efter 2. verdenskrig.

Denne situation havde ikke ændret sig i tiden efter 2. verdenskrig. Det eneste ny var, at verden nu var blevet opdelt i en amerikansk domineret og en sovjetisk domineret indflydelsessfære.

Som følge af den sovjetiske Røde Hærs fremmarch i Europa, ønskede Stalin nu at oprette en ”stødpude-zone” som sikring mod eventuelt kommende imperialistiske invasioner fra Vest.

Som krigsbytte havde de sejrende allierede magter delt det tabende Tyskland i to zoner: en vestlig amerikansk domineret zone og en østlig sovjetisk domineret zone.

Få år senere opstod de to selvstændige stater: Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

At Stalin accepterede dette kompromis med imperialismen betød ikke, at han opgav at påvirke udviklingen i de vestlige kapitalistiske samfund. Men det var aldrig med henblik på at omstyrte disse. Verdensrevolutionen havde han for længst opgivet.

I de nydannede ”Folkedemokratier” i Central -og Østeuropa havde han skabt satellit-stater, som han regnede med at kunne styre på sammen måde som han beherskede Sovjetunionen.

Officielt førte Stalin ”folkefrontspolitik” som indebar en ”national samling” af klasser og lag, som formodedes at være imod kapitalismen.

Uofficielt og under overfladen tilsigtede han at indføre den samme model i ”Folkedemokratierne” som han havde praktiseret i sin Sovjetunion.

Hvis dette skulle gennemføres, var det nødvendigt med partisammenlægninger og udrensning af al opposition til det enerådende parti.

Stalinismen var ikke ”progressiv” men snarere reaktionær, ja kontrarevolutionær.

Utallige kongresudtalelser fra IV. Internationale vidner om de mange illusioner, som ledende trotskister som Michel Pablo og Ernest Mandel havde om den stalinistiske bevægelses ”progressive” udvikling efter Stalins død i 1953.

Stalinisterne led ikke af illusioner om i hvilken retning den trotskistiske bevægelse ville udvikle sig. De betragtede stadig ”trotskister” som dødsfjender og ønskede at bekæmpe dem med alle til rådighed stående midler. Man kan her undre sig over, at USSR og DDR var villig til at bruge så mange efterretningsmæssige ressourcer på at bekæmpe en så forholdsvis ubetydelig bevægelse som den trotskistiske, som kun omfattede nogle få tusinde.

Svaret må være, at de frygtede Trotskys fundamentale kritik af Sovjetsamfundets udvikling under Stalin og inderst inde godt vidste, at Trotsky - og ikke Stalins - var Lenins retmæssige efterfølger.

Men de sad på magten og havde nu adskillige statsapparater i ryggen til at bekæmpe den angivelige dødsensfarlige og kætterske bevægelse.

Efter DDR-statens sammenbrud i efteråret 1989 er en række forskere dykket ned i de af Stasi’s arkiver, som efterretningsofficererne ikke nåede at tilintetgøre.

Hermann Bubke har i sin ”Der Einsatz des Stasi -und KGB- Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit”. Kovac, Hamburg 2004 påvist, hvorledes det lykkedes Otto Freitag som spion for både Stasi og KGB at trænge helt til tops i den internationale trotskistiske bevægelse.

I mindste detalje redegør Bubke for, hvorledes Stasi rekrutterer Otto Freitag, som i modsætning til de fleste andre ”hemmelige medarbejdere” i Stasi ikke havde en lang fortid som venstreoppositionel i den kommunistiske bevægelse.

Otto Freitag havde således en fortid i NSDAP, som værnepligtig i Rigsværnet og som soldat på Østfronten.

Efter 2. verdenskrig havnede han på østsiden af Jerntæppet og foretog en 180 graders omvending. Freitag meldte sig ind i KPD, senere SED og ragede uklar med enhedspartiet.

Freitag lod sig hverve som ”hemmelig medarbejder” for Stasi i nært samarbejde med det sovjetiske KGB og fik til opgave at infiltrere vesttyske trotskistiske organisationer.

Fretag var langt fra den eneste stalinistiske ”infiltrator” i trotskistiske organisationer.

Günter Wernicke, doktor i historie på Humboldt Universitet i Berlin har i sin artikel: ”Operativer Vorgang (OV) ”Abschaum” . Das Ministeruim für Sicherheit (MfS) und die deutschen trotzkisten in den 1950’er Jahren (pp.281-299)

Artikel i Graf: (herausgeber) Anarchisten gegen Hitler. Anarchisten, Anarko-Syndikalisten, Rätekommunisten in Widerstand und Exil. LukasVerlag. 2001

På samme måde som ovenfor nævnte Bubke er Wernicke dykket ned i Stasi’s arkiver og har fundet ubehagelige, men interessante oplysninger om de to stalinistiske efterretningsorganisationers spionagevirksomhed i trotskistiske  organisationer.

Wernicke viser hvorledes Stasi og KGB bar sig ad med at infiltrere de trotskistiske rækker.

Hvis en agent skulle gøre sig håb om at trænge ind i trotskisternes -  formodentlig skeptiske - rækker måtte de have visse træk til fælles med trotskisterne.

Den ideelle spion måtte helst have en oppositionel fortid i den kommunistiske bevægelse. Gerne medlem af det kommunistiske parti (KPD).

Helst så tidligt som muligt, gerne en veteran, der på et eller flere punkter havde gjort sig ”uheldigt” bemærket, dvs. ikke havde fulgt den ”lige linje” frem til det stalinistiske gennemslag sidst i 1920’erne.

Mange trotskister havde således efter 2. verdenskrig, hvor bevægelsen i Europa var blevet revet op med rode og mange havde måttet leve i eksil, valgt (af nød?) at vende tilbage til KPD. Måske i et forfængeligt håb om at kunne ”reformere” KPD, senere SED. Det lykkedes nu ikke. I stedet blev de endnu en gang offer for den stalinisme, som de én gang før havde taget afstand fra.

Stasi og KGB kunne nu bruge deres oppositionelle fortid som et pressionsmiddel mod dem, hvis de foretrak at leve et mere behageligt liv end at være i evig opposition. En vis form for træthed og resignation har nok også gjort sig gældende.

Vi vil nøjes med at omtale et eksempel på Stasi’s og KGB vellykkede forsøg på infiltration.

Helmut Schneweiss (1903-1989):

Følgende data fremgår af Biographische Angaben aus dem Handbuch der Deutschen Kommunisten. Biographische Datenbanken.

Ifølge oplysningerne i denne databank er Schneweiss den perfekte revolutionære marxist og man kan ikke sætte en finger på hans politiske løbebane. Alligevel knytter der sig en mistanke til hans person.

”Arbejder, medlem af Kommunister Jugend Deutschlands (KJD) og Kommunister Partei Deutschlands (KPD) i 1923.

Grundlægger af og talsmand for Arbejdsløshedsudvalget i Oranienburg, Berlin.

Med til at grundlægge Rote Frontkämpfer Bund (RFB) i Oranienburg.

Efter forbuddet mod RFB i 1929 ledede ham den ”proletariske selvforsvarsgruppe”.

Bragte sig i modsætning til partiets og Kominterns ”venstreradikale” og sekteriske kurs og blev ekskluderet for at medvirke til enhedsfrontpolitik mod den fremtrængende nazisme og blev som mange andre ekskluderet af KPD.

Tilsluttede sig herefter den trotskistiske venstreoppositionelle gruppe i Oranienburg, hvor han videreførte en enhedsfrontpolitik sammen med andre venstrefløjsorganisationer.

I november 1932 deltog han i den internationale Venstreopposition uformelle møde med Trotsky i København.  

I 1933 flygtede han til det (fransk besatte) Saar.

I 1935 var han med til at grundlægge den trotskistiske gruppe IKD (Internationale Kommunisten Deutschlands) i Amsterdam.

I 1938 fratog nazister ham hans tyske borgerskab og han levede illegalt i Holland under krigen.

Efter krigen vendte han tilbage til Tyskland, hvor han slog ned i Osnabrück. Han skal her have deltaget i IV. Internationales (Internationale Sekretariat) arbejde for at støtte befrielsesbevægelsen FLN i Algeriet.

Schneweiss sad en kort overgang fængslet for sine ”forfalskningaktiviteter” (formodentlig pas - eller pengeforfalskning).

Den hollandske trotskist Sal Santen og andre trotskister har ham mistænkt for at have arbejdet for østlige sikkerhedstjenester.”

 

Stasi’s opbygning af et kontaktnet.

Det østtyske Stasi byggede langsomt et net af kontaktpersoner op, som skulle infiltrere de trotskistiske organisationer - først i Tyskland senere også i andre lande.  

Stasi brugte som murbrækker en vis Frits Hesse, med agentnavnet”Krausnick”, som på dette tidspunkt allerede var rekrutteret som ”hemmelig meddeler”.

Det næste led i kæden var Alfred Wieland, som Hesse kendte i forvejen.

Alfred Wieland var allerede kommet i fedtefadet hos Stasi.

11. november 1950 var han nemlig blevet arresteret og bortført til Øst-zonen! (p. 288).   

Hesse havde kendt Weiland siden 1923 og begge havde siden 1933 været aktive i gruppen Internationale Sozialisten, som Hesse forlod i 1948.

 

Hesses problematiske fortid.

Hesse havde en i Stasi’s øjne ”problematisk” fortid, som efterretningstjenesten kunne udnytte til sine formål: at undergrave al trotskistisk aktivitet. 

Hesse var set ud fra et stalinistisk synspunkt langt fra nogen perfekt kommunist. 

Det tyske kommunistparti (KPD) havde tidligt været plaget af en af kommunismens ”børnesygdomme”: venstreradikalisme.

Lenin og bolsjevikkerne havde gjort meget for at komme denne ”børnesygdom” til livs, men det var langt fra lykkede i Tyskland, hvor den var meget udbredt.

Hesse led således også af denne ”sygdom” og forlod KPD i 1919 for at tilslutte sig det ”venstreradikale” KAPD.

Han havde oveni købet i strid med Kominterns officielle linje meldt sig ind i det syndikalistiske Allgemeine Arbeiter Union (AAU).

1945 havde Hesse glemt alt om sin fortid og havde igen meldt sig ind i det genopståede KPD, som senere opslugte SPD (det tyske Socialdemokrati) og blev til det regeringsbærende SED i DDR.

Stasi kunne bruge en person som Fritz Hesse med sin oppositionelle fortid. Han ville - bedre end mange andre - være i stand til at ”narre” sig ind i trotskisternes rækker.

 

Hesse udbygger sit kontaktnet.

En anden af Hesses netværkspersoner var Karl Ristau, (agentnavn ”Stüwe”), som han første gang kontaktede 15. december 1951 (op. cit., p 291).

Karl Ristau havde efter sin løsladelse fra nazisternes interneringslejr i Oranienburg i juli 1936 opsøgt Frits Hesse.

Også Ristau havde en særdeles ”brugbar” politisk fortid, som Stasi med fordel kunne bruge.

Før Gestapos arrestation af ham 28. februar 1933 var Karl Ristau medlem af KPD.

Ristau blev af Gestapo dømt til 4 måneders ”forvaring” og 3 års tugthus.

Som Hesse lod Ristau sig ”omvende” efter krigen i 1945 og indgår sandsynligvis en kontrakt med Stasi om at blive ”hemmelig medarbejder”.

Stasi beordrer Ristau til at træde ud af SED for uhindret at kunne udøve sin agentvirksomhed.

 

Ristau hverver trotskisten Schneeweiss for Stasi.

Og her er vi fremme ved den næste kontaktperson i rækken: trotskisten Helmut Schneeweiss, som efter krigen er vendt tilbage til Vesttyskland (Osnabrück).    

Fra foråret 1954 arbejdede MfS energisk på at hverve Helmut Schneeweiss.

Ifølge Stasi’s akter, som Wernicke har haft adgang til, lykkedes det i november 1954 Karl Ristau (agent ”Stüwe”) at overtale Schneeweiss til at ville arbejde for Stasi.  

Wernicke citerer agent Stüwe for at spurgt Helmut Schneeweiss, om han var villig til at tage til Berlin ”for at tale med kammeraterne i Centralkomiteen” (SED’s Centralkomite forstås).

Schneweiss fik et tilbud han ikke kunne afslå, da Ristau lokkede med, at Centralkomiteen ville ”sørge for hans sikkerhed”, (op. cit., p. 291). Alternativet kunne meget vel være, at Stasi i samarbejde med KGB ville kidnappe ham og føre ham bort til DDR. Det havde Stasi og KGB gjort i adskillige tilfælde for at presse folk til at arbejde for sig.

Under denne slet skjulte trussel valgte Schneeweiss at sige ja til tilbuddet om at blive ”hemmelig medarbejder” for Stasi . Han optræder herefter under kodenavnet ”Kurt Hartmann” i Stasi’s arkiver.

Som agent for Stasi nåede Helmut Schneeweiss år han helt til tops i den internationale trotskistiske bevægelse og udnyttede sine gode kontakter til IV. Internationales Internationale Sekretariat.

På samme måde som Stasi-agenten Otto Freitag formåede at trænge helt til tops i den amerikanske trotskist J. P. Cannon’s og den britiske trotskist Gerry Healys ”Internationale Komite” (ICFI), således formåede Schneweiss at nå langt op i hierarkiet hos den græsk fødte trotskist Michel Pablos og belgiske Ernest Mandels Internationale Sekretariat (IS).

Stalinistiske agenter kunne således trække i hver sin retning med det formål at skubbe på en vedvarende organisatorisk splittelse i den trotskistiske bevægelse.

Det kan undre en, at den trotskistiske bevægelse tilsyneladende ikke har taget ved lære af fremmede agenters infiltration i trotskistiske organisationer.

Uanset om det er fra vestlige efterretningstjenester eller østlige.  

 

 

 

 

    

 

 

Otto Freitag - spionen som ikke efterlod sig spor.

Hermann Bubkes bog om KGB-spionen Otto Freitag er rystende læsning.
Freitag trængte helt op i toppen af den trotskistiske IV. Internationale.

Stalinisten Otto Freitag’s spionagevirksomhed mod trotskister.  

Del 1.

Skrevet på baggrund af Hermann Bubke: ”Der Einsatz des Stasi- und KGB-Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit. Verlag Dr. Kovac. Hamburg 2004.

Otto Freitags mystiske død.

Natten mellem 4. og 5. maj 1953 led den blodtørstige sovjetiske diktator J. Stalin en ynkværdig død. Ene og forladt af sine nærmeste medskyldige, led han en ensom død.

Samme nat led en anden person en ligeså ynkværdig død. Ganske vist under helt andre omstændigheder. Denne mand var den tjekkisk fødte trotskist Wolfgang Salus, som døde under mystiske omstændigheder, som den dag i dag ikke er opklaret.

Stalin havde skabt sig millioner af fjender, som kunne have tragtet ham efter livet, hvis ikke han og hans bureaukratiske klike havde skabt et sandt rædselsregime, som gjorde det næsten umuligt at komme ham til livs.

Stalins lange terroristiske arm strakte sig langt ud over Sovjetunionens vide grænser. I dette tilfælde helt til München, hvor trotskisten Wolfgang Salus blev myrdet, formodentlig død af en forgiftning, som blev ham påført af en agent ansat i Stalins efterretningstjeneste (daværende MGB).

Udover Salus’ kolde lig er det eneste spor af ham, de optegnelser, som Stasi-agenten Otto Freitag lavede til arkiverne i den østtyske sikkerhedstjeneste, STASI.

Freitags indberetninger til sin føringsofficér står at læse i STASI’s arkiver. Disse akter er efter ”die Wende ” i 1989 blevet tilgængelige for forskning. Agenternes indberetninger er ofte vildledende og misvisende, da agenterne har villet imponere sine overordnede og således vise deres værd.

Men der ingen grund til at tro, at Stasi-agenten Otto Freitags egne rapporter om sin spionvirksomhed i 4. Internationale til sin føringsofficér skulle være løgnagtige. De er snarest ubehageligt afslørende for hvor vellykket Stasi’s udspionering af de kræfter - som det anså for ”fjendtlige” - kunne være.

Otto Freitags første opgave blev at udspionere den lille venstreorienterede vesttyske organisation Unabhängige Arbeiterpartei (UAP).

Her stødte han for første gang på tyske trotskister, som havde søgt tilflugt i denne reformistiske men antistalinistiske organisation, som søgte en ”3. vej” mellem reformisme og stalinisme.

Organisationen fik en kort levetid og de fleste medlemmer havnede i det tyske Socialdemokrati (SPD).

Freitag fik nu en ny opgave af det østtyske Ministerium for Statssikkerhed (MfS). Han skulle lede en aktion, som gik ud på at stække de tyske trotskister og især ’skygge’ den tjekkisk fødte trotskist, som nu befandt sig i Vesttyskland Wolfgang Salus.

 

De to hovedpersoner.

Hvem var Wolfgang Salus siden han skulle slås ihjel af Stalins agenter?

Wolfgang Salus blev født i Prag i 1909. Hans far var læge, men Wolfgang valgte en anden vej end faren og tidligt meldte han sig ind i det tjekkiske kommunistpartis ungdomsforbund og indtog hurtigt en ledende position.  

Allerede i 1926 deltog han i en international ungdomskonference, som Kommunistisk Internationale afholdt i Moskva, hvor han mødte Trotsky, som på dette tidspunkt var på vej ud i kulden, udmanøvreret af Stalin.

Salus fik sympati for Venstreoppositionen i Kommunistisk Internationale (Komintern). 

1928 blev Wolfgang Salus - som mange andre i den kommunistiske bevægelse - ekskluderet af alle organisationer med tilknytning til Komintern.  

1929 blev Trotsky af Stalin sendt i eksil og var fra nu af jaget vildt. Første station på Trotsky’s ufrivillige eksil var den lille tyrkiske ø Prinkipo ved Marmarahavet.

Wolfgang Salus virkede som sekretær for Trotsky, da han talte mange sprog og var vant til at formulere sig skriftligt.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 flygtede mange tyske trotskister ud af landet. En del af disse flygtede til Tjekkoslovakiet, hvor de trykte avisen ”Unser Wort”, som blev smuglet over grænsen til Nazi-Tyskland. (læs Peter Behrens: Trotzkisten gegen Hitler: ISP Verlag. Köln. 2007). Salus havde mange talenter. Således studerede han dramaturgi i Prag, skrev drejebøger til 2 tjekkiske film, digte og bidrag til aviser og tidsskrifter.

Efter den tyske Værnemagts invasion i Prag i 1939 blev Salus og mange andre trotskister arresteret og sat i fængsel.

Efter 2. verdenskrig meldte Salus sig ind i det tjekkiske Socialdemokrati, underviste på en partiskole og blev endelig redaktør af partiets teoretiske ugeskrift.

De tjekkiske stalinisters udrensninger og politiske forfølgelser fik i 1948 Salus til at forlade Tjekkoslovakiet og søge til Vesten. Her havnede han som tjekkisk statsborger i Bayern og tilsluttede sig det nydannede UAP. (op. cit., 56-57). 

Det var i UAP at Salus og Stasi-agenten Otto Freitag mødtes første gang.

 

Hvem var Otto Freitag?

Otto Freitags fortid står i grel modsætning til Wolfgang Salus’. Freitag havde en karriere som befalingsmand af forskellig grad først i Rigsværnet senere i den tyske Værnemagt. Under 2. verdenskrig havde han gjort tjeneste som befalingshavende på Østfronten. Freitag befandt sig i den senere sovjetiske besættelseszone som krigsfange og da hans familie boede i egnen omkring Magdeburg, valgte han at tage ophold der.

Lynhurtigt skiftede han ham og meldte sig under de røde faner hos det genopståede KPD, senere sammensluttet med SPD til SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands).  

Her forsøgte Otto Freitag uden stort held at gøre karriere, men ragede uklar med den lokale SED-ledelse, da han havde misbrugt sin stilling som administrator på et gods og således blev truet med arrestation (op. cit., p. 25).

I denne udsatte situation blev Freitag kontaktet af sine ”venner” i det sovjetiske efterretningsorgan MGB og ”tilbudt” en udvej til Vesten.

 

Freitags første opgave for MfS.

Hans opgaver var i første omgang rettet mod det lille og temmelig betydningsløse Unabhängige Deutsche Arbeiterpartei (UAP). [Om UAP læs evt. Hermann Webers selvbiografi: Leben nach dem ”Prinzip Links”. Erinneringen aus fünf Jahrzenhten. Chrisoph Links Verlag. 2006,   

Det fremgår af akter fra Stasi-arkivet, dateret 27. august og 17. september 1951, at Freitag ifølge sin ’føringsofficér’ Poitovsky havde til opgave at:

”1. løsne sin forbindelse til KPD [Kommunistiske Partei Deutschlands, den vestlige del af SED].

2. søge tilslutning til den trotskistiske bevægelse og indtrængning i UAP med et mål at blive medlem og funktionær i UAP.

3. Holde øje med den jugoslaviske emigrantbevægelse, ”titoister”.

4. Holde øje med den russiske emigrantbevægelse i sammenhæng med den forh. premierminister Kerenskys [russisk statsminister i månederne inden Oktoberrevolutionen 1917] opdukken i München.” (op. cit. p. 33).

Anvisningerne præciserer, at hovedopgaven består i at knytte forbindelser til UAP.

Freitag gik til opgaven med frisk mod og var det ikke for UAPs hurtige deroute på grund af intern politisk uenighed var Freitag sikkert lykkedes med sin mission: at undergrave UAP, som et forsøg på at skabe et alternativ til de to store retninger i arbejderbevægelsen: det reformistiske SPD (det tyske Socialdemokrati) og det stalinistiske SED/KPD.

Men Freitag fik knyttet nogle vigtige kontakter til betydelige personer, som han kunne bruge til sin næste opgave for sin ’føringsofficér’ Poitovsky.

Næste opgave i 1952 bestod i ifølge Stasi-akterne i følgende:

1. infiltration i den tyske sektion af trotskister med samme fremgangsmåde som i UAP, men denne gang med lidt mere forsigtigt [gebotener Zurückhaltung].

2. I den forbindelse at etablere et fortroligt forhold til Wolfgang Salus, den førende personlighed i den trotskistiske bevægelse.

3. At fastslå alle trotskistiske forbindelser og kontakter i DDR. I Sovjetunionen og i de østeuropæiske Folkedemokratier.

Førsteprioritet lå i at etablere et fortroligt forhold til Wolfgang Salus førend det på længere sigt ville være muligt at infiltrere en bredere kreds af tyske trotskister.

Freitags føringsofficér Poitovsky har nøje beskrevet tilnærmelsesprocessen mellem Freitag og Salus:

18. januar 1952: ”At befæste forbindelsen til S[alus] ved at deltage i diskussionsaftener. Deltage i diskussionen på et trotskistisk grundlag, men ikke træde stærkt i forgrunden, ikke vise sig for ofte i boligen. At opretholde forbindelsen til ham så upåfaldende som muligt.”

27. marts 1952. ”Forstærke hans tillid [til Freitag] ved at [erklære sig] indforstået med Salus’ politik. Gennem diskussion bringe Salus til at erklære, hvornår han anser tidspunktet for kommet, hvor der skal skabes en fast organisation af trotskister. Konkrete angivelser af de forskellige grupper i Vesttyskland, som Salus har forbindelse med, navne på medlemmer og i hovedsagen navnet på lederen af disse.”

2. maj 1952. ”For ikke at vække mistanke hos Salus, bør forbindelsen til Fischer løsnes, dvs. til resterne af UAP. Fastslå med hvilke russiske officerer Salus har forbindelse med [?] og som han allerede har omtalt i samtaler [und die er bereits gesprächsweise erwähnte]. Udnytte Salus’ tillid for at kunne fastslå hans forbindelser til DDR og Folkedemokratierne og forsøge at komme i personlig kontakt med personer, som Salus står i forbindelse med og som besøger ham i München.

I almindelighed at følge det spor efter Salus, som vi er slået ind på.” (op. cit., p. 54).

At Freitags lykkes med sin mission viser en indberetning fra august 1952:
Ich hatte mit Salus weitere Zusammenkünfte, um den Kontakt enger zu gestalten. So eine am 10.7 in der Gaststätte Tivoli, am 11.7. gleichfalls dort… Am 14.7. besuchte ich mit ihm, dem Rechtsanwalt Dr. Longin Holejko - seinem Chef

Am 19.7 besuchte ich zusammen mit S[alus] eine Versammlung der Anarchisten, in der S[alus] als Diskussionsredner auftrat. Am 30. 7. Empfing ich zusammen mit S[alus] die Trotzkisten Georg Jungclas, Köln und Otto Schlömer mit Frau, Berlin… “ (op. cit. , p. 54-55).

I slutningen af juli 1952 søgte Salus udvandringskommissionen i Karlsruhe om at måtte udvandre til Canada. Salus var som tjekkisk statsborger ikke sikret ubegrænset ophold i Vesttyskland.

8. juli havde Mfs (det østtyske Ministeriet for Sikkerhed) bortført advokaten Walter Linse fra Berlin Lichterfelde, dømt og henrettet ham i USSR.

 

I Stasis arkiver optræder Otto Freitag under navnet ”Hans Hausmann”.

Hans føringsofficér var oberst Kiefel, som efter endt mission, dvs. ”aflivning” af Wolfgang Salus afslutningsvis bemærkede:

Nach langer konsequenter Vorbereitung gelang es mir, das ehemalige Mitglied der Komintern [Wolfgang Salus havde i 1926 tilsluttet sig den kommunistiske bevægelse, Kommunistisk Ungdomsforbund i Tjekkoslovakiet] Wolf von Salus alias Werner Sicher und späteren Sekretär Trotzkis, der in Westdeutschland  im Lager der Trotzkisten und änhlicher Renegaten eine führende Rolle spielte, auszushalten.

Die Anleitung zur Lösung dieser Aufgabe wurde umittelbar von Genossen einer befreundeten Dienststelle durchgeführt

gez. [underskrevet] Kiefel. (op. cit. p. 66)

Freitag beretter selv med stor tilfredshed, om hvor let og ubesværet han var sluppet af sted med at udspionere den trotskistiske 4. Internationale via Wolfgang Salus. Ingen havde tilsyneladende fattet mistanke om, at Freitag arbejdede for både for den østtyske og det sovjetiske efterretningstjeneste  

”Salus war für mich Schlüsselfigur zum Eindringen in die IV. Internationale. 1953, am Todestag Stalins, wurde Salus ausgeschaltet. Im Zuge der Salus-Aktion war vorgesehen, dass ich zusammen mit meiner Familie uas Sicherheitsgründen evtl. In die DDR zürückkehren müsste. Das unterblieb, weil keine Verdachtsgründe gegen mich zeigten. Ick konnte weiter im Einsatz bleiben und brauchte nicht, wie bereits vorbereitet, in ein bautzener Haus umzuziehen.

Gez. Otto Freitag.” (op. cit., p. 66)

Otto Freitag kunne således uantastet forsætte sin infiltration af og spionage af trotskister, som han i sin indberetning 7 år senere betegnede som ”skadevoldere” og ”forrædere”.

In UAPD [Unabhängige Arbeiterpartei Deutschlands] stiess ich den ehemalige Sekretär Trotzkis Wolfgang Salus. Wir stellten dessen subversive Tätigkeit gegen die Sowjetunion und die Volksdemokratien fest. Salus wurde als Schädling [skadevolder] und Verräter ausgeschaltet.

Langt senere - i 1992 - fandt den armenske journalist Natalia Geworkjan ved en tilfældighed ud af, at der i det russiske Sikkerhedsministeriums arkiver lå et dokument, som bekræftede, at Wolfgang Salus var  offer for et planlagt giftmord.

Det fremgår af en skrivelse til de daværende sovjetiske ledere Malenkov, Bulganin, Beria og Khrustjov fra sikkerhedschef S. Ignatiew: 

Die Liquidierung von Salus erfolgte durch einen deutschen Agenten des MGB, der ihm am 13. Februar d. J. ein Specialpräparat verabreicht hat, das den Tot nach 10 bis 12 tagen hervorruft. Bald nach der Einnahme des Präparat erkrankte salus und verstarb am 4. März d. J. in einem Krankenhaus in München. Durch verschiedene Quellen wurde überprüft, dass die Vergiftung von Salus beim Gegner keinerlei Verdacht hervorgerufen. Die Ärtze stellten fest, dass sein Tod durch eine Lungenentzündung verursacht wurde.

Quelle: Zentralarchiv des Sicherheitsministereums der Russichen Föderation.

Aktensignatur: F4 OS, OP 11, Akte 29, Blatt 214. ” (op. cit., p. 67. Jf. Natalija Geworkjan: Der KGB lebt. 1992).

Kilderne fastslår altså entydigt og uden tvivl, at Wolfgang Salus blev offer for et giftmord, foranlediget af det sovjetiske efterretningsvæsen MGB hjulpet af den østtyske sikkerhedstjeneste under Ministeriet for Sikkerhed (MfS).

Datiden blev imidlertid ladt i fuldstændig uvished om hvorledes Wolfgang Salus var kommet af dage.

Ganske vist forsøgte en nær veninde af Salus Ellen Blauert ligeså meget for at rense sig selv for eventuel skyld i mordet at få iværksat en obduktion af liget for at fastslå dødsårsagen. Hvorvidt den pågældende patalog dr. Hueck  fra Münchens Patalogiske Institut stod i ledtog med mordere ved vi ikke. I alt fald bidrag ligsynet ikke til en opklaring af dødsårsagen, idet der som afslutning med ny skrift (?) var tilføjet, at det var udelukket, at dødsårsagen kunne være en forgiftning: ”für Vergiftung fanden sich anatomisch keine Anhaltspunkte”.  (op. cit., p. 71)

Otto Freitag havde været uhyre nøjeregnende i sin planlægning af ”aflivningen” af Wolfgang Salus.

Ned til mindste havde han lavet to planer for Salus kunne likvideres. Men hans bortførelsesplaner blev i sidste ende forkastet af de to landes efterretningstjenester og et giftmord valgt i stedet.

Mordet på den tjekkiske trotskist Wolfgang Salus var langt fra det første mord, som stalinister begik på trotskister.

Lige siden det uforsonlige opgør i USSR mellem Stalin og Trotsky i 1920’erne havde Stalin tragtet sin rival efter livet.

I Stalins udrensningskampagner i 1930’erne blev Trotsky udråbt som den hovedanklagede. Alle Stalins højtstående bolsjevikiske rivaler blev beskyldt og anklaget for ”trotskisme”, som Stalin brugte som en samlebetegnelse for alle sine (indbildte) fjender.    

Stalins terroristiske arm rakte langt. Det lykkedes Stalins efterretningstjeneste at gøre det af med adskillige trotskister, som befandt sig uden Sovjetstaten.

Trotskys egen søn Leon Sedov, som spillede en vigtig rolle i opbygningen af en Venstreopposition til Stalin blev således likvideret af NKVD i 1937.

To andre af Trotskys nære medarbejdere: Rudolf Klement og Erwin Wolf blev også likvideret af NKVD. Også afhoppere som Walther Krivitsky og Ignace Reiss blev likvideret af Stalins morderbander.

Derfor skulle man tro, at den trotskistiske bevægelse havde fået en alvorlig lærestreg og for fremtiden ville sikre sig noget bedre mod stalinistisk infiltration.

Som vi skal se, var dette ingenlunde tilfældet. Med forbløffende stor lethed trængte Otto Freitag ind i 4. Internationales rækker.   

 

Del 2.

Spionen som ikke efterlod sig spor.

Stalinisten Otto Freitags spionage mod trotskister. 

Efter at have medvirket til likvideringen af Wolfgang Salus havde hans arbejdsgivere i DDR og USSR regnet med, at han ville være færdig som aktiv agent og havde derfor planlagt, at han skulle vende tilbage til den sovjetiske besættelseszone, nu DDR, som han havde opholdt sig indtil 1949.

Hvis ”aflivningen” af Wolfgang Salus var Otto Freitags ”svendeprøve” skulle han udføre sit ”mesterstykke”, at trænge helt til tops i den internationale trotskistiske bevægelse.

I sine hyppige møder med den likviderede Salus havde Freitag truffet den tyske trotskist Georg Jungclas og lært ham personligt at kende.

I sin indberetning til sin føringsofficér i STASI om sin plan for infiltration blandt de tyske trotskister (Ernest Mandel og Willy Boepple) , skrev agent Freitag:

Eines Tages [eröffnete] mir Salus dass er mich in seiner Wohnung mit einem Mitglied der trotzkistischen westdeuschten Leitung und einem Sekretariatsmitglied der IV. Internationale. Die beiden seien in München, um sich von der dortigen politischen Situation ein Bild zu machen. [Sie] müssten auch eine und reihe [von] Besprechungen mit Gewerkschaftsfunktionären durchführen. Auch von mir hätten sie gehört und würden gern mehr über meine bisherige politische Tätigkeit, meine ’Flucht’ aus der ’Sowjetzone’ und mein politisches und fachliches Wissen auf dem Agrargebiet in Erfahring bringen.”

(op. cit., p. 74).

[Freitag havde efter at have gjort tjeneste på Østfronten for den tyske Værnemagt, hurtigt skiftet ham og meldt sig ind i det genopstandne KPD så snart han var vendt tilbage til sin hjemegn i Magdeburg.

I den sovjetiske besættelseszone forsøgte han sig med hesteavl på et eksproprieret gods.

Han gjorde en kort men ikke særlig heldig karriere i SED og foretrak derfor at prøve lykken i Vesttyskland].

Freitags møde med de 2 højtrangerende trotskister forløb ifølge han selv godt og han bestod prøven:

”Für mich bedeutete das, in Prüfung hieinzugehen, in der ich möglichst gut abzuschneiden [slippe godt fra] hatte. Die weitere Durchführung der mit gestellten Aufgabe hing jetz ganz davon ab. Zur festgesetztee Zeit erschienen der Renegat und ehemalige Landesvorsitzende der KPD Baden B [Boepple] und der Belgier Walter Germain [Ernest Mandel] aus Brüssel. Beide prüften mich auf Herz und Nieren. Sie verfügten bereits über Informationen zu meiner Person und verwendeten das in einer Art Kreuzverhör.

Die Prüfung muss ich […] bestanden haben, denn sie eröffneten mir, dass meinem Antrag Anjtrag stattgeben worden sei und ich mich als Mitglied der IV. Internationale betrachten könne. Andere Formalitäten wären nicht notwendig. Mitgliedsbuch gäbe es nicht.

De to fremtrædende trotskister Willy Boepple og Ernest Mandel ”Germain” optog nu Stasi-agenten Freitag som fuldgyldigt medlem af IV. Internationale.

I parentes bemærket havde Willy Boepple indtl 1948 siddet i Centralkomiteén i det østtyske SED, men var raget uklar med partiformand Walter Ulbricht og ekskluderet af partiet.  

Fra 1949-1950 var han aktiv i den ”højrekommunistiske” gruppe Arbeiterpolitik (Heinrich Brandler). Fra april 1951 blev han optaget i IV. Internationale. (op, cit., jf. note 125, p. 230).

Freitag skulle nu vise sig trotskisternes tillid værdig og fik travlt:   

Ich hatte jetzt sehr fleisig zu sein, und [ich] habe mich während meiner ganzen Tätigkeit bei den Trotzkisten nie wieder so emsig auf diesem Gebiet bemühen müssen wie in dieser Periode. Ich war neue Mitglieder und organisierte Versammlungen. [Ich] vereinbarte illegale Zusammenkünfte und schuf mir Einfluss bei den Gewerkschaften. Die Fleissarbeit - stets mit meinem Mitarbeiter [føringsofficeren] abbesprochen - zahlte sich aus [betalte sig]. Als Salus eines Tages verstab, wurde ich offiziell Leiter der Münchener Gruppe. Ältere Mitglieder hatten die Funktion übrigens abgesagt und waren mit meiner Wahl einverstanden. Weiter[hin] musste ich vorsichtig, aber beständig die Kontakte zu den drei mir bekannten Spitzenfunktionäre ausbauen. Hierbei halfen gleichfalls kleine Tricks. Kam jemand mit dem Zug, stand ich am Bahnsteig zur Begrüssung und weitere Hilfe bereit. Die Leute übernachten bei mir und wurden von meiner Frau zufreidenstellend versorgt. Meine Wohnung wurde langsam zum Gefechtsstand d.h. zum Zentrum vieler illegaler Treffs.” (op. cit., 75).

Efter aflivningen af Wolfgang Salus trådte Freitag således ind på dennes plads som ”leder” af gruppen af trotskister i München.

Stolt indberetter Freitag hvor tæt han er kommet på de ledende trotskister:  ”Allmählich wurden die Türen nachts nicht mehr verschlossen und die Fenster blieben bei grosser Hitze geöffnet. Germain [Ernest Mandel] kroch nicht mehr unter die Couch [sofa], bevor er zu Bett ging und sah auch den Schrank nicht mehr nach. Eines Tages lies ser sogar seinen Koffer und eine Aktentasche bei mir zurück, als er andere Wege zu erledigen hatte [andet at bestille].” (op. cit., p. 75).

Ernest Mandel efterlod intetanende sin mappe i Freitags lejlighed til fri afbenyttelse. I mappen fandt Freitag efter eget udsagn ”et omfattende adressemateriale”:   

In der Aktentasche fand ich wichtige Aufzeichnungen und ein Notizbuch mit umfassende Adressematerial. Mit einem Schlage verfügten wir über eine sehr gute Übersicht. Um das Material richtig auswerten zu können, legte ich eine graphische Skizze an. Germain [Ernest Mandel] als Mitglied der Exekutive der IV. Internationale war der zentrale Punkt. Von diesem Ausgangspunkt aus baute ich jetzt graphisch das ganze Netz Zug für Zug auf. Sobald ich neue Informationen gesammelt hatte, fügte ich Stein an Stein hinzu. Nach knapp einem Jahr lag das Duplikat der graphischen Skizze. Bei jedem Treff wurde sie vervollständigt. Neue Erkentnisse kamen hinzu und Veränderungen wurden registriert.

Die anfangs kleine Skizze wurde grösser und umfasste bald einen grossen Plan, in dem allen Einzelheiten aufgerechnet waren. Wir arbeiteten mit farbigen Linien, um die verschiedenen Querverbindungen gut sichtbar zu machen. Neue Länder, ja ganze Kontinente kamen hinzu. Aus dem Plan waren nicht nur das Organisationsschema der IV. Internationale zu ersehen und die Funktionen der führenden Mitglieder, sondern auch die Stärke und Zusammensetzung der einzelnen Formationen, die oppositionellen Strömungen […]. Im Plan war festgehalten, welche Sektion oder Gruppe besondere Feindtätigkeit gegen uns oder unsere sozialistische Bruderparteien dürchführte, in welcher Art das geschah und mit welche Kräften.” (op. cit. 76).

Freitag var nu tilsyneladende i besiddelse af alt det materiale, som han skulle bruge for at infiltrere de trotskistiske organisationer.

Freitag skulle nu skaffe sig et troværdigt alibi, som han kunne anføre hvis nogen skulle komme i tvivl om hans indtægtskilder.

Freitag etablerede sig som brugtbilsforhandler. Han opkøbte billige Folkevogne og solgte dem dyrt. 

Hans status som brugtbilsforhandler gav ham endnu en fordel. Han havde let ved at komme rundt i hele Vesttyskland med sit alibi i orden:

Mit der Bahn fuhr ich nach Hamburg, kaufte dort eine VW und fuhr diesen nach München. Über Inserate [annoncer] wurde der Wagen danne sehr schnelle verkauft. Ich war also ständig zwischen Norden und Süden unterwegs. Von dieser Tätigkeit wusste die trotzkistische Leitung in Köln. Ich wurde gebeten, auf diesen Fahrten Material und Personen zu befördern. Die[se] Anregung hatte ich B[oepple] eines Tages suggeriert. So gab sich die Situation, dass ich in Hamburg war, als Germain [Ernest Mandel] bei der dortigen etwa 60 Mann starke Gruppe referierte. Ich wurde dazu eingeladen und hatte jetzt den Kontakt zu diser wichtigen Gruppe. Auf der Rücfahrt nahm ich Germain [Ernest Mandel] mit bis zum Köln, machete also ’Entgegenkommen’ einen Umweg. Germain [Ernest Mandel], der unter Devisenmangel litt, nutzte das dankbar aus. Jetzt ging es Schlag auf Schlag. Die Funktionäre benutzen mein Transportmittel und meine Kontakte wurde immer ausgedehnter.” (op. cit., p. 77).

I juli 1954 skulle IV. Internationales 4. kongres holdes i Paris. Freitag ræsonnerede i sin indberetning til MfS, at han ikke kunne gøre sig håb om at blive valgt som delegeret til kongressen. Dertil var han alligevel for uprøvet.

Freitag deltog som delegeret fra München i de tyske trotskisters forberedelser til den 4. verdenskongres. Følgende uddrag af hans indberetning viser, at det skortede på initiativ fra Freitag, når det gjaldt om at infiltrere IV. Internationale:

Es wurde referiert und diskutiert, eine neue Leitung gewählt und […] alte Trotzkisten. Ich war verständlicherweise nicht dabei, denn meine Mitgliedschaft war noch zu frisch. Ich musste aber hin, denn auf diesem wichtigen internationalen Kongress der Trotzkisten war es notwendig, dass das MfS [Ministerium für Sicherheit, den østtyske sikkerhedstjeneste] war dabei. Ich überlegte, was zu tun war und entschloss nach vorheriger Absprache mit meinem Mitarbeiter, ein ’Volksreisebüro’ aufzumachen. Mit diesem Ein-Mann-Unternehmen schloss ich mich einem grösseren Münchener Reiseunternehmen an und führte mit diesem zusammen Italien und Alpenfarhrten durch. Eines Tages stand mein Bus vor der Tür des Sekretariat der IV. Internationale in Paris. Die trotzkistiche Internationale konnte gar nicht anders, denn der Bus war zu verlockend [und] ich übernahm Transporte zum Weltkongres. Als erstes hatte ich die sieben Mann starke westdeutsche Delegation nach Südfrankreich  an die Riviera zu transportieren. Am Tagungsort selbst holte ich die Delegationen von die verschiedensten Anlaufbahnhöfen ab, wie ich überhaupt den gesamten illegalen Transport unter mein Regime bekam.”

Til Stasis store overraskelse, viste det sig, at den trotskistiske bevægelse slet ikke var det store og frygtelige uhyre som Stalin under sine skueprocesser i 1930’erne havde forsøgt at fremmane. Et uhyre som truede med at undergrave Sovjetstaten.

Trotskisterne var få og havde kun meget lidt indflydelse nogle steder.

Kun få sektioner havde formået at vinde indpas i fagforeninger og andre masseorganisationer.

 

Generationen af trotskister efter Trotsky havde ikke formået at rejse bevægelsen oven på ruinerne efter 2. verdenskrig.

Omvæltningerne havde taget dem på sengen og spredt forvirring i deres rækker. Uenigheden blandt trotskisterne gik på hvilken ny type samfund disse statsdannelser var.

Visse dele af den trotskistiske bevægelse (Pablo og Mandel) så med en vis sympati på de ny ”Folkedemokratier” og tillagde stalinismen som bevægelse ”progressive” træk.

Den største ”revisionist” var den græsk fødte trotskist Michel Pablo, som helt opgav at skabe selvstændige trotskistiske organisationer og anbefalede at trotskisterne skulle anvende en ”entristisk sui generis” taktik i de største arbejderpartier (i Frankrig det staliniserede kommunistparti), hvad der indebar opløsning af egene organisationer.

Michel Pablo opgav helt perspektivet om en verdensrevolution og betragtede stalinismen som en bevægelse, som ville have tag i masserne langt ind i fremtiden.

Bruddet mellem Tito og Stalin i 1947 anså han for positivt og som et tegn på, at stalinismen var i ”opbrud”. Det gærede i den stalinistiske bevægelse, det måtte trotskister forstå at udnytte]

.   

Freitag drog fra IV. Internationales 4. kongres med: ”Mit zahlreichen Dokumenten und Aufzeichnungen, mit interessanten Erkentnissen und Beobachtungen, mit Feststellungen in operativer, organisatorischer und taktischer [Hinsicht] führ ich nach Westdeutschland zurück.” (op. cit., p. 79).

På 4. verdenskongres 1954 havde ikke alle sektioner taget stilling til splittelsen.

Således ikke den schweiziske sektion, som ikke havde deltaget på kongressen i 1953. 

Agent Freitag konstaterede med forundring, at den bevægelse, som han infiltrerede var dybt splittet. Efter at have drøftet sin opgave i 4. Internationale med sin føringsofficér, fik han nu opgave at medvirke til at uddybe den opståede splittelse i den trotskistiske bevægelse. 

Begivenhederne syntes nu at udvikle sig til hans fordel. Endnu inden han fik skrevet sin indberetning om IV. Internationale 4. kongres blev han opsøgt af en repræsentant for den schweiziske sektion i München, som inviterede ham og den forh. forretningsfører for UAP (Unabhängige Arbeiterpartei) til snarest muligt at komme til Zürich:

Man wollte uns einen genauen Bericht […] geben, mit uns die Lage besprechen und hätte auch gern Details vom 4. Welkongres gewusst. Die Opposition in der IV. Interen[ationale] versuchte also mit einer deutschen Gruppe Kontakt aufnehmen [opppositionen: ICFI]. Da die Einladung in persönlicher Art gehalten war, sagten wir zu. In Zürich angekommen wurden wir von den Schweizer trotzkistischen Funktionäre empfangen. Die wichtigste gefasst H[einrich Buchbinder. Wir blieben drei Tage. In dieser Zeit  konnten wir eine Cersammlung der Schweizer Sektion besuchen und uns dort umsehen. Man zeigte uns das trotzkistische Büro, die Zeitungsredaktion und die Druckerei.”

”Sie wollten uns für ihre witere ’Spaltungsabsichten’ gewinnen. Uns war die Aufgabe zugewiesen, die deutsche Sektion zu spalten und eine eigene Sektion aufzubauen. Das Angebot kam mir überraschend und ich verlangte erst einmal einen erschöpfenden Situationsbericht […] Kurz zusammengefasst brachte [dies]er folgendes Ergebnis: zwischen dem Sekretär der IV. Internationale Pablo alias Raptis und Buchbinder [schweizisk trotskist] einerseits [sowie] zwischen Pablo und dem F¨hrer der englischen Sektion Healy andererseits war ein scharfer Konflikt ausgebrochen. Im Hintergrund stand auf Seiten Buchbinders und Healys der ehemalige Sekretär und engste Mitarbeiter Trotskis Cannon, der in den USA die trotzkistische Socialist Workers party führte. Die Feindschaft Buchbinders zu Pablo hatte einen Grad  erreicht, der unüberbrückbar schien”.

(op. cit. p. 80).

Efter at have rådført sig med sin føringsofficér i Stasi, som anså det for usandsynligt, at Freitag kunne bane sig vej til ledelsen af de tyske trotskister i betragtning af, at han først for nylig var blevet optaget som medlem, fik han nye dessiner.  

Måske en smule overraskende fik Freitag nu til opgave at støtte oppositionen omkring Cannon, Healy og Lambert (ICFI) i betragtning af at denne opposition var stærkest i sin kritik af stalinismen. Men motto’et  syntes at være: Hellere splittelse end tilnærmelse!

Freitag forklarede det på følgende måde:

Der Spaltungsprozess hatte begonnen. Es lag in unserem politischen Interesse, ihn zu fördern und damit die IV. Internationale als unseren erbitterten Gegner entscheidend zu schwächen. Der Spaltungsprozess konnte dadurch beschleunigt werden, dass ich in der westdeutschen, bisher noch geschlossenen Organisation eine offene Revolte began, dadurch auf längere Zeit die Sektion auseinander riss und sie auf Ausgangsbasen zurück warf. Gleichzeitig musste ich mich dann aber auf die Seite der Opposition und auf deres Angebote eingehen: also eine vom Geist der Opposition durchdrungene westdeutsche Sektion aufzubauen versuchen. Nach viele Überlegeungen kam dann der entscheidende Befehl. Ich hatte den zweiten Weg zu gehen und mich der Opposition anzuschliessen.” (op. cit., p. 81).

Freitag fik herefter til opgave at danne en gruppe af tyske trotskister, som sympatiserede med ICFI (Cannon, Healy og Lambert): ”Es galt, einen neuen Einsatzplan aufzustellen. Darin legte ich fest: Der erste Kontakt kam von den Schweizern. Er musste jetzt ausgebaut und vertieft werden. Die grössten[n] Förderer der Spaltungstendenz war[e]n Buchbinder, Schweiz, und Healy, England. Beide musste ich in ihrer Absicht - die auch unsere war - unterstützen und, wenn möglich, ihr Vertrauen und ihre Freundschaft gewinnen. Hatte ich beide auf meiner Seite, konnte nichts schief gehen. Vor allemir der Aufstieg in die Internationale Leitung sicher.” (op. cit., p. 81).

Freitag skulle nu målrettet arbejde for en splittelse af den tyske sektion af trotskister. Han indså, at han ikke alene kunne splitte gruppen, men måtte begynde med at sende personlige breve rundt i gruppen, derefter et åbent brev til hele gruppen. Til sidst skulle splittelsen fuldbyrdes på en allerede fastsat konference.

Freitag beretter: ”Zuerst mobilisierte ich die Mitglieder der Münchener trotzkistichen Gruppe und ’klärte’ sie über die Situation auf. Zwei ältere Leute zogen sich daraufhin von der Gruppenarbeit zurück und schlossen sich der SPD an. Der Rest folgte meinen politische Vorstellungen. Mir kam dabei zugute, dass sich die Spitzenfunktionäre der westdeutschen Leitung wegen ihrer Überheblichkeit [hovmod] … keinen gutes Rufes bei den Münchener erfreuten. Es genügte, etwas das Feuer zu schüren [puste til ilden] und die Opposition war fertig.”   

Det var Freitags mål dels at splitte den tyske sektion af IV. Internationale og at komme så tæt på toppen af IV. Internationale

Det lykkedes faktisk Otto Freitag (sammen med den fra fængsel i DDR løsladte Oskar Hippe) at blive valgt som delegeret for den schweiziske sektion til at få sæde ledelsen af ICFI med fuld stemmeret.  (op. cit., p. 83).

Freitag beskrev nu sit arbejde i ICFI på følgende måde: ”Auf Grund der Situation und in Anbetracht meiner erreichten Stellung in der Exekutive [i ICFI] gab mir mein Mitarbeiter [føringsofficér] für die kommende Arbeit folgende Weisung: Die Spaltung der IV. Internationale muss weiter voran getrieben und versucht werden, dass sie das aufrecht erhalten bleibt. Ohne sich dabei zu demaskieren, musse stets das Bündnis mit den Kräften angestrebt und erreicht werden, die sich gegen eine Wiedervereinigung der beiden trotzkistischen Hauptteile aussprechen. Des weiteren muss die Stellung als Mitglied der Exekutive [ICFI] dazu benutz werden, umfassende Informationen über ’Interna’ der IV. Internationale zu sammeln und Kenntnis über deren Operationen, taktische Vorbereitungen und Massnahmen, ihre Verbindungen und Querverbindungen, hier besonders zu den Geheimdiensten, und ihre Untergrundsarbeit gegen das sozialistiche Lager und die Bruderparteien zu erlangen.” (op. cit., p. 84

Freitags spionvirksomhed i 4. Internationale forsatte frem til 1961.

 

Giftmordet på Wolfgang Salus var blot et af mange forsøg på - på forskellig vis - at sætte personer ud af spil, som MfS anså for farlige for DDR-regimet.  

Således blev fagforeningsmanden Heinz Brandt bortført af MfS i juni 1961 og i maj 1962 idømt 13 års fængsel. (Hermann Weber: Nach dem ”Princip Links”, p.186).

Efter en verdensomspændende protest blev han dog løsladt i 1964.

Hermann Weber omtaler i sine erindringer en række mere eller mindre skumle personer, som alle lod sig hverve som ”hemmelige medarbejdere” i MfS og som fik til opgave at infiltrere venstrefløjen i Vesttyskland.  

Hermann Weber var i nogen grad selv offer for denne infiltration dog uden at blive hvervet som meddeler (IM). Det mest bemærkelsesværdige eksempel er Peter Heilmann, i Stasi-akterne kaldet ”Julius Müller” og senere ”Adrian Pepperkorn”.

Peter Heilmann var søn af et socialdemokratisk Rigsdagsmedlem, som nazisterne myrdede, blev som ”halvjøde” sendt i arbejdslejr af nazisterne i 1944.

Efter 2. verdenskrig meldte han sig ind i den vesttyske afdeling af Freie Deutsche Jugend (FDJ). Han gjorde lynkarriere i FDJ samtidigt med to andre: Heinz Lippmann og Hermann Weber selv.

1951 foretog SED udrensninger i det vesttyske FDJ, som ramte Heilmann (og Weber). Heilmann blev idømt 5 års tugthus i DDR.

Efter endt afsoning underskrev Heilmann en ”Verplichtigugserklärung”, som forpligtede ham til at være ”hemmelig medarbejder” for MfS.

Heilmann fik nu til opgave at opsøge sin gamle ”ven” fra FDJ, Heinz Lippmann, som var en torn i øjet på DDR-regimet. Planen var at bortføre Lippmann til DDR og formodentlig og idømme en langvarig fængselsstraf eller at henrette ham.

Heinz Lippmann fattede imidlertid mistanke til sin gamle ”ven” Heilmann og anede uråd. En medsammensvoren Hannelore Paulus røbede overfor Lippmann og Hermann Weber, at hun havde ladet hverve af MfS og at hun var involveret i en plan om bortførelse af Lippmann. Bortførelsen blev således udelukkende forpurret , fordi en medskyldig talte over sig. (Weber, op. cit 221-223).

Peter Heilmann forsatte sin karriere som ”hemmelig medarbejder” for MfS indtil DDR-regimets sammenbrud i 1989.

Weber spørger i sine erindringer sig selv om, hvad der fik Peter Heilmann til at gå i sikkerhedstjenstens sold: ”Wie alle Spione tarnte er sich in einem Janusansicht. Aber wie überstand er die Schizophrenie seiner Dobbelzüngigkeit, vor linken Freunde die DDR-Diktatur zu verdammen, f¨r die er emsig spionierte und damit letzlich stärkte? (op., cit, p. 225)

Vertrauensbruch und Verrat, ausserdem Lügen und Selbstüberschätzung, vielleicht sogar Gelgier, wohl manchmal aucht Furcht, aufzufliegen, von uns enttarnt zu werden, bestimmten das Dasein dieser angeblich ”liken Freunden” eines ”Drittens Weg”. Rückblickend machen solche Verhaltensweisen in einer verrückten Welt wütend und traurig zugleich.” (op. cit., p. 227)

 

Har den trotskistiske bevægelse lært noget af at være udsat for stalinistisk infiltration?   

Rasende og trist til mode kan man også blive over, at Otto Freitags spioneri i IV. Internationale ikke var et enestående tilfælde.

Allerede først i 1930’erne havde Venstreoppositionen i Tyskland været udsat for stalinistisk infiltration af NKVD-agenten ”Roman Well”, lig Sobolevicius. De to litauiske Sobolevicius-brødre (Ruvin og Beras) havde ladet sig hverve af NKVD og bidrog aktivt til at skabe uro og splid i Internationale Kommunisten Deutschlands (IKD). (Jf. Marcel Bois: Kommunisten gegen Hitler und Stalin. Die Linke Opposition der KPD in der Weimarer Republik. Klartext. Essen. 2014, p. 317).

Efter deres eksklusion i begyndelsen af 1930’erne tog ingen i den trotskistiske bevægelse notits af deres færden som spioner.

Begge to dukkede senere op som infiltratorer af den amerikanske trotskistiske organisation Socialist Workers Party (SWP). Igen ubemærket og uopdaget. Ingen i SWP anede uråd.

Først i 1950’erne kom deres spionvirksomhed frem i lyset, da det amerikanske Senat indledte høringer om ”uamerikansk virksomhed”. De to Sobolevicius-brødre kunne nu dømmes for atomspionage for Sovjetunionen. Brødrene havde nu taget navneforandring og kaldte sig Jack Soble og Robert Soblen.

Som Otto Freitag havde infiltreret IV. Internationale på højeste niveau (ICFI) havde de to spioneret mod det amerikanske SWP og rekrutteret agenter i organisationen.

I midten af 1970’erne gik et af ofrene for Freitags infiltration, den britiske trotskist Gerry Healy, som stod i spidsen International Committee for the Fourth International (ICFI) til angreb mod den anden del af den trotskistiske verdensbevægelse, hvis hovedankermand var den belgiske trotskist Ernest Mandel.   

I sin undersøgelse af - den manglende - sikkerhed i IV. Internationale rettede Healy søgelyset mod SWP, som han mente var genneminfiltreret af både det amerikanske forbundspoliti FBI og af det sovjetiske KGB. (Om baggrundn for undersøgelsen, Alex Mitchell: Come the Revolution. A Memory. NewSouth Publishing, Sydney. 2011, Chapter 16: How GPU murdered Trotsky pp. 297-321) .

Healy og den amerikanske trotskist David North anklagede Joseph Hansen og George Novack, SWP for ”deliberately covering up GPU murder and penetration of the Trotskist movement for the purposes of spying and disruption”.

Anklagen omfattede: ”concealment of Hansen’s meeting with FBI in August 1940; their suppression of Thomas Black’s tesitimony about the infiltration of the Coyocan household; their cover-up for GPU agent Sylvia Franklin, secretary to legendary SWP leader James P Cannon; their suppression of any investigation into the role of Sheldon Harte, who let in the the gang to kill Trotsky on May 24 1940; their suppression of the role of the SWP in readmitting Zborowsky into the Fourth International in 1941, despite the general suspicion in which he was held in Europe; their cover up of the GPU career of Floyd Cleveland Miller, who tapped Cannon’s phone and was subsequently allowed to join the SWP; and Nocak’s lying assertion that Trotsky and Sedov were responsible for the infiltration of Mercader and Zborowski.” (Alex Mitchell, op. cit., p. 314).

Om Healy havde ”dårlig samvittighed” vides ikke, men han undlod i sit forsøg på ransagelse i den trotskistiske bevægelse at fortælle, at hans egen ICFI indtil 1961 have været infiltreret af den stalinistiske agent Otto Freitag.

Healey kunne ganske vist hævde, at det var Ernest Mandel (og Willy Boepple) som havde lukket spionen Freitag ind af døren til den trotskistiske bevægelse - og derfor i nogen grad gik fri.  

Healey blev af SWP og Ernest Mandel beskyldt for at lide af ”stalinofobi” og for at være ”paranoid”. Det var en let måde at slippe udenom de rejste beskyldninger, som aldrig blev gendrevet.

SWP’ s ledere forsøgte at slå den hen i afdelingen for bagateller ved at sige, at man forholdt sig vagtsomt men passivt.

Derfor lades vi tilbage med stor usikkerhed om, i hvilket omfang den stalinistiske infiltration har påvirket den trotskistiske verdensbevægelse og måske (indirekte) har bidraget til dens politiske og ideologiske degeneration.  

Organisationer hvis mål det er at omstyrte det bestående samfund vil altid være udsat for dets repression. De første danske socialdemokrater på Louis Pio’s tid var udsat for ”politistikkere” og deres undergravende arbejde. De russiske bolsjevikker var ligeledes udsat for zarens hemmelige politi, OKHRANA.

Men at sætte kikkerten for det blinde øje og lade som ingenting, når fjendtlige fremmedelementer trænger ind i ens egen organisation er direkte uansvarligt og bør ikke finde sted i en organisation, som kalder sig revolutionær marxistisk.

        

 

    

       

       

 

 

 

 

 

 

Hermann Weber - fra stalinisme til reformisme.

Gerda og Hermann Weber i deres unge år.
Hermann var aktiv i Freie Deutsche Jugend indtil 1954. Gerda i Demokratischer Frauenbund Deutschlands på samme tid.
Begge blev ekskluderet af KPD i 1954.

Boganmeldelse.

Hermann Weber: Leben nach dem ”Princip Links”. Erinnerungen aus fünf Jahrzehnten. Ch. Links Verlag. 2006.

Blandt historikere som beskæftiger sig med forskning i ”kommunisme” er navnet Hermann Weber ikke ukendt.

Hermann Weber har gennem årene etableret sig som nestor indenfor denne forskning. Han har udgivet et utal af bøger, som læses verden over af interesserede historikere.

I 2006 var tiden så inde til at historikeren Hermann Weber udgav historien om sit eget liv i form af en selvbiografi.

Hermann Weber er født i 1928 og har således et langt liv at fortælle om. I en tidligere selvbiografisk bog ”Damals da ich Wunderlich hiess” har Weber berettet om sine år på SED’s ”partihøjskole” fra 1947-1949.

”Wunderlich” var det ”nom de guerre”(pseudoym) som Weber fik tildelt af SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) på partihøjskolen.

Weber stammer fra en arbejderfamilie, hvor faren var medlem af det tyske kommunistparti (KPD). Som kommunist blev hans far som mange andre på venstrefløjen - inkl. socialdemokrater og fagforeningsfolk - ofre for Naziregimets systematiske forfølgelse og fængsling af ”marxistiske” fjender.  

Med dette in mente var det måske ikke så mærkeligt, at unge Hermann i 1945 meldte sig ind i det genopståede KPD.

Hurtigt blev han af partiet - som var styret fra Øst af SED - udvalgt til at komme på partiskole med henblik på at en af partiets kadrer.

Efter krigen blev Tyskland opdelt mellem de 4 allierede sejrherremagter: USA, England, Frankrig og Sovjetunionen opdelt i 4 besættelseszoner. I den sovjetiske besættelseszone opslugte stalinisterne hurtigt de østtyske socialdemokrater og dannede SED.

I de vestlige besættelseszoner forsøgte SED fra Øst at danne stalinistiske frontorganisationer. Det gjaldt ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend, hvor Hermann efter sine kurser på partiskolen ”Karl Marx” blev et ledende medlem og redaktør af dets avis.  

Hermann Weber ragede uklar med sine opdragsgivere i Øst, da han ikke på tilstrækkelig overbevisende måde havde givet plads for en hyldest til Stalin i FDJ’s avis.

Herefter var han allerede i 1950 et mindre godt kort for SED og blev betragtet som en potentiel fjende.

En række begivenheder i de Central -og Østeuropæiske ”Folkedemokratier”, specielt Jugoslavien (bruddet mellem Tito og Stalin in 1947), Tjekkoslovakiet (de antisemitiske processer mod Rudolf Slansky) og senere opstanden i Øst-Berlin og andre byer i den sovjetiske besættelseszone i juni1953 satte prikken over i’et på Hermann Webers utilfredshed med det fra Østberlin styrede FDJ.

Weber redegør i sin selvbiografi for, hvorfor han i 1953 tøvede med at melde sig ud af KPD.

Forbundsrepublikken (BRD) under kansler Adenauer (CDU) betragtede FDJ og SED’s andre frontorganisationer som en potentiel trussel mod Forbundsstaten og mistænkte dem for at lave undergravende virksomhed. I 1953 blev således FDJ og kort tid efter også den af SED styrede kvindeorganisation Demokratischer Frauenbund Deutschlands (DDF) forbudt.

Dette udskød ifølge Webers egen forklaring hans eget og sin kommende kones (Gerda) brud med KPD/SED.

Hermann og Gerda blev som medlemmer af henholdsvis FDJ og DDF varetægtsfængslet for medlemskab af ”forfatningsstridige” organisationer.

Ifølge Weber selv havde han og Gerda inden deres fængsling i 1953 taget en beslutning om at bryde med KPD/SED. Det var kun et spørgsmål om hvordan.

Weber selv beretter om forløbet af sin eksklusion, at han forsøgte at fremføre en forsigtigt formuleret kritik af KPD/SED og at han i sin lokale partiafdeling i Mannheim forsøgte at vinde gehør for sin kritik.  

De, som havde regnet med en ”afstalinisering” efter Stalins død i 1953 blev slemt skuffet.

Partiet var nøjagtigt lidt så lidt indstillet på et opgør med Stalin-tiden som at tage hul på demokratiske debatformer og kritisk diskussion.

Inden sin eksklusion i maj 1954 rådførte Hermann Weber sig med den tyske trotskist Willy Boepple, som rådede ham til at ”fremprovokere” sin eksklusion, da en ”kritisk” resolution i den lokale partiafdeling åbenbart ikke var nok til at få Weber ekskluderet.

Weber rundsendte herefter en række ”kompromitterende” resolutioner fra Boepples IV. Internationale, som skulle ”provokere” partiledelsen til at ekskludere ham.

Dette lykkedes til fulde, uden at Weber fik nogle tilhængere med ud. En kort tid efter sin eksklusion flirtede Weber med et ”tredje standpunkt” mellem stalinisme og borgerligt demokrati (socialdemokratisme), men følte sig frastødt af de tyske trotskisters fejlagtige opfattelse af kapitalismens nært forestående undergang og afvisning af borgerligt demokrati.

Weber opsøgte i stedet medlemmer af det tyske Socialdemokrati (SPD), som blev hans foretrukne tilholdssted for resten af sit liv.

På et tidligt tidspunkt i mit liv som studerende på RUC i begyndelsen af 1970’erne stiftede jeg bekendtskab med Herman Webers bog ”Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisering der KPD in der Weimarer Republik. Gekürzte Studienausgabe”, som udkom i 1971.

Bogen imponerede mig med sin grundighed i sin fremstilling af degenerationsprocessen i det tyske kommunistparti (KPD). Mange forskellige politiske retninger forenedes i korte perioder i dette parti og Weber redegjorde for holdninger og synspunkter for alle disse retninger.

Weber introducerede begrebet ”stalinisering”, som blev et nøglebegreb i beskrivelsen af de kommunistiske partiers degenerationsproces og redegjorde i praksis for hvorledes denne proces fandt sted for KPD’s vedkommende.

Begrebet er senere indgået i stort set al historieforskning om Kommunistisk Internationale og de kommunistiske, ”staliniserede” partier.  

Webers selvbiografi er et skoleeksempel på hvordan livet ”leves forlæns og forstås baglæns” (Søren Kierkegaard).  Weber oplevede på egen krop stalinismen på et tidspunkt hvor dens degeneration for længst havde toppet og nu var udartet til den rene parodi på socialisme og marxisme. Det fik ham til at sætte sig ned for at undersøge den historiske baggrund for dette.

Webers mange bøger burde læses af alle de som endnu ikke har forstået stalinismens rødder og som i endnu mindre grad har formået at gøre op med stalinismen.

Webers opgør med stalinismen førte ham til demokratisk socialisme og ikke tilbage til revolutionær marxisme.

Som mange andre formåede heller ikke Weber at manøvrere mellem de to farlige skær: stalinisme og reformisme.    

 

Stalin - Oktoberrevolutionens medløber.

Stalin støttede ikke Lenin's Aprilteser 1917 om en umiddelbart forestående socialistisk revolution i Rusland.

Boganmeldelse:

Robert M. Slusser. Stalin in October. The Man who missed the Revolution. John Hopkins University Press. Soft Shell Edition 1990. 

 

Stalins forkastelse af Lenins ”April-teser” 1917.  

Som eksempel på Slussers vidtgående undersøgelse af Stalins rolle i den russsiske Oktoberrevolution vil jeg gengive hans analyse af Stalins holdning til Lenins Aprilteser 1917.

Stalins valne holdning til Lenins epokegørende Aprilteser viste, at han (og andre bolsjevikker) ikke støttede Lenins syn på Oktoberrevolutionen 1917.

 Robert Slusser inddeler i sin bog de russiske bolsjevikkers politik efter Zardømmets fald i februar 1917 i 3 faser:

1. fase fra 18. februar til 12. marts 1917.

the party… tried to develop its own independent line: supportive of the Petrograd Soviet, distrustful of the Provisional Government, insistent on an immediate end to the war, hostile to other socialist and left wing parties”.

2. fase begyndende 12. marts 1917, hvor Muranov, Kamenev og Stalin vendte tilbage til Petrograd fra eksil.

Denne fase ”brought the first phase of Bolshevik policy to an abrupt end and substituted in its place a more moderate line, characterized by the attempt to reach a modus vivendi with the new institutions that had emerged to take the place of the discredited autocracy. Though opposed by many militant workers and resented by the leaders of the first phase [i partiets Russian Bureau og Vyborg Raion Committee, distriktskommité], the line adopted by the spokesmen of the second phase helped the Bolshevik party find a secure if limited place in the emerging world of revolutionary politics.” (Slusser: Stalin in October. Stalin in October. The Man that missed the Revolution, p. 53).  

3. fase indledtes med Lenins fremlæggelse af sine Aprilteser om aftenen 3. april 1917.

Teserne ”represent a bold and imaginative amalgam of three diverse elements: first, an analysis of the existing situation not only in Russia but in the wider perspective of a world at war; second, a set of prescriptions for political action, designed to advance the revolution farther along the road to socialism; and third, a list of specific steps to be taken by the party to enable it to play a leading role in the revolution as thus conceived”. (Slusser, op. cit., p. 53).

 

Lenins aprilteser, en for en.  

1. tese:

På linje med sin analyse i sin bog “Imperialismen som kapitalismens højeste stade” ”Lenin defined the war strictly in class terms”. Capitalism leads inevitable to imperialism, while a capitalist nation in the era of imperialism is driven to wage war for profits, annexation of territories, and weakening or destruction of rival of rival capitalist nations.”

Uden at nævne partiets blad Pravda eller dets redaktion (Kamenev og Stalin) ”Lenin brusquely rejected the policy of conditional support for a defensive war, which the newspaper had advocated when Kamenev and Stalin were directing its policy. Only with the overthrow of capitalism in Russia, Lenin asserted, would a “truly democratic peace” be possible; it task of the party to explain this to the masses, “who are being deceived by the bourgeoisie. Lenin made a special point of calling for “the most widespread campaign for this view … in the army at the front” and for “fraternization” between Russian soldiers and those of the armies opposing them.” (Slusser, op. cit, p. 54).

2. tese.

I 2. ese “Lenin turned … to the question of the nature of the revolution and the specific stage it had currently attained” … The Menshevik leaders of the Soviet Executive Committee had their own answer to this question, based on their reading of Marxism: since the socioeconomic conditions in Russia were objectively suitable only for a bourgeois liberal-democratic revolution, the proper course of action for the workers’ parties was to aid the bourgeoisie in carrying through its revolution in order to help create the conditions leading to establishment of socialism. Though he was no Menshevik, Stalin, along with many other Bolsheviks, shared this perspective before Lenin’s return” [min understregning]. (Slusser, op. cit, p. 54).                

Lenin forsikrede, at “the assumption of power by the bourgeoisie during the February Revolution was the result not of historical necessity but a regrettable failure on the part of the proletariat, its “inadequate organization and insufficient class consciousness”.

Med borgerskabets magtovertagelse i februar 1917 var revolutionen på vej ind i sin anden fase ”which is to place power in the hands of the proletariat and the poorest strata of the peasantry”.

Slusser bemærker: “Lenin’s view of the proletariat’s failure in February dismissed Marx’s assertion [antagelse] that workers could make their own, socialist revolution only when the objective conditions for it were present.” (Slusser, op. cit., p. 55).

Ifølge Slusser havde Trotsky udtænkt en genial mekanisme, hvorved det tilbagestående Rusland kunne undslippe denne tilsyneladende jernhårde historiske lov: ”the workers of Russia, Trotsky argued, could initiate by their action a wave of revolutions which would quickly spread to the advanced capitalist nations in the West, and then the small but militant proletariat of Russia would find powerful allies in its worker-brothers of Western Europe. Without acknowledging his intellectual debt to Trotsky, Lenin developed a strikingly similar concept in his theory of the “uninterrupted revolution” and in his analysis of imperialism. Even though these premises are never set forth specifically in the “April Theses”, they underlie Lenin’s concept of “the present situation in Russia”.

Slusser bemærker: “No wonder that his audience, steeped in traditional Marxism, reacted in surprise, shock or disbelief to Lenin’s apparent disregard of the basic Marxist verities.” (Slusser, op. cit., p. 55).

I sin 3. tese fordømte Lenin den Provisoriske Regering i Rusland som ”a government of capitalists” og derfor ”imperialist” i sine udenrigspolitiske mål, herunder i sine krigsmål. Eftersom den Provisoriske Regering var imperialistisk, kunne den ikke give afkald på annekteringer som mål og dens løfter var ”utterly false” [helt igennem falske].

Bolsjevikkerne kunne derfor ikke støtte den og skulle ikke som mensjevikkerne (og Kamenev og Stalin på redaktionen af partiavisen Pravda) i Petrograd Sovjettens Forretningsudvalg give den en betinget støtte. (Slusser, op. cit., p. 55).

I tese 4 fastslog Lenin, at magten i stedet burde ligge hos arbejderrådene (Soviet of Workers’ Deputies) som var den eneste mulige form for revolutionær regering. Og det til trods for, at bolsjevikkerne kun udgjorde ”a minority and a small one at that in most of the Soviets of Workers Deputies.” Det var så meget desto mere partiets opgave, fremhævede Lenin: “to present a patient, systematic, and persistent analysis of its [the Soviets] errors and tactics, an analysis especially adapted to the practical needs of the masses.” (op. cit., p. 56).

I 6. tese fastslog Lenin, at kun arbejderrådene kunne sammenkalde til en Konstituerende Forsamling og præciserede: ”Not a parliamentary republic – a return to it from the Soviet of Workers Deputies would be a step backward – but a republic of Soviets of Workers, Agricultural Labourers’ and Peasants’ Deputies throughout the land, from top to bottom.

I 10. og sidste tese mindede Lenin om, at den revolutionære socialistiske bevægelse var et internationalt fænomen. 2. Internationales ledere havde ”forrådt socialismen” ved at stemme for krigskreditterne i august 1914 og bolsjevikkerne havde en forpligtelse til ”taking the initiative in the creation of a revolutionary International, an International against the social-chauvinist and the ”center”.

Sidste sætning var i Rusland rettet mod den ”venstre-internationalistiske” gruppe af mensjevikker repræsenteret af Chkeidze og Tseretelli. ”That group, in others words, with regard to whom Stalin, a few days earlier, had obtained approval from March conference [of the Bolshevik party] for exploratory talks looking to an eventual merger.

Slusser bemærker: “It was with unmistakable reference to precisely this development that Lenin concluded his presentation of the “April Theses”. Lenin sagde: “I hear, that in Russia there is a movement towards unity, unity with the defensists [mensjevikker som gik ind for forsat krig]. This is betrayal of Socialism. I think that it is better to stand alone, like Liebknecht [Karl Liebknecht i det tyske Socialdemokrati], one against hundred and ten [delegerede i den tyske Rigsdag].

Slusser bemærker, at Lenin ikke behøvede sætte navn på den mand i partiet, som disse sidste ord var møntet på: ”by his signed articles in Pravda and his eloquent pleading at the March conference [in the Bolshevik party], Stalin had identified himself as the leader of the “movement” that Lenin now condemned as a “betrayal of Socialism”.

For Stalin the bitterness he must have felt at that moment was compounded [forstærket] by the fact that the reproff [irettesættelse] was delivered before the audience [tilhørerskare], in the same meeting place, where he had expected to carry through to completion his plan of a merger of the Bolsheviks and the left-wing Mensheviks.” (op. cit., p. 58). 

Lenin havde ganske vist ikke direkte udpeget Stalin (og andre) som den skyldige i ”forræderiet mod socialismen”, men pilen pegede ret entydigt i hans retning som den ene af to redaktører (den anden Kamenev) på partibladet ”Pravda”.

Der gik nogen tid inden det gik op for Stalin, at der var tale om to helt forskellige og uforenelige linjer i partiet: Den linje, som Lenin fremlagde i sien ”aprilteser” og den som han og Kamenev havde stået for i partiets førende propagandaorgan, Pravda.

På et møde 6. april 1917 i partiets ”russiske bureau” [partiets russiske ledelse, nødvendigt da mange bolsjevikker til langt ind i 1917 for ikke at blive arresteret af Zarens hemmelige politi befandt sig udenfor Rusland] talte Stalin imod Lenins teser [min understregning]. (Slusser, op. cit., p. 59).  

Da mødereferaterne fra Centralkomite’ens møder fra april til juli 1917 ikke endnu er tilgængelige for offentligheden, er det sparsomt hvad vi ved om disse.

Under Krustjovs ”afstaliniserings-kampagne” efter Stalins død i 1953 er der dog fremkommet brudstykker af disse møder.

Stalin koncentrerede sig på mødet 6. april om sin specialitet ”det nationale spørgsmål” og relaterede sine bemærkninger hertil. Slusser bemærker: ”Stalin seems to have ignored entirely Lenin’s central themes - the war, the Provisional Government, The Soviet…

As of April 6 then, Stalin was still groping for a way to reject Lenin’s new program, attacking it on a peripheral issue and relying for support on the familiar figure Kamenev to provide him with a general critique. Thereafter, however it was Kamenev, rather than Stalin, who carried the brunt of the fight against what he regarded as Lenin’s unorthodox and dangerous proposals.”

Da Lenins “April-teser” først den 7. april blev offentliggjort i partibladet Pravda var de forsynet med en redaktionel note, som præciserede, at de kun repræsenterede Lenins egne synspunkter, og ikke partiets (Slusser, op. cit., s. 60).

Som medredaktør af Pravda må Stalin have godkendt noten og valgte altså at forholde sig afventende til Lenins epokegørende teser.

Kamenev derimod bekendte kulør i en artikel i Pravda 8. april med titlen ”Our Differences”. Kamenev beskrev Lenins teser som ”concise” og ”thorough”. Om forskellen på den politiske linje mellem ham og Lenin skrev Kamenev. Lenin’s generelle politik: ”appears us unacceptable inasmuch as it proceeds from the assumption that the bourgeois-democratic revolution has been completed [Slusser] and it builds on the immediate transformation of this revolution into a Socialist revolution.” (Slusser, op. cit., p. 60).

Kamenev var af en helt anden opfattelse (på linje med mensjevikkerne) af det bolsjevikiske partis opgave i den nuværende situation: Kamenev mente, at hans opfattelse var ”the only possible one for revolutionary Social-Democracy in so far as it wishes to be and must remain to the end the one and only party of the revolutionary masses of the proletariat without turning it a group of Communist propagandists”. (op. cit., p. 60).

Stalin gjorde nu det, som skulle blive karakteristisk for ham i sin senere karriere som den førende bureaukrat i det stalinistiske bureaukrati: Han stak en finger i vejret og vejrede i hvilken retning vinden blæste. Slusser skriver: A basic shift in his allegiance from Kamenev to Lenin was under way. Once started, the process of rethinking by Stalin gathered momentum rapidly, and when he resumed publication of signed articles in Pravda on April 11 it was clear that he had executed a sharp change of position”. (op. cit. Slusser, p. 60)

 

Stalin - fra skinrevolutionær til kontrarevolutionær.

Denne fremgangsmåde blev kendetegnende for Stalin indtil han i midten af 1920’erne blev eneherskende i partiet og forvandlede det til en karikatur af sig selv og den sovjetiske Rådsrepublik til en parodi på socialisme.

Stalin var og blev opportunist, hvis største evne var at kunne tilpasse sig til omstændighederne omkring sig. Stalin blev ikke Lenins ideologiske efterfølger. Han havde langt fra Lenins (og Trotsky’s) intellektuelle format. Skønt Stalin gjorde alt hvad han kunne for at forfalske Oktoberrevolutionens forløb for at kunne gå over i historien som en sand efterfølger af Lenin, forblev han aldrig andet en sørgelig epigon af Lenin.

Stalin har med sin degeneration af det bolsjevikiske parti og af Sovjetstyret gjort socialismen mere skade end gavn.

Slusser gør i sin bog op med den af Stalin selv skabte myte om sig som Lenins sande arvtager og værdige efterfølger.

Stalin var kun i egen indbildning revolutionær marxist. Selv under Oktoberrevolutionen 1917 optrådte han ikke som overbevidst bolsjevik og leninist, men var det kun - som i øvrigt andre bolsjevikker (Kamenev og Zinoviev) - på skrømt.

Vi kan roligt - uden at tillægge enkeltpersoner for megen betydning for historiens gang - konstatere, at uden Lenins (og Trotskys) tilstedeværelse fra april og maj 1917 i begivenhedernes centrum, var Oktoberrevolutionen ikke blevet gennemført.    

Slussers meget konkrete og detaljerede undersøgelse af revolutionens forløb udgør et tiltrængt korrektiv til de mange prostalinistiske eller borgerligt antikommunistiske fremstillinger som har præget historieskrivningen.    

 

          

 

Deng Xsiaoping- den maoistiske korkprop.

Deng Xsiaoping (1904-1997). Den kinesiske bondedreng, som blev en af Mao Zedongs nærmeste medarbejdere.

Boganmeldelse.

Alexander Pantsov og Stuart Levine: Deng Xiaoping. A revolutionary Life. Oxford University Press. 2015.

Deng Xsiaopings liv er svær at sætte på en formel. I en vis forstand er hans liv den banale historie om en ganske almindelig kinesisk dreng, som fødes af ganske almindelige forældre, men som får en helt usædvanlig karriere i det kinesiske kommunistparti, hvor han når helt til tops.

Deng fødtes i 1904 som søn velhavende jordejere i Sichuan provinsen i Kina.

Hans forældre var traditionelt tænkende kinesere fra begyndelsen af 1900-tallet, hvis levevis og tankegang var præget af Kinas årtusind år gamle traditioner.

En søns fornemste pligt var at gøre familien ære, respektere de ældre i familien og få så god en uddannelse som overhovedet muligt.

Deng blev tidligt grebet af udlængsel og rejste til Frankrig. I Kina fandtes der fransk-kinesiske foreninger, som sendte kinesere til Europa med henblik på at få en moderne europæisk uddannelse.

Udannelseskonceptet gik ud på, at de studerende selv skulle finansiere deres uddannelse ved at arbejde eller på anden vis, f.eks. ved hjælp fra familie og venner.

Dengs familie ejede jord og Dengs far solgte noget af sin jord fra til hjælp til sin søns uddannelse.

I 1920 ankom unge Deng til Paris for at gå på et fransk gymnasium. Deng var ikke noget sproggeni og havde svært ved at lære fransk og opgav sin skolegang.

Han fik i stedet arbejde på en skotøjsfabrik i Paris’ omegn og tjente sine egne penge.

Men formålet med rejsen var gået tabt. Deng fik ikke en gymnasieuddannelse.

I stedet blev Deng Xiaoping fabriksarbejder og oplevede hvorledes det var at blive økonomisk udbyttet og hundset med af værkførerne.

Deng begyndte at engagere sig politisk, da nogle af hans kinesiske venner i Frankrig havde ladet sig organisere i det kinesiske kommunistpartis europæiske ungdomsafdeling.

Deng brød- hvad der efter kinesisk skik var ”usønligt”- med sine forældre og takkede nej til forældrenes arrangerede ægteskab med en kinesisk pige fra hans hjemegn.  

Deng kastede fra nu af ud i politiske aktiviteter, som var vendt mod fransk imperialisme i Indokina (og Kina).

Deng havde ikke den store indsigt i marxismens klassikere og hans største evner lå i det organisatoriske og i fremstillingen af ungdomsforbundets blad.

I 1927 var det franske politi så meget i hælene på ham og hans kammerater, at de så sig nødsaget til at flygte ud af Frankrig. De kom en udvisning i forkøbet.

Turen gik til det ny ”Mekka”, Moskva og et nyt kapitel i Dengs liv begyndte.

Fra nu tog Deng del i det kinesiske kommunistpartis (KKP) politiske udvikling. 

På dette tidspunkt havde Stalin underlagt sig Kominterns nationale sektioner og KKP blev spændt for Kominterns vogn.

 

Enhedsfrontfront med Kuo Minh Tang.

Dette blev på mange måder en ulykkelig og trist historie. Stalins Komintern førte en håbløs enhedsfrontpolitik, som rakte langt ud over arbejderbevægelsen i de forskellige lande, men en enhedspolitik som også omfattede dele af det nationalistisk sindede borgerskab.

KKP fik af Komintern ordre til at slutte sig sammen med det småborgerlige og nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT) under ledelse af general Chiang Kai Chek. Stalins ide var at erobre KMT indefra ved at lade kommunister vælge til topposter i KMT’s ledelse.

KMT skulle drejes i venstreorienteret retning og KKP skulle arbejde for en sprængning af KMT, som ville resultere i, at venstrefløjen i KMT ville slutte sig til KKP.

Stalins misforståede ”enhedsfrontpolitik” viste sig at slå fejl. KMT’s venstrefløj var mere loyal overfor Chiang Kai Chek end KKP og KKP stod nu lige så lille og alene som før sammenslutningen.

Det fik dog ikke Stalin til at revidere sin fejlslagne strategi, men til at kaste KKP ud i en række eventyristiske opstande, som var dømt til at lide nederlag og koste KKP mange menneskeliv i massakrer begået af KMT-medlemmer og af Chiang Kai Chek’s Nationale Hær.

Deng var ikke i sin ungdom en mand af egne meninger og fulgte trodsigt KKP’s og Kominterns instrukser - uanset konsekvenserne.

Efter at have lidt en række nederlag i flere kinesiske byer, kunne de kinesiske kommunister ikke gøre andet end at trække sig tilbage til bjergene i det kæmpestore land.

Deng fulgte således Mao Zedong ud på en lang march på flugt fra Chiang Kai Cheks tropper, som startede i 1934.

Marchen blev meget strabadserende og kostede 9/10-dele af styrken livet.

Allerede tidligt (1927) havde Deng Xiaoping indtaget en central position i KKP (generalsekretær for Centralkomiteen) og i 1945 blev Deng indvalgt i partiets Centralkomité.

 

Tro væbner for Mao Zedong.

Dengs karriere fulgte nu Mao Zedongs linje i partiet og han blev tildelt betydningsfulde poster i KKP, så længe han havde formandens tillid. Mao brugte ham ofte som en ”troublemaker”, som skulle rede trådene ud for Mao eller som rambuk for Mao i hans fraktionskampe med modstandere i partiet (f.eks. i 1953-54 mod Gao Gang og Rao Shushi).

I 1954 blev han leder af Organisationssekretariatet i Centralkomitéen.

I 1955 valgtes han til Politbureauet.

I 1956 valgtes han af partikongressen til medlem af Politbureauets Stående Komité og som generalsekretær for KKP. 

Deng var nu helt oppe i toppen af KKP og Mao Zedong brugte ham til at forestå Mao’s kampagne om ”Lad 100 blomster blomstre og 1000 tankeretninger strides”. Kampagnen blev af mange intellektuelle opfattet som en opfordring til at tænke og debattere frit, men var fra Mao’s side tænkt som et middel til ”at lokke giftslangerne ud fra deres skjul”, som Mao havde for vane at udtrykke det.

 

Folkedemokrati eller proletariatets diktatur?

Mao Zedong kunne aldrig rigtigt beslutte sig til, om Folkerepublikken Kina skulle være en kinesisk udgave af de centraler -og østeuropæiske ”folkedemokratier” eller i overensstemmelse med Marx og Lenin - et proletarisk diktatur.

I 1958 fik Mao Zedong den ide, at han ville vise den kapitalistiske verden, at et socialistisk samfund som Folkerepublikken Kina kunne overgå dem i produktion og økonomisk fremgang.

Økonomiske mål for produktionen af korn, bomuld og stål blev meldt ud fra centralt hold.

De hidtil spredte kooperativer blev nu sammensluttet til kæmpemæssige ”folkekommuner”, som inddeltes i arbejdsbrigader. Arbejdet blev underkastet en ”militarisering”, som sagde spar to til den mest effektive udbytning i noget kapitalistisk land: døgnlang arbejdstid uden hvile og pauser. Bønderne fik forbud mod at spise i egne køkkener og at lave mad i eget hjem og blev i stedet bespist af ”fælleskøkkener” i fælles spisesale.

For at øge produktionen af stål blev alle metalgenstande indsamlet og forsøgt omsmeltet i ”baggårdsovne”. Resultatet blev en bunke skrot og stålproduktionen steg ikke.

For at øge produktionen af korn blev kollektivbønder (og alle andre) sat til at indfange og dræbe alle spurve, som åd kornet på marken. Resultat: insektangreb på afgrøden og faldende kornproduktion.

I stedet for arbejde på markerne, var bønderne optaget af andre formålsløse gøremål. Slutresultatet blev ikke som forventet af Mao og partiledelsen en højere produktion af forbrugsvarer (og af forarbejdede råvarer), men udbredt hungersnød og sult, som medførte at millioner af fattige og politisk uskyldige kinesere måtte lade livet.

Mao Zedongs vanvittige eksperiment med ”socialisme” havde slået fejl og kostet den kinesiske befolkning dyrt, alt for dyrt.  

Nu skulle man tro, at Mao og partiets andre ledere ville have slået bak og have indrømmet deres eklatante fejl. Men ak, dette skete ikke. Kun få ytrede sig i al stilfærdighed kritisk, men vovede ikke at konfrontere Mao Zedong, som havde sat sig i hovedet, at eksperimentet skulle udføres, koste hvad det ville.

Ulykken og nøden var så stor, at selv ikke den største Mao-tilhænger kunne tie. I begyndelsen af 1960’erne fremkom Deng Xiaoping og viceformand Liu Shaoqui med en forsigtig kritik af den hårdhændede tvangskollektivisering.

De to mente, at kollektivbønderne skulle have lov til at have et lille stykke jord, hvor de kunne dyrke egne grøntsager og sælge en vis mængde til en vis pris fastsat af staten.

”Indrømmelsen” til kollektivbønderne var lille i forhold til Lenins og bolsjevikkernes NEP-politik i USSR i 1920’erne. Men Mao Zedong var mere ”radikal” end bolsjevikkerne og ville realisere ”socialisme” i lyntempo (og overgå de kapitalistiske lande).

Samtidigt med at Mao Zedong polemiserede imod ”moderate” i KKP, bortledte han massernes (og sine modstandere i partiet) opmærksomhed ved at bruge et gammelt trick: en ydre fjende, skaber indre sammenhold.

 

Maoisme og sovjetisk ”revisionisme”.  

For at hele sårene fra det ”store Spring Fremad” indledte han nu en kamp mod ”Sovjet-revisionismen”.

Mao havde beklaget Stalins død i 1953 og anså Khrutsjov for at være en svækling, som ikke ville være i stand til at stå i spidsen for den ”verdenskommunistiske” bevægelse.

Mao var bange for hvad Khrustjovs ”afstalinisering” kunne føre til. Tænk hvis nu Khustjov’s afstandtagen fra ”persondyrkelse” (af Stalin) førte til, at hans kritikere i KKP begyndte at forlange det samme i Kina.

Dette måtte der sættes en stopper for. Mao Zedong indledte nu et frontalangreb på Khrustjov’s ”revisionisme”.

På overfladen var Mao Zedong’s kritik af Khrustjov og USSR rigtig og greb mange af hans tilhængere i Kina som i Vesten.

Ja, Khrustjov gav afkald på klassekampen, den proletariske revolution og søgte tilnærmelse med USA og Vesten.

Men var det andet end retorik og en afledningsmanøvre fra det katastrofale ”Store Spring Fremad”?

Mens Mao Zedong kastede sig ud i en hed polemik med Khrustjov om USSR’s ”revisionisme”, sultede store dele af Kinas befolkning. Ingen af parterne ønskede at stå tilbage for hinanden og gjorde krav på at repræsentere den sande udgave af ”marxismen” og ”socialismen”.

Mao kritiserede Khrustjov for, at et nyt borgerskab havde udviklet sig i USSR. Mao overførte nu dette på Kina og hævdede, at det samme kunne ske i Folkerepublikken.

Ny klasser og lag opstod i Folkerepublikken, som ønskede at bekæmpe ”socialismen”. Mao opstillede en række grupper i det kinesiske samfund, som ønskede at bekæmpe ”socialismen”.

Mao talte om to slags modsætninger ”mellem folket og fjenden” og ”internt i folket”.

På samme måde som Stalin med sine skueprocesser i 1930’erne vendte sin terror mod sit eget partiapparat, begyndte Mao Zedong at rette skytset indad i partiet.

Skydeskive blev nu de, som havde ytret kritik af hans håbløse ”Store Spring Fremad”: Deng Xsiaoping og Lui Shaoqui (i mindre grad Chou Enlai).

 

Mao Zedongs store illusionsnummer.

Maos næste ”glansnummer” hed den ”Store Proletariske Kulturrevolution”. Maos forsøg på at skabe et socialistisk samfund med kollektivisering af landbruget (”Det Store Spring Fremad”), som samtidigt skulle øge massernes bevidsthed om socialisme, var mislykkedes.

Nu skulle massernes bevidstgøres gennem proletarisk kultur og tildeles ”klassebevidsthed”. Kampagnen skulle rettes mod dem ”der gik den kapitalistiske vej” i KKP, dvs. hans gamle våbenfæller Liu Shaoqui og Deng Xsiaoping.

Mao inddrog nu sin kone Jiang Qing, som bannerfører for den ”Store Proletariske Kulturrevolution”. Igen brugte Mao Zedong en af sine trofaste loyale til at fremføre sine egne synspunkter og til at føre hans kamp.

Mao slap tøjlerne løs, da han proklamerede ”Bombardér hovedkvarteret”, dvs. partiledelsen og mobiliserede de kinesiske masser, i første omgang de studerende.

En ny generation af kinesere var vokset op i Folkerepublikken, som ifølge Mao havde behov for at gøre oprør. Mao kunne samtidigt bruge denne massemobilisering til sine egne formål: at svække og måske helt udrydde opposition i KKP mod ham. 

Tusinder af unge kinesere tog nu hans opfordring op og dannede ”kulturrevolutionære grupper”, som opildnede hinanden til ”kamp mod hovedkvarteret”.

Mao havde opfordret til kamp mod gamle kinesiske dyder, vaner og borgerlig kultur.

Rødgardistiske” grupper på læreanstalterne blev nu mobiliseret i et gigantisk manipulationsnummer, som havde til hensigt at udrydde oppositionen til Mao i KKP under påskud af ville bekæmpe og udrydde gammel kultur og vaner.

I årene fra 1966 til 1976 kastede Mao Zedong Folkerepublikken ud i et gevaldigt eksperiment, som fik varige konsekvenser for en hel generation af unge kinesere med manglende skolegang og uddannelse.

Da Mao havde fået nok af ”rødgardisternes” hærgen og plyndren (og nedkæmpet sine modstandere) dekreterede Mao stop for mobiliseringen og beordrede de overivrige rødgardister” ud på landet for ”at tjene folket”.

Her fik tusinder af studerende øjnene op for hvor elendigt bønderne levede. En del mistede deres illusioner om Maos særlige kinesiske ”socialisme”.

Maos Zedongs gamle våbenfælle og trofaste støtte gennem årtier Deng Xsiaoping blev gjort til et offer for Maos fraktionsopgør med sine indre partifjender og udsat for grov mishandling af de maoistiske ”rødgardister” . Som tak for lang og tro tjeneste under Mao blev han sat i husarrest i 3,5 år og blev først lukket ud, da Mao igen kunne bruge ham i opgøret med ”4-banden”, som havde fået for meget magt under ”Den Store Proletariske Kulturrevolution".

 

Korkproppen Deng Xsiaoping.

Deng Xsiaoping var som korkproppen, som - selvom den adskillige gange bliver trykket ned under vandet, alligevel formår at dukke op igen.

I 1973 blev Deng hentet ind af Mao og placeret øverst i partihierarkiet.

Nu skulle man tro, at Deng var ”back on track”, men nej. 

Efter Chou Enlais død i foråret 1976, gjorde Mao igen Deng til syndebuk for de spontane demonstrationer på Tiananmen-pladsen i Beijing.

Men korkproppen Deng dukkede igen op ti overfladen i juli 1976 og genindtog sin plads i partihierarkiet.

Frem til 1989 hvor Deng endegyldigt trak sig fra sin sidste post i KKP spillede han en fremtrædende rolle i ”moderniseringen” af Folkerepublikken og kom igennem med nogle af de økonomiske reformer, som havde ønsket noget før.

Mest berømt er hans udsagn (som vist nok ikke er hans eget): ”Hvilken betydning har det om katten er sort eller gul, når blot den kan fange mus (er det en god kat)”.

Frit oversat: Hvilken betydning har det hvilken produktionsmåde (privat eller statslig) man bruger, når bare den er effektiv og kunne man tilføje, så længe der produceres rigeligt med forbrugsvarer til befolkningen, så den ikke sulter.

Dengs tankegang sejrede i Folkerepublikken Kina - ikke Mao Zedongs.

Deng Xsiaoping døde i 1997 af Parkinsons syge.   

 

  

     

 

 

Aleksander Orlov - stalinistisk afhopper.

Aleksander Orlov hoppede af som agent for Stalins hemmelige efterretningsvæsen i 1938 og bidrog med værdifulde oplysninger om Stalins regime.

Boganmeldelse.

Edward Gazur: Alexander Orlov. The FBI’s KGB General. New York. 2002.

Hovedpersonen i Edward Gazur’s bog general i det sovjetiske efterretningsvæsen KGB, Alexander Orlov har en interessant historie.

Født 1895 tilhørte han den generation, som havde mulighed for at opleve den russiske revolution på nærmeste hold. Orlovs rigtige navn var Leiba Lazarevich Feldbin, født af jødiske forældre.

Feldbin var født i det nuværende Hviderusland i en lille by sydvest for Moskva og sydøst for hovedstaden i Hviderusland, Minsk.

Feldbin tilsluttede i 1919 de russiske bolsjevikker og kæmpede på den polsk-russiske front i den sovjetiske Røde Hær.

Her stødte han ved et tilfælde på en person, som var polsk-russisk dobbeltagent og som arbejdede bag fjendens linjer.

Feldbin pågreb den pågældende person, en polsk aristokrat, som havde ladet sig hverve som agent for bolsjevikkernes nyoprettede efterretningstjeneste, TJEKA.   

I sin indrapportering om pågribelsen til TJEKA kom Feldbin i kontakt med grundlæggeren Felix Dzerzhinsky af TJEKA og fik smag for efterretningsvirksomhed.

Hans militære tjeneste blev dog afbrudt af et jurastudium og en efterfølgende kort karriere som jurist.

Som færdiguddannet jurist blev Feldbin i 1921 viceanklager ved Appeldomstolen ved den Sovjetiske Højesteret. 

I 1924 hentede Dzerzhinsky ham tilbage til efterretningstjenesten (OGPU) og ansatte ham som efterretningstjenestens repræsentant i det Økonomiske Direktorat (Gazur, p. 12).

I 1925 blev Feldbin ansat som brigadekommandant i OGPU’s grænseværn i Tiflis (i dag hovedstad i Georgien) i Transkaukasien. Her kom han for første gang i kontakt med den senere chef for NKVD, daværende vicechef for det georgiske OGPU, Laurentia Beria.

I 1926 blev Feldbin kaldt til Moskva for at stå i spidsen for en nyoprettet udlandsspionagetjeneste under OGPU (INO). Samme år som Dzerzhinsky dør 1926 blev Feldbin sendt til Paris under falsk navn tilknyttet den sovjetiske handelsdelegation. Her blev han i praksis chef for den ’legale rezidentura’  (den ’legale’ del af efterretningstjenesten) på den sovjetiske ambassade.

I 1928 blev Feldbin - under navnet Lev Lazarevich Feldel - som agent for udlandstjenesten (INO) - formelt som diplomat - tilknyttet den sovjetiske handelsdelegation i Berlin), som var hovedsædet for al sovjetisk efterretningsvirksomhed i Vesten.

 I 1931 blev Felbin kaldt tilbage til Moskva, hvor han blev udpeget som chef for afdelingen for Udenrigshandel i efterretningstjenesten. (Gazur, op cit., p 14).

I 1932 foretog Feldbin som repræsentant for Udlandsafdelingens (INO) Økonomidirektorat en rejse til USA, hvor han under foregivende af at skulle indkøbe biler fra General Motors til forskellige regeringsorganer i USSR.  (op. cit., p. 19).

USSR havde oprettet et handelsselskab AMTORG, hvorigennem handlen skulle finde sted. 

Feldbins virkelige formål var et helt andet. Hans rejse var et led i en større omstrukturering af efterretningstjenesten fra ’legale rezidentura’ til ’illegale rezidentura’.

Det tyske efterretningsvæsen havde næsten optrevlet det sovjetiske og det krævede en omorganisering fra legale poster på ambassaderne, som nød godt af diplomatisk beskyttelse, men som var for lette at spore for fjendtlige efterretningstjenester til organisering af en illegal og hemmelig spiontjeneste.

Vendepunktet i Feldbins karriere som efterretningsofficér kom i august 1938, da han af NKVD’s chef Yagoda blev udpeget som rådgiver for den republikanske regering i Spanien.

Stalin og efterretningschefen Yagoda havde brug for en person, som dels havde erfaring med krigsførelse, in casu guerillakrig bag fjendens linjer i Spanien og som tillige havde erfaring med efterretningsvirksomhed. En sådan var Feldbin alias Orlov.

Det var ikke Orlovs højeste ønske at komme til borgerkrigens Spanien, da han havde rejst vel rigeligt i de forudgående år. Men hans udnævnelse var oppe på højeste plan til godkendelse: politbureaumedlemmerne Kaganovich, og den senere udenrigsminister Molotov. Orlov kunne ikke så godt takke nej uden at ’falde i unåde’. 

På dette tidspunkt havde Stalins udrensningsprocesser i partiet nået langt ind i efterretningstjenestens række og ingen kunne sige sig fri for at blive udrenset, hvad der som oftest var lig med likvidering.

Retrospektivt huskede Aleksander Orlov, at hans tvivl begyndte med Stalins ’skaffen sig af med’ sin største rival i partiet: lederen af partiet i Leningrad, Kirov.

Stalin følte sin position som enehersker truet af den opkommende rival Kirov og iscenesatte et mord på denne i 1934.

Dette blev blot indledningen til en række ”skueprocesser”, som Stalin iværksatte mod sine indbildte politiske modstandere i partiet, som han følte truede hans enevældige position.

Fra 1935 og i årene derefter foranstaltede Stalin og hans nærmeste kumpaner gennemgribende og altomfattende ”udrensningsprocesser” i det sovjetiske regeringsapparat, som truede med at knuse Sovjetregeringen.

I groteske udgaver af retsprocesser ’tilstod’ uskyldige ofre - ofte efter tvungne tilståelser, som ofte var fremkommet ved falske tilståelser fremtvunget under kontante trusler om straf og fysisk tortur, fiktive forbrydelser. Millioner af uskyldige Sovjetborgere blev uskyldigt dømt - ofte og henrettet eller sendt i arbejdslejre.

I denne massakre på befolkningen, som lignede et ”politisk folkemord” var turen nu kommet til Stalins eget efterretningsvæsen. Og her var Aleksander Orlov højt placeret.

I slutningen af 1938 havde Stalin skiftet sin efterretningschef Yagoda ud med ”dværgen” Yezhov, som på Stalins anbefaling skulle gøre efterretningstjenesten 100 % pålidelig. Yezhov medbragte 300 mand beskæftiget i Politbureauet’s omegn som ny folk i efterretningstjenesten.

Orlov tilhørte den ”gamle garde” i NKVD og stod således til udrensning. Flere af Orlov’s nære medarbejdere og overordnede var allerede blevet udrenset - og henrettet.  

Orlov følte nu jorden brænde under sig. Rent faktisk havde den sovjetiske udlandsspionage sendt et ’mobilt team’ ud for at myrde Orlov i Spanien. Men først skulle han gøre sit arbejde i Spanien færdigt og måtte gøre gode miner til slet spil.

 

Orlov - en afhoppet stalinist.

Jorden brændte i den grad under Orlov i efteråret 1938, da han valgte at ”hoppe af” til Vesten og således under den efterfølgende Kolde Krig blev et jaget bytte for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Orlov fremsatte på intet tidspunkt nogen kritik af Stalins skæbnesvangre klassesamarbejdspolitik i Spanien og andre steder, men udtrykte blot utilfredshed med sine (og andres) arbejdsvilkår som sovjetisk rådgiver for den Republikanske regering.

Han fulgte lydigt Stalins politik i Spanien og støttede den mest højrevendte del af den republikanske regering (det spanske kommunistparti og højrefløjen i Det spanske Socialistparti; og de borgerlige republikanere).

Han omtalte (bevidst eller ubevidst?) ikke likvideringerne af medlemmer af det spanske POUM og stalinisternes skæve fordeling af våben i den spanske borgerkrig til fordel for de stalinistisk dominerede Internationale Brigader.  

Derfor kommer Orlovs hjælp til Trotsky i et brev fra 1938 efter sin afhopning, hvor han advarer Trotsky mod en ”agent provocateur” i hans nærmeste omgangskreds til at fremstå som et udslag af Orlovs dårlige samvittighed.

Orlov har utvivlsom ønsket at gøre Trotsky opmærksom på den umiddelbart forestående fare for et attentat på sig og Trotskys søn, Leon Sedov. Orlov besad i kraft af sit job som efterretningsagent i det sovjetiske efterretningsvæsen en viden, som kunne være blevet værdifuld for Trotsky, hvis Trotsky havde valgt at lytte til hans advarsel.

Orlov havde således på nærmeste hold set, hvorledes GPU’s lejemordere havde myrdet - og planlagt mord på - afhoppede agenter (Ignace Reiss og Walter Krivitsky) og havde kendskab til kendsgerninger bag mordet på Trotskys søn Leon Sedov.

Orlov havde selv været indlagt på den private klinik, Bergère Clinic, hvor Leon Sedov blev behandlet for blindtarmbetændelse. Glazur skriver om denne klinik: ”He [Orlov] had been cared for at the Bergère Clinic because it was a hospital that was trusted by the KGB to take care of high-ranking Sovjet officials. Professor Bergère and his staff were sympathetic towards the Communist cause and under the influence of the KGB.” (op. cit., p. 258).

Man undrer sig over, at Leon Trotsky søn i 1937 blev indlagt på en privat klinik, som finansieredes af det sovjetiske efterretningsvæsen og hvis ansatte var stalinistiske sympatisører. Det var som at stikke hovedet ind i løvens mund.    

Orlov kendte således udseendet på den ”agent provocateur” i Sedovs nærmeste omgangskreds, som var en betroet medarbejder, som bl. a. redigerede den russiske udgave af Trotskys ”Oppositionsbulletin” og som havde adgang til Trotsky’s breve og dokumenter.

At datidens KGB ikke gik af vejen for at henrette trotskister kom frem, da det franske politi fandt det hovedløse lig af Rudolf Klement i floden Seinen. Klement var en tysk trotskist, som arbejdede på det trotskistiske Internationale Sekretariat i Paris. KGB havde til dette formål fabrikeret et falsum af et brev til Trotsky, hvoraf det skulle fremgå, at Rudolf Klement tog afstand fra Trotsky. Hvilket selvfølgelig var det pure opspind og et eksempel på KGB’s arbejdsmåde.

Orlov forbandt aldrig ”Mark” med mordet på Rudolf Klement ”but strongly felt that Mark had to have been a key player”.

Orlov havde med egne øjne set denne ”agent provocateur” udveksle dokumenter med en sovjetisk efterretningsofficér og var i stand til at give Trotsky et signalement af denne person, kaldet ”Mark” og som i trotskistiske kredse blev kaldt ”Etienne”. Hans rigtige navn blev under langt senere i 1950’erne og 1960’erne under Høringer i det amerikanske Senat afsløret som Mark Zborowsky.

Denne ”agent provocateur” udrettede ubodelig skade på den spirende trotskistiske bevægelse ikke blot i Frankrig, men overalt.

Den sørgelige kendsgerning er, at han aldrig blev afsløret som agent og at den trotskistiske bevægelse aldrig rigtigt har villet indrømme, at han var til stor skade for bevægelsen.

Måske var Orlov’s mislykkede forsøg på at advare Trotsky mod potentielle drabsmænd i hans nærmeste omkreds til at forstå, når man tager Orlovs fortid i betragtning. Orlov var ikke noget ”sandhedsvidne” og kunne af Trotsky let opfattes som endnu en stalinistisk ”agent provocateur”, som var ude på at snyde Trotsky og måske lokke ham i et baghold.

 

Orlovs advarselsbrev til Trotsky.  

For ikke at sætte sin egen sikkerhed og liv overstyr, havde Orlov udformet et brev skrevet med usynligt blæk og sendt til både Trotsky (og for en sikkerheds skyld også til Trotskys kone Natalia) og afleveret anonymt (af en fætter til Orlov som på det tidspunkt befandt sig i USA) på den sovjetiske ambassade i Paris. 

I dette anonyme brev til Trotsky fremstillede Orlov sig selv som slægtning til en afhoppet sovjetisk agent (Lushkov), som var hoppet af i Khabarovsk, flygtet til Japan og som var kommet i besiddelse af oplysninger, som Orlov mente ville være yderst relevante, hvis ikke livsvigtige - for Trotsky og hans tilhængere. (op. cit., p. 260)

Gazur gengiver Orlovs brev i uddrag: ”Lushkov is almost sure that the agent provocateur’s name is ’Mark’ … He wormed himself into the complete confidence of your son and knew as much about the activities of your organisation as Sedov himself. ..

This agent provocateur worked until 1938 at the archive or institute of the well-known Menshevik Nikolayevsky and maybe still works there. It was this Mark who stole a part of your archive from Nikolayevsky’s establishment (he did it twice if I am not mistaken). The documents were delivered to Lushkov in Moscow and he read them. ..

Lushkov expressed apprehension that the assassination of Trotsky was now on the agenda and that Moscow would try to plant assassins with the help of this agent provocateur or through agents provocateurs from Spain under guise of Spanish Trotskyistes …

… Ask your trusted comrades in Paris to find out whether Mark belonged to the Union of Repatriation to the Homeland, to check on his past and see who he meets. There is no doubt that before long your comrades will see him meet officers from the Soviet Embassy.

The main thing: be on your guard. Do not trust any person, man or woman, who may come to you with recommendations from this agents provocateur. ..

In order that I may know that you have received this letter, I should like you to publish a notice in the newspaper Socialist Appeal in New York that the editorial office has received the letter from Stein; please, have the notice appear in the newspaper for January or February.” (op. cit., p. 262-263).  

For en sikkerheds skyld sendte Orlov to breve af frygt for, at stalinistiske sympatisører i det mexicanske postvæsen skulle tilbageholde brevet i posten.

Herefter gennemlæste Orlov omhyggeligt alle numre af Socialist Appeal, som var de amerikanske trotskisters blad for at se, om der var nogen reaktioner.

Sidst i januar var der en notits i bladet, hvor der stod: ‘I insist, Mr. Stein, I insist that you go to the editorial offices of the Socialist Appeal and talk to comrade Martin’.   

Orlov var ikke tilfreds med dette svar. Han havde forventet, at Trotsky havde taget hans advarsel for pålydende og ikke behøvede yderligere dialog. Ifølge Orlov indeholdt hans brev tilstrækkeligt med oplysninger om personen ”Mark” til, at Trotsky kunne fastslå hans identitet.

I første omgang havde Orlov ikke tænkt sig at gøre mere ved det. Men fordi han var i New York for at tale med sin advokat om sin opholdstilladelse i USA, valgte han at stikke næsen ind forbi Socialist Appeals kontorer. Gazur skriver om Orlovs pludselige indskydelse: ”… Orlov decided to go to the editorial offices of the Socialist Appeal to size up the situation and, perhaps with luck or subterfuge, find out something about Martin. The Comrade pointed out to Orlov, and he had the opportunity to observe the man casually without being noticed. What Orlov saw was not a Russian but perhaps a Hungarian. However, his intuition told him that something was not right. If KGB could penetrate Trotskys organization in Paris, it was highly possible that they had also penetrated Trotsky’s Socialist Appeal and that comrade Martin was an agent in the employ of the KGB.” (op. cit., pp 263-264).

Orlov fortalte ikke om dette ufuldendte besøg til sin kone Maria, som havde rådet ham til ikke at opsøge kontaktpersonen angivet i Socialist Appeal. Det kom først langt senere frem under Senatshøringen i 1955 (Senate Committee on Internal Security).

Mens der således var masser af indicier på, at der rent faktisk var en ”agent provocateur” i Trotskys nærmeste omgangskreds, valgte Trotsky at ignorere Orlovs velmente advarsel.

Da Orlov var sikker på, at GPU havde planer om at myrde Trotsky på samme måde som ham selv via et ”mobilt team” af drabsmænd, ville han gøre endnu et forsøg. Familien var i mellemtiden flyttet til Los Angeles, Californien og under en ferie i San Francisco foretog han et telefonopkald til Trotsky i Mexico.

Heller ikke dette forsøg gav noget resultat. Han præsenterede sig ”Mr. Stein” for Trotskys sekretær: ”… who took the call, and said that he had an urgent message for Trotsky. After several minutes the secretary replied with a feeble [vag] excuse why Trotsky could not come to the phone and said that she had been instructed to take Steins message. Orlov left no message to Trotsky and this was the last attempt he would ever make.“ (op. cit., p. 264)

Senatshøringer (af bl.a. Trotskys daværende sekretær, Lola Dallin) i 1955 afslørede, at Trotsky betragtede Orlovs advarsel som værende et fupnummer fra KGB’s side og som sigtede at ødelægge hans organisation.

Gazur skriver videre: ”By the time of [Orlovs warning] letter and Orlovs telephone call, the KGB had already penetrated the Trotsky household [min understregning]. Orlov never believed that Trotsky considered his letter a hoax as Trotskys urgent appeal for him to contact Comrade Martin would indicate otherwise.

He felt that Trotsky could have pretended that he did not believe the letter so as to allay [lindre] any fears on the part of his staff.” (op. cit., p 264).

Hvis ikke Trotsky troede, at Orlovs brev var et fupnummer fra KGB’s side, hvem og hvad fik så ham til at tro det?

Gazur fremkommer med sin opfattelse: ”My own feeling is that the secretary who intercepted Orlov’s phone call was in the service of the KGB [ min understregning] and never relayed [videregav] Orlov’s message to Trotsky. There was no valid reason why Trotsky would not want to speak with the author of the warning letter as he had nothing to lose and everything to gain, in this instance his very life. What she probably hoped to accomplish by this opus operandi was to elicit more information from the caller with which she could identify ‘Mr. Stein.

 

Mistanken rettet mod Lydia Dallin.

Først langt senere - i 1955 - fandt Orlov ud af hvem omtalte ’Mark’ i Orlovs brev var.

I juli 1954 fik Orlov et brev fra en amerikansk forfatter David Dallin, som var i færd med at skrive en bog om sit liv.  

De to aftalte at mødes en gang mere. David Dallin ønskede ikke at hans kone Lydia Dallin skulle være med til mødet. Det havde Orlov intet imod.

Under samtalen kom det frem, at både David og Lydia kendte ’Mark’ særdeles godt. Begge parter gik som katten omkring den varme grød med hensyn til kendskabet til denne ’Mark’. Orlov havde læst ’Mark’s indberetninger til sine arbejdsgivere i KGB og læst om Leon Sedovs død på Bergére klinikken i Paris i 1937. ’Mark’ havde omhyggeligt berettet, at Sedov under sin sygdom på et tidspunkt havde bedt om en appelsin. Lydia havde givet ham denne appelsin. Orlov rettede på denne måde mistanken mod Lydia for at have forgiftet Trotskys søn Leon Sedov, som muligvis blev forgiftet og døde heraf. Der blev ikke foretaget noget ligsyn.  

I køkkenet røbede Lydia nu, at Dallin-parret havde bragt ’Mark’ til USA under deres flugt for nazisternes besættelse af Frankrig under 2. verdenskrig. Lydia fortalte også, at hun havde været ansat som sekretær for Trotsky i Mexico på det tidspunkt hvor Orlov havde forsøgt telefonisk kontakt med Trotsky fra San Francisco.

27. december 1954 gik Orlov til de amerikanske myndigheder med sin mistanke om, at ”den kendte KGB-spion” ’Mark’ befandt sig i USA. Hans anmeldelse gik videre til Statsadvokaten. (op. cit., p. 268).

I september 1955 fandt høringer sted i US Senate Committee on Internal Security. Her aflagde David Dallin vidnesbyrd om, at hans kone havde kendt Mark Zborowsky siden 1935 og at de havde forsat deres bekendtskab med ham indtil 1953. Dallin fortalte: ”Around 1933 to 1934, he was given the task of infiltrating Trotskyite organisations in Paris and continued in this capacity until the outbreak of the Second World War.”

Dallin benægtede, at Sedov skulle være død af andet end naturlige årsager. (op.cit., p. 268).

Dallin hævdede, at Mark Zborowsky havde spillet en rolle i mordet på den afhoppede agent Ignaz Reiss i Schweiz 4. september 1937 uden dog at være direkte involveret i mordet.

Da agenten Walter Krivitsky hoppede af i efteråret 1937, var det Sedov som satte Zborowsky i kontakt med Krivitsky og det var Zborowsky som rapporterede om Krivitsky til KGB. Både Reiss og Krivitsky bidrog flittigt som skribenter til trotskisternes ”Oppositionsbulletin” som udkom på russisk. (se Vadim Rogovin: 1937. Stalins Year of Terror, Mehring, 1998 og samme forf. Stalins Terror of 1937-1938. Political Genocide in the USSR, Mehring 2008).

KGB havde forsøgt at dræbe Krivitsky på hovedbanegården i Marseilles, men det mislykkedes.

Orlov var overbevist om, at Dallin-parret kun var fremkommet med deres oplysninger om Mark Zborowsky efter deres samtale med ham og at de udelukkende forsøgte at ”beskytte” sig selv ved at angive Zborowsky som (aktiv) KGB-agent i USA. Zborowsky blev amerikansk statsborger i 1947. Orlov var ikke i tvivl om at Lydia Dallin var KGB-agent [min understregning]. Hun og andre kunne imidlertid ikke dømmes for spionageaktiviteter for KGB i Frankrig, men kun for handlinger, som var foregået i USA. 

Mark Zborowsky klarede frisag for sine spionageaktiviteter indtil 1957, hvor FBI slog til. Zborowsky blev af FBI knyttet til en KGB-spionring omkring de to brødre Robert Soblen og Jack Soble alias brødrene Sobelivius, som oprindeligt kom fra Litauen.

I november 1958 blev Zborowsky dømt for falsk vidnesbyrd for at have nægtet at være en del af brødrenes spionring. Både Jack Soble og Aleksander Orlov vidnede mod ham. Anklagerne mod ham måtte dog opgives på grund af retslige teknikaliteter.

De to litauiske brødre havde også gjort ubodelig skade på den trotskistiske bevægelse i Tyskland fra sidst i 1920’erne til midt i 1930’erne, hvor de som agenter for NKVD/GPU bevidst splittede den trotskistiske bevægelse. (Se Marcel Bois: Kommunisten gegen Hitler und Stalin. Dei Linke Opposition der KPD in der Wimarer Republik. Klartext. 2014. pp. 314-318)  

I 1962 blev Zborowsky igen stillet for en domstol (Federal Grand Jury) og blev endnu en gang dømt for at aflægge falsk vidnesbyrd over for retten. Orlov vidnede imod ham, men hans  udsagn blev kendt ugyldigt, da det ifølge dommeren beroede på ubekræftede rygter, som ikke kunne bruges i en retssal. Zborowsky blev idømt 4 års fængsel. (op. cit., p. 271).

Dette var en lille sejr for afhopperen Orlov som siden 1938 havde kæmpet for at afsløre Stalins efterretningstjeneste.

Efter sin vellykkede afhopning til USA slap Orlov dog ikke for KGB’s lange arm. Resten af livet levede Orlov i frygt for sit liv. Han levede anonymt indtil han i 1953 offentliggjorde en bog: The Secret History of Stalins Crimes

 

Hr. Steins ubehagelige opdagelse

Februar 1937 var Aleksander Orlov indlagt på en privat klinik i Paris, Clinic Bergére efter at have været udsat for et biluheld under inspektion af slagmarken i det borgerkrigshærgede Spanien, hvor han var udsendt til som rådgiver for den republikanske regering.  

Hertil kom 16. eller 17. februar Orlov’s fætter Zinovy Katsnelson, som også var ansat i efterretningsvæsenet. Zinovy Katsnelson var fungerende chef KGB i Ukraine og medlem af partiets Centralkomité i Ukraine.

Han følte nettet strammedes omkring ham i efterretningstjenesten og opsøgte sin onkel for at indvie ham i en strengt fortrolig hemmelighed.

Historien lyder som følger fortalt af A. Orlov og gengivet af Edward Gazur:

Under forberedelserne til sin første udrensningsprocesser og skueproces mod sine indbildte rivaler i det bolsjevikiske parti ville Stalin gerne kunne fremlægge nogle ”beviser” som ikke er opdigtede, som hans efterretningsvæsen havde for vane, men ægte.

Stalin havde nu udtænkt den geniale plan at finde ”bevismateriale” mod sine indbildte fjender i partier, højtstående bolsjevikker, i form af tidligere agentvirksomhed for zarens hemmelige politik, OKHRANA.

Stalin beordrede sin efterretningschef Yagoda til at opspore forhenværende agenter for zarens OKHRANA, som på en eller anden måde har overlevet Oktoberrevolutionen 1917.

Det viste at være lettere sagt end gjort. Sådan nogle hang ikke på træerne. De fleste var enten afgået ved døden, henrettet af bolsjevikkernes eget efterretningsorgan, TJEKA eller blot forsvundet ud i en af det store lands mange provinser - evt. under falsk navn.

Yagoda havde en betroet medarbejder i hr. Stein, som har erfaring med forhørsteknikker og andre tekniske specialiteter vedrørende retssager. Yagoda bad Stein om at finde frem til en egnet kandidat blandt forhenværende OKHRANA -agenter.

Stein samlede alle de spredte arkiver fra zarens OKHRANA, som stadig er tilgængelige, men finder intet brugbart materiale, som kan bruges i en kommende retssag.

Indtil han en dag stødte på et privatarkiv tilhørende vicechefen for OKHRANA Vissionov. Her fandt Stein et kartotekskort med Stalins billede på forsiden, hvor Stalin har besvaret et spørgeskema. Stein troede i første omgang, at kartotekskortet vidnede om, at Stalin som bolsjevik var blevet overvåget af zarens OKHRANA.

Efter en nærmere læsning af indholdet, som bestod af indberetninger fra Stalin til OKHRANA om bolsjevikkernes aktiviteter, fik Stein kolde fødder og ønskede, at han ikke havde set denne mappe.

Stein var nu i en kattepine: Skulle han lade som ingenting eller videregive det til sin foresatte Yagoda? Stein var ikke i stand til at overskue konsekvenserne hverken for sin chef eller for sig selv.

Han kontaktede i stedet sin forhenværende chef i KGB, som nu ledte KGB i Ukraine, Balitsky.

Balitsky var dels medlem af partiets Politbureau i Ukraine, dels medlem af partiets Centralkomité på landsplan.

Balitsky var i tvivl og ville rådføre sig med sin nærmest underordnede i KGB, Ukraine, Orlov’s fætter Zinovy Katsnelson.

De var begge enige om, at undersøge om dokumenterne er ægte. Begge kendte udmærket til forfalskede beviser, som nogle i OKHRANA kunne have produceret.

Undersøgelse af Stalins håndskrift, af det papir, som rapporterne var skrevet på og det blæk som blev brugt viser, at indberetningerne er fra 1912 og 1913 og at det er Stalins håndskrift. Stalin måtte altså have været OKHRANA-agent før Oktoberrevolutionen.

De sad nu inde med sensationelle og dødsensfarlige oplysninger, som kunne bringe dem i fedtefadet. Hvis oplysningerne var rigtige burde det få følger - ikke mindst for Stalin.

Efter februarrevolutionen 1917 var OKHRANA’s arkiver blevet åbnet og det fremgik heraf at OKHRANA havde haft andre agenter end Stalin. Et af bolsjevikkernes medlemmer af Statsduma’en Malinovsky viste sig at være OKHRANA-agent. Malinovsky var en betroet medlem af bolsjevikkernes inderkreds, som Lenin havde fuld tillid til og benyttede som sin talsmand i Duma’en. Stalin blev ofte benyttet som sendebud mellem Lenin og Malinovsky, som var en dygtig parlamentariker.

Af rapporterne fremgik det også, Stalin følte Malinovsky gjorde ham rangen stridig som OKHRANA’s foretrukne agent. Stalin havde sendt et brev til zarens viceindenrigsminister Zolotarev, hvor han satte spørgsmålstegn ved Malinovskys pålidelighed som agent. Stalin mente, at han selv var en bedre agent end Malinovski.

Viceindenrigsministeren affærdigede ham ved i marginen af brevet at skrive: ”Denne agent fortjener at blive sendt til Sibirien for evigt. Han beder selv om det”.

Kort tid efter en ”hemmeligholdt” konference i Krakow i 1913, hvor begge agenter deltog, blev Stalin anholdt og forvist til nord for Polarcirklen, hvorfra han først vendte hjem i 1917. 

Balitsky og Katsnelson kunne ikke sidde inde med deres viden, men måtte give den videre. De valgte at underrette to andre: General Yakir, kommandant for de militære styrker i Ukraine og Kossior, medlem af partiets Politbureau i Ukraine.

Yakir gik til den øverstkommanderende for den Røde Hør i USSR, marskal Tukhachevsky. Nu var det op til ham, og der skulle drages konsekvenser af Steins afsløringer af Stalins ”uheldige” fortid som agent for zarens OKHRANA.

Marskallen mente, at bevismaterialet var så håndfast og kompromitterende for Stalin, at han måtte ryddes af vejen. Tukhachevsky planlagde en likvidering af Stalin ved en sammenkaldt konference for højtstående partifunktionærer i Kreml.

Tukhachevskys planlagte ’paladsrevolution’ gik i vasken, da konspiratorerne ikke kunne blive enige om fremgangsmåden: Tukhachevsky ville myrde Stalin under mødet. Resten ville nøjes med at arrestere ham og forelægge ham anklagerne om hans agentvirksomhed (Balitsky, Katsnelson og Kossior).

Stalin undgik likvidation, men lod til gengæld sin terror gå ud over konspiratorerne. Alle blev senere henrettet.

Hr. Steins opsigtvækkende afsløringer af Stalins fortid som agent provocateur for zarens OKHRANA fik Orlov til at konkludere, at Stalins efterfølgere nødvendigvis måtte tage afstand fra ham efter hans død i 1953.   

 

Orlovs forklaring på ”afstaliniseringen” efter Stalins død 1953.   

Orlov havde ingen illusioner om USSR’s udvikling under Khrustjov. I en artikel i magasinet Life 23. april 1956 skrev Orlov: ” It has been argued that Khrushchev and his associates wanted personal revenge on Stalin who had so long humiliated them. Whoever believes this does not know the men who spent twenty years as Stalin’s apprentices; he taught them always to put political expediency [hensigtsmæssighed] ahead of personal feelings. Stalin personally hated Lenin, who had disowned him in his last testament; he hounded Lenin’s widow; he destroyed all of Lenin’s friends. But Stalin the politician knew what was good for him. Year for year he built Lenin up as a deity and established himself as Lenins true prophet.”

Orlov stillede spørgsmålet: Hvorfor gjorde Khrushchev og hans kolleger ikke det samme som Stalin og ophøjede sig selv til guddomme? De havde jo nedarvet magten fra ham? Var Stalin ikke god nok til Khruschev, Bulganin og de andre? Orlov besvarede sit spørgsmål: ”… it is obvious that Khrushchev and the others must have realised that by indicting Stalin they would gravely endanger themselves. They have been closest to him. They had condoned and abetted many of his crimes. Their sudden attack on Stalin was bound to rouse in the minds of the Russian people angry recollections of how Khrushchev, Bulganin, Kaganovich, Mikoyan and Malenkov had glorified Stalin and his policies before huge audiences of Communist Party activists, how they had justified Stalin’s bloody Moscow trials and how they had hailed the shooting of the Red Army Generals as a ‘just punishment of traitors’.

Hvorfor løb de denne risiko at bringe sig selv i fare for beskyldninger om medskyldighed I Stalins forbrydelser?

Orlovs svar er overraskende: de ny oligarkers opdagelse af de uomgængelige beviser for at Stalin havde været agent provocateur for Zarens hemmelige politi. (op. cit., p. 467).

 

The smoking gun?

Ingen andre end den afhoppede KGB-agent Aleksander Orlov har brugt sit bevismateriale mod Stalin som agent for zarens OKHRANA til at forklare hans efterfølgeres afstandtagen til ham efter 1953.

Alle mulige andre forklaringer er blevet givet og mange fortolkere er gået galt i byen.

Rigtigt mange tolkede Khustjev’s afstandtagen fra Stalin på partiets 20. partikongres 1956 som et totalt opgør med stalinismen som sådan.

Orlov spurgte med rette hvilken interesse hans efterfølgere, de ny oligarker i partiet kunne have i at tage afstand fra Stalins værste ”udskejelser”. De fleste af dem var jo selv medskyldige i Stalins uhyrlige forbrydelser mod det sovjetiske folk.

Kun den kendsgerning, at det før eller siden ville komme frem, at Stalin havde arbejdet for bolsjevikkernes værste fjende zarens hemmelige efterretningstjeneste og det ikke bare som dobbeltagent, men som en pålidelig meddeler og informant.

For Orlov var det mistænkeligt, at Stalin før 1917 havde været anholdt og forvist adskillige gange, men hver gang sluppet ud af hænderne på zarens politi og fængselsvæsen. For hver gang han blev arresteret og forvist vendte han hurtigt tilbage og genoptog sit hverv som agent.

Først i 1913 blev han forvist til et sted nord for Polarcirklen og vendte først tilbage til St. Petersborg i 1917.  

Orlov gav en alternativ forklaring på partibureaukraternes ”opgør” med Stalin og henviste til dokumenter, som aldrig siden er fremkommet og som af de fleste forskere anses for at være enten falske eller bortkommet.

En ting er sikkert: Orlov led ikke af illusioner om sine egne forhenværende arbejdsgivere og til det system som han havde tjent siden 1919.

Aleksander Orlov var et førstehåndvidne til centrale begivenheder i det 20. århundrede, som let kunne have kostet ham livet (som det skete for millioner af Sovjetborgere under Stalin) og som han på sin måde tog afstand fra.

Orlov valgte den amerikanske imperialisme frem for Stalins forvrængede og perverterede udgave af socialisme.     

 

 

       

    

          

     

 

          

 

   

Arne Swabeck - dansk udvandrer, amerikansk trotskist.

I 1916 udvandrede den danske håndværkersvend Arne Swabeck til Amerikas Forenede Stater og blev senere en fremtrædende amerikansk trotskist.

I år er det 100 år siden, at en ung dansk håndværker, Arne Swabeck i 1916 (1890-1986) udvandrede fra en lille flække i Danmark (sandsynligvis Hillerød) til en langt større by i Amerikas Forenede Stater.

Arne Swabeck var en blandt mange, som i årene fra ca. 1870 og frem til ca. 1920 i hobetal udvandrede til det ”forjættede” land, Amerikas Forenede Stater.

Mange udvandrere har sikkert håbet på at finde både ”fame” and ”fortune” i ’Guds eget land’.

Ikke Arne Swabeck.

Følgende skildring bygger på Arne Swabecks egen biografi om sit liv, som han skrev i midten af 1970’erne og som findes opbevaret på Hoover Institute på Stanford University som Arne Swabeck Papers, Box 1-22.  

Han havde før 1. verdenskrig foretaget en rundrejse i Europa, Nordafrika og dele af Mellemøsten ’på valsen’ som omfarende håndværker (maleruddannet) uden en klink på lommen.

Arne Swabeck var fra barnsben interesseret i og god til at tegne og skitsere ting, som han så for sine øjne. Inden sin rundrejse havde han således solgt nogle skilderier til en lokal kunsthandler, som var nok til at finansiere hans rejse.

Arne var født i 1890 og havde fra tidligt en stor appetit på livet og udstyret med stor oplevelsestrang og gå-på-mod.

I 1916 tog han sit livs store beslutning om at udvandre og sige farvel til sine forældre og søskende - mere eller mindre for evigt. Kun et par enkelte gange kom han forbi Danmark.

Første gang til på vej hjem fra Kominterns 4. kongres i 1923. Anden gang i 1933, hvor han sammen med Trotsky besøgte København på invitation fra Studentersamfundet. 

Når Arne Swabeck fortjener at blive omtalt, er det ikke mindst på grund af hans politiske engagement.

Tidligt blev han socialt bevidst og havde en næsten instinktiv fornemmelse for den eksisterende ulighed i det danske samfund og i verden som sådan.

Med nogen ret kan man vist kalde det 20. århundrede for ideologiernes århundrede. Arne blev i en ung alder socialist og holdt fast ved sin overbevisning resten af sit liv, som først endte i 1986.

Hvis Arne Swabeck var blevet i Danmark havde han sikkert tilsluttet sig Socialistisk Ungdoms Forbund (SUF), Socialdemokratiets ungdomsforening og måske også det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS).

Hans synspunktet hørte i alt fald hjemme her.

Men Arne Swabecks fremtid lå i USA. Midt under 1.verdenskrig tog han den raske beslutning at forlade Danmark for at ’prøve lykken’ i USA.

Han meldte sig hurtigt under den socialistiske fane i USA og tilsluttede sig hurtigt efter sin ankomst det reformistiske Socialist Party og det syndikalistiske Industrial Workers of the World (IWW).

Tiden efter 1. verdenskrig var meget turbulent og ikke mindst bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i oktober 1917 skabte opbrud på venstrefløjen og i de europæiske socialdemokratier.

Arbejderbevægelsen var i opbrud, også i USA. Det traditionelle reformistiske parti; Socialist Party var ’legalistisk’ og parlamentarisk orienteret.

Bolsjevikkernes revolution i Rusland 1917 viste arbejderbevægelsen, at en anden vej var mulig.

Dette førte til splittelse i de europæiske Socialdemokratier og også i USA splittedes Socialist Party.

Arne Swabeck støttede den revolutionære fløj i partiet, som nu sprængtes i to fløje. Resultatet blev dannelse af et amerikansk kommunistisk parti (i realiteten var der flere kommunistiske partier).

Arne Swabeck var sammen med bl.a. forfatteren John Reed med i Communist Workers Party of America.    

[Warren Beatty’s film ”Reds” fra 1981, hvis hovedperson er den amerikanske forfatter John Reed har en scene fra partiets stiftelse, hvor Arne Swabeck medvirker].

Arne Swabeck viste sig hurtigt som en dygtig organisator for partiet og deltog i flere større strejkebevægelser som organisator, således i generalstrejken i Seattle i 1919.

Det lille amerikanske kommunistparti var fra starten udsat for en hård og ubarmhjertig politisk forfølgelse fra statsmagtens side.

Skønt partiets indflydelse var beskeden, tog statsmagten det alvorligt og bekæmpede det med alle repressive midler. Partiet var således tvunget under jorden i sin første tid og først i 1920 kunne partiet oprette en ”legal” afdeling af partiet, mens man bevarede den ”illegale”. Det amerikanske Forbundspoliti, FBI gjorde alt for at undertrykke partiet, skygge, arrestere og idømme medlemmerne lange fængselsstraffe - alene på grund af deres politiske overbevisning.

Til trods for statsmagtens benhårde undertrykkelse lykkedes det alligevel partiet at være aktivt i strejkebevægelse i begyndelsen af 1920’erne.

Arne Swabeck viste hurtigt evner som organisator i disse strejkebevægelser. Partiet var dog lige fra starten præget af interne modsætninger, som skulle komme til at præge partiets udvikling de næste 10 år.

Hovedparten af partiets medlemmer var ikke medlemmer i ordinær forstand, men tilsluttet etniske foreninger, som kollektivt havde meldt sig ind i partiet. De største etniske foreninger var den finske, de østeuropæiske og den jødiske.

Partiet var således i sine første år præget af en differentieret medlemsskare hovedsageligt bestående af etniske foreninger, hvis loyalitet overfor deres egne foreninger var større end loyaliteten overfor partiet.

Partiets ledere var heller ikke særligt skolede i marxisme. Nogle hang stadig fast i deres fortids reformisme, andre havde endnu ikke helt forladt deres fortidige syndikalisme.

Partiet havde tidligt tilsluttet sig bolsjevikkernes Kommunistiske Internationale, Komintern og søgte nu råd her. Efter nogens mening gik det allerede her galt, fordi partiet nu underlagdes udviklingen i det russiske parti og ikke kunne undgå at blive blandet ind i de fraktionskampe, som udfoldede sig i det russiske parti.

Kominterns parole var enhedsfrontpolitik, men i USA fandtes ikke et stort og stærkt arbejderparti, som partiet kunne føre enhedsfrontpolitik med. Der fandtes ej heller en reformistisk fagbevægelse, som partiet kunne rette sin enhedsfrontpolitik i mod.

Partiet måtte tidligt lide under dårlig - for ikke at sige elendig - rådgivning og inkompetente Komintern-udsendinge (ungareren John Pepper). Hans forsøg på ”enhedsfrontpolitik” mislykkedes og bragte partiet i miskredit hos de ”progressive” (militante) arbejdere.

Resten af årtiet (1920’erne) plagedes det amerikanske kommunistparti af evindelige fraktionskampe, som nærmest gjorde partiet ukampdygtigt, som således ikke rigtigt formåede at blande sig i klassekampen i USA.

Efter partistifteren C.E. Ruthenberg’s død i 1927 overtog den yngre J. Lovestone i alliance med Komintern-udsendingen John Pepper magten i partiet. Den anden fløj i partiet udgjordes af William Z. Forster og James P. Cannon.

Arne Swabeck støttede trofast J. P. Cannon og fulgte ham i tyndt og tykt. Resten af partiets historie frem til J. P. Cannons (og Arne Swabecks) eksklusion i 1928 er historien om partiets ”bolsjevisering” og ”stalinisering” og totale underkastelse under Stalins Komintern.

I 1928 stiftede J. Cannon på Kominterns kongres bekendtskab med Venstreoppositionens (Zinoviev, Trotsky) kritik af Stalins politiske linje og beslutter efter svære overvejelser at bryde med partiet.

 

Organisatorisk brud med CPUSA og Komintern.

En ny etape begyndte nu på Arne Swabecks politiske løbebane. Eksperimentet med det første amerikanske kommunistparti var slået fejl. Nu skulle et par hundrede mand starte forfra med at danne et ægte revolutionært marxistisk parti.

Hvis de første 10 år i det amerikanske kommunistparti havde været turbulente, blev de næste 10 år (1929-1939) det ikke mindre.

Hvorledes skulle nogle hundreder amerikanske trotskister kunne genskabe et revolutionært marxistisk arbejderparti?

Communist League of America (CLA) bestod af mindst to typer: intellektuelle som Max Shachtman, Martin Abern og Albert Glotzer; og ”working-class intellectuals” som J. Cannon og Arne Swabeck.

Parallelt hermed ville Trotsky og hans tilhængere skabe en ”international venstreopposition”, hvor man forenede Zinovievs og Trotskys tilhængere i samme båd.

Trotsky indså nok for sent det umulige i at genoprette det ”staliniserede” Komintern og overvurderede nok holdbarheden af alliancen med Zinovievs tilhængere. Trotsky og hans tilhængere brugte mange kræfter på at skabe et fælles politisk (og programmatisk) grundlag for alliancen.

Også CLA var fra starten af præget af indre (organisatoriske) modsætninger mellem de to hovedaktører, J. P. Cannon og Max Shachtman. De politiske modsætninger skulle først vise sig senere i slutningen af 1930’erne.

Når parterne stredes forsøgte Trotsky som mægler at gyde olie på vandene, hvilket lykkedes indtil 1939. (se om striden i Dog Days: James P. Cannon vs. Max Shachtman in the Communist League of America. Prometheus Reserch Library, 2002).

Udefra set forekommer det som om CLA fulgte en slingrekurs i de følgende år. Samtidigt med at CLA hærgedes af indre splid, søgte den i 1934 alliance med en anden mindre gruppe på venstrefløjen Workers Party.

Trotsky havde i 1933 opgivet troen på, at det ville være muligt at tvinge Komintern og de ”staliniserede” kommunistpartier tilbage på rette kurs. Han rettede nu søgelyset mod socialdemokratierne.   

I 1935 havde Trotsky analyseret sig frem til, at den økonomiske verdenskrise ville bevirke, at socialdemokratierne for at foregive at tilfredsstille arbejderklassens forventninger ville være nødt til rykke et stykke til venstre. Derfor valgte dele af Workers Party of America som led i en ”entristisk” taktik at søge om optagelse i Socialist Party. Kort tid efter blev de trotskistiske ”entrister” smidt ud af Socialist Party - og de var lige vidt.

I takt med den verdenspolitiske udvikling i Europa: Hitlers magtovertagelse i 1933 og Kominterns fallit; det stalinistiske blodige nedslagtning af dissidenter under den spanske borgerkrig 1936-1938; Stalins skueprocesser og massehenrettelse af hundredtusinder af Sovjetborgere (partimedlemmer) 1936-1938 havde Trotsky skærpet sin kritik af det stalinistiske bureaukrati og dets kontrarevolutionære rolle på verdensplan.

Stalin havde i slutningen af 1930’erne svækket den Røde Hærs (og sit efterretningsvæsen) kampkraft ved utallige udrensninger og havde dermed svækket regimets modstandskraft i en kommende imperialistisk krig. (jf. Vadim Rugovins to bøger om Stalins ’politiske folkemord’).

Til trods for sin heftige kritik af det kontrarevolutionære stalinistiske bureaukrati var Trotsky ikke blind for resterne af de erobringer, som Oktoberrevolutionen havde bragt og som endnu eksisterede:

statseje af produktionsmidlerne, monopol på udenrigshandlen og 5-årsplanerne. Men var det nok til at skulle forsvare Sovjet-bureaukratiet? Ja, mente Trotsky over for  imperialistiske modstandere, som ville regimet til livs

Trotsky fremsatte i 1939 parolen om et (ubetinget) ”forsvar for USSR”, hvilket udløste en bitter magtkamp i partiet, som til sidst splittede det i to halvdele. J. P. Cannon støttede Trotskys parole, Max Shachtman var imod. Arne Swabeck fulgte J.P. Cannon og gruppen måtte sige farvel til Shachtman, Abern og Glotzer.

 

2. verdenskrig var for de amerikanske trotskister forbundet med organisationsforbud og politiske fængslinger, anklaget for ”defaitisme” og ”landsforræderi”.

Den Kolde Krig efter 2. verdenskrig blev for mange på venstrefløjen en lang ’ørkenvandring’ med antikommunisme og hård forfølgelse. Begge de to stormagters statsapparater og efterretningsvæsener forfulgte ”dissidenter”, som de ikke entydigt kunne placere i nogen af de to ”lejre”, USA og USSR.

Den uenighed, som opstod mellem J. P. Cannon og Max Shachtman i CLA før 2. verdenskrig om hvorledes trotskister skulle opfatte Stalins Rusland, USSR genopstod i årene efter krigen. Omvæltningerne i Central -og Østeuropa (og i Kina i 1949) kastede bevægelsen ud i ideologiske kriser.

Den trotskistiske bevægelse splittedes i spørgsmålet om vurderingen af de ny ”folkedemokratier”, som opstod i Central -og Østeuropa. Affødt heraf var man også uenige om hvilken politisk taktik trotskister skulle anvende overfor de stalinistiske partier. Det forekommer i dag bizart, at fremtrædende trotskister som den franske trotskist Michel Pablo kunne fejlanalysere og helt fejlvurdere udviklingen i USSR (og Jugoslavien) efter Stalins død i 1953.

Michel Pablo vejrede straks morgenluft, og forudså nu, at det stalinistiske bureaukrati ville udvikle sig i ”progressiv” retning. Det var en tilbagevenden til Trotskys tidlige opfattelse af det stalinistiske bureaukrati som ”centristisk”, som efter omstændighederne kunne bevæge sig i to retninger: enten Termidor (en kontrarevolution) eller også kunne det stalinistiske bureaukrati give efter for massernes pres og agere ”progressivt”.

Efter Khrustjovs ”afsløringer af Stalins ”udskejelser” på partiets 20. kongres i 1956 og Khrustjovs udmanøvrering af sine nærmeste rivaler, øjnede Michel Pablo muligheder for, at det stalinistiske bureaukrati ville åbne op for politiske og sociale reformer i USSR. Andre var mere skeptiske.

Parallelt med sin fejlagtige analyse af det stalinistiske bureaukrati ”selvreformering” fremlagde Pablo nu en ny taktisk kurs for trotskister, når det gjaldt om at ”tilnærme” sig de to store retninger indenfor arbejderbevægelsen, reformisme og stalinismen.  Trotskister måtte nu bryde ud af deres isolerede tilværelse som sekter og kollektivt søge ind i de ”staliniserede” kommunistpartier. Pablo opfandt en særlig form for entrisme, ’entrisme sui generis', (entrisme af en særlig art).

Dette viste sig i praksis at være uladsiggørligt, da de stalinistiske partier for længst var blevet så ideologisk forstokkede og organisatorisk forstenede, at det udelukkede trotskisters tilstedeværelse. Pablo havde gjort taktisk ”entrisme” i arbejderpartier til et principspørgsmål, hvor trotskister opløste deres egne organisationer og foretog en ”sui generis” entrisme i de dybt politisk degenererede og ideologisk korrupte kommunistpartier. (Jf. Education for Socialists. Towards a History of the Fourth International, Part 4. Struggle in the Fourth International. International Secretariat Documents 1951-1954. Vol 1 of 4. March 1974. SWP).

Pablo fremsatte i 1953 følgende bemærkelsesværdige ord om omvæltningen i Kina 1949: ”The development of the colonial revolution and the victory in China in particular is a masterful demonstration of the correctness of the Trotskyist revolutionary Marxist theory of the Permanent Revolution. Thus the Chinese CP has found itself and is now obliged to bent its policy in practice in a manner which approximates the fundamentals of Trotskyism.” (Michel Pablo: Our Integration in the Real Mass Movement, Our Experience and Perspectives. Fremsat som forslag på det Internationale Sekretariats 4. verdenskongres, 1953. Towards a History of the Fourth International. International Secretariat Documents 1951-1954. Vol 3 of 4. March 1974. SWP)

Arne Swabeck var uheldigvis en af dem, som bed på Michel Pablos ”revisionistiske” holdning til koloniale revolutioner som den i Kina i 1949.

Pablo slog nu en streg over de advarsler som Trotsky i 1920’erne var kommet med, da Stalin og Zinoviev førte en ”4-klasse blokpolitik” i Kina, og anbefalede de kinesiske kommunister at indgå i en alliance med det kinesiske nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT).

 

Arne Swabecks ”trotskistiske revisionisme”

Fra slut-1950’erne begejstredes Arne Swabeck af den ”kinesiske revolution” og af Mao Tse-Tungs ’materialistiske dialektik’.

Han så med begejstring på de kinesiske stalinisters verbale afstandtagen fra den ”revisionistiske” Khrustjov ”fredelige sameksistens” med de imperialistiske magter og på hans lige så revisionistiske ideer om en fredelig overgang til socialismen.

Arne Swabeck blev kort sagt en ”trotskistisk” maoist i egen indbildning. Han foretog de mest fantastiske krumspring for at kunne fremstille Maos stalinisme som en ny og frisk udgave af Trotsky, som praktiserede ”permanent revolution” i Kina.

Arne Swabeck tolkede alt hvad det maoistisk-stalinistiske bureaukrati gjorde, som et udslag af deres sunde og proletariske sindelag. Således blev de tusindvis af ”folkekommuner”, som blev oprettet overalt på landet i Kina - tolket som et skridt i retning af en politisk bevidstgørelse af bondemasserne, som ikke blot ville forøge produktiviteten i landbruget, men også ville øge deres politiske bevidsthed.

Ikke et ord om den hungersnød, som Maos Store Spring Fremad skabte overalt i Kina. Ikke nogen kritik af Maos store Proletariske Kulturrevolution, som mobiliserede masserne i Maos opgør med interne ”partifjender”.

Arne Swabeck havde forvandlet Trotskys revolutionære marxisme til stalinistisk maoisme og dermed kastet alle Trotskys standpunkter overbord.

Arne bevægede sig endnu hurtigere end sin revisionistiske” partiledelse i SWP længere og længere væk fra en ægte (og i en vis forstand ortodoks) trotskisme.

Pablos revisionistiske synspunkter på stalinisme, folkedemokratierne i Øst -og Centraleuropa, koloniale revolutioner og ”sui generis entrisme i de ”staliniserede” kommunistpartier havde ført til brud med 4. internationale.

Den cubanske revolution i 1959 blev næste gang årsag til brud i 4. Internationale. I 1963 splittedes den trotskistiske bevægelse igen i to.

Igen lod revisionistiske trotskister hånt om deres trotskistiske udgangspunkt og forvekslede omvæltningen på Cuba med en proletarisk revolution som bolsjevikkernes 1917 i Rusland.

Der kunne ikke opnås enighed om omvæltningens karakter: deformeret arbejderstat kaldte SWP Castros Cuba. Borgerlig stat, kaldte britiske Healey Castros Cuba.  

Denne gang valgte SWP at gå sammen med den ”revisionistiske” Pablo (United Secretariat of the Fourth International).

Det britiske Socialist Labour League og det franske Organisation Communiste Internationaliste (OCI) dannede sin egen International Committee of the Fourth International (ICFI) dannede deres 4. Internationale.

Til trods for adskillige mere eller mindre velmente sammenlægningsforsøg har den trotskistiske verdensbevægelse ikke været samlet siden.

 

Swabecks pro-kinesiske tendens i SWP.

Arne Swabeck insisterede i 1960’erne på, at SWP skulle indtage en mere positiv holdning til Maos Kina, som (med rette) kritiserer Khrustjov for ”revisionisme”, men blev afvist af SWP’s ledelse.

Swabeck var nu ikke længere medlem af SWPs National Committee, men (sammen med J. P. Cannon) ”akkrediteret” (rådgivende) medlem. Holdningsmæssigt lagde Swabeck sig tæt op af Pablos revisionistiske holdning til de koloniale revolutioner i Kina, Cuba og Algeriet (som Pablo bliver rådgiver for).

I et mødereferat fra 14. august 1964 hedder det om Swabecks udtalelse: ”In substance it does nothing more than a rehash old arguments for what amounts to unconditional support to the Mao regime, corresponding revision of basic Trotskyist principles and a approach to Progressive Labor”).(jf. Minutes of Political Committee, no. 7, August 14, 1964).

I sin begrundelse for ikke at rundsende Swabecks udtalelse om det kinesiske spørgsmål, udtaler SWP’s Nationale Komite 11. september 1966:  ”When a convention decision has been made on a disputed issue. As in the case of the chinese question, normal party procedure requires that the appropriate official body determine when and how the question can be brought up for reconsideration [Swabecks resolutionsforslag var blevet forkastet på forrige kongres]. Between plenums of the NC normal party procedure requires that the P[olitical] C[ommittee] decide such matters. By Swabeck’ criteria, however, any N[ational] Committee] member would act unilaterally to reopen NC consideration of a convention decision at any time he chose, and he could in effect turn the PC minutes into a discussion bulletin for that purpose.

Such a practice would not only make a mockery of normal party procedure in the regulation of internal party discussion. Arguments reopened unilaterally by a minority could not go unanswered. The NC and PC would become so bogged down in perpetual discussion of disputed issues that these official bodies would be unable to fulfill their duties in carrying out conventions decisions.”

Swabecks krav om at få genåbnet diskussionen om SWP’s holdning til Maos Kina kaldtes for ”uansvarlig” på et tidspunkt hvor partiet burde være fuldt optaget af at føre præsidentvalgkamp. Partiets ledelse fik således ikke at se Swabecks udtalelse. (Minutes of Political Committee No. 3. September 11, 1964).

Swabeck gav ikke så let op og forelagde 10. december 1964 et nyt politisk dokument for partiets ledelse (Political Committee) om ”Khrustchev’s Downfall”. I brev til Swabeck afviser Farrel Dobbs at genåbne diskussionen om forholdet til Kina. Dobbs fandt følgende formuleringer i Swabecks dokument kritisable: ”Moreover, the Chinese have reasserted and reestablished the principles of socialist internationalism… For the revolutionary policy persued by the Chinese this whole development represents a great victory. The Chinese can be expected to utilize their advantage in stepping up the fight for a Marxist-Leninist policy. The world-wide revolutionary reorientation, regeneration and regoupment, already initiated by them, will gain further stimulus, growth and development from this victory. Trotskyists cannot afford to stand aside from the revolutionary regroupment and remain critical commentators.” (Brev fra Farrell Dobbs til Swabeck, 21. december 1964).

Swabeck henvistes til at fremføre sine synspunkter i tiden op til næste kongres.   

 6. oktober behandler SWP’s politiske komite (PC) en anmodning fra Swabeck om at få forelagt et dokument ”The Socialist Cultural revolution in China” for partiets nationale. komité (NC).

Dokumentet rundsendes under udtrykkelig forudsætning af, at diskussion om SWP’s principielle standpunkt ikke genåbnes. (Political Committee Minutes, no. 27, October 6, 1966).

Efter således at være blevet afvist af SWP’s ledelse i spørgsmålet om partiets holdning til Maos Kina vendte Swabeck sig 2. juni 1967 til en kontroversiel figur, som tilhørte den konkurrerende del af den trotskistiske bevægelse, ICFI, lederen af det britiske Socialist Labour League, Gerry Healey.

Healey brød i 1963 med SWP bl.a. på grund af uenighed om holdningen til den cubanske revolution og støtte til nationale befrielsesbevægelser i Latinamerika.  

Brevet kan læses som en slags politisk credo for Arne Swabeck. Her sammenligner han Maos Røde Hærs nedkæmpelse af det borgerlige nationalistiske Kuo Minh Tang  i Kina 1949 med bolsjevikkernes socialistiske revolution i Rusland i 1917. På samme måde som bolsjevikkernes socialistiske revolution skabte splittelse i arbejderbevægelsen dengang, skabte Maos bondehær og efterfølgende opbygning af socialisme splittelse i arbejderbevægelsen. Swabeck taler om en verdensomspændende omgruppering af de revolutionære styrker. Agnerne bliver skilt fra kornet. Mao står som den ny revolutionære Lenin og forkaster al revisionisme: fredelig sameksistens med den amerikanske imperialisme, nedrustning, som afvæbner det internationale proletariat, fredelig overgang til socialismen.

Swabeck hævder, at Mao ikke fulgte Stalins råd om at samarbejde med KMT, men gik sine egne veje. Mao var således ikke et produkt af den stalinistiske verdensbevægelse, men snarere et brud med den.

Swabeck siger om SWP: ”The Chinese revolution presented an acid test in which they have been found wanting; for there can be no greater error than that of failing to recognize a revolution that is unfolding before their very eyes. They still adhere stubbornly to a course that defies reality and is bound to end disastrously. Their basic policy is still aimed at the overthrow of the Mao Tse-tung regime; and this at a time when virtually the entire radical milieu throughout the world, outside of the Moscow oriented parties, recognize that the only force ready to follow this policy would be those of the bourgeois inspired counterrevolution.

Hvorfor Swabeck lige henvendte sig til britiske Gerry Healy, som af det amerikanske SWP blev betragtet som en ”ultra-venstre” sekteriker var i første omgang fordi Socialist Labour League (SLL) i sit blad havde udtryk sig positivt over for de kinesiske rødgardisters begejstrede deltagelse i Maos Store Proletariske Kulturrevolution. I anden omgang måske fordi Swabeck troede på sin egen fikse ide om en verdensomspændende ”revolutionær omgruppering”, som ville samle alle gode kræfter på tværs af eksisterende grupper og partier.

Swabecks egenrådige initiativ fik en hårdfart i SWP. Swabecks henvendelse til en - udenfor bevægelsen stående og - fremtrædende britisk trotskist som Gerry Healey blev af SWP opfattet som en organisationsfjendtlig og illoyal handling. Swabeck stod nu til en alvorlig reprimande eller det der var værre. Men han var ingenlunde fredet, skulle det vise sig og partiledelsen var ved at være godt træt af hans pro-kinesiske holdninger og tiltagende stalinisme.   

22. juni 1967 besluttede partiets ledelse at ligestille ham med partiets menige medlemmer og underkaste ham samme behandling som et hvilket som helst andet medlem af partiet. Han suspenderedes indtil videre. Swabeck havde ifølge SWP’s ledelse gjort sig skyldig i manglende kammeratlig solidaritet og angrebet SWP’s politik:

His action is a violation of party discipline because it constitutes unauthorized correspondence with a non-party organization. His action is disloyal to the party because it constitutes fraternization with an opponent organization. Because of his indisciplined and disloyal conduct the Political Committee recommend that Comrade Swabeck be suspended forthwith from membership in the party.” (Attachment to Political Committee Minutes, No. 50, June 22. 1967).

I brev af 6. juli 1967 meddelte Farrel Dobbs Arne Swabeck, at partiets ledelse har ophævet hans medlemskab af SWP. Den endegyldige beslutning vil dog først blive vedtaget på partiets efterfølgende kongres [party convention].

 

FBI’s overvågning af SWP.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI var særdeles vel underrettet om udviklingen i SWP. Kodeordet var ”Disruption Program”, som FBI havde igangsat 10. december 1961 med det formål: ”to cause disruption within SWP and alert the public to the organizations subversive character.” (FBI. COINTEL/Socialist Workers Party. Part 5).

I en FBI-indberetning fra 27. juli 1967 hedder det om Swabeck: ”[overstreget] longtime SWP-National Committee member, who has for years extolled the virtues of the Chinese Revolution, was recently suspended from SWP membership. A source has advised, that it is expected that [overstreget] will be formally expelled t the forthcoming SWP National Convention scheduled in October National Convention. It is also believed that [overstrike] and his sympathizers in Los Angeles may have to move to Workers of the World Party, if this occurs.”

I et FBI-memorandum fra 1. november 1968 hedder det: ”It may be noted that [overstreget] the dissident SWP leader from Los Angeles has been formally expelled  from the party”.

 

Således endte det politiske liv for den danske immigrant, som i en ung alder forlod Danmark og kastede sig ud i et altomfattende politisk engagement.

Arne Swabeck nåede meget rent politisk. Han var således med til i 1919 at stifte det amerikanske kommunistparti. Han besøgte som delegeret bolsjevikkernes Sovjet-Rusland på Kominterns 4. verdenskongres i 1922.

Arne Swabeck blev i 1925 valgt til medlem af det amerikanske kommunistpartis ledelse og fulgte James P. Cannon ud af partiet i 1928. Han var medstifter af den første trotskistiske organisation i USA, Communist League of America, som Trotsky havde tæt forbindelse til.  

I 1932 besøgte han Trotsky på den tyrkiske ø Prinkipo og ledsagede ham på hans rejse til København samme år.

Arne Swabeck blev et offer for den trotskistiske bevægelses almindelige politisk-ideologiske og organisatoriske degeneration og tiltagende revisionisme og formåede ikke at modsætte sig denne, men var tværtimod med til at forstærke denne.                

Anvendt litteratur.

Primære kilder:

Brian Palmer: James P. Cannon and the Origins of the American Left. 1890-1928.University of Illinois Press, 2007.

Kollektiv: James P. Cannon vs. Max Shachtman in the American League, 1931-1933. Prometheus Research Library. 2002.

Arne Swabeck Archives. Box 1-22. Hoover Institution, Stanford University, California.

 

Sekundære kilder:

Rugovin: 1937. Stalins Year of Terror. Mehring Books 1998.

Rugovin: Stalins Terror of 1937-1938. Political genocide in the USSR. Mehring Books . 2009.    

Haynes/Klehr: Spies. The Rise and Fall of the KGB in America. Yale University Press. 2009.

Haynes/Klehr: Early Cold War Spies. Cambridge University Press. 2006.

J. R. Barrett: William Z. Forster and the Tragedy of American radicalism. University of Illinois Press. 1999.

Jacob A. Zumoff: The Communist International and US Communism 1919-1929. Haymarket Books, Chicago. 2015.     

 

 

 

 

 

 

 

 

         

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Operation "stinkdyr". Om stalinistisk infiltration i trotskistiske organisationer.

Rober Soblen på vej til retten i New York 1961.
Soblen infiltrerede trotskistiske organisationer for GPU/NKVD og KGB fra sidst i 1920'erne til sidst i 1950'erne.

Operation ”stinkdyr”.

Om stalinistisk infiltration i trotskistiske i 1950'erne. organisationer.

Indledning.

For 40 år siden iværksatte en del (ICFI) af den trotskistiske bevægelse et projekt, som skulle kortlægge sikkerhedsproblematikken i den trotskistiske bevægelse i fortiden som i nutiden.

Projektet blev lanceret under overskriften ”Security and the Fourth International” og var igangsat af den del af den trotskistiske verdensbevægelse, som kaldte sig The International Committee of the Fourth International.

Den trotskistiske bevægelse var på dette tidspunkt i 1975 delt i to hovedstrømninger: The United Secretariat of the Fourth International (USFI) og så The International Committee of the Fourth International (ICFI).

Resultatet af undersøgelsen, som udkom i 1975 er senere udgivet i bogform af den britiske trotskistiske organisation Workers Revolutionary Party (WRP) med titlen: ”How GPU murdered Trotsky”. New Park Publications. 1981.

Undersøgelsens resultater vakte stor opstandelse, fordi en del af den trotskistiske bevægelse (ICFI) rettede alvorlige anklager mod den anden del (USFI) for siden slutningen af 1920’erne at have været inficeret af agenter fra den sovjetiske efterretningstjeneste GPU, senere NKVD og KGB.

40 år senere er nogle af KGB’s arkiver blevet åbnet for et begrænset publikum (men lukket igen) og i 1990’erne fik enkelte russiske journalister og betroede KGB-medarbejdere lov til at kigge nærmere på dele af KGB’s arkiver.

Ligesom nogle af KGB’s forhenværende medarbejdere i 1990’erne har skrevet erindringer, hvori de delvis afslører og bekender deres forbrydelser begået i mod anti-stalinistiske ”afvigere”.

Vi er i dag i stand til at tegne et klarere billede af de stalinistiske efterretningsvæseners spionagevirksomhed mod den vestlige imperialistiske verden. Men dette er ikke vort ærinde i denne omgang. Derimod vil jeg se nærmere på omfanget af GPU-infiltration i trotskistiske organisationer fra 1920’erne og til begyndelsen af 1960’erne.

Konklusionen synes at være helt klar: Den trotskistiske bevægelse har lige fra sin begyndelse i slutningen af 1920’erne været gennem-infiltreret af såvel FBI (ikke behandlet her) som af GPU, senere KGB.

Stalins GPU har systematisk forsøgt at sende agenter ind i trotskistiske organisationer udefra eller har hvervet nogle af disse organisationers medlemmer.   

Undersøgelsen ”Security and the Fourth International” som blev foretaget af ICFI i 1975 bidrog til at rette opmærksomheden på sikkerhed mod fremmed spionage og på infiltration fra begge sider, både fra amerikanske FBI og sovjetrussiske GPU, KGB.

Undersøgelsen viste, at især amerikanske Socialist Workers Party (SWP), som Trotsky var tæt på, så længe han levede og som var den numerisk største trotskistiske organisation i 4. Internationale gennem tiderne, blev infiltreret af GPU (og FBI).

Dette er i sig selv en ubehagelig kendsgerning, men kan og bør ikke ignoreres af trotskister.

Der er to måder at forholde sig til disse historiske kendsgerninger på:

Enten ignorere dem og forholde sig passivt (som SWP i stort omfang har gjort) og indtage en defaitistisk (opgivende) holdning, slå ud med armene og konstatere, at det var der ikke noget at gøre ved. En sådan holdning er efter min mening uansvarlig og skødesløs.

En anden holdning er, at man ser i øjnene, at det er vanskeligt - om ikke umuligt - at beskytte og sikre sig mod hemmelige efterretningstjenesters indtrængning udefra - og som konsekvens heraf tage de fornødne og nødvendige sikkerhedsforholdsregler. Sidstnævnte er den ansvarlige og forsvarlige måde.

Der er efter min opfattelse ikke tvivl om, at trotskistiske organisationer har været dybt infiltreret af hemmelige agenter fra begge sider: FBI havde (har?) et særligt program rettet mod SWP, som systematisk sigtede på at ”ødelægge” og ”nedbryde” organisationen (kodeord ”Disruption”). KGB’s kodeord for infiltration af trotskistiske organisationer var ”Polecats”, stinkdyr (og ”Rats” for jøder).

Jeg vil i det følgende referere den nyeste forskning, som er fremkommet indenfor de sidste 20 år og som desværre til fulde bekræfter de formodninger, antagelser og beviser som ICFI fremkom med for 40 år siden.

Et af formålene med at ajourføre vor viden har været at undersøge, om ICFI’s undersøgelse var et partsindlæg i debatten, som havde til formål at tilsværte dele af den trotskistiske bevægelse (USFI).

Mit mål har således været at tjekke efter om ICFI’s ”partsindlæg” fra 1975 holdt vand. Min konklusion er, at det desværre viser sig, at langt det meste, som man kunne læse i undersøgelsen offentliggjort i bogen ”How GPU murdered Trotsky” fra 1975 desværre viser sig at være sandt. 

Fremkomsten af nye kilder fra KGB’s arkiver bekræfter det meste af det, som i 1975 for mange fremstod som løse påstande, som skulle bruges i et internt slagsmål i den trotskistiske bevægelse.

Ved at følge Robert Soblens metamorfoser (forvandlinger) fra Ruvin Sobolevicius, til Roman Weil/Well til Robert Soblen får man et indtryk af omfanget af stalinistisk infiltration i den trotskistiske bevægelse.

 

Robert Soblens triste historie.

1. Fra Ruvin Sobolovicius til Roman Well.

11. september 1962 endte som en tragisk dag for Robert Soblen. Den dag valgte han nemlig at gøre en ende på sit - omflakkende, men begivenhedsrige - liv.

Robert Soblens havde hele sit liv levet som en kamæleon, der skiftede farve efter sine omgivelser.

Hans liv begyndte ikke just i Europas midtpunkt. Han blev født 7. november 1900 i Vilkaviskis, Litauen som Ruvin Sobolevicius og skulle komme til at gennemleve lidt mere end første halvdel af det 20.århundrede.

Den følgende fremstilling bygger på Marcel Bois: Kommunisten gegen Hitler und Stalin. Die Linke Opposition der KPD in der Weimarer Republik. Klartext. 2014.   

Ruvin Sobolevicius stammede fra en rig og vidtforgrenet pelshandlerfamilie fra Litauen, som i midten af 1920-erne udvandrede til Tyskland, hvor Ruvin begyndte at studere på universitetet i Leipzig.

Det er ikke meget vi ved om Ruvins barndom, opvækst, da der ikke er bevaret meget om hans privatliv. Men vi kender lidt til hans politiske aktiviteter fra sidst i 1920’erne.    

På dette tidspunkt levede to af hans brødre i byen Geras i Sachsen: den ældste Beras og den to år yngre Abraham. Beras bestyrede dér sin fars fabrik og interesserede sig ikke meget for politik. Abraham, som allerede var kommet til Leipzig i 1921, derimod interesserede sig tidligt for politik og sluttede sig som gymnasieelev til det tyske kommunistparti (KPD). (Marcel Bois: Die linke Opposition der KPD in der Weimarer Republik, Klartext, 2014, p. 315).

I 1927 opholdt begge brødre, (som under navnene Jack Soble og Robert Soblen skulle blive kendte personer i spionsager under den Kolde Krig) sig i Sovjetunionen. Ruvin foretog en 12 måneders rundrejse, mens hans yngre bror opholdt sig i Moskva som korrespondent for ”Sächische Arbeiter-Zeitung”. I den forbindelse skulle han skrive om 10-årsdagen for den russiske revolution. Efter at han på nært hold havde iagttaget Stalins udelukkelse af Trotsky fra partiet, tog han kontakt til den russiske Venstreopposition.

På et ikke nærmere angivet tidspunkt i slutningen af 1920’erne vender de to brødre tilbage til Tyskland og tilslutter sig gruppen af tyskere, som tilhører den Venstreopposition, som Sinovjev og Trotsky havde indgået sidst i 1920-erne i opposition til Stalin.

Lad os ridse baggrunden op for at bedre at kunne forstå forløbet:

Stalin havde i 1927 ekskluderet sin ærkerival Trotsky og i 1929 forvist ham til en fjern provins inden for landets grænser. Snart fratog Stalin Trotsky sit sovjetiske statsborgerskab og udviste ham til en lille tyrkisk ø, Prinkipo.

Stalin havde endvidere fjernet sine andre rivaler, Sinovjev (formand for Komintern) og Kamenev (formand for Folkekommissærernes Råd) fra ledende poster i parti -og i statsapparat for bedre at kunne konsolidere sin efter enerådende magtposition.

Trotsky indgik nu en ”uhellig alliance” med Sinovjev og Kamenev og dannede en fælles Venstreopposition.

Denne alliance var en taktisk manøvre fra Trotskys side, som ikke var holdbar i længden, da den ikke beroede på en principiel politisk enighed.

Trotsky vurderede derfor, at alliancen før eller senere ville falde gå i opløsning. Den internationale Venstreopposition bestod af vidt forskellige grupper af oppositionelle til de to hovedretninger i arbejderbevægelsen: reformister og stalinister.

De tyske oppositionelle kommunister og reformister havde en vidt forskellig opfattelse af, hvorledes klassekampen skulle føres i Tyskland og hvilke af de to partier SPD og KPD, hvis tilhængere man skulle adressere. Sinovjevs tilhængere var organiseret i det oppositionelle Leninbund, hvor der fandtes et trotskistisk mindretal, som forlod organisationen i 1930.

Marcel Bois har i sin ovenfor omtalte afhandling undersøgt hele Venstreoppositionen og karakteriserer den gruppe, som de to brødre tilhørte på følgende måde:

Gruppen ”Bolsjevikisk Enhed” som de tilhørte, adskilte sig fra andre venstreoppositionelle grupper i KPD ved dels udelukkende at bestå af studerende, dels ved ikke at have medlemmer, som havde et langvarigt partimedlemskab bag sig.

Gruppen havde ikke nogen særlig indflydelse blandt de studerende i Leipzig, men så småt begyndte den at få indflydelse på KPD i Sachsen. Således lykkedes det gruppen at erobre to partiafdelinger i Sachsen. Også enkelte medlemmer af partiets fabriksceller tilsluttede sig gruppen. Hans Safranek angiver medlemstallet til 50. Well er mere beskeden i sit brev til brev 1. oktober 1929 til Trotsky og angiver tallet til ca. 20. (Bois, op. cit., p. 316)

Gruppen agerede relativt isoleret og unddrog sig således partiledelsens opmærksomhed. Dette ændrede sig først i juni 1929, da gruppen tilsluttede sig det venstreoppositionelle Leninbund.

Nu pådrog gruppen sig partiledelsens opmærksomhed og denne reagerede straks med at ekskludere nogle fra gruppen af partiet. I Leninbund fandtes et trotskistisk mindretal omkring Anton Grylewicz. Flertallet bestod af tilhængere af Sinovjev, som sammen med Trotsky udgjorde en forenet Venstreopposition.

Allerede i februar 1930 forlod gruppen Leninbund sammen med mindretallet i gruppen, repræsenteret af Anton Grylewicz.

I ”Bolsjevikisk Enhed” gik Ruvin Sobolevicius under navnet Roman Well og var kendt som sådan blandt sine meningsfæller. Hans bror Abram Sobolovicius brugte navnet Albert eller Abraham Senn:

Hvornår Roman Well/Weil begyndte sin ”stikkervirksomhed” som stalinistisk agent for Stalins sikkerhedstjeneste, GPU er usikkert.  

Men enten det skete sidst i 1920’erne eller først i 1930’erne, står det fast, at han engang i slutningen af 1920’erne eller begyndelsen af 1930’erne lod sig hverve som GPU-agent.

Marcel Bois forsøger at forklare modsætningerne i gruppen af tyske trotskister (IKD). På vis

For at forstå uenighederne i gruppen af tyske trotskister er det nødvendigt at ridse modsætningsforholdet mellem Stalin og Trotsky op.

I 1928 fremlagde Stalin-fraktionen i det sovjetiske parti og Komintern en analyse, som viste, at kapitalismen var på vej ind i sin ”3. fase” efter 1. verdenskrig.

Efter en periode med ”relativ stabilisering” indtraf nu en periode med økonomiske kriser og politisk uro. Kapitalismen stod overfor sit endelige sammenbrud.

De politiske konsekvenser heraf var vidtgående. Socialdemokrater kunne ikke længere som klasseforræderiske reformister, men skulle betragtes som objektivt kontrarevolution, som ville stå i vejen for en revolutionær omvæltning.

Stalin hæftede i stedet betegnelsen ”socialfascister” om de vildledte socialdemokratiske arbejdere. En umiddelbar konsekvens af Stalins ”venstreradikalisme” var, at de reformistiske fagforeninger ikke længere var brugbare som klassekampsinstrumenter.

Stalins kommunister måtte skabe nogle nye klassekampsorganer, som kunne bruges i en revolutionær  omvæltning.

De eksisterende reformistiske fagforeninger blev forkastet og ny ”røde” fagforeninger i en samlet ”rød” fagforeningsopposition.  

Trotsky tog afstand fra selve teorien om kapitalismens ny fase og de politiske konsekvenser, som Stalin drog heraf.

Trotsky stillede en proletarisk enhedsfront mellem arbejderpartierne (SPD og KPD) og tog afstand fra Stalins vanvittige betegnelse af socialdemokratiske arbejdere som ”socialfascister”.

Stalin forkyndte kapitalismens sammenbrud, men så ikke nazismen komme og forstod heller ikke at analysere den. KPD anså ikke Hitlers nazister som andet end flok gadedrenge, som var ude efter et godt slagsmål. 

Kapitalismens krise var også småborgerskabets krise og småborgerskabet vil altid vakle mellem samfundets to store klasse: Proletariatet og borgerskabet.

Den sociale baggrund for nazismen var i høj grad det deklasserede småborgerskab. I værste fald kunne storborgerskabet og (stor)kapitalen blive nødt til at støtte sig til nazisterne.

Ved at kalde Socialdemokratiet ”socialfascistisk” viste stalinisterne i KPD og i Komintern, at de forvekslede reformisme med nazisme. Reformisterne var en del af arbejderbevægelsen og var afhængig af denne; mens nazisterne ønskede at knuse og helt at udslette arbejderbevægelsen.

Dette var en katastrofal fejltagelse advarede Trotsky i begyndelsen af 1930’erne.

Mens Trotskys analyse af den politiske situation i Tyskland før Hitlers magtovertagelse i 1933 var krystalklar, var hans tilhængeres opfattelse knap så klar.

Marcel Bois forsøger at redegøre for de divergerende holdninger blandt de tyske trotskister (Internationale Kommunisten Deutschlands), men det lykkes ikke rigtigt at forklare hvilke forskelle der er mellem de to kombattanter: Well og Landau.

Af korrespondance mellem Trotsky og nogle af de ledende folk i den internationale Opposition fra begyndelsen af 1930’erne offentliggjort af Prometheus Research Library fremgår det, at Kurt Landau -  sammen med den franske trotskist Pierre Naville - blev gjort til ”syndebuk” for de organisatoriske vanskeligheder, som den internationale Opposition havde i begyndelsen af 1930’erne. 

Trotsky tog parti for Roman Well - og Kurt Landau blev i den internationale Opposition betragtet som  ”upålidelig” og som ”en overfladisk kommunist” [1].  

Max Shachtman skrev i brev til Trotsky 4. marts 1931: ”As to the political differences, I naturally do not know to what extent they are developed, nor have there been presented any political documents of the contending sides, and not having any theses, no judgment can be expressed. I am quite certain that political differences exist, since I have never seen an “organizational struggle” inside a movement which did not have at bottom some political dispute - unless it is a question of bandits fighting. But what does arouse disquietude is the organizational acuteness that the struggle has already assumed in consideration of the fact that no clear political differences on fundamental, principled questions have yet been demonstrated, at least not to my knowledge. The proposal by Well to expel Landau from the Opposition I consider an unnecessary accentuation of the dispute” (Letter by Max Shachtman to Leon Trotsky 4. March 1931, Trotsky Papers 5041; Harvard Library; “Dog Days”, p. 106)

 

Lod Trotsky sig snyde?

På dette tidspunkt havde Roman Well formodentlig valgt side for Stalin (og GPU) og var ikke interesseret i at indgå en seriøs dialog med Trotsky, men udelukkende ude på at skabe splid i Venstreoppositionens rækker. På møder i Oppositionens landsledelse gjorde han alt for at skabe splid og yppe kiv (jf. Otto Seipolds brev til Trotsky 30. juni 1930).

Trotsky var forhindret i at rejse til Tyskland. Han havde søgt om indrejsetilladelse, men den tyske regering havde afvist ham.

Nu var han nødt til at forlade sig på andres vurderinger via en righoldig korrespondance.

Det var således vanskeligt for Trotsky at skabe sig overblik over den forvirring og uklarhed, som herskede i den internationale Venstreopposition. Det gjorde det ikke bedre, at Stalins GPU havde sendt agenter ind i organisationen, som forsøgte at undergrave og splitte den.

Trotsky opfordrede længe parterne til at slå koldt vand i blodet og lægge personlig animositet til side. Lige meget nyttede det.

Roman Well forsatte sin organisationsnedbrydende aktivitet. I juli 1930 fremkom han med et forslag om at optage 2 af sine egne tilhængere Jakob Frank, Wien og Hurm, Leipzig) i landsledelsen. Dette var et trick som ofte blev brugt i det ’staliniserede’ Komintern som en bureaukratisk og manipulatorisk måde at ”løse” politiske uenigheder mellem forskellige fløje i samme parti. Det siddende flertal i landsledelsen anført af Kurt Landau afviste forslaget. Heller ikke Trotsky støttede forslaget.

Efter al sandsynlighed var Roman Wells forsøg på at få to af sine egne tilhængere placeret i Oppositionens landsledelse et forsøg på at placere flere undergravende GPU-agenter i Oppositionen (jf. Hans Safranek: Landau, p. 135-145; Bois op. cit., p. 327).

Jacob Frank var født Litauen og havde i 1929 arbejdet som sekretær for Trotsky på (Prinkipo) og havde for en tid opholdt sig i Tyskland i 1930 og havde over for Trotsky lagt et godt ord ind for Roman Well.

I gensidige anbefalinger lykkedes det de to Roman Well og Jacob Frank at trænge helt ind i inderkredsen af Trotsky - uden at nogen i kredsen tilsyneladende opdagede det. Da Jacob Frank - som i mellemtiden var taget tilbage til Østrig - i 1931 sammen med 12 andre trotskister meldte sig ind i det østrigske kommunistparti, så det ikke ud til at rokke ved Trotskys tillid til Roman Well. (Safranek: Landau, p. 136; Bois, op. cit., p. 327).

For at afklare de politiske uenigheder i den tyske Venstreopposition afholdtes i oktober 1930 en landsdækkende konference i Berlin. Det kom der ikke megen politisk afklaring ud af. Dog blev der valgt en ny landsledelse på 16 mand, hvoraf Roman Well var den ene. Om det alene skyldtes Wells tilstedeværelse er uklart, men ifølge Seipolds brev til Trotsky 17. oktober 1930 gjorde mødet ”det værst tænkelige indtryk på mig såvel som på en række delegerede”. Det forekom Seipold ”som om en gruppe kværulanter var samlet for som vanvittige at rase ud”.

I sit svar til Seipold nøjedes Trotsky med at ærgre sig over, at man indledte konferencen med ”kvasi-teoretiske bebrejdelser og spildte tiden med for længst overståede personlige anliggender, hvilket var et trist vidnesbyrd for den tyske oppositions ledelse”. (Trotsky til Seipold, 31. oktober 1930; Bois, p. 328).

Trotsky satsede nu på den forkerte hest og skubbede Landau fra sig. Samtidigt indyndede GPU-agenten Roman Wells sig hos ham.

Det kom til et skarpt opgør mellem Roman Well og Kurt Landau om ledelsen af oppositionen. Well trak flere og flere over på sin side. Heriblandt de lidt ældre medlemmer Grylewicz og Seipold. I slutningen af februar 1931 meddelte Seipold Trotsky, at Landau med få undtagelser havde mistet sit greb om Venstreoppositionen. (Brev til Trotsky, 26. februar 1931).

I desperation greb Landau nu til organisatoriske metoder, som ikke stod tilbage for de metoder som KPD-ledelsen brugte mod Venstreoppositionen. Han ekskluderede tilsyneladende egenhændigt Well plus 3 andre fra ledelsen.

I løbet af nogle måneder havde Landau reduceret Oppositionens landsledelse til 5 personer, som alle var hans proselytter. Ifølge Seipold var organisationen lammet og lå brak.

Trotsky, som længe havde holdt sig tilbage og opfordret parterne til at slå koldt vand i blodet, greb nu ind til fordel for Roman Well. Da Trotsky selv ikke kunne rejse ind i Tyskland, var den næstbedste løsning at bringe sin søn Leon Sedov i spil, som siden februar 1931 havde opholdt sig i Tyskland, hvor han studerede. For ikke at bringe sin opholdstilladelse i fare havde han ikke hidtil optrådt offentligt og ikke deltaget i oppositionens møder, men støttede Wells fløj.

Som den internationale Venstreoppositions hovedaktør agerede Trotsky nu  kompromismager og forsøgte at ”gyde olie på vandene”. Han foreslog, at der afholdtes endnu en landskonference, hvor man forsøgte at afklare de politiske forskelle og at der blev nedsat en kontrolkommission under det internationale sekretariats ledelse.

Men det var for sent at klinke skårene. Landau havde fået nok og afbrød kontakten med den internationale Venstreopposition.

Der eksisterede nu to forskellige grupper som begge påberåbt sig at være Venstreoppositionen i KPD med tilføjelsen: bolsjeviker-leninister.

 

Hvilken rolle spillede Roman Well i den tyske Venstreopposition?

Der synes at herske uenighed om, hvilken rolle Roman Well spillede i sin tid i den tyske Venstreopposition.

Nogle som f.eks. Falk Engelhardt ser organisationens splittelse som resultatet af en ”planmæssigt organiseret stalinistisk undergravelses -og nedbrydningsstrategi”. (jf. Falk Engelhardt, under publikationer på www.lubitz.trotskyana.org). Falk Engelhardt mener at kunne se en klar hensigt fra Well og Senin med henblik på at nedbryde organisationen fra sommeren 1931.

Også andre som den franske historiker (og trotskist) Pierre Broué er på linje med Falk Engelhardt.      

Marcel Bois derimod er mere tøvende. Han mener, at der er visse ting, som taler imod det. For det første: splittelsen ville under alle omstændigheder have fundet sted - også uden GPU-agenters aktive medvirken.

En anden ting som man også tage i betragtning er, at Well fra oktober 1930 til sommeren 1931 boede i Paris, hvad der ikke gav Well det bedste udgangspunkt for at få en organisation til at bryde sammen.

Dertil kommer, at Wells bror Senin, som jo også var GPU-agent overhovedet ikke spillede nogen rolle i splittelsen. Bois mener, at brødrene med fordel kunne være blevet længere i rækkerne af oppositionelle, hvis ikke den var blevet splittet. Bois mener ikke, at det for - deres kommende virke som agenter – var nogen fordel at fremstå som splittelsesmagere. Marcel Bois anfører, at også det bolsjevikiske parti var infiltreret af agenter fra zarens hemmelige politi Okrana’en. To højt placerede agenter i det bolsjevikiske parti (den ene medlem af Centralkomiteen fra 1912, den anden et fremtrædende og veltalende medlem af Dumaen) formåede ikke at ødelægge partiet indefra. På samme måde mener Marcel Bois ikke, at GPU-agenters tilstedeværelse i den tyske Venstreopposition og aktivitet i synderlig grad medvirkede til at få den til at bryde sammen.

Det skyldtes snarere manglende organisatorisk stabilitet og politisk svaghed.

Jeg føler mig ikke overbevist af Marcel Bois begrundelser og finder dem irrelevante for, om Well og Senin rent faktisk havde indledt deres agentvirksomhed.

Hvis ikke Roman Well spillede den store rolle i sammenbruddet for den tyske Venstreopposition, så var han langt fra færdig som GPU-agent. De næste mange år forsatte han sit arbejde som agent, også med at infiltrere dele af den trotskistiske bevægelse, særligt det amerikanske Socialist Workers Party. 

 

2. Fra Roman Well til Robert Soblen.

Næste kapitel i litauisk fødte Ruvin Sobolevicius’ forunderlige rejse er hans metamorfose fra tyske Roman Well til amerikaneren Robert Soblen, som ikke er den mindst interessante del af hans liv.

Hvor han i sin første metamorfose lykkedes med at stikke en kæp i hjulet på Trotskys internationale Venstreopposition og førte Trotsky og den internationale Venstreopposition bag lyset , satte han sig endnu større mål som GPU-agent i USA.

Og eftersom ingen i den trotskistiske bevægelse tilsyneladende havde gjort sig den umage at undersøge hvem Roman Well var, kunne han på et senere tidspunkt på ny dukke op i anden forklædning og uhindret fortsætte sin - for trotskisterne - nedbrydende agentvirksomhed.   

Verden havde nu - efter 2. verdenskrig - ændret sig betydeligt. I de turbulente mellemkrigsår kunne Roman Well tilsyneladende boltre sig som GPU-agent uden at frygte for sit liv. Det var slut nu, hvor forholdene var anderledes anspændte mellem de to stormagter USSR og USA. Forholdet var efter det kortvarige intermezzo i alliance mod Hitler-Tyskland, Mussolinis fascistiske Italien og det kejserlige Japan frosset til.

Det blev en tid med gensidig spionage og agentvirksomhed rettet mod hinanden og hvor forholdet mellem stalinister og trotskister trådte i baggrunden.

Men i kulisserne af det store opgør mellem de to stormagter udspillede sig et mindre ”internt” opgør, som er værd at lægge mærke til og som man bør tage ved lære af.  

Ruvin Sobolevicius’ liv går nu ind i en ny fase. Hans næste metamorfose er fra tyske Roman Well til amerikanske Robert Soblen.

Efter at Kurt Landau på bureaukratisk vis havde ekskluderet Roman Well og hans bror af sin organisation, forsatte de to brødre et kort stykke tid med at kalde sig ”bolsjevik-leninister” og foregive, at de var trotskister i Tyskland. I 1933 melder de sig uanfægtet ind i KPD, som de få år forinden var blevet smidt ud af som ”trotskister”, der blev brugt som synonym for alle oppositionelle kommunister som stalinisterne ikke brød sig om.  

Wells bror Jack Soble/Abraham Senin rejste i 1933 tilbage til USSR og arbejdede for den Røde Fagforeningsinternationale (Profintern) som ”an open Stalin loyalist”. (Haynes og Klehr: Early Cold War Spies. The Espionage Trials That Shaped American Politics. Cambridge, 2006, p. 209).

Den følgende fremstilling bygger på John Haynes og Harvey Klehr: Early Cold War Spies. The Espionage Trials that shaped American Politics. Cambridge. 2000.     

Under retssagen i 1961 hævdede Jack Soble, at hans kone i 1931 rejste tilbage til USSR for at besøge sin syge mor. Han ”was summoned” [kaldt] til den sovjetiske ambassade [i Berlin] og KGB-officerer tvang ham til at spionere ”with threats against his wife” [ledsaget af trusler, som var rettet mod hans kone].  ”The truth of this is unclear, however, and there is evidence that he was working for the KGB as early as 1927 and his adherence to Trotskyism in 1929 was a sham [fupnummer] from the beginning (op. cit., p. 209).

I 1941 ”reaktiverede” (relancerede) KGB de to brødre som hemmelige agenter (covert agents) og sendte dem sammen deres familier til Canada, hvorfra de rejste ind i USA, tog navnene Robert Soblen og Jack Soble og fik amerikansk statsborgerskab.

Jack Soble var fuldtidsansat som KGB-agent og overvågede et udstrakt efterretningsnetværk, som specialiserede sig i infiltration i trotskistiske organisationer og andre organer for eksil-russiske og anti-stalinistiske afvigere i Amerikas Forende Stater.

Robert Soblen, som havde taget en uddannelse fra det lægevidenskabelige fakultet på universitetet i Bern, arbejdede som psykiater samtidigt med at han hjalp sin bror med hans KGB-aktiviteter.

I adskillige af de afkodede telegrammer fra Venona-projektet [2] refereres der til de to brødre under de dæknavne, som de havde fået, mens de opererede i Europa: Jack [Soble] blev i de kodede telegrammer kaldt Abram (af Abraham Senin) og Robert kaldet Roman (af Roman Weil).

 

Jack Sobles netværk, senere overtaget af Robert Soblen. 

Sylvia Caldwell/Callen.

Sobles netværk inkluderede den mest succesfulde agent, som KGB nogensinde lempede ind i Socialist Workers Party, Sylvia Callen.

Som ung og entusiastisk medlem af det amerikanske kommunistparti (CPUSA) i Chicago (der hvor SWP havde flyttet sit hovedsæde til på trods af modstand fra Max Shachtman) blev hun spottet af en ledende partifunktionær (senior official) i 1937 med henblik på ”covert work” og overgivet (”turned over”) til KGB.

KGB-stationen i USA var organiseret i to søjler:

En ”illegal”og en ”legal”. Derfor kunne Sylvia Caldwell/Callen blive overført fra den ”legale” til den ”illegale” del af partiet.

Under navnet Sylvia Caldwell meldte hun sig ind i SWP. Hun flyttede herefter til New York og påtog sig velvilligt den frivillige opgave at være privat sekretær for SWP’s grundlægger og centrale figur James P. Cannon.

Som dennes privatsekretær forsynede hun KGB og CPUSA med inside information om de amerikanske trotskisters aktiviteter.

Callen/Caldwell forlod stille og roligt SWP i 1947 (tilsyneladende uden at SWP anede uråd) og bosatte sig i Chicago under navnet Sylvia Doxsee. I 1954 blev hun stævnet for en ”grand jury” (domstol som skal tage stilling til om der foreligger tilstrækkeligt mange beviser til at kunne rejse en anklage mod vedkommende).

Idet hun påberåbte sig den 5. tilføjelse i den amerikanske forfatning [3]nægtede hun at besvare spørgsmål angående sit medlemskab af SWP eller sit forhold til KGB.

I 1958 blev hun endnu en gang indstævnet for en storjury. Det amerikanske Forbundspoliti (FBI) havde nu samlet mere materiale om hendes forbindelser til KGB og hun besluttede nu at samarbejde med FBI for at undgå en tiltale og retsforfølgelse.

Hun bevidnede, at hun havde mødtes med Jack Soble og andre KGB-agenter for at videregive fortrolige interne dokumenter fra SWP.

Callen blev nævnt i anklageskriftet som en ikke-sigtet medsammensvoren, da Robert Soblen blev anklaget for spionage i 1960, men blev aldrig indkaldt som vidne i hans spionagesag i 1961.

Fordi hun havde spioneret mod private amerikanske borgere (hvilket på daværende tidspunkt ikke var en føderal forbrydelse) og ikke mod staten, ville det blive vanskeligt at få hende dømt vurderede anklagemyndigheden.  (Haynes og Klehr, op. cit., p. 210).

 

Jack Soble og Robert Soblens netværk (fortsat).

Floyd Cleveland Miller.

En anden af KGB’s agenter, infiltrerede SWP var Floyd Cleveland Miller i SWP kendt under navnet Mike Cort. (210)

Han tilstod sine aktiviteter overfor FBI i 1954 og optrådte som vidne i Roberts Soblen’s spionagesag i 1961.

Den historie, som han fortalte regeringens undersøgere og en jury bekræftes af utallige afkodede Venona-telegrammer [4].

Under Gorbatjov (1985-1991) fik den sovjetiske journalist A. Vassiliev adgang til nogle af KGB’s arkiver med disse telegrammer.

Senere har Vassiliev i samarbejde med amerikanske historikere bearbejdet disse Venona-telegrammer og har forsøgt at sætte virkelige navne på agenternes kodenavne).

Fred Cleveland Miller: Født i South Bend, Indiana. Miller kom til New York i 1934, hvor han skrev soap-opera’er og lavede radio for WMCA.

I 1936 meldte han sig ind i CPUSA. Kun nogle få måneder senere rekrutterede en KGB-officér ham til ”oppositionsarbejde”, som CPUSA kaldte hemmelige aktioner mod fjendtlige og rivaliserende organisationer.

Millers første opgave, som varede 1 år var at aflytte James P. Cannon’s privattelefon i hans hjem, hvor KGB havde installeret aflytningsudstyr.

Dernæst meldte han sig i SWP og blev en af dets aktivister, mens han skrev rapporter til KGB og CPUSA.

I 1941 fik han af SWP til opgave at arbejde i Sailors Union of the Pacific, som var en medlemsorganisation hjemmehørende under American Federation of Labor (AFL) og han blev redaktør af fagforeningens blad.

Sailors Union of the Pacific blev ledet af anti-kommunister og kæmpede med Longshoremens and Warehousemens Union (tilhørende CIO) om at blive den førende fagforening på USA’s vestkyst på havnefronten.

Miller/Cort’s position i det konkurrerende fagforbund gav CPUSA ekstra trumf i striden mellem de to fagforeninger. (op. cit., p. 210)

I 1944 sendte SWP Miller til Mexico for at mødes med Natalia Sedova, Trotsky’s enke. Han skulle medbringe et prøvetryk af Trotskys Stalin-biografi, som Sedova skulle godkende.  Før Miller tog af sted til Mexico mødtes han med Jack Soble for at kopiere prøvetrykket til KGB.

3 telegrammer fra de afkodede Venona-telegrammer omhandler forberedelserne til Millers tur til Mexico og hvorledes han bedst kunne skaffe informationer om trotskisternes aktiviteter, som kunne være af interesse for KGB. (op. cit., p. 211).

Miller vidnede under retssagen mod Robert Soblen i 1961 om sit forhold til de to brødre. Da Jack Soble i 1945 fik ”kolde fødder” i forhold til sine KGB-aktiviteter ville han overføre sine ”informanter” til sin bror Robert Soblen.

Et Venona-telegram bekræfter, at Jack Soble overgav sine infiltratorer, som var med i KGB’s aktion ”stinkdyr” og aktion ”rotter”, som var kodeordene for de to aktioner rettet mod trotskister og jøder. (211).

 

Jack Soble/Robert Soblens netværk (fortsat).

Mark Zoborowski.

En anden af agenterne i Soble/Soblen netværket, som af KGB havde fået til opgave at trænge ind i trotskisternes rækker, var Mark Zbororowski.

Han blev født 1908 i Rusland og flyttede til Polen 1921. Sidst i 1920’erne sluttede han sig til det polske kommunistparti, blev arresteret (militærdiktatur under Pilsudski) og flygtede til Frankrig, hvor han snart fik arbejde som efterretningsagent for KGB. (op. cit., p. 212).

Han foregav at være gået over til trotskismen og vedblev med at levere oplysninger til KGB.

Han kom tæt på Leon Sedov, Trotsky’s søn, idet han brugte pseudonymet Etienne og spillede en fremtrædende rolle ved grundlæggelse af 4. Internationale i Paris i 1938. Han blev senere impliceret i Leon Sedovs død og andre ledende trotskisters død og i tyveri af dele af Trotskys arkiv for KGB.[5]

Da Sedov fik konstateret blindtarmsbetændelse fik han ham overtalt til at lade sig indlægge på en privatklinik, drevet af ”hvide” russiske emigranter, og arrangeret af KGB.

Efter operationen døde Leon Sedov og man havde mistanke om, at der var foregået et medicinsk mord.

Årtier senere tilstod Zbororowski, at han havde overtalt Sedov til at tage ind på den private klinik som led i et kidnapningsforsøg foranstaltet af KGB og at hans død kom som en overraskelse for ham.

Officér i KGB og afhopper Alexander Orlov havde i 1938 skrevet et anonymt brev til Trotsky, hvor han advarede mod at passe på en KGB-agent, som opererede i hans cirkler under navnet ”Mark”.

Efter Nazi-Tysklands invasion af Frankrig i foråret 1940 flygtede Zborowski sydpå. Her hvervede han Lola Estrine, som var som KGB-agent.  Lola Estrine havde nu giftet sig med en velkendt russisk videnskabsmand (inden for de humanistiske fag) David Dallin og hed nu Lola Dallin [6].

Sammen med ægteparret Dallin emigrerede han nu til New York, hvor han indlogerede sig i samme lejlighed som Dallin-ægteparret (finansieret af NKVD?).

Fru Dallin havde i perioder arbejdet som sekretær for Trotsky og havde i Mexico overtalt Trotsky til ikke at lytte til den afhoppede general Orlovs advarsler om en hemmelig agent i hans rækker. Ifølge fru Dallin måtte det være en provokation fra KGB’s side for at skræmme Trotsky.

Zborowski påstod senere, at han i 1938 brød med det sovjetiske efterretningsvæsen, før han kom til USA. Men afkodede KGB-telegrammer og andre vidneudsagn antyder, at han fortsatte med at spionere krigen ud.

Venona-telegrammer dokumenterer hans hyppige møder med sin KGB-overordnede Jack Soble, og viser at han forsynede KGB med detaljer om trotskisters og andre eksilerede anti-stalinisters aktiviteter via sine kontakter med det alt for pålidelige (”too- trusting”) Dallin-ægtepar. (op. cit., p. 212).

I 1960’erne gjorde Zborowski karriere i USA. I 1946 fik han job som bibliotekar på et YIVO institut, et center for forskning i østeuropæiske jøders historie og kultur, hvor han mødte og imponerede den velkendte antropolog Ruth Benedict. Med hendes hjælp blev konsulent på Institut for Moderne Kultur på Columbia University. Her skrev han en banebrydende afhandling om jødiske ’shetls’ i Østeuropa: ”Life is with People”; blev forskningsleder af American Jewish Commiteé og gennemførte en treårs studie i ”forskellige folkelige racers reaktion på smerte”, som blev udgivet som bog i 1953 med titlen: ”Cultural Components in Responses to Pain”. Han forsatte sin karriere hos Russell Sage Foundation med at forske på et hospital for krigsveteraner i reaktioner på smerte hos handicappede veteraner. (op. cit., p. 217).

 

3. Fortidens slagskygger.

Til trods for sin tilsyneladende succes som forsker og videnskabelig medarbejder blev Zborowsky dog langsomt indhentet af sin skumle fortid.

FBI kom på sporet af ham via Venona-telegrammerne og afhørte Zborowsky gamle veninde Elisabeth Poretsky, hvis mand Ignace Reiss, som var hoppet af, var blevet myrdet af KGB-lejemordere i Schweiz. Poretsky kendte stadig ikke til Zborowsky’s sande identitet og hans agentvirksomhed for GPU/NKVD og troede stadig, at han ikke var indblandet i mordet på hendes mand. Poretsky advarede ham derfor om, at FBI mistænkte ham for at stå bag mordet. (op. cit., p. 217).

 Zbororowsky’s retssager.

Alexander Orlov, var ikke noget uvildigt sandhedsvidne, når det kom til at afsige som af GPU/NKVD’s terror blandt ”afvigere på republikansk side under den spanske borgerkrig.

Da han i 1938 valgte at hoppe af, havde han med sin insider-viden og sin aktivitet i Spanien under den spanske borgerkrig som højtstående GPU/NKVD agent forsøgt at advare Trotsky, men da han uheldigvis var omgivet at nære medarbejdere, som var agenter for GPU (Lola Estrine), havde han ikke lyttet.

 

Spionnettet optrevles.

Nu dukkede Orlov igen op. Efter Stalins død i 1953 udgav han en bog: ”The Secret History of Stalins Crimes”, hvor han omhyggeligt skjulte sit engagement i det sovjetiske efterretningsvæsen og sit kendskab til i snesevis af stadigt aktive agenter, men hvor han detaljeret opregnede Stalins mange forbrydelser.

Han mødtes med hr. og fru (Lola) Dallin og bekræftede overfor disse, at den agent han havde hentydet til i sit brev til Trotsky i 1938 var Zborowsky (Mark). Orlov gik også til FBI med sin viden. (op. cit., p. 218).

Da Zborowsky blev afhørt af FBI, indrømmede han, at han havde arbejdet Sovjetrusland i 1930’erne, men nægtede at have spioneret, mens han var i USA.

Både Orlov og Zborowsky vidnede for Senatets Internal Security Commitee i 1955-56, hvor Zborowsky påstod, at han kun havde hjulpet GPU med at kidnappe Leon Sedov og ikke havde ønsket at han skulle slås ihjel. FBI vidste, at dette var løgn, men kunne ikke bruge de afkodede Venona-telegrammer som bevismateriale, da de var ”top secret”.

Så rullede lavinen. Zborowsky, som havde nægtet at have spioneret for KGB i USA, kontaktede sin kontaktperson i KGB Jack Soble. Soble skrev et brev til KGB’s hovedkvarter i Moskva, som han betroede en af sine agenter Boris Morros, som skulle aflevere det ad ”hemmelige” kanaler.

Morros havde imidlertid i mellemtiden indledt et samarbejde med FBI og var nu dobbeltagent og gav FBI en kopi af Soble’s brev.

I begyndelsen af 1957 arresterede FBI medlemmer af Jack Soble’s spionnet. Jack Soble tilstod og indvilligede i at vidne mod de andre, heriblandt Zborowsky. Da Zborowsky, som på dette tidspunkt var antropolog på Harvard School of Public Health, skulle udtale sig foran en storjury, nægtede han ethvert kendskab til Jack Soble. I 1958 blev han derfor tiltalt for foragt for retten, for ikke at have talt sandt. (Haynes og Klehr, op. cit, p. 218)

5. november 1958 begyndte retssagen mod Zborowsky i New York City. Anklagemyndigheden havde indkaldt Soble som hovedvidne mod Zborowsky og han vidnede i detaljer om sin rolle som supervisor for Zborowskys spionageaktiviteter. Anklagerne fremlagde en skriftlig udtalelse fra Zborowsky, hvori han efter en konfrontation med Soble havde erkendt at han kendte ham. Men hans forsvarere fastholdt, at hans spionage var ophørt, efter at han havde forladt Frankrig. Hans forsvar procederede, at han ganske vist havde kendt Soble, men kun under et dæknavn og at Soble løj om hans spionaktivitet i USA. 20. november 1958 fastslog jury’en, at han havde begået mened, talt usandt. Denne tiltale blev dog 1 år senere trukket tilbage på grund af en teknikalitet, da forsvaret hævdede, at det var blevet forholdt nogle udtalelser af Soble, som var afgivet før retssagen. (Haynes og Klehr, op. cit., p. 219).

I 1962 blev Soble igen afhørt i detaljer om sit forhold til Zborowsky og deres arbejde for KGB. Zborowsky optrådte her som sin egen forsvarer og forsøgte at bagatellisere betydningen af sit udsagn for storjury’en, hvor han nægtede at ”vide hvem den rigtige Soble var”. Zborowsky udtalte ved den lejlighed: ”Well, I was asked about my contact with the Russians. He [Soble] was not a Russian. He was a kind of messenger to whom I gave material for transfer to the Russians. This man did not represent authority to me. He was not, to my mind, an actual contact. The Russians were people of significance. Soble was not”.  (219).

Anklagerne fremlagde nu et udsagn, som Zborowsky havde afgivet i et interview med FBI i 1957, hvor han kategorisk nægtede nogensinde at have kendt en person ved navn Soble.

Zborowsky havde nu viklet sig ind i selvmodsigelser, som ikke forekom troværdige og 29. november 1962 dømte jury’en ham endnu en gang. 13. december 1962 blev han dømt til 3 år og 11 måneders fængsel.

Efter sin løsladelse genoptog han sin karriere som antropolog med speciale i smerter på universiteter og hospitaler i omegnen af San Francisco.

Grunden til at Mark Zborowsky ikke blev dømt var følgende:

Han havde aldrig arbejdet for nogen regeringsinstitution eller forsøgt at komme i besiddelse af regeringshemmeligheder (modsat visse andre Sovjet-agenter).

Han havde udelukkende spioneret mod privatpersoner, flygtninge og folk i eksil, hvis aktiviteter Sovjetunionen ønskede at monitorere og ødelægge. Men dette var ifølge amerikansk ret og lovgivning ikke ulovligt.

Hans eneste forbrydelse - efter amerikansk ret - bestod i, at han ikke havde talt sandt overfor jury’en. (op. cit., p. 219).

 

4. Retssagen mod Robert Soblen/Roman Well. 

Så længe Robert Soblen alias Roman Weil i retslig forstand kun havde spioneret mod russiske ”afvigere” som trotskister og jøder, kunne han ikke retsforfølges efter amerikansk lov som agent for sovjetiske efterretningstjenester.

Da først anklagemyndigheden havde samlet tilstrækkeligt med materiale mod ham, som kunne overbevise en jury om at Robert Soblen havde spioneret mod amerikanske regeringsorganer, kunne en sag rejses mod ham.

I november 1960 tiltalte en amerikansk storjury Soblen for under 2. verdenskrig at have været medvirkende til at stjæle informationer fra Office of Strategic Servives (OSS) og overbringe dem til Sovjetrusland og for at have overbragt billeder af amerikanske atomforsøgsanlæg efter 2. verdenskrig til sovjetiskrussisk side (op.cit., p. 225).

Retssagen mod Robert Soblen begyndte 20. juni 1961. Hans forsvarsadvokat Joseph Brill forsøgte at afpresse den amerikanske regering til at opgive retssagen ved at kræve adgang til 1600 siders fortroligt materiale, hovedsageligt referater fra tidligere jury’er og FBI-arkiver, som havde relevans for Soblens retssag. (op. cit., p. 225).

Brill hævdede, at adgang til dette materiale var nødvendig for at kunne føre et forsvar for Robert Soblen. Han håbede hermed at dette ville få dommer William Herlands til at offentliggøre materialet og at FBI ville vige tilbage fra at tillade offentliggørelse af fortroligt materiale om kontraspionage og at anklagerne ville blive tvunget til at opgive retssagen.

Dommer Herlands ønskede ikke af sikkerhedsmæssige årsager, at dette fortrolige materiale blev offentliggjort og beordrede kun 100 passager, som var relevante for sagen, offentliggjort.  

Med dette mislykkede ’åbningstræk’ stod Robert Soblens forsvar svagt i betragtning af de udsagn, som var afgivet i andre spionsager mod sovjetiske agenter.

Roberts bror Jack Soble - som på dette tidspunkt var dømt i en tidligere spionsag - vidnede nu mod sin bror og fortalte om, hvorledes han og broderen havde arbejdet for GPU og senere KGB siden de var ankommet til USA i 1941. Han berettede detaljeret om Roberts rolle som link mellem KGB og en sovjetisk kilde i Office of Strategic Services (OSS, forløberen for Central Intelligence Agency). Roberts Soblens forsvar forsøgte skiftevis at fremstille Jack Soble’s vidneudsagn som den rene fiktion og at få ham til at indsnævre sin beskrivelse af sin brors spionage til kun at omfatte amerikanske trotskister og eksilerede russere. (op. cit., p. 226).

Også informanten Floyd Cleveland Miller vidnede som ikke-tiltalt medsammensvoren i sagen om sin infiltration i SWP først under Soble’s ledelse og efter 1945 under Robert Soblen’s.

Endnu et ikke-tiltalt vidne, Johanna Koenen Beker, afgav vidnesudsagn om Robert Soblens kontakter til KGB. Hun var af en kontrolperson i KGB blevet henvist til Soblen som sin kontaktperson frem til 1947 (226).

Robert Soblen påberåbte sig nu sit dårlige helbred (leukæmi), som gjorde ham for svag til at varetage sit forsvar.

Under hele retssagen lå han sammenrullet i en særlig stol, som retten havde stillet til rådighed for ham, hyppigt indtagende piller, hostende, med øjnene lukket og syntes kun at trække vejret med besvær.

Jury’en lod sig ikke af den grund påvirke af hans ’ynkelige’ fremtræden og dømte ham 13. juli 1961 skyldig i to tilfælde af spionage efter mindre end halvanden times votering. (op. cit., p. 226).

Dommer Herlands udsatte domsafsigelsen til august 1961, idet han fastslog at dommens længde afhang af Soblens villighed til at give regeringen hele fortællingen om sin spionage for KGB.

Soblen forblev afvisende overfor anklagemyndigheden og viste sig ikke samarbejdsvillig. Som følge heraf idømte dommer Herlands ham 7. august 1961 livsvarigt fængsel. Soblen brød på dramatisk vis sammen, da han hørte dommen og hans forsvarer svarede igen med beskyldninger om, at det var grusomt og umenneskeligt, fordi Soblen ikke forventedes at leve meget mere end 1 år længere grundet sin leukæmi.

Under hensyntagen til Soblens helbredsstilstand indvilligede dommer Herlands i at slippe Soblen løs mod kaution mens hans appel stod på.

13. marts 1962 opretholdt den amerikanske appeldomstol dommen om livsvarigt fængsel og i juni 1962 afviste Højesteret hans appel. Nu havde alle retsinstanser talt og Soblens retslige muligheder udtømte. Han havde efter amerikansk ret fået en ”fair deal”.

2. juni 1962 skulle Soblen påbegynde sin afsoning, men mødte ikke op. Hans forsvarer Ephraim London benægtede, at han var stukket af under sin løsladelse mod kaution og flygtet, men derimod var udeblevet fordi han var ved at dø og efter al sandsynlighed var ude af stand til at møde op.

Det amerikanske nyhedsmagasin Time kunne i sin udgave fra 6. juli 1962 under overskriften: ”Espionage: The Spy who skipped”. [spionen som stak af], fortælle, at Air France Flight 136 var landet i i Tel Aviv’s internationale lufthavn Lydda og havde læsset et dusin passagerer af. En af disse var en halvskaldet mand med mørke solbriller, som straks styrede mod ankomsthallen, hvor han fremviste et canadisk pas med nummeret 4-328384. Indehaverens navn lød: Beras Goble. Alder: 72. Erhverv: ingeniør; Bopæl: Montreal. Politiet og tolderne lod ham passere.

 

Slutspil for Soblen.

Nu var gode råd dyre for Robert Soblen og han greb til en sidste desperat nødløsning. En af hans brødre var død 5 år i forvejen. Denne havde en canadisk pas lydende på Beras Goble. Soblen tog nu et Air France-fly til Israel, tjekkede ind på et hotel og købte sig hjælp fra en advokat, aktiv i venstrefløjspartiet Mapai, Ari Ankorion. (jf. Tom Segev: Gilad Shalit, the 1962 Version. 13. juli 13, 2012, online). Soblen som var jøde kunne påberåbe sig Israels lov om ”retten til tilbagevenden” (Law of Return) for jøder, som gav enhver jøde ret til at søge om israelsk statsborgerskab. Hvis Soblen opnåede dette, kunne han ikke tilbagesendes til USA.

I USA mistede han sin kaution på 100.000 dollars, fordi han ikke var mødt op til sin afsoning og hans advokat gik sin vej.

Selv forsvarsadvokaten Helen Lehman Buttenweiser (se billede) - som havde været med i det team af advokater, som havde forsvaret en række amerikanske borgere, som var anklaget for spionage for Sovjetrusland (bl.a. Alger Hiss) og som havde skaffet 60.000 dollars i kaution for Robert Soblens løsladelse -  afviste Soblens udeblivelse og flugt som ”meget uværdig”.

Soblen havde tilsyneladende ikke længere nogen venner tilbage i USA.

Soblen gjorde imidlertid regning uden vært. Den israelske regering under ledelse af statens grundlægger David Ben Gurion var ikke interesseret i at lægge sig ud med den amerikanske Kennedy-administration.

Den israelske regering anlagde nu en anden tolkning af loven fri ”ret til tilbagevenden” til Israel for jøder. Det var ikke enhver jøde givet at få israelsk statsborgerskab. Den gjaldt f.eks. ikke for lovbrydere som f.eks. Robert Soblen, som jo havde forbrudt sig mod amerikansk lov og var blevet dømt som sovjetisk spion.

Den Kolde Krig satte sig sine spor i tolkningen af loven for den israelske regering. I stedet for at blive budt velkommen som den ”fortabte søn” i Israel, blev Soblen nu arresteret for at have brugt et falsk pas ved sin indrejse til Israel. Israel så nu stort på Soblens ret til at appellere sin efterfølgende udvisning og sendte ham -  hvad der ganske vist var ulovligt - ud af landet. 1. juli 1962 blev Soblen sat på et fly til USA med mellemlanding i London.

Under flyveturen til London brugte Soblen en kniv til at skære sig i sine håndled og mave og blev bragt ud af flyet og indlagt på et hospital i London.

Ankommet til England hyrede han advokater, som krævede, at han skulle tildeles polisk asyl i England eller ret til at søge asyl i et hvilket som helst land, blot ikke USA. Han forsikrede, at hans selvmordsforsøg ikke var alvorligt ment, men blot var et trick til at få asyl i England.

Engelske læger undersøgte ham og fandt frem til, at han ikke var i overhængende fare for at dø af leukæmi. Godt nok konstaterede de, at han led af leukæmi, men han havde adskillige år foran sig - og ikke kun måneder.

Engelske domstole afviste en række komplekse appelsager fra Soblens advokater og i september 1962 beordrede de ham deporteret til USA.

Soblen kunne nu se frem til at skulle afsone sin livsvarige fængselsdom i USA. Han havde tilsyneladende mistet de fleste af sine venner og dømt for spionage kunne han - under den Kolde Krig - ikke gøre sig håb om at komme ud før tid. Nu var gode råd for alvor dyre.

I sin desperate situation valgte Soblen at gribe til den værst tænkelige død: selv at skaffe sig af med livet.

På dagen hvor han skulle flyve til USA tog han en overdosis af barbiturater og blev bevidstløs på vej til lufthavnen og blev øjeblikkeligt indlagt på hospitalet. Han vågnede aldrig op efter sit selvmordforsøg og døde 11. september 1962. Det stod ikke klart om hans selvmord blot skulle have været et forsøg på at udsætte hans deportation eller var alvorligt ment. (op. cit., p. 227)

 

Konklusion

De ovenfor beskrevne kendsgerninger om fremmede agenters infiltration i trotskistiske organisationer burde få alle seriøse trotskister til at overveje, hvad datidens trotskister burde have gjort for at hindre dette.

Et helt andet - og langt mere åbent og særdeles kontroversielt spørgsmål - er, hvilken effekt denne gennemtrængende infiltration havde på de trotskistiske organisationers ideologi og politik. 

Besvarelse af dette spørgsmål vil kræve en langt mere dybtgående analyse af den trotskistiske bevægelses historie, som - så vidt jeg ved - endnu ikke er foretaget.

 

Anvendt litteratur.

[forfatternavn ikke angivet]: Security and the Fourth International. Volume One. How the GPU murdered Trotsky. Documents from 1975, the first year of the investigations by the International Committee of the Fourth International. New park Publication. 1981

Marcel Bois: Kommunisten gegen Hitler und Stalin. Die Linke Opposition der KPD in der Weimarerrepublik. Eine Gesamtdarstellung. Klartext.  2014.

Dog Days. James P. Cannon vs. Max Shachtman in the Communist League of America, 1931-1933. Compiled, Introduced and Edited by Prometheus Research Library. New York City. 2002.

John Earl Haynes, Harvey Klehr: Early Cold War Spies. The Espionage Trials that shaped American Politics. Cambridge University Press.  2006.

Haynes, Klehr and A. Vassiliev: Spies. The Rise and Fall of the KGB in America. Yale University Press. 2009.

Romerstein og Breindel: The Venona Secrets. Exposing Soviet Espionage and America’s Traitors. Washington. 2000.       

 

 

 



[1] Se: Dog Days. James P. Cannon vs. Max Shachtman in the Communist League of America, 1931-1933, Prometheus Research Library. 2002, pp. 98-116.Jf. Landau has proven to be a very unreliable fellow, pp.102-105. Jan Frankel om Landau: Landau “uses the international Opposition merely as a decorative shell for his own cliquist politics”. Frankel til Shachtman: “We see here that there are comrades who know how to use Marxist phraseology very skillfully, but whose communism is only superficial”.

[2] Venona-Achives: Romerstein og Breindel: The Venona Secrets. Exposing Soviet Espionage and America’s Traitors. Washington. 2000. “Venona was the top secret name given by the US government to an extensive program to break Soviet codes and read intercepted communications between Moscow and its intelligence stations in the West. The program was launched in February 1943 by the Us Army Signal Intelligence, the forerunner for the National Security Administration (NSA). The effect focused on piles of coded and enciphered messages that had been sent over commercial telegraph lines. The cables in question were dispatched between 1940 and 1948…” (p. 17).

 

 

[3] Fifth Amendment til den amerikanske forfatning: “The Fifth Amendment protects criminal defendants from having to testify if they may incriminate themselves through the testimony. A witness may "plead the Fifth" and not answer if the witness believes answering the question may be self-incriminatory” [belastende for den anklagede]. www.law.cornell.edu.Wex   

[4] Venona-projektet. Under og efter 2. verdenskrig sendte USSR kodede telegrammer til sine KGB-agenter rundt om på kloden. Det lykkedes amerikanske kodeeksperter at afkode telegrammerne. Under Gorbatjov (1985-1991) fik den sovjetiske journalist A. Vassiliev adgang til nogle af KGB’s arkiver med disse telegrammer. Senere har Vassiliev i samarbejde med amerikanske historikere bearbejdet disse Venona-telegrammer og har forsøgt at sætte virkelige navne på agenternes kodenavne.

 

[5] Se også Vadim Z. Rogovin: 1937. Stalins Year of Terror. Mehring Books, 1998. Og Rogovin: Political Genocide in the USSR. Mehring Books, 2009.

[6] Se om Lola Dallins (Estrine) rolle i forbindelse med fjernelse af Trotsky’s arkiv og mordet på Leon Sedov i Paris i 1937 i: ”How GPU murdered Trotsky”. New Park Publications. 1981, pp. 141-162. 

Træk af det amerikanske kommunistpartis historie.

Jay Lovestone, medlem af det amerikanske kommunistiske parti 1919-1929.
Sammen med C. E. Ruthenberg udgjorde han den ene fløj i partiet. Den anden bestod af William Z. Forster og James P. Cannon.

Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999.

Hvorfor er Jay Lovestone en interessant historisk person? Af mange grunde. Dels var han en af grundlæggerne af det amerikanske kommunistparti og spillede fra 1919 til 1929 en central rolle i dets udvikling.

Dels fordi han undergik en metamorfose, forvandling som kun få formår. Lovestone startede som medlem af det amerikanske Socialistparti som ganske ung inden 1. verdenskrig, var så med til at stifte det amerikanske kommunistpart i 1919 og bevægede sig langsomt i løbet af få år fra 1936-1938 fra venstre mod højre, for til sidst at ende som spion for de amerikanske efterretningstjenester, FBI og CIA.

Hvad var det som drev J. Lovestone i sin forvandling fra kommunist til anti-kommunist?

Dette spørgsmål har Ted Morgan forsøgt at besvare i sin biografi om Lovestone.

Lovestone fødtes i 1897 som søn af jødiske immigranter, som i årene omkring 1900 i hundredtusind indvandrede til Amerika. 

Mange sønner og døtre af jødiske immigranter skulle vise sig at blive tiltrukket af socialisme og af kommunisme.

Allerede som ganske ung meldte Jacob Liebstein sig i 1914 ind det amerikanske Socialist Party. Forældrene sender ham på New York City College, for at give ham en god uddannelse.

7. februar 1917 får han amerikansk statsborgerskab ved Supreme Court in Bronx, New York og får ved denne lejlighed lavet sit navn om til: Jay Lovestone. (Morgan, 13)

Hans gode ven William Weinstein, som følger Jay ind i det nyskabte amerikanske kommunistparti bliver nu William Weinstone. Det duede åbenbart ikke med jødiske navne i datidens USA, som var landet med ”great opportunities”.

På samme måde som der i forlængelse af 1. verdenskrig var opbrud på den europæiske venstrefløj var der det også på den amerikanske.

I 1919 bryder en række personer med Socialist Party og danner i første omgang 2 kommunistpartier, som senere på anbefaling af de russiske bolsjevikker i Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) slutter sig sammen.

Benjamin Gitlow, som var formand for Retail Clerks Union og forfatteren John Reed danner Communist Labour Party of America (CLPA) og C.E. Rothenberg og Jay Lovestone danner Communist Party of America (CPA).

I sidstnævnte parti bliver Rothenberg National Secretary og Lovestone medlem af Central Committee.

Den amerikanske venstrefløj udmærker sig til forskel fra den europæiske ved etnisk set at være mere sammensat.

Grupper af immigranter dannede ”liguistic federations”, sproglige foreninger, som ikke kun var politiske sammenslutninger, men også etniske foreninger med sociale og kulturelle formål. Her var det især jødiske, østeuropæiske og finske foreninger som var talstærke. Mange af disse etniske foreninger var socialistiske og gik nu med over i Communist Party of America uden at opløse sig selv og fortsatte som etniske foreninger.

Dette var et karakteristikum som allerede havde præget den amerikanske venstrefløj og som også kom til at præge den kommunistiske del.

 

En vanskelig begyndelse for amerikanske kommunister.

Et andet karakteristikum, som ramte og som forhindrede de to kommunistpartier i at komme smertefrit fra start var statsmagtens benhårde repression.

Netop som de to kommunistpartier kom til verden indledte de amerikanske myndigheder en ”rød” skræmmekampagne (”Red Scare”). Kampagnen var delvis retfærdiggjort ved en række bombesprængninger i New York, som bl.a. gik ud over den amerikanske Justitsminister A. Mitchell Palmer (dem.) hvis hus 2. oktober 1919 blev ramt af bomber.

Mitchell Palmer oprettede en særlig afdeling Federal Bureau of Investigation, som skulle efterforske disse bombeanslag, og dertil rekrutterede han juristen J.E. Hoover.

Hoover var meget ihærdig i sin efterforskning, men hans bestræbelser gik ikke uden lovgivning. En efterretningsrapport påviser, at 90 % af attentatmændene er af ’udenlandsk herkomst’, ”aliens” og den amerikanske Kongres vedtager nu en lov om deportation af de pågrebne attentatmænd.

Kongressen afsætter 500.000 amerikanske dollars til bekæmpelse af ’bombemændene’.  Det var måske rimeligt, da bombeattentaterne havde kostet 35 livet og såret 200. (Morgan, 19).

Det som ikke var rimeligt var, at den amerikanske statsmagt, Justitsministeriet benyttede lejligheden til at indledte en skræmmekampagne og en heksejagt på ”radicals”, dvs. på folk som ikke just havde ”mainstream”-holdninger, men som var i opposition til det bestående samfund.

Herved kom den amerikanske stat i konflikt med sin egen forfatnings bestemmelse om ”free speech”, ytringsfrihed, som åbenbart ikke gjaldt for ”radicals”.

A. Fra at være et ”legitimt” forsøg på at bekæmpe kriminalitet, slår det nu over i at blive til en heksejagt på ”radicals”, herunder også kommunister, eller bolsjevikker, som Senator Lusk fra New York foretrak at kalde dem.

Senator Lusk foranstaltede nu høringer angående ”Bolshevik activities” og 8. november 1919 blev der nedsat en Lusk- komité, som skulle undersøge ’statsundergravende’ virksomhed. 

Efterfølgende foretager 700 politibetjente raids mod 73 tilholdssteder og anholder 500 ”Reds”. 75 af disse bliver anklaget for ”criminal anarchy” (Morgan, 19). Herunder de 3 kommunister: Ben Gitlow (CLPA), Ruthenberg og Lovestone (CPA).

Ben Gitlow må flygte ud af staten New York og til Californien, hvor han i San Francisco får job som regnskabsmedarbejder i Union Carbide.

2. januar 1920slår Justitsminister Palmers agenter igen til (under ledelse af J.E. Hoover). Denne gang går det ud over 2.600 ”aliens” i 35 byer. Alle de, som ikke kan fremvise et gyldigt amerikansk pas bliver enten fængslet eller sendt til Ellis Island med henblik på deportation. (Morgan, 19).

Anden runde i justitsminister Palmers heksejagt fandt sted 3. og 5. januar 1920 og han meddelte, at han ville deportere 2.750 ”alien Reds”, hvoraf 800 faktisk blev deporteret, de fleste efter ”høringer”. (Morgan, 20)

Den amerikanske statsmagts benhårde undertrykkelse af ”radicals” decimerede antallet af medlemmer af de to kommunistiske partier kraftigt:

I december 1919 var antallet af medlemmer: 23.000. I januar 1920: 2000 (Morgan, 20).

Justitsminister Palmer og agent Hoover havde tilsyneladende opnået hvad de ville: at skræmme potentielle sympatisører og medlemmer væk fra og ud af kommunistpartierne.

Som en udløber af Senator Lusk’s høringer i staten New York, blev Ben Gitlow i januar 1920 efter en retssag idømt fra 5 til 10 års fængsel og blev sat i Sing Sing fængslet.

Lovestone, som valgte at overvære hans retssag, blev nu arresteret for ”criminal anarchy”, men løsladt mod en kaution på 1000 dollars mod at Lovestone ville vidne i en anden sag mod en Harry Winitsky. Lovestone fremkom ikke med udsagn som kunne belaste Witnitsky, men dommeren brugte alligevel hans vidnesbyrd til at idømme Witnitsky 5 års fængsel.

Lovestones mentor C.E. Ruthenberg fik 5-10 års fængsel.

En intern undersøgelse i CPA frikender dog Lovestone, ligesom den Centrale Kontrolkommission i Komintern ligeledes frikender Lovestone. (23)

På længere sigt måtte der finde en forening af de to kommunistpartier sted og de amerikanske kommunister var ikke selv i stand til det. Så for første, men langt fra sidste gang, var det Komintern som måtte forlige de stridende parter.

Første forsøg fandt sted på Kominters 2. verdenskongres 1920. Her var John Reed (CLPA) og Louis Fraina (CPA) tilstede som repræsentanter for de to partier, som gerne snart skulle udgøre den amerikanske sektion af Komintern.

I alt deltog 169 delegerede fra 37 lande. Man skulle drøfte optagelsesbetingelser for medlemskab af Komintern. Kominterns præsident, Zinovjev satte en frist - 10. oktober 1920 - for de to partiers sammenslutning. John Reed døde i oktober 1920 af tyfus, som han havde pådraget sig i Baku.

Først i maj 1921 kan afholdes en enhedskongres mellem de to partier. Formanden for CPA, Ruthenberg er indstillet på forening, da han ikke er særligt begejstret for de mange (21) ”sprogforeninger” i hans parti. De fungerer meget autonomt og synes ikke indstillet på at følge centrale anvisninger. De lever meget deres eget liv som sproglige foreninger og etniske sammenslutninger. Ikke desto mindre udgør de hovedparten af partiets medlemmer.

En anden af de personer som kommer til at spille en hovedrolle i partiet er Bill Forster (William Z. Forster), som har en noget anden social baggrund end både Ruthenberg og J. Lovestone, som begge er intellektuelle typer. Foster er en ”rigtig proletar”, som først sent har tilsluttet sig partiet, på trods af sin syndikalistiske fortid i IWW (international World of Workers).

Her er endnu et modsætningsforhold som bliver afgørende i de fraktionskampe, som kommer til at præge partiet i det næste årti.

[Modsætningsforholdet mellem intellektuelle og ”proletarer” ser ud til at gå igen i de fraktionskampe, som splitter den senere trotskistiske bevægelse; (jf. kontroversen mellem J.P. Cannon og Max Shachtman i 1939-40].

Bill Forster har en baggrund som fagligt aktiv, senest blandt slagteriarbejdere i Chicago, hvor han har været til at indføre en 8-timers arbejdsdag og overtidsbetaling. 

I 1919 er Forster med til at igangsætte en strejke blandt 250.000 stålarbejdere, som lider nederlag. I sin forklaring af grunden til at strejken led nederlag, anfører Forster arbejdsgivernes brug af ”negro-scabs”. Forster kan næppe beskyldes for at have haft racistiske holdninger, men anførte det som en kendsgerning, at fattige sorte arbejdere fra det amerikanske Syden drog til fabrikkerne oppe Nord og på arbejdsgivernes foranledning lod sig udnytte som billig arbejdskraft og som under strejker lod sig bruge som strejkebrydere.

Forster gjorde sig til talsmand for en særlig taktik i fagforeningerne. Han var ikke nogen stor teoretiker, men hans faglige aktiviteter i American Federation of Labor (AFL) fik ham til at gå ind for ”burrowing from within”, oversat ”bore sig ud indefra”. Uanset hvor reaktionære og bureaukratiske fagforeninger måtte være, er det bedste udgangspunkt altid at forsøge at demokratisere dem og gøre dem militante; velvidende at fagbureaukratiet vil modarbejde dig med næb og klør.

Forsters faglige taktik stemte godt overens med Lenins (og Trotskys) om ikke at vende ryggen til de reaktionære og ofte reformistiske fagforeninger. Forster kom til at kæmpe hårdt for denne faglige taktik i det amerikanske kommunistparti.

Forster praktiserede selv sin egen taktik ved at danne en faglig opposition indenfor AFL (Trade Union Educational League).

På Kominterns 2. verdenskongres mødte Forster formanden for Fagligt Internationale (PROFINTERN) Samuel Lozovsky og til trods for sin syndikalistiske fortid blev han overbevist om nødvendigheden af en politisk kamp mod den borgerlige statsmagt.

I 1921 meldte Forster sig ind i Communist Party of America (CPA) og partiet havde fået en stærk faglig fløj, som det hidtil havde skortet på.  

På grund af den amerikanske statsmagts hårde undertrykkelse af de borgerlige frihedsrettigheder havde de to kommunistpartier været nødt til at ”gå under jorden” og formelt set kunne de heller ikke være tilknyttet en international organisation som Komintern, som jo havde ”undergravende” formål.

Ikke desto mindre mente formanden for Komintern Zinovjev, at de to partier måtte komme op til overfladen og vise deres ansigt. I 1921 var Komintern slået ind på en ”enhedsfrontpolitik”, som forudsatte et vist politisk samarbejde med andre dele af arbejderbevægelsen. Forudsætningen for at denne ”enhedsfrontpolitik” kunne lykkes var, at de kommunistiske fandtes i legal forstand.

14. november 1921 indleder Komintern den lange række af telegrammer til sin amerikanske sektion: Partiet modtager et brev fra Kominterns Eksekutivkomité (EKKI), som dekreterer, at partierne bør træde ud af deres illegalitet.

Som mange gange senere skaber det uenighed blandt de amerikanske kommunister, som ikke uden videre vil lade sig diktere af Komintern. To fløje opstår i CPA: en fløj (Forster/Cannon) som - af indlysende grunde nemlig statsmagtens benhårde repression - ønsker at bevare illegaliteten og ikke sætte partiets eksistens over styr. En anden fløj kaldet ”likvidatorer” (Ruthenberg/Lovestone) ønsker partiet frem i lyset.

Først i december 1921 sammensmeltes de to partier til Workers Party of America (WPA) eller blot Workers Party. Partiet har ca. 10.000 medlemmer. Heraf de mange medlemmer i sprogforeningerne (”linguistic federations”), specielt den finske og den jødiske Federation tilsluttede sig enhedspartiet.

Komintern føler sig ikke helt sikker på tilstandene i det amerikanske kommunistparti og har en vis opsynspligt. I januar 1922 sender det 3 af sine ”grå eminencer” til USA: H. Valetsky, Boris Reinstein og Josef Pogany (alias John Pepper).

B. Dette var en fremgangsmåde, som Komintern ofte skulle gøre brug af i de kommende år. Partiets årlige konvent 27. august 1922 skal finde sted i byen Bridgman, 1 times togkørsel fra Chicago.

Som altid er FBI i hælene på partiet og har en meddeler, informant blandt partiets delegerede. FBI-agenten holder løbende sin arbejdsgiver underrettet og bureauet har tænkt sig at storme konventet og afbryde det. Deltagerne får nys om det og nogle når at fordufte, men ikke alle.

17 kammerater bliver arresteret for ”violation of criminal syndicalism statute” (Morgan 29). Partiets leder Ruthenberg og J. Lovestone ryger i fængsel. Bertram Wolfe må flygte ud af landet til Mexico, for at undgå arrestation og fængsling. William (Bill) Forster arresteres 26. august i Chicago.

Partiet er slået tilbage til nul. Den af Komintern anbefalede strategi om legalisering viste sig at være et dårligt råd.

FBI’s raid på partiets konvent syntes at være det bedste argument for fortsat illegalitet.

Ikke desto mindre insisterede Komintern på sin 4. verdenskongres 1922 på ”fuld legalitet”.    

På Kominterns næste verdenskongres den fjerde i rækken 1922 anbefaler den af Kominterns nedsatte Amerikanske Komité ”fuld legalisering”.

 

Legalitet.

24. december gik så WPA over til legalitet og opløste sin illegale afdeling. Partiet havde nu 12.000, hvoraf halvdelen var med i den finske Federation. Kun ca. 5 % var etniske amerikanere. Denne ”skæve” fordeling skulle senere give anledning til krav om ”amerikanisering” af partiet.

Partiets opfattelse af sin egen rolle som en avantgarde i forhold til arbejderklassen udtrykker Alexander Bittelman på følgende måde:  

 ”The whole thruth does not mean telling the workers, at every turn of the game, that the seizure of power will have to be accomplished by force of arms. … Telling the workers the whole truth about a given situation does not mean giving the workers the full Communist program. A Communist program is not a Bible to be brought to the workers in full, with all its implications. It is a guide to action for the advanced guard of the working class - the Communist Party.” (Morgan, 29, ingen kildeangivelse).

Som følge af FBI’s raid på partiets sommerlejr i Bridgman, havde Ruthenberg siddet i fængsel. I hans fravær blev unge Lovestone kastet frem i forreste række og kom til at fungere som en ”troubleshooter” for Ruthenberg.  

Lovestone brugte dels sin tid på at overvære en international konference for ”Friends of the Soviet Union” i Berlin og dels til at implementere Kominterns ”enhedsfrontpolitik”.

Enhedsfront med hvem kunne man spørge? I Amerika var der jo ikke et socialdemokratisk parti eller socialdemokratiske dominerede fagforeninger. Endnu et overvældende problem for de amerikanske kommunister, som de - ret beset - aldrig fik løst.

Hvem kunne så bruges? Måske et Farmer Labor Party i Minnesota, som havde ambitioner om at blive landsdækkende, som bestod af fagforeningsfolk og ”farmer radicals” (?). Dette Farmer Labor Party havde i 1922 fået indvalgt 2 repræsentanter i House of Representatives (2. kammer i den amerikanske Kongres) og 1 repræsentant i det amerikanske Senat (1. kammer). Partiet stillede nu op i 4 amerikanske stater. Det var en mulighed. (Morgan 32).

I 1923 skulle retssagen mod den fængslede partiformand Ruthenberg finde sted, som blev sigtet for ”advocating criminal syndicalism”. En ejendommelig anklage for så vidt som Ruthenberg ikke havde forbrudt sig mod den amerikanske Forfatnings tale om ”free speech” for alle. (Morgan, 38).

Det skulle vise sig at blive ”bad luck” for Lovestone, som blev indkaldt som vidne i sagen.

Under anklagerens krydsforhør måtte Lovestone dels indrømme, at diverse kommunistiske frontorganisationer, specielt ”Friends of Soviet Russia”, havde indsamlet 750.00 dollars (hvoraf de 415.000 var indsamlet før 15. juli 1922), dels indrømmede han, at nyhedsbureauet Federated Press var kontrolleret af partiet. Disse oplysninger kunne Handelsminister Herbert Hoover og Samuel Gompers i AFL (American Federation of Labor) bruge i deres anti-kommunistiske hetz. FBI bestilte straks en kopi af den 135 sider lange retsudskrift (Morgan 35).

I september 1923 var det lykkedes Forster og J. P. Cannon at få flyttet partiets hovedkontor til Chicago, hvor de begge havde deres base, hvorimod Ruthenberg og Lovestone havde deres i New York.

 

Pepper en af Kominterns ”grå eminencer”.

I modsætning til de to andre Komintern-repræsentanter var Pogany/Pepper ikke taget tilbage til Moskva efter det famøse Bridgman-konvent.

Pogany, nu Pepper havde en yderst uheldig optræden. Han var den fødte opportunist og tilmed uden skrupler. Han havde en ikke helt uplettet politisk fortid, som medlem af det ungarske Socialdemokrati, hvor han under 1. verdenskrig forsvarede chauvinistiske standpunkter. Under den ungarske Rådsrepublik kom han som Krigskommissær i politisk klammeri med sine to vice-kommissærer, som begge var kommunister. Han blev degraderet af sin politiske chef Bela Kun og sendt til fronten som politik rådgiver, hvad han ikke egnede sig til, da han det meste af tiden havde ernæret sig som journalist og havde forsøgt at unddrage sig militærtjeneste.

Efter den ungarske Rådsrepubliks fald i 1920 måtte han flygte til Østrig, hvor han gjorde sig grundigt upopulær, som anstifter af et rivaliserende kommunistparti uden Bela Kun. Han bliver fangeudvekslet med østrigske krigsfanger i Rusland og ankommer til Rusland i 1921.

Her bliver han straks inddraget i Kominterns ”offensivstrategi” (Zinovjev og Karl Radek), som skal forsøge at fremprovokere en opstand i Tyskland i marts 1921. Denne falder uheldigt ud og ender i en total fiasko, som bringer det tyske kommunistparti ud i en alvorlig krise, som truer det med sprængning.

Pogany/Pepper har tilsyneladende nu opbrugt sin kvote af tilladelige fejl, så Komintern nu ikke længere ønsker at beholde ham inden for murene. Pepper ser sig om efter en mulig udstationering: Ikke Ungarn, ikke Tyskland. Hvor så, måske USA? Pogany forhører sig hos forskellige amerikanere, men får ikke noget positivt svar. Komintern betragter ham efterhånden som ”a pain in the ass” og ser hellere hans hæl end hans tå. Det amerikanske kommunistparti er hærget af fraktionskamp, ikke særligt stort - og langt væk fra Moskva. Fra USA ankommer nu en anmodning til Komintern om assistance fra en person, som kan bistå organisationen med at redigere partibladet og evt. yde bistand med visse organisatoriske spørgsmål.

Således havner Pepper som en af Kominterns ”grå eminencer” i Amerika og kommer til at spille en afgørende rolle for partiets udvikling

Det er derfor ikke helt forkert, når Morgan om Pepper skriver: ”His life in the party shows that Comintern became a depositary for all sorts of rogues, who used Communism as they might have floated a Ponzi scheme, to advance their careers and unleash their personal extravagance. “ (Morgan, 38)

(om Pogany/Pepper læs Thomas Sakmyster: A Communist Odyssey. The Life of Pogany/Pepper. Central European University Press. 2012.)

Pepper havde de mest skøre ideer og fremførte dem med brask og bram. Som følge af faldende priser på landbrugsprodukter, forudså han et bondeoprør i USA. (Morgan, 39). Han forudså også, at sorte i Syden ønskede en adskillelse fra Amerikas Forenede Stater og skrev, at 8 millioner negre var på randen af en spontan rejsning (Morgan, 29). Alt sammen var grebet ud af den blå luft og mere et udtryk for hans store indbildningskraft end realisme.

 

Enhedsfrontpolitik hvordan?

Nu var et af Peppers karakteristika, at han altid var sin arbejdsgiver tro. Derfor så han det også som sin fornemste pligt at føre Kominterns ”enhedsfrontpolitik” ud i livet. Pepper fik nu øje på ”Farmer-Labor Party” i Chicago som en mulig partner i en enhedsfront.

3. juli 1923 skulle Farmer-Labor Party (FLP) afholde sit årlige konvent og det var Peppers plan at forsøge at få et kommunistisk flertal på konventet og ”sætte sig” på ”Farmer-Labor Party”. Pepper havde vist ikke helt forstået meningen med Kominterns enhedsfrontpolitik.

Ved at oprette en række proforma papirorganisationer var det lykkedes Pepper at få sammenbragt så mange stemmer, at de kun 10 kommunist delegerede faktisk havde flertallet på kongressen. (Morgan, 39).

I protest mod dette gigantiske manipulationsnummer udvandrede Farmer-Labor Partys leder John Fitzpatrick fra konventet. Som modtræk dekreterede Ruthenberg et nyt Farmer-Labor Party ved navn Federated Farmer-Labor Party (FFLP).

Pepper var ovenud begejstret for sit mesterstykke. Forster var mindst lige så begejstret, da han betegnede konventet som ”a landmark in the history of the working class” (en milepæl i arbejderklassens historie).

Efterhånden fandt man ud af, at det var et svindelnummer, fordi alle ikke-kommunister forlod skuden, og WP stod tilbage med en tom skal. Kommunisten Alfred Wagenknecht kom tættest på sandheden ved denne manøvre ved at sige at FFLP ”consisted of ourselves and our nearest relatives.” (Morgan, 39).

Blottet for realitetssans fremturede Pepper i sin rus over sin ”succes” med FFLP og ivrig efter at kunne fremvise synlige resultater overfor sin arbejdsgiver Komintern fortsatte han ufortrødent med at udvide sin enhedsfrontpolitik til at støtte en ”third party candidate”, La Follette’s præsidentvalgkampagne til valget 1924.

La Follette var hverken socialist eller socialdemokrat, men snarere en venstrepopulist, en ”New Dealer” før sin tid.

Som Roosevelt gik han ind for en vis form for arbejdsmarkedslovgivning og hævdede at ville bekæmpe banker og jernbaner.

I 1922 dannede La Follette Conference for Progressive Political Action, hvoriblandt var Farmer-Labor Party (John Fitzpatrick) og 16 jernbaneforbund (”Brotherhoods”). (Morgan, 40)

På et konvent i Conference of Progressive Political Action 1923 blev La Follette valgt til præsidentkandidat og også Socialist Party valgte at støtte ham.  

Det begyndte at ligne en ”enhedsfront”, sådan som Komintern ønskede.

Op til præsidentvalget støttede begge fraktioner i Workers Party (Ruthenberger/Lovestone og Forster/Cannon) en taktisk alliance med La Follette (!). (Morgan, s 40).

Dette er bemærkelsesværdigt, når man påtænker den efterfølgende fraktionskamp mellem de to fløje.  

Lovestone var ivrig efter at knytte an til endnu et Farmer-Labor Party, nemlig det i Minnesota, som havde fået valgt begge Minnesotas senatorer og 2 ud af 10 som medlemmer af House of Representatives. Ganske flotte valgresultater og langt fra vor tids enlige socialdemokrat i Repræsentanternes Hus.

Lovestone glemte imidlertid, at La Follette ikke havde bedt om støtte fra Workers Party. Peppers og Lovestones bestræbelser på at føre Kominterns enhedsfrontpolitik løb imidlertid ud i sandet.

Andre kom Pepper og Lovestone i vejen.

 

Magtkamp i Komintern - Zinoviev versus Trotsky.

I april 1924 ankom Forster og Pepper til Moskva til et møde i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI). Her var fraktionskampen i fuld gang.

Trotsky var imod alliancen med La Follette og kaldte den for ”a senseless and infamous adventure”. Zinovjev ønskede ikke at blive overhaler venstre om af Trotskys korrekte kritik og lagde pludselig skuden til venstre og bad Forster og Pepper om at skrinlægge alliancen med La Follette og Minnesota Farmer-Labor Party (Morgan, 41).

Zinovjev udtalte nu, at en ”third party alliance”, blot ville gøre Workers Party til ”a tail to the bourgeois kite”. Partiet ville reducere sig selv til ”dragens hale”. (Morgan 41).

For Forster kom Kominterns kovending som lyn fra en klar himmel. For første gang så det ud til, at partiet var ved at bevæge sig ud af sin isolation fra masserne og så kom Komintern og afblæste aktionen. Forster var allerede på dette tidspunkt af sin karriere i bevægelsen klar over, at der intet var at gøre. Han og partiet var ofre for de interne magtkampe i det russiske parti og måtte bøje sig for disse.

Forster måtte sande, at man også i Komintern har et standpunkt indtil man indtager et andet og slugte kamelen.

 

John Pepper kaldes hjem til Moskva.  

At Forster havde lært spillet i Komintern, viste sig, da han til gengæld forlangte at få Pepper hjemkaldt til Moskva.

Komintern indfriede hans ønske og Pepper blev kaldt hjem (Morgan 42).

Lovestone var frustreret over Kominterns pludselige kursskifte og skrev til Bertram Wolfe: ”Things are wretched. We have just learned that the main office [EKKI] has …instructed us categorically against any alliance with or voting for La Follette… None of us here can understand it… It will prove disastrous for the party and will put us back years. We now have to smash agreements and arrangements we have entered months ago. … Ruthenberg, the rest of our boys and I have been having many sleepless nights over the fretfulness.” (Morgan 41)    

Hvis Lovestone var frustreret over ikke at kunne komme igennem med sin “enhedsfront”-politik, befriede La Follette ham for sine bekymringer, da han 29. maj afviste Workers Party som ”the mortal enemies of the progressive movement”, som den progressive bevægelses dødsfjender. Så meget for Lovestones progressive alliancepartner.

Så var den ged vist barberet, skulle man tro.

Lovestone var genstridig og fastholdt sit standpunkt, selvom han udadtil overfor Komintern holdt facaden. I et brev til William Weinstone skrev han: ”I am as convinced as ever of the correctness of our old policy … I do not repudiate my views, though I am now strictly abiding to the Comintern decision.” (Morgan 42).

[Det første sædekorn til Lovestones “American exeptionalism” var lagt (amerikansk ekseptionalisme). Et andet centralt begreb i amerikansk kommunisme/stalinisme. Herom senere.]

Lovestone ville ikke give afkald på sin alliancepolitik og kastede sig nu ud i fraktionskampen med Forster og Cannon, som han opfattede som nogle der forsøgte at underminere hans ”Farmer-Labor” og ”third party alliance” politik. Han så fraktionsstriden som ”a fight for our lives” og skrev til Wolfe i september 1924, at ”we have never had fractionalism as bitter and as intense”.

Det skulle ikke blive det sidste bitre fraktionsopgør han skulle udkæmpe.
Præsidentvalget 1924 gav La Follette 4,8 mio. stemmer og Forster 33.000. Forsters få stemmer synes at give Lovestone ret. Partiet skulle følge Lovestone selvfølgelig have støttet La Follette, hvilket jo var udtryk for en ren elektoralistisk tankegang.

 

Internt partiopgør i det russiske parti.

Efter Lenins død i 1924 var Stalin i gang med at tiltage sig magten i det russiske kommunistparti. I januar 1925 fratog Centralkomitéen Trotsky posten som Krigskommissær. Trotsky havde tabt det interne magtopgør med Stalin, Zinovjev og Kamenev. Med den fælles fjende Trotsky ude af spillet opløstes triumviratet Stalin, Zinovjev og Kamenev.

Zinovjev og Kamenev begyndte nu at udfordre Stalin som lavede en ny alliance med chefredaktøren af partiavisen Pravda, Bukharin. Tilsammen havde de nu flertal i partiets Politbureau. (Morgan 48).

I januar 1925 var 4 amerikanske kommunister rejst til Moskva for få løst fraktionsspørgsmålet, som truede med at handlingslamme partiet. De var intetanende om den benhårde og ubarmhjertige fraktionskamp, som foregik i det i det russiske moderparti.

Den Amerikanske Kommission mødtes i januar 1925 og de råd de fik hjem var nu lidt anderledes end dem de fik sidste gang hvor Komintern advarede mod at partiet ved sin alliancepolitik gjorde sig selv til ”dragens hale”, som Zinovjev havde udtalt. Nu var Trotsky ude og Zinovjev svækket, men dog stadig formand for Komintern og ledte mødet.

Stalin-Bukharins linje slog nu igennem. Nu var det igen tilladt at indgå i alliance med Farmer Labor partier. Rosenberg-Lovestone kunne ånde lettet op. De havde nu igen Kominterns opbakning til deres (principløse) alliancepolitik. (Morgan 50).

 

Partiets begyndende degeneration.

Ifølge Morgan var det amerikanske kommunistparti på dette tidspunkt fra at være et kald blevet en blindgyde og Lovestone var blevet en splittet person mellem sine drømme og håb og så sin faktiske situation: ”Instead, circumstances made him develop into an adept infighter, changing him in ways that were not altogether pleasant. He became more conspiratorial, more suspicious of those around him. He had plenty of opportunity to employ his natural talent for sarcasm and invective and to hone his dialectical skills. The Communist faction fights of the twenties were not exactly character-building, though for the youthful Lovestone they proved to be formative.” (Morgan, 52). 

I stedet for at gyde olie på vandene, synes Komintern at ville løse fraktionsstridighederne ved at lade parterne rase ud mod hinanden og se hvem der kom stærkest ud. Op til partiets 4. konvent skrev Lovestone til Bert Wolfe: ”We are doing nothing in the field of political and industrial work … We are simply tearing each to pieces. (sønderflænger hinanden).

I foråret 1925 sendte Komintern endnu en repræsentant som skulle agere overdommer på partiets kongres Sergei Gusev, hvis rigtige navn var Yakov Drabkin. Drabkin var en af de 22 veteran-bolsjevikker, som havde sluttet sig til Lenin i 1904. Drabkin/Gusev var nu blevet Stalin-tilhænger. Han så hen over sine briller på Wolfe og sagde de vise ord: ”Trotsky is not a Bolsjevik. We Bolsjeviks always despised him for his vanity… I myself have watched Trotsky before a mirror and deliver a speech to himself so that he could study his own expressions.” (Morgan 53).

Lovestone og Wolfe troede at kunne lokke Gusev til at løse fraktionsstriden i partiet ved at tildele deres fløj magten.

Det var imidlertid ikke Gusevs plan. Han var kommet for at skabe et Stalin-loyalt parti, hvilket betød at Trotsky-sympatisøren Cannon og hans allierede Forster skulle ud (!).

 

Kominterns uheldige intervention.    

21. august åbnede partikonventet og Gusev nedsatte en Paritetskommission, bestående af Ruthenberg, Bedacht og Lovestone fra den ene fraktion; Forster, Cannon og Bittelman fra den anden. (Morgan, 53).

Selvom der var paritetisk lighed mellem fraktionerne på ledelsesplan, havde de ikke lige mange delegerede i salen. Her havde Forster/Cannon-fraktionen 40 og Ruthenberg/Lovestone 21. Den store forskel i antallet af delegerede skyldtes hovedsageligt det finske sprogforbund (”finnish Federation”) med sine 7000 medlemmer.

Nu var den hellige grav velforvaret for Forster, skulle man synes. Men han havde gjort regning uden vært. Og værten var Komintern. 28. august under et møde i den Paritetiske Kommission trak Gusev et telegram op af lommen, hvori stod, at: ”it finally became clear that the Ruthenberg group is more loyal to the Comintern and closer to its views”, mens Forster gruppen ”employs excessively mechanical and ultrafractional methods”. Således må mindst 4 ud af 10 medlemmer i den ny Centralkomité bestå af medlemmer af Ruthenberg gruppen. Desuden skal Gusev også have en stemme. Dertil kommer, at Ruthenberg skal genudnævnes til partiformand og Lovestone skal have en plads i Central Executive Comittee. (Morgan 54).

Wolfe berettede senere: ”A dramatic scene could not have been arranged. Forsters jaw set; his eyes shifted back and forth from Gusev and Ruthenberg.” Forster bad om at blive fritaget fra sit sæde i det Forretningsudvalget (CEC). Gusev sagde, at det kunne der ikke blive tale om. Forster bandede og stampede ud af salen og sagde: ”I know who is responsible for this.” (Morgan 54).

 

Forster’s og Cannon’s manglende mod.  

Forster og Cannon var her udsat for et bureaukratisk manipulatorisk kneb fra en Stalin-loyal repræsentant for Komintern, som de ikke burde havde fundet sig i. De burde have modsat sig og afvist Kominterns indblanding som et led i dets politisk-ideologiske kamp mod Trotsky (og senere den Forenede Venstreopposition).

Om end ikke andet burde den senere Trotsky-tilhænger J. P. Cannon have sat hælene i. Cannon ventede hele 3 år, før han formelt brød med Stalin og sit ’staliniserede’ parti.

En lille ordveksling viser, at Komintern-udsendingen Gusev udmærket var klar over, hvem der stod bag Ruthenberg gruppen. Ella Wolfe, gift med Bert Wolfe, kommer dansende (!) ind i lokalet og Gusev, som Ella Wolfe har lært engelsk, udbryder: ”Why are you dancing? Do you think this a love affair? This is a Lovestone affair.”

Bert Wolf skrev senere: ”Thus he showed that he knew Lovestone was the real organizer of the Ruthenberg Caucus.”  

Morgan tilføjer: ”Lovestone had been Gusevs adviser in the strategy that brought the cable from Moscow. Gusev had cabled Moscow, and Moscow had cabled back. The instructions could only have come from someone familiar with the working of the convention.

Bert Wolf tilføjer, at Gusev: “felt right at home in our caucus and felt a benevolent sense of having done what was right with us.” (Morgan 54).

 

Slut på historien?

Her kunne så historien slutte, hvis ikke det var fordi Workers Party forsatte med at eksistere som et knap så selvstændigt parti og som sektion af et stadig mere degenererende og bureaukratisk Komintern, som havde opgivet sin oprindelige proletariske internationalisme til fordel for den sejrende Stalin-fraktions tese om ”socialisme i ét land”. Det var herefter nok for Stalin og hans fraktion i det russiske moderparti og i Komintern at ”forsvare Sovjetunionen”.

Tesen om ”socialisme i ét land” indebar, at Stalin som leder af USSR opgav verdensrevolutionen, skønt han i perioden mellem 1928 og 1934 foretog et kursskifte, som fik det til at se ud som han og Komintern endnu ikke havde opgivet verdensrevolutionen.

I betragtning af den usle behandling som Forster-Cannon fraktionen fik af Stalin-Bukharin-fraktionen i Komintern må det være berettiget at stille det spørgsmål, om ikke de skulle have brudt med Workers Party i 1925 og ikke som de gjorde først i 1928, hvor Cannon blev smidt ud af Lovestone - efter at det var lykkedes Lovestone at bryde alliancen mellem Cannon og Forster.

Cannon blev smidt ud af Lovestone, som kort tid efter selv blev ekskluderet, da Stalin brød med Bukharin. Herefter stod Forster alene tilbage med en af sine nærmeste medarbejdere Earl Browder.

 

Lovestones politiske deroute.

Lovestones metamorfose ender heller ikke her. Han fortsatte sin kamp for sine synspunkter om ”amerikansk ekseptionalisme”, som ikke passede ind i Stalins ”ultravenstre”-drejning i 1928 og blev af Stalin udråbt som ”højreafviger” og ”opportunist”.

Stalins ”newspeak” havde nu erstattet enhver form for marxistisk klasseanalyse og dialektisk tænkning.

Stalin reducerede Komintern til en instans for bekæmpelse af fri diskussion og debat. Stalin tålte ikke modsigelse og opposition og fór frem med trusler og repression. Det fik Lovestone at mærke sidst i 1920’erne inden han med fuld musik røg ud.

Med sit kursskifte til en ”ultravenstre”-politik fra 1928, sin udrensning af ”højreopportunister” (Bukharin, Lovestone), sin forcerede industrialisering og tvangskollektiviseringer skabte Stalin en ”højreopposition”, som også Lovestone tilsluttede sig. Lovestones Communist Party Opposition forsøgte at gøre det ”staliniserede” Workers Party rangen stridig, men Stalin´s ny ”folkefrontspolitik” kom ham i vejen.

Til det sidste forsvarede Lovestone Stalins indenrigspolitik, inkl. Stalins Moskva-processer mod sine tidligere kampfæller (Zinovjev, Kamenev) og den fraværende Trotsky, som han havde forvist i eksil.

Stalins forræderi mod den spanske Republik, hans fysiske likvidering af lederne af Partido Obrera Unificado Marxista (POUM) og Stalins proces mod Bukharin var dog et nummer for stærkt for Lovestone og han begyndte at tage afstand fra Stalins uhyrligheder.

I USA allierede Lovestone sig i stigende grad med den anti-kommunistiske del af fagbevægelsen og samarbejdede til sidst med den mest reaktionære del, AFL’s George Meany.  

Lovestone havde nu bevæget over på den anden side af klassestregen: på den herskende klasses side og var tabt for arbejderbevægelsen.

Den sidste del af Lovestones politiske karriere som redskab for den herskende klasse som spion for Central Intelligence Agency (CIA) efter 2. verdenskrig er et trist kapitel i hans liv og hører ikke hjemme i en fortælling om arbejderbevægelsens og arbejderklassens historie.   

Hvor Lovestone ikke havde stor succes som leder af Workers Party i Amerika, fik han det til gengæld med sit utrættelige arbejde som leder af den Internationale Afdeling af AFL.   

AFL lod sig som fagforbund spænde for de amerikanske regeringers udenrigspolitik, som var rettet mod Stalins Rusland. USA så de ”staliniserede” kommunistiske partier i Frankrig og Italien som potentielle revolutionære partier og frygtede en magtomvæltning lig den i flere østeuropæiske lande og oprettelse af ”folkedemokratier” i Vesteuropa.

De franske og italienske kommunistpartier havde bl.a. i kraft af deres deltagelse i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt stor indflydelse på fagbevægelserne i Frankrig og Italien. Lovestone og Irwing Brown fik nu til opgave at splitte de stalinistisk dominerede fagforeninger i Frankrig (CGT) og Italien (CGIL) og blev heri støttet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Lovestone og Irwing havde stort held med at splitte både den franske og den italienske ”enhedsfagbevægelse”. I Frankrig skabtes Force Ouvriére (FO) ved hjælp af penge fra CIA og i Italien skabtes det katolske fagforbund CISL.

Lovestone måtte opleve det ejendommelige at hans faglige aktiviteter var hemmeligt finansieret af CIA, mens han samtidigt blev overvåget af Hoovers Federal Bureau of Investigation (FBI) til midt i 1950’erne. Hoover nægtede at tro, at Lovestone havde brudt med ”kommunismen”. ’En gang kommunist altid kommunist’, syntes Hoover at mene. 

Lovestone døde ”mæt af dage” i 2000 og havde således fuldbyrdet sin metamorfose fra at have været et stykke værktøj for den proletariske revolution til at ende som en uforsonlig koldkriger, som forsvarede USA’s krig i Vietnam og som syntes, at Nixon ”lærde” udenrigsminister dr. Henry Kissinger var for ”venstreorienteret”.