Red Menace or Red Notice?

Boganmeldelse.

Bill Browder: Red Notice. Hvordan jeg blev Putins fjende nr. 1. don max. 2016.

Under den Kolde Krig efter 2. verdenskrig gik USSR fra at være en allieret partner i krigen mod Hitler-Tyskland til at være fjendeland.

Venstreorienterede amerikanere blev af statsmagten beskyldt og anklaget for at udgøre en trussel mod det kapitalistiske Amerika.

Bill Browders far Earl Browder (1891-1973) var frem til 2. verdenskrigs slutning formand for det amerikanske kommunistparti (CPUSA) og havde gjort CPUSA til et patriotisk parti.

Earl Browders patriotiske linje passede ikke med Stalins udenrigspolitiske interesser efter 2. verdenskrig og han blev afsat som formand og smidt ud af CPUSA i 1946.  

Earl Browders barnebarn Bill Browder (1964) gik en anden vej end resten af familien.

Til forskel for sin naturvidenskabeligt begavede far og brødre, bestemte Bill sig for at gå en helt anden vej. Han ville gøre karriere som forretningsmand.

Han tog sig en uddannelse i Master of Business Administration og skulle nu realisere sine planer. Bill havde en drøm om at drage til Østeuropa og Rusland for at prøve sine evner af som forretningsmand.

Hans bog ”Red Notice” handler om hans russiske forretningseventyr.

Bill Browders force er at han som få andre fik et indblik i en periode i Ruslands historie, som har været svær at få hold på for mange. Perioden efter USSRs indre sammenbrud i 1991.

I denne overgangsfase mellem planøkonomi og markedsøkonomi faldt et helt samfund sammen og skulle rejse sig af sine ruiner.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var der frit spil for markedsøkonomi og for udenlandske investeringer. De ny magthavere solgte rask væk ud af statslig ejendom til laveste pris og tænkte kun på at rage til sig. De forhenværende stats -og partibureaukrater viste sig at være yderst omstillingsparate og tilpassede sig hurtigt de ny økonomiske og politiske magtforhold.

Der opstod et privilegeret lag af superrige oligarker, som langsomt men sikkert satte sig på størstedelens af landets rigdomme.

Disse oligarker havde gode forbindelser til de ny bureaukrater i statsadministrationen og deltes om rovet.

Oligarkerne hjalp Boris Jeltsin med at holde sig ved magten. Men i år 2000 kunne den dybt alkoholiserede Jeltsin ikke mere.  

Der skulle findes en afløser. Jeltsin havde udset sig en anonym funktionær fra efterretningstjenesten Vladimir Putin som sin efterfølger.

Jeltsin var blevet et offer for de stenrige oligarker, som truede med at ødelægge det russiske samfund. Staten havde nu brug for en person som kunne stække oligarkernes hærgen af landet.

Putin skulle som en tyvenes herre fordele rovet mellem tyveknægtene, oligarkerne som brugte alle mulige tricks til at snyde sig til uretmæssige formuer.

Det er Browders fortjeneste at have afsløret, at ikke bare oligarkerne snød den russiske stat, men at embedsmænd og funktionærer i statsapparatet selv var involveret i et systematisk tyveri af statslige goder.

Hvis blot oligarkerne holdt sig ude af politik, havde de frit spil og kunne deles om rovet af de statslige midler. Hvis de skulle være så dumdristige at blande sig i politik, faldt Putins hammer.

De blev frataget deres al deres kapital og idømt strenge fængselsstraffe for at have gjort det samme som alle andre gjorde, snyde staten. Det gjaldt f.eks. Mikhail Khordokovskij, som blev dømt til års fængsel.

Browder reagerede overfor de skrupelløse russiske oligarker og deres hensynsløse metoder og kom uforvarende i Putins søgelys som kritiker af oligarkernes gangstermetoder.

En af Browders advokater Sergei Magnitskij anholdtes og de russiske skattemyndigheder og Indenrigsministeriet beskyldte ham for hvad som helst - for at dække over sine egne forbrydelser.

Højtstående funktionærer i det russiske Indenrigsministerium førte an i en skueproces mod Browders advokat og anklagede ham for fiktive forbrydelser.

Hans fængsling endte med at fængselsbetjente pryglede de sidste rester af liv ud af en forpint Sergei Magnitskij og han døde under tortur og mishandling.

Browder rejste nu en international kampagne uden for Rusland for at klarlægge omstændighederne bag Sergei Magnitskij’s død.

Det var her, at den russiske anklagemyndighed fik Interpol til at udstede ”a red notice”, en arrestationsanmodning på Bill Browder, som dog senere bliver trukket tilbage.

Bill Browder stødte på modstand i den amerikanske Kongres, men ved et grundigt stykke lobbyarbejde fik han udvirket, at et flertal i Kongressen vedtog sanktioner mod 60 navngivne russere, som direkte og indirekte var involveret i mordet på Sergei Magnitskij. Sanktionerne indebar indrejseforbud til USA.

Browders førstehåndsberetning om sine oplevelser som forretningsmand og fondsejer i Rusland rejser spørgsmålet om hvilken type samfund det postsovjetiske Rusland under Putin er.

Ord som politisk gangstervælde synes ikke at være for stærkt efter at have læst Bill Browders bog. Putin og Medvedev opfører sig politiske gangstere af værste slags.

Der er adskillige paralleller til Stalins Rusland i 1930’ene: skueprocesser, fiktive anklager, falske tilståelser og brug af tortur og fysisk mishandling af fanger.

Anklagemyndighedens og retsvæsenets metoder er ikke meget forskellige fra de metoder, som blev brugt i Stalins tid i 1930’erne.  

Vladimir Putin har med sin baggrund som funktionær i KGB alle de forudsætninger som er nødvendige for at kunne udøve vilkårlig undertrykkelse af enhver opposition til hans korrupte politistat.

 

 

 

 

 

 

 

  

  

 

 

 

 

 

  

  

 

 

Hvordan blev Hitler til Hitler?

Adolf Hitler som frivillig soldat i et bayrisk regiment under 1. verdenskrig siddende yderst til højre.

 Boganmeldelse: Thomas Weber: Hitlers første verdenskrig. Informations forlag. 2012.

 

Alle de forklaringer, som normalt er blevet fremført for at forklare Hitlers adfærd i denne periode [umiddelbart efter 1. verdenskrig] - lige fra påstanden om, at Hitler virkelig var socialist på dette tidspunkt, til teorien om, at han blot overfladisk skjulte sit sande jeg og i virkeligheden var tilhænger af den pantyske, nationalistiske og kontrarevolutionære bevægelse - er utilfredsstillende.  

… Det afgørende forhold, som de fleste af de Hitler-biografier, der påstår, at Hitlers politiske synspunkter og fordomme var næsten færdigstøbte ved krigens udgang, overser er, at hele pointen med Hitlers adfærd i måneden efter krigen netop var, at han var inkonsekvent” (Weber, op. cit., s. 306-07).

Hitler var hverken socialist eller ”den hypernationalistiske, pantyske antisemit, han skulle blive til og det er der en ganske bestemt grund til: Han var ingen af delene.

Hitler var konfus, og hans liv kunne fortsat have udviklet sig i forskellige retninger. Oplevelsen som sådan førte ikke til hans radikalisering. Hitler opfandt med tilbagevirkende kraft en revolutionsoplevelse, der passede til sin efterfølgende radikalisering.” (Weber, op. cit., s. 307).

To tæt sammenknyttede faktorer skulle blive afgørende for de mange påvirkninger, som Hitler lå under for og som skulle præge ham stærkest. For det første: den måde, hvorpå hans bekendtskaber udviklede sig politisk. For det andet efterkrigstidens forhold” (Weber, op. cit., s. 309).

Således skrev Thomas Weber i sin - på engelsk udkomne - bog i 2010. Nu har Weber arbejdet videre på sin undersøgelse af baggrunden for, hvorfor Adolf Hitler blev den han blev i sin ”Wie Adolf Hitler zum Nazi Wurde. Vom unpolitischen Soldat zum Autor von Mein Kampf”. Propylaen. 2016.

Jeg har endnu ikke læst Webers sidste bog og forlader mig derfor på Joakim Jakobsens referat i Weekendavisen 24, 17. juni 2016.

Thomas Weber sætter sig for at forklare baggrunden for og årsagerne til at Hitler fra at være frivillig soldat (underkorporal) i den bayerske hær under 1. verdenskrig og til nazistisk krigsforbryder og massemorder.

Jakobsen skriver: ”Thomas Weber viser, at Hitler som hjemvendt soldat i 1918-19 hverken var venstreekstremist [støttede en socialist Rådsrepublik i Bayern] eller højreradikal.

Weber citerer talrige øjenvidner og kilder, som betegner Hitler som noget i retning af socialdemokrat.”

Men til forskel fra sin socialdemokratiske kampfælle Ernst Schmidt forblev Hitler i regiment List, selvom han kunne have ladet sig demobilisere.

Thomas Weber kan kun pege på en konstant i Hitlers politiske opfattelse. Nemlig de storgermanske drømme. Det var det - sammen med hans dybe modvilje mod den kosmopolitiske orden under det habsburgske kejserrige - der i 1914 fik ham til at forlade Wien og melde sig frivilligt til den tyske [bayriske] hær i München”.

 

Hitlers politiske bevidstgørelse.

Hvornår indtraf den afgørende vending i Hitlers politiske liv? Efter Webers opfattelse 10. juli 1919 da Hitler som kursist deltog i et kursus i den bayerske hærs propagandaafdeling.

Dagen inden havde ”die vaterlandslose Gesellen” [de fædrelandsløse svende] ”stukket en kniv i ryggen” på moder Tyskland og indgået en ”skændig” fredsaftale med krigens sejrherrer (USA, England og Frankrig).

Den ”skændige” Versailles-traktat fik det til at slå klik i hovedet på alle ”fædrelandskærlige” tyskere.

Dagen efter 10. juli 1919 satte Hitler sig på kursusbænken i den bayerske hærs propagandaafdeling og blev her stærkt inspireret til det program, som hans kommende parti DAP, senere NSDAP udgav i 1920.

Bayern havde som ”fristat” sit eget parlament, sin egen hær og en udstrakt af selvbestemmelse.

Højrefløjen i kongeriget Bayern stod stærkt og have ikke tænkt sig passivt at finde sig i at blive en del af socialisten Friedrich Eberts socialistiske Rådsrepublik.

Allerede her kan man øjnekonturerne til det senere opgør mellem tilhængerne og modstandere af ”Weimar-republikken”, som skulle blive afgørende for dens senere udvikling.

På kurset blev Hitler blev stærkt inspireret til sit senere - modsætningsfyldte og højrepopulistiske - program fra 1920, som bevidst var formuleret så det talte til så brede lag af befolkningen som muligt, som var utilfredse utilfreds med de økonomiske og politiske forhold i de kaotiske år umiddelbart efter krigen.  

Her var alt godt fra havet: anti-kapitalisme, jødehad og pangermanisme.

På sin første opgave som propagandist ser vi de første tegn på Hitlers jødehad (formentligt inspireret af Gottfried Feder).

Oberstløjtnant Bendt skrev i en evaluering af Hitlers foredrag, at han: ”trak enkelte punkter fra de forskellige foredrag [som var blevet holdt på introdutionskurset] frem og på yderst temperamentsfuld og letfattelig vis gjorde dem klare for folkene [soldaterne i regimentskvarteret i Lechfeld, vest for München]”.

Oberstløjtnant Bendt havde dog også et forbehold: ”Jøder ville kunne føle anledning til at betegne foredraget som jødehetz. Jeg så mig derfor foranlediget til at indskærpe at behandlingen af disse spørgsmål må foregå med største forsigtighed” (Jacobsen, op. cit.).

Det næste springende punkt i Hitlers politiske udvikling fra frustreret underkorporal i et bayersk regiment til en slags ekstremist indtræffer da kursuslederen Karl Mayr 12. september 1919 bad Hitler om at deltage i et møde i et lille obskurt parti Deutsche Arbeiterpartei (DAP) i ølstuen Sterneckerbräu i München by.

Her gør Hitler sig for første gang bemærket som taler, da han resolut springer op fra sin stol og gør sig til talsmand for et Stor-Tyskland i stedet for et uafhængigt og højreradikalt Bayern.

Derefter tog Hitlers politiske karriere fart. Ugen efter meldte han sig ind i DAP, som i februar 1920 blev omdøbt til NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). I juli 1921 blev Hitler formand for partiet.          

Jacobsen refererer Weber for at Hitler ikke var specielt anti-bolsjevikisk i 1919-1920. Som germanist var hans harme mere vendt mod angelsakserne i England og i USA, krigens sejrherre, som påtvang Tyskland store (og urimelige) krigsskadeserstatninger).

Først da folketyskere flygtede fra krigen i Øst mod Sovjetrusland og ”hjem” til Tyskland blev Hitler antibolsjevik.

Først da eksil-balterne fyldte Hitler ikke bare med anti-bolsjevisme, men også med had til slaviske folkeslag blev Hitler for alvor racist.

Hitlers ølstuekup i november 1923 var ikke - som beskrevet i mange historiebøger - et udslag af et planlagt kup fra Hitlers side. ”Kuppet” udløstes som svar på et sammenstød mellem den bayerske regeringspræsident von Kahr’s forbud mod en nazistisk demonstration, som nazisterne ignorerede.

Det kom herefter til et væbnet sammenstød mellem bayersk politi og Hitlers nazister, hvor adskillige blev dræbt.

Det var Hitlers ide at ville presse von Kahr til at indlede en march mod Berlin på samme måde som den fascistiske Mussolinis march mod Rom i Italien. I stedet lod von Kahr ham arrestere (se f.eks. Heinrich August Winkler: Weimar 1918-1933. Die Geschichte der ersten deutschen Demokratie. Verlag. C.H. Beck, München. 1993, pp. 234-235).

Som kuriosum kan nævnes, at Hitler efter sin provokation forsøgte at flygte i bil til Østrig (hans fædreland), men bilen gik stå.  

Hitler brugte retssagen mod ham til at propagandere for sine synspunkter og fik lempelige vilkår for afsoning af sin korte fængselsstraf.

Som i Hitlers tilfælde gælder det, at lige som Hitler i allerhøjeste grad skabte historie, var han selv et produkt af sin samtid.

Uden den imperialistiske 1. verdenskrig, uden Tyskland nederlag og uden at sejrherremagterne havde påtvunget efterkrigstidens Tyskland den ”skændige” Versailles-traktat 1919 havde Hitler haft færre propagandamuligheder.

Det lykkedes aldrig Weimar-republikken og koalitionen bag den at skabe et stabilt borgerligt demokrati, som kunne løse de mange politiske og økonomiske kriser, som Tyskland løb ind i mellemkrigsårene.

Hitler var for finanskapitalen, store dele af borgerskabet og småborgerskabet  den næstbedste løsning.  

Ulrike Meinhof - fra stalinist til terrorist.

Ulrike Meinhof her som ung fredsaktivist.
Senere medlem af det vesttyske KPD og sluttelig som terrorist i RAF.

Boganmeldelse:

Bettina Röhl: So macht Kommunismus Spass! Ulrike Meinhof, Klaus Rainer Röhl und die Akte Konkret. Europäische Verlagsanstalt. 2006.

 

Bettina Röhl, har naturligt nok som datter af to offentligt kendte personer i efterkrigstidens Vesttyskland, Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl at kende sin egen forhistorie.

Bettina Röhl er vokset op som et lidt forsømt barn af to meget politisk engagerede og aktive venstrefløjsaktivister.

Hun er født i 1962 og har nu nået en alder, hvor hun som journalist sætter sig for at undersøge baggrunden for sine forældres politiske aktiviteter.

Hendes biografi om sine forældre er skrevet i den kritisk-empatiske genre, hvor hun på den ene side forholder sig kritisk til sine forældres politiske standpunkter, på den anden side forsøger at holde tungen lige i munden og ikke begå politisk ”karaktermord” på sine to forældre.

Mens Klaus Rainer Röhl formodentlig ikke er kendt i en dansk sammenhæng, er Ulrike Meinhof det til gengæld.

De fleste vil huske hende som terroristen, der i 1976 begik selvmord i det topsikrede Stammheim-fængsel i Stuttgart.

Bettina Röhl skal nu løse den gåde, som består i at klarlægge nogle af årsagerne til, at Ulrike Meinhof endte som en jaget terrorist i Vesttyskland.

Set med eftertidens øjne kan det være svært at begribe, at akademikerbarnet Ulrike, som tog en uddannelse i kunsthistorie og indtil sit spring ud i terrorisme arbejdede som journalist på venstrefløjstidsskriftet tidsskriftet Konkret, som ejedes og i længere perioder redigeredes af den person, som skulle hendes ægtemand og far til to børn, hvoraf Bettina er det ene.

Mens historien om Ulrike Meinhofs ”meritter” som byguerilla i Vesttyskland er beskrevet af indtil flere forfattere, er hendes og Klaus Röhls fortid som ”påvirkningsagenter” og medlemmer af den vesttyske pendant til det østtyske Socialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), Kommunistische Partei Deutschland (KPD) (fra 1969 DKP) ikke på samme måde kortlagt og beskrevet.

Dette er imidlertid datteren Bettina Röhls fortjeneste i denne ”smertefulde” biografi om sine forældre.

Bettina Röhl går grundigt til værks, når hun beskriver sine to meget forskellige  forældres familiebaggrund. Ulrike Meinhofs forældre dør begge tidligt og hun sættes i pleje hos sin mor gode veninde, Renate Riemeck.

Renate Riemeck bliver en slags forbillede for den unge forældreløse Ulrike Meinhof.

Mens Bettina Röhl med dokumenter fra den østtyske efterretningstjeneste Stasi's (Ministerium für Statssicherheit) åbnede arkiver afslører, at hendes to forældre begge var medlemmer af det vesttyske KPD (og arbejdede under streng overvågning fra SED i Østberlin) lader hun det stå åbent, om også hendes plejemor Renate Riemeck ligeledes som fredsaktivist arbejdede for Stasi og for DDR.

Via Renate Riemecks påvirkning blev unge Ulrike Meinhof inddraget i den tyske freds -og anti-atomkraftbevægelse.

DDR-staten var oprettet i 1949 af overlevende stalinistiske bureaukrater (Wilhelm Pieck, Walter Ulbricht) hjemkommet fra Moskva efter krigen og var en af flere øst -og centraleuropæiske ’folkedemokratier’, som gav sig ud for at være ’socialistiske’.

Det østtyske stalinistiske bureaukrati oprettede hurtigt efter 1949 et propaganda-apparat og en efterretningstjeneste, Stasi under Ministeriet for Sikkerhed, som dels skulle overvåge landets egne borgere, dels skulle oprette ”dækorganisationer” af forskellig slags i den tyske Forbundsrepublik (BRD).

DDR forsøgte at undergrave den kapitalistiske og borgerlig-demokratiske Forbundsrepublik ved at oprette egne organisationer i Vest som ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend (forbudt i 1951) og KPD (forbudt i 1956) og Forbundsrepublikken svarede igen med forbud og fængslinger af medlemmerne, hvilket ikke just var befordrende for påstanden om, at den var mere ’demokratisk’ end DDR-staten.

FDJ og KPD blev således af den vesttyske statsmagt tvunget under jorden og medlemmerne henvist til at føre en tilværelse som politiske illegale personer.

Dette tidlige kapitel i Ulrike Meinhofs og Klaus Rainer Röhls historie har mig bekendt været noget underbelyst i medierne, men kan måske medvirke til at forklare hvorfor den ene af de to, Ulrike Meinhof, senere blev terrorist.  

Hvis ikke, er det i hvert fald med til at tegne et mere fuldstændigt billede af hendes politiske udvikling fra stalinist til terrorist.

Bettina Röhl viser med al ønskelig tydelighed, hvor langt Ulrike Meinhof i sine artikler i tidsskriftet Konkret er villig til at gå i sit sprogligt velformulerede  forsvar for DDR’s og Østblokkens udenrigspolitik (fred og nedrustning).

I sin med rette skånselsløse kritik af den amerikanske imperialisme, ’forsvarspagten’ NATO og toppolitikerne i den vesttyske forbundsstat sætter hun kikkerten for det blinde øje og omtaler ikke oprustning i Østblok-landene og Sovjetunionen.

Hun virker som journalist som en ihærdig og dygtig ”påvirkningsagent” og partimedlem som talsrør for DDR-regimet og stalinismen.

Det var Klaus Rainer Röhl som rekrutterede Ulrike Meinhof til KPD og som overtalte hende til at lade sig ”fjernstyre” af SED i Øst.

Klaus Rainer Röhl var langtfra en skolet marxist, men snarere en borgerlig bohemetype med hang til sjov og ballade, mere end til seriøst politisk arbejde.

Ulrike Meinhof var i starten en ivrig fredsaktivist, som senere lod sig hverve til at stille sig til tjeneste for Walter Ulbrichts østtyske diktaturstat.

Tidsskriftet Konkret var Klaus Rainer Röhls værk, som han stillede til rådighed for SED og DDR. Men i længden var han for ”udflippet” til de forbenede stalinister i Østberlin og de skilte sig af med ham.

Ulrik Meinhof derimod meldte sig aldrig ud af KPD. Efter Bettina Røhls opfattelse forblev hun ”kommunist”, læs stalinist hele sit liv. Også efter sit spring ud i terrorisme.

Studenteroprøret i 1968 blev et vendepunkt i Ulrike Meinhofs liv. Dønninger fra den Store Proletariske Kulturrevolution i Kina og fra den venstreradikale studenterbevægelse påvirkede Ulrike Meinhofs politiske udvikling.

Bettina Röhl beskriver studenteraktivisten Rudi Dutschkes træden ind på scenen i 1960’erne.

Dutschke var heller ikke en skolet marxist, selvom han nok havde læst klassikerne. Han var meget inspireret af et kunstnerkollektiv, som dyrkede sin helt egen teori om, hvorledes folk skulle ”bevidstgøres” gennem handling og ”bevidsthedsudviklende” kunstneriske og politiske aktioner. Dutschke ville herigennem skabe et ”nyt menneske”. Han anbefalede, at man læste den samling af Mao-citater, som hans højre hånd Lin Biao havde samlet i den lille ”Røde Bog”.

Bettina Röhl beskriver Karl Rainers Röhls utroskab og hans fravær i familien, som førte til skilsmisse og kamp om forældreretten over børnene.  

Meinhof får til at begynde med forældreretten, men mister den efter at have tilsluttet sig terrorgruppen Rote Armé Fraktion (RAF).

Helt grotesk bliver der for deres to børn, da RAF-medlemmer i begyndelsen af 1970’erne tog til Jordan for at modtage våbentræning i en palæstinensisk træningslejr (Al Fatah).

RAF bortførte parrets to piger til Sicilien, men ville have dem anbragt på et sted for forældreløse børn i Jordan hvor de skulle gøres til kommende RAF-medlemmer.

Forsøget forpurredes dog af Al Fatah og det lykkedes Klaus Rainer Röhls to venner Stefan Aust og Peter Homann at snyde RAF og bortføre de to piger for næsen af RAF.

Bettina Röhl tager 100 procent afstand fra sin mors terrorisme og sin fars agentvirksomhed for SED og DDR og har svært ved at tilgive dem begge for at have sviget deres børn.

Ulrike Meinhof afbrød to år før sit selvmord al forbindelse til sin familie, og Bettina Röhl nåede således ikke at sige farvel til sin mor.

Hun har kun sporadisk haft forbindelse med sin far, Klaus Rainer Röhl, som start 1970’erne mistede udgiverretten til sit tidsskrift Konkret, som herefter paradoksalt nok blev overtaget af to forhenværende stalinister den senere  ejendomsspekulant Klaus Hübotter og ærkestalinisten Gremliza.  

Som den politiske charlatan Klaus Rainer Röhl var gennem hele sit liv, havnede han på sine gamle dage i det borgerlig-liberale Freie Deutsche Partei (FDP).  

  • For 40 år siden siden døde den kinesiske partiformand Mao Zedong.

    9. september 2016 er 40-årsdagen for den kinesiske partiformand Mao Zedongs død.
    I den anledning har jeg læst hans privatlæges erindringer om ham.


    Boganmeldelse.

    Li Zhisui: The Private Life of Chairman Mao. Random House. New York. 1994
    9. september 2016 er det 40 år siden af lederen af det kinesiske kommunistparti Mao Zedong døde
    Skal man skrive Kina historie i det 20. århundrede er Mao Zedong den mest betydningsfulde.
    Få har som Mao Zedong skabt myter om sin person og sit liv og det er derfor svært at trænge ind til, hvem han egentlig var som politiker og menneske.
    Mao Zedong skabte - endnu mens han var i live - en kult omkring sin person, som kun få i verdenshistorien overgår.
    Det er derfor vigtigt at forsøge at trænge igennem de ideologiske tågeslør som han og mange andre har lagt ud omkring hans politiske virke.
    Få har som doktor Li Zhisui, som var Maos livlæge fra 1954 og til hans død i 1976 været så tæt på Mao Zedong som menneske, politiker og statsmand.
    I 1994 udgav Li Zhisui sine erindringer om sit liv som Maos personlige læge.
    Hans erindringer er enestående for så vidt som han er en de få, som offentligt har fortalt om sit nærvær og samvær med partieliten i det kinesiske kommunistparti fra 1954 til 1976.
    Denne periode er en særdeles turbulent periode i Folkerepublikkens historie. Vigtige begivenheder som den store sultkatastrofe fra 1958-1960, er først for nyligt blevet dokumenteret af enkelte kinesiske og udenlandske forskere.
    I lang tid lå begivenheder som Kulturrevolutionen 1966-1976 og nedkæmpelsen af protesterne på Tiananmen-pladsen 1989 hen i det uvisse.
    Det kinesiske kommunistparti har på intet tidspunkt i sin historie været det mindste interesseret i at åbne op for sine arkiver og givet adgang til uafhængige forskere.
    Det kinesiske kommunistparti holder sig ved magten ved at bevare et skær af legitimitet over for folkemasserne ved at hindre dem adgang til partiets og statens arkiver.
    Partiets magtgrundlag hviler på massernes apati og uvidenhed. Det er partibosserne sikkert meget bevidst om.
    Derfor var det glædeligt, at Maos livlæge Li Zhisui i 1994 udgav sine omsider skrevne erindringer om sit tætte samvær med Mao Zedong.
    Hvis vi ikke kan få adgang til partiets og statens arkiver, kan vi i det mindste stifte bekendtskab med de intime detaljer om Maos privatliv, som hans personlige erindringer er i stand til at give os.
    Vi kan så selv med supplerende litteratur bygge videre på Li Zhisui’s formodninger og antagelser.
    Historien om tilblivelsen af Li Zhisui’s bog er i sig selv et stykke historie fra Folkerepublikkens tid.
    Li Zhisui begyndte allerede i 1964 at føre dagbog og havde allerede i 1966 fyldt 40 bind.
    Under den af Mao igangsatte Kulturrevolution 1966 følte mange som Zhisui sig udsat for rødgardisternes hærgen og hans dagbøger var i fare for at blive fundet og opdaget under rødgardisternes mange husransagninger og plyndringer af ”partifjender”s boliger og lejligheder. Han valgte derfor at brænde dem i samme brændeovn som Mao Zedong og hans kone Jiang Qing brugte.
    I 1977 blev han opfordret til at skrive sine erindringer igen. Zhisui fortæller, at det ikke faldt ham svært at genskrive sine erindringer, dels fordi hans skæbne afhang af Maos person og dels fordi Maos ord var prægnante og derfor lette at huske (Preface, XVII).
    Da Mao Zedong døde mistede Li Zhisui sin stilling som livlæge og blev først hospitalsdirektør senere næstformand i den kinesiske Lægeforening.
    Tiden efter Maos død 1976 var præget af magtkampe i partitoppen mellem stridende fraktioner og det var svært at vide hvilken fraktion, der ville kommer sejrrigt ud af magtkampen.
    Li Zhisui kunne ikke vide sig sikker, men begyndte alligevel at skrive videre på sine erindringer. I 1988 blev hans kone alvorligt syg og Li Zhisui udnyttede et ”window of opportunity” og søgte om udrejsetilladelse til USA, hvor hans to sønner allerede befandt sig. Det fik han og han vendte ikke tilbage til Folkerepublikken.
    Zhisui’s kone døde og han lovede som et sidste løfte at gøre sine erindringer færdige, så eftertiden og hans børnebørn kunne kende hans historie.
    Zhisui beskriver ned i mindste detalje sit dagligliv som Mao Zedongs livlæge.
    Hans bog afmystificerer Mao og den afgudsdyrkelse som han selv satte i scene og som han i nogen grad forlangte af sine meningsfæller.
    Paradoksalt nok fremstår ”marxismen-leninismen”s store bannerfører ikke som den ”videnskabelige socialist” som han selv han var.
    Da Mao Zedong i den sidste del af sit liv bliver konfronteret med sin alvorlige sygdom (AFL, en særlig ondartet form for sclerose) med tilstødende komplikationer, afviser han at blive behandlet såvel med vestlig medicin som med traditionel kinesisk medicin.
    Mao Zedong havde ingen tiltro til, at kræftsygdomme af nogen art kunne helbredes. Han havde en næsten fatalistisk opfattelse af sin egen sygdoms mulige forløb, som før eller siden ville ende med hans død.
    På et meget sent tidspunkt i sit sygdomsforløb insisterede han på - mod lægernes anbefaling - at svømme i en swimming-pool, skønt han var alvorligt angrebet af den dødsensfarlige sygdom AFL, som delvist havde lammet hans åndedrætsorganer og som truede med at kvæle ham.
    Mao Zedong må have troet sig overmenneskelig og næsten udødelig. Li Zhisui’s fortælling klæder Mao Zedong af til skindet og viser ham som en temmelig primitivt tænkende og meget lidt dialektisk tænkende teoretiker.
    Mere ’mekanisk materialist’ end ’dialektisk materialist’, hvis han da overhovedet var ’materialist’.
    Meget i hans evindelige politiske kampagner og agitation overfor de kinesiske folkemasser tyder mere på, at han snarere var ’idealist’ end materialist.
    Mao Zedong troede virkelig på, at ”tro flytter bjerge”. I kraft af sit enorme befolkningstal ville et tilbagestående landbrugsland som Kina være i stand til at overgå industrilandene i løbet af ganske få år.
    Metoderne til at opnå disse - skulle det vise helt urealistiske mål - var tåbelige og de fik helt uoverskuelige konsekvenser for befolkningen. Millioner mistede således livet under sultkatastrofen i 1958-1962. (Jf. f.eks. Zhou Xun: Forgotten Voices of Mao’s Great Famine, 1958-1962 . An Oral History. Yale University. 2013)
    Mao Zedong reviderede på mange måde den ortodokse marxisme og leninisme.
    Han forkastede således Marx og Lenins teori om proletariatet som den bærende kraft i den socialistiske revolution.
    Mao Zedong gjorde bondestanden til den bærende kraft i den anti-feudale samfundsomvæltning.
    Mao Zedong indgik på Stalins anbefaling en alliance med det borgerligt nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT).
    En alliancepolitik som kom til at koste det kinesiske kommunistparti dyrt og som svigtede den kinesiske arbejderklasse.
    Mao Zedong skiftede arbejderklassens klassekamp i byerne ud med en langvarig bondeopstand på landet i samarbejde med det kinesiske småborgerskab og anti-imperialistiske borgerskab.
    Maos vellykkede magtovertagelse i 1949 gav ham enorm prestige hos befrielsesbevægelser i den 3. verden, som stod overfor at skulle bekæmpe kolonilandene.
    Men også i Europa og USA fik han tilhængere, som i hans pseudo-kritik af det ”revisionistiske” USSR så en sand revolutionær marxist.
    Samtidigt med at han kritiserede det ”revisionistiske” USSR for at opgive kampen mod imperialismen og søge et ”fredeligt samarbejde”, at forkaste klassekampen og i stedet arbejde for en ”parlamentarisk vej til socialisme” kastede han de kinesiske folkemasser ud i et gigantisk opgør med sine egne indre ”partifjender” og misbrugte dem dermed i et gigantisk forsøg på at manipulere dem i sin kamp for at beholde den suveræne magt i partiet.
    Det var mesterligt, men det var også manipulatorisk. Et gigantisk og vellykket manipulationsforsøg, som kun få kunne gennemskue i Folkerepublikken såvel som i uden for Kina.
    Li Zhisui’ s erindringer giver først og fremmest et indblik i den giftige atmosfære, som herskede i partitoppen og i hoffet omkring Mao Zedong, hvor alle gik rundt og mistænkte og bagtalte hinanden.
    Den historiske parallel er klar: Stalins Rusland. Mest af alt var Mao Zedong en kinesisk stalinist, skønt han forsøgte at lægge afstand til USSR og Stalin og hans efterfølgere Khrustjov og Brezjnev.
    Mao Zedong var en mere sofistikeret og smart udgave af Stalin. I mere end en forstand havde han mange lighedspunkter med den russiske diktator, Stalin.
    Mao Zedong var førstemand i det partibureaukrati, som tiltog sig magten i det kinesiske kommunistparti. Ingen andre end Mao’s klike fik lov at udøve magten og han var parat til at gå hele vejen med utallige udrensningsprocesser og bortvisning til tvangsarbejdslejre for at komme sine politiske modstandere til livs. I den henseende stod han ikke tilbage for Stalin.
    Skønt Mao Zedong talte om ”kritik-selvkritik” var det noget han sjældent udøvede, mens han forventede det af andre. De bedste til dette var også hans mest trofaste støtter: Zhou Enlai og Deng Xiaoping.
    De som var i stand til at ydmyge sig selv og øve ”selvkritik”, dvs. plapre partiformanden efter munden var de, som overlevede længst. Derfor skulle de dog ikke forvente nåde fra formandens side.
    Lige til det sidste nægtede Mao Zedong således at give sin tilladelse til, at Zhou Enlai kunne blive behandlet for sin fremskredne kræftsygdom.
    Deng Xiaoping blev hevet ind og ud af partiledelsen efter formandens forgodtbefindende og tjente udelukkende til bekæmpelse af formandens til enhver eksisterende indre ”partifjender”.

  • Hvem myrdede John F. Kennedy?

    Boganmeldelse.
    Thomas Ladegård. Mordet på JFK. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2013.

    Mord på politisk kendte personer bliver sjældent opklaret. Hvorfor? Sikkert fordi alt for mange har interesse i, at det ikke bliver opklaret. Hvem kunne være interesseret i, at mordet på John F. Kennedy ikke blev opklaret?
    Det kunne alle de potentielt skyldige: mafiaen, fagforeningsbossen James B. Hoffa, det amerikanske forbundspoliti, den yderste politiske højrefløj og eksil-cubanere, som var modstandere af Castro.
    Lige så populær John F. Kennedy var i visse kredse, ligeså upopulær var han i andre kredse.
    John F. Kennedy blev myrdet i 22. november 1962 på et tidspunkt, hvor verden befandt sig i en Kold Krig mellem de to supermagten USA og USSR.
    Verden var nogenlunde opdelt i interessesfærer mellem de to supermagter, men ikke alle vegne var der tale om et ”jerntæppe” som det i Europa.
    Caribien og Latinamerika var uudtalt en del af den vestlige hemisfære og USSR kunne ikke gøre krav på dele af Caribien eller Latinamerika. USSR måtte nøjes med at støtte lokale ”kommunistiske” partier, som ofte indgik politiske alliancer med det nationale borgerskab og småborgerskab.
    Ved årsskiftet 1958/59 overtog den småborgerlige og nationalistiske 27. juli- bevægelse magten i Cuba.
    De første par år efter magtovertagelsen så det ud til, at USA havde holdt på den rigtige hest, da den amerikanske imperialisme havde støttet Castros oprørstropper i deres kamp mod den korrupte diktator Fulgencio Batista.
    Men hurtigt derefter begyndte Fidel Castro og hans guerilla’er at nationalisere amerikanske virksomheder og ejendomme uden kompensation.
    Dette blev af USA opfattet som en overtrædelse og krænkelse af den private ejendomsret og USA ændrede nu holdning til Ø-staten.
    Langsomt bevægede Cuba sig i retning af noget der kunne minde om ”socialisme” og USA trak sin støtte tilbage og begyndte at betragte Cuba som en fjendtlig stat, som havde tilsluttet sig den ”socialistiske” lejr.
    Omvendt vejrede Khrustjovs USSR morgenluft med den appelsin (et socialistisk Cuba), som var faldet i dets turban.
    Den ”socialistiske lejr” havde nu fået en allieret, som kunne forrykke magtbalancen mellem de to supermagter til USSR’s fordel.
    John F. Kennedy og den amerikanske imperialisme sadlede nu om, og betragtede nu Fidel Castros Cuba som et ”brohoved” for socialismen.
    Den demokratiske imperialist John F. Kennedy så det nu som sin pligt at bekæmpe et socialistisk Cuba, da det dels forrykkede balancen mellem de to stormagter og med tiden kunne danne forbillede for andre latinamerikanske lande.
    Kennedy-administrationen begyndte nu at forberede invasionsplaner af Cuba. Den amerikanske imperialisme kunne ikke åbent støtte en invasion af Cuba uden at det ville få alvorlige konsekvenser for et fredeligt forhold til USSR.
    Derfor måtte Kennedy-administrationen bruge eksilcubanere som kernetropper i et invasionsforsøg.
    Kennedy ville gerne give sin støtte til et invasionsforsøg, men ville ikke risikere, at han blev grebet i aktivt at støtte en invasion.
    CIA stillede militære rådgivere og materiel til rådighed for en invasion. Det amerikanske militær måtte ikke direkte deltage, men aktionen skulle udføres af frivillige eksilcubanere.
    Invasionsforsøgene mislykkedes og blev en kæmpefiasko for eksilcubanere og en triumf for Fidel Castros Cuba.
    I første omgang syntes Cuba reddet fra en amerikansk støttet invasion.
    Castro følte sig dog stadig usikker på den amerikanske imperialismes intentioner og anmodede i efteråret 1962 USSR om bistand til at afværge en amerikansk støttet invasion.
    Det skulle ske i form af opstilling af vidtrækkende missiler, som kunne true amerikanske storbyer.
    Da Castro i efteråret 1962 anmodede USSR om at få opstillet afskydningsramper for langtrækkende missiler optrappedes konflikten mellem USA og USSR, som truede med at udvikle sig til et væbnet sammenstød mellem de to supermagter.
    I sidste øjeblik lykkedes det de to statsmænd i fællesskab at afværge en atomkatastrofe.

    John F. Kennedy’s mange indenrigspolitiske fjender.
    Indenrigspolitisk havde John F. Kennedy mange fjender: mafiaen, fagforeningen International Brotherhood of the Teamsters (Hoffa), den politiske højrefløj, de forskellige efterretningsvæsener og eksilcubanske organisationer.
    Det er på denne baggrund at mordet på John F. Kennedy udspillede sig.
    Det er i dag mere end 50 år siden, at mordet fandt sted og det er endnu ikke opklaret og vil heller aldrig blive opklaret. Sådan er det ofte med mord på politisk kendte personer: Oluf Palme, Martin Luther King m.fl.
    Der er for mange interesser involveret til, at de kan opklares. For mange potentielt skyldige og for få ”uskyldsrene engle” tilbage. Mange har lod og del i æren, dvs. forbrydelsen.
    Efter mordet på en af verdens mest kendte politikere er der opstået en hel industri, som næres af dette mord: TV, film og bøger.
    Efter at medierne og offentligheden mere eller mindre har opgivet at finde ind til ”sandheden” om mordet og de amerikanske efterretningsvæsener ikke vil offentliggøre deres materiale til fri efterforskning, er det op til alle og enhver at opstille hypoteser om mændene bag mordet.
    Der er tilsyneladende frit spil. Alle har lov at fremkomme med de mest mærkværdige og forskruede forestillinger, som passer ind i netop deres kram. Det vil jeg så også forsøge.
    Jeg har den klare opfattelse, at Lee Harvey Oswald blev forledt til at begå et mord, som han sandsynligvis ikke var alene om. Lee Harvey Oswald var i nogen grad et ufrivilligt offer for sin tid og tidsånden i den verserende Kolde Krig mellem de to stormagter.
    Han formåede som mange andre ikke at gennemskue det komplekse spil, der udspillede sig mellem de to stormagter.
    Atmosfæren var fuld af forræderi og kontraspionage. Alliancer mellem grupper foregik på kryds og tværs. Virkeligheden var med andre ord for kompliceret for en primitivt tænkende fyr som Lee Harvey Oswald.
    Lee Harvey var et produkt af modsætningsforholdet under den Kolde Krig mellem de to supermagter - og kunne som mange andre ikke finde ud af sit politiske engagement. Skulle han være anti-kapitalist og anti-imperialist? Hans barndom pegede ikke i retning af at han skulle blive en stor beundrer af den amerikanske kapitalisme. Han lå ikke under for illusionen om USA som landet med ”great opportunities”. Han var ikke meget for kadaverdisciplinen i det amerikanske militær osv.
    Som de fleste unge var han i sin tidlige ungdom søgende og søgte i en ung alder udenfor USA - til USSR, som måske stod som et alternativ til den amerikanske kapitalisme for ham?
    Her blev han imidlertid skuffet, slemt skuffet og måske dybt desillusioneret over den ”socialistiske” virkelighed han så i USSR.
    Gåden i Lee Harveys liv er hvornår han bliver ”omvendt” fra kritisk iagttager af den amerikanske kapitalisme til en aktiv forkæmper for den amerikanske imperialisme.
    Skete det før eller efter hans tur til USSR? Vi ved det ikke med sikkerhed, førend FBI åbner sine arkiver for offentligheden.
    Desillusioneret af sit ophold i USSR lader han med al sandsynlighed rekruttere af FBI som en mulig infiltrator i venstreorienterede kredse, som støttede Castros Cuba.
    Han lejede et kontorlokale i Dallas op oprettede en afdeling af solidaritetsbevægelsen ”Fair Play for Cuba”. Han stod selv for trykning og uddeling af løbesedler og forsøgte at oprette kontakt til hovedkvarteret for bevægelsen i New York.
    Han forsøgte at promovere sine pro- Castro synspunkter ved at blive indblandet i et - sandsynligvis fingeret slagsmål - med eksilcubanere på gaden foran sit kontor.
    Det lykkes ham ikke at rekruttere en eneste til sin solidaritetskomite i Dallas, Texas og han måtte drive den som et enmands-foretagende.
    Uvist af hvilken grund tog han (umotiveret?) til Mexico og søgte her i Mexico City om indrejsetilladelse i Cuba - og efter afslag derefter om indrejse til USSR.
    Hans flugtforsøg mislykkedes og han måtte rejse hjem med uforrettet sag.
    Han begyndte nu (hemmeligt?) at omgås eksilcubanere og højreorienterede amerikanere og er tilsyneladende nu opgivet af FBI som infiltrationsagent.
    Den sidste del af sit liv viede han til drabet på Kennedy muligvis i alliance med mafiaen, højreorienterede amerikanere, muligvis ”anløbne” dele af FBI/CIA og privatdetektiver som opererede for FBI.
    Som det fremgår af ovenstående, er der mange uklarheder i sagen og ingen lige linje i Lee Harveys adfærd.
    Han var i mere end en forstand et produkt af sin tids klare modsætningsforhold mellem de to stormagter USA og USSR.
    Han var som mange andre ude af stand til at manøvrere i dette modsætningsforhold og blev således et slags offer for den Kolde Krig.

    Ladegårds bog holdningsløs.
    Thomas Ladegårds bog formår ikke at kaste nyt lys over mordgåden. Gennemgående er hans ’pluralistiske’ holdning til de mange (pseudo) forklaringer på mordet.
    Ladegård refererer mange af de opstillede hypoteser om det mulige motiv for og årsager til mordet, men holder alle muligheder åbne. Herved overlades læseren til sin egne evner til at løse mordgåden.
    Dette er muligvis et journalistisk kneb, som skulle gøre det spændende for læseren, som konstant holdes i forventning om en endelig afgørelse. Denne kommer imidlertid aldrig og læseren efterlades ligeså forvirret som da han startede og håbede på en smule større afklaring.
    Ladegårds bog er præget af for mange ’akademiske’ forbehold og berøvet enhver form for politisk klarhed.
    Der må være andre og bedre bøger på markedet end denne.

    Kilder: Se evt. www.spartacisteducation for et fyldigt bilagsmateriale og referat af sagsforløbet .








  • Maoistisk massebedrag


    Boganmeldelse.
    Torbjørn Færøvik: Maos rige. En lidelseshistorie. Sohn. 2012.

    Det er i år 40 år siden, at lederen af den kinesiske Folkerepublik Mao Zedong døde.
    Mao Zedong efterlod sig en på mange måder tung arv til sine efterkommere, de mange millioner af kinesere, som nu er blevet til mere end 1 milliard mennesker.
    Kina er det land i verden, som har det største antal indbyggere. I de største byer er befolkningstætheden meget stor. Andre steder som på landet meget lille.
    Fra 1949 og til i dag har Kina bevæget sig fra at være et økonomisk tilbagestående og underudviklet udviklingsland til at være en industriel og snart også en politisk stormagt.
    I flere årtier efter 1949 stod Kina nærmest stille i udviklingsmæssig forstand og haltede langt bagefter andre sydøstasiatiske lande som Taiwan, Sydkorea og Japan, som havde valgt en anden økonomisk model, kapitalistisk markedsøkonomi.
    Der er skrevet et væld af bøger om Kina og dets udvikling på mange niveauer. Desværre er kun et fåtal oversat til dansk.
    På dansk udkom i 2012 en bog af Torbjørn Færøvik: Maos Rige. En lidelseshistorie på forlaget Sohn.
    Færøvik beskriver Maos ”gyldne periode” fra 1949 til hans død i 1976. Hans beretning indføjer sig i rækken af værker med en kritisk tilgang til Maos Kina. Af andre bøger med samme kritiske tilgang - oversat til dansk - kan nævnes: Chang Jung og Jon Halliday: Mao. Den ukendte historie; Dikötter: Maos store hungersnød, 2011).
    Færøviks bog omhandler kun tiden fra 1949 til Maos død i 1976 og det præger hans manglende forståelse for den politiske leder, Mao Zedong.
    Mao Zedong sprang ikke som ’en frelsende engel’ ind på historiens scene, men havde en lang forhistorie som medstifter af det kinesiske kommunistiske parti (KKP) 1919 for at fuldbyrde sin mission med at gøre Kina socialistisk.
    Mao var et produkt af det stalinistiske Komintern og de ”staliniserede” kommunistpartier. Selvom Mao Zedong ikke altid fulgte Stalins ”partilinje” i Komintern og dets kinesiske sektion, KKP var og blev han en kinesisk stalinist.
    Mao Zedong var som et tidligt medlem af KKP på Stalins side i den fraktionsstrid, som prægede Komintern fra 1920’erne og fremefter. Mao ytrede ikke kritik af Kominterns anbefaling til det kinesiske kommunistparti om at søge alliance med Chiang Kai Chek’s nationalister i Kuo Minh Tang (KMT) i kampen mod det kejserlige Japans besættelse af dele af Kina.
    Mao øvede ej heller selvkritik efter at alliancen med Chiang Kai-Chek viste sig at smuldre og KMT - efter partiets mislykkede opstand i Shanghai i 1927 - myrdede i tusindvis af kinesiske kommunister.
    I stedet valgte Mao Zedong en helt anden strategi: en guerillakrigsstrategi med udgangspunkt i Kinas mange bønder. Mao opfandt begrebet om en ”langvarig folkekrig” mod japanske imperialister og kinesiske nationalister, som viste sig umulige at samarbejde med. Denne strategi skulle i 1949 vise sig at blive sejrrig, da Mao Zedong kunne udråbe den kinesiske Folkerepublik.
    Mao’s kinesiske Folkerepublik forrykkede balancen mellem datidens to stormagter USA og Stalins USSR. Men de første mange efter 1949 udgjorde Mao’s Kina ikke nogen fare for nogen af de to andre stater. Dertil var landet for fattigt og tilbagestående.
    Stalins USSR var efter 2. verdenskrig gået fra at være samarbejdspartner til at blive en potentiel krigstrussel for de imperialistiske lande (USA, Frankrig og England) og der herskede ”kold krig” mellem de to ”lejre”.
    Først i 1960, da der opstod sprækker i alliancen mellem de to stalinistiske bureaukratier Sovjetunionen og Kina, kunne Kina blive en eventuel samarbejdspartner for det imperialistiske USA.
    Nyere forskning fremlagt i kritiske tilgange som hos Dikötter og Chang Jung viser, at Mao kastede Folkerepublikken ud i en række halsbrækkende eksperimenter, som satte landet tilbage i udvikling og som krævede store lidelser af befolkningen. Millioner af kinesere omkom som følge af sult og materielle afsavn under Mao’s ”Store Spring Fremad” i 1950’erne
    Mao Zedong havde skabt et ”sandt helvede” på jord for de kinesiske masser, som kun havde en overfladisk lighed med noget der kunne betegnes som ”socialisme”.
    Mængden af fremlagte officielle dokumenter og nedskrevne erindringer beviser dette og er længere muligt at benægte for nogen.
    For højrefløjen kommer dette som en kærkommen lejlighed til at få bekræftet alle deres fordomme, uvilje og modstand mod ”socialistiske eksperimenter” af enhver art.
    For venstrefløjen derimod burde det give anledning til selvkritik fra de mange, som efter 1949 hyldede Folkerepublikken som det ”nye Jerusalem”.
    Der kunne anføres et hav af eksempler på personer, som ukritisk enten direkte lovpriste eller forholdt sig tøvende og ukritisk til Mao’s ”røde” Kina.
    Ingen nævnt, ingen glemt.
    Jeg vil nøjes med et enkelt - efter min opfattelse slående - eksempel, hvorledes Mao og hans kinesiske stalinister formåede at sno erklærede marxister om sin lillefinger.
    Hvis der var forskel mellem Mao og hans læremester Stalin, var det Mao Zedongs evne til at manipulere med masserne - inklusive sine partikammerater. Mao var en mester i at iscenesætte og udføre sine manipulationer på en mere raffineret og sofistikeret måde end Stalin, hvis metoder var grove og plumpe.
    Mao tog aldrig direkte afstand fra Stalins metoder, men har lært utvivlsomt af hans ”fejltagelser”. Men i mangt og meget lignede de hinanden i deres magtudøvelse, som var nådesløs og umenneskelig.
    I en vis forstand fastholdt Mao stalinismen, da sovjetiske ”revisionister” under Khrustjov og efterfølgere omdefinerede den ”klassiske” stalinisme og gav afkald på ”klassekamp” og ”væbnet revolution” og i stedet gjorde sig til talsmænd for ”fredelig sameksistens” og ”verdensfred” med imperialismen. De sovjetiske ”revisionister” afveg fra den rette vej ved at erklære sig som tilhængere af en ”fredelig overgang til socialismen” via de borgerlige parlamenter.
    Stalinisterne i Peking kunne nu skælde de tidligere sovjetiske kammerater ud for ”revisionisme” og på den måde tage sig mere ”progressive” ud end Moskva-kommunisterne.
    Denne limpind hoppede mange på den yderste venstrefløj på udenfor Kina.
    De hæftede sig udelukkende ved de positive sider af det kinesiske samfund, som pegede i retning af socialisme: kollektivisering af godsejernes jorder og en mere ligelig fordeling af jord, men kendte ikke til eller nægtede at se de negative sider af det kinesiske samfund: millioner af døde i Maos vanvittige kampagne, det ”Store Spring Fremad”.
    I deres manglende forståelse af stalinismen skiftede store dele af venstrefløjen nu Kina ud med USSR som det ”forjættede” land.
    Mit eksempel på dette er følgende:
    I 1916 udvandrede en ung dansker til Amerikas Forenede Stater for at starte en ny tilværelse. Den unge mand, Arne Swabeck var fra starten med til at danne det amerikanske kommunistparti i 1919.
    Arne Swabeck var en flittig distriktsorganisator i partiet, opnåede medlemskab af partiets ledelse i 1925 og i brød i 1928 med partiets stalinistiske ledelse (Lovestone) og dannede den første trotskistiske organisation i USA, Communist League of America.
    Her blev han et af de ledende medlemmer og tog hele turen med gennem 1930’erne og 1940’erne. Arne Swabeck var ikke nogen stor teoretiker, men bidrog hyppigt med artikler i sin organisations blad, hvor han på agitatorisk vis kritiserede det ”staliniserede” amerikanske kommunistparti og det stalinistiske Komintern for arbejderklassen skæbnesvangre politik.
    Arne Swabeck var med andre ord en skolet trotskist og bidrog såvel teoretisk som praktisk til organisationens politik.
    De amerikanske trotskister var udsat for en enorm overvågning og forfølgelse dels fra det amerikanske Forbundspolitis side, dels udsat for infiltration og spionage fra Stalins efterretningsvæsener, som vanskeliggjorde deres arbejde.
    Efter 2. verdenskrig blev den trotskistiske bevægelse kastet ud i adskillige politiske og organisatoriske kriser og degenererede i nogen grad. Muligvis løb Arne Swabeck sur i det i løbet af 1950’erne og begyndte at fatte sympati for Maos Kina.
    Arne Swabeck foretog nu 180-graders vending og begyndte at forkaste sin gamle trotskistiske lærdom. Han roste de kinesiske folkekommuner som et forsøg på at højne produktiviteten i det tilbagestående kinesiske landbrug og han mente at det ville bidrage til at højne de kinesiske bondemassers politiske bevidsthed og så det som et skridt i socialistiske retning.
    Arne Swabeck gjorde nu vold på Trotskys teorier og forsøgte at spænde Mao Zedong for Trotskys vogn. Mao blev nu gjort til en genopstanden Trotsky og som en viderefører af Trotskys tese om ”permanent revolution”.
    Hvor Arne Swabecks amerikanske trotskistiske organisation Socialist Workers Party efter hans opfattelse bevægede sig mere og mere i reformistisk retning, så han nu Mao’s Kina som det ”forjættede” land.
    Arne Swabeck forsøgte at overtale SWP til at indtage en positiv holdning Maos Kina, men formåede ikke at overbevise et flertal.
    I frustration over SWPs manglende forståelse for det ”progressive” Kina dannede han en ”pro-kinesisk” fraktion i SWP.
    Selv for det i tiltagende grad reformistiske SWP blev det for meget og i 1967 valgte SWP at ekskludere Swabeck og nogle få andre.
    Arne Swabecks politiske udvikling var langt fra enestående, men er eklatant eksempel på, hvorledes titusinder (i Europa og USA) lod sig forføre af den snedige Mao Zedong og hans manipulatoriske tricks.
    Store dele af venstrefløjen burde tage Mao Zedongs opfordring om at øve kritik, efterfulgt af selvkritik op.











  • Var Stalin blot et "ondt" menneske?


    Boganmeldelse: Simon Sebag Montefiore: Unge Stalin. Borgen 2008.

    På dansk udkom i 2004 Montefiores biografi om Stalin fra 1878 og til hans død i 1953: Den Røde Zar og hans hof.
    I 2008 udkom så Montefiores biografi om den unge Stalin, hvor han udpensler Stalins ungdom frem til Oktoberrevolutionen i Rusland 1917.
    Montefiore er en 'gudbenådet' historiker, som helt klart holder af sit fag og som tager historiske kendsgerninger alvorligt.
    For Montefiore ligger ”djævlen i detaljen ” og han medtager mange detaljer, som ikke alle er lige relevante for forståelsen af personen Stalin.
    Men efter endt læsning, må man indrømme, at der tegner sig et temmelig klart billede af hvem Stalin var som person.
    Det er Montefiores klare opfattelse, at Stalins personlighedstræk i allerhøjeste grad er med til at tegne Stalin som politisk leder.
    Når man har læst begge hans oven for nævnte værker, danner man sig et klart indtryk af, hvem Stalin var som person og hvorledes han handlede som politisk aktivist og senere statsleder.
    Mens Montefiores stærke side er at kunne tegne et portræt af personen Stalin, kniber det mere med den politiske forståelse af ham som statsmand.
    Montefiore skriver i en ældgammel og klassisk borgerlig tradition, når ”store” personer skal biograferes. Vi får alt at vide om deres personlige liv, men forstår knap så meget af deres politiske virke. Den forståelse må vi hente andre steder, synes Montefiore at mene.
    Eller også er det bare udtryk for Montefiores historieopfattelse. Montefiore har blik for, at Stalins personlighed blev skabt i Zartidens Rusland og har således en forståelse for, at Stalin blev den han var som et produkt af sine helt specielle omgivelser: med en fordrukken og voldelig far og en dybt religiøs mor. En uafsluttet udannelse på et præsteseminarium osv.
    Stalin inkarnerer alt det som for en borgerlig intellektuel og højkulturel person som Sebag Montefiore ikke gør ham egnet til at indtage en høj stilling i et hvilket som helst samfund.
    Kun i kraft af historiens tilfældigheder bliver en ”outcast” som Stalin kastet op som partileder og statsmand.
    Montefiore har absolut ingen sympati eller medfølelse for Stalin som menneske. Stalin er helt igennem et ”slet” menneske, som kun har ”ondt” i sig. Denne mand har intet positivt udrettet i sit liv og er skyld i snesevis af millioner af menneskers liv.
    Rigtigt, der er absolut ingen grund til hverken at dække over eller forsøge at skjule Stalins mange uhyrlige forbrydelser, som det er blevet forsøgt gennem tiderne. Lad os få sandheden frem efter så mange års tavshed og fortielser, synes at være Montefiores motiv.
    Jeg kan kun være enig. Derimod deler jeg ikke Montefiores grundliggende anti-kommunistiske holdning, som jeg mener skygger for hans fulde forståelse for Stalin og stalinismen.
    Stalins vej til magten i det russiske socialdemokratiske Arbejderparti kan ikke kun forklares med hans usympatiske personlighedstræk. Stalins person dannes efter Montefiores opfattelse allerede i hans tidlige ungdom, som ifølge Montefiore bedst kan sammenlignes med en ungdomskriminel med politiske bagtanker. Stalins devise for resten af sit liv grundlægges her: hensigten helliger midler. Stalin kæmper i en højere sags tjeneste, selvom det ikke altid er til at få øje på. Han bevæger sig langt ud over god borgerlig moral politisk som i sit personlige liv. For Stalin er der tilsyneladende ikke langt mellem gemen kriminalitet og politisk aktivitet. Ofte er det ikke til at skelne hvad der er vigtigst for ham.
    Stalin benytter sig af fremgangsmåder som mere ligner en mafiosos end en politisk aktivist og militant på den yderste venstrefløj. Montefiores formål er at vise, at han i bund og grund har været kriminel i sin tankegang lige fra starten og at der går en lige linje og en rød tråd gennem hele hans liv fra start til slut.
    På denne måde kan Montefiore bedre forklare Stalins mange irrationelle handlinger senere i livet: hans hensynsløse kamp mod sine partifæller hans utallige udrensningsprocesser i 1930’erne osv.
    Det lykkes faktisk Montefiore at tegne et billede af en politisk gangster i svøb. Heller ikke Trotsky gik af vejen for at betegne Stalin som en hensynsløs gangster, som brugte mafiametoder til afpresning af sine politiske modstandere. Trotsky betegnede under skueprocesserne i 1930’erne Stalin som stående i spidsen for et gangstervælde. Indtil da havde han kaldt det stalinistiske bureaukrati for en aristokratisk klike af magttilranere, som ville undergrave revolutionen og afskaffe dens proletariske landvindinger.
    Forskellen mellem Montefiores syn på Stalin som et kynisk magtmenneske og Trotskys syn på Stalin som én som uretmæssigt havde tilranet sig magten i Riget var, at Trotsky ikke mente, at historien havde bestemt, at Stalin skulle tilrane sig magten i det bolsjevikiske parti og udmanøvrere alle sine indbildte og rigtige modstandere.
    For Trotsky var der intet deterministisk i historiens gang og Stalins kynisme var ikke prædestineret til at sejre over hans eget politiske klarsyn. På den anden side belønner historien ikke altid den, der har det ”korrekte” politiske standpunkt.
    Montefiores historiesyn synes at være, at det altid er den mest kyniske og magtliderlige som sejrer - uanset om man heder Katarina den Store eller Josef Stalin.
    For dialektiske materialister kan historien ikke fortolkes på en så simpel måde.
    Hvis man skal undersøge og forklare hvorfor Stalin kom til at spille en forholdsvis ledende rolle i det russisk socialdemokratiske Arbejderparti før Oktoberrevolutionen 1917 og i statsopbygningen i USSR kræver det i første omgang en specifik historisk undersøgelse af de økonomiske og politiske begivenheder i Europa umiddelbart op til, under og efter 1. verdenskrig og af udviklingen i den ny Sovjetstat efter 1917.
    Sådan en analyse leverer Montefiore ikke. Heller ikke i sin Stalin. Den røde zar og hans hof. Der er overladt til andre.

  • Kinesiske bønders glemte stemmer.

    Boganmeldelse.

    Zhou Xun: Forgotten Voices of Mao’s Great Famine, 1958-1962. Yale University Press. 2013

    Zhou Xun’s skriver om sig selv og sin familie, at hendes forældre ”lived through the most turbulent years under Mao, and my farther’s parents were purged and died because they were born to landlords families and had worked for the Nationalist government.” (p. 4)
    Zhou Xun forlod Kina i 1988 (p. 2) og fandt et nyt hjem i London. I foråret 2006 rejste hun sammen med sin bedstemor til sin fødeegn i den nordlige Sichuan- provins.
    Hun opsøgte provinsarkivet og blev chokeret: ”I was shocked by what I read there. Between 1958 and 1962, nearly 12 million people in Sichuan – the land of abundance [overflod] died of starvation.” I de næste 4 uger sad hun på arkivet og læste hemmelige dokumenter “full of horrific details about how people deliberately starved, tortured, and beaten to death, and how people had resorted to eating human flesh to stay alive.” (p. 3).
    “Today, however, returning to China leaves me feeling like a stranger. It seems like, that the China I grew up in is forever gone. Just as the old builidings have been torn down, so too the past has quickly been erased [min understregning]. What is presented in the museums corresponds little to what I experienced as a child.”
    På basis af sine arkivstudier udgav Zhou Xun i 2012 bogen “The Great Famine in China, 1958-1962: A Documentary History.” Yale University Press.
    I de næste 4 år fra 2006 og til 2010 rejste Zhou Xun rundt i 11 af Kinas provinser og indsamlede mundtlige vidnesbyrd fra ofrene fra sultkatastrofen.
    Mao Zedong og de kinesiske kommunister havde omtalt ”Den Store Spring Fremad” som ”a great powerful, prosperous and virtuous socialist state, ultimately a Communist society.” (p. 5).
    Zhou Xun siger om Mao Zedongs utopiske projekt: ”Like all utopian projects of the twentieth century, it was doomed to fail. It emphasized industrial development at the expense of agriculture, which led to a devastating famine throughout China that lasted more than three years, claiming millions of lives. It also led to a mass destruction of agriculture, industry, trade, and every aspect of human life, leaving part of the Chinese countryside scarred forever by man-made environmental disasters. To a large extent, the destruction of the Great Leap Forward continues to exercise an influence on everyday life in the countryside to this day.” (p. 5)
    Det økonomiske boom som kinesere i byerne har oplevet er endnu ikke nået ud på landet, som ikke har set megen forandring siden 1950’erne. Der en afgrundsdyb kløft mellem myndighedernes rosenrøde billede af forholdene på landet og det virkelige liv på landet. Et skønhedsmaleri som de lokale bønder ikke genkender. En bonde fra Yunan provinsen i siger i et af interview’ene: “We don’t see any of the prosperity, its all lies. The cadres [partikadrerne] get all the glory and put all the cash and rewards in their own pockets, but we get nothing. Things have not changed much.” (p. 8).
    I den seneste tid er der kommet en hel del bøger om den Store Sult - i som udenfor Kina, hvor historikere og journalister har haft adgang til kinesiske arkiver. Det gælder således Frank Dikötter: Mao’s Great Famine: China’s Most Devastating Catastrophe (2010). Men Zhou Xun’ Forgotten Voices (2012) er den første bog som giver de overlevende for sultkatastrofen stemme og som giver dem lejlighed til at ruske op i hukommelsen om Det Store Spring Fremad og den deraf følgende sultkatastrofe.
    Zhou Xun forklarer hvorfor: ”Firsthand historical accounts of the life of ordinary people in China either now or in the pasta re extremely rare. The reasons are simple. Under Mao [Zedong] archival scholarship were undervalued. In contemporary China official censorship makes the situation even worse [min understregning]. For these reasons, in general terms, the historical literature on modern and contemporary China needs far more primary sources and finished accounts. It is the biggest gap in the current literature on China. This work is the product of a pioneering approach to the writing of the history of the Peoples Republic of China through the use of new oral and archival evidence.”
    Zhou Xun har indledt dette gigantiske forsøg på at “genskrive” den Kinesiske Folkerepubliks historie, som er så fuld af officielle fortielser og forvrængninger.
    Zhou Xun udtrykker det på følgende måde: ”Unlike the history of Holocaust in Europe, in China there is no collective memory, no public monument, no museum, no remembrance day, and no mention of the Great Leap Forward under Mao in any school or history textbook.”
    Der er ingen officielle monumenter, ingen museer, ingen mindedage og ingen omtale af den store sultkatastrofe nogetsteds i Kina.
    Dagens magthavere ønsker ikke at delagtiggøre sin befolkning i partiets, folkets eller nationens historie. Hvad er det, som er så farligt ved historien og hvorfor er det så vigtigt for magthaverne at forholde befolkningen for oplysninger og viden om væsentlige begivenheder i Folkerepublikkens historie, kunne man spørge.
    Svaret er selvfølgelig, at hvis sandheden kommer frem, vil det gøre det vanskeligere for de kinesiske partibureaukrater at bevare magten.
    Ligesom der i Europa findes Holocaust-benægtere, som benægter koncentrationslejrene udslettelse af millioner af tyske og østeuropæiske jøder og politiske modstandere af nazismen m.fl. forsøger den officielle partihistorie at bortforklare sultkatastrofen, som et resultat af nogle uduelige partikadrer og embedsmænd på et lavere niveau, som i deres iver gik over stregen.
    Det værste ved hele miseren er måske ikke så meget den løgnagtige omgang med de historiske kendsgerninger, som at Mao Zedong og partiledelsen forsøgte at fremstille ”det Store Spring Fremad” som en succes og nægtede at indrømme, at det var et fejlslagent forsøg på at bringe Folkerepublikkens overvældende flertal af bønder ud af fattigdom.
    Mao Zedong narrede store dele af den politiske venstrefløj uden for Kina ved at bilde den ind, at omkalfatringen af det kinesiske landbrug i ”folkekommuner” var et skridt på vej til socialisme, ja endog til den rene og skinbarlige kommunisme. Mao Zedong sagde i en tale i 1958: ”Peoples Communes are big and they are public: Lots of people, a vast area of land, large scale of production [and] all activities are [performed] in a big way. [They] integrate government [administration] with commune [management] to establish collective canteens, eliminating private plots. Chickens, ducks and young trees in front of, and behind, the houses are still private. This of course, will not exist in the future… With a surplus of grain we can implement the supply system…
    In ten years time commodities will abundant, the standard of morale will be high. We can start Communism with food, clothing and housing. With free food in the collective canteen, that’s Communism.“ (Mao Zedong, at Beidahe Conference, August 19 & 21, 1958).
    Mao’s forudsigelser kunne ikke være længere fra virkeligheden. Folkekommunerne blev ikke den forventede succes, hvor landbrugets produktivitet steg og hvor bøndernes fællesskabsfølelse voksede og beredte vejen til socialisme - også hos bønderne.
    Zhou Xun’s gengivelse af nogle af de 100 interview, som hun har lavet med nogle af ofrene for sultkatastrofen - er et lang og stort dementi af den succeshistorie som Mao fremmalede i sine taler.
    De mange interviewofres jordnære og barske fortællinger om deres vanskæbne på landet i Kina rejser spørgsmålet om hele eksperimentets karakter.
    Mao Zedong have en klippefast tro på at nøglen til en industrialisering af det industrielt tilbagestående Kina var landbruget. Landbruget og produktionen af fødevarer var kilden til rigdom.
    Ambitiøse mål for industrien blev sat op. Produktionen af stål og bomuld skulle mangedobles i en hæsblæsende fart.
    Mao’s slogan syntes at være: ”Man kan, hvad man vil!” Det kan godt være, at Kina er et tilbagestående landbrugsland. Men i kraft af sit store befolkningstal og bøndernes store arbejdsindsats vil det lykkes at industrialisere Kina i et hidtil uset lyntempo.
    Det som Vesten havde brugt århundreder på og som USSR havde brug årtier på at nå, kunne Folkerepublikken indhente på nogle få år ved en ihærdig arbejdsindsats af kinesiske bønder og arbejdere.
    5-årsplanerne produktionsmål syntes at være den eneste målestok og succeskriterium for Mao Zedong og partiledelsen.
    Vejen til målet syntes at være i bedste fald underordnet i værste fald ligegyldig. De menneskelige konsekvenser syntes intet at betyde for Mao Zedong og de øvrige partiledere.
    Mao fremstillede oprettelsen af ”folkekommuner” som en progressiv foranstaltning, som ville skabe et større sammenhold blandt bønderne og ikke mindst skabe begejstring om Mao Zedongs projekt.
    Det som i Mao’s øjne var et skridt i retning af socialisme, viste sig i praksis at være et skridt i den gale retning - væk fra socialisme.
    Selvom Mao Zedong i teorien gik ind for ”selvkritik” øvede han den stort aldrig over for sig selv. Han krævede den kun af andre, når de tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved hans skæbnesvangre politik. Det gjaldt også nære partikammerater som Chou Enlai og Deng Hsiao Peng, som med mellemrum blev lagt på is af partiets ”store rorgænger”.
    I 2016 er det 40 år siden Mao Zedong døde (1986). For de fleste yngre kinesere, som er vokset op efter Den Store Proletariske Kulturrevolution i 1966-1968 og efter oprøret på Den Himmelske Freds Plads i 1989 og som ikke bliver bekendtgjort med Folkerepublikkens historie i skoler og på universiteter er MaoZedong nok kun et ikon, et symbol, en landsfader, som ingen kender rigtigt til. Lidt på samme måde som Kemal Atatürk i Tyrkiet Hans portrætter ses stadig på offentlige bygninger, han er afbildet på landets pengesedler og hans person hædres stadig af partitoppen ved højtidelige lejligheder. Men reelt ved ikke mange kinesere, hvem den historiske Mao Zedong var og hvad han og hans parti udrettede.
    Kun hvis frie og uafhængige forskere som Zhou Xun får lejlighed til og mulighed for at få adgang til partiets og myndighedernes arkiver vil det blive muligt at skrive en historie som ikke er forvansket og fordrejet, som den officielle partihistorie.
    Zhou Xuns bog om sultofrene fra den store sultkatastrofe i Kina fra 1958-1962 er et vigtigt bidrag til en sådan begyndende alternativ historieskrivning, som er baseret på endnu levende menneskers historiske erindringer.

Kim Kristensen: Søren Søndergård. Professionel revolutionær. Informations Forlag. 2015.

Kim Kristensens biografi om Søren Søndergård fortæller os, at hovedpersonen i sin ungdom var oprigtigt optændt af revolutionære idealer. Al ære og respekt for det.

Men hvordan det gik til, at han i dag har forladt sin ungdoms revolutionære marxistiske idealer, det giver bogen kun indirekte et svar på.

Søren valgte rigtigt, da han valgte (en del af) den trotskistiske bevægelse som sit udgangspunkt for at ville ændre verden til det bedre, et socialistisk samfund.

Den trotskistiske verdensbevægelse byggede på sunde og rigtige principper. Trotskys analyse af det stalinistiske bureaukratis og Sovjet-Rusland degeneration var i det store og hele korrekt, om end ikke indiskutabel.

Bevægelsens analyse af omvæltningerne i Østeuropa efter 2. verdenskrig skabte usikkerhed og forvirring i bevægelsen. Den kinesiske revolution 1949 og Fidel Castros magtovertagelse i 1959 skabte endnu større forvirring og splittelse blandt verdens trotskister.

Men alt i alt var den trotskistiske bevægelse det mest konstruktive og positive på den yderste venstrefløj på det tidspunkt, hvor Søren Søndergård skulle finde sine ben at stå på.

Selvom Trotskys udgangspunkt i det store og hele var rigtigt, lykkedes det ikke hans efterkommere at forvalte arven efter ham ordentligt. Den trotskistiske bevægelse degenererede ligesom den øvrige arbejderbevægelse i reformisme og stalinisme. Den formåede ikke at holde sig fri af den herskende klasses herskende tanker.

Små grupper af trotskister endte som politiske sekter og var stort set uden politisk indflydelse nogetsteds. Denne politiske isolation fører i længden enten til sekterisme eller venstreradikalisme eller til det tilsyneladende modsatte opportunisme og tilpasning til reformisme og stalinisme eller post-stalinisme.

Løsningen på den trotskistiske bevægelses politiske og organisatoriske krise ligger ikke i tilpasning til demokratisk socialisme, reformisme eller småborgerlig nationalisme som i den danske Enhedsliste, men i fastholdelse i hovedretningslinjerne i Trotskys revolutionære marxisme.

Det er nok ikke muligt således at rulle sit politiske liv tilbage, når man som Søren Søndergård har taget skridtet i retning af reformisme og parlamentarisme. Men et spinkelt håb, har man vel lov at have?       

 

John Pepper- en af Kominterns "grå eminencer".

Pogány var en fremragende agitator. Her formodentlig under den ungarske Rådsrepublik 1920.

Boganmeldelse: Thomas Sakmyster: A Communist Odyssey. The Life of József Pogány/John Pepper. CEU Press. 2012.

 John Pepper alias Josef Pogany (1886-1938) endte sine dage på samme måde som de mange millioner, som blev ofre for Stalins terror i 1930’erne, nemlig med et nakkeskud i 1938.

Denne tragiske død var så meget mere tragisk som Pogany blev et offer for den bevægelse, som han selv var en del fra 1920.

Pogany tilhørte den generation af unge som blev født før forrige århundredskifte (1800) og hvis politiske bevidsthed blev vakt under 1. verdenskrig.

For Poganys vedkommende blev rejsen mod livets ende en lang og trang vej med mange forhindringer undervejs. Poganys væsen og natur gjorde ikke hans vej let og ubesværet. Han skulle igennem mange kampe. Men han tog de fleste af disse i stiv arm.

Poganys sluttede sig ikke helhjertet til den kommunistiske bevægelse, som opstod i kølvandet på den russiske Oktoberrevolution 1917.

Først ad en omvej over den ungarske Socialdemokrati og som Folkekommissær for Krig under den ungarske Rådsrepublik i 1920 endte Poganys ovre i bolsjevikkernes lejr.

Forinden havde han udtrykt sig i begejstrede vendinger om den østrigske hærs heroiske kamp mod Zardømmet under 1. verdenskrig. Måske som et udslag af hans angst for den politiske censur i Østrig-Ungarn.

Hans generalieblad var altså ikke helt rent da han lod sig udnævne til Folkekommissær for krig under den kortvarige ungarske Rådsrepublik. Heller ikke som Folkekommissær lykkedes det Pogany at undgå at lægge sig ud med sine to kommunistiske vicekommissærer, da kommunisten Bela Kun afsatte ham.

Pogany måtte flygte til nabolandet Østrig, da Rådsrepublikken måtte give fortabt overfor invasionsstyrker fra Tjekkiet og Rumænien.

Her blev Pogany af de østrigske myndigheder indkvarteret i et nedlagt slot, mens de kommunistiske flygtninge måtte værge sig mod agenter for admiral Horthys diktatur i Ungarn.

I forbindelse med fredslutningen mellem Østrig-Ungarn og Rusland blev Pogany udvekslet som krigsfange med russiske krigsfanger og endte således hos Komintern i Moskva.

Her indledte Pogany så sin karriere som funktionær i Komintern, som skulle blive hans arbejdsgiver i de næste 16 år indtil sin død i 1938.

Poganys karriere i den kommunistiske bevægelse er ikke nogen solstråle-historie. Få har som Pogany har haft så mange fjender som han. Selv ikke hans kone havde rosende ord til overs for ham: han var indbildsk og så ned på folk, som ikke havde samme høje uddannelsesniveau som han selv.

Pogany fik aldrig rettet op på dette skudsmål. Få er som han blevet skældt så meget ud i den kommunistiske bevægelse som han.

Få har indlagt sig færre fortjenester end han. Hvorfor skrive en biografi om denne helt igennem usympatiske mand, Josef Pogany?

Fordi hans historie og hans tid i Komintern og som udsendt til det amerikanske kommunistparti kan være lærerigt for alle, som studerer denne bevægelses historie.

Hvad er så vigtigst i hans historie? Er det hans mange nederlag og hans mange politiske fejltrin? Ja, såmænd. Lad os tage ved lære af Poganys mange fejltrin, så vi ikke gentager dem. Det er mit fromme håb.

Hvorfor tog Pogany så grueligt fejl. Fordi han som alle andre var et produkt af sin tid og fordi han som alle andre havde et begrænset intellekt og begrænsede personlige egenskaber.

Hvad var hans største fejl? Måske hans fanden-i-voldske indbildskhed og alt for livlige fantasi, som ofte førte ham ud i vanvittige forehavender - ofte til stor ulempe for ham selv.

Skulle have han været forblevet socialdemokrat i stedet for kommunist? Måske. Meget kan siges om Pepper, men ideologisk afklaret blev han aldrig. Opportunisme var det gennemgående træk hos ham. Hans tilpasningsevne var enorm - og for stor. Trotsky betegnede ham som en ”parasit” på den kommunistiske bevægelse, hvilket ikke er helt forkert. Den amerikanske trotskist James P. Cannon betegnede ham som en ”politisk charlatan”, hvilket heller ikke er forkert.

Pogany var på mange måder fuldstændig principløs og opportunistisk i sin grundholdning. Hans politiske kompas var som en vejrhane, den svingede efter vindens blæsen.

Efter sine to første eklatante fiasko’er i Ungarn 1920 og i Tyskland i marts 1921 ville Komintern ikke længere vide af ham og ledte efter et ”sikkert sted” at anbringe ham. Det blev så helt tilfældigt Amerikas Forenede Stater, hvor han aldrig havde været og ikke talte sproget. Det var ingen hindring for den energiske og udadvendte Pogany. Nu skulle han vise sin arbejdsgiver i Moskva, Komintern, at han kunne opbygge et rigtigt kommunistparti i ”løvens hule”, i kapitalismens centrum.

Pogany eller John Pepper som han kaldte sig i USA opførte sig som den berømte ”elefant i glasbutikken”. Hans betydning for det spæde amerikanske kommunistparti blev af samtiden vurderet vidt forskelligt. Hans tilhængere (Ruthenberg og Lovestone) satte ham højt, mens hans modstandere (Forster og Cannon) bandede ham langt væk.

Han skabte langt fra klarhed om partiets politik. Det gjaldt især i spørgsmålet om enhedsfrontpolitik, hvor det aldrig lykkedes partiet at finde sine egne ben. Det hjalp heller ikke, at der ikke blandt de sovjetiske ledere og i Komintern var konsensus om, hvorledes den skulle praktiseres. Ikke mindst af den grund blev den en fiasko i USA og bragte ikke partiet et skridt videre.

Magtkampen i Komintern og i det sovjetiske parti stod i vejen for partiets udviklingsmuligheder: Var det Zinovievs eller Trotskys linje, som skulle følges? Pepper foretrak så afgjort Zinovievs. Pepper knyttede sig i den grad til lederen af Komintern, først Zinoviev, senere Bukharin - så hans politiske skæbne var bundet til disse frontfigurer.

Da disse blev udmanøvreret af Stalin var hans politiske skæbne afgjort. Pepper klyngede sig forgæves til Bukharin, længe efter at Stalin havde droppet ham. Lovestone var mere pragmatisk end Pepper (!) og forsøgte til det sidste at formilde Stalin, hvad der ikke lykkedes ham.

Peppers endeligt var tragisk, men i en vis forstand logisk nok. Hans pragmatisme, ja ligefrem grundlæggende opportunisme bandt ham til Stalins kursskifter, men det var ikke nok til at redde ham fra undergang. Selvom han først blev udelukket fra Komintern og derefter ”genindsat” som medlem af det sovjetiske kommunistparti som Komintern-funktionær i 1932, henlevede han de sidste år af sit liv som en knækket og skuffet mand.

I 1938 ramte Stalins lange arm ham og han og hans kone Irén Czobel blev arresteret og sat i et af NKVD’s fængsler. Pepper blev straks henrettet af NKVD 8. februar 1938, mens hans kone først slap ud af den tvangsarbejdslejr, som NKVD havde anbragt hende i i 1946. Først i 1956 fik John Pepper-Pogany genoprejsning af den sovjetiske Højesterets militære kollegium.

Samme år som USSR invaderede Ungarn og med tanks nedkæmpede en ungarsk opstand.   

             

            

 

 

11. september 1973 foretog det chilenske militær et kup mod den demokratiske præsident Allende. Har vi lært noget?

"Anti-riot" politi sprøjter med vandkanoner mod demonstranter foran Moneda-paladset i Santiago, Chile 11. august 2011.

Boganmeldelse. Morten Lassen: Kuppet i Chile og den danske venstrefløj. Informations Forlag. 2015.

 

Lad det være sagt med det samme. Jeg hilser det velkommen, at Morten Lassen har sat sig for at ville undersøge den danske venstrefløjs tolkning af Pinochets militære kup i Chile i september 1973 og det solidaritetsarbejde, som venstrefløjen udfoldede i tiden efter kuppet.

Derimod stiller jeg mig skeptisk overfor Morten Lassens grundsynspunkt som synes at være, at hvis blot præsident Allende af de politiske yderfløje havde fået lov til at fuldføre sin mission som leder af Unidad Popular, ville hans ”eksperiment” være lykkedes.

Morten Lassen synes at mene, at det ideelle ville have været, hvis Allende havde været i stand til at skabe et funktionelt og levedygtigt borgerlig demokrati, så ville den hellige grav være vel forvaret.

Morten Lassen sætter sig for at ville ”afmystificere” venstrefløjens mytologi omkring Pinochets kup og dens glorificering af Unidad Popular og Allende.

Så vidt, så godt.

Men i stedet for at ”afmystificere” eksisterende myter på venstrefløjen, erstatter Morten Lassen dem blot med andre, lige så fejlagtige myter.

Således undlader Morten Lassen at orientere sine læsere om, hvem Allende egentlig var. Hvilken politisk fortid havde han? Sprang han bare ind på scenen som en deus ex machina, som med en magisk trylleformular: ”Unidad Popular!” - ville ”frelse” det chilenske folk?

Allende var ikke andet og mere end en latinamerikansk socialdemokrat, som gennem årtier havde forsøgt at blive valgt som præsident i Chile.

Allende havde bl.a. en fortid som sundhedsminister i en borgerlig-liberal regering 1939-1942 og havde adskillige gange forsøgt sig som præsidentkandidat i 1952, 1958 og 1964 - ofte med støtte fra det chilenske kommunistparti som støtte.

Allende var således ikke marxist i traditionel forstand, men en venstreorienteret borgerlig politiker, som tilstræbte magt indenfor den borgerlige stats rammer. Han ønskede under ingen omstændigheder at omkalfatre det chilenske samfund i socialistisk retning.

Lassen går ikke langt tilbage i tid, når han skal beskrive og forklare Allendes Unidad Popular og dens politik. Det burde han have gjort. Så havde han fundet det kodeord, som forklarer Unidad Populars politik: folkefrontsstrategi.

Denne politik har sin rod i Kominterns (Kommunistisk Internationale) forhistorie fra før 2. verdenskrig. Under indtryk af den stigende fascisme og nazisme i Europa, fik Stalin den ide, at hovedfjenden nu pludselig ikke var klasseforræderne i Socialdemokratiet, men rent faktisk den mest reaktionære og fascistiske del af borgerskabet.

Derfor gjaldt det nu om for Komintern at danne ”anti-fascistiske” folkefronter mod storkapitalen og dens monopoler. Fra 1934 og fremefter blev det Kominterns officielle politik og har været lige siden.

Allendes Unidad Popular var blot en udløber af denne folkefrontspolitik, som har været praktiseret lige siden af stalinister over hele verden.

Det chilenske kommunistparti havde siden 1930’erne støttet Allende i koalitionsregeringer og ved præsidentvalg. Der var altså intet nyt i det chilenske kommunistpartis støtte til Allende i Unidad Popular ved valget i 1970.  

For Unidad Popular var hovedfjenden ikke det chilenske borgerskab og småborgerskab med den (fortrinsvis udenlandske) monopolkapital. Hvis Unidad Popular kunne stække monopolkapitalen, kunne den indføre et ”folkeligt demokrati”, ikke socialisme.

Det lykkedes som bekendt ikke - heller ikke denne gang fristes man til at sige. Indtil nu har historien ikke udvist eksempler på, at det er lykkedes folkefronter at gennemføre store samfundsmæssige ændringer, fordi de altid har holdt sig inden for rammerne af det bestående kapitalistiske samfund.    

I disse fronter har kommunistpartierne ofte spillet rollen som de mest reaktionære, som for alt i verden ikke ønskede at provokere storborgerskabet eller småborgerskabet og skræmme sidstnævnte over i fascismens lejr.

Skoleeksemplet er den spanske Republik 1936-1939 hvor de spanske stalinister spillede en helt igennem kontrarevolutionær rolle ved at modarbejde en bevæbning af arbejderklassen og afvæbne de folkelige militser.

Den chilenske Unidad Popular var således blot endnu et forsøg på at genopføre en forestilling, som på forhånd var dømt til at mislykkes og som ville lede masserne på vildspor.

I modsætning til de herskende klasser i Chile tog Allende og hans støtter ikke ved lære af historien og kom til at bøde for dette. Det kunne for så vidt være lige meget, hvis ikke det havde betydet et alvorligt nederlag for den arbejdende befolkning i Chile, som det indtil videre har taget årtier at komme sig over.    

Mens Lassen politisk fejlvurderer Allende og Unidad Popular, har han mere held med sin anden del af bogen. Dels sin afdækning af det danske solidaritetsarbejde med ofrene for Pinochets terror og hans udmærkede redegørelse for tiden efter Pinochets kup og efter hans politiske afgang.

 

Solidaritet med Chile på den danske venstrefløj.

Ikke overraskende var den danske venstrefløj lige så forvirret som venstrefløjen i Chile. Solidaritetsarbejdet i Danmark afspejlede i nogen grad de forskellige holdninger i partierne bag Unidad Popular.

De danske stalinister i DKP gav Allende helgenstatus, fordi han lod sig bruge i deres spil. Andre kræfter på den ”yderste” venstrefløj var mere skeptiske.

For Pinochets var ’alle katte grå’. Han skelnede ikke mellem reformister, stalinister og revolutionære marxister. Alle var de ”marxister” og de skulle fysisk udryddes.

Lassen roser den DKP-styrede Salvador Allende komite (DKP) for at koncentrere sig om det praktiske hjælpearbejde med at få fangerne ud af fængslerne og støtte dem økonomisk. Den anden organisation Chile Komiteen kritiseres for endeløse teoretiske diskussioner ’om det rette vej til socialismen’.    

Som det bør fremgår af ovenstående var det ikke helt uvæsentlig at diskutere om Unidad Popular var den rette vej til socialismen.

Lassen har interviewet en række aktivister fra solidaritetskomiteerne, hvilket er bogen største fortjeneste. Flere i Chile Komiteen tager i dag afstand fra de revolutionære marxistiske synspunkter, som de havde den gang.

Visse grupperinger på den yderste venstrefløj havde sympati for organisationen MIR (Movimiento Izguerda Revolutionario). Denne organisation havde ikke nogen klar politik overfor Unidad Popular.

MIR var udsprunget af sympati for den cubanske revolution 1959 og var tilhænger af en guerillakrigs-strategi i Chile. Af uransagelige årsager valgte MIR at stille et antal bevæbnede medlemmer til rådighed for Allende som hans livvagt. MIR havde samme uafklarede forhold til Unidad Popular som den spanske revolutionære marxistiske organisation POUM under den spanske Republik.

Trotsky betegnede POUM som ”centristisk”, politisk befandt det sig mellem reform (støtte til en klassesamarbejdende antimonopolistisk folkefront) og revolution.

Hvor uafklaret den danske venstrefløj var på dette tidspunkt, vidner en lille hændelse om fra den gang. Det venstreorienterede ”progressive” bogforlag Modtryk havde indvilliget i at udgive en bog på dansk (som skulle oversættes fra engelsk) af - Helios Prieto: Chile: The Gorillas are among Us. Pluto Press. 1974. Efter nogen tids tøven afviste forlaget i efteråret 1974 at udgive en oversættelse med den begrundelse at den var for ”sekterisk” (!). Bogen udkom aldrig på dansk.    

Lassens sidste afsnit om det manglende opgør med Pinochet og hans folk bevidner på bedste vis, at det borgerlige demokrati ikke er særligt stærkt og ikke har formået at gøre op med Pinochet - hverken juridisk eller politisk.

 

 

 

 

De "hvide" mod de "røde". Danske frivillige i kamp mod bolsjevismen i Nord-Rusland 1920.

For næsten 100 år siden drog danske frivillige i krig mod bolsjevismen i Rusland.

Boganmeldelse.

Michael Clemmesen og Bernadette Preben-Hansen: Bondefanget til borgerkrigen. Syddansk Universitetsforlag. 2015.

Sidste år udkom en bog på forlaget Gyldendal om frivillige danskere som deltog på ”hvid” side i den finske borgerkrig 1918, skrevet af Jacob Eberhardt: Den blodrøde flod. Danske øjenvidner til den finske borgerkrig.

Nu har pensioneret brigadegeneral og historiker Michael Clemmesen sammen med kandidat i middelalderfilologi Bernadette Preben-Hansen udgivet en bog om danske frivillige, som på ”hvid” side deltog i interventionskrigen mod det bolsjevikiske Rusland i 1920.

I bogens bagsidetekst slås forfatternes hovedsynspunkt an:

Verdensrevolutionen, som Lenin og bolsjevikkerne stræbte efter, blev som en trussel mod civilisationen [?]. Nogle [hvem?] anbefalede et væbnet indgreb mod bolsjevikkerne i Rusland. I Danmark var regeringen [en radikal Venstre mindretalsregering] lammet af hensynet til sit socialdemokratiske støtteparti. Men private rekrutterede til frivillige korps. Mange unge var motiveret af eventyrlyst og social nød. …

Her fortælles for første gang historien om de danske frivillige, der sent i 1919 rejste til Nordrusland. …

Korpset til Nordrusland blev samlet af en mand [Victor Anton Palludan], som med god grund var kasseret som officer. Det gik grueligt galt.”

I bogens indledning hedder det: ”At danskere går i fremmed krigstjeneste drevet af eventyrlyst og engagement i en eller begge sider af ideologiske konflikter, er ikke noget nyt, uanset at dagspressen hver gang umiddelbart synes at opfatte det sådant. Dengang som nu var det ud over eventyrlysten kampen for og imod en civilisationsafvisende [?] utopisk ideologi, der nærede deltagelsen. Hvor det nu er ”kalifatet” om kampen om Ukraines fremtid var det for små hundrede år siden ”verdensrevolutionen”. Det bolsjevikiske ”Rådsrusland” svarer til ”Islamisk Stat”.

Selvom Clemmesens og Preben-Hansens bog lider af ideologisk slagside med kraftig hældning til ”hvid” side i de allierede magters interventionskrige mod det bolsjevikiske Rusland dokumenterer de på grundig vis de danske frivilliges motiver og baggrunde for at melde sig som frivillig i en krig mod det bolsjevikiske Rusland. 

Ligesom de danske deltagere i klassekrigen i Finland i 1918 mellem ”røde” (assisteret af det bolsjevikiske Rusland) og ”hvide” finner (godt hjulpet af tropper fra kejser Wilhelms tyske hær) var de danske deltagere i det antibolsjevikiske felttog anti-kommunister, som var parate til at sætte deres liv på spil i et opgør, som skulle tvinge bolsjevikkerne i knæ.

Det som Clemmesen og Preben-Hansen betegner som en ”civilisationsafvisende og på en utopisk ideologi” hvilende samfundsform udgjorde i deres øjne en trussel mod det omkringliggende og verdensomspændende kapitalistiske samfund, som netop havde overstået 1. verdenskrig.

Taberne var de to europæiske monarkier, Østrig-Ungarn og Tyskland. Vinderne Zar-Rusland, England, USA og Frankrig.

For de imperialistiske sejrherrer USA, England og Frankrig var det an alvorlig streg i regningen, at det lykkedes de russiske bolsjevikker at erobre magten i Rusland og omstyrte et halv-feudalt og autokratisk regime som Zarriget var - og i stedet skabe verdens første og hidtil eneste socialistiske Rådsrepublik.

Tiden umiddelbart efter 1. verdenskrig var præget af stor tumult og af store samfundsomvæltninger. De to store gamle monarkier Østrig-Ungarn og Kejser-Tyskland brød sammen og i Tyskland udbrød der opstande, som truede med at omstyrte det bestående samfund og indføre en socialistisk rådsrepublik (Novemberrevolutionen 1918).

Takket være højrefløjen i Det tyske Socialdemokrati lykkedes det for borgerskabet og kapitalen at nedkæmpe den væbnede opstand og udmanøvrere rådene og deres indflydelse.

Også Danmark var præget af optøjer og sociale uroligheder, hvor datidens syndikalister udfordrede den siddende radikale Venstre mindretalsregering (støttet af Socialdemokratiet).

Meget mod sin vilje måtte Stauning gå med til at true med generalstrejke under en regeringskrise i april 1920.

Tiden var dybt præget af ideologiske skillelinjer. Socialdemokratiet var trængt af kræfter til venstre for partiet, dels af partiets antimilitaristiske ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdoms Forbund og af kræfter, som ønskede at bryde med partiets højrefløj.

Borgerskabet og kapitalen var skræmt ved tanken om ”russiske” og ”tyske” tilstande i Danmark og var parat til at gøre alt for at forhindre, at den revolutionære stemning bredte sig til hjemlandet.

Danmark havde ikke bekendt kulør i forhold til Kejser-Tyskland og havde formået at holde sig uden for krigen. De værnepligtige holdtes i beredskab i den såkaldte Sikringsstyrke og blev mobiliseret for at forsvare fædrelandet i det tilfælde at landet blev inddraget i krigen.

Dette var imidlertid ikke nok for de mest kampivrige på højrefløjen, som mente, at de måtte tage sagen i egen hånd og udrette noget, for at deres fædreland ikke skulle havne i hænderne på klassefjenden, socialisterne.

Nogle af disse kampivrige og eventyrlystne unge mænd havde en mere eller mindre nødtørftig militær uddannelse. Ikke alle havde gjort sig lige heldigt bemærket under deres militære uddannelse og havde fået anmærkninger i deres militære skudsmålsbøger.

Flere af disse yngre mænd var ligefrem af deres overordnede blevet erklæret uegnede til en karriere som befalingsmænd og søgte derfor nye veje udenfor det nationale forsvar.

Her kunne de forene deres idealistiske og anti-kommunistiske engagement med et ønske om at revanchere sig - på krigsskuepladsen.

Interventionskrigene mod det bolsjevikiske Rusland bød sig til som en særlig lejlighed, hvor de kunne vise deres værd og få oprejsning for deres krænkede soldaterære.

Clemmesen er pensioneret brigadegeneral med et førstehåndskendskab til det danske militær. Som historiker er han dykket dybt ned i militærets egne arkiver og i Rigsarkivets personarkiver og fundet meget materiale om de to nøglepersoner (Palludan og Ditzel), som stod for rekruttering og ledelse af de frivillige.

Vi kommer her tæt på nogle af de frivillige og deres - i flere tilfælde - ulykkelige skæbne. Flere af dem led af alvorlige personlige problemer, psykisk sygdom og alkoholisme, som i alvorlig grad hæmmede deres dømmekræft.

Forehavendet med at hjælpe de ”hvide” russiske generaler og hære, som bekæmpede de ”røde” bolsjevikiske tropper mislykkedes stort set og det var meget begrænser, hvad de fik udrettet.

Dette dokumenteres og erkendes klart af forfatterne, selvom Clemmesen ikke kan skjule en vis form for sympati for det grundlæggende i deres forehavende: at bekæmpe bolsjevismen, som ”civilsationshæmmende” og som en ”utopisk ideologi”.

Bogens afsluttende sammenfatning på engelsk udgør en glimrende resumé af bogens indhold, hvor også datidens stormagtspolitiske forhold er medtaget.      

   

               

 

Børn af stalinismen.

Franco sejrede i den spanske borgerkrig ikke kun fordi Republikken ikke blev støttet af andre end Sovjetunionen, men også fordi Stalin og Komintern førte en klassesamarbejdende "folkefrontspolitik".

Boganmeldelse.

Scherfig m.fl.: Brødrene Nielsen: Breve fra den spanske borgerkrig. Forlaget Nemo. 2014.

 

Børn af stalinismen.

Forlaget Nemo udgav i 2014 en samling af breve skrevet af 3 brødre, som alle deltog i den spanske borgerkrig på republikansk side.

Hvorfor har forfatterne til udgivelsen af disse breve fundet det nødvendigt at publicere disse breve, som alt i alt ikke føjer væsentligt nyt til vor viden om den spanske borgerkrig?

Øjensynligt fordi forfatterne dyrker en særlig form for stalinistisk nostalgi. For brevenes indhold bestyrker angiveligt i den grad forfatternes egen stalinisme, som kommer til udtryk i deres ledsagende kommentarer.

Som sagt føjer brødrenes breve ikke noget nyt til vor viden om det stalinistiske synspunkt på den spanske borgerkrig, som ikke lige så godt kunne hentes i andre erindringsbøger skrevet af Spaniens-frivillige.

Brødrenes breve er skrevet i al hast, øjebliksbestemte og indeholder ikke de store refleksioner over den borgerkrig, som de er deltagere i.

Der er stort set ingen politiske overvejelser ud over, at de sætter deres liv på spil i kampen mod fascismen.

Forfatterne synes at mene, at dette i sig selv er prisværdigt og sætter ikke spørgsmålstegn ved deres motiver eller politiske overbevisning, som de helt åbenbart deler.

I forfatternes kommentarer til deres kildemateriale (brevene) henviser de til en række andre fremstillinger af den spanske borgerkrig, som de dog ikke forholder sig til i deres ledsagende kommentarer mellem brevene.

Forfatterne deler helt åbenbart de brevskrivendes heroiserende og glorificerende opfattelse af de Internationale Brigaders heltemodige indsats i borgerkrigen.

Forfatterne kritiserer ej heller ikke Sovjetunionens udenrigspolitik og fremstiller de Internationale Brigaders medvirken på republikansk side som en afgørende forudsætning for, at krigens afgørelse trak ud.  

Forfatternes firkantede modstilling af borgerligt demokrati og fascisme understøtter brevskrivernes selvforståelse og bekræfter deres eget stalinistiske standpunkt.

Den spanske borgerkrig var netop ikke et spørgsmål om demokrati kontra fascisme, som Stalin og Komintern fremstillede den som.

For Stalin og Komintern stod revolutionen ikke på dagsordenen. Men kun et spørgsmål om at bevare magtbalancen mellem demokrati og fascisme i Europa.

Den spanske borgerkrig skulle ikke føre til en socialistisk revolution, som ønsket af trotskister og de oppositionelle kommunister i organisationen POUM, som fejlagtigt angivet af forfatterne ikke var trotskistisk.

Læren af nederlaget for den spanske republik var og er stadig, at Stalin og Komintern aktivt modarbejdede de kræfter i arbejderbevægelsen (anarkister, syndikalister og trotskister) som ønskede at gå længere end forsvaret af den borgerlige republik.

Kominterns agenter, det hemmelige politi (NKVD) intervenerede på det kraftigste i Spanien for at hindre de revolutionære marxister, anarkister og syndikalister i at danne arbejdermilitser, kollektivisere jorden og danne arbejderråd på fabrikker og kontorer.

Ja Kominterns stalinistiske agenter assisteret af det hemmelige politi (NKVD) gik endog ikke af vejen for fysisk at likvidere sine politiske rivaler i FAI, CNT og POUM.

Stalin, Komintern og de lokale stalinister i PCE og PSUC begik det fuldendte forræderi mod den spanske arbejderklasse, som endte med general Francos sejr i borgerkrigen og med årtiers økonomisk armod og politisk undertrykkelse.

Dette nederlag skyldtes ikke bare de engelske og franske imperialisters ikke-interventionspolitik og Hitlers og Mussolinis støtte til general Francos borgerkrigstropper, men også stalinisternes verdensomspændende kontrarevolutionære politik.

Denne synsvinkel kommer slet ikke til udtryk i den anmeldte bog, som i stedet kolporterer en gang stalinistisk nostalgi.

Der er ingen grund til at heroisere og glorificere ’proletariske helte’, som mere eller mindre bevidst og reflekteret stillede sig rådighed for en kontrarevolutionær politik, som forfatterne gør.

 

Venstrefløjens manglende opgør med sin egen fortid.

Hvis ikke venstrefløjen før eller siden gør op med sin heltedyrkelse og begynder at forholde sig kritisk til sin egen historie, vil den for altid have mistet sin troværdighed, når den ikke er i stand at skrive historie på en vederhæftig måde.

Det er pinligt for venstrefløjen, at skulle henvise læsere til borgerlige fremstillinger, som giver et mere vederhæftigt billede af den spanske borgerkrig som f.eks. Anthony Beevor: Den spanske borgerkrig. Borgen. 2006.

For revolutionære marxister henvises til den hidtil bedste fremstilling skrevet i 1938 af

Felix Morrow: Spanien 1931-1937. Revolution och kontrarevolution. Röda Rummet. Stockholm. 1976.

Eller Trotsky: The Spanish Revolution (1939-39). Pathfinder Press. 1973.

For læsere, som ønsker at vide mere om brødrenes deltagelse i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig henvises til:

Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-1945. Frihedsmuseets Venners Forlag. København 1997.

Morten Thing: Portræt af en sabotagegruppe. BOPA-undersøgelsen 1992, s. 253-280.

i Årbog for Arbejderbevægelsens historie 1994. SFAH.  

 

 

 

 

 

 

          

 

      

 

 

 

  

        

Hvorfor måtte Elna Hjort-Lorenzen ikke kende sin mands skæbne?

Elna Hjorth-Lorenzen meldte sig som ung sygeplejerske ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1931.
Hendes mand og partifælle Arne Munch Petersen forsvandt sporløst i 1937 under Stalins store udrensninger i 1930'erne, som også omfattede Komintern-medarbejdere som Arne Munch Petersen.

Ole Sohn: I kamp og kærlighed. Elna Hjort-Lorenzens dramatiske liv. Vindrose. 2002.

 

Jeg har ikke før nu læst Ole Sohns bog om Elna Hjort-Lorenzen, som første gang blev udgivet i 1993.

Ole Sohn har på eget forlag udgivet bøger om danskeres skæbne i Sovjet-Rusland under Stalin.

I 1992 udgav Sohn en bog om det fremtrædende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Arne Munch Petersens mystiske forsvinden under Stalins Moskva-processer i 1937.

Året efter udgav Sohn en bog, hvor han skrev Elna Hjort-Lorenzens historie. Elna var Arne Munch Petersens partner og kampfælle i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) først i 1930'erne indtil Arne Munchs Petersens mystiske - og for Elna Hjort-Lorenzen - ukendte forsvinden i 1937.

Ole Sohn sætter sig for - på heroisk vis - at løse gåden om Arne Munch Petersens pludselige og uforklarlige forsvinden.

Sohn skildrer Elna Hjort-Lorenzen som et ihærdigt og trofast partimedlem, som fortjener al den ros, som Sohn kan give hende.

Sohns fremstilling af Elnas uheroiske og uselviske indsats for DKP fra hendes indtræden i 1931 og til hendes død i 1997 er ikke bare solidarisk men en kende heroiserende.

Vi må spørge: Hvor bliver Elnas kritiske sans af, når hun gang på gang støder på modstand i DKP og hos moderpartiet mod at opklare hendes mands meningsløse forsvinden? 

Elnas kamp for at blive klog på hvordan (og hvorfor?) Arne Munch Petersen som millionvis af andre ofre for Stalins uhæmmede terror i 1930'erne skulle forsvinde i et af det hemmelige politis (NKVD) fængsler, Butyrka, bliver i nogen grad til en fortælling om DKP's historie, uden at det dog ekspliciteres af Sohn.

Sohns skildring af Elnas kamp for at blive klog på sin mands forsvinden er solidarisk grænsende til det heroisk ukritiske, hvilket kun kan tillægges Sohns egen fortid som den sidste formand i DKP inden partiet opløste sig selv først i 1990'erne.

Sohn lægger ikke tilstrækkelig distance til sin egen fortid som ”blød stalinist” til at kunne sætte sin historie om Elnas ulykkelige skæbne i det rette historiske perspektiv.

 

Nissen følger med.

Ole Sohn valgte efter DKP's opløsning at gå en anden vej end mange andre i DKP. Lang de fleste forhenværende DKP'ere tilsluttede sig Enhedslisten kort tid efter dens dannelse i 1989.

I parentes bemærket var Enhedslisten dannet som et forsøg på at samle resterne af den politiske venstrefløj, som på daværende tidspunkt ikke var parlamentariske repræsenteret.

Ole Sohn valgte imidlertid Socialistisk Folkeparti og ikke Enhedslisten. Dertil kan der være mange grunde, men mon vi tager meget fejl, hvis vi antager, at en af grundene var, at Sohn tilhørte ”slapper”-fløjen i DKP: Andre som den forhenværende redaktør af partibladet ”Land og Folk”, Frank Aaen tilhørte ”strammer”-fløjen, lidt mere 'hardcore' stalinistisk.

I SF kunne Sohn gebærde sig lidt mere frit i forhold til sine gamle ”fjender” i DKP.

 

Sohns manglende opgør med stalinismen.

Sohn vil gerne give det indtryk af, at han i sine bøger om Arne Munch Petersen og Elna Hjort Lorenzen 'gør op med stalinismen'. Det gør han imidlertid ikke.

Ligesom Aksel Larsens Socialistisk Folkeparti ikke var et ”opgør med stalinismen”, men et forsøg på at skabe en ”tredje vej” mellem stalinisme USSR) og kapitalisme (USA og NATO) er Sohns forsøg på at give en upartisk skildring af enkeltpersoners skæbne i Sovjet-Rusland i Stalin-tiden heller ikke et ”opgør med stalinismen” hverken som ideologi eller som samfundssystem.

Elnas gåde bliver også Sohns gåde!

 

 

Stalinistisk hemmeligheskræmmeri.  

Hvorfor skulle Arne Munch Petersens forsvinden holdes hemmelig længe efter Stalins Moskva-processer i 1930'erne og efter hans efterfølgers Khrustjovs hemmelige tale på partiets 20. kongres i 1956, hvor han som det hedder i mange historiebøger ”gjorde op med stalinismen” (afstalinisering”)? 

Hvornår fandt partibureaukraterne en passende anledning til at offentliggøre alle oplysninger om de uhyrlige udrensningsprocesser, som i parentes bemærkedt - ikke ophørte i 1930'erne, men blot blev afløst af andre knap så omfangsrige, men mere specifikt rettede udrensningskampagner.

Tilsyneladende først lige inden regimet faldt sammen i 1990, da Elna Hjort-Lorenzen blev opsøgt af en ambassadefunktionær fra den sovjetiske ambassade i København, som overrakte hende en skrivelse, hvor regimet beklagede at måtte meddele, at Arne Munch Petersen var død af tuberkulose i NKVDs varetægt i Butyrka-fængslet i Moskva i november 1940.

Som det ofte er tilfældet med (blåøjede) idealister som Elna Hjort-Lorenzen blev hun offer for sine egne illusioner og måtte lide derunder resten af sit liv.  

Sohns bog om Elna Hjort -Lorenzens kamp for at kende sandheden om sin mands skæbne er elementært spændende fordi den indeholder et menneskeligt drama, som ganske vist ikke får nogen happy ending. Som historieskrivning er det ubrugeligt.

 

Sohns manglende forståelse af stalinismen.

Ole Sohn forstår (som mange andre i øvrigt) ganske enkelt ikke stalinismens natur og dens ideologiske rødder. Sohn tolker Elna Hjort-Lorenzens historie ind i sin egen stalinistiske selvforståelse, som tilsyneladende ikke har flyttet sig siden hans formandskab i DKP.

Sohn er stadigvæk af den opfattelse, at DKP var revolutionens fortrop, at det sovjetiske kommunistpartis førerskab i det store og hele var rigtigt, og at Moskva var verdensrevolutionens centrum osv.

Ingen af disse ting er rigtige.

Vigtige historisk begivenheder som f.eks. Kominterns mange kursskifter forbliver en gåde for de læsere, som ikke i forvejen kender Kominterns historie.

 

Kominterns forfald efter Lenins død.

Det korte af det lange er at Sohn ikke begriber det forfald som Stalin udsatte Sovjetunionen, sit parti og Komintern for fra midten af 1920'erne.

Denne degenerationsproces som reducerede Komintern til et lydigt instrument i Stalin-fraktionens hænder og som skulle bruges til at styrke det stalinistiske bureaukratis stilling i parti og stat indadtil, kom til udtryk i Stalins skiftende politik fra 1924 efter Lenins død og fremefter.

Den styrkedes efter at Stalin fra 1928 forvandlede Komintern til en monolit i sit eget bureaukratis interesse.

Derefter var alle sektioner i Komintern underlagt Stalins direktiver, som udelukkende sigtede på at bevare Stalins degenererede udgave af socialismen i et land. Dvs. kun socialisme i et land, Sovjetunionen. Ingen andre steder!

Deraf folkefrontspolitikken som var en klassesamarbejdspolitik med klassefjenden og som førte til katastrofale nederlag for arbejderklassen i Frankrig - og ikke mindst i Spanien i 1936-1938.

Verdensrevolutionen var forlængst forspildt og opgivet. Komintern var i bedste fald blevet overflødig i værste fald kontrarevolutionær, som vi så det under den spanske Borgerkrig 1936-1938.

 

Stalinisme er ikke en død sild.

Mange vil sikkert hævde, at stalinismen er en død sild og kun overlever i nogle enkelte diktaturer rundt omkring i nogle trans-kaukasiske republikker, Hvide-Rusland og Nord-Korea.

Men stalinismen som ideologi og som historieopfattelse lever i bedste velgående hos mange på venstrefløjen. 

Der er hårdt brug for historieskrivning, som ikke enten er borgerlig og anti-kommunistisk eller som hos Sohn ikke formår at søge tilbage til stalinismens rødder og forklare hvorfor den førte den revolutionære bevægelse ud på et kontrarevolutionært sidespor.

Ellers kommer den ikke-refomistiske og ikke-stalinistiske venstrefløj ikke videre.

Der er hårdt brug en historieskrivning med et revolutionært marxistisk grundlag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Et væsentligt bidrag til arbejderbevægelsens historie.

J. P. Cannon, en af grundlæggerne af det amerikanske kommunistparti i 1919.
Senere et ledende medlem af det amerikanske trotskistiske Socialist Workers Party (SWP).

Boganmeldelse.

Jacob Zumoff: The Communist International and US Communism 1919-1929. Haymarket Books. 2015

 

Det er begrænset hvad der er kommet af litteratur på dansk om Kommunistisk Internationale (KOMINTERN).

En kort oversigt over litteratur om dette emne på dansk viser, at forlaget Fremad i 1975 udgav to bøger af journalisten Erik Nørgaard: Revolutionen der udeblev og Den usynlige krig. Året efter i 1976 udgav forlaget Modtryk Niels Christian Sidenius: Kommunistisk Internationale 1928-1935. Samme udgav Kai Moltke Mordet på Komintern.  Og efter året igen i 1977 udgav Pax/Modtryk af Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse. Fra Komintern til Kominform. Bd. 1 og 2.

Derefter gik der en lang periode hvor bogmarkedet ikke fandt det interessant at udgive bøger om den kommunistiske 3. Internationale.

I 1980’erne udgav historikeren Kurt Jacobsen to bøger om DKP’s historie, som inddrog Kominterns indblanding i den danske sektions udvikling: Moskva som medspiller. DKP’ s gennembrud og Aksel Larsens vej til Folketinget. 1987 og Mellem København og Moskva. 1989.

I 1993 udkom så samme Kurt Jacobsen (nu genoptrykte) biografi om Aksel Larsen. En politisk biografi. Vindrose.

Senest har Arbejdermuseet i 2012 udgivet et fælles dansk-sovjetisk forskningsprojekt om Komintern og de dansk-sovjetiske relationer.

Nu har den historikeren Jacob Zumoff, uddannet på University of London, og som senest har undervist på universitet i New Jersey, udgivet en interessant bog om det amerikanske kommunistparti og Kominterns indflydelse på dettes udvikling.

Zumoff har et marxistisk udgangspunkt og godtager ikke uden videre borgerlige historikeres antagelse om, at forholdet mellem sektioner i 3. Internationale og centret i Moskva var et éntydigt forhold mellem center og periferi.

I Kominterns første turbulente år fra 1919-1924 øvede Komintern en sågar en positiv indflydelse på udviklingen af det amerikanske kommunistparti og hjalp det over dets første organisatoriske begyndervanskeligheder.  

Samtidig med at Komintern hjalp sin amerikanske sektion med at tage de første usikre skridt bidrog Komintern også til at partiets ”amerikanisering”.

Kominterns ledere hjalp partiet med at analysere den amerikanske kapitalisme og dens betydning for verdenskapitalismen. I kraft af den amerikanske kapitalismes afgørende betydning for hele verdens kapitalisme og for den socialistiske revolutions gang i Sovjet-Rusland tillagde Komintern partiet stor betydning for arbejderklassens kamp for socialisme i hele verden.

Som alle sektioner i 3. Internationale gik heller ikke den det bolsjevikiske parti amerikanske sektion fri af fraktionskampene i Komintern mellem et tiltagende stalinistisk bureaukrati og en Venstreopposition til Stalins fraktion i partiet.

Partiet blev ufrivilligt (og ofte uforvarende) inddraget i fraktionskampen i det bolsjevikiske parti, som havde gennem ført den hidtil første og eneste socialistiske revolution.

Fraktionskampen i det bolsjevikiske parti ligger som en baggrundstæppe bag udviklingen i det amerikanske kommunistparti og påvirker i allerhøjeste grad udviklingen i partiet.

Det er imidlertid ikke stedet at redegøre for denne, det er gjort andre steder.

Zumoff behandler de specifikke problemer, som de amerikanske kommunister stod overfor.

En dårligt organiseret arbejderklasse uden et stort og stærkt (reformistisk) arbejderparti, hvilket for nogle måske kunne synes at være en fordel, men næppe er det.   

En lav organisationsprocent blandt arbejderne i industri, handel og serviceerhverv, dog med enkelte undtagelser.

Disse to problemer har den radikale amerikanske arbejderbevægelse stået overfor siden den første organisering i slutningen af 1800-tallet.

Ganske vist fandtes en syndikalistisk præget fagbevægelse (IWW), ”Wobblies” før århundredskiftet, men bevægelsen afskyede kampen for den politiske magt.

Og ganske vist fandtes der et mere eller mindre reformistisk socialistisk parti (Socialist Party). Men ingen af disse to bevægelser havde sat sig for at omstyrte det kapitalistiske samfund med et revolutionært parti i spidsen.

Zumoff redegør for hvorledes det amerikanske kommunistparti greb disse to problemer an. Allerede i første halvdel af 1920’erne opstår der uenighed i partiet om, hvorledes partiet skal forholde til disse to problemstillinger.

Skal partiet i mangel af egen kraft støtte sig til andre bevægelser som ikke direkte er socialistisk?

Skal partiet støtte en uafhængighed ”third party” kandidat, som hævder at være uafhængig af de tro store borgerlige partier, Demokraterne og Republikanerne?

Skal partiet i mangel af egen kraft og indflydelse støtte sig til ikke-socialistisk bevægelse som ”Farmer-Labour”-bevægelsen.

Dette opnås der ikke enighed om blandt partiets ledere og partiet spaltes op i forskellige fløje, som efterhånden fanges ind af den fraktionskamp, som finder sted i det russiske bolsjevikparti.

Zumoff viser hvorledes, fløjdannelsen i det amerikanske kommunistparti mere eller mindre følger fløjdannelserne i det russiske moderparti: Trojkaen bestående af Stalin, Zinovjev og Kamenev - mod Trotsky.

Trojkaens støtte til det engelske fagbureaukrati (TUC) under generalstrejken i England som endte med at forråde den engelske arbejderklasse 1926.

Trojkaens skæbnesvangre støtte til Chiang Kai Chek’s Kuo Ming Tang (KMT) i Kina i 1925, som i 1927 førte til en massakre på kinesiske kommunister.

To - skal det vise sig uforenelige - linjer i det bolsjevikiske parti viser sig: På den ene side trojkaens, på den anden side Trotskys, som kritiserer Stalin-fløjens klassesamarbejdspolitik, som får den til at yde støtte til engelske fag-bureaukrater og til kinesiske nationalister.

Stalin opgiver langsomt men sikkert verdensrevolutionen og opfinder til formålet en antagelse om, at det er mulig at udvikle et socialistisk samfund i Rusland alene, hvilket jo er ensbetydende at opgive den proletariske internationalisme.

Denne skillelinje går med nogen forsinkelse igen i det amerikanske kommunistparti, hvor Trotsky ikke har nogen støtte før sidst i 1920’erne (1928), hvor J.P. Cannon og i første omgang W. Forster tager afstand fra Stalin-bureaukratiets monolitiske Komintern-model og hans klassesamarbejdspolitik på verdensplan.

I takt med Kominterns ideologiske ”stalinisering” og organisatoriske ”bolsjevisering” degenererer Komintern til at blive en ”transmissionsrem” for det stalinistiske bureaukratis udenrigspolitik.

Fra at være en proletarisk internationalistisk organisation med nationale sektioner, som havde til formål at gennemføre en verdensrevolution reducerer det stalinistiske bureaukrati Komintern til at være et lydigt og underdanigt redskab for Stalin-fraktionen i partiet.

Lenin og Trotskys revolutionære marxisme stivner til en ikke-dialektisk og vulgær-marxistisk ortodoksi.

Kominterns politiske linje følger det stalinistiske bureaukratis skiftende analyser af kapitalismens udvikling, fra efterkrigstidens kriseperiode, til relativ stabilisering og til en ”tredje” periode med fornyede foranstående kriser.

Kominterns økonomer er hørt op med at foretage objektive analyser og verdenskapitalismens udvikling og forfalder til konklusioner som passer ind i bureaukratiets kram.

En ”tredje” periode fra 1928 indvarsler således kapitalismens fald og Kominterns partiers bør ruste sig til dette.

Dannelse af ”røde” fagforeninger, brud med reformisterne i parti og i fagforeninger løber parallelt med Stalins forcerede industrialisering og tvangskollektivisering i Sovjet-Rusland.

Sektionerne har bare at makke ret, ellers falder der brande ned.

Så længe Stalin er allieret med Bukharin bevarer J. Lovestone magten i partiet, men da Bukharin får kolde fødder over for den af ham selv indvarslede ”3. periode-politik” mister han indflydelse.

Med Stalins monolitiske position i det russiske bolsjevikparti er der kun plads til de 100 % trofaste Stalin-dyrkere - og Lovestone og Cannon udmanøvreres.

Den Stalin-tro Earl Browder kan nu indtage pladsen som partiets ubestridte hersker.

Til trods for partiets fuldkomne ”stalinisering” lykkes det dog partiet i 1930’erne at erobre en vis indflydelse i det amerikanske samfund, men det sker på bekostning af revolutionær politik.

Partiet følger trofast Stalins skiftende politikker. Fra 1934 dekreterer Stalin ”folkefrontspolitik”, dvs. klassesamarbejdspolitik, som indebærer støtte til flerklasse-alliancer med ikke-proletariske partier og bevægelser.

Det amerikanske kommunistparti reduceres nu til et halehæng til det Demokratiske Parti og til den ”progressive” fagforening CIO.

Mens Komintern således i starten hjalp det amerikanske kommunistparti over sine første startvanskeligheder, var det senere - i takt med sin degeneration - også med til at rive samme parti med i sit fald.    

Det er så meget desto mere sørgeligt som mange af partiets forgrundsfigurer senere forlod arbejderbevægelsen og bevægede sig over på klassemodstanderens banehalvdel. Det gjaldt bl.a. Lovestone som rykkede kraftigt til højre og endte som antikommunist.

Andre som Cannon bevarede derimod sin revolutionære marxisme og var en af foregangsmændene for amerikansk trotskisme.  

Da Kirchhoff gik i kloster.

Boganmeldelse. Hans Kirchhoff: At handle med ondskaben. Gyldendal. 2015.

 

 Da Kirchhoff gik i kloster.

Da jeg første gang som led i min undervisning på gymnasialt niveau skulle undervise i 2. verdenskrig i Danmark i 00’erne, fandt jeg kun to bøger i skolens bogkælder. Den ene af disse var en bog af Hans Kirchhoff udgivet i start 1980’erne: ”Samarbejde og modstand” lød overskriften.

Jeg fandt Kirchhoffs bog ganske udmærket af en lærebog at være. Den var fyldig og forsynet med gode kilder efter hvert afsnit til brug i undervisningen.

Jeg havde stor fornøjelse af bogen, som jeg kopierede til mine enkeltfagskursister på HF.

Efter af have beskæftiget sig med Danmark under 2. verdenskrig i hele sit voksne liv har Kirchhoff nu udgivet en mere moderne udgave: At handle med ondskaben. Samarbejdspolitikken under besættelsen.

Hvor Kirchhoff i sin første bog fra start 1980’erne var skeptisk overfor parlamentarikernes samarbejdspolitik med den nazistiske besættelsesmagt og dens resultater for den danske befolkning, er han nu mindre skeptisk.

Hvad har fået Kirchhoff til at skifte holdning? Ikke brugen af ny kilder fremgår det, som ellers kunne have ført den erfarne historiker Kirchhoff frem til nye konklusioner (der er ingen kildehenvisninger i teksten, kun litteraturhenvisninger bagest i bogen til hvert afsnit).

Men en ændret - og erklærer han en mere forstående - holdning til samme samarbejdspolitik. Kirchhoff har altså revideret sin holdning til parlamentarikernes samarbejdspolitik, som man ikke må forveksle med den rene kollaboration (?).

Der er ifølge Kirchhoff forskel på et ideologisk betinget samarbejde med besættelsesmagten som f. eks. Petain i Vichy-Frankrig og så Scavenius’ ’moderate’ samarbejdspolitik.

Jo vist! Petain var fascist. Det var Scavenius ikke. Men kan og skal samarbejde med en totalitær besættelsesmagt gradbøjes. Og hvor går grænsen for hvornår samarbejde bliver til kollaboration?

Det var jo trods alt ikke Scavenius og samarbejdspolitikerne der bestemte vilkårene for besættelsen, men Nazi-Tyskland.

Kirchhoff gør meget ud af at berette om det enestående ’skæbnefællesskab’, der opstod mellem besættelsens to nøglepersoner diplomaten og politikeren Scavenius og den af Hitler udpegede SS’er Werner Best som rigsbefuldmægtiget i Danmark.

De havde i alt fald det til fælles, at de begge foragtede det borgerlige demokrati og foretrak ’stærke mænd’, som kunne håndhæve statens magtmonopol på de herskende klassers vegne. Enten på den ene eller anden måde.

Dem skylder den danske befolkning stor tak, når Kirchhoff nu frem til. Kirchhoff overtager hermed alle de argumenter for samarbejdspolitikkens rigtighed, som Bo Lidegaard mest prægnant har fremført inden for det seneste tiår.

Af to onder vælger man som bekendt det mindste. Underforstået hvis alternativet stod mellem Scavenius’ ’moderate’ samarbejdspolitik og såkaldte ’norske tilstande’ i Danmark ville det være bedst at foretrække ’det mindre onde’, Scavenius.

Således var der heller ikke tale om et brud med den danske udenrigspolitik i mellemkrigstiden, neutralitet og samarbejdspolitikken under krigen. Alt var som det plejede - og godt det samme.

Til trods for Kirchhoffs bekendelse til samarbejdspolitikken, som den blev ført af parlamentarikerne og senere videreført af embedsmændene, fremstår han stadig som den mest nuancerede historiker i mængden af danske mainstream historikere, som har skrevet om 2. verdenskrig.

Kirchhoff leverer det bedste og mest sofistikerede forsvar for samarbejdspolitikken uden at indhylde den i alt for meget social-liberalt ideologisk sovs som f.eks. Bo Lidegaard.

Til trods herfor vil jeg ikke desto mindre udtrykke min skuffelse over, at endnu en historiker har tilsluttet sig det kor af mainstream historikere, som mere eller mindre ubetinget hylder samarbejdspolitikken.

Hvad med at rejse en mere principiel diskussion om hvorledes man bedst og mest effektivt undgår, at borgerlige demokratier forfalder til totalitære regimer?

           

 

     

  

 

 

 

 

 

 

               

 

 

 

    

Claus Bryld som historiker.

Claus Bryld med sin første kone Tine Bryld i sine yngre dage.

Boganmeldelse.

Claus Bryld: Min besættelse. 50 års livtag med historien. Essays 1965-2015. Roskilde Universitetsforlag. 2015.

 

Claus Bryld som historiker 1. Besættelsestiden.

Jeg havde fornøjelsen af som studerende at have Claus Bryld som vejleder på Roskilde Universitetscenter i slutningen af 1970’erne.

Vort projekt handlede om Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik efter 2. verdenskrig.

Claus Bryld var og er formodentlig stadig en meget behagelig person at være i stue med og han inviterede da også vores studiegruppe hjem til sig i sit hjem på Frederiksberg.

Den gang var der ikke tale om fremdriftsreformer på universiteterne og vi gav os god tid til at snakke problemerne igennem. Til vores orientering gav Claus Bryld os en glimrende indsigt i den daværende danske litteratur om 2. verdenskrig og undlod i den forbindelse heller ikke at omtale Ditlev Tamms værk om retsopgøret efter 2. verdenskrig.

Bryld forholdt sig tydeligvis kritisk til dette ”retsopgør”, som han syntes var ”dilettantisk” udført. Han lagde ikke skjul på sin utilfredshed med det retslige grundlag for skylden i dette retsopgør. Det var i sig selv problematisk at sejrherrerne, modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikerne pr. efterkrav så at sige - dømte taberne som ”landsforrædere”. Det var jo ”politiske” retssager mere end det var juridiske, understregede Bryld.

Bryld røbede denne aften et stort kendskab til de danske nazister og deres skæbne. Jeg husker ikke nøjagtigt om han nævnte sin fars fremtrædende rolle i det danske naziparti (DNSAP), men jeg tror han omtalte sin far og hans brødre og også kort kom ind på deres skæbne efter krigen.

Vi forlod hurtigt emnet, da det ikke stod centralt i vort projekt. Og vi tænkte ikke nærmere på dette. Nogen bebrejdelser af Claus Bryld var der ikke tale om fra vores side, da vi kendte Claus Brylds engagement på den politiske venstrefløj i SF og senere VS.

Claus Bryld forblev indtil sin pensionering på Roskilde Universitetscenter indtil 2006 og Roskilde Universitetsforlag har nu (2015) samlet en antologi af Brylds artikler om den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.

Artiklerne vidner om den udvikling som Claus Bryld har gennemgået som historiker. Fra oprindeligt at have haft arbejderbevægelsens historie som sit genstandsfelt (forskningsområde) er det forrykket til 2. verdenskrig og besættelsestiden. Ikke bare emnemæssigt har Claus Brylds interesseområde flyttet sig (dog ikke helt) fra arbejderbevægelsens historie til besættelsestiden, men også hans tilgang til historieskrivningen har ændret sig.

I sidste del af sin forskerkarriere begyndte Claus Bryld (som mange andre) at beskæftige sig med mentalitetshistorie og med erindringshistorie.

Claus Bryld kastede her hele sin person ind i kampen for at afmytologisere besættelsestidens historieskrivning, som i forskellige epoker skulle afspejle skiftende opfattelser. Efterhånden som adgangen til arkiverne om 2. verdenskrig blev lettere og afstanden til besættelsestiden øgedes i tid var det i højere grad muligt at skrive en mere objektiv og nøgtern historiefortælling.

Det var nu muligt ikke blot at enten at hylde modstandsbevægelsen og/eller samarbejdspolitikerne, men også at se på besættelsestidens tabere. Og her havde Bryld et stærkt kort at spille. Hans far tilhørte som sagt det lille mindretal af danskere, som var organiserede nazister Brylds kollega på RUC Anette Warring havde tidligt beskæftiget sig med danske ”tyskertøser”, som blev lagt for had af store dele af den danske befolkning i en slags efterkrigseufori.

Nu kunne Bryld berette om sin egen barndom og ungdom med en nazistisk far og derved kaste nyt lys på besættelseshistorien. Bryld junior lod nu tabernes stemme høre på vegne af sin far. De to hidtil herskende diskurser: modstandsbevægelsens og samarbejdspolitikernes blev nu suppleret med tabernes diskurs.

Bryld vovede sig nu ud af sit skjul og vedkendte sig sin fars nazistiske holdning. Bryld junior skulle nu gå en delikat balancegang mellem ikke at forsøge at retfærdiggøre sin fars nazistiske grundholdning, men alligevel sætte spørgsmålstegn ved det problematiske retsopgør med tilbagevirkende kraft efter krigen.

I antologiens mere personligt prægede erindringshistorier bruger Bryld sin egen erindring til at fremsætte taberens diskurs på sin fars vegne.

Bryld stiller følgende helt relevante spørgsmål (om end ikke eksplicit):

Var det helt retfærdigt, at nogle danske nazister blev idømt lange fængselsstraffe efter krigen for at have haft en anden og udemokratisk opfattelse. DNSAP var jo i modsætning til DKP ikke blevet forbudt af samarbejdspolitikerne. 

Hvilken forbrydelse havde Brylds far egentlig gjort sig skyldig i? Han havde jo ikke som de Østfrontfrivillige i Frikorps Danmark deltaget i krigshandlinger på Østfronten. Ej heller havde han stået i spidsen for et ”Quisling”-regime som i Norge?

Var der ikke snarere tale om en hævnakt fra modstandsbevægelsens side, den modstandsbevægelse, hvis indflydelse hurtigt forsvandt efter krigen?

Ligesom Bryld sætter store spørgsmålstegn ved retsopgøret, sår han tvivl om visse modstandsfolks motiver til at foretage dette retsopgør. Bryld gik i en kronik i Politiken fra 2004 (Fædre og sønner”, Politiken, 19. december 2004, s. 51) så langt som til at mistænkeliggøre modstandsmanden Frode Jakobsens motiver til at medvirke i stikkerlikvidationerne under krigen.

 

Claus Bryld som historiker 2.

Claus Bryld største bidrag som historiker er nok hans mangeårige beskæftigelse med arbejderbevægelsens historie, især det danske Socialdemokratis historie. (her henvises til hans antologi: Den socialdemokratiske idéarv. Roskilde Universitetsforlag. 2004).

Her insisterer Bryld på at, der bør laves en historisk-materialistisk analyse af den socialdemokratiske ideologi, som han ikke finder hos andre. Bryld anholder andre forskere - som i deres videnskabelige undersøgelser har beskæftiget sig med ”socialdemokratismen” - for at hæfte nogle mere eller mindre idealistiske/idemæssige betegnelser (”reformistisk”) på partiet, som ikke bygger på en historisk-materialistisk analyse af de konkrete økonomiske og politiske omstændigheder for udformning af partiets politik.

I antologien lykkes det kun delvis Bryld at efterleve sine egne krav om anvendelse af en historisk materialistisk metode i undersøgelse af Socialdemokratiets politik.

Bryld deler partiets historie op i forskellige faser og finder nogle specifikke forhold for hver af faserne som gør sig gældende for udformningen af partiets politik. Brylds historisk materialistiske forsøg er ikke gennemført til bunds, men er i sin insisteren rigtig nok.

Indtil videre mangler der en historisk materialistisk historieskrivning af Socialdemokratiets historie, som inddrager alle økonomiske, politiske og sociale forhold i en bestemmelse af partiets politik.

Bryld synes at vakle mellem en kritisk afstandtagen fra partiets borgerliggørelse og afpolitisering og en konsekvent afstandtagen fra partiets klassesamarbejdspolitik baseret på en revolutionær marxistisk holdning.

Bryld tilhører klart den mere kritiske del af konsensushistorikere, som de sidste mange år har præget billedet af hjemlige historikere, som har beskæftiget sig med arbejderbevægelsens historie (både den reformistiske og stalinistiske).           

Dansk kolonialisme. Grønlandsk uafhængighed?

Lars Emil Johansen, SIUMUT var en af de mest magtfulde grønlandske politikere fra 1979 til det første årti af det ny årtusinde.

Boganmeldelse:

Susanne Christiansen: Kais Grønlandskrønike. Magt, håb og kamp på vejen mod det moderne Grønland. Informations Forlag. 2015. 

 

Grønland - Danmarks sidste koloni.

Danmark har gennem århundreder været en kolonimagt, som har ”ejet” kolonier på Afrikas vestkyst, på østkysten af det indiske subkontinent, i Caribien og Færøerne og Grønland i Atlanterhavet.

Mange danskere opfatter ikke Danmark som en kolonimagt på lige fod med andre (europæiske) kolonimagter.

Hvor andre kolonimagter har betjent sig af mere hårdhændede metoder har den danske kolonimagt mest betjent sig af ”blød” magt.

Men også danske skibe har deltaget i den grusomme transport af afrikanske slaver tværs over Atlanterhavet fra Afrikas vestkyst til de caribiske øer. Ligesom den danske kolonimagt havde slaveforter opført på Afrikas vestkyst og på det indiske subkontinent.

Så på den måde har også Danmark en historie som kolonimagt.

Grønland er Danmarks sidste tilbageværende koloni, som ganske vist ikke længere har status som koloni.

Som i andre kolonilande opstod der også på Grønland en selvstændighedsbevægelse anført af unge veluddannede grønlændere lidt forsinket i forhold til befrielsesbevægelserne i den 3. verden (f. eks. i Afrika) under den såkaldte ”afkolonialisering” begyndende i 1960’erne.

Grønland havde først og fremmest en udenrigspolitisk betydning for det Rigsfællesskab som Grønland indgik i sammen med Danmark.

I 1949 meldte et folketingsflertal Danmark ind i NATO (den nordatlantiske forsvarspagt) og USA kunne bruge baser (Thule Airbase) på Grønland som et støttepunkt i sin Kolde Krig mod Sovjetunionen.

Desuden opdagede forskere i Danmark, at der fandtes et hav af mineraler i den grønlandske undergrund som med fordel kunne udnyttes. Bl.a. var det muligt at udvinde uranmalm af undergrunden, som kunne bruges til atomkraft. Enten til fredelige formål i atomkraftværker eller til krigsformål (atomvåben).

Som NATO-medlem tillod (socialdemokratiske) danske regeringer USA baser på Grønland.

De unge grønlandske politikere ønskede med rette indflydelse på den danske stats beslutninger på det grønlandske folks vegne.

Først i 1977 dannedes det parti, SIUMUT som skulle blive toneangivende i kampen for løsrivelse fra kolonimagten Danmark.

I en vis forstand var SIUMUT anti-kolonialistisk, men langt fra lige som radikal og militaristisk som de fleste befrielsesbevægelser i Afrika, som kæmpede en væbnet kamp mod kolonimagten.

De ledende politikere i SIUMUT, Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen var ikke tilhængere af væbnet kamp mod den danske kolonimagt, men nøjedes med at kalde sig et socialistisk parti, som ønskede en fredelig udvikling i retning af selvstyre for Grønland.

I 1979 gav et flertal i det danske Folketing Grønland Hjemmestyre med eget parlament. Landsstyre. Et skridt på vej mod egentlig selvstyre

Dette gav grønlandske politikere mulighed for at øve indflydelse på egne anliggender, selvom landet manglende uddannet arbejdskraft til at varetage mange af de funktioner som et selvstændigt må være i stand til (politi, sygehusvæsen, offentlig administration).

Hurtigt viste det sig, at partiet SIUMUT indtog en næsten monopolagtig stilling i det politiske liv i Grønland. Kun to andre partier gjorde det rangen stridig det venstreorienterede IA (1978) og det borgerlige Atassut (1978).

I perioden fra Hjemmestyrets indtræden i 1979 og helt frem til Selvstyre-ordningen i 2009, dominerede SUIMUT det politiske liv i Grønland.

Partiet fik en monopolagtig status i Grønland og blev næsten en ”stat i staten”.

Der foregik en næsten fuldstændig sammenblanding af parti og stat, som det kendes fra andre forhenværende kolonier andre steder i verden. Den politiske elite centrerede sig om ganske få personer i regeringspartiet SIUMUT. Især de to partiledere Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen misbrugte deres politiske poster til at udnævne højtstående og loyale embedsmænd.

Lars Emil Johansen manøvrerede sig selv skiftevis på plads som fremtrædende politiker (partiformand og som formand for Landsstyret) og tildelte sig selv poster som administrerende direktør eller bestyrelsesformand i af ham selv skabte statslige selskaber.

I bogen kaldes disse bureaukratiske manøvrer for deres rette navn magtmisbrug, byggende på nepotisme og kammerateri.

Det er ikke hverken særligt usædvanligt eller første gang i historien, at nytilkomne magthavere misbruger deres nyvundne magt til at begunstige sig selv og deres nærmeste. Det er set meget værre andre steder, men undskylder ikke Jonathan Motzfeldt eller Lars Emil Johansen. Begge led af magtfuldkommenhed, da magten steg dem til hovedet efterhånden som de smagte på ”magtens sødme”. Med andre ord de lod sig korrumpere og opførte sig som korrupte politikere.

Susanne Christensens bog om politikeren og embedsmanden Kia Kleist (som kørte parløb med Lars Emil Johansen) beskriver denne forfaldsproces i SIUMUT ganske godt. Fra at være unge og iltre tilhængere af grønlandsk selvstændighed ender de som politisk og økonomisk korrupte politikere. Med denne proces følger et moralsk og personligt forfald, som bogen ligeledes beskriver udmærket.

Man kan således sige, at den grønlandske politiske elite kun delvist har fuldendt deres projekt med at gøre Grønland selvstændigt, uafhængigt af Danmark.

 

Grønlands dilemma.

De grønlandske politikere står nu i et (måske uløseligt?) dilemma om de skal gå planken ud og kræve fuld selvbestemmelse og total uafhængighed af den danske stat. Eller om de skal erklære sig tilfredse med øens nuværende tilstand som en selvstyrende enhed under det danske Rigsfællesskab.

Den grønlandske politiske elite har gjort sig forhåbninger om at kunne løsrive sig fra økonomisk støtte fra den danske stat (årligt bloktilskud på 4 mia. kr.) ved at lokke udenlandsk ejede selskaber til at investere i udvinding af nogle af landets mange råstoffer i undergrunden.

Fra gammel tid er al grønlandsk jord ’allemandseje’. I praksis ejer den grønlandske stat (bygderne) al jord. Hvis det grønlandske Landsting beslutter at give koncessioner til udenlandsk ejede selskaber til at udvinde undergrundens mineraler vil de afgive brugsretten til de områder, hvor der skal foregå minedrift og råstofudvinding. Dertil kommer fabrikker, hvor råstofferne (malmen) skal forarbejdes, plus anlæggelse af lange transportveje.

Disse anlæg risikerer at ødelægge Grønlands andre (traditionelle) erhverv, fiskeri og fåreavl. Det vil tiltrække en anden art arbejdskraft og kun skabe udvikling i bestemte og afgrænsede egne af lande.

Grønlandske politikere skal tænke sig godt om, inden de tager disse vidtrækkende beslutninger.    

Det rigtige vil være ikke at sælge ud at retten til undergrunden og at bevare den fulde kontrol med koncessionerne til udenlands ejede selskaber på grønlandske hænder.

Nordkoreansk propagandakrig.

Kim Jong-Il, Nordkoreas diktator, som for enhver pris ville skabe en nordkoreansk filmindustri, som overgik resten af verdens filmindustri.

Boganmeldelse.

Paul Fischer: Film, frygt og propaganda. En sand beretning om hvordan Kim Jong-Ils uhyrlige filmforelskelse førte til verdens mest spektakulære kidnapning. Kristelig dagblads Forlag. 2015.   

Det er ingen sag at gøre grin med Nordkoreas 3 diktatorer, som har holdt Nordkorea i et jerngreb siden Kim Il-Sung fik magten i Nordkorea efter 2. verdenskrig.

Deres nordkoreanske udgave af en ”arbejder-bondestat” er en groteskforvrængning af et ”socialistisk” samfund og fortjener ikke betegnelsen.

Nordkorea styredes diktatorisk af bedstefar Kim Il-Sung, sønnen Kim Jong-Il og nu af barnebarnet Kim Jong-Un.

Nordkorea er et produkt af den bipolære verdensorden, som blev skabt med den Kold Krig efter 2. verdenskrig.

Dengang var verden opdelt i to fjendtlige lejre: en vestlig pro-amerikansk interessesfære og en sovjetisk domineret østlig interessesfære.

Den koreanske halvø blev af de to supermagter delt ved 38. breddegrad i et ”folkedemokratisk” Nordkorea og et pro-amerikansk Sydkorea.

Begge lande var hver på deres måde diktaturer: syd på herskede general Park Chung Hee; nord på som sagt Kim Il Sung.

Landene er den dag i dag stadig delt og der ikke formelt sluttet fred mellem de to koreanske stater. I bogstaveligste forstand er det delte Korea et levn fra den Kolde Krigs dage.

Ligesom USA og Sovjetunionen kappedes om at overgå hinanden i alle henseender, udkæmpede de to Korea’er en nådesløs propagandakrig på alle niveauer.

I Paul Fischers bog er det især propaganda på det ideologiske og kunstneriske plan, det drejer sig om.

Bogen har 3 hovedpersoner: den unge nordkoreanske Kim Jong Il, som søn af landsfaderen Kim Il-Sung, og så to sydkoreanske statsborgere, som begge er kendisser indenfor film -og skuespilkunst.

Kim Il-Song havde ud over blodets bånd ingen særlige forudsætninger for at efterfølge sin fader som formand for Det koreanske Arbejderparti og som landets leder.

Han havde en stor interesse for film og filmkunst og så sig selv som en stor filmkender og talentfuld filmproducer.

Kim Jong-Il havde indset at filmen som medie kan virke meget stærkere end f.eks. litteratur i form af bøger, tidsskrifter og aviser. Gode film kan øve en langt mere direkte indflydelse på masserne i et diktatur som det nordkoreanske.

Som også andre diktatorer har vidst kan fortællinger på film virke meget mere appellerende og spille på en ofte uuddannet og uskolet befolknings følelsesregister.

Men ifølge Kim Jong-Il var nordkoreansk film i 1970’erne stagneret i en gold propagandistisk stil, som gentog, som kørte i tomgang.

Anderledes gik det med sydkoreanske film, som vandt priser på de internationale filmfestivaler og som var værdsatte i Vesten og i Hollywood.

Kim Jong-Il fik nu den geniale ide at lokke to af Sydkoreas mest kendte filmfolk, filmproducenten Shin Sang-Ok og filmskuespillerinden Choi Eun Hee til Nordkorea for at hjælpe ham med at opbygge en nordkoreansk filmindustri, som kunne tage konkurrencen op med sin sydkoreanske rival.

Agenter fra den nordkoreanske efterretningsvæsen bortførte herefter først Choi Eun Hee og senere Shin Sang-Ok til Nordkorea.

Dette kunne kun lade sig gøre, fordi begge sydkoreanske kunstnere var stødt på kunstneriske og finansielle vanskeligheder i deres hjemland.

Kim Jong-Il kunne lokke med usædvanlig gode produktionsvilkår til de to bortførte kunstnere.

Men inden de kunne nyde godt af deres privilegier i Nordkorea og blive sluppet løs som kunstnere i deres ny land, skulle de igennem en hård politisk omskoling.

Choi Eun Hee sad ikke fængslet, men var konstant overvåget af en ”anstandsdame” fra det nordkoreanske efterretningsvæsen. Shin Sang-Ok fik en mere hårdhændet behandling i en af de nordkoreanske straffelejre for politiske afvigere.

Da det var så godt som umuligt at flygte ud af Nordkorea med livet i behold, måtte de to affinde sig med forholdene og gøre gode miner til slet spil.

De spillede et gevaldigt dobbeltspil, som lod omverdenen i tvivl om deres rette sindelag. Var de ”tvangsomvendte” tilhængere af Kim Jong-Ils nordkoreanske diktatur eller var de blot blevet kidnappet af en fjendtlig magt?

De to kidnappede sydkoreanere fandt en slags modus vivendi med Kim Jong-Il og de producerede i samarbejde med Kim Jong-Il en række film af tvivlsom lødighed for Kim Jong-Il og det nordkoreanske regime.  

De deltog således i flere filmfestivaler, hvor de vandt priser og fik også et vist positivt omdømme i Vesten som skabere af kvalitative og kunstneriske film.

Ingen af de to sydkoreanske filmkunstnere havde imidlertid tænkt sig at forblive i Sydkorea og pønsede (hele tiden?) på flugt til et land i Vesten, f.eks. USA, hvor de regnede med mere frit at kunne fuldende deres filmkarrierer.

Dette sidste skulle dog vise sig at være sværere end beregnet og de forsvandt så småt i ud i glemselen efter at de havde slået sig ned i USA..

Historien er en fortælling fra den Kolde Krigs tid. Det usædvanlige er vel, at det drejede sig om to kunstnere som ufrivilligt blev kidnappet og som fandt sig i at lave propagandistiske film for et regime for et regime, som de ikke sympatiserede med.

Det viser noget om deres tilpasningsdygtighed, men også om deres svære kamp for at bevare deres kunstneriske og personlige integritet.

 

Ikke plads til et ’tredje standpunkt’ under den Kolde Krig.

Hvis nogen sidder tilbage med den opfattelse at Sydkorea skulle være bedre end Nordkorea eller Vest bedre end Øst er det en falsk problemstilling. Valget mellem det stalinistiske Nordkorea og det kapitalistiske Sydkorea var et valg mellem pest og kolera.

Som et slogan under det Kolde Krig hed: ”Hverken Washington eller Moskva!” Vi kunne tilføje: Hverken Sydkorea eller Nordkorea.

Men under den Kolde Krig var der som bekendt ikke plads til et ’tredje standpunkt’ mellem Øst og Vest.    

   

      

 

       

 

Hvem var D. G. Monrad?

D. G. Monrad, biskop og politiker (1811-1887).

Boganmeldelse:

Kai Just: D.G. Monrad. Menneske og mand. Riget, magten og æren. Hovedland. 2015.

Monrads historiske betydning ligger mest i hans indsats for det borgerligedemokratis udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede.

Monrad var en af ophavsmændene til den første Grundlov for Danmark i 1849 og bør derfor som sådan have en plads i alle borgerlige demokraters hjerte.

Sammen med juristen Orla Lehmann var han med i det udvalg, som blev nedsat af kongen og som skulle komme med udkast til det danske Riges første Grundlov.

Just’s biografi redegør grundigt for Monrads idehistoriske grundlag for at kunne skrive en Grundlov, som var præget af datidens borgerligt demokratiske tænkning.

Ifølge Just fandt Monrad inspiration dels i tysk romantisk naturfilosofi, i den tyske filosof Hegels idealistiske historiefilosofi og i danske Folkekirkes luthersk-evangeliske kristendom.

Denne ejendommelige (og eklektiske) blanding prægede ifølge Just Monrad gennem hele hans liv.

Just bruger ikke selv udtrykket hermeneutisk om sin metode, men hans redegørelse for sin metode ligger den nærmest.

Just vil med sin biografi komme tættere på det komplekse menneske som Monrad var. For at komme tæt på Monrads personlighed inddrager han hyppigt Monrads mange personlige kriser og bruger meget plads på at skildre hans psykologiske sindstilstand.

Efter min mening kommer han måske nok tættere på en forståelse af mennesket Monrad, men ikke tættere på politikeren Monrad.

Mens Monrads idehistoriske udvikling står temmelig klart, forbliver hans politiske slingrevals uklar.

Var Monrad overbevist om det konstitutionelle monarki som styreform? Eller var han i virkeligheden lige så meget tilhænger af den absolutistiske  Enevælde?

Hvorfor mente han, at kongen af alle skulle vedblive med at have en så fremtrædende rolle i regeringsudøvelsen?

Hvorfor var han ikke ubetinget tilhænger af den franske jurist Montesquieus princip om tredeling af den politiske magt?

Havde han i virkeligheden tillid til at ”folket”, dette udefinerbare begreb, var modent til at udøve sin politiske magt - eller var det bedre og mere sikkert hvis det dannede borgerskab alene gjorde det?

Var hans mistillid til bøndernes ”transtøvler” og evne til at regere ikke lige så stor som de konservative Enevælds-tilhængeres mistillid til de rå og uddannede bønder?

Hvorfor vaklede Monrad i sin tilslutning til de national-liberales ”Danmark til Ejderen-politik” - og da Monrads nationalliberale venner tøvede - lod sig overtale til at sidde i spidsen for en regering, som kastede landet ud i en skæbnesvanger og håbløs krig i 1864?

Var han i virkeligheden blot en aristokrat i demokratisk forklædning?  Alle disse spørgsmål giver Just’s biografi ikke noget ordentlig svar på.

Svaret blæser i vinden efter læsning af Justs biografi. Just tilbyder en psykologisk og idehistorisk forklaring, som bygger på Monrads skrøbelige psyke og hans idehistoriske forvirring.

Dette er næppe nok til at forklare hans politiske svingture. Tættest på en forklaring kommer Just med, at Monrad havde en opfattelse af sig selv og sin historiske opgave som en mægler og formidler af ellers uforenelige standpunkter, som nationens store samler.

Denne statsmandslignende funktion havde Monrad imidlertid hverken politisk format og personlig styrke til.     

Monrads ideologiske usikkerhed og forvirring snarere skyggede for hans politiske klarsyn end det bidrog til at hjælpe ham til at manøvrere i det politiske farvand.

Just har ønsket at give Monrad en slags ’oprejsning’ for den uretfærdighed som han har været udsat form - senest i Tom Buk-Swientys bøger om krigen i 1864 og i DR-TV’s serie om samme.  

Men Justs hermeneutiske indføling med Monrad, som forsøger at forstå ham på hans egne og tidens præmisser munder ud i en apologetisk forståelse af Monrad.

I stedet for at undskylde Monrad burde Just have tegnet et kritisk portræt af et menneske med mange indre konflikter og en tvivlsom politisk forståelse af sin samtid. 

 

     

 

Hvorfor er Karl Marx dømt ude?

Boganmeldelse: David McLellan. Karl Marx. En biografi. Informations Forlag. 2012.

McLellans Marx-biografi udkom første gang i 1973 på et tidspunkt, hvor interessen for Karl Marx var betydeligt større end i dag.

Marx, marxisme, socialisme og kommunisme er begreber, hvis oprindelse let fortaber sig i historiens glemsel.

Ismer har det med konjunkturer som alle andre fænomener. I visse tider er interessen stor - i andre tider forsvindende lille.

 

Konjunkturbestemt interesse for Karl Marx.

I årene efter 1968 blussede interessen for Karl Marx, socialisme og kommunisme op på venstrefløjen.

Hans tanker satte sig dog kun dybe spor hos en ret lille skare af tilhængere.

Kun på den yderste venstrefløj tog man hans ideer og tanker alvorligt. Resten af samfundet forkastede og tog afstand fra begreber som klassekamp og proletariatets diktatur.

I dag så mange år efter må man spørge: Var det andet end en forbigående flirt med Karl Marx: Utallige er de, som i dag ikke vil vedkende sig, at de i sin tid havde en flirt med Karl Marx. Ingen nævnt, ingen glemt.  

I tiden efter Sovjetunionens og Østblok-staternes sammenbrud i årene 1989-1991 blev borgerlige ideologer grebet af en triumferende begejstring.

Langt om længe havde det vist sig, at Lenins og Trotskys eksperiment fra 1917 i Rusland havde vist sig endegyldigt at have slået fejl og den borgerlige liberalisme havde ifølge borgerlige ideologer vist sin historiske overlegenhed. 

Efter endt læsning af David McLellans bog fremgår det tydeligt, at den historiske Marx ikke har meget at gøre med den Karl Marx, som overleveres i fe fleste historiebøger.

Marx’s tanker og ideer afskrives her som arvegods fra en svunden tid, som aldeles forældede.

 

Marx’s vej til marxisme.  

Nøjagtigt som i dag - hvor marxister er i håbløst mindretal -, fremgår det af McLellans bog, at Marx gennem hele sit liv måtte kæmpe hårdt for sine synspunkter - og ofte var i mindretal i den socialistiske bevægelse, som han selv var med til at skabe. 

Den overleverede ”marxisme-leninisme” i Stalins Sovjetunion og i Østblok-staterne efter 2. verdenskrig kanoniserede hans ”lære” til et sæt ahistoriske og udialektiske trosartikler, som udgav sig for at være Marx’s sande lære.  

Det gode ved McLellans bog er, at den viser den erkendelsesproces, som Marx måtte igennem for at nå frem til sit slutstandpunkt.

Marx var ikke født som materialist og dialektiker. Det var en lang og intellektuelt besværlig proces at nå frem til dette standpunkt.

Det kommer måske bag på mange, at Marx i sin pure ungdom faktisk var romantiker i filosofisk forstand og at han skrev romantiske digte.

Det passer ikke rigtigt med det billede som overleveres i historiebøgerne hvor han for det meste som politisk økonom og samfundsomstyrter.

 

Marx’s vej frem til dialektisk materialisme var ikke ’a walk in the park’. Det krævede stort intellektuelt overskud. Marx var afhængig af sin fars pekuniære støtte for at fuldføre sine studier.

Marx forlovede sig tidligt med en lidt ældre pige, hvis forældre ikke tillod et tidligt giftermål, førend Marx havde fuldført sine studier.

McLellan redegør på udmærket vis for Marx’s intellektuelle udvikling fra tyskromantik over idealistisk hegelianisme til en religionskritisk opgør med den tyske filosof Feuerbach.

Det er i denne fremadskridende erkendelsesproces at Marx kommer frem til sit standpunkt som dialektisk materialist.   

Marx opnår ikke en fast stilling på universitetet og slår sig på journalistik.

I datidens tidsskrifter og aviser udfolder han sit store litterære talent i kommentarer til dagens store og små internationale begivenheder.

Begivenhederne i årene efter revolutionerne 1848 blev for Marx den første lejlighed til at omsætte sit filosofiske standpunkt til politiske analyser.

Marx viste her sin evne til at analysere de politiske begivenheder ud fra et klassekampsstandpunkt.  

1848-opstanden førte som forudset af Marx til, at Napoleon Bonaparte i 1852 som en frelsende engel ”reddede” det franske borgerskab og skabte et ”bonapartistisk” diktatur. 

Marx så ”bonapartisme” som borgerskabets løsning, når hverken borgerskabet eller arbejderklassen var stærkt nok til selv at tage magten. Begrebet indgik herefter i marxistisk terminologi for eftertiden og blev senere brugt af Lenin og Trotsky.

Marx havde i ”Det kommunistiske Manifest” i 1848 proklameret, at proletarerne ville forene sig og besejre borgerskabet i alle udviklede kapitalistiske lande. 

Hvis dette skulle kunne lade sig gøre var det nødvendigt med en international organisation, som havde til formål at samle proletarerne.

En sådan blev skabt i 1864 i form af den Internationale Arbejderassociation (s. 408).

Marx var drivkraften i dette forsøg på at skabe den første internationale arbejderorganisation på verdensplan.

Marx stod temmelig alene med sine standpunkter og 1. Internationale kan således ikke siges at være hverken ’marxistisk’ eller ’socialistisk’.

Ligesom i dag fandtes der den gang mange forskellige politiske opfattelser af i hvilken retning det bestående samfund skulle udvikle sig og på hvilken måde det skulle bevæge sig derhen.

Som Marx havde beskrevet det i det Kommunistiske Manifest fra 1848 havde borgerskabet udspillet sin progressive rolle og de kapitalistiske samfund i Europa og USA var modent til en socialistisk revolution.

Med Marx’s egne ord: Borgerskabet havde i de højtudviklede kapitalistiske økonomier udviklet produktivkræfterne og bragt disse i et modsætningsforhold til produktionsforholdenes snærende bånd, at det før eller siden måtte ende i en altomfattende samfundsomvæltning. Proletariatet var nu stærkt nok til at oprette og håndhæve sit diktatur over borgerskabet.

1. Internationale var en broget skare af reformistiske engelske fagforeningsfolk, utopiske franske socialister (tilhængere af den franske filosof Proudhon), småborgerlig italienske nationalister (tilhængere af Mazzini) og russiske anarkister (tilhængere af den russiske anarkist Kropotkin).

1. Internationale havde sin storhedstid i slut-1860’erne, hvor den støttede nationale mindretals kamp for uafhængighed (Polen) og foranstaltede pengeindsamlinger til strejkende arbejdere.

Ikke mindst på grund af intern uenighed opløstes den i midt 1870’erne.

Marx kastede sig nu i stedet over sit teoretiske hovedværk ”Das Kapital”, som han ikke nåede at færdiggøre før sin død i 1883.

 

Marx’ aktualitet.

Stort set ingen (heller ikke på venstrefløjen) tager i dag Marx alvorligt, men afviser ham som håbløs forældet.

Ifølge dem er ”gammelmarxisme” forældet og bør erstattes af ’nytænkning’, som tager højde for udviklingen i det senkapitalistiske samfund.

Størstedelen af kritikken af Marx beror på fejllæsninger og misforståelser af Karl Marx og vidner enten om politisk uenighed eller om manglende evne til at forstå hans tankegang.

Ikke én eneste organisation på venstrefløjen påberåber sig længere Karl Marx og hans revolutionære marxisme.

Enhedslisten har senest forkastet brugen af ord som ’klassekamp’ og ’revolution’ og har udrenset dem af sit partiprogram.

Organisationer på den yderste venstrefløj taler om den revolutionære marxisme som ”gammelmarxisme” som om Karl Marx’ tanker ikke længere er relevante, og derfor ubrugelige.

Hvilke andre finder de mere relevante? Optionerne er ikke mange: Enten klassefjendens borgerlige ideologi eller venstrefløjens yndede ”demokratisk  socialisme”, som kan oversættes med reformisme.

Mange af de nymodens småborgerligt nationalistiske og reformistiske strømninger på venstrefløjen er ikke væsensforskellige fra de retninger, som Marx bekæmpede for ca. 150 år siden.

Så meget har det kapitalistiske samfund og de menneskelige tankegange heller ikke ændret sig.

Forhåbentlig kan McLellans biografi bidrage til at forny interessen for den historiske Karl Marx og virke som inspiration til at sætte sig ind i hans liv og tankegang og derved medvirke til en større forståelse for hans politiske standpunkt.      

 

Hvad er Putin ude på?

Den forhenværende KGB-chef Vladimir Putin, nu præsident i Rusland.

Boganmeldelse: Samuel Rachlin: Jeg, Putin. Det russiske forår og Den russiske verden. Peoples Press. 2015.

 

DR’s og TV2’s mangeårige korrespondent i Moskva Samuel Rachlin, har udgivet en bog, hvori han hudfletter personen og politikeren Vladimir Putin, Ruslands præsident.

Putin er præsident i et post-sovjetisk Rusland som ikke rigtigt har fundet sine ben at stå på efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

 

Putin er svær at sætte i bås.

Putins politik har voldt mangen en kommentator og vestlige politikere alvorlige problemer med hensyn til hans mål og hensigter.

Lad os slå fast med det samme: Putin er svær at blive klog på. Han er ikke rigtig til at sætte i bås.

Lad os begynde med at fastslå, hvad han ikke er. Putin er ikke bare en overlevende stalinistisk bureaukrat, som viderefører - eller som vil føre Rusland tilbage til den gamle Sovjetunion.

Det kunne man ellers godt tro, hvis man tager hans fortid i betragtning. Putin har nemlig stået i lære i og gjort karriere i KGB. KGB var i Stalins Rusland det magtinstrument, som Stalin brugte til at foranstalte sin masseterror mod den sovjetiske befolkning. KGB sendte i millionvis af Sovjetborgere i tvangs- arbejdslejre i 1930’erne.   

KGB var således et effektivt og morderisk magtinstrument i hænderne på det stalinistiske bureaukrati, som havde magten i Stalins Rusland.

Stalin havde forvandlet Lenins og Trotskys socialistiske Rådsrepublik til en politistat.

Stalin havde nedbrudt de sidste rester af civilsamfund og ved hans død i 1953 var kun det repressive statsapparat tilbage: militær, politi og efterretningsvæsen.

Magtkampen efter Stalins død udspandt sig således mellem forskellige repræsentanter for forskellige dele af statsapparatet. Beria var chef for KGB og kunne i princippet lige så godt have fået magten i Sovjetunionen som hans rival Khrustjov.

Putin stod i lære i KGB.

 

Det post-sovjetiske Rusland.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod der et stort magttomrum. Næsten hele det gamle magtapparat faldt sammen. Sovjetunionen eksisterede ikke længere som union, de fleste republikker i unionen fik selvbestemmelse.

Men efterretningsorganisationen KGB overlevede, og Putin endte hurtigt som efterretningschef for KGB.   

En stor del af forklaringen på Putins stil som præsident i Rusland kan søges tilbage til hans tid i KGB.

Putin har ikke aflært sig efterretningsvirksomhedens arbejdsmetoder, som langt fra er ’fine i kanten’. Lad os bare nævne to ting: misinformation og deciderede løgne.

Til trods herfor er Putin ikke kun en overvintret stalinistisk efterretningsagent.

Hvad er han så? Borgerlig demokrat er han vel heller ikke?

Nej. Putin hylder ikke det borgerlige demokrati og dets frihedsrettigheder, ytringsfrihed, retssikkerhed osv. Det er der meget lidt af i Putins Rusland.

Putin er svær at sætte på formel. Han unddrager sig alle de gængse betegnelser. Han er ikke kun en ”overvintret stalinistisk efterretningsagent”. Ej heller en dårlig borgerlig demokrat, som ikke er i stand til at etablere et levedygtigt demokrati efter vestlig model.

Putin er heller ikke en post-sovjetisk zar, selvom han godt kunne minde om det. Hvad er han så?

 

Ikke noget klart svar på hvilken type samfund Putins Rusland er.

Det giver Rachlin og mange andre ikke noget klart svar på. Rachlins udgangspunkt er borgerligt liberalt med hang til anti-kommunisme. Han ser mange ligheder mellem de russiske zarers autokratiske magtudøvelse og Putins ’indskrænkede’ demokrati.

Rachlin forsøger at klarlægge Putins motiver for at kaste sig ud i en konflikt med Vesten (USA, NATO og EU) i spørgsmålet om Ukraine og Krim.

Rachlin ser en klar linje i Putins anti-vestlige linje fra hans intervention i Georgien i 2008 (besættelse af Abkhasien og Syd-Ossetien), hans annektering af Krim-halvøen i 2014 og hans provokerende optræden i den østlige del af Ukraine (Don-bass).

Putins magtbasis hviler på et spinkelt grundlag: Statsapparatet og oligarkerne. Ruslands økonomi beror udelukkende på råstoffer som olie og naturgas, med andre ord en monokultur som i mange 3. verdenslande.

Ifølge Rachlin er Putins magtgrundlag spinkelt og vakkelvornt. Kun ved at optræde resolut og kontant over for Vesten kan Putin overbevise den russiske befolkning om, at han er den stærke mand, som Rusland ifølge Rachlin altid har haft brug for og som er solidt indarbejdet i russisk tankegang.  

Kun ved at byde Vesten trods kan han leve op til befolkningens forventninger.

Dette er imidlertid en farlig balancegang, fordi den kan tvinge ham ud i en situation, hvor der ingen vej er tilbage.

For Rachlin indtrådte ’the point of no return’ efter russisk udstyrede militsers nedskydning af et civilfly fra ukrainsk territorium. Herefter skulle man have forventet, at Putin ville have bakket ud. Men det gjorde han ikke. Han var fanget af sin egen skæbnesvangre logik.  

Balancegangen består i, at Putin forsøger at bilde verden ind, at Rusland ikke står bag de russisk sponsorerede militser, som fører krig mod den ukrainske hær på ukrainsk territorium. Skønt det er åbenbart, at Rusland og Putin står bag.

I en massiv mediekampagne forsøger Putin at bilde os ind, at Ukraine er overtaget af yderliggående ukrainske nationalister og fascister, som ønsker Ukraine indmeldt i NATO og optaget i EU - mod befolkningens vilje.

Tankegangen bag Putins logik minder til forveksling om konflikten mellem Øst og Vest under den Kolde Krig efter 2. verdenskrig.

Stalin ønskede - som nu Putin - en sovjetisk indflydelsessfære, én ’bufferzone’ lang Sovjetunionens vest-grænse. Folkedemokratierne skulle tjene dette formål.

Putin taler om ’det nære Rusland’ og ’den russiske verden’, som begreber som udtryk for denne tankegang.    

 

Hvilken type samfund er Putins Rusland?

Rachlin refererer 3 forskere som alle har beskæftiget sig med at forklare Putins politik. Ingen af disse giver et klart svar på hvilken type samfund, som Putin har skabt i den tid han har været ved magten i Rusland (siden 1999).

En amerikansk forsker fra den konservative den tænketank CATO (Andrej Illarionov) gør sig nogle temmelig flyvske overvejelser over, hvorvidt der findes en speciel udgave af en russisk korporativ stat til forskel for Mussolinis korporative stat i Italien før 2. verdenskrig. (jf. kapitlet: ”Fra petrostat til korporativ stat”, s. 131-139)

En russisk historiker og filosof (Andrej Zubov) taler åbent Putin imod og sammenligner hans indlemmelse af Krim-halvøen med Hitlers indlemmelse (’Heim ins Reich’) af Østrig (og senere Sudeterland) i 1938.

Ifølge denne historiker ligger samme logik bag Putins annektering af Krim-halvøen. På samme måde som Hitler ville beskytte ’tyske borgere’ i Østrig og ’folketyskere’ i Sudeterland, vil Putin nu beskytte russiske sindede borgere på Krim og i Ukraine. (jf. kapitlet: ”Fascismens fascination”, s. 149-158)

 

Putins nationalkonservatisme.

Den måske mest interessante del af Rachlins bog om Putin er de afsnit, hvor han refererer til Putins nylæsning af russiske konservative filosoffer, som befandt sig i eksil i under Sovjet-regimet. (jf. kapitlet: ”Filosoffernes indtog”, s. 89-93)

Det får mig til at stille spørgsmålet, om der er så langt fra Stalins og Kominterns ekstreme nationalisme og patriotisme fra midt 1930’erne og til russisk nationalkonservatisme, som ganske vist ønskede sig Zarriget tilbage.

Ifølge Trotsky havde det stalinistiske bureaukrati ikke nogen ideologi og baserede sig ikke på noget bestemt samfundslag. I 1930’erne gennemførte det stalinistiske bureaukrati og dets repressive apparat en kontrarevolution i Sovjetunionen, som fuldstændigt udraderede Lenins og Trotskys revolutionære marxisme.  

Man kan sige, at Putin har taget det fulde skridt ved at bekende sig til en ærke-reaktionær ideologi (nationalkonservatisme) og kaste sig i armene på den russiske ortodokse kirke.

 

 

 

     

 

Stalinismens lange skygger.

Lillian Jung-Olsen og Morten Jung-Olsen udenfor retsbygningen efter domsafsigelsen i foråret 2000.

Mikael Busch: Lenz. Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden. People’s Press. 2015.    

Efter at domstolene, rigsadvokaten og Justitsminister Frank Jensen i foråret 2000 opgav at tiltale Morten Jung for spionage for en fremmed magt (DDR) udtalte han: ”Der går aldrig røg, uden at der har været en brand.”

Morten Jung benægtede at være identisk med personen Lenz, som optrådte i STASI’s arkiver over meddelere og som alt tyder på må have været identisk med Morten Jung.

Morten Jung-Olsen mente, at han var offer i en politisk retssag, som aldrig burde have set dagens lys og hans tilfælde udelukkende have været genstand for historisk forskning.

May it so be!

 

Morten Jung-Olsen - barn af den Kolde Krig.

Det er forfatter Mikael Buschs ønske, at den hidtidige ”skyttegravskrig”, som har været ført mellem ”koldkrigere” og de såkaldte ”revisionister”, - som ikke alene tillægger USSR skylden for den Kolde Krigs udbrud - vil blive afløst af et ”tøbrud”, som vi kan blive klogere på historien om den Kolde Krig.

Jeg vover forsøget.

Morten Jung-Olsens personlige historie er interessant i sig selv. Han er prototypen på en ungkommunist (læs stalinist), hvis forældre som unge i 1930’erne tilsluttede sig stalinismen.

Mortens biologiske far var aktiv i den Spanske Borgerkrig og deltog senere i modstandskampen i Danmark under den tyske besættelse.   

Han pådrog sig herunder psykiske mén, som han aldrig overvandt.

I 1951 mødte Mortens forældre hinanden og i 1956 fødtes Morten.

Mortens opvækst foregik i Københavns Sydvest-kvarter og i 1970 meldte han sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), hvor han var primus motor i oprettelsen af en DKU-afdeling i Sydhavnen.

Som medlem af DKU besøgte han ved forskellige lejligheder DDR, som han opfattede som den rene og skinbarlige socialisme.

Hvis ellers personen Lenz i STASI’s arkiver er lig Morten Jung-Olsen, blev han i 1975 hvervet som informant (IM). (s. 85)

Hvad kunne STASI’s afdeling for udlandsspionage (HVA) bruge et ungt dansk medlem af DKU til?

Mikael Busch antager, at Morten Jung blev rekrutteret som ”perspektiv-agent”, en meddeler, som på længere sigt kunne blive nyttig for DDR.

I første omgang kunne Morten Jung ikke bidrage med andet end at holde et ”vågent øje” med den øvrige venstrefløj.

 

Jungs metamorfose.

Busch mener at kunne konstatere, at der i 1978 skete en markant ændring med Morten Jung. Han begyndte at gå anderledes nobelt klædt og holdt igen med sine politiske synspunkter. (107)

Busch mener at vide, at det skyldtes, at Morten Jung som stud. polit. havde fået job i Udenrigsministeriet, DANIDA og derfor måtte lægge afstand til sit tilhørsforhold til DKP og DKU og skabe sig et alibi som en pæn ung studerende med borgerlige holdninger.

Som ansat i en afdeling i Udenrigsministeriet kunne STASI nu bruge Jung som meddeler.

STASI’s arkiver(det elektroniske arkiv SIRA), som senere er blevet tilgængelige, viste at agent Lenz har kopieret ganske betydningsløse dokumenter fra Udenrigsministeriet, som så er havnet hos STASI’s udlandsafdeling, HVA.

I januar 1979 ansatte Udenrigsministeriet endnu en studentermedhjælper, stud. polit. Erik Boel, som blev en god ven af Morten Jung. Erik Boel blev senere international sekretær i Socialdemokratiet. (116)

Jungs personlige venskab med Boel fik senere to Ekstrablads-journalister til at konstruere en teori om at der skulle eksistere en ”spionring” med Lenz som centrum, som rakte langt ind i Socialdemokratiet, hvad næppe har været tilfældet.

Fra juni 1981 til august 1982 opholdt Jung sig på Stanford University. Dette ophold kan ifølge Mikael Busch meget vel have bevirket, at Morten Jung kom i tvivl om det rigtige i at arbejde for STASI.(122)

Retrospektivt ser Busch dette som værende et skridt på vej væk fra hans politiske engagement i USSR og Østblok-landene.

I 1985 fik Morten Jung arbejde i FN’s underorganisation, FAO i Rom. (124)

I perioden fra 1984-1989 foreligger der oplysninger om 14 interne EU- dokumenter, som er opført under agent Lenz navn og som er tilsendt STASI. Ingen af disse dokumenter kan tillægges nogen særlig stor efterretningsmæssig værdig.

Busch forklarer den tvivlsomme værdi af de 14 dokumenter, som optræder på Lenz’s kartotekskort på følgende måde:

”De fleste mister i et eller andet omfang ungdommens idealisme og bliver klogere. Man bliver også mere skrøbelig med alderen. Man får mere at miste, når man stifter familie og får børn. Måske følte Morten Jung sig også mere og mere som en integreret del af EU-systemet. Måske udviklede den glødende kommunist sig gennem årene til decideret EU-tilhænger. Måske rollen som borgerlig, som STASI havde bedt ham spille, ikke ved bare at være en rolle. Måske forvandlede røde Morten sig til Blå Morten.” (130)

 

Fortiden kaster sine lange skygger hen over nutiden.

Af forhørsprotokollerne (som kun PET har haft adgang til) fra retssagen mod Lenz, alias Morten Jung var hans egen forklaring, at han i slutningen af 1970’erne, begyndelsen af 1980’erne ”mistede troen på kommunismen, da det gik op for ham, hvilke menneskelige omkostninger systemet havde haft.”(131).

I øvrigt nægtede Morten Jung, at han havde ladet sig hverve af STASI’s udlandsafdeling og at han på noget tidspunkt havde leveret efterretningsmæssige oplysninger til STASI.

 

Morten Jung ’falske melodi’.  

Morten Jung havde indtil retssagen mod ham troet, at tiden ville læge alle sår og at historien blot ville lægge et slør over hans politiske fortid.

Da han stod konfronteret med sin fortid blev han nødt til at lyve om sin virksomhed som STASI-agent, men kunne med fordel nøjes med at tilstå, at han havde været en overbevist stalinist som medlem af DKU fra 1970.

Morten Jungs historie er blot den danske udgave af de mange historier om forhenværende stalinister, som stak en finger i vejret og vejrede hvilken vej vinden blæste, da Folkedemokratierne i Østeuropa truede med at falde sammen.  

Der er tusindvis af lignende eksempler fra Østeuropa på stalinister, som opportunistiske årsager skiftede hest midt i vadestedet, da de så hvilken vej det bar.

Mange af disse forhenværende stalinister skabte sig - som Morten Jung - en ny strålende karriere i det ny (post-sovjetiske) politiske system, som opstod efter 1989 i Østeuropa og i 1991 i Rusland.

Kun få af disse små og store stalinister er stået frem og har bekendt deres tilhørsforhold til de forgangne regimer og til stalinismen som ideologi.

Titusinder af disse lod sig i Vesteuropa rekruttere til den stalinistiske bevægelse i den tro, at der var tale om rigtige ”arbejderpartier og rigtige ”arbejder-bonderegimer” i Østeuropa og i USSR.  

Der er stadigt nødvendigt at gøre op med disse illusioner og ikke som Morten Jung at krybe i skjul og redde sit eget skind.       

   

  

 

 

      

 

 

 

 

 

 

Der står altid en Bonaparte og venter i kulissen, når det det borgerlige demokrati er i krise.

Leder af de franske kommunister, Maurice Thorez taler til franske minearbejdere i Nord-Frankrig.
Fra chauvinistisk "national union" til "ultra-venstre" sekterisme.

 

 Boganmeldelse: Anthony Beevor: Paris efter befrielsen 1944-1949. Lindhardt og Ringhof. 2014.

 

Anthony Bevoor er en uhyre produktiv skribent, som har efterhånden har udgivet mange bøger om historiske emner.  

Hans bøger er en slags populariserende historieskrivning, som ikke gør krav på videnskabelighed eller på systematisk brug af kilder.  

Beevors historieskrivning gør forsøg på at skildre og indkredse tidsånden på et bestemt tidspunkt i historien.  

I bogen ”Paris 1944-1949” er det først og fremmest Frankrigs politiske og kulturelle historie, der skildres. 

Beevor kommer vidt omkring i sin historiefortælling, og da han ikke har et bestemt område, som han vil indkredse, bliver hans fortælling meget kalejdoskopisk 

Det gør det vanskeligt at finde en ’rød tråd’ i hans historieskrivning. Det må læseren selv finde.  

Jeg tror at have fundet min. To emner i Bevoors bog har min særlige interesse: general de Gaulles rolle i fransk politisk historie og det franske kommunistpartis (PCF) rolle i efterkrigstidens turbulente udvikling.  

Overgangen fra krig til fred er på mange måder yderst interessant.  

Ingen aktører træder som bekendt ubeskrevet ind på historiens scene - heller ikke de Gaulle og det franske kommunistparti (PCF). 

 

Baggrund.   

Frankrig blev som Danmark besat af Nazi-Tyskland i 1940. Danmark fik en national samlingsregering, hvori samtlige større politiske partier indtrådte - undtagen Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).  

Staunings og Scavenius’ regeringer førte en ’samarbejdspolitik’ overfor den tyske besættelsesmagt og brød først med den i august 1943.  

Frankrig blev delt i en ’fri’ og en ’besat’ zone, hvor en tysk-venlig regering under ledelse af marskal Petain fik lov at herske på tyske vilkår.  

I Danmark fik danske nazister ikke lejlighed til at gribe magten, da Hitler ikke havde tilstrækkelig tillid til dem.  

Petain oprettede et tysk-venligt fascistisk regime med egen administration, diplomati og politistyrker indtil han i 1943 blev afsat og lempet ud af Frankrig af nazisterne.   

Frankrig var fra starten af den tyske besættelse delt i to klare politiske lejre, for og imod Petain. I Danmark var billedet mere mudret.  

 

De franske kommunister.  

De franske kommunister var som de danske ’låst’ af Hitler-Stalin ikke-angrebspagten fra 1939 og kunne ikke officielt stille noget op mod den tyske besættelsesmagt før efter 1941.   

Dette var ikke noget godt udgangspunkt for det franske kommunistparti (PCF), som allerede i 1935 havde skiftet kurs fra en sekterisk ultra-venstre sekterisk politik rettet mod socialdemokraterne til en folkefrontspolitik 

Folkefrontspolitikken gik ud på at samle alle anti-fascistiske kræfter i en samlet national front.  

Denne politik blev nu forstærket og udvidet til at samle hele nationen i en ’national union’ imod fascisme (i Italien og Spanien) nazisme i Tyskland). 

Ifølge Beevor lod Moskva mere eller mindre de franske kommunister sejle deres egen sø til et stykke tid efter krigen, indtil den Kolde Krig indtrådte i 1947. 

 

De borgerlige demokrater.  

Det borgerlige demokrati havde i Frankrig gennemlevet flere alvorlige parlamentariske kriser i 1930’erne.  

Stort set alle løsninger var blevet prøvet. Hele det politiske spektrum havde afprøvet deres evner i parlamentarismens vanskelige kunst. Således havde også både socialister og stalinistiske kommunister stået deres prøve i en såkaldt Folkefrontsregering i 1936.  

Denne løsning var så absolut ikke noget det franske borgerskab brød sig om. De foretrak deres egne - ofte uduelige - partier. Socialisternes og kommunisternes Folkefrontsregering var - så at sige - den sidste udvej for borgerskabet.  

I sidste del af 2. verdenskrig stod det franske borgerskab ligeså famlende og vaklende som det havde gjort i 1930’erne. Petain-regimet og den tyske besættelsesmagt havde efterladt et tomrum, som nu skulle udfyldes af - ja hvem? 

Her stod det franske kommunistparti forholdsvis stærkt og kunne muligvis godt have grebet magten, hvis de havde villet, eller rettere måtte for Moskva.   

Her stødte partiet imidlertid på en mur. Stalin og de vest-allierede magter, USA og England havde inddelt Europa i en vestlig og en østlig ’interessesfære’ 

Så nyttede det ikke noget, at det franske kommunistparti forestillede en socialistisk revolution i Frankrig. Det kunne der - ifølge Stalin og hans herskende klike i parti og stat - under ingen omstændigheder være tale om. 

Dette vidste ledelsen i partiet udmærket, men de kunne ikke åbent stå frem og sige det overfor alle partiets militante medlemmer.  

Så det en forblev en ’hemmelighed’ for partiets medlemmer indtil det Kolde Krig blev en realitet og indtil partiledelsens ’falske’ radikalisme (ultra-venstre linje) ebbede ud efter 1948.     

 I den borgerlige lejr herskede der lige så stor forvirring og usikkerhed. Ingen borgerlige partier eller bevægelser var rigtigt i stand til at udfylde tomrummet efter Petain blev afsat i 1943 og den tyske besættelsesmagt havde forladt Frankrig i 1944. 

Frankrigs ’befrier’, den senere general de Gaulle havde på et tidligt tidspunkt vist sig som en outsider til magten. Han havde stillet sig i modsætning til det franske Establishment, det politiske liv og store dele af hæren. 

Han poserede nu som et alternativ, hvis ikke andre var parat til at byde sig til. De andre var de sørgelige rester af det franske historiske Socialistparti (sektion af 2. Internationale), det lille Radikale Parti (Parti Radicale) og de nye: UDSR (anført af Pierre Mendes-France) og det kristelige Mouvement Republiquaine Populaire (MRP). 

Den 3. Republik var før krigen nærmest gået til grunde på grund af parlamentarisk ævl og kævl mellem partierne.  

De Gaulle stillede sig nu op som nationens potentielle ’frelser’ - højt hævet over partiernes parlamentariske fnidder-fnadder. 

Det var hans faste overbevisning, at republikken behøvede en ’stærk mand’ til at løse landets tilbagevendende parlamentariske kriser.   

Hvis dette skulle lykkes måtte nationen have en forfatning, som gav præsidenten (ham selv) næsten uindskrænket magt.  

Dette krævede enten et statskup fra hans side eller at et flertal i Nationalforsamlingen vedtog en præsidentiel forfatning. Dette var der ikke flertal for i perioden frem til 1949, som denne bog omhandler.   

Først under en ny parlamentarisk krise i 1958, lykkedes det general de Gaulle at komme til magten og skabe en præsidentiel forfatning - den 5. republik.   

Der er to ting, som vi kan lære af Bevoors bog - om end han ikke selv uddrager denne lære: 

1. I situationer hvor det borgerlige demokrati befinder sig i en alvorlig parlamentariske krise, vil der (næsten altid) står en Bonaparte klar i kulissen til at springe ind på scenen og overtage styringen af samfundet.  

Det er set mere end én gang i Frankrigs historie.  

Første gang i 1793 med Napoleon Bonaparte (1.), dernæst i 1852 med Napoleon (3.).  Heraf navnet bonapartisme 

De Gaulle var en sådan bonapartist

 

2. I modsætning til hvad stort set alle borgerlige historikere hævder, tilstræbte det franske kommunistparti (og andre vesteuropæiske kommunistpartier) ikke magten i årene efter 2. verdenskrig.  

Allertydeligst kommer det frem i foråret 1947, hvor partiet veg tilbage for Indenrigsministeriets trusler om at sætte hæren ind mod de strejkende arbejdere 

Indenrigsministeriet mobiliserede ganske rigtigt hæren til indsættelse mod arbejderne, men da det kom til stykket troede Partiet ikke på arbejderklassens styrke til at sætte sig igennem mod det repressive statsapparat.  

Partiets pludselige ’turn around’ til en eventyristisk ultra-venstre linje efter dette nederlag vidner kun om den desperate situation partiet befandt sig i. 

Klemt inde som en lus mellem to negle mellem loyalitet overfor dets herre, det stalinistiske bureaukrati i Moskva og hensynet til arbejderklassens og sine egne medlemmers legitime krav og interesser. 

Dette viser Bevoors bog så tydeligt, så det ikke burde kunne misforstås. Med mindre borgerlige historikere ikke vil se skoven for bare træer.  

 

Var Lenin stalinist?

 I anledning af Kurt Jacobsens Lenin-biografi. Informations Forlag. 2013.  

Det herskende ’historiker-laug’.  

Historieskrivningen om udviklingen i Rusland efter 1917 er blevet stadig mere ensartet. Der synes blandt historikere at have dannet sig en konsensus, som er ret så massiv.  

Næsten alle historikere har svært ved at skelne mellem Lenin og Stalin. De mener således ikke, at Sovjetstaten ændrede nævneværdig karakter efter Lenins død i 1924.  

Historieskrivning er som bekendt slagmark for ideologiernes kamp. Ingen historiker kan med rette hævde, at han er objektiv, uhildet og upartisk. 

Ikke desto mindre foregiver mange historikere at være tilhængere af en  ’pluralistisk’ historieopfattelse.  

Hvis denne betegnelse skal have nogen mening, må det betyde, at man som historiker tilstræber en vis objektivitet og videnskabelig redelighed. 

Dette indebærer bl. a., at historikeren så vidt muligt ikke forsøger at lade sin egen grundholdning skinne alt for meget igennem, således at den helt står i vejen for den ’pluralistiske’ historieskrivning.  

Det indebærer endvidere, at ikke alle benytter de samme kilder, som siger det samme og i stedet går til primærkilderne og tolker disse efter evne. 

Det gør det hjemlige ’historiker-laug’ ikke længere.  

Der var en gang i 1970’erne hvor det stadig var muligt at fremføre andre synspunkter end de ’på bjerget herskende’ og udfordre de gængse tolkninger. Sådan er det ikke længere. Der har etableret sig et ’broderskab’ af historikere i Danmark, som alle mere eller mindre deler den samme ideologiske opfattelse af socialisme, marxisme, kommunisme og af hvilken type samfund Sovjet-staten var i 1917.

 

Kurt Jacobsen nu optaget i ’historiker-lauget.  

Historiker-lauget synes at dele den opfattelse, at Sovjetstaten hurtigt udviklede totalitære træk, som kan spores tilbage til Lenin og bolsjevikkerne Nogle historikere (Bent Jensen, Bent Blüdnikow, Niels Erik Rosenfeldt, Erik Kulavig) og nu også Kurt Jacobsen, som i 2013 fik udgivet en Lenin-biografi på Informations Forlag.  

Jacobsen har en fortid medlem af DKU og DKP og som journalist på dagbladet Land og Folk.  

Jacobsen skrev i 1980’erne to bøger om DKP’s historie, hvor han i kraft af sit medlemskab af DKP fik adgang til partiets arkiver.  

De var bl.a. af den grund interessante at læse.

 Som korrespondent i Moskva for Land og Folk fik han adgang til Kominterns arkiver. I sin biografi om Aksel Larsen (1995) fremlagde han således nyt og spændende materiale forholdet mellem DKP og Komintern. Han blotlagde således forholdet mellem de to ledende medlemmer af DKP, Arne Munch Petersen og Aksel Larsen. 

Jacobsen fulgte sit parti i tykt og tyndt lige indtil DKP opløste sig selv i 1991. 

Efter opløsningen skænkede DKP sine arkiver til Arbejderbevægelsen Arkiv og Bibliotek (vist nok stadig med begrænset adgang). 

Kurt Jacobsens senere karriere har udfoldet sig på Copenhagen BusinessSchool (CBS) som professor på afdelingen for Business History.  

Med denne baggrund skulle man mene, at Kurt Jacobsen havde de ideelle forudsætninger for at skrive en Lenin biografi.  

 

Fortiden kaster sine lange skygger ind over nutiden.

Men fortiden kaster åbenbart sine lange skygger ind over nutiden. Jacobsen har ikke frigjort sig sin stalinistiske fortid. Jacobsen fejllæser og mistolker Lenin og gør ham til mensjevik og ikke den bolsjevik som han vitterligt var.  

Hvorfor gør han det? Er det fordi Jacobsen er en ’dårlig’ historiker?  

Jacobsens formår ikke at gøre op med sin forgangne stalinisme i DKP. I stedet forfalder han til anti-kommunisme og abonnerer nu på den udbredte konsensusopfattelse, at Lenin og Stalin skabte et totalitært samfund i Rusland efter 1917.  

Denne hovedtese fremsætter Jacobsen ikke åbent, men den ligger til grund for hele hans Lenin-biografi. 

Han finder træk i Lenins personlighed, som skal bevise dette.  

Lenin er tidligt inspireret af de russiske narodnikker, som praktiserede individuel terror mod zarens institutioner og foretog ’nålestiks-operationer’ mod zarens autokrati. 

Lenins hang til konspiration skal han også have lånt af narodnikkerne.  

Endvidere hævder Jacobsen, at Lenin var inspireret af den Italienske renæssanceforfatter Machiavellis maksime om at ’hensigten helliger midlet’.  

Jacobsen hævder desuden, at Lenin er inspireret at den tyske socialdemokrat Karl Kautsky. Hvilket er notorisk forkert. Jævnfør Lenins skarpe kritik af Kautsky ”revisionisme”. 

Således er Lenins personlighed formet til at danne den bolsjevik, som han blev til.  

Lenins partiopfattelse beskrives af Jacobsen som entydigt mekanisk og maskinel. Lenin var tilhænger af en centralistisk og konspirativ ’partimodel’, som var uafhængig af de konkrete omstændigheder.   

Lenin udviklede sin ’partimodel’ i små konspiratoriske kredse i eksil uden for zarens Rusland. Underforstået: det kunne ikke være anderledes.  

Lenin var med andre ord en paranoid sekteriker, evig på flugt fra zarens hemmelige politi og sjældent i nær kontant med befolkningen i sit hjemland. 

Alle disse udsagn må stå for Jacobsens egen regning. De tegner ikke noget sandfærdigt billede af den historiske Lenin. 

 

’Historikerlauget’  foretrækker mensjevisme og forkaster bolsjevisme.  

Historiker-lauget foretrækker selvfølgelig en mensjevikisk (socialdemokratisk) opfattelse frem for bolsjevikkernes.  

Mensjevikkernes ’tofase-teori’ er langt mere acceptabel for borgerlige historikere, fordi den er i bedre overensstemmelse med deres egen opfattelse af, hvorledes et samfund bør udvikle sig.  

Nemlig gradvist og evolutionært og i pagt med det borgerlige demokrati og de parlamentariske spilleregler.  

Hvis man ønsker en grundlæggende omvæltning af samfundet, må man vente indtil det er modent og bruge de parlamentariske kanaler. 

 

To indbyrdes udelukkende strategier. 

Lenin og Trotsky kritiserede ubarmhjertigt de mensjevikiske holdninger i partiet for at vige tilbage for at udfordre klassefjenden af angst for at tabe. Lenin var parat til at løbe denne risiko. 

I Lenins øjne var alternativet endnu værre. Hvis ikke proletariatet sejrede, ville kontrarevolutionen sejre, Så enkelt var det. 

Lenin og Trotsky var ikke tilhængere af en trinvis overgang til socialismen. De forkastede den prompte og mente at ”det småborgerligedemokrati”, som Kerensky-regeringen repræsenterede ikke ville overleve i længden. Derfor var det nødvendigt med en væbnet opstand og en socialistisk revolution.

Langt fra alle bolsjevikker i Centralkomiteen (Kamenev og Sinovjev) var enige i denne analyse, men holdt sig til den ’ortodokse’ marxisme (Kautskys), som foreskrev, at man passivt skulle afvente, at kapitalismen skabte et talstærkt proletariat, som så kunne gøre sin parlamentariske indflydelse gældende og ’stemme sig til socialisme’.

Kamenevs og Sinovjevs strategi var derfor en helt anden end Lenins og Trotskys. De anbefalede at bolsjevikkerne skulle udskyde den væbnede opstand, indtil der var bolsjevikisk flertal i den Al-russiske Sovjetkongres (Sinovjev og Stalin) eller endog indtil Kerensky’s Provisoriske Regering havde indkaldt til en Konstituerende Forsamling (Kamenev). 

Lenin førte en hård og ubarmhjertig kamp i Centralkomiteen for at overbevise Sinovjev og Kamenev om, at deres strategi var en selvmordsstrategi og ville være et forræderi mod det internationale proletariat.  

 (se “The Bolsjeviks and the October Revolution. Central Commitee Minutes of the Russian Social-Democratic Labour Party”. s. 85-95. Pluto Press. 1974; læs Lenins polemik mod Sinovjev og Kamenev: ”Letter to Comrades”. Lenin. Coll. Works, Vol. 26, s. 195-213).     

 

Det enerådende historiker-laug. 

Med denne biografi melder Jacobsen sig i koret af borgerlige historikere, som foretrækker den mensjevikiske (socialdemokratiske) vej og som derfor - i konsekvens heraf - kalder bolsjevikkernes magterobring for et ’kup’.  

Denne opfattelse er tilsyneladende enerådende i ’historiker-lauget’ på verdensplan. 

Jacobsens Lenin biografi repræsenterer et tilbagefald i forhold til hans tidligere bøger om DKP’s historie og hans Aksel Larsen-biografi, som havde en videnskabelig lødighed, som denne Lenin-biografi ikke har.

Jacobsen har således blot skiftet sin stalinistiske ham ud med sin professorkåbe.  

Hvis nogen skal skrive en ordentlig Lenin-biografi, må denne bryde ’historiker-laugets’ monopol.