Tavshedens konspiration?

 

Boganmeldelse. Poul Brink: Thule-sagen. 1997. Genudgivet. Lindhardt og Ringhof. 2015.

I borgerlige lærebøger om politologi (videnskaben om politik), kan man læse, at demokrati som styreform er betinget af ’magtens tredeling’.

Magtens tredeling er en forudsætning for, at demokratiet kan håndhæves. Magten skal bestå af 3 af hinanden uafhængige magtinstanser: den udøvende (regering) den lovgivende (Folketing) og den dømmende (domstolene).

Ideelt set skal der være vandtætte skotter mellem disse 3 magtinstanser. Ellers kan der forekomme magtmisbrug i ethvert politisk system, som har demokrati som styreform.

 

Der er langt fra teori til praksis.

Et er hvad teorierne siger, noget andet er hvorledes de praktiseres i virkeligheden.

Thule-sagen er et glimrende eksempel herpå.

I 1968 faldt et amerikansk bombefly ned på Grønland, som muligvis medbragte atomsprængladninger.

Nogle af ofrene for den radioaktive stråling fra flyets bombelast havde bedt deres fagforening SID om at undersøge, om der var en sammenhæng mellem deres kræftlignende symptomer og den kendsgerning at de havde befundet sig i umiddelbar nærhed af katastrofeområdet.

Påfaldende mange havde tilsyneladende senvirkninger, som kunne skyldes, at de havde været udsat for radioaktive stråler i forbindelse med oprydningsarbejde efter flykatastrofen.   

 Brink undrede sig med rette over, at et amerikansk bombefly tilsyneladende kunne medbringe atomladninger, når det udtrykkeligt var dansk udenrigspolitik, at der ikke måtte befinde sig atomvåben på dansk grund, heller ikke på Grønland.

Der var noget som ikke stemte overens, syntes Brink.  

Kunne man forestille sig, at der var ’skubbet noget ind under gulvtæppet’, som gjorde, at det alligevel var tilladt amerikanske bombefly at overflyve Grønland medbringende atomvåben?

Fandtes der ’en rygende pistol’? Et dokument, som viste, at en dansk regering ’under hånden’ havde givet den amerikanske regering og det amerikanske forsvar lov til at medbringe atomvåben på Thule Airbase - eller i fly på vej henover Grønland?

Brink var ikke en af DR’ såkaldte ”røde lejesvende”, som ønskede at tilsværte USA og som havde deponeret sit politiske holdning i Moskva.

Brink var en ærlig og sandhedssøgende journalist, som ikke ville lade sig spise af med halve sandheder og hele løgne.

Halve sandheder og hele løgne var, hvad Brink fik at se, da han først gik i gang med at undersøge sagen.

Med Brinks veldokumenterede bog, står det nu klart for historikerne, at den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansen systematisk løj overfor offentligheden, når han påstod, at der ikke fandtes atomvåben eller i luftrummet over Grønland.

Efter mange og lange anstrengelser lykkedes der Brink at få frigivet det brev fra H. C. Hansen til det amerikanske Udenrigsministerium fra 1957, hvori han beder om ikke at blive spurgt af de amerikanske myndigheder, hvis de ønskede at placereatomvåben eller overflyve Grønland med atomvåben.

H. C. Hansen havde altså givet USA carte blanche til at placere og anvende atomvåben på Grønland i strid med officiel dansk atomvåbenpolitik.       

Ikke nok med det. Måden hvorpå han havde gjort det, var yderst kritisabelt ud fra en parlamentarisk synsvinkel. Han havde ikke forelagt for andre end sine nærmeste embedsmænd.  Han havde således omgået Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.  

Dette ville være nok til at rejse en Rigsretssag mod ham for at have undladt at informere og få Nævnets godkendelse. Et eklatant grundlovsbrud.

Men alt dette forudsatte jo, at det blev opdaget af nogle. Det gjorde det ikke og H. C. Hansen blev aldrig stillet for en Rigsret og aldrig stillet til politisk ansvar for sin demokratiske undladelsessynd.

Var statsminister H.C. Hansen en så meget større politisk skurk end så mange andre af sine kollegaer? Nej såmænd ikke. Han var bare et offer for sin egen politik, som han ikke vovede at konfrontere sine vælgere med.

Højresocialdemokraten H. C. Hansen havde jo bare valgt side i den Kolde Krig til fordel for den ’fri’ verden i Vest mod den ’ufri’ verden i Øst. NATO frem for Warzawa-pagten.

Som en indrømmelse til sine skeptiske medlemmer i Socialdemokratiet og sine vælgere havde han lovet dem et atomvåbenfrit Danmark - inkl. Grønland.

Det var mere end han kunne love og han blev nødt til at stikke dem en lodret løgn.  

Denne løgn byggede de efterfølgende ligeledes NATO-venlige regeringer videre på og ingen havde interesse i, at der blev rodet op i denne sag.

Ingen af de efterfølgende statsministre og regeringer var interesseret i at rippe op i sagen. Hverken socialdemokraten J. O. Krag i 1966 eller den radikale Hilmar Baunsgaard i 1968.  

Da Poul Brink som journalist på TV-Avisen på DRTV i midten af 1990’erne tog sagen op fik han at mærke, hvor svært det var for medierne at agere ’4. statsmagt’. Han stødte på modvilje fra den siddende Nyrup-regering og specielt fra den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen og hoben af loyale embedsmænd.

Regeringen og embedsmandsapparatet forsøgte at lægge ham alle mulige hindringer i vejen.  

Da Brink først forsøgte sig med Lov om offentlighed i forvaltningen for at få aktindsigt, blev han af udenrigsminister Helveg-Petersen henvist til at bruge Arkivloven.

I Rigsarkivet kunne de ikke finde de pågældende sagsakter, som tilsyneladende var bortkommet. Dernæst blev han henvist til Udenrigsministeriets arkiv. Heller ikke her var de at finde.

Ministeriets overarkivar mente nok, at de måtte være blevet deponeret i daværende departementschef Svenningsens private pengeskab.

Brink kom i tvivl om han var personen K i en af Franz Kafkas romaner, som bliver kostet rundt i et uigennemskueligt og uhyrligt bureaukrati, så han til sidst mister sin identitet.  

Brink besejrede imidlertid sin mægtige modstander. Til sidst kunne regeringen og embedsmandsapparatet ikke længere hemmeligholde sagsakterne og måtte modvilligt give Brink indsigt i H. C. Hansens famøse brev med dertil hørende 3 telegrammer til det amerikanske udenrigsministerium.

Brink fik til sidst allernådigst lov til at fremvise dokumenterne på fjernsyn, DRTV for en undrende offentlighed, men måtte ikke videregive dem til andre.

Nu skulle man tro, at lavinen ville rulle.

Men nej, regeringens ’damage control’ lykkedes  og ingen ansvarlige politikere og ingen ansvarlige toppolitikere er nogensinde blevet stillet til regnskab - hverken juridisk eller politisk - for deres undladelsessynder.  

Poul Brinks bog om Thulesagen fra 1997 fortjener at blive genudgivet, da den kaster lys på den manglende parlamentariske kontrol med den udøvende magt, som åbner op for omgåelse af de demokratiske processer og for en antiparlamentarisk praksis.  

Det må gøre ondt i hjertet på enhver demokratisk sindet borger.    

 

Seriøs historieskrivning om Trotskys år i eksil og mordet på ham.

 Boganmeldelse. Bertrand Patenaude: Stalins Nemesis. The Exile and Murder of Leon Trotsky. Faber and Faber. 2009.

Nemesis er ifølge den græske mytologi noget ondt, som før eller siden rammer den som lider af hybris, overmod.

20. august 1940 ramte Stalins nemesis bogstaveligt talt Trotsky og slog ham ihjel.

Patenaudes bog handler om det dødelige fjendskab mellem de to. Et livslangt fjendskab som var grundlagt længe inden det kom til Stalins mord på Trotsky.

 

Trotsky jaget vildt.

Efter Stalins iscenesatte Moskva-processer 1936-1938, hvor han gjorde det af med den gamle garde af bolsjevikker - Sinovjev, Kamenev og Bukharin.  Ifølge Stalins opdigtede anklager mod sine tidligere kampfæller var de alle e agenter for fjendtlige udenlandske magter.

Bagmanden bag disse ’forbrydelser’ mod staten Stalins Sovjetstat var ifølge Stalins chefanklager - Trotsky.

I 1927 havde Stalins sejrende fløj i partiet smidt Trotsky ud af partiet og sendt ham i eksil i Kazakstan. I 1929 havde Stalin frataget Trotsky hans russiske statsborgerskab og udvist ham til en lille tyrkisk ø, Prinkipo.

Trotsky vendte aldrig tilbage til Sovjet-Rusland og tilbragte resten af sin levetid på flugt fra Stalins lange arm, hans efterretningstjeneste NKVD og udlandsspionage GPU.

Var Trotsky jagtet af Stalin var der heller ikke mange ’demokratiske’ lande i verden, som ønskede at give ham asyl.

De borgerlige demokratier i Frankrig, Norge og andre (også Danmark) betragtede Trotsky, som en yderst kontroversiel person med farlige og samfundsundergravende ideer.

De få lande, som gav Trotsky asyl ønskede ikke, at han blandede sig i interne politiske forhold og ej heller måtte han udfolde nogen politisk aktivitet.

Patenaudes bog på fortrinlig vis Trotskys omskiftelige liv og flugt fra den lille tyrkiske ø Prinkipo og hans for det meste forgæves forsøg på at opnå asyl.

Hvad gjorde denne mand så farlig for sine omgivelser?

Trotsky var revolutionær marxist og var tilhænger af proletariatets diktatur og gik ind for proletarisk internationalisme, dvs. en verdensomspændende socialistisk revolution.  

I 1930’erne havde Stalin ifølge Trotskys opfattelse endegyldigt opgivet tanken om en verdensrevolution. I Trotskys øjne havde Stalin og hans bureaukratiske kaste, som beherskede Sovjet-staten svigtet sine egne idealer og forrådt det hele verdens arbejderklasse.

Nazismens fremmarch og Hitlers magtovertagelse i januar 1933 fik Stalin til at opgive sin sekteriske politik overfor den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen og Stalins 3. Internationale dekreterede nu ’folkefrontspolitik’ i de borgerligt-demokratiske lande.

Trotsky ræsonnerede anderledes. I hans øjne var folkefrontspolitikken og Stalins evindelige zig-zag politik et endegyldigt udtryk for at han satte Sovjet-statens interesser over verdensrevolutionen.

Stalins 3. Internationale og dens sektioner, kommunistpartierne kunne nu ikke længere bruges som instrumenter for revolutionære marxister.

En ny Internationale måtte skabes og ny partier oprettes. Det konkrete resultat heraf blev 4. Internationale, som stiftedes få år før mordet på Trotsky.

 

Trotsky - Stalins værste fjende.

Efter at Stalin i og med Moskva-processerne 1936-1938 havde udryddet den gamle bolsjevikiske garde i partiet og henrettet alle sine rivaler, var der nu kun Trotsky tilbage, som indtil videre var undsluppet Stalins lange arm.

Patenaudes bog yder et stort bidrag til at afklare de mange forviklinger omkring selve mordet og forberedelser dertil.

Længe har der hersket uvished - ikke mindst i den trotskistiske bevægelse - om de konkrete omstændigheder ved mordet på Trotsky.

Trotskys 4. Internationale blev så at sige kvalt i fødslen endnu inden den var kommet ud af sin vugge.

Til trods at Trotsky efterlod en god portion ideologisk gods, som sagtens bruges af hans efterfølgere, formåede disse ikke at forvalte arven på en ordentlig og ærværdig måde.

Den trotskistiske bevægelse trådte sine barnesko under Trotskys kyndige vejledning, men formåede ikke at stå på egne ben efter Trotskys død. Bevægelsen fandt aldrig sit fodfæste.

Mens Trotskys stadig levede, var hans bevægelse allerede begyndt at krakelere.

Op til den næste verdenskrig - som Trotsky vidste ville komme - udspandt sig blandt hans amerikanske tilhængere i Socialist Workers Party (SWP) en heftig diskussion om hvorledes man skulle stille sig til Hitler-Stalin-pagten i 1939.

Trotsky fastholdt, at man ikke kunne støtte pagten som sådan, men at den ikke ændrede ved hans principielle holdning til Stalins bureaukratiske kaste og ej heller til Sovjetstaten som sådan.

Andre i SWP mente, at pagten gav anledning til at stille spørgsmålstegn ved Sovjetstatens sociale karakter.

Var det stadig muligt at benævne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’ eller som Burnham og Shachtman hævdede skulle man på baggrund af de konkrete begivenheder tage betegnelse op til revision og måske snarere overveje, om ikke Stalins bureaukratiske kaste havde udviklet sig til en ny klasse.

Trotsky stod klippefast på, at så længe der var statseje af produktionsmidlerne og at staten havde monopol på udenrigshandlen burde man forsat betegne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’.

Dette var blot det første brud i den trotskistiske bevægelse. Senere skulle flere komme til efter 2. verdenskrig.

Det er vist ikke for meget sagt, at bevægelsen langsomt degenererede efter Trotskys død og at hans efterfølgere ikke formåede at leve til hans forhåbninger.

I 1950 skrev Trotskys enke Natalia Sedova som svar på en hilsen fra det amerikanske SWP, hvor den amerikanske sektion af 4. Internationale havde forsikret hende om, at partiet forsat lod sig lede af Trotskys ideer, at hun ikke kunne se Trotskys ideer i SWPs politik. (Patenaude, s. 388).

 

Hvem var skyldig i mordet på Trotsky?

Ingen kan være i tvivl om, at Stalin og hans hemmelige politi NKVD og hans udlandsspionage GPU stod bag mordet på Trotsky. Dette er en fastslået historisk kendsgerning.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er der fremkommet yderligere bevismateriale, som klarlægger omstændighederne nærmere.

Således udgav Pavel Sudoplatov i1994 i samarbejde med det amerikanske journalist-ægtepar Schecter bogen: ”Uønsket vidne. Special Tasks”, hvori han tilstår at have været i planlægningen af mordet Trotsky.

Ordren udgik fra højeste sted. Fra Stalin selv og NKVD-chefen Beria. (jf. kapitel 4. Mordet på Trotsky s. 75-90).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen. Hvad der måske er en overraskelse for nogen er, at den gryende trotskistiske bevægelse var genneminfiltreret af Stalins agenter.

Denne kendsgerning er nu bekræftet af nogle af de vigtigste aktører bag planlægningen af mordet. Alle ansat som højtstående medarbejdere i Stalins hemmelige politi NKVD og i organet for udlandsspionage GPU.

Det karakteristiske for disse NKVD-medarbejdere var, at de alle havde bevist deres evner som torturbødler under den Spanske Borgerkrig 1936-1938.

Stalins folkefrontspolitik gik ud over alle, som tillod sig at kritisere den. Det gjaldt både anarkister, anarko-syndikalister og de såkaldte trotskister i POUM, som Trotsky kritiserede heftigt for at indgå i folkefrontsregeringer.

 Nogle af disse torturbødler kunne Stalin nu bruge i sine mordplaner mod Trotsky.

Stalin havde imidlertid ikke helt taget højde for, at hans terrorbølger efterhånden strakte sig så langt, at de nu også ramte medarbejdere og ledelse i NKVD. Ingen gik fri.

Nogle af disse højtstående medarbejdere som Aleksander Orlov og Walter Krivitsky valgte at hoppe af, da terrorbølgen også ramte NKVD.

Aleksander Orlovs frygt for at stå som den næste på Stalins dødsliste var så stor, at han skrev et trusselsbrev til Stalin, hvori han truede med at offentliggøre alle NKVD’s forbrydelser, hvis Stalin krummede et hår på hans hoved.

Mærkværdigt nok valgte Stalin at se Orlov som et mindre onde og lod ham være. Anderledes med Trotsky.  

Orlov sendte et anonymt brev til Trotsky, fordi han ikke ville risikere at røbe sin identitet, som advarede Trotsky mod en vis Mark, som han beskrev som en russisk-talende jøde og som skulle være højt på strå i Trotskys nyskabte 4. Internationale.

 Trotsky og Trotskys søn, Leon Sedov, som havde ansat Mark Zboborowsky som sin sekretær i hovedkvarteret for 4. Internationale i Paris fattede ikke mistanke.

Zboborowsky blev først langt senere afsløret som NKVD-agent under kongreshøringer i det amerikanske Senat under den Kolde Krig og benægtede det i lang tid.

Mark Zboborowsky gjorde ubodelig skade på 4. Internationales arbejde og hans flittige indberetninger til NKVD i Moskva gjorde, at Stalin var underrettet om alle aktiviteter i 4. Internationale.

Zboborowsky havde således adgang til Trotskys personlige brevkorrespondance og adgang til hans personlige arkiver.

Trotsky søn. Leon Sedov nærede tilsyneladende ubetinget tillid til Mark Zboborowsky.

Ikke alle Trotskys medarbejdere i Mexico var lige godt sikkerhedsclearede. Således slap adskillige NKVD-agenter gennem nettet.

Trotskys kommende morder, Ramon Mercader kom således indenfor dørene i Trotskys villa via sit bekendtskab med en af Trotskys mange sekretærer, maskinskriverske Silvia Ageloff, medlem af SWP.

En SWP’s ledere Joe Hansen anbefalede den unge mand, Robert Sheldon Harte, som senere lukkede Siqueiros-banden ind i gården til den villa, som Trotsky og hans hustru opholdt sig i. Det var det første mordforsøg, som dog mislykkedes.     

Mordet på Trotsky var selvfølgelig en katastrofe for alle hele den trotskistiske bevægelse, som den aldrig kom sig over.

Næsten symptomatisk var det, at ledende medlemmer SWP som James P. Cannon havde ansat en sekretær, Silvia Caldwell, som langt senere blev afsløret som NKVD-agent eller meddeler.  

Dette blev dog først bekræftet langt senere under de høringer, som blev foretaget under den Kolde Krigs Mc Carthyismes og den udbredte anti-kommunisme.

Det var på sin vis grotesk, at det var USA ’s antikommunistiske felttog, som skulle afsløre NKVD-agenterne i den trotskistiske organisation.

Mens de to politiske systemer ud fra hver deres ideologi med stor nidkærhed vogtede over ’samfundsundergravende elementer’ sygnede den trotskistiske bevægelse hen og fik aldrig det opsving, som Trotsky havde forudset og håbet.  

Flere og flere trotskister forlod den synkende skude, efterhånden som bevægelsen bevægede sig mere og mere ud på et skråplan, hvor Trotskys grundideer ikke var til at genkende længere.

Allerede på dette måtte man konstatere, at den af Trotsky grundlagte 4. Internationale var et skib i havsnød og at den havde mistet kursen.

Patenaude har skrevet en læseværdig og element spændende bog om den del at Trotskys liv, som blev mindre glorværdigt. 

 

Lenins sidste kamp.

Krupskaya, Lenins kone plejer ham ved hans sygeleje 1922-1924.

 Boganmeldelse.

Moshe Lewin: Lenins last Struggle. Pluto Press. 1975.

Hvis man vil læse en god bog om, hvorledes og hvorfor Stalin kom til magten i Sovjetstaten, skal man læse Moshe Lewins bog: ”Lenins last Struggle”, som ganske vist ikke er udkommet på dansk, men som udkom første gang i USA i 1968.

Heri giver Moshe Lewin nogle forklaringer på, hvorfor og hvordan det kunne lykkes et stort ’nul’ som Stalin at tiltage sig magten i Sovjet-Rusland.

Stalin var på mange måder ’den mindst egnede’ af alle potentielle emner til at efterfølge Lenin som Sovjetstatens ubestridte stats -og partileder.

Lewin beretter ikke blot om magtkampen i toppen af det den ny Sovjet-stat, men forsøger at sætte denne ind i et lidt større perspektiv, som kun få andre har gjort det siden.

Lewins udgangspunkt er ikke ukritisk overfor den daværende Sovjetstat, men han forsøger at give nogle forklaringer, som ligger i tråd med de bolsjevikiske ledernes egen selvforståelse.

Lewin beretter om Lenins sygdom og tiltagende svækkelse, som hæmmer ham i at følge begivenhederne på nært hold.

Her spillede Stalin som partiets generalsekretær en central rolle. Stalin blev af partiets politbureau udpeget til at holde opsyn med Lenins helbred. Lenin var i sine sidste år kun omgivet af en stab af læger og af sine privatsekretærer, som til sidst stenograferede hans ord ned på tryk i hans ”dagbog”.

Denne blev først langt senere offentliggjort og er ikke med i Lenins Samlede Værker på engelsk.

Stalin havde med oprettelsen af posten som generalsekretær efter Lenins opfattelse tilrevet sig alt for stor magt, som han brugte til sin egen fordel.

Lewin fortæller om flere episoder, som optog og bekymrede Lenin inden sin død og hvori Stalin var involveret.

Følgende spørgsmål optog Lenin i hans sidste dage:

 

Lenin for udstrakt selvstyre til nationale mindretal i Sovjetrepublikken.    

Spørgsmålet om hvorledes Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker skulle se ud. Hvor stor autonomi skulle mindre Sovjetrepublikker som Armenien, Adzerbadjan og Georgien have i forhold til den russiske?

Efter Stalins opfattelse skulle de blot ’indlemmes’ og underordnes Sovjetstatens institutioner og bestemmende organer. Ingen autonomi til nationale mindretal i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker efter Stalins opfattelse.

Lenin tog afstand fra Stalins ”storrussiske chauvinisme” og fordømte efter en vis tøven Stalins grove og ubehøvlede optræden overfor sine georgiske partifæller.

Stalin skældte Centralkomite-medlemmerne i Georgien ud for at være for vage overfor den siddende mensjevikiske regering, som ønskede selvstændighed.

Stalin forstod ikke helt de finere nuancer i nationalitetspolitikken og videreførte blot sin brutale optræden under borgerkrigen mod invasionsstyrkerne og ville omstyrte den mensjevikiske regering med vold. 

Lenin godkendte, at den nydannede Røde Hær skulle erobre Georgien og afsætte det mensjevikiske styre, men Georgien skulle derefter tildeles en vis grad af national uafhængighed med egne selvstyrende organer - i en stor Union af Socialistiske Sovjetrepublikker.

Lenin fulgte her samme fremgangsmåde som i Finland, hvor han og Folkekommissærernes Råd gav Finland (det forhenværende russiske fyrstendømme) uafhængighed til en borgerlig regering under den konservative statsminister Svinhufvud

Stalin indtog som Folkekommissær for Nationale spørgsmål en central rolle, som den der skulle forsøge at få den georgiske Centralkomite´til at makke ret i hans forståelse.

Takket være Stalins og hans tro væbner georgieren Ordzhonikidzes kluntede optræden i Georgien endte affæren helt galt. Den georgiske Centralkomité følte sig ’overruled’ og trådte tilbage i protest mod Stalins fremfusende optræden.

Sagen endte med, at Lenin på eget initiativ måtte omgå partiets Politbureauet og selv foreslå en undersøgelseskommission, da han til sin bestyrtelse opdagede, at Stalins gode ven Ordzhonikidze have brugt korporlig vold overfor et af den genstridige Centralkomité-medlemmer.

 

Lenin mod tiltagende magtkoncentration og bureaukrati i parti og stat.

Et andet spørgsmål hvor Lenin og Stalin kom på kant af hinanden var i spørgsmålet om Sovjetstatens og partiets opbygning. Lenin frygtede og kunne iagttage et tiltagende bureaukrati i Sovjet-staten. Han henvendte sig derfor til sin formodede forbundsfælle Trotsky for at anmode om støtte til nogle organisatoriske foranstaltninger mod det tiltagende bureaukrati i parti og stat.

Lenins frygtede, at partiets ledende organer som Politbureau og Centralkomité havde samlet alt for stor magt omkring sig. Især havde han fokus på den nyoprettede organisatoriske og administrative post som Generalsekretær, som Centralkomiteen havde givet til Stalin. Han ville derfor oprette et kontrolorgan, som skulle føre tilsyn med Centralkomitéen og Politibureauets beslutninger. Han ville desuden udvide antallet af medlemmer i Centralkomitéen til mellem 150 og 200.

Han ville reducere antallet af embedsmænd i dele af statsapparatet, især det af Stalin styrede ”Arbejder -og Bonde Kommissariat”, som efterhånden omfattede en halv snes tusinde ansatte.

Trotsky sagde straks ja til at ville medvirke til en afbureaukratisering af parti -og statsapparatet.

 

Planøkonomi burde afløse NEP-politikken. 

Lenin havde selv været med til at indføre NEP-politikken, som i begrænset omfang åbnede op for bøndernes fri handel med varer, men var skeptisk overfor hvilken virkning denne politik ville have på Sovjetstaten, fordi den styrkede markedet og åbnede op for at begunstige sortbørshandel, ågerpriser og skabte incitamenter til svindel, hamstring og korruption.

Lenin og Trotsky mente derfor, at det var vigtigt at fastholde statens monopol på udenrigshandlen, så staten ikke mistede styringen med økonomien. Efter NEP-politikken var tiden inde til at få en planøkonomi til at fungere. Det Centrale Planlægningsinstitut skulle styrkes med gode og dygtige medarbejdere og ledere. 

Der var således på flere punkter lagt op til en konfrontation mellem Lenin-Trotsky på den ene side og Stalin, Zinovjev, Kamenev og Bukharin på den anden.       

Som bekendt blev resultatet af magtkampen ikke som hverken Lenin eller Trotsky havde tænkt og ønsket sig. Stalin udnyttede på snu vis sin centrale placering i parti og stat til at fremme sine egne interesser på bekostning af parti og stat og han indgik et partnerskab med de to andre bolsjevikiske ledere Zinovjev og Kamenev (som var øverste Folkekommissær og erstattede Lenin som Folkekommissær under hans sygdom).

Denne trojka var helt klart vendt mod ’parvenuen’ Trotsky, som trojkaen bebrejdede for at være kommet sent til bolsjevik-partiet (først i 1917 tilsluttede Trotsky sig til bolsjevikkerne) og han blev så vidt muligt hold ude af magtspillet.

Trotsky havde et horn i siden på alle 3 og de var klar over at Trotsky ville bringe det på bane ved først kommende lejlighed.

 

Stalins begyndende historieforfalskning.

I stedet for at fortsætte i Lenins fodspor drejede Stalin partiet og staten i en stadig mere centralistisk retning. Lenins gode intentioner om nationale mindretals rettigheder i Unionen, afbureaukratisering af parti og stat og styrkelse af planelementer i økonomien forsvandt ud af syne, efterhånden som Stalin konsoliderede sin magt.

Med Lenins død i januar 1924 satte Stalin en forfalskningsproces i gang. Hans egen og hans forbundsfællers (Zinovjev og Kamenev) mindre flatterende rolle skulle forties og Stalin skulle fremstå som Lenins naturlige arvtager.

Dertil behøvede Stalin én kanonisering af Lenin, ikke som en stor marxistisk tænker, men som en anden gud.

Lenins tanker skulle guddommeliggøres, som ubetvivlelige og absolutte. Lenin var ikke længere et tænkende og handlende menneske, som havde ageret fornuftigt under Oktoberevolutionen, men blev ophøjet som en slags halvgud.

Marxismen havde mistet sit videnskabelige grundlag og blev af Stalin reduceret til et stivnet sæt halv-religiøse dogmer.   

Stalin begyndte en systematisk historieforfalskning af Oktoberrevolutionen 1917. Hans egen ubetydelige rolle blev nu forstørret og hans to (midlertidige) forbundsfællers forræderi under Oktoberrevolutionen blev forsøgt fortiet.

De to ’socialpatrioter’ og ’klasseforrædere’ (Lenins udtryk) Kamenev og Zinovjev blev  henholdsvis Formand for Folkekommissærerne Råd og generalsekretær for Kommunistisk Internationale.

Stalin opfandt til sit brug en tese, hvori han ikke længere anså en verdensrevolution som en forudsætning for at han kunne skabe socialisme i et land, Sovjetunionen.

Langsomt men sikkert opgav han Lenins og Trotskys ide om en verdensrevolution og kastede vrag på den proletariske internationalisme.

Ud af historiebøgerne skulle alle Stalins ’fejltrin’. Helst ingen omtale af hans ’uheldige’ optræden i 1918 ved byen Tsaritsar, hvor han nægtede at underskrive en militær ordre fra Trotsky om ikke at føre sin egen krig.      

Ej heller skulle hans katastrofale forræderi eller svigt i den Røde Hærs forsøg på at erobre Warszawa i 1920.   

Trotsky som i praksis havde iværksat Oktoberrevolutionen som formand for den Petersborg-Sovjettens Militær-Revolutionære Komite skulle skrives ud af historien og helst helt bortretoucheres fra billeder, hvor han befandt sig i nærheden af Lenin.

Stalin trivedes bedst som en parasit på den revolutionære marxismes sunde krop.   

 

Hitler og Stalin - hånd i hånd 1939-1941.

I midten marskal Stalin i hvid uniform. Til venstre den tyske udenrigsmin. Rippentrop. Til højre sovjetisk udenrigsmin. Molotov ved underskrivelsen af pagten i august 1939.

 Boganmeldelse: Roger Moorhouse: En djævelsk alliance. Hitlers pagt med Stalin 1939-1941. Kristelig Dagblads Forlag. 2015  

 

Stalins pagt med Hitler skabte forvirring i egne rækker.

Intet under, at Hitler-Stalin pagten 23. august 1939 gav anledning til stor forvirring i de stalinistiske rækker.

Hvorledes kunne man retfærdiggøre Stalins kovending overfor sig selv og sine partikammerater?

Med hvilke begrundelser havde Stalin indgået denne skæbnesvangre pagt, som skulle få så mange følger for den stalinistiske bevægelse?

Det var nærmest uforståeligt og uforklarligt. Det gav ingen mening heller ikke hos stalinister, som ellers nok var vant til omskiftelser fra Stalins side, når han lagde roret om - efter som det passede med Sovjetunionens udenrigspolitik.

 

Den amerikanske trotskist Max Shachtman rejste spørgsmålet om Sovjet-statens sociale karakter i den amerikanske sektion af 4. Internationale på baggrund af Hitler-Stalin pagten i 1939.

Også blandt revolutionære marxister gav det anledning til at rejse nogle principielle spørgsmål om Sovjet-statens sociale karakter. Hvilken type samfund var der tale om? Var det stadig til trods for Stalins mærkværdige alliancepolitik en degenereret arbejderstat eller var det noget helt andet?

Selv blandt trotskister i USA herskede der forvirring i efteråret 1939 og Trotskys nære medarbejder Max Shachtman rejste nu en debat om Sovjet-statens ”sociale karakter”. Kunne man stadig kalde Sovjetstaten en degenereret arbejderstat eller var degenerationen så tiltagende, at man måtte finde på et nyt udtryk?

[Max Shachtman: On the Russian Question. Okt. 1939. SWP Internal Bulletin Vol. II, no. 3]

Traktatens deling af Polen, (de baltiske lande og Finland som på daværende tidspunkt ikke var kendt) gav Shachtman anledning til at så tvivl om arbejderstatens ’sociale karakter’.

Schachtmann indrømmede gerne, at statseje af produktionsmidlerne og statsmonopol på udenrigshandlen stadig var til stede i Sovjetstaten. Men var det tilstrækkelig forudsætning for at kunne tale om en degenereret arbejderstat?

Shachtman så med stor bekymring på Hitler-Stalin ikke angrebspagten, idet han så nogle elementer af ”russisk chauvinisme” i delingen af Europa (Polen) i en tysk og en russisk ’interessesfære’.

En degenereret arbejderstat kunne vel ikke i princippet optræde ekspansivt (og imperialistisk)?

Uanset at Shachtman såede tvivl ved karakteristikken af Sovjetstaten, mente han dog, at trotskister stadig skulle benytte parolen: Til forsvar for Sovjetunionen (mod udenlandsk intervention og krig)

Trotsky svarede snerrende og vredt, at der ikke var grund til at ændre på sit syn på Sovjet-staten. Det var stadigvæk en degenereret arbejderstat domineret af et stalinistisk bureaukrati, som havde tiltaget sig magten på arbejderklassens bekostning og som kun i forvrænget forstand tjente arbejderklassens interesser. En politisk revolution i Sovjetstaten var nødvendig.

Det afgørende var stadig statseje af produktionsmidlerne og monopolet på udenrigshandlen. Det var tilstrækkeligt for Trotsky.

Enden blev at Shachtman brød med Trotsky og den nystiftede 4. Internationale og dannede sin egen organisation.

[The Crisis in the American Party. An Open Letter in Reply to Comrade Trotsky. Marts 1940. New International. Vol. 6, no. 2]

Senere forlod Shachtman den trotskistiske bevægelse og drev mod højre under den kolde krig. Indirekte fik Trotsky måske ret.

Trotsky betegnede til Shachtmans store utilfredshed hans fløj som småborgerlig. Shachtman mente ikke, at man så firkantet kunne sætte klassebetegnelser på politiske tendenser og grupperinger.  

 

Moorhouse: Hitler-Stalin pagten - en djævelsk alliance.

Diskussionen rinder mig i hu ved læsning af Roger Moorhouses bog: En djævelsk alliance: Hitlers pagt med Stalin 1939-1941. Kristeligt Dagblads Forlag. 1915.

Moorhouse sætter fokus på et lidet kendt intermezzo i europæisk krigshistorie før den ”Store Fædrelandskrig” 1941-1945.

Pagten har ikke fået megen opmærksomhed i historiebøgerne, vist mest fordi dens indgåelse ikke rigtigt passer ind i den større fortælling om alliancen mellem de 3 store: USA, USSR og England, som besejrede Nazi-Tyskland.

Alle er vist klar over, at skæbnefællesskabet mellem USA, USSR og England var en ”uhellig alliance” mellem 2 vest-allierede (USA og England) og en øst-allieret (USSR).

Bogen handler meget om den stormagtspolitik som henholdsvis Hitler og Stalin fører for at sikre sine statslige interesser bedst muligt.

Stalins forsvarere mente, at pagten var udtryk for det højeste mål af statsmandskunst, men hans kritikere mente, at den var udtryk for det totale svigt af hvad han stod for.

Ingen af delene er formodentlig rigtigt. Stalin var ikke nogen stor statsmand, snarere det modsatte.

 

Stalins mange kursskifter.  

Stalin havde trukket Sovjet-staten og kommunistpartierne gennem et utal af kovendinger siden han i midt 1920’erne tog magten i Sovjet-staten og i Komintern.

Han havde gjort Sovjet-staten til en degenereret arbejderstat med kun få men betydelige reminiscenser tilbage af Lenins og Trotskys oprindelige arbejderstat. Han havde reduceret Lenins og Trotskys Kommunistiske Internationale til et vedhæng til sin degenererede arbejderstat og gjort kommunistpartierne til sine lydige satellitter.

Nu skulle Sovjet-staten og Komintern endnu en gang og spændes for hans vogn. I sin klogskab og alvidenhed havde han bestemt, at det tjente Sovjet-staten bedst at indgå en pagt med Hitler-Tyskland.

Hans noget søgte begrundelse var, at han øjnede et imperialistisk opgør mellem de imperialistiske kapitalistiske lande.

I sin visdom havde han fundet ud af, at der ikke længere var forskel på borgerlige demokratier og fascisme. Lige så gerne alliere sig med en fascistisk stat som Tyskland som med de falske demokratier i England og Frankrig. Hip som hap!

Dette vakte harme og bestyrtelse i hans egen stalinistiske bevægelse. Hvis ikke medlemmerne havde været forvirrede, blev de da det nu.

Moorhouse viser på udmærket vis, hvor stor forvirring det skabte i de stalinistiske rækker og på venstrefløjen i øvrigt (I Danmark gav det Erik Ib Schmidt anledning til at bryde med DKP).

Ingen var i stand til at gennemskue Stalins motiver. Var det kløgt eller dumhed?

 

Forvirring blandt Stalins egne folk.

I England tvivlede den ene af to partiledere Harry Pollit på mesterens klogskab, mens den anden Palme Dutt trofast fulgte Stalins parole om samarbejde med Nazi-Tyskland.

I Frankrig betød Stalins ny linje, at det store franske kommunistparti (PCF) øjeblikkeligt blev forbudt af den borgerlige regering og partiets medlemmer måtte gå under jorden. Partiets blad l’Humanité blev lukket, 3000 medlemmer blev arresteret og 2000 medlemmer ansat i det offentlige blev afskediget.

Knap 3 år før havde franske stalinister siddet i Leon Blums Folkefrontsregering fra 1936.

I USA - som endnu ikke var direkte involveret i krigen (først 1941) - så myndighederne med stor skepsis på det mikroskopiske kommunistparti (CP of USA) og idømte partiets stalinistiske leder Earl Browder 4 års fængsel for at have rejst på et falsk pas. Det knækkede efter Moorhouses opfattelse partiet og det rejste sig aldrig siden.

 

Sovjetstatens ekspansionisme.

Hitler og Stalins fremfærd i Polen 1939-1941 tyede på, at begge stater havde til hensigt at annektere deres respektive del af Polen og indlemme dem i hver deres stat - for Sovjetstatens vedkommende den vestlige del af Ukraine, den vestlige del af Hvide-Rusland og det østlige del af Polen - for Tyskland vedkommende den vestlige del af Polen.

Begge stater enten udryddede eller tvangsflyttede store dele af den lokale befolkning. Sovjet-staten med den begrundelse, at de tilhørte ’klassefjenden’. Hitler-Tyskland fordrev og dræbte titusinder af den jødiske befolkning.

Mens interessen i det post-sovjetiske Rusland har været knap så stor for at oplyse befolkningen om de uhyrlige som Sovjet-staten begik i årene 1939-194, har interessen hos efterkommere af ofrene i de 3 baltiske stater og Polen været langt større.

 

De mange ofre for Stalins ekspansive politik.

23. august 1989 samledes således millioner af mennesker i de tre baltiske lande for at mindes 50 årsdagen for pagtens indgåelse og for i protest mod den russiske ’besættelsesmagt’ at demonstrere, at de ville have deres frihed og nationale selvstændighed tilbage.

Som krølle på halen skal det afsløres, at pagten brød sammen i 22. juni 1941, da Hitler valgte at opsige samarbejdet og invaderede Sovjetunionen til Stalins store overraskelse.

Han blev tvunget tilbage til at bruge sin gamle retorik. I stedet for at hvidvaske og frede den afskyelige Hitler-fascisme, kunne han nu genoptage sin position som en potentiel allieret til England, Frankrig og USA.

 

Indvarslede Hitler-Stalin pagten efterkrigstidens inddeling i ’interessesfærer’?

Nogle vil i Hitler og Stalins fremgangsmåde i Østeuropa se forstadierne til den senere opdeling af Europa i en sovjetisk og en amerikansk (vestlig) ’interessesfære’, som opstod efter 2. verdenskrig.

Modellen var allerede skabt i kimform med Hitlers og Stalins opdeling af Polen, de 3 baltiske lande og Finland i 1939.              

 

     

             

Særdeles mangelfuld og kritisabel Stalin-biografi.

Billed til venstre: Denne vej, Stalin!
Billed til højre: Hov! Ingen skal vise Stalin vej!

 Niels Erik Rosenfeldt: Stalin. Diktaturets anatomi. Høst og Søn. 2006. 

Hvorfor beskæftige sig med en for længst afdød sovjetisk diktator som Josef Stalin, som stod i spidsen for et modbydeligt styre, som henrettede millioner af borgere i sit eget land og som absolut ikke bør tjene som eksempel for nogen til efterfølgelse, kunne man spørge sig selv efter endt læsning af Niels Erik Rosenfeldts Stalin-biografi.

Det kunne der være mange grunde til. Historikeren Niels Erik Rosenfeldt fandt det åbenbart påkrævet i 2006 at udgive en populariseret biografi over den sovjetiske leders liv og levned. Jeg tillader at kalde den populariseret, fordi jeg nægter at tro, at denne bog virkeligt skulle være udtryk for Rosenfeldts standard som forsker.  

Det er al ære værd at Niels Erik Rosenfeldt - som den faghistoriker han er - giver sig tid til at skrive en Stalin-biografi.

Biografien lever imidlertid langt fra op til de mindstekrav, som man som interesseret læser må kunne stille til en faghistoriker med Sovjetunionen og med hvad dertil hører som sit speciale.

Rosenfeldts bog former sig som en traditionel kronologisk fremskrivning af Stalins liv fra A til Z.

Det skæmmer Rosenfeldts biografi stærkt, at han alt for tydeligt lader sine egne fordomme om marxisme, socialisme og kommunisme komme til udtryk.

Rosenfeldt røber fra starten sit borgerlige udgangspunkt og udelukker dermed på forhånd muligheden for at gå ’uhildet’ og ’upartisk’ til sit emne.

Rosenfeldt bruger - som sig hør og bør - sine mange kilder flittigt, men skelner tilsyneladende ikke mellem primære førstehåndskilder, som nogle af hovedaktørerne har efterladt sig - og så de mere sekundære kilder, andre historikeres fremstillingsværker.

Rosenfeldt mener tilsyneladende heller ikke, at hans læsere skal besværes med kildehenvisninger i fodnoter, som det ellers er god skik og brug blandt faghistorikere.

Det overlades helt til de stakkels læsere ud fra Rosenfeldts omfangsrige litteraturliste bagest i bogen selv at gætte sig frem til, hvilken kilde Rosenfeldt har valgt at bruge.

Uanset hvem der måtte læse Rosenfeldts Stalin-biografi, fortjener de så ikke at få at vide, hvilke kilder, Rosenfeldt baserer sin fortælling på? Hvorfor skal de anvendte kilder holdes skjult for læserne?

Dette er et mærkværdigt syn på, hvilke behov historisk interesserede læsere måtte have. Eller måske har forlaget af pekuniære hensyn ikke fundet det nødvendigt at afsætte plads til fyldige litteraturhenvisninger?

Rosenfeldts Stalin biografi lever ikke op til de mindstekrav, som man som læser med rette kan stille til Rosenfeldt som faghistoriker.

Hans Stalin-biografi må snarere betragtes som et partsindlæg i den standende ideologiske debat om Sovjetsamfundets historie og udvikling.

Rosenfeldts Stalin biografi er alt for præget af hans egne borgerlig-demokratiske ideer om hvorledes et hvilket som helst samfund til enhver burde være indrettet - til at kunne bidrage med noget nyt om Stalin og hans ’meritter’.

 

For Rosenfeldt er alle katte grå i mørket.   

Rosenfeldt lægger sin borgerlig-demokratiske opfattelse ned over sin fortælling om Sovjetsamfundet og dets tilblivelse. Han gør sig på intet tidspunkt den anstrengelse at forsøge at forstå hvad marxisme, socialisme og kommunisme er.

Derved formår han heller ikke at bestemme og definere hvad stalinisme er for et fænomén. Rosenfeldt befinder sig i et mørke, hvor alle katte er lige grå. Han kan og vil ikke skelne mellem Lenin og Trotskys revolutionære marxisme og Stalins fuldstændige pervertering af denne til sin ’marxisme-leninisme’.

Som borgerlig liberal historiker har han tilsyneladende ikke nogen interesse i at foretage denne skelnen. Rosenfeldt er nemlig ude i et bestemt ærinde: at nedgøre marxisme, socialisme og kommunisme.

 

Ingen politisk gruppering i Danmark er endnu fremkommet med et troværdigt bud på hvad stalinisme er.

Efter min opfattelse er der i Danmark ikke nogen politiske grupperinger, som blot tilnærmelsesvis er i stand til at beskrive og forklare stalinismen som historisk fænomen, dens opståen og udvikling - før, under og efter Stalin.     

Rosenfeldts Stalin-biografi hjælper os desværre ikke. Den er blot endnu et eksempel på, at borgerlig historieskrivning ikke har bevæget sig ud af stedet, men snarere står i stampe og gentager sig selv i det uendelige.

For borgerlige historikere som Rosenfeldt er det vel også ligegyldigt? De skal blot have bekræftet deres fordomme og slået deres klassebestemte dogmer fast endnu en gang, så ingen er i tvivl om den rette udlægning og forståelse.

Det kunne vel et fedt, om enten Lenin, Trotsky eller Stalin fik magten i Sovjet-Rusland efter magtomvæltningen i oktober 1917?

Et svar på dette spørgsmål får vi kun ved at gå til (primær)kilderne selv for at hente grundlaget for en besvarelse.

Det er ikke sikkert, at vi af dem får hele svaret. Men ét er sikkert: Vi får et bedre og mere rigtigt svar end det svar vi ikke får ved at læse Rosenfeldts Stalin-biografi.   

Den borgerlige historieskrivnings forfald.

De to hovedaktører under den russiske Oktoberrevolution 1917.
Trotsky og Lenin.

 Boganmeldelse. Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist. Høst og Søn. 2008. 

Borgerlig historieskrivning om Lenin, som er ikke værd at læse.

Historikeren og Ruslandskenderen Niels Erik Rosenfeldt har skrevet en Lenin-biografi på 250 sider, som ikke er værd at læse. På trods af sit store kendskab til Ruslands og Sovjetunionens historie formår han ikke at fremstille Lenins tanker og handlinger i et perspektiv, som giver en forståelse af først og fremmest hans største fortjeneste og bedrift, den russiske Oktoberrevolution 1917.

Rosenfeldt er hæmmet af sit eget borgerligt-demokratiske snæversyn og sin modvilje mod at forstå Lenin (og Trotsky) på deres egne præmisser.

Ustandseligt skal vi præsenteres for Rosenfeldts eget borgerlige ideologiske udgangspunkt i stedet for på informativ og nøgtern vis at forsøge at gengive Lenins tankegang og handlinger. Således ved vi ved efter endt læsning mere om Rosenfeldts uforgribelige holdninger end vi ved om Lenins.

Hvor meget klogere bliver læseren på Lenin ved at Rosenfeldt hele vejen igennem bebrejder Lenin for ikke at være en borgerlig demokrat og for ikke at spille med på de borgerligt-demokratiske spilleregler?

Skulle bolsjevikkerne f. eks. have ventet på, at den Grundlovgivende Forsamling eller at den Al-russiske Sovjetkongres havde forkastet opstandsplanerne?

Svaret er nej! For bolsjevikkerne stod valget mellem kontrarevolution eller en socialistisk magtovertagelse.

Lenin skyndede på og var rasende på de tøvende og nølende partikammerater (Zinovjev og Kamenev), som ikke kunne eller ville beslutte sig til fordel for en opstand i oktober 1917.

Ifølge borgerlige historikere som Rosenfeldt var dette et eklatant brud med det borgerlige demokrati ikke at acceptere den demokratiske beslutningsproces. I Lenins optik ville det have været den største forbrydelse overfor den russiske arbejderklasse og fattigbønder og overfor det internationale proletariat ikke at gennemføre en socialistisk revolution på et tidspunkt, hvor det var muligt.

Rosenfeldt nægter i hele bogen at sætte sig ind i det ideologiske grundlag for revolutionære marxister som Lenin og Trotsky. Derfor forstår han heller ikke baggrunden for deres handlinger, men fordømmer dem i stedet på et forkert grundlag. Det er der ikke megen ræson i.

Efter endt læsning bliver man ikke klogere på Lenins og Trotskys revolutionære marxisme og får ikke en større forståelse for den russiske Oktoberrevolution.  

Det værste er næsten, at Rosenfeldts biografi medvirker til at sprede mere forvirring - end den i forvejen herskende - om vejen til den russiske Oktoberrevolution.

Konsekvent sammenblander Rosenfeldt revolutionær marxisme og stalinisme og lader som om, at det er et fedt. Det har han som borgerlig historiker en interesse i. Hvis det lykkes ham og andre borgerlige og anti-kommunistiske historikere i at fremstille Lenin, Trotsky og Stalin som 3 alen ud af ét stykke er meget opnået. Så har man nemlig berøvet sig selv forudsætningerne for at begribe den senere udvikling under Stalin i Sovjetunionen.

Hvis det er ét fedt med Lenin, Trotsky og Stalin er der heller ikke grund til at undersøge den politiske udvikling i Sovjetunionen efter Lenins død i 1924. Det har ellers historikere som den britiske E.H. Carr allerede gjort i 1970’erne. Den borgerlige historieskrivning har siden dengang undergået et ideologisk forfald. I dag er det tilsyneladende ikke en gang nødvendigt, da Lenin jo allerede havde beredt grunden for Stalin.

Borgerlige historikere har en ideologisk interesse i at hævde, at der er et totalt sammenfald mellem Lenin, Trotsky og Stalin. I natten mulm og mørke er alle katte grå, synes at være maksimet for disse historikere.

Rosenfeldts biografi udmærker sig ved at have en temmelig mangfoldig og omfangsrig litteraturliste, som dog ikke bliver benyttet i selve fremstillingen. Her anføres ingen referencer til benyttede kilder nogetsteds. Er det nu blevet praksis blandt borgerlige historikere, at man nu ikke behøver anføre sine kilder?

Måske er det mere bekvemmeligt uden kildeangivelse, når man fremsætter uhyrlige påstande?

I stedet for at servere os for sine egne idiosynkrasier, burde Rosenfeldt på god kildekritisk vis så nøgternt som muligt have fremlagt Lenins tanker og redegjort for hans vigtigste handlinger. Det gør Rosenfeldt ikke og biografien bliver i bedste fald overflødig i værste direkte skadelig for den som ikke har det store kendskab til Lenin og den russiske Oktoberrevolution 1817.

Det er en skam, for der er hårdt brug for ordentlige bøger, som beskriver Lenins og Trotskys tankegange og politiske virke. Siden 1970’er har der ikke været den store interesse og forståelse for hverken den russiske Oktoberrevolution eller for Lenin og Trotsky som politiske tænkere.

Rosenfeldts misvisende fremstilling af Lenins liv og virke bidrager absolut ikke til denne mangel på viden om en af det 20. århundreds vigtigste politiske skikkelser og til dennes betydning for en af de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede.  

Gå derfor om muligt i stedet for til primærkilderne selv (Lenin og Trotsky) og læs disse.    

 

Lenins og Trotskys mesterværk. Den russiske Oktoberrevolution 1917.

Boganmeldelse. Erik Kulavig: Den russiske revolution 1917. Et folks tragiske kamp for frihed. Gyldendal. 2010.

Det er på sin vis prisværdigt, at historikeren Erik Kulavig udgiver en bog om en så epokegørende begivenhed som den russiske revolution 1917.

Efter min opfattelse er denne den vigtigste historiske begivenhed i det 20. århundrede.

Det er derimod mindre prisværdigt, at Kulavig ikke formår at give et ’sandfærdigt’ billede af bolsjevikkerne og deres ideologiske standpunkt.

Kulavig er historiker er bruger derfor en række førstehåndskilder af forskellig politisk observans og - skulle man tro - derfor være ’dækket ind’. Dette passer med den på bjerget herskende historieopfattelse blandt borgerlige historikere, som kan betegnes som pluralistisk. Hvis blot alle kommer til orde, har vi delt sol og vind lige. Men det bliver historieskrivningen ikke nødvendigvis mere korrekt af.

Da Lenin og Trotsky er to af den russiske revolutions hovedskikkelser, gør Kulavig da også brug af uddrag af tekster fra disse to hovedaktører, dog uden helt at forstå disse to nøgleskikkelsers tankegange.

Kulavig tager udgangspunkt i Karl Marx’ skrifter fra 1800-tallet, hvor Marx beskriver borgerskabets progressive rolle i udviklingen af det kapitalistiske samfund med industrialisering og fremkomsten af en talrig arbejderklasse.

Borgerskabet har ifølge Marx nu udspillet sin historisk progressive funktion som drivkræften i udviklingen af samfundets produktivkræfter. For fremtiden vil det være arbejderklassen som skal stå i spidsen for denne udvikling. Borgerskabet kan ikke frigøre sig fra den uløselige modsætning mellem de progressive og fremadskridende produktivkræfter på den ene side og produktionsforholdenes snævre bånd på den anden. Borgerskabets private ejendomsret er en forudsætning for opretholdelse af dets udbytning af arbejderklasse, som igen er en betingelse for dets overlevelse.

Marx’ analyse af borgerskabets historiske mission fik fejlagtigt mange europæiske og også russiske socialdemokrater til at tolke det, som om Marx havde ment, at ethvert kapitalistisk samfund nødvendigvis måtte gennemgå en borgerlig demokratisk fase - inden det kunne bevæge sig fra kapitalisme til socialisme.

Kulavig redegør på udmærket vis for hvordan mange russiske socialdemokrater læste og forstod Marx på denne måde, inklusive Lenin, som allerhøjst ville tale om en uafbrudt (og umærkelig) glidning fra en borgerlig demokratisk fase til en proletarisk socialistisk.

Trotsky derimod så klart, at dette ikke behøvede være tilfældet nogetsteds i verden og slet ikke i Rusland, hvor borgerskabet netop var svagt og ikke ville være i stand til at gennemføre en borgerlig-demokratisk revolution mod de hidtil herskende klasser og lag - aristokratiet og de store jordejere.  

Sent i det revolutionære forløb i 1917 endte Lenin endte med at overtage Trotskys for længst fremsatte teori om den permanente revolution, hvorefter en mellemfase mellem kapitalisme og socialisme ikke var mulig.

Dette var det afgørende skel mellem revolutionære marxister som Lenin og Trotsky og så - stort set - resten af de russiske socialdemokrater.

Dette syn blev mødt med stor modstand fra alle mensjevikker i Rusland og - stort set - alle ledende bolsjevikker, herunder de bolsjevikiske ledere af partiet i Moskva og Petersborg (Zinovjev, Kamenev og også Stalin).

Zinovjev og Kamenev var decideret imod en opstand, som ville føre til en socialistisk magtomvæltning og Stalin fulgte kun tøvende og nølende efter Lenin sent i forløbet.

Lenin førte ofte på afstand i eksil en hård og nådesløs kamp for at overbevise sine partikammerater om, at der ikke kunne være tale om en borgerlig demokratisk mellemfase mellem zaristisk autokrati og socialisme. Dette var nemlig det valg som det russiske samfund stod overfor. Enten en genindførelse af zarismen i en eller anden form, dvs. kontrarevolution eller en socialistisk magtomvæltning. En tredje mulighed gaves ikke.

 

Den dødsdømte Februarrevolution 1917.  

Februar-revolutionen bragte de kræfter i det russiske samfund til magten, som skulle have givet Rusland et borgerligt-demokratisk styre.

Et sådant styre skulle have skaffet fred med Aksemagterne, givet bønderne jord og Rusland en borgerlig demokratisk styreform.  

Intet af dette lykkedes. En koalition af borgerlige og socialdemokratiske politikere ledte en slagen og krigstræt hær ud i fortsat krig, formåede ikke at skaffe bønderne jord på grund af intern uenighed blandt koalitionspartierne og mislykkedes med at skabe et stabilt og velfungerende borgerligt demokrati.

Det borgerlige demokrati viste sig - nøjagtigt som Trotsky havde forudsagt - i løbet af sin korte levetid fra februar til oktober 1917 ikke at være i stand til at indfri sine drømme om  egen formåen.

I sidste ende viste bolsjevikkerne sig at være de eneste, som kunne indfri massernes berettigede forventninger om fred, jord socialisme.

Alle andre politiske grupperinger spillede fallit: liberale, konservative, social-liberale og socialdemokrater (mensjevikker).

 

Bolsjevikkernes magtovertagelse var ikke et kup.

Lenin og Trotsky handlede rigtigt efter den uheldige opstand i juli 1917 (som partiet kun var delvis skyldig i) og efter general Kornilovs mislykkede kupforsøg i august 1917 ved at opildne partiet til at sætte sig i spidsen for en socialistisk magtomvæltning.

Alternativet ville utvivlsomt have været - en kontrarevolution.

Det borgerlige demokrati havde udspillet sin rolle og havde ”anbragt sig selv på historiens mødding”, som Trotsky udtrykte det.

Hverken Lenin eller Trotsky var ’kupmagere’, som ønskede at tage magten på arbejderklassens bekostning og til egen fordel, således som Kulavig mener det.

Kulavig tolker - som alle borgerlige historikere - en senere tids begivenheder ind i det tidligere forløb og har således med sig selv afgjort, hvorledes udviklingen ville komme til at forløbe under Stalins magtovertagelse i partiet.

Kulavig tiltager sig rollen som en deus ex machina i stedet for at være historieskriver.

 

Nødvendigt at forsvare sig mod en kontrarevolution.

Formodentlig helt utilsigtet viser Kulavig på bedste måde, hvorfor det var nødvendigt for de ny magthavere efter revolutionen at skabe organer som skulle vogte over og beskytte det ny regime, som sad usikkert i sadlen og let kunne omstyrtes af allehånde kontrarevolutionære kræfter - lige fra den afsatte statsminister Kerensky til potentielle kup-generaler som Kornilov og andre.

Reaktionære og direkte kontrarevolutionære kræfter i Rusland (og i udlandet) forsøgte lige fra starten på alle mulige måder at omstyrte bolsjevikkernes ny regime. Både forsmåede politikere som den forhenværende statsminister Kerensky og kup-generalen Kornilov var aktivt involveret i at planlægge en kontra-revolution.

Bolsjevikkerne ønskede ikke at sætte magten over styr og oprettede den såkaldte Tjeka (Den Al-russiske Ekstraordinære Komité til Kamp mod Kontrarevolution, Spekulation og Sabotage), som først og fremmest skulle bekæmpe forsøg på kontrarevolution, men som senere skulle blive misbrugt på det grusomste af Stalin mod utallige af sine partikammerater og sovjetborgere i øvrigt.

Igen stiller Kulavig sig op på en piedestal og tolker en senere udvikling ind i begivenhederne - uden at forstå nødvendigheden for bolsjevikkerne af at forsvare sig mod kræfter, som ville forsøge at omstyrte det ny regime.

I 1917 tog Lenin sig tid til at skrive en bog ”Staten og Revolutionen”, som netop påpegede nødvendigheden af at knuse den eksisterende borgerlige stat, hvis arbejderklassen skulle gøre sig håb om at skabe en helt ny proletarisk stat. Den borgerlige stat var borgerskabets undertrykkelsesapparat, som ville blive brugt mod arbejderklassen - også efter en revolution.  

Derfor var det bl.a. nødvendigt at oprette et organ som ovennævnte, som kunne ’holde øje med’ kontrarevolutionære aktiviteter. Proletariatets diktatur havde erstattet borgerskabets klasseherredømme.    

Kulavig har ikke meget fidus til bolsjevikkerne og anser kun deres socialistiske magtomvæltning som uundgåelig, fordi alle andre end bolsjevikkerne spillede fallit. Men Kulavig mener, at bolsjevikkernes socialisme hvilede på en utopi - en umulig drøm.

 Det er som Kulavig altid nemt at være bagklog på historiens vegne, langt sværere er det som Lenin og Trotsky at analysere begivenhederne på den rigtige måde og drage de rette konklusioner i situationen og handle derefter.

Skrivebords-historikeren Erik Kulavig formår end ikke - længe efter begivenhederne er afsluttet - at forstå deres handlemotiver og deler så åbenbart ikke deres politiske holdning.

Derfor tegner han et forvrænget billede af deres ideer og forestillinger og formår ikke at fremstille dynamikken i revolutionsprocessen på rette måde.

 

Der er fundamental forskel på et rådsdemokrati og et borgerligt demokrati.

Alle borgerlige historikere fremstiller revolutionære marxister som ’udemokratiske’ fordi de ikke respekterer det formelle borgerlige demokratis spilleregler om ’demokratiske’ flertal.

Trotsky stod i spidsen for Petersborg-sovjetten, hvis Militær-revolutionære Komite var hovedsædet for organiseringen af selve opstanden. Ved siden af denne komite fandtes den mensjevikisk dominerede Eksekutivkomite (hvor bolsjevikkerne sidst i forløbet opnåede flertal) og den Grundlovgivende Forsamling.

Det må være svært for borgerlige og for demokratiske socialister at tænke sig, at demokrati kan udfolde sig på andre måder end i formelle fora og ikke i direkte valgte og repræsentative organer som i et rådssystem.

For revolutionære marxister er et rådsdemokrati mere demokratisk end et formelt parlamentarisk demokrati.

For disse må et rådsdemokrati forekomme at være en utopi.     

        

Når historieskrivning er værst.

Boganmeldelse.

Jørgen Grønvald Lausten: Den illegale gesandt. Thomas Døssings virke i Moskva 1944-1947. Lindhardt og Ringhof. 2004. 

 

Som læser af historiske bøger skrevet af en faghistoriker skulle man forvente en vis grad af ’upartiskhed’ og ’objektivitet’.

Men det er sjældent tilfældet, når der skrives historie bøger. Forfatteren forsøger altid at smugle sine egne synspunkter og holdninger ind i sin fremstilling, hvis de da ikke ligefrem ligger til grund for fremstillingen.

Ingen historiker kan - til trods for at mange påstår det modsatte - rose sig af at være ’objektiv’ og upartisk’.  

Hvis ikke dette kan lade sig gøre, så kan man dog i det mindste prøve at forholde sig kritisk og tvivlende til sit stofområde.

Det gør Jørgen Lausten ikke i sin bog om Thomas Døssing og hans virke som selvbestaltet diplomat i Moskva 1944-1947.

Jeg må tilstå, at det er sjældent, at jeg ikke læser en bog til ende. Denne er måske undtagelsen.

Laustens bog er præget af en ikke blot anti-stalinistisk men også anti-kommunistisk koldkrigsopfattelse, som jeg har svært ved at holde ud i længden. Fra starten af bogen ’merkt man die Absicht und wird verstimmt’.

Bogen føjer i sin detaljerigdom ikke noget nyt til vor viden om Danmarks placering mellem Øst og Vest, som ikke allerede andre har beskrevet andre steder.

Bogen må snarere ses som et partisk indlæg i debatten mellem koldkrigere og andre mere nuancerede koldkrigs-holdninger.

For antikommunistiske koldkrigere drejer det sig om at udpege ’skurke’ af eller anden slags. Denne gang er det Thomas Døssing der får en tur i koldkrigernes vridemaskine.

Men verden er ikke sort hvid og består ikke af ’skurke’ og ’helte’. Thomas Døssing var heller ikke nogen af delene. Men blot en person som forsøgte at handle og tage politisk stilling på et tidspunkt, hvor ikke ret mange vovede at tage stilling.

Som bogen så rigtigt gør opmærksom på, var det småt med modstanden mod den tyske besættelsesmagt fra den danske befolknings side før efter august 1943, da den siddende samarbejdsregering valgte at gå af. Ført herefter vågnede store dele af befolkningen op til dåd og begyndte at tage del i det illegale arbejde på forskellig vis.

En af dem, som ikke ventede til august 1943, var Thomas Døssing. Han vovede skindet og pelsen og talte den tyske besættelsesmagt imod. Oven i købet offentligt, så det ikke kunne skjules. Det måtte han bøde med 4 måneders fængsel for. Hvori bestod hans forbrydelse? Han havde i det illegale blad Frit Danmark skrevet imod besættelsesmagten og blev anklaget og dømt for ’sabotage’ mod besættelsesmagten. Det var imidlertid ikke nok for besættelsesmagten. De ville have ham interneret et eller andet sted. De danske myndigheder var endnu ikke sat ud af kraft og han fik i stedet ’husarrest’ og forbud mod at blande sig i politiske anliggender. Desuden blev han bevilliget ’orlov’ fra sit job som direktør for det danske biblioteksvæsen.

Hvor stod han politisk? Han var såmænd socialdemokrat. Født i et Indre Missionsk hjem og havde arbejdet med folkeoplysning hele sit liv. En ganske almindelig dansk borger, der bare var for åbenmundet på det ’forkerte’ tidspunkt.

Ifølge Jørgen Laustens bog gjorde det ham vred og bitter på de danske ’samarbejdspolitikere’ som tillod, at noget sådant kunne finde sted i deres navn. De havde jo valgt at ’samarbejde’ med besættelsesmagten og ikke at sætte sig til modværge. Tværtimod havde de opfordret befolkningen til at forholde sig i ro og orden. Hvis den satte sig til modværge, ville der falde brande ned over deres hoveder, advarede de.

I løbet af 1943 var befolkningens tålmodighed ved at være opbrugt og samarbejdspolitikerne kunne ikke længere forsvare at blive siddende som besættelsesmagtens marionetter.

Men hov! Det efterlader jo et tomrum. Hvem skal så have magten?

Her træder Frihedsrådet ind på banen. En broget skare af modstandsfolk fra alle hjørner af det politiske spektrum. Her er alt lige fra socialdemokrater, stalinister, konservative og nationalchauvinister.

Sandelig en broget skare, må man sige. Kan de blive enige om noget? Tilsyneladende på skrift i al fald. Stalinisten Mogens Fog formulerer Frihedsrådets ”Når Danmark atter bliver frit”. Nøgleordet er ”national samling” og genetablering af det borgerlige demokrati og af retsstaten. Det må alle kunne samles om.

Også Thomas Døssing slutter op om Frihedsrådets appel om national samling af alle gode kræfter og bliver af diplomaten Henrik Kaufmann bragt på bane som et emne til posten som Rådets repræsentant i Moskva. I betragtning af Danmarks dårlige image som allieret magt er det vigtigt at overbevise russerne om, at Frihedsrådet står for en anden linje end samarbejdspolitikerne.

Uden om alle karrierediplomaterne sendes Thomas Døssing til Moskva.

Thomas Døssing får læst og påskrevet af Lausten i en nedladende og moraliserende tone, som ikke passer sig for en historiker.

Lausten anfører følgende anklagepunkter mod Døssing:  

1. Døssing beskyldes for ikke at kunne skelne mellem sine roller som henholdsvis politiker og som diplomat.

2. for at have misbrugt sin post til at fabrikere falske mødereferater og tilbageholde vigtige papirer for at fremme egne synspunkter overfor Frihedsrådet såvel som over for relevante sovjetiske myndigheder. Han er illoyal overfor Frihedsrådets herskende politiske linje.  

3. for politisk ensidigt at ville knytte Frihedsrådet alt for tæt til Sovjetunionen og ikke indse, at Danmark naturligvis måtte knyttes tættere til de vest-allierede end til Sovjetunionen.

4. for at insistere på, at ingen af de kompromitterede samarbejdspolitikere burde deltage i en efterkrigsregering.

Ad 1. Thomas Døssing var ikke hverken politiker eller diplomat. Deraf sammenblandingen. Han var ikke hverken folkevalgt politiker eller regeringsudpeget diplomat.

Ad 2. Netop fordi han ikke var diplomat og ikke en repræsenterede en regering kunne han ligesom alle andre tillade sig at ’politisere’. Døssing ’politiserede’ ikke mere end alle andre i Frihedsrådet.

Ad 3. Døssing havde en anden analyse af Sovjetunionens udenrigspolitik end andre i Frihedsrådet. Denne inddrog Sovjetunionens geostrategiske og militærpolitiske interesser i et kommende Europa, som blev opdelt i ’interessesfærer’.

Ad 4. Døssing fremførte det meget forståelige krav, at ingen af de ministre, som havde deltaget i Staunings og Scavenius’ ’samarbejdsregeringer skulle indtage ministerposter i en efterkrigs-regering. Et meget beskedent krav, skulle man mene i betragtning af de mange ynkværdige kompromisser, som Stauning, Buhl og Scavenius havde indgået.    

Hvorfor vælger Lausten at være så uforstående overfor Døssings ageren i Moskva?

Svaret er meget enkelt. Lausten er politisk uenig med Døssing. Her er nemlig ude i et politisk ærinde, som består i at sværte personen Døssing til. Han skal indrangeres blandt de mange af Stalins ’nyttige idioter’, som faldt den vestlige verden i ryggen. Han skal bruges i Laustens og andres antikommunistiske korstog.

Moderne koldkrigere som Lausten har ingen forståelse for hverken stalinisme eller for Sovjetstatens karakter. Det eneste der tæller for dem, er at vise de ’nyttige idioters’ illoyalitet overfor deres opdragsgivere, her Frihedsrådet og påvise, hvorledes de lod sig (mis)bruge som ’nyttige idioter’ i en ’god sags’ tjeneste.

Laustens bog bringer os ikke et skridt nærmere en forståelse af stalinismen, de stalinistiske partier eller af Sovjetstatens natur.

Ej heller er vi kommet ’sandheden’ nærmere om Frihedsrådet som organisation eller ’sandheden’ om samarbejdsregeringerne i Danmark under 2. verdenskrig.

Lausten har blot fået bekræftet sine fordomme om Stalins ’nyttige idioter og anbragt Døssing som en af disse.  

Det, der skulle bevises, er hermed bevist.  

  

"Lille mand hvad nu?" Hans Fallada et menneske i knibe.

Hans Fallada: I mit fremmede land. Fængselsdagbog 1944.

Peoples Press. 2013.

Hans Fallada, hvis rigtige navn er Rudolf Ditzen, levede en særdeles omtumlet tilværelse i Tyskland i første halvdel af det 20. århundrede (1893-1947).

Allerede som helt ung havde han alvorlige psykiske problemer og blev indlagt på psykiatriske anstalter. Han havde hele sit liv problemer med et overdrevent forbrug af alkohol og stoffer og måtte lade sig indlægge på diverse afvænningsklinikker.

Han fik aldrig nogen egentlig uddannelse, men ernærede sig som forfatter og skribent.

Han skrev flest romaner af den socialrealistiske slags. Mest kendt er nok hans ”Lille mand hvad nu?” (dansk 1933) og ”Ulv blandt ulve” (dansk 1939) og ”Har man en gang spist af bliktallerkenen” (dansk 1934). Senest udkommet på dansk er hans ”Alene i Berlin” (2012).

Mit eget kendskab til Falladas litterære produktioner og hans forfatterskab er kun overfladisk og baserer sig udelukkende på, at jeg en gang i 1970’erne med stor fornøjelse læste hans mest kendte bog ”Lille mand hvad nu?” Selve titlen er vist nok gået over i det danske hverdagssprog som en talemåde.

Jeg var dengang begejstret for hans kradse realisme og hans virkeligsnære skildringer af ganske almindelige menneskers liv i Tyskland i mellemkrigstiden.

Han havde forståelse for de eksisterende klasseforskelle i det tyske samfund. Han beskrev især den sociale deroute, som dele af middelklassen, funktionærerne var udsat under 1930’ernes depression.

Han beskrev på fortrinlig vis hvorledes ’flipproletaren’, kontorfunktionæren gled ned i underklassen og blev ’proletariseret’. Måske gav han også en del svaret på, hvorfor store dele af den tyske befolkning lod sig fascinere og besnære af de tyske nazister.

I sine dagbogsoptegnelser fra 1944 nedfældet under et ophold på en psykiatrisk anstalt forsøger Fallada at forklare hvorfor han i modsætning til mange af sine forfatterkollega’er valgte at blive i Nazi-Tyskland og ikke flygte.

Fallada fortæller åbenhjertigt om hvorledes han efter bedste evne forsøgte at forlige sig med de nazistiske myndigheder efter 1933.

Han betegner sig selv som komplet apolitisk og håner de af hans kollegaer som valgte at flygte ud af landet som nogle tåber, hvis protestskrivelser han blot smed i papirkurven.

Dog tvinges han ifølge sine egne optegnelser af omstændighederne til i praksis at tage afstand fra nazismen. Men hans strategi er en overlevelsesstrategi, som indebærer kompromisser med de afstumpede, rå og ukultiverede nazister, som med brug af vold og terror har slået sig vej til magten.       

Fallada havde nemlig i modsætning til mange af sine forfatterkollegaer og andre intellektuelle valgt at blive i Nazi-Tyskland efter 1933 og gå i ’indre eksil’, dvs. i nogen grad tilpasse sig Nazi-regimet og dets ubønhørlige krav om lydighed fra kunstnere og alle andre i opposition til styret.

I kraft af sit erhverv som forfatter konfronteres han med nogle af regimets topfolk. Den mest sigende episode er et sammenstød med propagandaminister Josef Goebbels, som ikke vil godkende et filmmanuskript, som Fallada er blevet opfordret til at skrive. Falladas drejebog ender ikke tilstrækkeligt ’nazistisk’ efter Goebbels opfattelse. Filmens helt må ende som nationalsocialist, forstås.

Fallada ændrer på udgangen i sit manuskript og tillægger helten nazistiske holdninger. Men heller ikke dette hjælper. I mellemtiden har partiets chefideolog Alfred Rosenberg blandet sig. Rosenberg mener ikke, at regimet kan producere en film med Fallada som manuskriptforfatter og have ham stående som idemanden bag filmen. Fallada betragtes som et usikkert kort i nazisternes øjne og er ikke rigtigt inde i varmen.

 

Ægteparret Sponer. Utak er verdens løn.    

Fallada beretter om flere episoder hvor han kommer på kant med almindelige tyske borgere som angiver ham til nazisterne. Falladas familie boede til leje hos et ældre pensioneret ægtepar, hvis pension ikke var tilstrækkelig til at de kunne betale for deres hus. De havde taget lån i huset og kunne nu ikke lånet. Fallada tilbød - som det gode menneske, som han fremstiller sig som - at overtage gælden i huset, købe de af ægteparret og lade dem på til leje hos sig. 

Ved en bestemt lejlighed taler Fallada over sig og da ægteparret ikke finder sig for gode til at lytte ved dørene opsnapper de samtalen og viser det sig viderebringer det kontroversielle af denne til den lokale nazistiske kredsleder.

Da Tyskland under nazisterne er blevet et totalitært samfund, hvor magt erstatter ret beskyldes Fallada nu af lokale nazister for at have ’udnyttet’ og misbrugt det ældre ægtepar til egen fordel.

Fallada blev afhentet af regimets værste forbrydere, Sturmabteilung (SA), kørt ud i en skov og truet med at blive ’skudt under flugt’. En ofte brugt metode af nazisterne. Tilfældigvis blev Fallada reddet, da hans læge kommer forbi i bil. Han slap med livet i behold, men kunne ligeså godt være blevet likvideret.

 

Den forgældede nazistiske skolelærer.

Fallada beretter om endnu en episode, hvor han fremstiller sig som ’det gode menneske’ han er.

Fallada er flyttet på landet (Rügen) og her gør han alt for at han skal falde til i lokalsamfundet. Inviterer naboer på kaffe, holder indvielsesfest for hele byen osv. Dog rager han uklar med lokale nazister. Denne gang i form af en skolelærer, som tigger Fallada, der jo er en formuende og succesrig forfatter, som har tjent godt på sine bøger om hjælp til at indfri en gæld, som han har pådraget sig.

Fallada forbarmer sig over staklen og går med til at indfri hans gæld mod at tage pant i hans møbler, som er den eneste værdifulde han ejer. Skolelæreren fritages for at betale af på gælden et halvt år for at kunne komme til hægterne. Skolelæreren indtager flere betydningsfulde positioner i lokalsamfundet. Han er f.eks. formand for det lokale elværk.

Her viser det sig, at han på elværkets regning har købt briketter til en hel vinters opvarmning på elværkets regning, opdager værkets kasserer.

Hans desperate handlinger kulminerer, da man opdager, at han også har tømt sin skoles sparegris for mønter. Skolelæreren er nu ikke blot håbløst forgældet, men også moralsk set faldet dybt og selv ikke hans nazistiske partimedlemskab kan redde ham. Han mister sit job og må rejse fra byen.

Morale må være noget i retning af: ikke alle nazister er ikke de retskafne mennesker som de giver sig ud for at være. Selvom mand (Fallada) viser dem imødekommenhed, sviger de én.  

Fallada beretter interessante ting i forlagsverdenen, hvor han i kraft af sit erhverv færdes.           

 

Den jødiske forlægger Ernst Rowohlt. Det hjælper ikke en jøde at være nok så fædrelandskærlig.  

Fallada omtaler således sin forlægger gennem 25 år Ernst Rowohlt som det sødeste menneske på jorden. Ernst Rowohlt er jøde og har flere jøder ansat på forlaget. Nazisterne vedtog love, som forbød jøder at eje ejendom og udøve liberale erhverv. Jøder bliver ’ausgebürgert’, dvs. mister deres tyske ’rigsborgerskab’ og betragtes af nazisterne som retsløse andenrangsborgere.   

Dette rammer også forlæggeren Ernst Rowohlt. Hans brasilianske kone råder ham kraftigt til at forlade Nazi-Tyskland i tide inden han ender i koncentrationslejr, som mange andre jøder blev sendt til.

I allersidste øjeblik flygter Rowohlt modvilligt til Schweiz. 

Rowohlt har imidlertid ikke helt opgivet at vende tilbage til sit elskede fædreland, som gik i krig for i 1914.  

Da Hitler i 1939 kastede Tyskland ud i en ny verdenskrig, ønskede Rowohlt - sikkert af kærlighed til fædreland - at vende tilbage til Tyskland og gøre sin pligt og tjene sit land.

Hvilken vanvittig ide. Nu var han endelig sluppet ud af Nazi-Tyskland i god behold og nu ønskede han at vende tilbage og gå i krig Hitler!

Det er næsten ikke til at forstå. Han bliver dog også nægtet at aftjene sin ’værnepligt’ for sit fædreland, da det tyske Rigsværn ikke finder ham egnet. Måske fortæller Fallada denne rørende historie for med syvtommersøm at slå fast, at jøder ikke, som nazisterne hævdede, er ’fædrelandsfjendtlige’ undermennesker.

Måske fortæller Fallada denne historie for at modbevise, at han var ’jødehader’ og antisemit. Pointen om jøden Rowohlts fædrelandskærlighed er klar nok.

 

’Enearvingen’ til et jødisk ejet forlag Peter Suhrkamp. Opkomlingen, som intet middel skyede.    

Mens Rowohlt var et sympatisk menneske i en kold og kynisk forlæggerverden var Peter Suhrkamp det ikke. Han kom fra små kår på landet og banede sig vej op i forlagsverdenen som redaktør på et forlag, som var ejet af en jøde. Ifølge Fallada øjnede karrieremanden Peter Suhrkamp her sin chance for at indynde sig hos forlagets jødiske indehaver og med tiden overtage dennes plads som eneste arving til forlaget. Suhrkamp lykkedes med dette forehavende og købte sig senere aktier i forlaget og overtog det.

Måske beretter Fallada om denne Peter Suhrkamp for at fortælle, at der var andre end ham, der brugte ’ufine’ metoder for at gøre sig gældende og komme frem i Nazi-Tyskland.

At Peter Suhrkamp ikke kun var et ’ondt menneske’, men også havde sine gode sider, viser Fallada ved at berette om den hjælp, som han fik fra Suhrkamp, da han ikke vidste hvordan han skulle komme videre efter sin skrækindjagende oplevelse med overtagelsen af det ældre ægtepars gæld. Sælg dine gældsbeviser og flyt på landet, rådede Suhrkamp ham til.

 

Den ’omvendte’ kommunist Sass. Der er grænser for hvor langt ned i støvet du skal bøje dig.

Fallada beretter også om hvordan det ikke altid kan betale sig at ’samarbejde’ med Nazi-regimet, således som han selv havde forsøgt. Der er trods alt for grænser for hvor langt samarbejdsviljen bærer.  

Kammerat Sass var et forhenværende kommunist, medlem af KPD, som nazisterne umiddelbart efter magtovertagelse i 1933 havde sat i koncentrationslejr af den simple grund at han var ’kommunist’.

Efter nogen tid blev han sluppet ud og havde nu fuldstændigt skiftet politisk standpunkt. Han var indstillet på at ’forbedre’ sig og stillede sig til rådighed for nazisterne. Han underviste unge håbefulde drenge og piger i de nazistiske ungdomsforbund i sang og spil.

Det havde han stort held med indtil han en dag tilfældigvis stødte på en af sine forhenværende ’kammerater’ fra KPD, som ikke kunne forstå, hvorfor han havde skiftet sin politiske holdning ud og ikke ville deltage i den illegale kamp mod nazismen. Han spurgte nu Sass, om han ikke ganske uforpligtende ville gøre ham en tjeneste og tage en kuffert med hjem til sig selv og opbevare den for ham. Sass viste sig fra sin gode side og indvilligede i at tage kufferten med hjem, stillede den på sit loft og tænkte derefter ikke nærmere om det. Da kammeraten senere blev arresteret af GESTAPO (Geheime Statspolizei) røbede han under tortur en række navne på sine kammerater, deriblandt Sass’.

Den arresterede kammerats veninde opsøgte Sass for at advare ham om sin vens arrestation og de følger, som det eventuelt kunne få for ham, selvom han ikke længere med en del af den anti-nazistiske modstandsbevægelse. Da Sass var uvidende om kuffertens indhold og han ikke gjorde veninden opmærksom på kufferten på loftet, blev den ikke berørt under samtalen.

Nogle dage senere troppede nogle SA’ere (Sturmabteilung) op hos Sass og ville undersøge hans bolig for illegale ting. De fandt kufferten på loftet og indholdet: en ikke trykkemaskine, som ikke havde været i brug i lang tid, kunne man se.

Den lokale byret frifandt Sass, da han jo ikke mere var med i KPD og trykkemaskinen ikke længe havde været i brug.

Ikke så snart var Sass blevet frifundet, førend SA stod parat udenfor byretten og arresterede Sass på ny. Den totalitære viste sit hæslige fjæs igen. Selvom Sass var frifundet af byretten, tillod SA sig at sidde dommen overhørig og tiltage sig den suveræne magt ved at omgås den borgerlige ret og genarrestere Sass.

Og nu kommer Falladas pointe. SA tilbyder nu den frifundne boger, Sass, en forhenværende kommunist at slå en handel af. Mod at skaffe 200 Rigsmark inden 48 timer ville han kunne indløse sin ’borgerlige frihed’. Det er meget imod Sass’ ærlige sind og han nægter at tage imod ’tilbuddet’. Det skulle have aldrig have gjort. Som almindelig borger udfordrer man ikke nazisterne for hvem rå og nøgen magt går forud for ’borgerlig ret’. I stedet for byrettens frifindelse ender Sass på ny i koncentrationslejr denne gang i Oranienburg. Så meget for hans gode samarbejdsvilje og ’omvendelse’ til nazismen. Moralen må være: Ikke nok så megen eftergivelse vil tilfredsstille nazisterne, de alene bestemmer, hvor langt ned i støvet, man skal bøje sig.  

 

Skuespiller Mathias Wiemann. Du ved aldrig hvornår du falder i unåde.  

Mathias Wiemann var skuespiller og læste op af Falladas bog ”Ulv blandt ulve” i radioen og roser her romanen. Det var modigt. Samme aften skulle partiets chefideolog Alfred Rosenberg holde foredrag i Halle, hvor han vil bruge Fallada som eksempel på en ”kulturbolsjevik”, som ifølge nazisterne skal bekæmpes. Samme dag bringer partibladet ”Völkische Beobachter”, som Rosenberg er redaktør for, en artikel, som ligeledes omtaler Falladas roman positivt. Rosenberg kunne derfor dårligt bruge Fallada som eksempel på en ”kulturbolsjevik”.

Tilsyneladende udspillede der sig i kulisserne en magtkamp mellem propagandaminister dr. Goebbels og chefideologen Rosenberg. Så længe Goebbels holdt hånden over Wiemann overlevede han. Den dag Wiemann siger Goebbels imod og insisterer på at have ret, kommer han i fedtefadet, falder han i unåde. Det var hvad der skete med Wiemann. Han fik aldrig mere roller på store tyske teatre.

 

Fallada indynder sig hos Reichslitteraturkammer.

Fallada gik meget langt i sine forsøg på at blive et acceptabelt medlem af det nazistiske Reichslitteraturkammer, som var en forudsætning for at blive udgivet. Uden dette nazistiske stempel var forfattere udelukket fra at udkomme.

Falladas forlag Rowohlts ejer Rowohlt selv var blevet ’enteignet’, dvs. som jøde frarøvet sin ejendom og forlaget overtaget af det nazistiske forlag EA. Det ny forlag annullerede alle kontrakter med Fallada og gav ham ikke engang ret til at få udleveret lageret med hans usolgte bøger.

Det måtte Fallada ifølge sin advokat finde sig i, da ingen jo siger partiet imod. Fallada indvilligede oven i købet i på forlagets opfordring at skrive en antisemitisk bog og havde i 1944, hvor fængselsoptegnelser blev griflet ned skrevet 1800 sider. Kun tiden vil vise og krigens varighed vil afgøre om de når at blive offentliggjort, skriver Fallada.

I 1944 var Fallada ilde ude: Hans forfatterkarriere truede med at ophøre og rent privat lå hans liv i ruiner. Han er blevet idømt forvaring, mistænkt for at have en psykisk lidelse, som gjorde, at han havde affyret et ikke dræbende pistolskud mod sin kone.

Måske derfor havde Fallada en interesse i at retfærdiggøre sig selv og fremstille sig selv som et sobert og nøgternt tænkende væsen lidt i modsætning til hans skøre omverden.

Dagbogsoptegnelser antager karakter af et forsvarsskrift for ham selv i en situation, hvor han behøvede det.

Fallada er et eksempel på en person som i stedet for at sætte sig til modværge mod nazismen i stedet forsøgte det umulige: at tilpasse sig den. Han viser indirekte, at det er uladsiggørligt. Det er enten dem eller os, nazismens modstandere. Fallada viser ikke vejen frem i kampen mod den totalitære stat, men viser tværtimod hvordan det ikke nytter noget ikke at sætte sig til modværge. Ved ikke at sætte sig modværge, vil du altid blive den ’lille’ og tabe.

Fallada er således ikke noget mønstereksempel på, hvordan en sand klassekæmper burde have handlet. Fallada var kritisk overfor Nazi-regimet, men ikke hverken socialist eller marxist

Ikke mange havde forudset Hitlers magtovertagelse i 1933. Endnu færre havde forudset hvilke skæbnesvangre følger det ville få for den tyske befolkning. Det gør næsten ondt at konstatere følgende: Med Hitlers magtovertagelse blev Europas nominelt største arbejderklasse og den politisk bedst organiserede arbejderklasse med et slag knust. Det var et kæmpestort nederlag for hele verdens proletariat.

        

     

     

 

 

 

 

Den Kolde Krigs varme krig. Vietnamkrigen 1965-1975.

Boganmeldelse: Bernd Greiner. Krig uden fronter. USA i Vietnam. Informations forlag. 2009

 

Vietnam-krigen - den Kolde Krigs varme krig.

Således omtaler Bernd Greiner Vietnam-krigen fra 1965-1975.

Den Kolde Krig var et økonomisk, militært og politisk-ideologisk sammenstød mellem den kapitalistiske, imperialistiske verden med USA som den ledende magt på den ene side og den stærkt degenererede arbejderstat Sovjetunionen på den anden.

Dette sammenstød truede i perioder under den Kolde Krig med at kaste kloden ud i et atomragnarok. Dette blev dog afværget, fordi begge parter - de imperialistiske magter, anført af USA og Sovjetunionens bureaukratiske ledere - fandt det mest fornuftigt ikke at udløse en 3. verdenskrig på atomvåben.

Flere gange under den Kolde Krig kom det til faretruende situationer, som kunne være endt med en atomkrig mest kendt er Cuba-krisen i 1962, men dog aldrig til åben krig.

Den Kolde Krig forblev, heldigvis, kold. Et af de steder hvor den var mest varm var Vietnam-krigen fra 1965-1975.

Krigen var en udløber af et opgør i Indokina mellem den franske kolonimagt og den regionale befrielsesbevægelse Vietminh, senere Front de Liberation Nationale (FLN), af amerikanerne kaldet ’Vietcong’.

I 1954 havde de franske (under medvirkning af elitetropper fra Fremmedlegionen) tropper lidt et regulært militært nederlag til de vietnamesiske partisaner i Vietminh. Den franske kolonimagt måtte herefter - som en hund med halen mellem benene - trække sig ud af sit koloniområde i Indokina.

En traktat blev indgået mellem repræsentanter for Vietminh og Frankrig og en demarkationslinje mellem Nord og Syd blev fastlagt ved den 38. breddegrad. På samme måde som i Europa var der fastslået en delingslinje mellem de to blokke - Øst og Vest.

Man skulle således mene, at alt var i sin orden.

USA var imidlertid under den Kolde Krig grebet af en hysteriske ’anti-kommunisme’, som fremstillede Stalin og hans bureaukratiske efterfølgere som en fare for den ’fri’ verden. USSR blev fremstillet som et totalitært diktatur, som tilstræbte verdensherredømmet. Udviklingen i sidste del af 2. verdenskrig viste, at dette ikke var rigtigt.

Stalin var parat til at indgå kompromisser med den imperialistiske verden. Han gik med til at Europa blev opdelt i to ’interessesfærer’, en sovjetisk domineret og en amerikansk domineret. Hvorfor skulle han ikke acceptere det samme i Sydøstasien?

Den amerikanske præsident John F. Kennedy valgte tøvende at sende tropper til Vietnam og i de følgende år optrappede hans efterfølgere, Lyndon B. Johnson og Richard Nixon krigen.

Begge præsidenter hævdede i deres valgkampe, at de ville standse krigen og trække tropperne hjem, hvilket de ikke gjorde.

Hverken politikere eller militærfolk i USA havde nogen militærstrategi, som kunne stille noget op imod den guerillakrig, som de vietnamesiske partisaner praktiserede.

De amerikanske tropper var ikke vant til at bekæmpe hundredtusinder af partisaner, som boltrede sig som ’en fisk i vandet’ mellem civilbefolkningen. De amerikanske tropper kunne ikke - og til sidst ville de ikke - skelne mellem civilbefolkning (’civil combattants’) og krigere.

De stod overfor en ’asymmetrisk’ modstander som de til trods for deres teknologiske overlegenhed ikke kunne stille noget op imod. Til trods for at det amerikanske militær brugte flere tons bomber og granater end under hele 2. verdenskrig lykkedes det dem ikke at slå fjenden.

De var og blev uovervindelige - uanset hvilke midler USA brugte. Selv ikke et langstrakt ’udmattelseskrig’ nyttede. Partisanerne blev ved med at dukke op fra ukendt hold, underjordiske gange osv. Partisanerne blandede sig bevidst med civilbefolkningen og inddrog dem dermed i krigen uden at spørge dem. Den amerikanske hær forsøgte at adskille civilbefolkningen fra partisanerne ved at oprette gigantiske lejre til befolkningen, som absolut ikke havde lyst til at forlade deres landsbyer og marker.

End ikke anvendelse af den ’brændte jords taktik’ nyttede den amerikanske hær.

Krigen var umulig at vinde med militære midler, så meget desto mere, som den udløste indblanding fra Nordvietnams side. Den blev nu - som i Korea-krigen - til et direkte militært opgør mellem de to blokke - Øst og Vest.

Bernd Greiner bruger store dele af sin bog på at efterforske hvilken militær strategi som lå bag krigsførelsen fra amerikansk side. Han finder ikke rigtigt noget svar. Af mangel på strategi, opfandt man udtrykket ’udmattelseskrig’, som vel egentlig ikke er en strategi, men vel bare en formodning, at den der holder længst ud, sejrer. Lidt ligesom middelalderens belejringer af forter og bymure.

Greiner når frem til, at krigen må siges at have haft først og fremmest et ideologisk sigte. Amerikanske koldkrigere mistolkede Østblokkens hensigter og langsigtede politiske mål, som ikke var verdensherredømmet. Det havde Stalin for længst givet afkald på senest i slutningen af 2. verdenskrig med opdelingen af Europa i interessesfærer’. Selv ikke en nok så indsigtsfuld diplomat som George Kennan var i stand til at tolke det stalinistiske bureaukratis drivkraft og politik.

USA stod her overfor en ideologisk overlegen modstander, de vietnamesiske partisaner, som var ideologisk skolede fra opgøret først med Japan indtil 1945 dernæst Frankrig indtil 1954 og nu USA og dets allierede.

Vietminh og FNL var først og fremmest en national, nationalistisk befrielsesbevægelse, anti-japansk, anti-fransk og nu anti-amerikansk.

Bevægelsen var ledet af stalinistiske kadrer som Ho Chi Minh, som havde en fortid i det Indokinesiske kommunistparti og som agent for Kommunistisk Internationale, Komintern.

Selvom der var lignende befrielsesbevægelser i Laos og Cambodja og et stort og stærkt stalinistisk kommunistparti i Indonesien havde USA ingen grund til at frygte at disse bevægelser ville tilstræbe et ’verdensherredømme’.

Det var ren indbildning og byggede mere på en selvskabt frygt skabt af det amerikanske militær og politiske system.

 

Krigsforbrydelser i Vietnam.

Greiner dokumenterer på forbilledlig vis de mange uhyrlige overgreb, som visse korps i den amerikanske begik mod civilbefolkningen.

Han følger de enkelte sager mod amerikanske soldater, som rejses af militærets egne instanser ved militære domstole og undersøgelsesudvalg.

Han diskuterer hvorvidt ansvaret kan placeres på den enkelte soldat, som har begået overgreb mod civile eller om ansvaret skal højere oppe i det militære hierarki.

Han rejser spørgsmålet om man kan skyde skylden på den enkelte menige soldat, på hans delingsfører eller skal ansvaret placeres højere oppe i det militære hierarki?

Han undrer sig - ligesom jeg - over, at så at sige ingen bliver idømt alvorlige straf, men enten helt bliver frifundet eller hurtigt får nedsat sin straf.

Han konstaterer, at USA ikke overholdt international krigsret og systematisk overtrådte konventioner om behandling af krigsfanger og civilbefolkning.

 

Ingen stillet til ansvar for krigsforbrydelserne.

Ingen af de centrale deltagere i krigen på amerikansk side er nogensinde stillet til retsligt ansvar for deres gerninger eller overordnede ansvar.

Hverken politikere som præsidenterne Lyndon B. Johnson eller Richard Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger (nulevende) eller general Westmoreland er blevet stillet for en international (forbryder)domstol på samme måde som den japanske værnschef eller de nazistiske topledere efter 2. verdenskrig.

Under krigen gjorde de alt for at skjule deres krigsoptrapning ved at manipulere offentligheden og medierne, til at tro at alt gik som det skulle. Kun få amerikanske dagblade (ikke de store og kendte) var kritiske - før til allersidst.

Findes den undersøgelse som dokumenterer danske dagblades nyhedsdækning af Vietnam-krigen? Så vidt jeg husker, var modstanden mod krigen i Danmark begrænset til yderst få kredse. Hele the Establishment var for.

 

Hvad har så den amerikanske imperialisme lært af Vietnam-krigen?

Tilsyneladende ingenting!

Krigene i Afghanistan (2001), Irak (2003) og senest i Libyen og Syrien. Tilsyneladende gælder det gamle maksime stadig: At den nuværende krig føres med den forrige krigs midler - og fristes man til at tilføje, den samme fejlagtige tankegang.

Gode intentioner om fred, demokrati og frihed forvandles hurtigt til deres modsatte. Modstanderen dæmoniseres til det ukendelige. Opbakningen fra den lokale befolkning ignoreres. Stammetilhørsforhold og religiøs overbevisning ses der bort. De lokales accept af de lokale magtforhold forstås ikke. Kulturelle forskelle og erkendes ikke osv.

Som følge af manglende kendskab til de lokale forhold og mangelfulde analyser af de stedlige politiske forhold i landet begås eklatante fejltagelser, som let kunne være undgået.

Krigene forsøges retfærdiggjort ud fra ideologiske motiver som demokratiskabelse, nationsdannelse og god regeringsførelse og bliver proppet ned i halsen på uforstående lokale ’støtter’.

De samme uhyrlige overgreb begås af menige amerikanske soldater med ringe uddannelsesbaggrund og som kommer fra en dårlig social baggrund.

Præget af militærets forråelse og krigens brutalisering arresteres og mishandles fanger på det groveste i fængsler som i Abu Greib i Afghanistan.

Tilsyneladende tilfældige og ikke dømte personer indespærres årelangt i fængsel som på øen Guantanamo ved Cuba. Folk transporteres i fly til fængsler udenfor de vestlige lande og tortureres her til tilståelser.

Præsident Obama lover som sine forgængere en tilbagetrækning af tropper i Irak og Afghanistan, men optrapper i stedet krigen med luftbombardementer og droneangreb. Det retslige grundlag for disse handlinger er yderst tvivlsomt.

Intet har tilsyneladende ændret sig siden Vietnam-krigen.

Hvorfor bliver krigstilhængerne aldrig klogere? Fordi de ikke vil lære af historien. Med bind for øjnene famler de sig frem fra dag til dag.

Det lover ikke godt for fremtiden. Nogen må rive dem bindene af øjnene!  

 

 

 

 

 

 

      

Er Karl Marx gået i glemmebogen?

Boganmeldelse:

Francis Wheen: Karl Marx - et liv. Lindhardt og Ringhof.

Da Karl Marx 11. marts 1883 lukkede sine øjne for sidste gang, var der ingen der kunne vide, at han skulle blive kendt og berømt som få andre.

Der var intet i hans liv og levned, som pegede i retning af, at hans tanker og ideer skulle komme til at spille en fremtrædende rolle i det 20. århundredes verdenshistorie.

Ingen kunne vide, at det var hans tanker om socialisme, som af bolsjevikkerne blev lagt til grund for den russiske revolution i oktober 1917.

Ingen kunne vide, at millioner af mennesker over det meste af verden skulle følge hans tankegang om et opgør med borgerskabet og dets klasseherredømme.

 

Det er hævet over enhver tvivl, at Karl Marx har stået fader til en helt ny ideologi, socialisme.

Marx tillagde borgerskabet en ’progressiv’ funktion i industrisamfundets udvikling, som den samfundsmæssige kraft bag. Borgerskabets krav om frihed, lighed og broderskab have udløst og åbnet for produktivkræfternes udvikling.

Men borgerskabet var ikke i stand til at løse modsætningen mellem de ’progressive’ produktivkræfter og produktionsforholdenes ’snærende bånd, Denne uløselige modsætning ville på et tidspunkt få den kapitalistiske produktionsmåde til at bryde sammen.

Marx opfandt og udviklede en helt ny terminologi til beskrivelse af den kapitalistiske produktionsmåde.

 

Marx’s filosofi.

Inden han kom så langt, tog han et langt filosofisk tilløb. Dette gik omkring nogle af datidens tyske filosoffer. Marx skulle først skabe det filosofiske grundlag for sin ’politiske økonomi’.

Datidens store idealistiske filosof G.F. Hegel betjente sig af en dialektisk tænkning, som Marx fandt brugbar, hvis han skulle beskrive den historiske udvikling. Hegel var som ung ’progressiv’ og havde støttet den franske revolution 1789. Nu havde han udviklet sig til en varm fortaler for den reaktionære og absolutistiske preussiske stat. Historien havde ifølge ham nået sit højdepunkt i ’Napoleon til hest’. Denne inkarnerede for Hegel den højeste form for ’verdensånd’.

Marx syntes, at dette var noget idealistisk sludder, men kunne godt bruge Hegels dialektiske tænkning. Tese, antitese giver syntese. Blot skulle Hegels dialektik ’stilles på hovedet’ og gøres materialistisk.

En anden af tidens fremtrædende filosoffer var Ludvig Feuerbach. Feuerbach var af den opfattelse, at al religion ikke var faldet ned fra himlen og annammet af mennesker, men omvendt at al religiøs tænkning var menneskeskabt. Dette syntes Marx lød fornuftigt og sagde, at det ikke er bevidsthederne, der bestemmer den samfundsmæssige væren, men omvendt den samfundsmæssige væren, der bestemmer bevidsthederne.

Hermed havde Marx skabt sig grundlaget for sin dialektiske materialisme, som skulle blive bestemmende for hans filosofiske udgangspunkt. På basis af dette værktøj kunne han nu inddrage en ekstra dimension til filosofiske udgangspunkt. Den politiske økonomi.

 

Marx’s politiske økonomi.

For Marx var det ikke nok at fortolke verden, men det gjaldt om at ændre den. Hvis dette skulle kunne lade sig gøre, var han nødt til at sætte sig ind i den økonomiske fagkundskab: den klassiske økonomiske teori.

Dette projekt kom til at optage Marx i resten af hans liv og havde nær taget livet af ham. Det var en stor mundfuld at skulle endevende hele den klassiske økonomi fra A til Z. Men det lykkedes ham under opbydelse af hele sit intellekt.

Marx skabte en hel ny terminologi til beskrivelse af den kapitalistiske produktionsmåde.

Marx godtog de klassiske økonomers arbejdsværdilære, men omformede den til en lære som beskrev og forklarede den kapitalistiske produktionsmåde som en udbytningsproces.

I kraft af sit arbejde tilføjer lønarbejderen den producerede vare en større værdi end den ellers ville have, merværdi. Det er denne merværdi som skaber kapitalistens profit, fortjeneste. Uden lønarbejde, ingen merværdi, ingen profit.

Marx fandt endvidere ud af, at enhver vare ikke blot har en markedsværdi, bytteværdi men også har en værdi i sig selv, brugsværdi.

Om lønarbejderes stilling i produktionsprocessen sagde han, at han var reduceret til et vedhæng til sin maskine. Han var ikke længere et selvstændigt og tænkende væsen. Selve produktionsprocessen reducerede ham til en ting. Lønarbejderne var ikke længere et menneske.

Marx talte om, at lønarbejderen var ’fremmedgjort’ over for sit arbejdsprodukt og at han var ’tingsliggjort’.

Pointen for Marx bestod i, at produktionsprocessen så at sige udfoldede sig ’bag om ryggen’ på begge både lønarbejder og kapitalejer. Begge var lige uvidende om udbytningsforholdet mellem dem. Derfor kunne heller ingen gøres skyldige for denne. Derved berøvede Marx udbytningsforholdet enhver form for moral Ingen er (eller alle?) er skyldige.

Marx havde således skabt en helt ny ’politisk økonomi’ som kuldkastede den klassiske vareøkonomi og dens teorier. Et er at man som Karl Marx har en anden teoretisk opfattelse af tingenes sammenhæng, noget andet er, de konklusioner som Marx og andre måtte drage heraf.

 

Marx som politisk aktivist.   

Marx hævdede i sit Kommunistiske Manifest fra 1848, at borgerskabet havde udspillet sin historiske rolle og at den kapitalistiske produktionsmåde ville blive afløst af en helt anden udbyttefri produktionsmåde. De uløselige klassemodsætninger mellem borgerskab - og den ny herskende klasse - proletariatet ville blive skærpet.

Marx var ikke i tvivl om, at arbejderklassen i de mest fremskredne europæiske lande, England, Tyskland og USA ville udfordre borgerskabet - og med årene - erobre magten.

Marx havde ikke en fuldt og færdig politisk strategi for, hvorledes arbejderklassen skulle erobre magten.

Nedslagtningen af ’kommunarderne’ i Paris i 1870 viste for ham, at arbejderklassen ikke blot kunne overtage borgerskabets eksisterende stat og omforme den til sin egen. Borgerskabets magt måtte knuses helt og aldeles og om nødvendigt med væbnet magt.

Nu blev Marx’ politiske holdning først for alvor farlig for de herskende klasser. Han var gået fra at være en kontroversiel kommentator af de politiske begivenheder til at være en politisk ’farlig’ person for det bestående samfund - uanset hvor han opholdt sig.

I 1864 var han med til at stifte 1.internationale, Den Internationale Arbejderassociation og kom til at spille en ledende rolle i foreningen og i dens aktiviteter.

1. Internationale var langt fra ’marxistisk’ men præget af folk med vidt forskellige politiske opfattelser. Der var både engelske ’trade-unionister, borgerlige franske republikanere, utopiske franske socialister, italienske nationalister og meget få ’marxister’. Marx mødte stor modstand dels fra franske utopiske socialister (tilhængere af Proudhon) og fra nogle galninge omkring den russiske anarkist Bakunin.  

Det lykkedes Marx at få sat skik på organisationen, men den udviklede sig i sin korte eksistens ikke til det organ for den internationale klassekamp som Marx ønskede sig.

Marx endte med at trække sig ud og hellige sig sit teoretiske arbejde med at opstille en ny ’politisk økonomi’ dvs. skrive sit hovedværk ”Das Kapital”.

 

Francis Wheen er hverken økonom eller historiker af uddannelse, ej heller marxist. Hans Marx-biografi er ikke en systematisk teoretisk gennemgang af Marx’ teori med vægt på vigtige dele af hans værk, men en journalistisk skildring af hans brogede liv. Wheen bruger meget plads på den familiære og private Marx og mindre på videnskabsmanden og politikeren Marx. Derved får biografien en lidt skæv drejning i retning af det overfladiske.

Wheen gør flittigt brug af den righoldige korrespondance, som foreligger i Marx-familien og hos Marx’ nære ven og mæcen Friedrich Engels. Efter min mening er der lagt for megen vægt på det anekdotiske og for meget ’gossip'.  

Marx og hans nære familie levede et på mange måder typisk engelsk middelklasseliv med masser og sorger og bekymringer af pekuniær og familiær art. Og dog var Karl Marx en enestående person med højst interessante og kontroversielle opfattelser, som gjorde ham til noget særligt. Så helt almindelig var hans og hans families liv ikke. Det er vanskeligt at afgøre med nutidens øjne om det var lykkeligt eller kun delvist lykkeligt.     

 

Marx gemt og glemt?

Siden 1970’erne har der været stille omkring Karl Marx og han er næsten gået i glemmebogen.

Wheen skal have ros for at have taget ham op af skuffen og for at have pudset ham af.

Det er tiltrængt og højst påkrævet, hvis der skal rådes bod på manglende viden om og kendskab til Marx og hans politiske tankegang.   

Som Marx selv så rigtigt udtrykte det: Den herskende klasses tanker er de herskende.

Hvis dette tankemonopol skal brydes, er det nødvendigt, at mange flere får et førstehåndskendskab til Karl Marx og hans tankegang.

Denne biografi kunne for mange være et første skridt til at fordybe sig mere i hans person og hans epokegørende tanker.

 

  

Venstrefløjens historiske perspektivløshed.

Boganmeldelse:

Preben Wilhjelm: Man kan sagtens være bagklog. Lindhardt og Ringhof. 2014.  

 

Ved læsning af Preben Wilhjelms selvbiografi blev jeg endnu en gang opmærksom på, hvor historieløs den danske venstrefløj er og har været.

Wilhjelms biografi er udmærket som, men hans synspunkter bidrager ikke til at bringe venstrefløjen et politisk skridt fremad. Desværre, det er ellers højst tiltrængt.

Det manglende historiske perspektiv er åbenbart kendetegnende for den danske venstrefløj. Preben Wilhjelm burde ellers være selvskrevet til at fremstille både Socialistisk Folkepartis og Venstresocialisternes historie, da han spillede en central rolle i begge partier.

Preben Wilhjelm kastede sig hovedkulds ind i den politiske kamp i Danmarks Kommunistiske parti (DKP) tilsyneladende uden at havde det store kendskab til partiets historie og udvikling og uden at sætte spørgsmålstegn ved dets fortid.

Som en del andre i DKP var han utilfreds med partiets totale afhængighed af Moskva og af trofast at skulle følge og underlægge sig sovjetisk udenrigspolitik. Han og en del andre i DKP opfattede partiet som udemokratisk og diktatorisk og som forsvarende et Sovjetunionen, som måske ikke var et idealsamfund.

Kritikken af parti og Sovjetunionen - som den fremføres af Wilhjelm - er upræcis og bunder tilsyneladende ikke i en større teoretisk indsigt i regimets karakter.

Han meldte sig ind i DKP, fordi han forventede, at partiets formand gennem mange år, ærkestalinisten Aksel Larsen ville omdanne partiet til et dansk reformistisk, demokratisk socialistisk parti.

Aksel Larsen tabte imidlertid kampen i DKP og blev ekskluderet i 1958.  

Wilhjelm fulgte Aksel Larsen over i det nystiftede Socialistisk Folkeparti og kom hurtigt til at indtage en central plads i partiets Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg. I kraft af Aksel Larsens stalinistiske fortid og fordi han ikke havde aflagt sig sine stalinistiske unoder, bragte han sig hurtigt i opposition til en ’venstrefløj’ i partiet.

Allerede her mangler de historiske perspektiver. Hvem var Aksel Larsen og hvilken fortid havde han i DKP?

 

Et korrektiv til Wilhjelms biografi.

Det følgende er tænkt som et historisk korrektiv til Wilhjelms biografi, som er en nødvendig forudsætning for at forstå venstrefløjens historiske udvikling.

Aksel Larsen er nok den mest centrale person på venstrefløjen i Danmark. Han var i mere end 25 år formand for DKP (1932-1958) og i mere end 10 år formand for Socialistisk Folkeparti (1959-1970).

Han var udrundet og skabt af den stalinistiske bevægelse. Han havde med nød og næppe undgået Stalins masseudrensninger i midt 1930’erne ved (i nogen grad ufrivilligt) at rette ind og parere ordre.

Af Kurt Jacobsens biografi fremgår det, at Aksel Larsen kun tøvende gik med til den drejning af Kominterns politik, som fandt sted i 1935, folkefrontspolitikken, som sigtede mod et bredtfavnende klassesamarbejde med alle ’antifascistiske’ lag af befolkningen. Denne voldsomme politiske drejning var udelukkende betinget af Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser set med Stalins øjne.

DKP blev nu af Komintern tvunget til at føre klassesamarbejdspolitik frem for at bekæmpe borgerskabet. Stalin havde for længst reduceret de nationale kommunistpartier til rene ekspeditionskontorer for den skiftende sovjetiske udenrigspolitik. De nationale partier havde bare at rette ind. Enhver form for demokratisk diskussion og meningsudveksling var udelukket.

Efter 2. verdenskrig havde mange stalinister forventet at deres indsats i modstandskampen ville øge deres prestige i arbejderklassen og således udfordre Socialdemokratiet. Dette skete da også kortvarigt umiddelbart efter krigen, men ebbede hurtigt ud.

En af årsagerne må have været partiernes tætte tilknytning eller snarere totale underordning under den til enhver tid førte sovjetiske udenrigspolitik.

Det må Aksel Larsen have følt som en byrde og en hæmsko for partiet, DKP. Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 må have sat en stopper for Aksel Larsens og andres drøm om at skabe et dansk nationalt og demokratisk socialistisk parti.

Aksel Larsen tabte magtkampen, da den Moskva-tro fløj var stærkere. Herefter kunne han have valgt enten at trække sig helt ud af politik eller stifte et helt nyt parti.

Han valgte det sidste og var hovedkraften i dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF) i 1959.

Socialistisk Folkeparti gjorde ikke op med stalinismen og erstattede den i stedet med en socialdemokratisk udgave af den demokratiske socialisme.

Partiet havde et mildest talt et uafklaret forhold til den ’socialistiske’ verden, som partiet omtalte som ’socialistiske lande’.

Partiet plejede f.eks. langt op i tiden omgang med stalinistiske koryfæer som Nordkoreas Kim Il-Sung og tog på venskabsbesøg i Nordkorea (hvilket er dokumenteret i Hans Mortensens bog om SF).

SF’s ’opgør’ med stalinismen var ikke et politisk opgør, men allerhøjst et mislykket forsøg på at indføre mere demokratiske partistrukturer til forskel fra DKP.

Ligeså lidt som Khrustjov havde ’gjort op med’ stalinismen, men blot peget på dens værste udskejelser, havde Aksel Larsen og SF forstået og analyseret den degenerationsproces som Sovjetunionen og Komintern havde gennemgået. Den eneste af de forhenværende DKP’ere som havde forsøgt at forstå degenerationsprocessen var Kai Moltke.

SF gjorde heller ikke op med venstrefløjens elektoralisme eller parlamentarisme. Tværtimod forkastede de ikke blot marxismen, men erstattede den med illusioner om det borgerlige demokrati og den borgerlige statsmagt.

SF bekendte sig til den klassiske reformisme, som forestillede sig en stille, rolig og fredelig overgang til socialismen via Parlamentet, elektoralisme.

Skønt SF i starten stod nogenlunde stærkt udenfor Parlamentet, på diverse større arbejdspladser, spillede det tilsyneladende - hvis man skal dømme efter Wilhjelm - ingen større rolle for partiet. Interessen var hovedsageligt rettet mod antallet af mandater i Parlamentet.

Illusionerne om den borgerlige statsmagt og dens brugbarhed i skabelsen af et nyt ’socialistisk’ samfund førte uvægerligt partiet ind på et blindspor. Dette skete da også for SF i 1968, da partiet havde valgt at agere støtteparti til en socialdemokratisk regering.

Partiet blev nu gjort ansvarlig for regeringens politik og blev tvunget til at tage stilling til nogle lønmodtagerfjendtlige lovforslag fra regeringens side: indefrysning af en dyrtidsportion (indebar en lønforringelse) og en momsforhøjelse på 2 % (asocial udgiftspolitik).

Partiet blev nu tvunget til at tage stilling til om det skulle føre en lønmodtager-fjendtlig politik og holde hånden under den socialdemokratiske regering eller alternativt vælte den.

6 folketingsmedlemmer valgte at stemme imod lovforslagene og dermed vælte regeringen. Partiet var sprængt og - skulle man tro - SF færdigt som parti.

Partiets højrefløj omkring Aksel Larsen og Morten Lange havde optrådt illoyalt overfor partiets Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, hvor der var et venstrefløjsflertal, og ført underhåndsforhandlinger med regeringen.

Højrefløjen respekterede ikke partiets demokratiske strukturer og havde på udemokratisk vis ledt partiet ind på et fuldstændigt principløst spor.

Aksel Larsen havde ikke draget de nødvendige konklusioner af sin fortid i DKP og ført dem med over i SF. Ligene i lasten var ikke blevet smidt ud.

 

Venstresocialisterne - ny lig i lasten?

Heller ikke det nydannede parti, Venstresocialisterne, formåede at gøre op med hverken stalinisme eller reformisme.

Her havde venstrefløjen ellers for første gang i Danmarkshistorien siden Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland chancen for et gennemgribende opgør.

Men hvorfra skulle opgøret komme fra?

Modstanden mod Aksel Larsens udemokratiske fremfærd i SF og hans skinbarlige reformisme og parlamentarisme var stor og udmøntede sig i en tæt afstemning, som nær var faldet ud til venstrefløjens fordel. Højrefløjen vandt imidlertid knebent og fik dermed stillet partiapparatet til rådighed.

VS kunne begynde helt forfra.

 

Mangel på skolede revolutionære marxistiske kadrer.  

I Danmark fandtes der på dette tidspunkt meget få, om overhovedet nogle skolede revolutionære marxister. De fandtes hverken i det stalinistiske DKP eller i det reformistiske SF.

Få i SF og nu i VS havde et historisk kendskab til arbejderbevægelsens historie. Nævnes skal Claus Bryld, Niels Finn Christiansen og Andreas Jørgensen.

Historieskrivning afhænger som bekendt af den person som skriver den. Det bærer Preben Wilhjelms biografi selvfølgelig præg af. Hans afsnit om VS er stærkt farvet af hans eget principielle standpunkt og han definerer sig ikke - som det han må betegnes - som demokratisk socialist.

Wilhjelm er ikke nogen helt klassisk demokratisk socialist.

Han diskuterer f.eks. om en fredelig overgang til socialisme kan lade sig gøre i et kapitalistisk samfund. Dette er efter min mening bogens stærkeste side. Wilhjelm argumenterer ud fra historiske eksempler flot for det umulige i en sådan forestilling og understreger rigtigt, at det er op til de herskende klasser at bestemme om hvorvidt der skal bruges vold. Han drager dog ikke endegyldigt nogen konklusion af sin argumentation, men nøjes med at bemærke, at vold i sig selv ikke kan og bør være et mål og i øvrigt sjældent fører til det ønskede mål. Wilhjelm har den opfattelse, at den som benytter sig af vold, kompromitterer sig selv. Dette er vist et idealistisk (pacifistisk) standpunkt og ikke et marxistisk. Wilhjelm gør volden til et etisk spørgsmål, hvor det i virkelighedens verden er et politisk.

Wilhjelm kan måske betegnes som en tvivlende demokratisk socialist.

 

Wilhjelms historieforfalskning.

Den mest usaglige del af biografien finder man i afsnittene, som omhandler hans tid i VS. Her nærmer vi os historieforfalskning. Wilhjelm gør sig ikke den umage at fremlægge sine politiske modstanderes argumenter og standpunkter, men nøjes med at udråbe dem til tåber (hvad nogle af dem måske også var).

Han fremstiller sig selv som partiets store ’frelser’ og ’mægler’, som træder til og griber ind hver gang han finder, at det truer partiets omdømme i offentligheden.

Wilhjelm ligger under for sine egne reformistiske illusioner om den borgerlige stats brugbarhed i et socialistisk samfund. Hans reformisme skinner igennem når han ustandselig ønsker at fremstille VS som et ’pænt’ og ’acceptabelt’ parti i offentlighedens øjne.

Her røber Wilhjelms for alvor sit reformistiske grundstandpunkt. Wilhjelm mener selv at have båret partiet frelst igennem og hans politiske modstandere i VS optræder kun som verdensfjerne spøgelser, som hele tiden skal bekæmpes eller holdes nede. På denne måde lever han helt op til myten som partiets ’grand old man’. En myte som er udbredt langt ud over VS’s rækker.

Wilhjelms betydning for den politiske historie er ikke som marxistisk teoretiker, men snarere som en dygtig og vidt respekteret parlamentariker. Bagsiden af medaljen er at han måske har fået mange til at tro på muligheden for at stemme sig til socialisme, hvis bare man gør sit arbejde godt og grundigt nok.            

  

  

    

   

         

  

       

   

Tvangsdeporteret til Sibirien.

Boganmeldelse.  

Silvi Teesalu: Deporteret til Sibirien. Rosinante. 2014 

Der er sjældent at verdenspolitiske begivenheder i den grad griber ind i en families liv som i denne bog om estiske Senta Kuhi og Heldur og deres børn. 

Indtil 14. juni 1941 levede Senta et forholdsvist ubekymret og lykkeligt liv på den lille estiske ø Sarimar. 

På denne dag omkalfatres hendes liv brat og delvist uventet, da hun og hendes mand, Heldur arresteres af Stalins hemmelige efterretningstjeneste NKVD.  

De bliver herved nogle af de mange ofre for Stalins masseterror mod ’folkefjender’ af alle mulige slags. 

Familien kunne have levet en stille og fredelig tilværelse, hvis ikke det var fordi de verdenspolitiske begivenheder som en malstrøm havde revet dem med. 

 

Stalins ’folkefjender’. 

Manden, Heldur bliver af NKVD anset for at være en ’fjende af staten’ 

NKVD har ikke noget på Heldur, men i kraft af sit medlemskab af det lokale Hjemmeværn anses han for at være en ’potentiel sikkerhedsrisiko’ overfor Sovjetmagten og må derfor uskadeliggøres. 

Han underkastes et forhør, hvor han i første omgang idømmes 10 års straffearbejde i en tvangsarbejdslejr. 

I NKVD’s øjne var alle i én familie skyldige, hvis bare en enkelt var det. Derfor må hele familien bøde.  

Dette princip kunne man kalde ’guilt by association’, som gjaldt enhver som på den ene eller anden måde havde været i berøring med en person, som af NKVD blev anset for at være en ’fjende af staten’ 

Dette princip er selvfølgelig helt uholdbart i et retssamfund, hvad Stalins Sovjetunionen da heller ikke var. 

Familiens skæbne var nu lagt i hænderne på NKVD’s - i vore øjne forekommer det - vilkårlige afgørelser og forgodtbefindende.  

Familien må finde sig i at blive revet ud af deres daglige liv og få sat en stopper for det normale samliv, som de havde sat sig at leve, da de kort før 2. verdenskrigs udbrud i 1939 giftede sig med hinanden. 

Senta forelskede sig som ganske ung i den gifte og fraskilte Heldur, som allerede havde 3 børn fra sit forrige ægteskab. 

Senta var endnu ikke rigtigt kommet i gang med en karriere på arbejdsmarkedet, mens Heldur var bankbestyrer i en lokal bank, hvor han tilbød hende ansættelse.  

Deres liv formede sig herefter helt anderledes end de havde forestillet sig. 

 

Storpolitiske begivenheder. 

I 1939 indgik Sovjetunionen og Nazi-Tyskland en ikke-angrebspagt, som indeholdt et hemmeligt protokollat, som ikke kom til offentlighedens før langt senere.  

Dette protokollat bestemte bl.a., at de baltiske lande ville falde ind under Sovjetunionen. 

Hvilket det gjorde indtil Hitler-Tyskland 22. juni 1941 besluttede at ville skabe sig yderligere ’Lebensraum’ mod Øst ved at invadere Sovjetunionen. 

 

1. deportation til Sibirien 1941. 

1. oktober 1946 var Sentas mand, Heldur igen på fri fod efter at have udtjent sin idømte straf. Da han er vendt hjem til Sarimar, hvor familien har stiftet hjem, forbyder NKVD ham at blive på sin fødeø, da den af Sovjetmagten regnes for at være en ’grænse-zone’.  

Efter at Sentas familie har rettet henvendelse til både de lokale estiske og de sovjetiske myndigheder får Senta 16. december 1946 lov til at vende hjem af den lokale NKVD-afdeling i den egn af Sibirien, hvor hun og børnene opholdt sig.  

Det hører med til historiens ’ironi’, at to breve med modsat indhold krydser hinanden. Kort tid efter - 21. december 1946 - forbyder en løjtnant i KGB hende at vende tilbage til sine børn og mand.  

Skønt NKVD forbyder Heldur som forhenværende deporteret at opholde sig på øen Sarimar sammen med den øvrige familie, lykkedes det alligevel familien at holde sammen. 

I 1947 og 1948 suppleredes familien yderligere af to piger, hvoraf den ene, Silvi står som forfatter til bogen, som fortæller hendes mors historie. 

 

2. deportation til Sibirien 1948. 

Nu skulle man tro at familien kunne ånde lettet op og ane fred og ingen fare. Dette var dog ingenlunde tilfældet for forhenværende deporterede og deres familier. 

Var man én gang deporteret var man brændemærket for resten af livet i NKVD’s øjne. 

Havde man en gang udstået sin straf, var dette ikke nok. Fortiden kunne ramme én som en boomerang i nakken. 

Heldur blev på ny arresteret 2. marts 1948. De samme frit opfundne anklager blev nu brugt en gang mere. Anklager som var helt uden hold i virkeligheden. 

Hans kone, Senta blev endnu en gang ladt i stikken - alene med 4 uforsørgede børn - af NKVD’s vilkårlige arrestationer og fængslinger og måtte selv rende myndighederne på dørene for at finde ud af hvor hendes mand befandt sig. 

Han befandt sig i et fængsel i Tallinn, som var berygtet for at bruge tortur mod sine indsatte.   

I september 1948 beordrer NKVD ham sendt til Sibirien, hvilket automatisk betød, at hans ’medskyldige’ familie også skulle deporteres. Senta ansøgte om, at hun og de 4 børn måtte komme samme sted hen som deres far. Børnene tages ud af børnehave, skole og lærepladser for at følge deres forældre i landflygtighed. 

 

Forvisning for egne penge.  

Stalins og Berias tvangsarbejdslejre var netop arbejdslejre hvor de deporterede selv skulle finansiere deres eget ophold og holde sig selv med kost. Selv finde et arbejde, som gav en indkomst, som de kunne leve af. Selv rejsen var for egen regning.  

Endnu en gang blev familien med to små piger tvunget ud på en strabadserende rejse igennem den sibiriske taiga ad uvejsomme veje i kulde og frost uden overnatningsmuligheder.  

I december 1951 fik familien tilladelse til at bo i den samme lejr. I foråret 1953 fødte Senta deres 6. barn.  

I 1953 døde despoten Stalin uden at det betød nogen synderlig forandring for de deporterede. Først i efteråret 1954 gives der amnesti til deporterede, som derefter må sælge deres hårdt tilkæmpede goder til andre tilbageblevne forviste, tatarer og volga-tyskere.  

På dette tidspunkt har Senta og Heldur tilbragt 9 år i tvangsarbejdslejr for forbrydelser, som de ikke havde begået og som de som familie var blevet kollektivt dømt for. Den sovjetiske besættelsesmagt havde uretmæssigt forhindret dem i at leve et ganske almindeligt og fredeligt liv og påtvunget dem umenneskelige lidelser, som de burde havde været foruden. 

Som prikken over i’et aftjente Senta’s to sønner 3 års værnepligt som ’tak’ for den behandling, som Sovjetmagten havde givet dem og deres familie fra 1941-1954. 

 

”Den baltiske kæde”. 

På baggrund heraf er det ikke mærkeligt, at millioner at estere, letlændere og litauere på 50 års dagen for indgåelse af ikke-angrebspagten mellem Nazi-Tyskland og Stalins Sovjetunionen 22. august 1989 dannede en 600 km lang menneske-kæde strækkende sig fra Tallinn i nord til Vilnius i syd i protest mod den sovjetiske besættelsesmagt.  

En protest mod årtiers ydmygelse og grove undertrykkelse, som gav sig udtryk i en stærk national selvfølelse. 

13. januar 1991 kom det da også til voldsomme og blodige sammenstød mellem den sovjetiske besættelsesmagt og litauere, som demonstrerede mod de sovjetiske troppers tilstedeværelse i landet og som forhindrede sovjetiske kampvognes i at besætte TV-bygningen og Parlamentet.  

Kort tid efter imploderede Sovjetunionen og de tre baltiske lande fik mulighed for at udøve deres nationale suverænitet.  

Silvi Teesalus biografi om sin mors liv er medrivende og fortæller om en dybt menneskelig tragedie, som heldigvis endte lykkeligt - i modsætning til de mange som aldrig vendte hjem til Estland.  

Historien er fortalt i et ligefrem og let forståeligt sprog, som appellerer til dybtliggende følelser som sorg, glæde og store menneskelige opofrelser.   

 

Rød grevinde.

 Anmeldelse.

Yvonne Hirdman: Den røde grevinde. Lindhardt og Ringhof. 2014.

Yvonne Hirdman har i sin biografi om sin mor, Charlotte Schieldt forsøgt at rekonstruere sin mors spændende og begivenhedsrige liv fra 1906 til 1960.

Yvonnes mor har ikke ført et helt almindeligt liv, som derfor gør det spændende at læse rekonstruktionen af dette.

Erindringerne ligner ikke traditionel erindringslitteratur, men er præget af datterens forsøg på at gribe stemninger og følelser hos de involverede.

Bogen forsøger hele vejen at balancere mellem privatliv og de politiske aktiviteter, som Charlotte som ung involverer sig i.     

Charlottes politiske bevidsthed bliver ikke vakt førend sidst i 1920’erne først i 1930’erne.

På baggrund af den økonomiske og politiske krise i Tyskland op gennem 1920’erne og med sit giftermål med en baltisk grevesøn Alexander Steinbock kommer hun i kontakt med et kulturradikalt kunstnermiljø i Berlin.

Dennes politiske standpunkt har i 1920’erne bevæget sig fra det yderste højre til at nære sympati med arbejderklassen og dens elendige levevilkår, som han beskriver i artikler og bøger.

Charlotte begynder at arbejde for den tværpolitiske hjælpeorganisation Rote Hilfe og kommer tættere og tættere på organisationen bag, det tyske kommunistparti, KPD.

I 1932 melder hun sig ind i partiet på et tidspunkt hvor partiet fører en ultra-venstre sekterisk politik overfor den øvrige arbejderbevægelse. Partiet er en sektion af Kommunistisk Internationale, Komintern og dets ledelse følger slavisk den udstukne linje.

Ikke alle synes lige godt om den sekteriske linje og danner en særlig fraktion i partiet, som kaldes ”die Versöhnler”, forsonere.

Charlottes 2. mand, Heinrich Kurella (1905-1937) tilhører denne fløj, som bekæmpes hårdt og nådesløst af Komintern og KPD’s ledelse.

Jeg finder den mest interessante del af biografien den del, som beskriver det interne partiopgør i KPD og i Komintern.

Både Charlotte og Heinrich er eksempler på unge, idealistiske og socialt indignerede mennesker, som ønsker at rette op på verdens uretfærdigheder.

Charlotte er ikke specielt politisk skolet; mens Heinrich i en ung alder er ansvarlig udgiver af et af Kominterns flere tidsskrifter, Internationale Pressekorrespondenz .

Hurtigt hvirvles begge ind i den politiske kamp, som foregår mellem de forskellige fløje i den nu stalinistiske bevægelse.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 med hjælp fra den folkevalgte Rigspræsident Hindenburg, illegaliseres KPD og medlemmerne må gå under jorden i Tyskland eller flygte ud af landet.

Heinrich og Charlotte flygter til først til Zürich, dernæst til Prag, så til Paris for så at ende i Moskva på et tidspunkt hvor det trækker op til Stalins slutopgør med de sidste rester af politisk opposition i SUKP og i Komintern.

 

Stalins skueprocesser.  

Mordet på partisekretæren i Leningrad, Kirov udløser indtil flere skueprocesser i Moskva 1936-1938 mod oppositionelle i SUKP og i Komintern.

Stalin skåner ingen, heller ikke højtstående partimedlemmer og Komintern-medarbejdere i alle lag.

Først og fremmest er hans udrensninger rettet mod de to ledende bolsjevikker som endnu ikke er udrenset, Sinovjev og Kamenev, men terrorbølgen rammer flere millioner.

 

Kurella - et af de mange ofre for Stalins masseterror.    

Også Kurella rammes af skueprocesserne i Moskva. Han tilhører den forkerte fløj, die Versöhnler, som Stalin ikke bryder sig om, fordi de i KPD har været skeptiske overfor Kominterns ultra-venstrekurs og har forsøgt at forlige højre og venstre i KPD.

Nu må han under pres indrømme og gå til bekendelse, at han havde et ’forkert’ standpunkt. Stalin har for længst afskaffet basisdemokratiet og den fri diskussion i Komintern og dens sektioner.

Ikke nok så mange indrømmelser til sine tyske partikammerater er nok til at tilfredsstille de glubske stalinister i KPD.

Kurella underkastes forhørslignende udspørgning og må til sidst krybe til korset og mod sin vilje indrømme, at han har taget fejl. Stalins ultra-venstre sekteriske politik var rigtig.

Forhørsmetoderne er næsten ubeskriveligt umenneskelige og anklagerne fuldstændigt absurde, når de anklagede afkræves tilståelser, som begge parter må have vidst ikke var ærligt mente. Men Stalins partidiktatur byggede på den daglige frygt og brug af alskens skræmmemidler.

Kurella ender med at angive sin gamle fløjkammerat Süsskind (Versöhnler) og sin politiske modstander Heinz Neumann, hvis livsledsager Margarete Buber-Neumann var Charlottes veninde.

Den mest interessante politiske diskussion, som Yvonne Hirdman refererer, er en diskussion mellem Kurella og Neumann midt under udrensningerne, som de selv er spundet ind i. Den drejer som om hvilken karakter Sovjet-regimet under Stalin har fået. Kurella er tilbøjelig til at mene, at Stalin har foretaget en kontrarevolution i Sovjetunionen. Neumann er ikke enig og påpeger, at produktionsmidlerne stadig er på arbejderklassens hænder, ergo kan der ikke være tale om en (borger) kontrarevolution. De enes så om, at kalde det en ’kold kontrarevolution’. Denne diskussion er stadig aktuel!

Yvonne Hirdman antyder endvidere, at Kurella - før han lærte Charlotte at kende - fik et barn med Margarete.

 

Charlotte Schieldt klarer frisag.

Charlotte klarer frisag, mens hendes anden mand, Kurella bliver dødsdømt og henrettet af det Stalins hemmelige politi, NKVD i oktober 1937.

Kurellas skæbne ligner meget den skæbne, som den danske stalinist og medlem af DKP, Arne Munch Petersen fik i Sovjetunionen. Arne Munch Petersen, som var et ledende medlem af partiet, blev ligeledes idømt en langvarig fængselsstraf og døde senere under sit fængselsophold.

Arne Munch Petersens skæbne var i mange år uvis og blev hemmeligholdt af DKP’s ledelse, ikke mindst af partiets formand Aksel Larsen.

Charlottes liv derimod fortsatte, da hun tilsyneladende indgik en handel med afdelingen for udlandsspionage, GPU om at blive agent i Vesteuropa. Det lykkes ikke hendes datter, Yvonne Hirdman at klarlægge hvori opgaven bestod, men hun antyder det blot. Efter sin mands arrestation havde regimet en ’klemme’ på hende og hun var et let bytte.

Charlottes politiske liv minder meget om danske Ellen Schou’s beskrevet i Michael Møllers bog: Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Ellen som også blev politisk aktiv i det danske kommunistparti, DKP først 1930’erne og som tog til Moskva for at arbejde for Komintern sammen med sin mand, Adam Egede-Nissen. Også hun slap på mirakuløs vis helskindet ud af kløerne på NKVD og Stalins grusomme terrorprocesser, som ramte en stor del af Kominterns medarbejderstab - højtstående som lavtstående.

Begge kvinder formåede at genoptage deres respektive liv efter 2. verdenskrig og har fået skrevet deres biografier.

 

Stalinistiske medløbere.

Det er selvfølgelig altid let at gøre sig klog på andres vegne, især når det drejer om fortidige begivenheder. Men tillad mig alligevel et par kritiske bemærkninger.

Charlotte kom sent ind i en bevægelse, som for længst var degenereret under Stalin. De fortrinsvis kulturradikale kredse som Charlotte færdedes i var ikke i stand til at gennemskue partiets og bevægelsens degeneration. I stedet fulgte mange mere eller mindre kritisk partiets udstukne paroler og parerede ordrer.

Stalin havde allerede som organisationssekretær i SUKP fra midt 1920’erne bragt Komintern ind på en gal kurs.

Han havde begået et utal af politiske fejltagelser bl.a. i England under generalstrejken i 1926, hvor han støttede de engelske fagforeningers top, i Kina i 1927 hvor han kastede det kinesiske kommunistparti, KKP ud i en håbløs opstand mod sin daværende samarbejdspartner Chiang Kai Chek og 27.000 medlemmer blev dræbt.

I 1928 lagde han roret om og dekreterede en ultra-venstre sekterisk politik overfor den øvrige arbejderbevægelse, som udskældte Socialdemokratiet som ”social-fascister” og opfordrede til at danne alternative ’røde’ fagforeninger ved siden af de eksisterende socialdemokratisk dominerede fagforeninger.

Charlotte forekommer i biografien ikke på noget tidspunkt at være særligt politisk bevidst og er meget henvist til sin egen politiske skoling.

Inden hun tilslutter sig KPD er hun med i kampen for fri abort og aktiv i hjælpeorganisationen Rote Hilfe. Hendes politiske aktivitet synes snarere at bunde sig i et humanistisk og idealistisk engagement.

Hendes veninde, Margarete Buber-Neumann omtaler da også i sine erindringer Charlotte som en ”burgøjser-kælling”. Charlotte formåede aldrig rigtigt at frigøre sig fra sin småborgerlige baggrund. Det fremgår ikke mindst af hendes breve til sin mor.       

Yvonne Hirdman har skrevet en interessant og læseværdig biografi om sin mor, som levede et omskifteligt og dramatisk liv med mange omkostninger på privatfronten.

Som sagt er det biografiens største styrke, at den formår at sammenkæde hendes privatliv og hendes politiske engagement.  

                          

    

 

Boganmeldelse.

Morten Møller: Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Gyldendal. 2014.

Stalins nyttige idioter.

Jeg har svært ved at anbefale Morten Møllers bog om Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. 

Jeg synes ikke den bidrager med noget nyt i forhold til de efterhånden mange udgivelser om Komintern og Kominterns hemmelige apparat, som er udkommet i de seneste år. 

Her tænker jeg specielt på Niels Erik Rosenfeldt: Verdensrevolutionens generalstab 2011.

Og genudgivelsen af Kurt Jacobsens politiske biografi om Aksel Larsen fra 2010.

Også to gode fortællinger som udkom i 2008 fortæller om personer, som gik i den russiske hemmelige efterretnings tjeneste, belyser perioden: 

Dels Owen Matthews: Stalins børn: Tre generationer i krig.

Matthews bog handler dels om hans morfar, som er en stalinistisk mønsterarbejder i 1930’erne og som ivrigt fulgte partiets paroler om øget industrialisering, produktivitetsforøgelse og tempoopskruning på arbejdspladserne og som alligevel ikke undgik Stalins masseterror.

Senere bliver hans walisiske far KGB-agent under den kolde krig.

Og Andrew Meiers ”Spionen der forsvandt” om Cy Oggins og hans kone som i en ganske ung alder og som medlemmer af det illegale amerikanske kommunistparti i 1920’erne lod sig hverve som agenter for Kominterns hemmelige tjeneste og som blev udstationeret i Berlin og Paris, og som døde i en Gulag fangelejr i 1946.

Disse bøger giver hver for sig og tilsammen et glimrende indblik i og forståelse for organisationen Komintern og i Kominterns hemmelige apparat.

Morten Møller har to gange før i bøger behandlet stalinistiske koryfæer som Mogens Fog og Børge Houmann, som begge havde en fremtrædende plads i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.

I Møllers seneste bog om den danske stalinist Ellen Schou og den norske ditto Adam Egede-Nissen får vi deres personlige historie med vægt på årene i Sovjetunionen fra 1934-1938.

Bogen fortæller - dels gennem deres personlige brevskrivning til familierne dels via Adams dagbog - om deres oplevelser under opholdet og til sidst deres kærlighedshistorie, som strækker sig fra 1936-1938 og som resulterer i en lille datter, Gerd.

De to hovedpersoner har en meget forskellig baggrund. Ellen kommer fra en apolitisk og småborgerlig familie hvor faderen bliver sparekassedirektør, mens Adam kommer fra en politisk bevidst familie, hvor faderen er formand for det norske kommunistparti.

De befinder sig begge i Leningrad og Moskva fra 1934 til 1938 midt under Stalins vanvittige ”Moskva-processer”, hvor 700.000 henrettes og langt over 1 million sættes i tvangsarbejdslejre overalt i Sovjetunionen.

Mærkværdigt nok synes bogens to hovedpersoner ikke at være synderligt påvirket af disse hårrejsende begivenheder. De to hovedpersoner er begge 100 % partiloyale stalinister og sætter ikke spørgsmålstegn ved Stalins massedrab og terror mod store dele af den russiske befolkning.

Morten Møller gengiver i vid udstrækning de sukkersøde og surrealistiske breve hjem til familierne, som står i skærende kontrast til den barske virkelighed, som omgiver dem. 

Dette burde i sig selv få en til at hæve øjenbrynene, men gør det ikke, da Ellen Schou bliver ansat i Kommunistisk Internationale, Komintern og på et tidspunkt rekrutteres som hemmelig kurér til at rejse rundt til Kominterns knudepunkter i Europa med fortroligt materiale og ofte også kontanter.

Ellen Schou lever således et dobbeltliv som agent for Komintern og kan selvsagt ikke fortælle sandheden om sine illegale gøremål i breve til sine forældre.

På et tidspunkt blev hun hvirvlet ind i den danske kommunistpartis kontroverser med Kominterns Eksekutivkomité og dets formand bulgaren Dimitrov.

Her viser Ellen Schou, at hun har lært den stalinistiske lektie. Hun deltager tilsyneladende helt uden blusel og antydning af dårlig samvittighed i forsøg på ”angive” partiets daværende Aksel Larsen og stille ham i dårligt lys overfor Kominterns Eksekutivkomité.

Morten Møllers giver os ikke baggrunden for det modsætningsforhold, der opstår mellem to af partiets ledere, Aksel Larsen og Arne Munch Petersen. Paradoksalt nok er det opponenten Aksel Larsen som overlever og ikke den Komintern-loyale Arne Munch Petersen. 

Så derfor får vi ikke noget svar eller forklaring på hvorfor Aksel Larsen klarede frisag og Arne Munch Petersen blev et offer for en af NKVD’s mange udrensninger.

Skønt partiledelsen kendte Arne Munch Petersens triste skæbne, valgte den at tie.

Måske havde det hjulpet lidt på forståelsen af begivenhederne, hvis Morten Møller havde ridset udviklingen i Komintern og i SUKP i de foregående år op.

Lad os forsøge at rette op på den manglende baggrund.

Ellen Schou melder sig ind i DKP i 1931 - på et tidspunkt, hvor DKP ganske vist var på vej ud sin tilværelse som en betydningsløs politisk sekt, men hvor Stalin havde erstattet proletariske verdensrevolution med sin ”teori” om socialismen i et land.

Komintern er på dette reduceret til et viljeløst redskab i hænderne op Stalins sejrende klike i SUKP.

Stalin har politisk neutraliseret sine tiloversblevne politiske rivaler i partiet, Sinovjev, Kamenev og snart efter Bukharin.

Komintern er forvandlet til et rent ekspeditionskontor for Stalins skiftende udenrigspolitik, som har ændret sig fra 1928 til 1934.

Han har udsat Komintern og medlemspartierne for en ”bolsjevisering”, dvs. stalinisering, som har reduceret dem til appendikser til hans udenrigspolitik.

Partier skal ikke længere bruges til at gennemføre sociale revolutioner i deres respektive lande, men underlægges og indordnes under det ”socialistiske” moderlands behov.

Stalin har kastet vrag på Lenins og Trotskys lære om proletariske internationalisme og har omformet den revolutionære marxisme til et sæt stivnede dogmer. Hans ideologi tjener udelukkende som legitimation for hans magtudøvelse. 

Han har skiftevis kastet SUKP og Komintern ud i en dødsspiral - mellem kurssvingninger til højre og venstre. Først til venstre Kominterns på 6. kongres i 1928, hvor han forudsagde kapitalismens undergang i nye imperialistisk slagsmål og krig - primært rettet mod hans Sovjetunionen.

Han har fejlanalyseret klassekampen og taler om en ”radikalisering” af den europæiske arbejderklasse, som betyder, at Komintern må skille agnene fra kornet, vende ryggen til de klasseforræderiske socialdemokrater, bryde med de reformistiske fagforeninger og lave sine egne ”røde” fagforeninger.

Han udråber socialdemokraterne til ikke blot at være klasseforrædere, men ligefrem til ”social-fascister” eller som ”fascismens bolværk”. 

Få år senere i 1933 ligger Europas største og stærkeste arbejderbevægelse, den tyske i ruiner og vrider sig under nazismens åg.

Klog af skade skulle man tro, vender han skuden 180 % grader og sadler helt om på Kominterns 7. kongres i 1934 og opfordrer nu de klasseforræderiske socialdemokrater til sammen med gode ”antifascistiske kræfter” at indgå i en bred og klassesamarbejdende ”folkefront”.

Glemt er den pseudo-revolutionære retorik og den vulgær-marxistiske sprogbrug fra forrige periode. Nu er hovedfaren ikke det klasseforræderiske Socialdemokrati - men fascisme og nazisme.

Kun en skolet revolutionær marxist kan finde hoved og hale i dette virvar af skiftende politiske kurser. Alle andre må give fortabt og blot rette ind efter devisen: Partiet har altid ret! Ellen og Adam rettede troligt ind.

Intet under, at både kadrerne i de stalinistiske kommunistpartier og masserne var forvirrede og ikke kunne tage ”folkefronts”-politikken alvorligt.

I Danmark forsøger kadrerne - Aksel Larsen og Arne Munch Petersen - med skiftende held at manøvrere mellem disse farlige skær. Ultra-venstre radikalisme og højreopportunisme. Det lykkes kun dårligt og Kominterns formand Dimitrov var sur på de talentløse danske kommunister, som ikke forstod subtiliterne i Kominterns politiske kursskifter.

Aksel Larsen var for længe om at implementere Kominterns kursskifte til ”folkefronts”-politik og i øvrigt udviste han tendenser til at ville en særlig dansk vej til socialismen. Han forstår ikke, hvorfor han som led i en antifascistisk folkefronts-politik skal støtte en dansk oprustningspolitik, men vil hellere - i pagt med partiets tradition - føre en anti-militaristisk linje.

Han bliver derfor beskyldt for pacifisme. Og således ad absurdum.

Diskussionen i Kominterns Eksekutivkomite og i dens underudvalg er håbløs, fordi Stalin har opgivet verdensrevolutionen og hans politik sigter udelukkende på fædrelandet, Sovjetunionens overlevelse.

Al Kominterns politik skal underordnes dette overordnede hensyn og det bliver den med hård hånd.

Alle Kominterns medlemspartier skal topstyres og fjernstyres.

Men alt dette er Ellen Schou tilsyneladende lykkeligt uvidende om og tager ikke stilling til det. Hun forsøger blot at overleve indenfor Komintern-apparatets rammer og bliver således et viljeløst redskab i magthavernes hænder. Som en lille brik i et stort og uoverskueligt magtspil, som hun ikke magter at gennemskue.

Ellen er kun nødtørftigt skolet i en udialektisk og mekanistisk vulgær-marxisme, som på ingen måde gør hende i stand til at orientere sig i verden.

Hun tager kun lydigt og pligtopfyldende mod ordrer fra oven som pr. definition er rigtige. Der er kun en sandhed - Stalin og partiets sandhed.

Morten Møllers bog om Ellen og Adam giver os ikke nye oplysninger om Komintern og dets hemmelige apparat, som man ikke kan hente i andre bøger.

Det gælder f.eks.:

Erik Nørgård: Revolutionen der udeblev. Kominterns virksomhed med Ernst Wollweber og Richard Jensen i forgrunden. Fremad 1975.

Kurt Jacobsen. Aksel Larsen - en politisk biografi. Vindrose 1993.

Niels Erik Rosenfeldt: Verdensrevolutionens generalstab. Gad. 2011.

I 2008 udkom to fremragende fortællinger:

Owen Matthews: Tre generationer i krig og kærlighed. Gyldendal. 2008.

Og Andrew Meier: Spionen der forsvandt. En amerikaner i Stalins hemmelige tjeneste. Lindhardt og Ringhof. 2008

Læs også Simon Sebag Montefiore: Stalin. Den røde zar og hans hof.  Borgen. 2004

Specielt vil jeg pege på Owen Matthews bog som bl.a. handler om forfatterens morfader som er en stålfast stalinist, men som alligevel bliver et af ofrene for Stalins masseterror i 1937 som passende kan stå som et modstykke til Ellen og Adam i Morten Møllers bog.   

 

                

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

  • Stalins nyttige idioter

    Morten Møller har skrevet en bog om to nordiske stalinister, som i 1930'erne tog til Sovjetunionen - Ellen Schou og Adam Egede-Nissen.
    Danske Ellen Schou virkede som agent for Kommunistisk Internationale, og rejste rundt i Europa som kurér.

  • Blodig klassekamp i Finland 1917-1918.

    Jakob Eberhardt har skrevet en bog om borgerkrigen mellem "røde" og "hvide" i Finland i 1917-1918.
    Selvom de "røde" led nederlag er det vigtigt også i dag at tage ved lære af de blodige begivenheder.

  • Danske fagforeningsbosser uden brugbar strategi for bekæmpelse af "social dumping".

    Betonarbejder Jacob Mathiesen og journalist Klaus Buster Jensen har skrevet en udmærket bog om danske bygningsarbejderes faglige kamp på 6 danske byggearbejdspladser.

 

Boganmeldelse: Jakob Eberhardt: Den blodrøde flod. Danske øjenvidner til Den finske Borgerkrig 1918. Gyldendal. 2014.

Titlen på Jakob Eberhardts bog ”Den blodrøde flod” (Danske øjenvidner til Den finske Borgerkrig 1918) er hentet fra et interview, som det lykkedes den danske journalist Niels Hasager at få med generalløjtnant Mannerheim, som stod i spidsen for de ”hvide” tropper i kampen mod den ”røde” modstandere i Finland 1918 - og som blev trykt i Politiken 14. februar 1918. 

 

De hvides anti-kommunisme.  

Da Niels Hasager stiller Mannerheim spørgsmålet: Hvad er målet med de ”hvide” troppers borgerkrig mod de ”røde”, svarer Mannerheim:

”For det første: Vort Maal er at rense Finland for Anarkiet. Vi vil dæmme op for Bolsjevismens Bølge, som fra Rusland skyller ind over vort land og fører det ud i Revolutionen, hvor Anarkiet fejrer blodige Orgier. Vi vil kæmpe derimod for at skabe et Værn for Finlands Kultur og sikre Landets fortsatte Bestaaen.” (s. 87).

Mannerheim bevarer næste spørgsmål: Hvornår forventer han at nå målet? med at sige, at hans tropper forsøger at rejse en mur mod ”Bolsjevismen og Anarkiet”. Hvis muren bryder vil det bolsjevikiske kaos sprede sig til det øvrige Europa, så vil ”den blodrøde Flod flyde ud over de øvrige lande”

 

Øje for øje - tand for tand synes at være de hvides motto.

På spørgsmålene: Hvordan bliver forholdene i Finland, når borgerkrigen er slut? Og vil man til den tid forsøge at forene det splittede folk? svarer den ”hvide” hærfører, at det er ”anarkisterne” som selv har skabt splittelsen ved bl.a. at fortrænge den lovlige regering og kaste landet ud i en borgerkrig.   

”Efter dette kan der ikke bygges Bro. Der kan kun blive Tale om Et: Straffen. Hasager spørger så: Hvad bliver så straffen?

Mannerheim svarer, at de røde revolutionære er skyldige i højforræderi og oprør og ifølge finsk lov skal disse forbrydelser straffes med døden.       

Hasager har endvidere en samtale med den fungerende statschef Renwall (den egentlige regeringschef Svinhufvud var af de ”røde” blevet afskåret fra at slutte sig til Mannerheim og den øvrige regeringsledelse, som havde samlet sig i byen Vasa i det nordvestlige Finland).

Renwall opmaler de konsekvenser det vil få for de øvrige nordiske lande, hvis ikke de ”hvide” tropper får hjælp fra udlandet:

”Mislykkes Modstanden her mod Bolsjevismen, saa faar først Sverige og siden de øvrige Lande den anarkistiske Rejsning, der har kastet Finland ud i det Skrækvælde, hvorunder vi lever.” (jf. s. 90).

Regeringschefen Renwall er lige så uforsonlig overfor de ”røde” som generalen Mannerheim. Alle der har deltaget i oprøret skal dømmes for højforræderi og straffes efter borgerkrigen. De mange deltagere på ”rød” side skal ganske vist have chancen for amnesti, skal de under alle omstændigheder miste deres borgerlige rettigheder og muligheden for at deltage i det politiske liv. De må med Renwalls ord gøres til en ”Paria kaste” - en udstødt gruppe.  

Men hvad med lederne af de ”røde”? spørger Hasager. De skal straffes med hængning, mener Renwall og uddyber sit svar:

”Jeg ser ikke andet, end at de maa staa til Ansvar med deres Liv for de Liv der er ødet [spildt]” (jf. s. 90).

 

En blodig borgerkrig - tab af mange menneskeliv.

Den efterfølgende 3 måneder lange borgerkrig fra februar til maj 1918 kostede mange menneskeliv. Dels som følge af terrorhandlinger - ca. 10.000 røde og 1.500 hvide. Eberhardt skriver:

”Ofrene, der omfattede både tilfangetagne soldater og civile, blev myrdet eller henrettet bag fronten, dvs. uden for de egentlige kampe. Mordene foregik umiddelbart efter at ofrene blev antastet, pågrebet eller havde kapituleret, mens henrettelserne skete efter hurtige domme fra standretter, der fungerede for lukkede døre og med hemmelige vidner.

På slagmarken døde i alt 6000 røde og ca. 3.450 hvide kombattanter som følge af egentlige kamphandlinger, mens omkring 600 russiske og knap 300 tyske soldater blev dræbt. Dertil kom både et større antal savnede og de 12.500 røde som døde af sult og

Dermed lander det samlede antal omkomne under Den finske Borgerkrig og dens efterfølgende repressalier på i alt fald 35.000, hvilket svarer til lidt over 1 % af den datidige finske befolkning på 3,3 millioner mennesker - det samme antal som døde under Den spanske Borgerkrig i årene 1936-1939.” (jf. s. 254).

 

Baggrund for den finske borgerkrig.

Bogens første 65 sider giver baggrunden for borgerkrigen og fortæller historien om to af de vigtigste aktører - Svinhufvud (politiker) og Mannerheim (general).

Da bogen næsten udelukkende inddrager vidnesbyrd fra ”hvide” sympatisører er det småt med vidneudsagn fra ”røde”.

En tredje hovedaktør som man kunne have inddraget på ”rød” side var den reformistiske socialdemokrat og senere ærke-stalinist Otto Kuusinen.

Det står endnu tilbage på dansk at dokumentere hans rolle i den revolutionære proces i efteråret 1917 og foråret 1918.     

Eberhardt bygger sin bog på en række øjenvidneskildringer fra frivillige danskere, som deltog i borgerkrigen på ”hvid” side og på enkelte interviews fra datidens aviser.

Disse øjenvidneskildringer står centralt i bogen og fokuserer på de frivilliges beskrivelser af deres oplevelser under kampene og enkelt dansk feltlæges artikler i et lægetidsskrift.   

Bogen dokumenterer på udmærket vis hvorledes borgerkrigen på de hvides side opfattedes som et verdensomspændende opgør med bolsjevisme og kommunisme (jf. de ovenfor gengivne citater).

Både Mannerheim og de ledende (konservative) borgerlige politikere var udmærket klar over, at deres krig mod de ”røde” i Finland også var en krig mod en truende socialistisk verdensrevolution.

I en vis forstand kan de siges at være mere klassebevidste end deres ”røde” modstandere i det finske Socialdemokrati, som aldrig rigtigt forstod hvad der var på spil og som frygtede de radikaliserede arbejdere, som ønskede at gennemføre en revolutionær magtomvæltning.

 

Socialdemokratiets klasseforræderi.

Det finske Socialdemokrati var et klassisk socialdemokrati á lá det tyske socialdemokrati. Teoretisk var de inspireret af Karl Kautsky, som havde udviklet en marxistisk ortodoksi med alle de rigtige fraser og udtryk, men som veg tilbage for at bruge revolutionære midler i klassekampen. Han var tilhænger af et historiesyn som var deterministisk og som ikke tillagde arbejderklassen nogen aktiv rolle. Arbejderklassen skulle blot vente på at produktionsforholdene og produktivkræfterne kom i et tilstrækkeligt stort modsætningsforhold og således ville udløse et magtopgør med de besiddende klasser.

Det forklarer i nogen grad den passivitet og tøven som de ledende finske socialdemokrater udviste i efteråret 1917 og foråret 1918. De ledende højresocialdemokrater var modvilligt blevet kastet ud i ”anarki og kaos”, som var dem inderligt imod. De ønskede ikke at stille sig i spidsen for en revolutionær magtomvæltning, og opgav aldrig muligheden af en fredelig og parlamentarisk løsning, som viste stadig mere umulig, fordi borgerskabet da det kom til stykket ikke ønskede deres samarbejde.

De ”røde”s nederlag på slagmarken var ikke kun et militært nederlag men i lige så høj grad et udtryk for, at de reformistiske socialdemokraters parlamentariske og konstitutionelle strategi var fejlagtig og kun ledte arbejderklassen på vildspor.

De socialdemokratiske topledere gik kun halvhjertet ind i et forsøg på magtovertagelse og i dannelse af et Folkekommissariat, men bevarede deres illusioner om det borgerlige demokratis velsignelser.      

De røde havde alle odds på deres side da borgerkrigen blev indledt i efteråret 1917. De var bedre organiseret i ”røde garder” baseret på fabrikker, de var bedre bevæbnede om end ikke alle havde våben. Organisatorisk havde de været organiseret i årtier i lokalafdelinger af partiet, politisk skolede etc. Hvorimod de ”hvide” i starten var desorganiserede, ustrukturerede og inhomogene i deres sammensætning. Det ”hvide” officerskorps var sammen af forh. zaristiske officerer (som Mannerheim), frivillige officerer fra den svenske hær og professionelt trænede soldater fra den tyske hær. De menige bestod for en stor dels vedkommende af bønder.  

De modvillige socialdemokratiske topledere bærer en stor del af skylden for, at det lykkedes den hjemvendte officer Mannerheim - godt hjulpet at tyske interventionstropper - at samle en ”hvid” hær, som i løbet af kort tid var i stand at nedkæmpe de ”røde garder”.

Det skal tilføjes, at de ”røde” til trods for deres indledende fordele i sidste instans tabte kampen på slagmarken, fordi de var for dårligt militært uddannede, for dårligt militært organiserede og uden en ordentlig og central ledelse.

Historien om den finske borgerkrig er således ikke kun historien om en række heltemodige danske akademikere på den yderste antikommunistiske højrefløj, som drog til Finland for at bekæmpe den internationale bolsjevisme, men også historien om højre-socialdemokratiske lederes historiske klasseforræderi mod arbejderklassen, som forhindrede et ikke eksisterende revolutionært lederskab i at tage magten i efteråret 1917 eller senest tidligt på foråret 1918.

Men den finske arbejderklasse var uden et kampberedt og determineret revolutionært lederskab og revolutionen slog derfor fejl.

 

Man lærer ikke kun af sejre - også af nederlag. 

Arbejderklassens historiske nederlag er aldrig gratis. De er altid forbundet med politiske og organisatoriske tilbageslag, som det kan vare længe at komme sig over.

I Finlands tilfælde kostede borgerkrigen dyrt både hvad angår tabte menneskeliv og et organisatorisk og politik tilbageslag, som det tog årtier at komme sig over.

Ikke desto mindre er det mindst ligeså vigtig også at tage ved lære af de nederlag som arbejderklassen måtte lide, så den står stærkere i de kommende slag mod klassefjenden.                  

Boganmeldelse: Jakob Mathiesen og Klaus Buster Jensen: Kamppladser. Østarbejdere og social dumping i byggeriet. Informations forlag 2014.

Mathiesens og Buster Jensens bog viser med al ønskelig tydelighed, at den danske fagbevægelse ikke er hvad den har været.

Den danske fagbevægelse anno 2014 er kun en skygge af sit historiske jeg.

Den formår kun i alt for ringe grad at ”sætte dagsordenen” på arbejdsmarkedet og i det politiske liv.

Den befinder sig langt fra forne tiders slagkraftige bevægelse, som kunne give arbejdsgiverne et ordentligt modspil.

På næsten alle områder, i alle fag og brancher er den danske fagbevægelse på hælene og det er lykkedes arbejdsgiverne og deres politiske allierede i Folketinget at svække den fuldstændigt, hvis ikke helt at sætte den ud af spil. 

Fagforeningerne har mange fjender og kun sig selv, dvs. medlemmerne at støtte sig til.

Jo før fagbevægelsens pampere indser det, jo bedre. Hvis de altså nogensinde gør det. Jeg tror det ikke.

Til fagbevægelsens mange fjender hører naturligvis de hjemlige arbejdsgivere, men stort set også alle de hjemlige politiske partier. En ny dimension er føjet til: den Europæiske Union.

Efter endt læsning af bogen, sidder man tilbage med det indtryk, at de europæiske fagforeninger og måske især de danske har været udsat for et gigantisk bedrag med EU’s østeuropæiske udvidelse - gældende fra 2004 - fra 17 til 27 lande.

Især de danske politikere må påtage sig et ansvar for at have bildt befolkningen og vælgerne ind, at en udvidelse af EU’s ”indre marked” med fri bevægelighed for arbejdskraften ikke ville få den store betydning for danske arbejdsmarkedsforhold og for den såkaldte danske ”arbejdsmarkedsmodel”.

Dels hævdede de, at der ikke ville komme ret mange ”tilvandrende arbejdstagere” fra de nye, fortrinsvis østeuropæiske lande. Hvilket var en underdrivelse. Der kom langt flere end beregnet.

Folketingets Østaftale om vandrende arbejdskraft fra de ny østeuropæiske lande forudså, at der frem til 2030 ville komme 39.000 personer. (jf. s. 49)

Finansministeriet sagde 50.000 frem til 2030. Allerede nu har det vist sig at ingen af tallene kommer til at passe. I 2012 var der registreret 73.000 arbejdstagere fra Østeuropa i Danmark. (jf. s. 50)

De polske myndigheder derimod var ikke i tvivl. De spåede, at der i løbet af de første 10 år ville komme 85.000 polakker til Danmark. (jf. s. 50)

Arbejdsgiverne øjnede straks chancen for at hyre billig arbejdskraft. Formand for arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri Børge Elgaard, udtalte, at han fandt det useriøst hvis ikke danske byggevirksomheder valgte at ansætte arbejdskraft til den halve pris - uden at det dog skulle opfattes som en opfordring. (52)

 

Fagbossernes tomme trusler.

Fagbevægelsens godtroende ledere havde som sædvanligt ingenting begrebet af situationens alvor. Således udtalte formand for byggegruppen i 3F, John Larsen:

Jeg kan slet ikke forestille mig, at arbejdsgiverne med ét slag skulle halvere lønningerne i byggebranchen. De kender vist godt konsekvenserne.” Hvilke, om vi må spørge?

Han præciserede yderligere sin holdning ved at sige, at

”fanden er løs i Laksegade, hvis østeuropæere bliver ansat under lønniveau, som for øjeblikket er standard.” (jf. 52)

At John Larsen ikke kunne forestille sig, at danske arbejdsgivere i byggeindustrien kunne ønske at halvere lønniveauet og dermed blive mere konkurrencedygtige siger mere om John Larsens manglende forståelse for de fundamentale mekanismer i den kapitalistiske økonomi. Jo lavere løn, desto færre produktionsomkostninger, desto mere konkurrencedygtig bliver virksomheden, desto flere ordrer, desto større fortjeneste.

John Larsen kunne åbenbart heller ikke forestille sig, at danske entreprenørvirksomheder ville benytte udenlandske firmaer som underentreprenører og at disse - i mange tilfælde fupfirmaer - ikke ønskede at arbejde på danske overenskomstvilkår og med danske lønninger.

Hvis dette skete, ville, som John Larsen sagde, ’Fanden være løs i Laksegade’. I sandhed en trussel, som ville noget og som utvivlsomt har fået arbejdsgiverne til at ryste i bukserne.

I de første år efter udvidelsen var arbejdsløsheden blandt danske bygningsarbejdere lav. Men da boligboblen bristede i 2008, steg arbejdsløshedstallet blandt bygningsarbejderne i BAT-Kartellet. (53)

I 2009 steg arbejdsløshedstallet fra 3 til 10 %. (53) 

Godt 40.000 jobs i byggeindustrien forsvandt.

Forklaringen er ligetil og forståelig for enhver: I et kapitalistisk samfund vandrer arbejdskraften altid derhen, hvor lønnen er højst på - samme måde som kapitalen vandrer derhen, hvor profitten er størst.

Den gennemsnitlige årsindkomst for en østeuropæisk arbejder svarede til ca. en tolvtedel af en gennemsnitlig dansk årsindkomst. (52)

Lønniveauet i de østeuropæiske lande gjorde det simpelthen umuligt at eksistere for en gennemsnitsfamilie. 

Arbejdsløshedsprocenten i Polen lige inden medlemskabet trådte i kraft var 19 % (52)

Derfor var tilbøjeligheden - for østeuropæiske arbejdere og lønmodtagere generelt - til at vandre mod en højere levefod stor. 

Disse få og enkle kendsgerninger burde ikke have voldt selv en fagforeningspamper vanskeligheder med at se, hvad der kunne og ville ske efter EU’s udvidelse og hvilket pres det ville lægge på det danske overenskomstsystem og den ’danske arbejdsmarkedsmodel’.

I den af Folketinget vedtagne Østaftale stod om de tilvandrende arbejdere fra Østeuropa:

1. Den enkelte medarbejder ansat af den udenlandske virksomhed skal foruden sin opholdstilladelse have arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark.

2. En sådan kan kun gives, hvis den udenlandske virksomhed accepterede det danske overenskomstsystem og indgår en sådan med pågældende arbejdsgiver.

Herved håbede Folketingsflertallet at kunne undgå, at de vandrende arbejdstagere ville blive ansat på danske overenskomstvilkår og til danske lønninger, således som det er fastsat i den til enhver gældende overenskomst.

Disse i og for sig udmærkede punkter stemte bare ikke overens med EU’s bestemmelser om det ’Indre Marked’. Her gjaldt helt andre regler.

Bestemmelserne om den ’frie vandring’ gjaldt jo også virksomhederne. Også de kunne jo vandre frit over landegrænserne.

Dermed var der slået et hul i Østaftalens ’værn mod løndumping.’ Med henvisning til EU’s ”udstationeringsdirektiv” kunne udenlandske virksomheder blot udstationere medarbejdere, dvs. nogle af deres egne statsborgere og lade dem ansætte i en udenlandsk ’filial’. Dermed kunne de omgå Østaftalens bestemmelse om ’arbejdstilladelse’. (98)

Ergo uden arbejdstilladelse ingen dansk overenskomst. Hokus pokus, Østaftalen var faldet til jorden.

 

 Folketingsflertallets vælgerbedrag.

Endnu engang havde et Folketingsflertal ført folket bag lyset og foregivet, at de havde taget højde for, at udenlandske virksomheder med fordel kunne omgå det danske overenskomstsystem og undgå at betale danske lønninger. Muligheden herfor lå simpelthen ikke i udvidelsesaftalen mellem EU og de ny medlemslande. (jf. fodnote 155, s. 99)

Fagbevægelsens ledere sov som sædvanligt i timen og var ikke opmærksom på dette eklatante hul i Østaftalen, men stolede blindt på et Folketingsflertal og deres tomme løfter til lønmodtagerne. (fodnote 156, s. 99)

Nu var gode råd dyre for fagbevægelsen. De var uforvarende blevet berøvet deres mulighed for at forsvare danske overenskomster med henvisning til fornøden arbejdstilladelse for udenlandske arbejdstagere ansat i udenlandske firmaer, som ønskede at arbejde i Danmark.

Udenlandske - og viste det sig - fortrinsvis østeuropæisk ejede virksomheder fik nu mulighed for at undergrave det danske overenskomstsystem og de danske lønninger ved henvise til EU’s ”udstationeringsdirektiv”.

Fagbevægelsen kunne ikke bare fortsætte med at bruge de gængse og ordinære kampmidler, men var nødsaget til at tage andre mere radikale midler i brug. Blandt disse var sympatiblokade og senere måske fysisk blokade, hvis ikke det lykkedes at organisere den tilvandrende arbejdskraft (polakker, ukrainere, tyskere, portugisere og italienere), som var beskæftiget i byggeindustrien.

 

Effektive kampformer?

Bogen beskriver 6 arbejdskampe, hvor bygningsarbejdernes fagforeninger forsøger at tvinge fortrinsvis polske underentreprenørvirksomheder, som arbejder under en dansk hovedentreprise, Pihl og Søn til at acceptere og arbejde under danske overenskomster og at organisere fortrinsvis polske vandrende arbejdstagere, bygningsarbejdere.

Ikke i nogen af tilfældene lykkes det. De 6 cases rejser spørgsmålet om hvilke kampformer fagbevægelsen kan og bør bruge, hvis den ønsker sine mål gennemført. Skal det ske ved at appellere til de politiske partier om at vedtage lovgivning, som forbyder ’løndumping’ eller skal det ske ved at fagligt aktive medlemmer ved brug af effektive kampformer gennemtvinger en accept af danske overenskomster med tilhørende løn -og arbejdsvilkår, som fastsat i overenskomsterne?

 

To strategier.

I tilfældet Navitas på Aarhus Havn udfordres de faglige ledere (anført af den socialdemokratiske formand for byggegruppen i 3F Ryparken, Ole Christiansen) af sit bagland blandt betonarbejderne.

To strategier tegner sig: en parlamentarisk orienteret strategi, som sigtede på at lægge pres på et Folketingsflertal for at vedtage en lovgivning, som afså midler til en større kontrol med ’social dumping’ med medvirkning af politi, skattevæsen og fagforeninger.    Denne strategi anbefaledes og førtes frem af 3 F’s ledelse.

En anden strategi, som var udsprunget af frustration blandt de lokale medlemmer af Ryparken 3F efter gentagne mislykkede forsøg på at tale sig tilrette med den polske underentreprenør Budomex gik ud på at gøre brug af fysisk blokade af personer og køretøjer ind på byggepladsen.

Oppositionen til fagforeningsledelsen var ikke åbent formuleret og ser ikke ud til at have været en decideret politisk opposition, men i høj grad et udslag af frustration over fagforeningsledelsens mere ’bløde’ linje.

Sammenstødene mellem de to linjer viste sig ved flere lejligheder. Første gang i 22. juni hvor Ole Christiansen ville arrangere en stor demonstration ude foran byggepladsen med henblik på at påvirke folketingspolitikerne.      

En gruppe betonarbejdere havde helt andre planer. De syntes, at fagforeningsledelsens forhandlingsvej ikke længere var farbar og lagde tøvende planer om at etablere en fysisk blokade for at hindre de polske arbejdere og materiel i at komme ind på byggepladsen.

Da Ole Christiansen fik nys om dette, valgte han at aflyse sin demonstration, da han ikke ønskede ’dårlig’ omtale af sin demonstration, hvis det skulle komme til korporligheder mellem blokadevagter og de polske arbejdere. Han ønskede ikke, at man udfordrede og brød med overenskomstens fredspligt og frygtede at det kom til ’ulovligheder’.

Ved flere lejligheder 20. september og igen 10. oktober foranstaltede menige medlemmer blokade eller som de kalder det, ’punktblokader’, når der foregår støbninger, som ikke tåler at blive at blive trukket i langdrag.

Blokaderne var dog ikke så effektive, så de hindrede de polske arbejdere i at komme ind på byggepladsen. (223-24)   

10. oktober krævede politiet blokaden opløst og truede med at arrestere blokadevagterne (225). Blokadevagterne valgte derefter at gå hjem.

Menige medlemmer havde nu tilsyneladende taget initiativet, da de faglige lederes mere moderate strategi havde slået fejl og de var ved at miste kontrollen med begivenhedernes forløb.

 

Fagforeningsbosserne kræver ro på bagsmækken.   

Det kunne 3 F’s fagforeningsledere ikke have siddende på sig.

11. oktober var der generalforsamling i den lokale afdeling af 3 F og gemytterne skulle helst falde til ro, hvis det stod til de faglige ledere. Formand for byggegruppen i 3F, Peter Hougård havde fundet det påkrævet, at han personligt var til stede på den lokale generalforsamling for at dæmpe gemytterne ned og mane til ’besindighed’. (226)

Det lykkedes tilsyneladende 3F’ s pampere at banke de mere kampvillige medlemmer på plads med henvisning til ulovligheden af deres kampmiddel, fysisk blokade. Hellere spille spillet og holde sig indenfor overenskomstsystemet end at begå ’ulovligheder’, læs bryde med det fagretslige system og overenskomstsystemets snærende bånd, var deres opfattelse.

Der synes ikke at have ligget mere dybtgående politiske overvejelser bag den alternative mere kampberedne strategi.

Adspurgt om hvorfor blokadevagterne opgav den fysiske blokade 3. december svarer den anonyme deltager ”Kim”, som ikke optræder under eget navn i bogen:

Folk der har børn, de skal hjem til, fik kolde fødder. De er på ingen måde interesseret i at skulle ringe hjem og sige, at de sidder ned på Aarhus politistation. Det var jo almindelige mennesker, der var med for fanden (…) Vi skulle finde på noget nyt. Jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort. Den eneste vej frem var at blive endnu vildere, og det var der ingen af os der ville. Folk følte også, at der var kommet en del fokus på det. Jeg tror, at de kunne se, at vi allerede havde opnået noget.” (227)

 

Faglig kamp er aldrig uden omkostninger for de deltagende.

Lad os fastslå, at det ikke er gratis at udkæmpe hverken faglige eller politiske kampe. Og med Lenin fastslå, at der som arbejder er forskel på have en ’trade-unionistisk’ bevidsthed og en revolutionær ’klassebevidsthed’.

Førstnævnte kan godt være meget radikal, nogle gange grænsende til det eventyristiske og sjældent velovervejede.

I dette tilfælde ville den ’alternative’ strategi, etablering af en effektiv fysisk blokade kunnet have medvirket til at fastslå og vise, at danske fagforeninger står fast på princippet om at kun de som er medlemmer af en fagforening har ’ret’ til at være beskæftiget på arbejdspladsen. Alle andre er ’marodører’, som lukrerer på de andres overenskomst.

Da dette kampskridt ikke effektivt blev taget i anvendelse og fagbossernes parlamentariske strategi heller ikke var nok til at gennemtrumfe fagforeningernes eksklusiv-ret på arbejdspladsen, led kampen nederlag.

Ved bogens færdiggørelse er sagen om Budomex’s manglende lønudbetaling endnu ikke afgjort.

Konklusionen må være, at danske fagforeninger ikke kun bør sætte deres lid til politiske aftaler indgået på Christiansborg, men først og fremmest bør stole på egne kræfter og egne kampmidler, om nødvendigt ved brug af effektive fysiske blokader.  

Kun igennem sin egen kamp mod fagforeningsledernes reformistiske linje og ved at sætte sig ud det overenskomsternes fagretslige system vil det lykkes også danske arbejdere at få forbedret deres løn -og arbejdsvilkår.

Politikernes Østaftale har vist sig at være så gennemhullet, at den ikke er det stykke papir værd, som den er skrevet på. Og det er begrænset hvor megen lovgivning det danske parlament kan lave som ikke strider mod EU’s overordnede direktiver om f.eks. ’udstationering’.       

         

     

        

 

     

  

  • Er den Kolde Krig stadig aktuel? Ja, i allerhøjeste grad.

    Journalisten Michael Dobb har skrevet en 'historisk fortælling' om den Kolde Krigs 3 hovedaktører: Roosevelt, Churchill og Stalin, som kuldkaster nogle af de gængse myter om dens ophav og om Jalta -og Potsdam-aftalernes betydning.

  • En yngre dansk-spansk kvindes biografi om sin mors familie på Tenerife og hendes udvandring til Danmark i 1978.

    Den økonomiske verdenskrise rammer specielt Spanien hårdt.
    Her er arbejdsløsheden tårnhøj (25 %) og ungdomsarbejdsløsheden endnu højere (50 %).
    Vi bør tage os i agt for den faretruende udvikling i Sydeuropa.

Derfor er den Kolde Krig stadig aktuel.

 Boganmeldelse: Michael Dobb: Fra verdenskrig til kold krig. Fra Jalta til Hiroshima. 6 måneder i 1945. Informations forlag 2014.

Utallige er de bøger som er skrevet om den Kolde Krig mellem datidens to stormagter USA og USSR.

Lige så mange bøger der er udkommet og lige så mange afhandlinger der er lavet på universiteter lige så lidt forståelse er der af den Kolde Krigs årsager og dens begyndelse.

Selve begivenhedsforløbet burde der vel ikke være tvivl om. De fleste (danske) historiebøger fremstiller det af nød opståede ’skæbnefællesskab’ mellem de 3 allierede magter som et historisk enestående eksempel på et troværdigt og handlekraftigt makkerskab mellem tre aldeles inkongruente størrelser.

I bedste fald betegnes alliancen bestående af USA, USSR og England som en såkaldt ’uhellig alliance’, som kun blev indgået fordi de tre magter fra 1941 havde en fælles fjende: Hitler-Tyskland.

Alliancens grundlag synes således at være bygget op omkring mottoet: Min fjendes fjende er min ven. Den der imod var Hitler-Tyskland og hans krig, er min ven.

 

Historisk baggrund for den Kolde Krig.  

Lige siden Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 have USA og andre imperialistiske lande forsøgt at komme den unge Sovjetstat til livs ved at militære interventioner.

Da dette ikke lykkedes måtte den imperialistiske verden finde et modus vivendi med Sovjetstaten. Op gennem 1920’erne ydede USA sågar lån til USSR og Sovjetstaten indgik ikke-angrebstraktater med de vestlige lande.

Der fandt sågar et vist militært samarbejde sted mellem Sovjetstaten og Weimar-Tyskland.

Efter den ”Store Depression” begyndende i USA i 1929 var det ikke længere muligt for USA at yde hverken det inflationsramte Tyskland eller Sovjetstaten den ønskede økonomiske hjælp.

Den verdensomspændende krise fik Stalin til at revidere sin opfattelse af kapitalismens ’relative stabilisering’ og hævde, at verdenskapitalismen nu befandt sig i en dødlignende økonomisk og politisk krise.

De imperialistiske ville på ny vende sig mod ærkefjenden Sovjetunionen og det gjaldt om for enhver pris at forsvare Sovjetstaten.

Midt i 1930’erne omdefinerede Stalin og Komintern sin politik og kaldte nu til klassesamarbejde med de ’progressive’ dele af borgerskabet, såkaldt ’folkefrontspolitik’.

Ifølge Stalin og Kominterns leder (bulgaren Dimitrov) skulle Stalins fjernstyrede satellit-partier søge samarbejde med ’antifascistiske’ kræfter i borgerskabet og i bondestanden. Ærkefjenden var nu ikke længere (indtil 1934) Socialdemokratiet, der indtil da blev betegnet som ”social-fascister”.

I 1939 indgik Stalin - stik imod sin ’anti-fascistiske’ politik - en ikke-angrebspagt med Adolf Hitler og hans nazistiske Tyskland, som gav Stalins Sovjetunion råderet over de 3 baltiske lande plus en del af Polen.  

Denne pagt med Hitler og hans udenrigsminister von Ribbentrop gjorde det umuligt for Kominterns ’satellit-partier’ at deltage i modstandskampen mod Hitler-Tysklands og hans troppers besættelse af store dele af Europa.

Først da Hitler i juni 1941 indledte sit felttog mod Sovjetunionen og således startede en tofrontskrig, - som han i sidste ende tabte - kunne Stalins Rusland gå aktivt ind i krigen på de vest-allieredes side.

 

En aparte alliance.

Fra da af var der skabt en ’uhellig alliance’ mellem tre højst aparte størrelser: det kapitalistiske USA og England og det på kollektiv ejendom beroende Sovjetunionen.

Dette fællesskab holdt selvfølge kun så længe disse tre højst forskellige alliancepartnere havde en fælles fjende: Hitler-Tyskland.

I det øjeblik Hitler-Tyskland var besejret ville alliancen falde sammen. Det må have stået klart for enhver.

Michael Dobb viser imidlertid, at det gjorde det ikke. Den største illusionist må siges at være den helbredssvækkede amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, som uvist af hvilken grund nærede illusioner om muligheden af at få Stalin og Sovjet som sin varige allierede.

Bogen tegner et noget trist billede af Roosevelt som en håbløs og blåøjet naivist, som i krigens sidste del er alvorligt helbredssvækket af sin polio og som dør i april 1945 og afløses af sin helt uforberedte vice-præsident Harry S. Truman.

Et lidt mere positivt billede tegnes af den aldrende britiske premierminister Winston Churchill, som ikke formår at fatte sig i korthed på de to omhandlede konferencer - Jalta og Potsdam i 1945.

Verdensmanden Churchill forekommer mere og mere verdensfjern i sine nostalgiske drømme om det - inden længe afsluttede - engelske imperium og i sin frygt for det britiske Commonwealths undergang.

 

Stalin og sovjetrussisk udenrigspolitik.

Mest realistisk forekommer de to topforhandlere på sovjetisk side: marskal Stalin og hans trofaste udenrigsminister Molotov, som er langt bedre forberedte og langt mere målrettede i sine bestræbelser end sine medkombattanter.

Statsræson må siges at have været det klare mål for Stalin i forhandlingerne på de to konferencer i Jalta og Potsdam.

Folkefrontspolitik på højt plan fristes man til at sige. På samme måde som Kominterns ’satellit-partier’ blev beordret til at forsøge samarbejde med den traditionelle klassefjende, borgerskabet, indgik Stalin en såkaldt ’procentaftale’ (jf. s. 68) med Churchill om deling af indflydelse i de østeuropæiske lande. Aftalen var ikke noget officielt dokument, men indholdet i aftalen blev fulgt til punkt og prikke.

Stalin havde ellers gode kort på hånden og kunne vel rent militært gøre krav på alle de områder, som hans Røde Hær havde befriet.

Ifølge ’procentaftalen’ var Grækenland overladt til de vest-allierede. I Grækenland kunne Stalin have støttet sine græske partifæller, som udkæmpede en blodig borgerkrig - som først sluttede længe efter 2. verdenskrigs officielle afslutning - , men ifølge ’procentaftalen’ var Grækenland overladt til de vest-allierede.

Jugoslavien var ikke blevet befriet af den Røde Hær, men af Titos jugoslaviske partisaner. ’Procentaftalen’ sagde fifty-fifty om delingen mellem de allierede og Titos partisaner blev derfor overladt til selv at sørge for at befri Jugoslavien for tyske nazister og italienske fascister.

De øvrige østeuropæiske lande, som Stalins Røde Hær havde befriet : Tjekkoslovakiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Bulgarien (plus de 3 baltiske lande) havde Stalin udset som liggende indenfor ’sin’ ønskede ’indflydelsessfære’. Her skulle de vest-allierede holde fingrene væk. Selvom forhandlingsprotokollerne fra Jalta og Potsdam lovede ’fred’ og ’fordragelighed’, afholdelse af ’frie valg’ og etablering af ’demokratiske regeringer’ osv. lod Stalin hånt om aftalernes bestemmelser og satte sin vilje igennem.

Udadtil og overfor modpartens diplomater lod han i begyndelsen som om han ville respektere aftalerne, men praksis viste noget andet. Når det kom til stykket, var det ikke ordene i forhandlingslokalerne, som var afgørende for udformningen af Europas fremtid, men realiteterne på landjorden, dvs. Stalins og Sovjetunionens realpolitiske interesser.

Stalin ønskede uindskrænket magt og indflydelse, som påpeget i ’procentaftalen’. Dette indebar bl.a. at hans magt og indflydelse ikke var til deling i Polen, skønt aftalerne sagde det modsatte.

Der var kun en måde at gennemtrumfe dette på: ved ren og skær magtudøvelse og brug af grov manipulation. På samme som Stalin var kommet til magten i partiet og i Sovjetunionen med brug af udemokratiske og bureaukratiske metoder, på samme måde lykkedes det ham og hans få støtter at udmanøvrere sine politiske modstandere: om det så var en valgt rumænsk general eller monark, en polsk general fra undergrundshæren, som væbnet havde bekæmpet Hitler-fascismen, blev de på forskellig vis ryddet af vejen.

Den største svinestreg fandt sted i Polen i foråret 1945, hvor Stalin modvilligt var gået med til at invitere repræsentanter for den polske undergrundshær og repræsentanter for en vest-venlig polsk eksilregering i London til et forhandlingsmøde lidt udenfor Warszawa. Det lovede møde fandt aldrig sted. I stedet blev de 16 polske repræsentanter ’bortført’ til et fængsel i Moskva. (jf. s. 175-176)

Kun på skrømt gik Stalin med til at forhandle om en ’pluralistisk’ regering i Polen, som forudsat i Jalta -og Potsdam-aftalerne.

Dobb viser, hvordan det senere kendte mønstret for etablering af ’folkedemokratier’ i Østeuropa allerede blev grundlagt i Rumænien i 1945.

Man behøvede således ikke at vente til kuppet i Prag i februar 1948 eller til Berlin-krisen 1948-1949 for at kunne fastslå, at Stalin ikke var interesseret i en deling af Europa på lige fod med de allierede.

Kun statsræson var bestemmende for Stalins udenrigspolitik: at sikre unionens ydre grænser mod kommende vestlig forsøg på indtrængning.

 

Omvæltningerne i Østeuropa har givet anledning til en mangfoldighed af diskussioner i alle lejre. 

På denne baggrund kan det undre, at det har voldt så mange historiker så stort besvær med at tolke baggrunden for og årsagerne til den Kolde Krig.

Uden forståelse af drivkræfterne bag engelsk og amerikansk imperialisme og ligeledes uden forståelse for drivkræfterne bag Stalins politiske regime og hans udenrigspolitik, gives der ingen forståelse af baggrunden for den Kolde Krig.

Borgerlige historikere forstår ikke hvad det er som driver kapitalisme og imperialisme. Stalinistiske historikere (og desværre også en hel del revolutionære marxister) forstår ikke hvilke samfundsmæssige kræfter, som lå bag Stalins regime og hans udenrigspolitik.

Derfor er der heller ikke nogen klar opfattelse af den Kolde Krigs årsager og efterfølgende virkninger for eftertiden.

Det er ikke her stedet at gøre op med hverken borgerlig eller decideret stalinistisk historieskrivning.

Det er imidlertid tankevækkende for en revolutionær marxist, at heller ikke den trotskistiske verdensbevægelse har været i stand til at tolke Stalins mange ’turn-around’s.

Store dele af den trotskistiske verdensbevægelse formåede ikke at drage de rigtige konklusioner af efterkrigstidens udvikling i Østeuropa.

Første spørgsmål der melder sig er:

1. Hvilken slags omvæltning var der tale om? En proletarisk eller en ikke-proletarisk, dvs. borgerlig eller småborgerlig?

Svar: Helt sikkert ikke en proletarisk, da arbejderklassen ikke var massivt involveret noget steds.

Desuden stod der ikke et revolutionært parti i spidsen for omvæltningen, men et degenereret stalinistisk, som ikke ønskede en gennemgribende omformning af de kapitalistiske samfund.

2. Hvis ikke det var en proletarisk revolution, hvordan skal vi så betegne omvæltningerne og de deraf følgende regimer?

3. Skal vi opfinde en ny betegnelse - som nogle trotskister foreslog: statskapitalistiske samfund.

4. Hvis ikke de er statskapitalistiske, hvad er de så.

5. Hvis Sovjetunionen under Stalin kan betegnes som ’degenererede arbejderstater’, hvorledes skal vi så betegne de såkaldte ’folkedemokratier’.

6. Er begrebet en ’deformeret arbejderstat’ (som foreslået af Ernest Mandel) passende for de omformede østeuropæiske lande?

Den slags spørgsmål bør også i dag rejses af revolutionære marxister, hvis bevægelsen ikke skal blive stående på datidens positioner.

Er der nogen der ønsker at medvirke eller er vi stadig på Herrens mark?

             

        

 

 

Spanien tur-retur.

Boganmeldelse:

Isabella Alonso de Vera Hindskjær: Den forunderlige fortælling om min mor og flugten fra kriselandet. Zetland. 2014.

 I sommeren 1978, mens jeg endnu læste på Roskilde Universitetscenter, fik jeg den måske skøre ide, at ville kombinere ferie med politisk skoling.

Jeg havde læst i bladet ”Klassekampen”, at Revolutionært Socialistisk Forbund, dansk sektion af Mandels 4. Internationale denne sommer skulle afholde en sommerlejr et sted i det nordlige Spanien.

Jeg kontaktede bladet og Søren Søndergaard (nu Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU) tog telefonen og gav mig et telefonnummer. Til den ene af to medlemmer af RSF, som også skulle deltage i den internationale sommerlejr for 4. Internationales ungdomsorganisationer.

Malcolm Bang og jeg aftalte at vi sammen tog toget til Paris og efter et kort ophold i Paris tog vi toget til den fransk-spanske grænse ved Irun/Hendaye, tæt på det mondæne Biarritz.

Arrangørerne af sommerskolen havde lejet et ungdomsherberg i byen Fuenterabia i Baskerlandet, ikke langt fra grænsen til Frankrig.

Her lod vi os installere i flersengsstuer med køjesenge. Under vort ophold var der arrangeret politiske diskussionsfora, som jeg ikke husker meget fra.

Derimod husker jeg ganske godt, at vi kørte i bil til Bilbao og overværede et møde i en lokalafdeling i ETA, den baskiske løsrivelsesbevægelse.

En anden aften deltog nogle af os i en byfest i den nærliggende lille by, Renteria, hvor vi bl.a. overværede en rock-koncert med et stærkt politisk orkester, som efter sangene råbte politiske slagord om Baskerlandets befrielse fra Spanien: ”For et frit, uafhængigt og socialistisk Baskerland.”

Ved en enkelt lejlighed havde arrangørerne foranstaltet et sangria-party på den nærliggende strand, hvor vi samledes omkring et mindre bål og hyggesnakkede.

Ellers foretog vi os intet ’ulovligt’.

Måske havde nogle af os ’glemt’, at det kun var 3 år siden, at diktatoren, generalisimo Franco var død og at Spanien kun på svage ben var på vej ind i demokratiets tidsalder. Den ’demokratiske åbning’ kaldte spanierne det, som skulle vise længere end beregnet.

Den var i hvert fald endnu ikke afsluttet i 1978. Det fik vi unge revolutionære marxister at mærke, da arrangørerne ikke havde været forsigtige nok til at ’hemmeligholde’ vores ’konspirative’ og ’undergravende’ virksomhed på ungdomsherberget.

Måske uvidende om direktørens frankistiske holdning - skulle det senere vise sig - lod de opslag om mødeemner hænge op til almindelig beskuelse for direktøren og alle andre.

Direktøren havde åbenbart på et tidligt tidspunkt fattet mistanke til vort gøremål og ’usunde’ politiske holdning, som han absolut ikke brød sig om.

Kort efter lejrens begyndelse lod jeg mærke til en civilklædt agent, som stod strategisk placeret ved indkørslen til ungdomsherberget, da jeg spadserede ned til den nærliggende lille bugt for at solbade.

Afslappet og skødesløst stød agenten lænet op af sin personbil og iagttog alle bevægelser ud og ind af herberget.

Senere fik vi at vide, at herbergets inspektør havde underrettet den stedlige provinsguvernør og anmodet Civilgarden om at holde os under opsyn.

Få dage senere modtog arrangørerne af sommerskolen, de logerende på herberget en kort udvisningserklæring, underskrevet af guvernøren i den baskiske provins, som henviste til en række ulovligheder, som vi skulle have gjort skyldige i. De rakte fra deltagelse i politiske møder med den baskiske løsrivelsesbevægelse ETA i Bilbao, forstyrrelse af den offentlige orden i nabobyen Renteria, indtagelse af euforiserende stoffer på en nærliggende strand, afholdelse af en politisk sommerskole med ’konspirative’ formål.

Spanien befandt sig i en overgangsfase mellem Francos diktatur og en nyt og vågnende demokrati på svage ben. En demokratisk ’åbning’.

Det var åbenbart at ikke alle spaniere, som var lige begejstret for denne udvikling og hvad den kunne føre til. Nogle havde hellere set Franco-tiden tilbage.

Enden på historien blev, at samtlige deltagere, logerende på herberget blev forvist fra stedet. De spanske deltagere risikerede arrestation og fængsling for ’ulovlige’ politiske aktiviteter. Udlændinge blev udvist af Spanien og skulle forlade landet inden 24 timer.

Under eskorte af den spanske Civilgarde blev vi guidet op til grænsen ved Irun og blev ledt gennem tolden. Ved grænsestationen, hvorfra toget mod Nord gik, blev vi stadig holdt under opsyn af franske og spanske efterretningsagenter.

Mit ferieophold var blevet afkortet med et par dage og jeg var blevet en oplevelse rigere. Det var mit første kortvarige indtryk af Spanien efter Franco.

  

Forlaget Zetland, som i øvrigt også har en nyhedsside på nettet har udgivet en e-bog (en single), hvor journalisten Isabella Alonso de Vera Hindskjær, med spansk mor og dansk far, er søgt tilbage til sin mors rødder på den kanariske ø Tenerife for at klarlægge dels sin mors fortid dels for at blive klogere på den økonomiske krise, som har ramt specielt de sydeuropæiske lande efter 2008.

Isabella møder på et tidspunkt en ung veluddannet spanier i København, som er ’flygtet’ fra Spanien til Danmark i håb om at kunne finde et arbejde. Ligeledes har Isabelles mor, hvis historie bogen handler om, mødt en ældre spansk håndværker, som uden forudgående kendskab til Danmark er søgt hertil for at finde arbejde uden en klink på lommen. Hun finder ham forkommen på trappen udenfor den spanske ambassade, hvor hun er ansat som tolk, efter uforvarende at være blevet indviklet i et slagsmål på et herberg for hjemløse.   

Isabella beskriver sin mors barske opvækst under Franco i 1960’ernes Spanien på Tenerife og vi danskere som er vokset nogenlunde samtidigt kan passende sammenligne vores opvækstvilkår med Isabellas mor, Maria Alonsos, som er født i 1960. Marias mor bliver hurtigt alene, da hendes far dør, da hun er 7 år gammel og bliver alene med 4 børn. Hun klarer sig igennem med skiftende ufaglærte job i sin hjemby.

Som ovenfor beskrevet var Spanien i tiden - hverken under eller umiddelbart efter Francos død - ikke at sammenligne med de nordiske velfærdsstater. Efter borgerkrigen fortsatte Franco og hans militære diktatur med at føre en nådesløs kamp mod alle ’røde’, dvs. venstreorienterede. Sårene fra borgerkrigen, hvis det er det rette ord, er endnu ikke helet og var det langt fra i 1960’erne og 1970’erne.

Den verdensspændende kapitalistiske krise i 2008 fandt også vej til Spanien, som ellers fra slut 1980’erne havde fået luft under vingerne og - som økonomisk set - var begyndt at hale ind på det øvrige Europa.

Et midlertidigt opsving i økonomien baseret på de 3 b’er: byggeindustri, banker og biler havde taget fat i den spanske økonomi og trukket den opad.

Politisk stabilitet har derimod ikke fulgt med det økonomiske opsving. Spanien har lige siden Francos død i 1975 været præget af uendelige politiske skandaler, korrupte embedsmænd og politikere og lyssky finansielle transaktioner.

Den spanske befolkning har generelt ingen tillid til spanske politikere og de politiske partier.

Da jeg 1. maj 2010 befandt mig i Madrid og ville se, hvor stor tilslutning var, undrede det mig såre, at der ikke var flere deltagere i 1. maj festlighederne i Madrid.

Allerede året efter i maj 2011 var der tilløb til en bred protestbevægelse især blandt unge spaniere, los Indignados, de vrede, som de kalder sig. Denne bevægelse har udviklet sig til en massebevægelse i form af PODEMOS (vi kan), som står stærkt i meningsmålingerne og får stor tilslutning blandt de frafaldne vælgere.

De to etablerede partier Partido Popular (PP) og det spanske socialistparti PSOE har næsten helt mistet pusten og har ingen løsninger på krisen. Den økonomiske krise går hårdt ud over brede dele af den spanske befolkning. Arbejdsløshedsprocenten er tårnhøj, omkring 25 % og næsten 50 % for unge.

Millioner har mistet deres arbejde, indtægt og således deres forsørgelsesgrundlag. Hundredtusinder har måttet rømme deres boliger, fordi de ikke er i stand til at betale husleje og terminer.

Hvis man som nyuddannet akademiker får ansættelse sker det til en sulteløn på 600 Euro pr. måned. Mindstelønnen svarer til 30 danske kroner i timen. Millioner af lejligheder står ubeboede og usælgelige, fordi ingen har råd til at betale prisen.

Isabella beretter om sin fætter Nico(las), som er uddannet biolog, oven i købet med en ph.d. grad som forsker, som ikke kan skaffe sig andet arbejde end som laboratorietekniker til 600 Euro om måneden.

100.000’er af spaniere er udvandret til det øvrige Europa og til Latinamerika for at søge arbejde.

Nicolas og hans kone, som også er biolog har vanskeligt ved at få et kvalificeret arbejde på Tenerife. Chancen ville måske være større hvis de tog til det spanske fastland. Med rødderne solidt plantet i den vulkanske aske på Tenerife, falder det dem svært. Og de affinder sig indtil videre med det.

Blandt unge spaniere diskuteres det, om det er ’usolidarisk’ at forlade sit hjemland i en økonomisk nødsituation eller om det er OK.

Maria Alonso vokser op på Tenerife under Franco og under yderst fattige vilkår og under helt andre materielle kår end vi i Skandinavien.

Samtidigt møder hun et stærkt tilbagestående samfund, hvor den katolske tro og Francos politistat hersker. Politistaten bruger uvilkårlige fængslinger og tortur af politiske fanger for at udrydde den ’røde’ fare fra Spaniens jord. Og det skræmmer hende og giver hende lyst til at komme væk fra Spanien.  

Spanien har endnu ikke gjort op med sin fascistiske fortid og der forestår stadig et opgør mellem folk, som ønsker at lægge låg på fortiden og folk som ønsker fortiden gravet frem.

Isabellas mor. Maria Alonso vælger i en ung alder at ’stikke’ af fra Francos Spanien og følge en dansk ungersvend, som hun opfatter som en ’frelsende engel’, danske Johnny.

Nok mest for at komme væk fra det traditionalistiske Spanien mere end af kærlighed til sin trolovede Johnny, som hun hurtigt bliver gift med i Danmark.

Maria får et godt liv i Danmark efter sin skilsmisse fra Johnny, hvor hun indskriver sig på Syddansk Universitetscenter i Odense og tager en uddannelse som translatør.

Hun gifter senere med en dansk mand og får sin datter, Isabella, som har skrevet bogen.

Bogen kan anbefales, fordi den formår på en gang at skildre moderens spanske familiebaggrund, hendes udvandring og hendes nye liv i Danmark og samtidigt fortæller om de økonomiske og politiske vilkår i Spanien (og Danmark).

Isabellas rejse tilbage til den spanske familie sætter nogle ting i perspektiv for den unge dansk-spanske pige, som på et tidspunkt i sin ungdom ville ønske, at hendes moder havde været dansk og ikke spansk. Det ville gøre det lettere for hende med det danske sprog og i skolen, menter hun. Så er hun som alle vi andre leverpostejs-danskere.

Det skal Isabella nu ikke være ked af.