Den rygende pistol er fundet.

Endelig synes den ”rygende pistol” - som man forgæves ledte efter, da en ”koalition af villige partnere” i 2003 skulle finde et påskud for at invadere Saddam Husseins Irak - at være fundet.

1990 invaderede Saddam Husseins Irak Kuwait og pådrog sig hele det internationale samfunds vrede.

Amerikanske tropper straffede Irak ved at invadere landet og nedkæmpe dets hær i operation ”Desert Storm”.

Irak blev herefter af de Forenede Nationer (FN) underlagt et sanktionsregime, som ramte landet hårdt og betød store afsavn for den irakiske befolkning.

De Forende Nationers sanktionspolitik tillod kun bestemte varegrupper at blive handlet mellem Irak og omverdenen. Kontrollen med denne handel blev varetaget af FN. Programmet blev kaldt ”Oil for Food”. Irak fik lov til at sælge sin dyrebare olie mod at importere fødevarer og en vis portion medicin, dog ikke alle former for medicin.

Saddam Husseins regime var diktatorisk og barbarisk overfor sin befolkning, men var industrielt, sekulært og i en vis forstand moderne; mens Iraks ærkefjende under krigen ayatollah Khomeinis Iran var - teokratisk og reaktionært.  

Under krigen i 1980 til 1988 mellem ayatollah Khomeinis Iran og Irak havde Vesten således støttet Saddam Husseins Irak.

 

”The smoking gun”.

Nu fik piben imidlertid en anden lyd. USA og United Kingdom mistænkte Saddam Hussein for at pønse på udvikling af ”masseødelæggelsesvåben” (kemiske, bakteriologisk og atomare).

FN’s våbeninspektører blev sat til at undersøge mistanken om ”masseødelæggelsesvåben” i Irak. Adskillige inspektioner fandt aldrig de eftersøgte ”masseødelæggelsesvåben”.

Det blev til historien om ”the smoking gun”, som altså aldrig blev fundet i Irak.

Alligevel valgte en koalition af ”villige partnere” at invadere Irak i 2003. Men med hvilket formål? Det spørgsmål har mange stillet sig lige siden.

Nu ser det endeligt ud til, at man har fundet ”the smoking gun”. Ganske vist ikke i den form, som man havde forventet.

I Danmark har alle politikere, som har del i beslutningen om invasion af Irak i 2003 kategorisk nægtet at efterkomme et massivt krav om at nedsætte en kommission, som kunne undersøge de reelle årsager til invasionen.

I Norge og Storbritannien er det ikke lykkedes de ansvarlige politikere at hindre nedsættelse af undersøgelseskommissioner.

I Storbritannien er netop kommet en rapport, Chilcot-rapporten, som også berører den danske del af invasionen.

 

Danmarks rolle i Irak.

Danmark blev som en del af ”koalitionen af villige” efter endt invasion tildelt administrationen af Basra-regionen i Irak. Her blev en forhenværende dansk ambassadør Ole Wøhlers Olsen udpeget som guvernør i Basra-regionen.

Chilcot-rapporten røber, at det for Danmarks vedkommende ikke først og fremmest gjaldt ”regime-change” og ”nation-building” og andre gode ting, men langt danske kommercielle interesser.

Således ansatte guvernør Ole Wøhlers Olsen medarbejdere fra A.P. Møller Mærsk og Cowi Consult til at varetage koalitionens interesser i opbygning af det ”ny Irak”.

Dagbladet Information beretter 27. juli 2016, at 4 af de 21 stillinger i administrationen for hele det sydlige Irak blev besat med repræsentanter for dansk erhvervsliv med A.P. Møller i spidsen, som brugte stillingerne til at fokusere deres opmærksomhed og ekspertise på områder, som kunne tilbyde kommercielle muligheder”.

Information skriver: ”Op til Irak-krigen voksede ambitionerne hos dansk erhvervsliv: Man skulle tjene store penge på at være USA’s og Storbritanniens allierede i krigen….

Dansk Industri stod i årene efter invasionen i spidsen for en intens aktivitet med konferencer og erhvervsrejser med henblik på at sikre danske kontrakter.”

Daværende markedschef i Dansk Industri Peter Bo Andersen forklarede i Information i maj 2003: ”Irak har verdens næststørste oliereserve, og der er 20 millioner mennesker med et skrigende behov for alt. Kommer der en fornuftig udvikling, bliver det et uhyre interessant marked.” Peter Bo Andersen kunne fortælle, at 200 danske virksomheder havde meldt deres interesse.

I 2004 forklarede chefkonsulent i Dansk Industri Marianne Castenskiold i en vejledning for danske investorer ”Irak - en erhvervsmæssig udfordring”, at ”situationen omkring Iraks genopbygning kan på flere områder minde om tidligere tiders jagt efter guld.”

At det gjaldt om at være først, når kontrakterne blev udbudt vidste Mellemøst-chef for A.P. Møller Mærsks Hans Peter Glipman, som på en irakisk genopbygningsmesse i januar 2004 udtalte: ”The early birds catch the worms” (de første fugle fanger ormene).

I maj 2003 ansatte guvernør Ole Wøhlers Olsen Mærsk-medarbejderen Allan Poul Rosenberg som administrationens ansvarlige for de lukrative havne i Sydirak.

A.P. Møller Mærsk, der har det som et af sine driftsområder at drive havne, troede således at have fået en lukrativ 25-årig kontrakt på at drive oliehavnen i Khor-al-Zubayr. Men hverken det amerikanske hovedkvarter i Bagdad eller de ny irakiske myndigheder ville godkende kontrakten.

A.P. Mærsk blev under protester fra den lokale befolkning smidt ud af havnen bl.a. fordi Mærsk ikke ville ansætte lokal arbejdskraft i havnen.

Den amerikanske ambassadør Darrell Trent, som var administrationens transportansvarlige forklarede til dagbladet Information: ”Masser af folk forsøgte at udnytte den kaotiske situation til at skaffe sig lukrative kontrakter. Men Mærsk var de mest skamløse og udnyttede åbenlyst situationen”.

Guvernør Olsens britiske næstkommanderende beretter i Chilcot-rapporten, at der i administrationen var ansat repræsentanter for danske firmaer, Cowi Consult, som ”snusede rundt” efter kommercielle muligheder.

I medierne var det foruden George W. Bush især britiske Tony Blair, der gik forrest som fortalere for en invasion i Irak 2003, mens danske politikere holdt sig i baggrunden.

Det gjorde danske virksomheder derimod ikke.

De opererede med fordel i skyggen af de ”tavse” danske politikere. Chilcot-rapporten citerer Olsens britiske næstkommanderende for at sige, at Danmark var ”ivrig efter at kapitalisere kommercielt på sin førende rolle i Syden [Irak], selvom Olsen gør sig umage for at distancere sig fra disse bestræbelser”.

Olsens - i Chilcot-rapporten anonymiserede - britiske næstkommanderende indberetter om de mange danskere i administrationen ”fokuserede [de] deres opmærksomhed og ekspertise på områder, som kunne tilbyde kommercielle muligheder”.

Danskere i Basra-administrationen arbejdede også for oprettelse af et konsulat i Basra, som skulle formidle kontakt mellem irakiske og danske virksomheder. F.eks. mellem et irakisk bryggeri i Amarah og danske Carlsberg.

Ikke bare repræsentanter for danske industrivirksomheder som Mærsk og Cowi Consult var ansat i Basra-administrationen, men også en udsendt for Landbrugsrådet (i dag Landbrug og Fødevarer) ”opmuntredes til at skrive rapporter for [Landbrugs]rådet, lave præsentationer osv. som så kan udbredes til danske virksomheder, der er interesseret i forretningsmuligheder i landbrugssektoren”.

Den britiske repræsentant konkluderede allerede i maj 2003: ”Set herfra er den danske model glimrende og noget vi burde kopiere”.

 

Der bør placeres et ansvar for krigsdeltagelsen.

Når vi ikke kan få en dansk kommission til at se på årsagerne til invasionen i Irak i 2003, må vi nøjes med at uddrage de formodentlig sparsomme ting om forhold som vedrører Danmark, som vi kan hente i en rapport som Chilcot-rapporten.

Som det fremgår af ovennævnte uddrag fra Chilcot-rapporten har Danmark - på lige fod med de andre partnere i koalitionen - haft kommercielle interesser i invasionen i Irak.

Det ser ud til, at et af formålene, hvis ikke det vigtigste, var at fremme danske virksomheders kommercielle interesser i det olierige område.

Invasionen var altså en god gammeldags imperialistisk invasion (og krig) men henblik på at skaffe nye afsætningsmarkeder til koalitionspartnernes virksomheder.  

Med den britiske Chilcot-rapports sparsomme oplysninger om Danmarks rolle som koalitionspartner og danske politikeres ansvar for invasionen forstår man måske bedre, hvorfor de ikke ønsker at blive gjort til genstand for en ”uvildig” undersøgelse, hvori de kunne risikere at blive draget til ansvar for de beslutninger, som førte til de kaotiske og krigeriske tilstande, som har præget Irak lige siden invasionen i 2003 - og hvor deres reelle imperialistiske motiver ville fremstå.

Danske politikere burde som andre politikere - særligt den daværende amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair - stilles til regnskab for ansvaret for krigen.

Man burde overveje, om ikke de ansvarlige politikere bør stilles for en international forbryderdomstol.

Så hård lyder min dom.   

 

Kilde: Lotte Folke Kaarsholm: ”Irak var et guldgravereventyr”. Dagbladet Information, 27. juli 2016

 

             

 

 

           

                   

 

”Den rygende pistol”.

Endelig synes den ”rygende pistol” - som man forgæves ledte efter, da en ”koalition af villige partnere” i 2003 skulle finde et påskud for at invadere Saddam Husseins Irak - at være fundet.

1990 invaderede Saddam Husseins Irak Kuwait og pådrog sig hele det internationale samfunds vrede.

Amerikanske tropper straffede Irak ved at invadere landet og nedkæmpe dets hær i operation ”Desert Storm”.

Irak blev herefter af de Forenede Nationer (FN) underlagt et sanktionsregime, som ramte landet hårdt og betød store afsavn for den irakiske befolkning.

De Forende Nationers sanktionspolitik tillod kun bestemte varegrupper at blive handlet mellem Irak og omverdenen. Kontrollen med denne handel blev varetaget af FN. Programmet blev kaldt ”Oil for Food”. Irak fik lov til at sælge sin dyrebare olie mod at importere fødevarer og en vis portion medicin, dog ikke alle former for medicin.

Saddam Husseins regime var diktatorisk og barbarisk overfor sin befolkning, men var industrielt, sekulært og i en vis forstand moderne; mens Iraks ærkefjende under krigen ayatollah Khomeinis Iran var - teokratisk og reaktionært.  

Under krigen i 1980 til 1988 mellem ayatollah Khomeinis Iran og Irak havde Vesten således støttet Saddam Husseins Irak.

 

”The smoking gun”.

Nu fik piben imidlertid en anden lyd. USA og United Kingdom mistænkte Saddam Hussein for at pønse på udvikling af ”masseødelæggelsesvåben” (kemiske, bakteriologisk og atomare).

FN’s våbeninspektører blev sat til at undersøge mistanken om ”masseødelæggelsesvåben” i Irak. Adskillige inspektioner fandt aldrig de eftersøgte ”masseødelæggelsesvåben”.

Det blev til historien om ”the smoking gun”, som altså aldrig blev fundet i Irak.

Alligevel valgte en koalition af ”villige partnere” at invadere Irak i 2003. Men med hvilket formål? Det spørgsmål har mange stillet sig lige siden.

Nu ser det endeligt ud til, at man har fundet ”the smoking gun”. Ganske vist ikke i den form, som man havde forventet.

I Danmark har alle politikere, som har del i beslutningen om invasion af Irak i 2003 kategorisk nægtet at efterkomme et massivt krav om at nedsætte en kommission, som kunne undersøge de reelle årsager til invasionen.

I Norge og Storbritannien er det ikke lykkedes de ansvarlige politikere at hindre nedsættelse af undersøgelseskommissioner.

I Storbritannien er netop kommet en rapport, Chilcot-rapporten, som også berører den danske del af invasionen.

 

Danmarks rolle i Irak.

Danmark blev som en del af ”koalitionen af villige” efter endt invasion tildelt administrationen af Basra-regionen i Irak. Her blev en forhenværende dansk ambassadør Ole Wøhlers Olsen udpeget som guvernør i Basra-regionen.

Chilcot-rapporten røber, at det for Danmarks vedkommende ikke først og fremmest gjaldt ”regime-change” og ”nation-building” og andre gode ting, men langt danske kommercielle interesser.

Således ansatte guvernør Ole Wøhlers Olsen medarbejdere fra A.P. Møller Mærsk og Cowi Consult til at varetage koalitionens interesser i opbygning af det ”ny Irak”.

Dagbladet Information beretter 27. juli 2016, at 4 af de 21 stillinger i administrationen for hele det sydlige Irak blev besat med repræsentanter for dansk erhvervsliv med A.P. Møller i spidsen, som brugte stillingerne til at fokusere deres opmærksomhed og ekspertise på områder, som kunne tilbyde kommercielle muligheder”.

Information skriver: ”Op til Irak-krigen voksede ambitionerne hos dansk erhvervsliv: Man skulle tjene store penge på at være USA’s og Storbritanniens allierede i krigen….

Dansk Industri stod i årene efter invasionen i spidsen for en intens aktivitet med konferencer og erhvervsrejser med henblik på at sikre danske kontrakter.”

Daværende markedschef i Dansk Industri Peter Bo Andersen forklarede i Information i maj 2003: ”Irak har verdens næststørste oliereserve, og der er 20 millioner mennesker med et skrigende behov for alt. Kommer der en fornuftig udvikling, bliver det et uhyre interessant marked.” Peter Bo Andersen kunne fortælle, at 200 danske virksomheder havde meldt deres interesse.

I 2004 forklarede chefkonsulent i Dansk Industri Marianne Castenskiold i en vejledning for danske investorer ”Irak - en erhvervsmæssig udfordring”, at ”situationen omkring Iraks genopbygning kan på flere områder minde om tidligere tiders jagt efter guld.”

At det gjaldt om at være først, når kontrakterne blev udbudt vidste Mellemøst-chef for A.P. Møller Mærsks Hans Peter Glipman, som på en irakisk genopbygningsmesse i januar 2004 udtalte: ”The early birds catch the worms” (de første fugle fanger ormene).

I maj 2003 ansatte guvernør Ole Wøhlers Olsen Mærsk-medarbejderen Allan Poul Rosenberg som administrationens ansvarlige for de lukrative havne i Sydirak.

A.P. Møller Mærsk, der har det som et af sine driftsområder at drive havne, troede således at have fået en lukrativ 25-årig kontrakt på at drive oliehavnen i Khor-al-Zubayr. Men hverken det amerikanske hovedkvarter i Bagdad eller de ny irakiske myndigheder ville godkende kontrakten.

A.P. Mærsk blev under protester fra den lokale befolkning smidt ud af havnen bl.a. fordi Mærsk ikke ville ansætte lokal arbejdskraft i havnen.

Den amerikanske ambassadør Darrell Trent, som var administrationens transportansvarlige forklarede til dagbladet Information: ”Masser af folk forsøgte at udnytte den kaotiske situation til at skaffe sig lukrative kontrakter. Men Mærsk var de mest skamløse og udnyttede åbenlyst situationen”.

Guvernør Olsens britiske næstkommanderende beretter i Chilcot-rapporten, at der i administrationen var ansat repræsentanter for danske firmaer, Cowi Consult, som ”snusede rundt” efter kommercielle muligheder.

I medierne var det foruden George W. Bush især britiske Tony Blair, der gik forrest som fortalere for en invasion i Irak 2003, mens danske politikere holdt sig i baggrunden.

Det gjorde danske virksomheder derimod ikke.

De opererede med fordel i skyggen af de ”tavse” danske politikere. Chilcot-rapporten citerer Olsens britiske næstkommanderende for at sige, at Danmark var ”ivrig efter at kapitalisere kommercielt på sin førende rolle i Syden [Irak], selvom Olsen gør sig umage for at distancere sig fra disse bestræbelser”.

Olsens - i Chilcot-rapporten anonymiserede - britiske næstkommanderende indberetter om de mange danskere i administrationen ”fokuserede [de] deres opmærksomhed og ekspertise på områder, som kunne tilbyde kommercielle muligheder”.

Danskere i Basra-administrationen arbejdede også for oprettelse af et konsulat i Basra, som skulle formidle kontakt mellem irakiske og danske virksomheder. F.eks. mellem et irakisk bryggeri i Amarah og danske Carlsberg.

Ikke bare repræsentanter for danske industrivirksomheder som Mærsk og Cowi Consult var ansat i Basra-administrationen, men også en udsendt for Landbrugsrådet (i dag Landbrug og Fødevarer) ”opmuntredes til at skrive rapporter for [Landbrugs]rådet, lave præsentationer osv. som så kan udbredes til danske virksomheder, der er interesseret i forretningsmuligheder i landbrugssektoren”.

Den britiske repræsentant konkluderede allerede i maj 2003: ”Set herfra er den danske model glimrende og noget vi burde kopiere”.

 

Der bør placeres et ansvar for krigsdeltagelsen.

Når vi ikke kan få en dansk kommission til at se på årsagerne til invasionen i Irak i 2003, må vi nøjes med at uddrage de formodentlig sparsomme ting om forhold som vedrører Danmark, som vi kan hente i en rapport som Chilcot-rapporten.

Som det fremgår af ovennævnte uddrag fra Chilcot-rapporten har Danmark - på lige fod med de andre partnere i koalitionen - haft kommercielle interesser i invasionen i Irak.

Det ser ud til, at et af formålene, hvis ikke det vigtigste, var at fremme danske virksomheders kommercielle interesser i det olierige område.

Invasionen var altså en god gammeldags imperialistisk invasion (og krig) men henblik på at skaffe nye afsætningsmarkeder til koalitionspartnernes virksomheder.  

Med den britiske Chilcot-rapports sparsomme oplysninger om Danmarks rolle som koalitionspartner og danske politikeres ansvar for invasionen forstår man måske bedre, hvorfor de ikke ønsker at blive gjort til genstand for en ”uvildig” undersøgelse, hvori de kunne risikere at blive draget til ansvar for de beslutninger, som førte til de kaotiske og krigeriske tilstande, som har præget Irak lige siden invasionen i 2003 - og hvor deres reelle imperialistiske motiver ville fremstå.

Danske politikere burde som andre politikere - særligt den daværende amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair - stilles til regnskab for ansvaret for krigen.

Man burde overveje, om ikke de ansvarlige politikere bør stilles for en international forbryderdomstol.

Så hård lyder min dom.   

 

Kilde: Lotte Folke Kaarsholm: ”Irak var et guldgravereventyr”. Dagbladet Information, 27. juli 2016

 

             

 

 

           

                   

 

 

 

       

 

 

 

 

 

       

 

 

 

Udemokratiske demokrater.

Superdemokraten Mogens Lykketoft frygter folkeafstemninger med et for ham negativt resultat.

Efter det - for tilhængerne af fortsat britisk medlemskab af den Europæiske Union - skuffende resultat, sætter nu flere og flere politikere spørgsmålstegn ved ”nytten” af folkeafstemninger.

Hvorfor egentlig det? En folkeafstemning er vel det mest demokratiske man kan tænke sig i det borgerlige demokrati?

Men det gælder åbenbart ikke mere. Det duer ikke hvis ikke ”folket”, vælgerne stemmer som de ’burde have gjort’.

Socialdemokraten Mogens Lykketoft får kuldegysninger ved tanken om, at Storebæltsbroen ikke var blevet bygget, hvis den var blevet lagt ud til folkeafstemning.

Man forstår det måske bedre, når man tænker på det chok som mange folketingspolitikere fik i 1992, da et flertal stemte imod Maastricht-traktaten i 1992 og en skyldbetynget udenrigsminister Uffe Elleman Jensen (Venstre) ydmygt måtte gå bodsgang til Bruxelles for at forhandle et ”historisk kompromis” med de 4 forbehold i stand. Det sidder sikkert endnu i baghovedet på mangen en svoren EU-tilhænger. Og tanken om at det kan ske igen, må virke afskrækkende.

Skrækken for folkets røst er ingenlunde ny, men vel snarere en del af det borgerlige demokrati. Folket skal kun spørges, hvis det er ordentligt informeret. Og det er det aldrig rigtigt helt, ikke sandt!

Når det kommer til stykket, har borgerlige og socialdemokratiske politikere ikke tillid til det ”folk”, som de til daglig lefler for.

Politikernes smigren sig ind hos vælgerne og deres udtalte populisme fordufter, så snart Folket har fældet sin dom og stemt - forkert. Så meget for deres højt besungne demokratiske sindelag og deres bekenden sig til demokratiet, det borgerlige demokrati forstås.

Måske skulle folket, vælgerne overveje en anden type demokrati end det tilsyneladende eneste kendte: det borgerlige demokrati?

Alene tanken er kættersk! I vort konsensus-søgende ”mainstream” samfund er enhver forestilling om en anden type demokrati (og samfundsform) bandlyst. Selve tanken bliver på forhånd mødt med stor skepsis og mistro. Demokratiet er og bliver den ”mindst ringe” styreform, som parlamentarikerne ofte bekræfter hinanden i.

At ’tænke ud af boksen’ er paradoksalt nok kun tilladt, hvis man bliver inde i selve boksen. Prøv alligevel at forestille jer en anden type samfund, hvor langt fleres stemme ville blive inddraget og hørt. Lad ikke den parlamentarisme kretinisme være enerådende i dansk politik!    

       

Hvorfor hader de borgerlige medier Labours leder Jeremy Corbyn?

Jeremy Corbyn, Labours
venstreorienterede leder, som højrefløjen ønsker afsat.

Salig Karl Marx har en gang sagt, at ”den herskende klasses tanker er de herskende”. Intet kunne være mere sandt, når man ser den hetz, som Labours såkaldt ”socialistiske” og medlemsvalgte formand Jeremy Corbyn bliver udsat for i den borgerlige såkaldt ”frie presse”.

Borgerlige demokrater bryster sig af den ”ytringsfrihed”, som den selv mener at have, men aldrig gør brug af. Et hylekor af kritiske røster har rejst sig mod ”socialisten”, som uretmæssigt har tiltusket sig magten i det gamle arbejderparti.

Det billede som den samlede borgerlige presse og medier tegner af ”socialisten” Jeremy Corbyn har intet med virkeligheden at gøre. Hvorfor al denne ståhej?

Det passer ikke borgerlige medier som Financial Times, Daily Telegraph, Independent, Daily Mirror og the Guardian, at de mange ny medlemmer i ”New Labour” har peget på Jeremy Corbyn som partiets leder.

Borgerlige medier havde hellere set en mere borgerlig og ”midtersøgende” kandidat som formand for Labour.

Det ligner en ”sammensværgelse” mod Corbyn, når han har en samlet presse mod sig. Selv det ”progressive" og (venstreliberale) dagblad Information støtter entydigt - og meget lidt uafhængigt - en mere ”moderat” formand end Corbyn.

Bladets korrespondent Mette Rodgers beretter lidet ”objektivt” fra London om alliancen mod Corbyn.

Vi er altså overladt til andre medier end ovennævnte for at få en ”objektiv” dækning af de politiske begivenheder i England.

Kun få medier formår at skildre den magtkamp som foregår i engelske Labour ”objektivt”, dvs. ikke ensidigt som dagbladet Information (og andre) i Danmark.

Den engelske website Canary har afdækket den konspirations-lignende anti-Corbyn-kampagne, som ledende Labour-politikere på højrefløjen i samarbejde med PR-bureau’er er i færd med. Pressionsgrupper i og udenfor Labour arbejder aktivt på at få Corbyn væltet som formand. Og her gælder åbenbart alle udenomsparlamentariske midler.   

Corbyn bliver med urette af de borgerlige medier fremstillet som ”udemokratisk”, skønt han faktisk er demokratisk valgt af et flertal af partiets egne medlemmer (foran højrefløjskandidater).

Corbyn kom bl.a. til magten i Labour for at ville gøre partiet mere demokratisk, dvs. større indflydelse til partiets menige medlemmer. Hvilket resulterede i en enorm tilgang til Labour, som under Tony Blairs og Gordon Browns ledelse havde fjernet sig fra sin medlemsbasis.

Denne ”demokratisering” af Labour ønsker partiets højrefløj nu at rulle tilbage til de gode gamle dage under Tony B. Liar, manden som i et og alt støttede amerikanske præsidenters krige i Irak og Afghanistan. Højrefløjens Tony Blair, Gordon Brown m.fl. er ”demokratiske” imperialister. Corbyn er mere pacifistisk indstillet. Det behager ikke højrefløjen i som uden for partiet.

Efter det uheldige resultat af David Camerons folkeafstemning med et - for tilhængerne forsat engelsk medlemskab - negativt resultat, så højrefløjen i Labour sit snit til at ”rulle” tilbage til Blair og Browns ”Old Labour”.

De har nu sat alle ”gode kræfter” i sving for at skabe en negativ stemning omkring Corbyn som Labours leder og gøre Labour til det midtersøgende middelklasse-parti, som de altid har stået for.

Kampagnen antager karakter af et karaktermord for at skaffe sig af med en demokratisk valgt leder, som de ikke bryder sig om, fordi han i deres øjne er for ”venstreorienteret”, for ”socialistisk”.

Det er usmageligt at læse et dagblad som Informations misinformation af sine læsere i dækningen af magtkampen i Labour, hvor dagbladets korrespondent entydigt tager parti for Labours højrefløj.

Det viser endnu en gang sandheden i Marx’s ord fra mere en 100 år siden om den ”herskende klasses herskende tanker”.

Det gælder også det ”pseudo-progressive” (og venstreliberale) Information, hvis nogen skulle være i tvivl.       

 

    

Valg i Spanien: Podemos - parlamentarisme gør det ikke alene.

Julio Iglesias, lederskikkelse i Podemos, som mistede 1 mio. stemmer ved seneste valg i Spanien.

På ny valg i Spanien.

Vi har på det seneste i Europa set en tendens til, at de politiske partier har haft en tendens til at udskrive nyvalg, hvis ikke valgresultatet passede dem.

Det er kedelig tendens for de som bekender sig til det borgerlige demokrati. De udviser herved manglende respekt for folkets suveræne afgørelser. Det er ikke godt for demokratiets velbefindende og bør ikke gentages alt for ofte.

Dermed nedslides den sidste rest af respekt, som vælgerne måtte have tilbage for det repræsentative demokrati.

I Spanien var stemmeprocenten ved det sidste valg faldende og vidner således om en voksende vælgertræthed, som let kan slå over i parlaments-lede.

 

Ved sidste valg i Spanien sammensatte de spanske vælgere et parlament (Cortes), som de valgte politikere fandt umuligt at arbejde med. Efter et halvt års forhandlinger mellem partierne, måtte de kaste håndklædet i ringen og erklære sig ude af stand til at finde frem til et regeringsdygtigt flertal.

Spaniens to gamle partier det socialdemokratiske PSOE og det konservative PP kunne ikke enes om at danne en koalitionsregering. Det har man ikke tradition for i Spanien. Dertil er der for meget ”ondt blod” mellem de to gamle partier. Her spænder historien ben for et sådant eksperiment.

Andre steder i Europa som f.eks. i Tyskland kan man godt danne flertalsregeringer på tværs af de politiske partier. Eller i Frankrig hvor man godt kan have en borgerlig valgt præsident samtidigt med en socialdemokratisk ministerpræsident og regering. Ikke i Spanien - endnu?

 

Spaniens dystre fortid lægger en dæmper på partiernes vilje til at gå sammen og danne regering.  

Måske bliver de spanske politikere - af nød - tvunget til det - på grund af vælgernes dom. Hvad forhindrer de to store partier i at danne regering sammen? Spaniens historie.

Fra 1936-1939 udkæmpedes i Spanien en særdeles blodig borgerkrig mellem oprørsgeneraler i militæret og tilhængere af en borgerlig demokratisk republik.

Sårene fra denne blodige borgerkrig er endnu ikke helt lægt. Det konservative Partido Popular (PP) bliver af mange spanske vælgere endnu anset for at have for tætte bånd til det gamle frankistiske regime - opkaldt efter kupmageren general Franco, som tog magten i Spanien efter borgerkrigens afslutning i 1939.

General Franco døde først i 1975 og Spanien bevægede sig nu ind i et demokratisk ”overgangsproces” fra militært diktatur til et konstitutionelt monarki.

De to mest fremtrædende partier i denne overgangsfase mellem diktatur og borgerligt demokrati var PP og PSOE. Spanien blev optaget i den Europæiske Union og fik økonomisk fremgang både for industri, landbrug og turisme. Den økonomiske fremgang kastede også noget af sig til den spanske middelklasse.

Efter årtusindeskiftet er de økonomiske konjunkturer vendt - og Spanien er nu kastet ud i en økonomisk og politisk krise.

Indtil 2010 var det politiske klima i Spanien uforandret, men så begyndte flere og flere især unge potentielle vælgere at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende politiske partiers manglende evne til at løse de økonomiske og politiske problemer.

På samme måde som i andre europæiske lande, Italien (De Fem Stjerner) har det nu manifesteret sig i protestbevægelser, som i Spanien mest markant er kommet til udtryk i græsrodsbevægelsen Podemos.

Podemos lagde sig i begyndelsen et godt stykke til venstre for midten i håb om at samle utilfredse vælgere op fra især det socialdemokratiske PSOE, hvilket også lykkedes.

Kort tid efter dannedes et borgerligt midterparti Ciudadanos, som tiltrak borgerlige midtervælgere fra PP. Der var optræk til  et ændret politisk billede i Spanien.

De to ny partidannelser/bevægelser truede nu med at ændre balancen i det etablerede to-parti-system og hindrede dem i at afløse hinanden på skift.

Podemos’ leder Julio Iglesias poserede som akademisk uddannet venstreorienteret oprører, som med held udfordrede det eksisterende politiske magtsystem, som bestod af levebrødspolitikere, som havde ladet sig korrumpere af magt og indflydelse.   

Ved forrige valg opnåede Podemos imidlertid ikke tilstrækkeligt med stemmer til at kunne udfordre de to store partier alene.

Iglesias strategi var derfor ved dette valg at styre Podemos længere ind mod midten i håb om at kapre nogle af PSOE’s vælgere og presse det mod venstre.

Denne rent parlamentariske strategi må nu siges, at have slået fejl.

Trods sit forsøg på at gøre sig mere ”salonfähig”, mindre venstreorienteret gik Podemos vælgermæssigt tilbage (tabte10 mandater og fik 1 mio. færre stemmer).

Kun Podemos’ hovedfjende Partido Popular (PP) gik frem og partiets leder Mariano Rajoy kan derved gøre sig håb om at blive udpeget som regeringsforhandler.

På samme måde som ZYRISA i Grækenland for et par år siden fik parlamentarisk fremgang (og nu har regeringsmagten) som følge af de to gamle partiers stigende politiske fallit, er der grænser for langt protestbevægelser som ZYRISA og Podemos kan komme ad den parlamentariske vej og udrette politisk inden for det bestående systems økonomiske og politiske rammer.

Lad det være én advarsel til vort hjemlige Enhedslisten som synes at lide af de samme parlamentariske drømme og illusioner. Ikke nok så mange mandater i Parlamentet bringer jer nærmere socialisme. Det til kræves der helt andre midler.      

  • Hurra for det kongelige danske Socialdemokrati.

    I foråret 2014 vedtog et flertal i det danske Folketing en lov om salg af Statens Seruminstitut (SSI) til en privat køber.
    Lovforslaget blev fremsat af daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (Socialdemokratiet) og blev også støttet af den ”borgerlige” opposition.
    9 år forinden havde daværende sundhedsminister Lars Lykke Rasmussen (Venstre) afvist at ville sælge det offentligt ejede Statens Seruminstitut til en privat køber.
    Af eller anden grund har endnu ingen vist sig interesseret i at købe Statens Serum Institut. Hvorfor mon? Der burde ellers være gode penge at tjene for et privatejet medicinalselskab skulle man tro.
    Medarbejdernes - fortrinsvis laboranter - på Statens Seruminstitut reaktion på planerne om salg var til at forudsige. De begyndte at se sig om efter beskæftigelse andetsteds.
    Staten skulle spare, hed det sig fra et folketingsflertal - og gode medarbejdere forlod herefter en veldreven virksomhed.
    Så er det jeg spørger: Hvem er værst? Socialdemokraten Nick Hækkerup, som vil sælge en veldreven offentlig virksomhed til private købere eller den liberale Lars Lykke Rasmussen, som i 2005 ikke ville sælge? Overvej selv det vanskelige spørgsmål!
    Resultatet er i hvert fald blevet, at verdens tuberkuloseramte - hvoraf 1,5 millioner dør om året - ikke får hjælp fra den danske stat og et Folketingsflertal i Danmark, således at der nu mangler 16.8 millioner doser vaccine mod tuberkulose.
    En bivirkning er, at Statens Seruminstitut har mistet sin status som leverandør af tuberlose-vaccine til verdens millioner af tuberkuloseramte.
    Hvad har skatteborgerne i Danmark fået ud af dette? Allerhøjest en minimal besparelse på de offentlige budgetter. Hvem har det gavnet?
    I hvert fald ikke den 1,5 million, som vil dø af tuberkulose, fordi sygdommen endnu langt fra er udryddet.
    Er det socialdemokratisk eller liberal politik? Stem selv på valgdagen!

    (Kilde: Dagbladet Information mandag 22. februar 2016).

  • Umberto Eco død. Hovmodig akademiker eller skarpsindig intellektuel?

    Den italienske forfatter og semiotiker professor Umberto Eco er død i en alder af 84. Hans sidste bog er endnu ikke udkommet, men på vej posthumt.
    Han fortjener at blive omtalt, fordi han gennem hele sit liv forholdt sig kritisk til verden omkring sig og kommenterede den livligt højt op i alderen.
    Hans nok kendteste bog ”I Rosens navn”(som også blev filmatiseret) er læst af mange - også af mange udover hans stampublikum.
    Umberto Eco har sagt og skrevet mange kloge ord. Tag f.eks. dette om internettet: ”Dramaet ved internettet er, at det har gjort landsbytossen til et sandhedsvidne. De sociale medier har givet taleret til hærskarer af tåber, der tidligere kun ytrede sig i baren efter et glas vin uden at skade fællesskabet. De blev bragt til tavshed med det samme, men nu har de den samme ret til at ytre sig som en nobelpristager. Det er tåbernes invasion.”
    Om nutidens Italien udtalte Umberto Eco: ”I dette land er der sket de mest utrolige ting, attentater, kupforsøg og giftmord, og det mest overraskende er, at folk bare har ladet det ske, som om det ingenting betød.”
    Inden han forlod denne jord gav Eco gav os et sidste ord med på vejen med dette gode råd: ”For den der som 20- eller 30-årig mener, at alle andre er nogle nokkefår, er selv et nokkefår og får aldrig viden derom. Kunsten består derfor i at studere hele verdens filosofihistorie lidt efter lidt, granske de aktuelle begivenheder, overvåge massemedierne dag for dag, de selvsikre kunstneres udtalelser, politikernes improviserede maksimer, de apokalyptiske kritikeres antagelser, de karismatiske heltes aforismer, studere teorierne forslagene, appellerne, billederne og fremtrædelserne.
    Først til sidst får du den rystende åbenbaring, at alle er nogle nokkefår. Så er du klar til mødet med døden.”
    Ikke just noget at se frem til for et ungt menneske. Efter et helt liv opdager man endeligt, at VI ALLE ER NOKKEFÅR.

  • Borgerkrig i Tyrkiet

    Hvis nogen skulle være i tvivl om, at den sydøstlige del af den Tyrkiske Republik befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand, bedes man læse ovenstående erklæring offentliggjort af den kurdiske udbrydergruppe TAK (Kurdistans Frihedsfalke), hvori gruppen erklærer, at stå bag attentatet 19. februar 2016 i Ankaras midte, som kostede 28 tyrkiske militærpersoner livet.
    Gruppen brød i 2004 ud af det Kurdiske Arbejderpart (PKK), angiveligt fordi gruppen mente, at PKK var for ”moderat”.
    I udtalelsen siger gruppen, at attentatet var en ”hævn for de kurdere som blev dræbt og brændt i Cizre af Erdogan og hans fascistiske bande.”
    … Vi ønsker at advare hele verdens offentlighed og de internationale magter: Vi vil forsætte vores hævnopgør mod den fascistiske tyrkiske stat. Hvis du ikke ønsker at være en del af massakren på det kurdiske folk, bør du ikke støtte Erdogan’s fascistiske diktatur.
    Vi advarer alle turister, som planlægger at besøgeTyrkiet ! Turisme er af de vigtigste indtægtskilder, som er med til at finansiere det beskidte og særlige krig, er således et af vores vigtigste mål.
    Vi advarer udenlandske og hjemlige turister ikke at besøge turistområderne i Tyrkiet. Vi påtager os intet ansvar for dem, som vil dø under angreb på sådanne områder. Tyrkiet vil ikke (og vil aldrig) blive i stand til at redde at redde hverken dig eller det tyrkiske folk.
    …TAK. 19. februar 2016.”
    (Middle East Eye, 23. februar 2016).
    Våbenstilstanden mellem den tyrkiske stat og det Kurdiske Arbejderparti (PKK) varede kun til sommeren 2015, hvor den tyrkiske præsident Erdogan og hans regering valgte at bryde den.
    Erdogan er fast besluttet på at nedkæmpe og tilintetgøre PKK og dets tilhængere med væbnet magt. Nu er tiden inde, synes han at mene.
    Det tyske magasin Spiegel beretter i sin online udgave på engelsk 12. februar 2016, at unge kurdere har dannet væbnede ”selvforsvarsgrupper” i byer i det sydøstlige Tyrkiet. (Children of the PKK. The growing Intensity of Turkey’s Civil War. Katrin Kuntz, Onur Burçak Belle og Emin Oezmen).
    http://www.spiegel.de/international/world/escalating-turkish-civil-war-sees-young-fighters-on-front-a-1076663.html
    Unge kurdere har forskanset sig i bydele, har rejst barrikader, har gravet skanser og fører væbnet kamp mod det tyrkiske militær - indtil videre med adskillige hundreder døde på begge sider til følge.

    Tyrkiet bevæger sig efter al sandsynlighed med raske skridt nærmere og nærmere en (altomfattende) borgerkrig.

Er denne mand "farlig" for britiske Labour eller står han blot lidt mere til venstre end sine forgængere?

Hvorfor hetzer den borgerlige presse mod Labour’s nyvalgte leder Jeremy Corbyn?

Den borgerlige presse hetzer mod Jeremy Corbyn og kalder ham for en farlig mand for Labour og nationen. Er det blot en endnu en "rød "skræmmekampagne" eller er der hold i påstanden? 

Valget af Jeremy Corbyn som leder af det britiske arbejderparti, Labour har vakt stor opstandelse i den borgerlige presse.

At britiske tabloidaviser hetzer mod valget af Corbyn som Labour's nye leder er ikke nyt.

Måske et det overraskende for nogle, at også ”seriøse” danske dagblade som det konservative Weekend-avisen (se artikler af Jeppe Matzen) og det pseudo-progressive dagblad Information (se artikler af Mette Rodgers), som selv hævder at tilhøre ”centrum-venstre i dansk politik også deltager i ”Corbyn-bashing”.

Hvorfor ser den borgerlige presse ”spøgelser ved højlys dag”? Hvilken interesse har Weekendavisen og Information i at fremstille Corbyn som ”stærkt venstreorienteret”.

Tyer den borgerlige presse godt sekunderet af den politiske højrefløj i Danmark og England til god gammeldags ”red scare”, en ”rød skræmmepagne"?

Er Corbyn en ”farlig mand” for britiske Labour, fordi medlemmerne har foretrukket en mere venstreorienteret partileder end den lange række at højrevendte Labour-ledere, som har stået i spidsen for Labour siden Neil Kinnock greb magten i Labour i starten af 1980’erne.

Siden Kinnock har ledere som Tony Blair, Gordon Brown, Ed Miliband ført partiet et godt stykke til højre, og har ført en erhvervsvenlig og pro-imperialistisk politik, som for vælgerne har været svær at skelne fra de konservative Tory’ers og det Liberal Demokratiske parti.

Der er grund til at tro og håbe, at Corbyn vil være i stand til at føre Labour tilbage til det ”gamle” Labour før Blair og Brown og Miliband. Tilbage til Michael Foot’s og Tony Benns ”Labour left”.

Men det sker kun, hvis han og Labour's medlemmer og vælgere formår at lukke munden på det kor af stemmer, som forsøger at fremstille Corbyn som dødsensfarlig for Labour og England.

Corbyn bebrejdes i den borgerlige presse for at have tiltaget sig magten i Labour på uretmæssig vis ved at lukke nye medlemmer ind i partiet.

Ganske rigtigt! Labour bør ikke kun være et ganske almindeligt borgerligt demokratisk parti som søger magten via parlamentet. Corbyn's magt og indflydelse skal ikke baseres på hvor mange parlamentsmedlemmer, som støtter ham i Labour's parlamentsgruppe; men på hvor stor opbakning han har i partiet og i befolkningen.

Corbyn vil forhåbentlig være mindre parlamentsfikseret end sine forgængere i Labour og mere rette sin opmærksomhed mod sit parti og dets medlemmer og vælgere.

Labour bør søge tilbage til sine rødder som arbejderparti og ikke rende i hælene på de borgerlige partier. Labour bør igen føre arbejderpolitik og ikke en camoufleret borgerlig politik. Labour bør ikke for enhver pris tilstræbe at komme til regeringsfadet ved næste valg. Det bør ikke være partiets eneste mål.

  

Hvad vil Corbyn, spørger den borgerlige presse? Vil han gøre England socialistisk?

Vil han renationalisere dele af industrien, som konservative Thatcher og New Labour’s Blair denationaliserede? Vil han føre en udenrigspolitik end Thatcher, Blair og Brown?

Vil han bekæmpe den forøgede sociale ulighed i England? Vil han bruge færre penge på forsvaret? Muligvis.

Men det gør ikke Corbyn til en ”farlig mand” for hverken Labour eller nationen. Muligvis vil Corbyn komme til magten ved næste valg i England, fordi de borgerlige partier ikke formår at dæmpe de sociale modsætninger og fordi flertallet i den engelske befolkning er trætte af ”nedskæringspolitik” fra enten konservative -eller Labour-regeringer.

Corbyn tilhører ikke den yderste venstrefløj, men ønsker blot at dreje Labour i retning af demokratisk socialisme, tilbage til det grundlag partiet blev stiftet på for årtier siden. Dette er ikke set siden Michael Foot og Tony Benn ledte partiet i 1970’erne og bliver derfor fremstillet som noget meget epokegørende og farligt for Labour og hele nationen i den borgerlige presse.

Blev England socialistisk under Harold Wilson i 1970’erne? Nej vel!

Der er - mod forventning - ikke grund til at være bange i den borgerlige lejr, fordi Labours medlemmer vejrer morgenluft og endeligt øjner en fremtid for et ”New Labour” under Corbyn’s ledelse.   

 

     

  

I anledning af folketingsvalget 18. juni 2015.

I visse øjeblikke af historien som her i Rusland i 1917 ligger den politiske magt på gaden og ikke i parlamentet.
Parlamentet er allerhøjst en talerstol for revolutionære marxister.

Er det borgerlige demokrati den ’mindst dårlige styreform’ af alle?

Findes der et reelt alternativ til det borgerlige demokrati?

Er det borgerlige demokrati ikke bedre end totalitære styreformer af enhver art?

Nej til de to første spørgsmål - og ja til det sidste.

Uanset hvor godt et borgerligt demokrati måtte fungere, er en socialistisk Rådsrepublik mere demokratisk og inkluderende end et borgerligt demokrati.

Borgerlige demokratier har det med at udhule sig selv på den ene eller anden måde. Det borgerlige demokratis altoverskyggende problem er, at det alt for ofte i historien ikke har været understøttet af borgerskabet selv og af de andre samfundslag som støtter det.

For at beskytte sig selv (og borgerne hævder det) tyer det til udemokratiske lovforslag, som langsomt men sikkert udhuler det demokratiet og giver dermed ikke borgerne den beskyttelse, som det lover.

Man kan med rette betegne mange såkaldt demokratiske lande som ”demokratier uden (sande) demokrater”.

 

Hvorfor deltage i valg til et borgerligt parlament?

Ingen af de opstillingsberettigede partier til det danske Folketingsvalg juni 2015 stiller spørgsmålstegn ved det borgerlige demokrati og det parlamentariske system.

Alle lider de af illusionen om Parlamentet som magtens centrum. Folketinget lovgiver og fastlægger lovgivningsmæssige rammer for borgernes udfoldelsesmuligheder. Men Folketinget og regeringen har ikke den økonomiske magt Danmark og da slet ikke i resten af verden.

Selv ikke lovgivningen bestemmer det danske Folketing, men et flertal har underlagt sig love fra den Europæiske Union i erkendelse af, ja hvad?

Hvis magt er lig indflydelse har folketingspolitikere ikke megen indflydelse på samfundets generelle udvikling.

Hvis magt er lig netvæks-forbindelser mellem central placerede personer udenfor Folketinget er folketingspolitikerne så godt som betydningsløse.

Den mest indflydelsesrige del af det danske samfund befinder sig udenfor det politiske beslutningscentrum, Folketinget - i VL-grupper (virksomhedsledelsesgrupper) og består af under 500 personer viser et nyligt studie af de mest indflydelsesrige (eliten).   

Blandt de knap 500 mest indflydelsesrige befinder sig ingen folketingspolitikere, ikke engang landets mest indflydelsesrige politiker Helle Thorning-Schmidt.

Det borgerlige demokrati er altså et narreværk, hvor politikerne bilder folket, vælgerne ind at de selv - og derigennem vælgerne via det repræsentative demokrati - udøver magt og har indflydelse.   

Valget er et narrespil som politikerne i tæt samarbejde med de borgerlige medier opfører udelukkende for deres egen skyld.

 

Politikerlede.

De fleste vælgere har efterhånden som dette skuespil for folket har udspillet sig i årevis gennemskuet hulheden i denne farce og er blevet godt trætte.

Politikerne og medierne (og mange forskere) hæfter sig ved, at stemmeprocenten er meget høj, som udtryk for vælgerne store engagement og interesse. Det er sandsynligvis en overfortolkning. Vælgerne ved godt, at et elendigt borgerligt demokrati alt andet lige er bedre end et diktatur i et totalitært samfund og går pligtskyldigst ned og stemmer uden den store overbevisning og entusiasme. Lidt på samme måde som de betaler skat og aftjener deres værnepligt.  

    

Hvem bærer hovedparten af skylden for denne misere?

Det gør det politiske system og det borgerlige demokratis forfald.

I et konsensuspræget (enighedsskabende) demokrati som det danske er yderpositioner slet ikke i spil. Ca. 80 % af vælgerne er (endnu) til fals for et konsensusorienteret midterholdning og ønsker (endnu) ikke at gå til ekstremer. Kun ca. 20 giver udtryk for ekstreme holdninger i den ene eller anden retning. Ca. 10 % definerer sig som liberalister og tilsvarende ca. 10 % definere sig selv som socialister (i en eller forstand).

Stort set samtlige partier bevæger sig indenfor dette midtersøgende konsensus-felt og er næsten enige om alt i de store spørgsmål.

For at kapre ’midterstemmer’ (”blå Bjarne”) positionerer de sig forskelligt udelukkende med det formål at kapre stemmer fra hinanden. Så valget består i en omfordeling af ikke-ideologibaserede ”midterstemmer” mellem konsensussøgende ”midterpartier”.

De fleste vælgere har gennemskuet dette storanlagte skuespil og gider ikke deltage andet end på skrømt. Medierne forsøger forgæves at puste liv i en valgkamp som er befriet for ideologi og visioner. Eneste tilbageværende er hovedpersonernes moral og troværdighed som personer. Hurtigt udtømt og uendelig kedsommeligt.

 

Hvorfor man ikke bør undlade at stemme.

Når dette er tilfældet, bør man så ikke helt undlade at deltage i dette ’show’ for ikke at være med til at legitimere dette uværdige show? Et yderst relevant spørgsmål. Svaret er nej! Det ville være uansvarligt og udtryk for en opgivende holdning.

Man bør selvfølgelig stemme på ’det mindst dårlige’ parti. For socialister er dette enten Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten.

Begge partier er parlamentsfikserede partier, som lider af den (skæbnesvangre) illusion, at de tror, at man kan stemme sig til socialisme.

Det ved revolutionære marxister er løgn og forsøger at bekæmpe denne illusion, som godt de kan. Men parlamentet udgør stadig i et borgerligt demokrati en talerstol. Hvor man kan fremføre sine meninger og opfattelser på samme måde som bolsjevikkerne gjorde det i zarens Duma før revolutionen i 1917.

Så længe det borgerlige demokrati holder døren åben til Parlamentet og stiller en talerstol til rådighed skal dette udnyttes også af revolutionære marxister.    

Den tid kan tids nok komme hvor det borgerlige demokrati bryder sammen og hvor dette ikke er muligt.

     

 

Valg i England 8. marts 2015.

08-Maj-2015

Labours Ed Miliband ikke noget reelt alternativ til konservative David Cameron.

At Labours leder Ed Miliband ikke er et reelt alternativ til den konservative David Cameron bekræftede de britiske vælgere ved valget 8. marts 2015.
Det engelske valgsystem ligner ikke det danske, som jo er superdemokratisk. Her går næsten ingen stemme til spilde.
I England benytter man sig stadig af et forældet og højst udemokratisk valgsystem: flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Denne valgform indebærer, at mandatet i den pågældende valgkreds tilfalder den kandidat, som får flest stemmer. Alle andre stemmer går til spilde og bliver ikke som f.eks. i Danmark samlet op og fordelt på tillægsmandater.
Dette forældede og udemokratiske valgsystem får nogle højst groteske, ja helt absurde konsekvenser.
Men en ting er sikkert: Davis Camerons Konservative Parti fik absolut flertal.
Dette havde ingen ventet. Det fremgik ikke af nogen af de mange meningsmålinger, som blev foretaget op til valget.
Vælgerne snød endnu en gang alle kommentatorer - og politikerne selv.
Det alternerende demokrati hvor ét regeringsalternativ afløser det andet med års mellemrum slog fejl denne gang.
Vælgerne kunne ikke kende forskel på den politik, som Cameron stod for og så Ed Millibands lovede forbedringer af deres levevilkår - eller også troede de ikke på hans løfter.
Ed Miliband førte en valgkamp baseret på at fremstille sit parti som mere lønmodtagervenligt og ’working class’ end David Camerons konservative ’overklasse’parti.
Men Labour er for længst blevet et middelklasseparti, som i sin medlemsmasse og i sin politik ikke adskiller sig nævneværdigt fra Camerons Konservative Parti og de Liberale Demokrater.
Labour mistede alle sine mandater (undtagen et) i Skotland, hvor Labours traditionelle vælgere stemte på det nationalistiske Scottish Nationalist Party (SNP), som forekom vælgerne mere ’venstreorientere’ end Ed Milibands Labour.
Internt i den borgerlige lejr skete der en del omgrupperinger. Blandt borgerlige vælgere er der en udpræget EU-skepsis, som har fundet plads i United Kingdom Independent Parti (UKIP), som ved valget til Europa-Parlamentet fik flest stemmer.
Disse EU-skeptiske vælgere stemte denne gang ved parlamentsvalget ’taktisk’ på det Konservative Parti for at hindre EU-venlige Labour-kandidater i at komme ind i Parlamentet.
UKIP fik kun 1 mandat, mens det Konservative Parti fik absolut flertal: 326 mandater.
Nu skal slaget om EU stå internt i det Konservative Parti, hvor Cameron har lovet befolkningen en folkeafstemning om nationens forhold til EU.
Efter Labours sensationelle nederlag til David Cameron har Ed Milliband valgt at træde tilbage som formand for partiet.
Ed Miliband blev valgt på en mere ’venstreorienteret’ platform, støttet af fagbureaukratiet, end Tony Blair’s ’New Labour’.
Borgerlige kommentatorer vil sikkert hævde, at Labour nu skal finde tilbage til en mere ’moderat’ politik, som til forveksling ligner de deklasserede Liberale Demokraters - eller David Camerons.
Dette ville være en forkert retning at gå i. I stedet skal Labour tilbage til sine socialistiske rødder, som efterhånden ligger mange år tilbage, hvis partiet skal gøre sig håb om at udgøre et troværdigt alternativ til de borgerlige partier.
Det kræver et langt mere demokratisk parti, hvor medlemmerne spiller en langt mere aktiv rolle end bare at være stemmekvæg for partiledere og fagforeningsbureaukrater.

5. maj - værd at mindes!

 5. maj 1945.

5. maj fejres 70 årsdagen for Danmarks befrielse.

Denne dag giver os anledning til at mindes de mange, som betalte med deres liv for at yde nazisme og fascisme modstand.

En af disse var Arndt Paul Lauritzen, som Thomas Harder i 2005 udgav en bog om: ”Den danske partisan. Historien om Paulo il Danese”, og som i 2009 er genudgivet på Informations Forlag.

Arndt Paul Lauritzens fødselsår er 1915 (død 1978) og ville således være fyldt 100 11. maj.

Som det fremgår af Thomas Harders biografi kan der være mange bevæggrunde til at ville bekæmpe nazisme og fascisme.

Hovedpersonens bevæggrund var ikke først og fremmest politisk, men var funderet på et stærkt religiøst, katolsk grundlag.

Troen er vejledende i alt hvad Arndt Lauritzen foretager sig.

Tidligt i sit liv, som ung gymnasiast, drog han - ikke på pilgrimsvandring -, men til et benediktinerkloster i Clervaux, i Luxembourg.

I denne munkeorden uddannedes han til katolsk præst og vedblev med at være det, indtil han under 2. verdenskrig giftede sig og måtte træde ud af den katolske præstestand.  

Efter at være vendt hjem til Danmark for at aftjene sin værnepligt og i håb om at komme til at deltage i modstandskampen med den tyske besættelsesmagt, vendte han tilbage for at genoptage sit munkeliv i et søsterkloster til benediktinerklostret i Clervaux. Denne gang tæt på Vatikanet i Rom.   

Harder følger Arndt Lauritzens liv tæt. Harder har benyttet sig flittigt af førstehåndskilder til Lauritzens omskiftende liv. Personlige optegnelser, brevvekslinger med familie og venner. Og ikke mindst hovedpersonens eget posthume forsøg på at ’genskabe’ sine erindringer i fiktionsform som roman.

Harder forsøger at fortolke Lauritzens eget selvgranskende forsøg på at forene sin kristendom med sin virksomhed som partisan og frihedskæmper.

Lauritzen martredes af en indre konflikt mellem kristen næstekærlighed og det at slå ihjel og begå onde handlinger. Lauritzen er en godt skolet katolik og kan sin Augustin (354-430) og Thomas Aquinas (middelalder-skolastiker) og hans overvejelser over det at være et godt menneske og det at begå onde handlinger, kan godt bruges af andre end stærkt religiøse mennesker.

     

Et skær af mystik.

Gennem hele Lauritzens liv hviler der et skær af mystik om, hvem han egentlig stod i forbindelse med.

I hvor stort et omfang deltog den katolske kirke i modstandskampen mod nazisme og fascisme? Deltog abbeden og nogle af brødrene i benediktinerklostret i smugling af jødiske flygtninge ud af Nazi-Tyskland? Havde katolske gejstlige forbindelse med nogle af oppositionsgrupperne i Nazi-Tyskland - og i så fald hvilke?

Arndt Paul Lauritzen fik ikke mulighed for i Danmark som værnepligtig at deltage i modstandskampen mod Nazi-Tyskland. Det fik han mulighed for i Italien under 2. verdenskrig.

Her engagerede ’Paulo il Danese’, danske Paul (Arndt Lauritzen) sig med hud og hår i den italienske modstandsbevægelse. Han opnåede på grund af sin tid som værnepligtig i det danske militær rang af kommandant i en gren af den italienske  modstandsbevægelse, som var knyttet til katolske organisationer.

Den mest interessante del af bogen er Harders udførlige beretning om hans deltagelse som partisanleder og guerillakriger i modstandskampen mod de italienske fascister og de tyske besættelsestropper.

’Il Comandante Paulo’ fik her ry for at være en meget ordholden mand, som man helt og holdent kunne stole på. Hans religiøse holdning gav ham en anden indfaldsvinkel end mange andre i modstandsbevægelsen. Hans engagement og hans høje etiske moral prægede hans adfærd og måde at håndtere konflikter på.

Han undlod ikke at tage kontakt med fjenden (uden at spille dobbeltspil), italienske fascister, hvis han mente, at det - af humanitære årsager - kunne være nødvendigt.

Han modsatte sig konsekvent - og greb personligt ind -, at hans egne partisaner henrettede fanger og at kollaboratører blev lynchet i krigens sidste dage.   

Efter krigen havde Lauritzen svært ved at skabe sig en ’normal’ tilværelse både i Danmark, - hvilket han kortvarigt forsøgte - og i Italien. Gamle venner fra modstandskampen var ham dog behjælpelig med at finde arbejde og ernære sig og sin italiensk fødte kone og 3 børn.

Han var indtil sent sit liv bosiddende i Italien og døde i 1978.

 

Lauritzen upolitisk?

Hans tid efter 2. verdenskrig er ikke nær så indgående beskrevet som tiden før, måske fordi den heller ikke er så interessant.

Nogle af Lauritsens aktiviteter kaster et kedeligt skær af anti-kommunisme over sig. Hvad fortog Lauritzen sig i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) i Øst-blok-landene (DDR og Polen)?

Var han involveret i de anti-kommunistiske ’stay-behind’-grupper i Danmark og andre steder?

Harder kommer ikke til bunds i dette, men lader det blot blive ved antydningens kunst.

Det efterlader Lauritzen stående tilbage som en noget tvivlsom person.

Var han helt så apolitisk, som han foregav? Tog han ikke snarere stilling mod kommunisme, marxisme og socialisme?  Og brugte sin religiøse overbevisning som et skalkeskjul for sin ’apolitiske’ holdning, som han utvivlsomt havde forsøgt at fremme i den italienske modstandsbevægelse.

 

Fascisme kan når som helst dukke op igen.

Lauritzens dybe engagement fornægtede sig ikke, da han i 1970’erne så Italien bevæge sig ind i en fase med borgerkrigslignende tilstande og hvor den neofascistiske bevægelse MSI (Movimiento Sociale Italiano) begyndte at røre på sig op få stigende opbakning ved valgene.

Lauritzen råbte her endnu en gang vagt i gevær og henviste til tidligere tiders fascisme.  

Han kunne her genkende de samme tendenser, som han have oplevet i sin tid i Italien før og under 2. verdenskrig.   

At fascisme langt fra er nogen historisk overvunden ideologi kom til udtryk, da Berlusconi i 1994 dannede en regering, hvori sad 5 neo-fascistiske ministre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

  

I anledning af 1. maj

27-April-2015

Venstrefløjens demagoger er utopister

Der var en gang hvor arbejderbevægelse var lig svingende røde faner og næver knyttet i vrede mod kapitalisterne.
Der var en gang hvor kampgejst var det mest udtalte karaktertræk hos de organiserede socialister.
Og hvor arbejderklassens værktøj som hammer og segl blev gjort til bevægelsens symboler og ”røde” sange gjaldede ud over gader og stræder og på pladser, hvor folk i begejstring og glæde samledes i titusindvis.
Hvis det lyder nostalgisk, er det ikke helt forkert!

Nutidens arbejderbevægelse har ikke meget til fælles med den historiske og ikke mange lighedspunkter.
Vi skal ikke trætte med arbejderbevægelsens lange degenerationsproces, men blot konstatere, at sådan er det ikke længere.
Hvorfor så samles 1. maj? Det er der mange gode grunde til.
Talerne fra de såkaldte arbejderpartier, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil sikkert fremhæve deres opnåede resultater som regeringsbærende partier.
Socialdemokraterne vil endnu en gang, men ikke særligt højlydt, bekende sig til demokratisk socialisme.
De vil hævde, at de går ind for et samfund, hvor alle skal have lige muligheder og at vi skal passe på, at de sociale forskelle ikke bliver for store.
Socialistisk Folkeparti vil beklage sit fejltrin som regeringsparti og når de har rystet forskrækkelsen af sig, vil de bedyre, at de er på de svagestes og dårligst stillede side.
Så vil de begge beklage, at de ikke ved forrige valg fik absolut flertal og derfor blev nødt til at tage Det radikale Venstre med i en regering.
Ved næste valg i 2015 håber de begge på at få flere stemmer, så de kan føre den politik, som de egentligt helst ville have ført.
Men det er jo op til vælgerne!
Enhedslisten vil bryste sig af sin konsekvente oppositionspolitik til den siddende regering, som de konstant trækker til venstre.
Enhedslisten vil prale af sine mange forsøg på at holde den borgerlige stat ansvarlig for dens brud på sine egne love og fremstille sig som den borgerlige stats sidste og mest sikre bolværk.
Demokratiet har det med at undergrave sig selv og demokrater er ofte slet ikke spor demokratiske. Det viser historien til fulde.
Fælles for alle 3 partier er, at de er demagoger, folkeforførere!
Demagogien består i, at de bilder os ind, at de vil demokratisk socialisme, mens de i virkeligheden arbejder på at forbedre kapitalismen og den borgerlige stat i en krisetid.
Når ingen andre kan eller vil, gør vi det, synes at være parolen.
En ting er sikkert: Det har ikke meget med socialisme at gøre!

Hvad er så løsningen?
Såre simpelt, kære venner. Tilbage til rødderne. Tilbage til alt det som den ”bløde venstrefløj” ikke vil vide af: God gammeldags marxisme.
I stedet for at kassere ord som ”klassekamp”, ”socialistisk revolution” m.m., så genoptag dem i jeres programmer.
Svaret vil formentlig være: Det skræmmer vælgerne! Og her har vi problemet.
Den ”bløde venstrefløj” ønsker ikke en fundamental omformning af det bestående samfund, men blot at give det et mere ”humant” udseende.
De vil allerhøjst ”reformere sig” til socialisme.
Hvorfor, når historien gentagne gange har vist, at det er umuligt.
Hvem sagde utopist?

















I anledning af 1. maj.
Venstrefløjens demagoger er utopister.
Der var en gang hvor arbejderbevægelse var lig svingende røde faner og næver knyttet i vrede mod kapitalisterne.
Der var en gang hvor kampgejst var det mest udtalte karaktertræk hos de organiserede socialister.
Og hvor arbejderklassens værktøj som hammer og segl blev gjort til bevægelsens symboler og ”røde” sange gjaldede ud over gader og stræder og på pladser, hvor folk i begejstring og glæde samledes i titusindvis.
Hvis det lyder nostalgisk, er det ikke helt forkert!

Nutidens arbejderbevægelse har ikke meget til fælles med den historiske og ikke mange lighedspunkter.
Vi skal ikke trætte med arbejderbevægelsens lange degenerationsproces, men blot konstatere, at sådan er det ikke længere.
Hvorfor så samles 1. maj? Det er der mange gode grunde til.
Talerne fra de såkaldte arbejderpartier, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil sikkert fremhæve deres opnåede resultater som regeringsbærende partier.
Socialdemokraterne vil endnu en gang, men ikke særligt højlydt, bekende sig til demokratisk socialisme.
De vil hævde, at de går ind for et samfund, hvor alle skal have lige muligheder og at vi skal passe på, at de sociale forskelle ikke bliver for store.
Socialistisk Folkeparti vil beklage sit fejltrin som regeringsparti og når de har rystet forskrækkelsen af sig, vil de bedyre, at de er på de svagestes og dårligst stillede side.
Så vil de begge beklage, at de ikke ved forrige valg fik absolut flertal og derfor blev nødt til at tage Det radikale Venstre med i en regering.
Ved næste valg i 2015 håber de begge på at få flere stemmer, så de kan føre den politik, som de egentligt helst ville have ført.
Men det er jo op til vælgerne!
Enhedslisten vil bryste sig af sin konsekvente oppositionspolitik til den siddende regering, som de konstant trækker til venstre.
Enhedslisten vil prale af sine mange forsøg på at holde den borgerlige stat ansvarlig for dens brud på sine egne love og fremstille sig som den borgerlige stats sidste og mest sikre bolværk.
Demokratiet har det med at undergrave sig selv og demokrater er ofte slet ikke spor demokratiske. Det viser historien til fulde.
Fælles for alle 3 partier er, at de er demagoger, folkeforførere!
Demagogien består i, at de bilder os ind, at de vil demokratisk socialisme, mens de i virkeligheden arbejder på at forbedre kapitalismen og den borgerlige stat i en krisetid.
Når ingen andre kan eller vil, gør vi det, synes at være parolen.
En ting er sikkert: Det har ikke meget med socialisme at gøre!

Hvad er så løsningen?
Såre simpelt, kære venner. Tilbage til rødderne. Tilbage til alt det som den ”bløde venstrefløj” ikke vil vide af: God gammeldags marxisme.
I stedet for at kassere ord som ”klassekamp”, ”socialistisk revolution” m.m., så genoptag dem i jeres programmer.
Svaret vil formentlig være: Det skræmmer vælgerne! Og her har vi problemet.
Den ”bløde venstrefløj” ønsker ikke en fundamental omformning af det bestående samfund, men blot at give det et mere ”humant” udseende.
De vil allerhøjst ”reformere sig” til socialisme.
Hvorfor, når historien gentagne gange har vist, at det er umuligt.
Hvem sagde utopist?




Venstrefløjens demagoger er utopister.

Der var en gang hvor arbejderbevægelse var lig svingende røde faner og næver knyttet i vrede mod kapitalisterne.
Der var en gang hvor kampgejst var det mest udtalte karaktertræk hos de organiserede socialister.
Og hvor arbejderklassens værktøj som hammer og segl blev gjort til bevægelsens symboler og ”røde” sange gjaldede ud over gader og stræder og på pladser, hvor folk i begejstring og glæde samledes i titusindvis.
Hvis det lyder nostalgisk, er det ikke helt forkert!

Nutidens arbejderbevægelse har ikke meget til fælles med den historiske og ikke mange lighedspunkter.
Vi skal ikke trætte med arbejderbevægelsens lange degenerationsproces, men blot konstatere, at sådan er det ikke længere.
Hvorfor så samles 1. maj? Det er der mange gode grunde til.
Talerne fra de såkaldte arbejderpartier, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil sikkert fremhæve deres opnåede resultater som regeringsbærende partier.
Socialdemokraterne vil endnu en gang, men ikke særligt højlydt, bekende sig til demokratisk socialisme.
De vil hævde, at de går ind for et samfund, hvor alle skal have lige muligheder og at vi skal passe på, at de sociale forskelle ikke bliver for store.
Socialistisk Folkeparti vil beklage sit fejltrin som regeringsparti og når de har rystet forskrækkelsen af sig, vil de bedyre, at de er på de svagestes og dårligst stillede side.
Så vil de begge beklage, at de ikke ved forrige valg fik absolut flertal og derfor blev nødt til at tage Det radikale Venstre med i en regering.
Ved næste valg i 2015 håber de begge på at få flere stemmer, så de kan føre den politik, som de egentligt helst ville have ført.
Men det er jo op til vælgerne!
Enhedslisten vil bryste sig af sin konsekvente oppositionspolitik til den siddende regering, som de konstant trækker til venstre.
Enhedslisten vil prale af sine mange forsøg på at holde den borgerlige stat ansvarlig for dens brud på sine egne love og fremstille sig som den borgerlige stats sidste og mest sikre bolværk.
Demokratiet har det med at undergrave sig selv og demokrater er ofte slet ikke spor demokratiske. Det viser historien til fulde.
Fælles for alle 3 partier er, at de er demagoger, folkeforførere!
Demagogien består i, at de bilder os ind, at de vil demokratisk socialisme, mens de i virkeligheden arbejder på at forbedre kapitalismen og den borgerlige stat i en krisetid.
Når ingen andre kan eller vil, gør vi det, synes at være parolen.
En ting er sikkert: Det har ikke meget med socialisme at gøre!

Hvad er så løsningen?
Såre simpelt, kære venner. Tilbage til rødderne. Tilbage til alt det som den ”bløde venstrefløj” ikke vil vide af: God gammeldags marxisme.
I stedet for at kassere ord som ”klassekamp”, ”socialistisk revolution” m.m., så genoptag dem i jeres programmer.
Svaret vil formentlig være: Det skræmmer vælgerne! Og her har vi problemet.
Den ”bløde venstrefløj” ønsker ikke en fundamental omformning af det bestående samfund, men blot at give det et mere ”humant” udseende.
De vil allerhøjst ”reformere sig” til socialisme.
Hvorfor, når historien gentagne gange har vist, at det er umuligt.
Hvem sagde utopist?

Fagbureaukratiet saver den gren over, som den selv sidder på.

To forbundsformænd.
Den ny forbundsformand for 3F Per Christensen til højre.
Den afgåede Poul Erik Skov Christensen til venstre.

Til august skal regeringens Dagpengekommission komme med sit udspil til dagpengereform.

I den anledning udtaler formanden for 3F, Per Christensen til dagbladet Information 14. april 2015:

”Det er meget enkelt: Drop den store ændring af dagpengesystemet. Vi har brug for én afgørende ting, og det er en halvering af genoptjeningsperioden. Overordnet set fungerer det danske dagpengesystem, men de seneste forringelser af systemet har gjort maskerne i sikkerhedsnettet større.”

Per Christensen uddyber sit synspunkt:

 ”En halvering af genoptjeningskravet vil hjælpe mange af de danskere som ikke har et fast fuldtidsjob på hånden, men som kan få et vikariat, deltidsjob eller sæsonarbejde. Det kan give dem en tryghed at vide, at der er mulighed for at modtage dagpenge igen, når vikariatet stopper, og der stadig ikke faste job på træerne.”

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil en halvering af genoptjeningsperioden til 26 uger betyde, at 14 % færre vil falde ud af dagpengesystemet og altså ikke miste deres understøttelsesret. 

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitetscenter kommenterer forbundsformanden udtalelser på følgende måde:

”Det virker som et svaghedstegn, at man vælger så defensiv en prioritet i stedet for at komme med forslag til noget nyt. Samtidigt er det ganske opsigtsvækkende, at fagbevægelsen nu accepterer dagpengereformen og udviser, hvad jeg vil kalde umådeligt mådehold.”

For Henning Jørgensen giver det god mening, at de arbejdsløse, som allerede er faldet ud af A-kassen får en chance for at hurtigt at komme tilbage.

Det vil give fagforeninger og A-kasser større legitimitet i de arbejdsløses øjne end nu.

Dagpengereglerne er som bekendt blevet betydeligt forringet gennem de sidste mange år. Den forrige S-SF-RV-regering ville ikke pille ved det dagpengeforlig, som RV havde indgået med VKO inden sidste valg 2011.

Forliget nedsatte dagpengeperioden fra 3 til 2 år og forlængede optjeningsperioden fra 26 uger til 52 uger.

 

Fagbureaukratiet på tilbagetog.

I stedet for at gå i offensiven vælger fagbureaukraterne at blæse til retræte og kun forlange et mindstemål af forbedring.

I stedet for at mobilisere sine medlemmer i fagforeninger og i A-kasser til at kræve dagpengereglerne tilbage til udgangspunktet fra før sidste dagpengeforlig, pipper fagbureaukraterne forsigtigt.

Hvis fagbureaukraterne forsætter denne nederlagslinje vil det ikke vare længe, inden at de har mistet den sidste rest af legitimitet i medlemmerne øjne - og dermed også indirekte i arbejdsgivernes øjne. 

Det ved fagbureaukraterne sikkert godt, men alligevel viger de tilbage i passivitet. De virker opgivende og modvillige og helt uden kampvilje.

Hvis fagbevægelsen skal tilbageerobre fordums magtposition skal der tages anderledes midler i brug end spæde pip og medvirken i regeringsnedsatte kommissioner.

Fagbureaukratiet må sætte sig i respekt først og fremmest overfor medlemmerne ved at indtage nogle mere offensive positioner i forhandlinger med en kommende regering uanset hvilken farve den måtte få.

Der er intet i sol, måne og stjerner der tyder på et økonomisk opsving i nærmeste fremtid, derfor vil antallet af arbejdsløse formodentlig heller ikke falde betragteligt.

Presset på arbejdskraften øges konstant, som konkurrencen skærpes. Arbejdsgiverne er presset på lønomkostningsniveauet og vil foretrække så få bindinger på arbejdskraftens ansættelse som muligt..

Mere end nogensinde vil arbejdsgiverne få brug for et kontant modspil, hvis fagforeningerne ikke langsomt men sikkert skal miste deres eksistensgrundlag. 

I stedet for smukke ord og højstemte paroler 1. maj ville medlemmerne være bedre tjent med en mere offensiv og langsigtet politik, som ikke forsat svækker fagbevægelsen og dens medlemmer, men giver en dem styrkeposition at handle ud fra.

Fagbureaukraterne viser ikke vejen. De står i vejen.

 

  

Ideologiernes dødedans.

Weekendens to landsmøder hos henholdsvis Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti viste endnu en gang, at de politiske partier næsten helt har skippet de politiske ideologier.

Liberal Alliance er ikke rigtigt liberalt og Socialistisk Folkeparti er slet ikke socialistisk.

 

LA ikke rigtigt liberale.

Hvis Liberal Alliance (LA) var rigtigt liberale ville de gå ind for en ’minimalstat’, hvor den offentlige sektor var reduceret til udelukkende at bestå af det mest fornødne, som en stat har brug for: et militær til at forsvare nationen, et skattevæsen til at opkræve de få skatter, som skal til for at få staten til at fungere, et politi til at sikre tryghed for borgerne og som et minimum af infrastruktur, som sikrer at varerne kan udveksles frit i Danmark såvel som med udlandet.

Nogle vil kalde det ultra-liberalisme eller libertarianisme, hvilket som bekendt ikke er muligt i en ’velfærdsstat’ som Danmark.

Derfor leverer Liberal Alliance os i stedet en udvandet udgave af liberalismen, som passer bedre til en ’velfærdsstat’.

Nok ønsker LA en mindre offentlig sektor, men ikke en alt for indskrænket. Og ganske vist skal der skæres drastisk i antallet af offentligt ansatte, som jo tynger de offentlige budgetter med deres store lønandel.

Offentlige indtægter skal ganske vist begrænses. Det skal igen kunne betale sig at tjene mange penge, derfor skal skat på den sidst tjente krone være lavere. Den selskabsskat som virksomhederne ikke altid betaler - fordi de via skattetekniske fif kan slippe med enten helt at betale eller få den betydeligt nedsat - skal halveres.

På samme måde skal der ryddes ud i de mange ’overflødige’ afgifter - som f.eks. arveafgift og registreringsafgift på biler - afskaffes. Afgiften på benzin skal ligeledes sænkes. Privatbilismen er i højsædet, ikke den kollektive trafik hos LA.

Hvis det er så som så med LA’s liberalisme, så kunne man måske forvente, at partiet i sit daglige virke praktiserede et internt partidemokrati, som svarede til liberalismens oprindelige ideer om fri tænkning og fri meningsudveksling.  Heller ikke her lever LA op til sin selvproklamerede liberalisme.  

Dagbladet Berlingske kan berette, at mødets dirigent Jens Østrup under punktet ’indkomne forslag’ glædede sig over, at der ikke var indkommet nogen forslag fra salen. Østrup udtalte herefter: ”Det var et dejligt nemt punkt at komme over. For der er ikke kommet nogen forslag. Så det er skønt.” (Berlingske, 19. april, s. 10-11).

 Det kunne jo ret beset være udtryk for, at partiprogrammet var drøftet igennem blandt partiets 5.500 medlemmer og at de fremmødte således havde fået deres synspunkter hørt.

Men det er næppe tilfældet at dømme efter ledelsens reaktioner. Hvis nogen skulle være i tvivl om partiets demokratiske sindelag udtalte folketingsmedlemmet Leif Mikkelsen følgende om Folketingsgruppens virke: ”Der er aldrig, aldrig nogensinde sluppet noget ud fra vores folketingsgruppe. Aldrig. Der kommer ikke noget ud, og det er ikke fordi vi kan være uenige.”

Hvis nogen skulle mistænke ledelsen for at være udemokratisk og for topstyring af partiet underbyggede partiformand Anders Samuelsen det med overfor medlemmerne at præcisere: ”Jeg prøver at være meget tilgængelig. Alle der er her i dag, har meldt sig ind under de konditioner, at det er folketingsgruppen, der bestemmer. Det er et strømlinet parti. Det er jeg stolt af. Det skal også give tillid blandt dem, som overvejer at stemme på os.” (Berlingske, 19. april).

Så hvis LA ikke er demokratisk indadtil, skyldes det altså ifølge Anders Samuelsen hensynet til vælgerne og ikke fordi partiets folketingsgruppe er udemokratisk indstillet.

Summa summarum: LA er kun halvt liberalt og ikke rigtigt demokratisk.

 

Socialistisk Folkeparti. Demokratisk socialistisk?

Samme weekend holdt Socialistisk Folkeparti (SF) landsmøde. Her havde partiets påståede demokratiske socialisme det lige så dårligt som liberalismen hos LA.

Adspurgt om hvilken sag, der var den vigtigste for SF i valgkampen svarede næstformand i landsledelsen Tonny Hansen: ”Togfonden”. (Berlingske, 19. april 2015)

Hvilken togfond?

Jo, den sum af penge, som af transportminister Pia Dyhr Olsen sammen med de øvrige forligspartier i Folketinget regner med vil indgå i fonden, når og hvis oliepriserne stiger og som den danske stats kan opkræve i ilandføringsafgift af Dansk Undergrunds Konsortium (DUC). Anslået til 28 mia. kr.

’Fugle i luften’ eller penge i statskassen?

Ingen ved præcis hvor mange penge, der vil havne i statskassen på denne konto eller i denne særlige ’fond’.

Hvis de havner i statens slunkne kasse, skal de ifølge forliget bruges til at forbedre den kollektive togtrafik mellem hovedbyerne i Danmark. ’Tog til tiden’ og kortere rejsetid.

Det er altså SF’s hovedbudskab frem til det kommende folketingsvalg inden udgangen af 2015.

Hvis nogen sidder med ordet visionsløst på læben er det ikke helt forkert. Og hvad er der blevet af SF’s demokratiske socialisme?

Hvilke andre punkter har Socialistisk Folkeparti på dagordenen? Dagpenge til de arbejdsløse ser ud til at ligge SF på sinde. I stedet for den nuværende nedsatte dagpengeperiode på 2 år, foreslår SF den udvidet til 3 år. Et skridt i den retning skulle man mene for et parti, som hævder at varetage de dårligst stilledes interesser. Men det kan vel næppe siges at være en markant forbedring af de arbejdsløses vilkår.

Hvis dette ikke er en tilstrækkelig forbedring for de arbejdsløse, kunne det måske hjælpe, at optjeningsperioden for igen at være berettiget til hæve arbejdsløshedsdagpenge halveres fra de nuværende 2 år til 1 år.

De to forslag vil tilsammen stille arbejdsløse betydeligt bedre uden at være en klækkelig forbedring.

Desuden skal ansættes 5.000 flere pædagoger i daginstitutionerne.

Og i år 2050 skal Danmarks energiforbrug udelukkende bestå af vedvarende energi.

Altså både rødt og grønt. Men socialistisk?

En forbedring af dagpengereglerne bør - set på baggrund af de sidste års mange forringelser - hilses velkomment.

Som bekendt valgte SF selv at gå med i en regering, som arvede et dagpengeforlig indgået af den forrige regering og Det radikale Venstre, som klart forringede dagpengereglerne for de arbejdsløse.

SF knækkede nakken på dette regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og Det radikale Venstre - og måtte træde ud af regeringen.  

Nu forsøger SF at råde bod på dette ulykkelige og skæbnesvangre regeringssamarbejde ved at stille forslag, som formodentlig stadig vil at ramme mange kommende arbejdsløse, som står i fare for at miste sine arbejdsløshedsdagpenge og falde ud af arbejdsløshedssystemet.

Er forslag om en udbedring af de forringede dagpengeregler, flere pædagoger i daginstitutionerne og fiktive penge i en ’togfond’ nok til at kunne kalde sig demokratisk socialistisk?

Jeg tvivler.    

 

 

16-April-2015
16-April-2015

Minister Lidegaards 'stille diplomati'.

Minister Lidegaards ’stille diplomati’.
En gang i forrige århundrede skal en Venstre-politiker have sagt: ”A’ benægter fakta!”
Det samme synes Danmarks socialliberale udenrigsminister Martin Lidegaard fra partiet Det radikale Venstre at gøre, når det gælder om at tage stilling til det folkedrab, som utvivlsomt blev begået mod 1.5 mio. armeniere i 1915.
Alle indicier og tilgængelige historiske dokumenter peger entydigt på, at massakren - som helst ikke af diplomatiske hensyn må kaldes et folkedrab - blev begået af den samme bevægelse (ungtyrkerne), hvorfra den tyrkiske stats grundlægger Mustafa Kemal, kaldet Atatürk udgik fra.
Denne ikke særligt behagelige kendsgerning synes at genere Martin Lidegaard, som ønsker at bevare et godt forhold til Danmarks NATO-partner Tyrkiet.
Martins Lidegaards ’stille diplomati’ lader således efterkommerne til de ca. 1.5 mio. armeniere i stikken.
Hvorfor denne eftergivenhed overfor den tyrkiske stat og hvorfor se gennem fingrene med denne skændige og rædselsfulde historiske gerning?
Skulle det internationale samfund have brugt samme fremgangsmåde ved Nürnberg-processerne i 1945 og have frifundet nazisternes top?
Hvilke historikere skal det overlades til at afgøre Martin Lidegaard, om der var tale om et Holocaust? Benægterne eller os andre?
Gælder det også de etniske udrensninger på Balkan i 1990’erne, skal de også overlades til historikere?
Hvordan skulle verdenssamfundet have taget stilling de etniske udrensninger på Balkan i 1990’erne, hvis ikke ved at stille de ansvarlige for den Internationale Forbryderdomstol i Haag - og som heller ikke var upartisk?
Og hvad med massakren på de 800.000 hutuer og tutsier i Ruanda i Afrika for ikke så længe siden. Hvilke historikere skal afgøre hvem der var ansvarlig for denne massakre? Franske eller belgiske eller andre?
Det grænser til politisk uansvarlighed at kaste ansvaret over på ’upartiske’ og ’objektive’ historikere som om disse fandtes.
Også historikere er mennesker og har holdninger og meninger om alt muligt, som langt fra er ’uafhængige’ og ’uvildige’.
Se bare til din bror historiker, embedsmand og nu chefredaktør på dagbladet Politiken Bo Lidegaard, som absolut ikke kan beskyldes for at være ’upartisk’, når han skriver bøger om dansk udenrigspolitik gennem årene.
Lad os bare nøjes med at konstatere, at der intet nyt er under solen. Danmark har ikke nogen selvstændig udenrigspolitik. Vi føjer os gerne efter vore NATO-partnere, når det - som i dette tilfælde - er belejligt for modparten. Vi skulle jo nødigt fornærme nogle repræsentanter for den tyrkiske stat.
Hvordan går det for resten med den krævede udlevering af Lars Hedegaard Jensens formodede (mislykkede) drabsmand, som den tyrkiske regering tilsyneladende har ladet slippe ud af sit fængsel?
Her hjælper Lidegaards ’stille diplomati’ tilsyneladende ikke en døjt!

100 år siden det armenske folkedrab 1915.

Historiens lange skygger.

Historien kaster ofte sine lange skygger ind over nutiden. Det gør den f.eks. når det handler om det folkemord, som ungtyrkerne begik i det Osmanniske Rige i 1915.

Verdenshistoriens første kendte folkemord blev her begået mod ca. 1,5 millioner armeniere.

Dette folkemord er en af de mange ’hvide pletter’, som historikerne ikke har haft øje for.

Efterhånden findes der dog rigelig med dokumentation for at kunne kalde det et folkemord.

Det bevidner Matthias Bjørnlunds bog ”Det armenske folkedrab. Fra begyndelsen til enden” om, som er udkommet i 2015.

Det er god grund til at gøre regnskabet op for dette folkemord. I alt for mange år har det været forsøgt fortiet og har kun fået en beskeden plads i historiebøgerne. Næsten ingen ved ret meget om dette folkemord.

Matthias Bjørnlund har gennemtrawlet det meste af litteraturen om sit emne og fremlægger en overbevisende materiale, som til fulde dokumenterer, at der var tale om et folkedrab.

Hvis der ligger så megen dokumentation for sagens rette sammenhæng, hvorfor så blive ved med at benægte det?

Det er her det bliver interessant. Et er de historiske kendsgerninger, som er svære at komme uden om. Et andet er konsekvenserne af at indrømme, at der var tale om et folkedrab. Armenierne, som var ofre for forbrydelserne får ikke svært ved at hævde, at de var ofre for et folkedrab.

 

Hvem var de skyldige?

Men hvad med de skyldige, bødlerne? Hvem er de?

Her synes jeg Matthias Bjørnlunds bog bliver interessant. Et er at påpege og fremlægge tonsvis af beviser på, at man med rette kan tale om et folkedrab. Et andet er at udpege de skyldige. Det sidste er ikke uden problemer for nogle.

Efter at læst bogen er jeg ikke i tvivl om, hvem der var forbryderne. Jeg kan tilmed se historiens lange linje fra dengang og til i dag. Her bliver historie for alvor interessant, hvis vi kan bruge den til at blive klogere på nutiden. Og det kan vi med Bjørnlunds bog. Bjørnlunds hovedformål er at dokumentere folkedrabet på armenierne og ikke at trække alt for mange paralleller op til nutidens Tyrkiet. Det fristes jeg til.

Er der ikke en klar historisk sammenhæng mellem ungtyrkernes forsøg på at skabe en tyrkisk nationalstat på et etnisk snævert grundlag kun for tyrkere - og så det moderne Tyrkiets snak om ”tyrkiskhed” og om ikke at ”fornærme den tyrkiske stat”. Er det ikke den samme tankegang, som ligger til grund?

Og påberåber det moderne Tyrkiets grundlæggere sig ikke arven fra ungtyrkerne? Det moderne Tyrkiets landsfader, Kemal Atatürk var trods et barn af den ungtyrkiske bevægelse.

Så måske derfor har det ikke indtil videre ikke vist sig muligt at grave i historien og finde ting og sager frem som er mindre pæne for og som stiller landsfaderen i et dårligt lys?  

De første 50 år efter Kemal Atatürks magtovertagelse var Tyrkiet regeret af hans ideologiske efterkommere, kemalister.

Måske er den moderne tyrkiske stat bundet for meget op på ungtyrkernes skændige gerninger mod armenierne i 1915?

Ifølge Pola Rojans bog ”Ergenekon. Tyrkiet bag facaden” 2010 er det forbundet med straf at kalde overgrebet på armenierne i 1915 for et folkedrab. (Rojan, s. 205).  At det stadig er et tabuemne i Tyrkiet fik den tyrkisk-armenske journalistisk Hrant Dink at mærke.     

19. januar 2007 blev Hrant Dink myrdet på vej fra sin bank og til sit kontor, hvor han var redaktør af en tyrkisk-sproget armensk avis.

Hrant Dink havde i årene op til mordet været igennem hele 3 retssager for at have ”fornærmet den tyrkiske identitet” (Rojan, s. 205). Ifølge paragraf 301 i den tyrkiske straffelov straffes enhver, som ”kritiserer landets officielle historieskrivning og nationalforståelse” (Rojan, s. 205-206).

I en artikel fra 13. februar 2004: ”At lære Armenien at kende.” beskæftigede han sig med, hvorledes armeniere skulle forholde sig til det traume, der var opstået hos dem efter drabet på 1.5 millioner armeniere i 1915. Dink mente ikke, at det var sandsynligt, at armeniere kunne forvente, at tyrkerne ville vise empati med dem. Dink skrev:

”Den anden måde er at skaffe jer [armeniere] af med det [traumet] på egen hånd. Ret jeres fokus mod staten Armenien og erstat det forgiftede blod, der er associeret med tyrken, med frisk blod associeret med Armenien.” (Pola Rojan, s. 206)

Man anklagede Dink for at have skrevet ”det forgiftede blod, der er associeret med tyrken”.

Få måneder før var han blevet frikendt for på en konference for at have sagt, at ”han ikke følte sig som tyrker, men som tyrkisk statsborger” (Pola Rojan, s. 207), hvilket strider mod den tyrkiske forfatning, som fastslår, at alle statsborgere i Tyrkiet pr. definition er tyrkere.

Tredje gang blev han tiltalt for at have sagt om folkemordet på armenierne i 1915: ”Naturligvis siger jeg, at det var et folkemord, for dets konsekvenser taler for sig selv. Mennesker som har levet på netop dette territorium i 4.000 år, blev pludseligt tilintetgjort ved disse begivenheder.” (Rojan, s. 207)

I sin bog skildrer Pola Rojan på fortrinlig vis, hvorledes den ’dybe stat’ i Tyrkiet trives i bedste velgående ved siden af den officielle stat med alle dens institutioner. Eller rettere hvorledes alternative magtstrukturer væver sig ind i det eksisterende magtapparat.

Magtapparatet viste sig ud af stand til at opklare mordet, fordi store dele af magtapparatet på den ene eller anden måde selv var involveret i forbrydelsen.

Den ’dybe stat’ havde vævet sine lange tråde langt ind i magtapparatet, militær, politi og domstole.   

Trådene førte i første omgang tilbage til ultra-nationalistiske kredse, men det viste sig senere, at mordet var godkendt af store dele af statsapparatet. Bag den pæne facade havde den ’dybe stat’ endnu en gang vist sig at være den virkelige magthaver.

 

Ligene i lasten.

Den moderne tyrkiske stats grundlæggere, ungtyrkerne og deres kemalistiske efterfølgere har ikke bevæget sig ud over deres etnisk tyrkisk nationalistiske udgangspunkt.

’Tyrkiskhed’ synes i den grad at være en medfødt skavank ved den moderne tyrkiske stat skabt af ungtyrkerne og deres ledere før 1. verdenskrig.

Det moderne Tyrkiet blev svøbt i etniske minoriteters blod og det synes svært for nutidens magthavere at vaske det af sig.

For mig at se går der en lige linje fra ungtyrkernes forsøg på at skabe en ren tyrkisk nationalstat via militærkup og senere kup.

To gange i nyere tid, i 1960 og 1980 fandt det tyrkiske militær det nødvendigt at gribe ind og skabe ro og orden. Politikerne og deres elendige borgerlige demokrati var jo åbenbart ikke i stand at opretholde ro og orden og forhindre borgerkrigslignende tilstande.

Hvis nogen skulle tro, at det udelukkende er sket i Tyrkiet, kan jeg forsikre dem om, at det også er foregået i andre lande. Tænk blot på Franco i Spanien i 1936 eller Pinochet i Chile i 1973 eller hvad med den oberstjunta, som regerede Grækenland fra 1967-1974.

Hvis nogen skulle være i tvivl. Militæret står altid klar i kulissen til at springe ind på historiens scene.

Det mest deprimerende er, at der ikke hos nogen af de to fremherskende politiske strømninger i tyrkisk politik er nogen vilje til at ville konfrontere sig med fortiden og indrømme sine fejltagelser og misgerninger.

Man kan til nød forstå, hvis ungtyrkernes kemalistiske efterkommere ikke ønsker at gøre med deres egen fortid for ikke at save den gren, som de selv sidder på.     

Den tyrkiske præsident Erdogan fra det nationalreligiøse AKP som ellers slog sig op på at ville gøre op med den ’dybe stat’ og militærets uindskrænkede magt og indflydelse synes heller ikke for alvor at være interesseret i at gøre med fortidens skændige gerninger.

 

Vi er alle fundamentalister.

21-Februar-2015

Brugen af ordet fundamentalist er vildledende. Vi er næsten en slags fundamentalister hver på vores måde.

Ordet fundamentalist har fået en negativ klang og bliver for det meste brugt som et skældsord, et invektiv. Brugt af nogle om andre, som de ikke bryder sig om.
Det er imidlertid ganske uforståeligt, da de fleste af os på forskellig vis må siges at være ’fundamentalister’ i en eller anden forstand.
Jeg skal forsøge at forklare mit standpunkt.
Man kunne begynde med at spørge: Hvem er ikke fundamentalist?
Jeg tror de fleste forbinder ordet med noget enten stærkt religiøst eller noget politisk ekstremistisk, eventuelt med en eksplosiv blanding af begge.

Den danske folkekirke er fundamentalistisk.
Den danske folkekirke forekommer mig at være noget af det mest fundamentalistiske, jeg kan forstille mig.
Her er alle forudsætninger til stede for at kunne tale om en fundamentalistisk sekt - for så vidt at man kan kalde den institutionaliserede danske folkekirke for en sekt.
Men uanset om 80 % af den danske befolkning er medlem og kun 2 % går jævnligt i kirke, så er folkekirkens kristendom og kristendommen i det hele taget bygget på et sæt af religiøse dogmer, som åbenbart ikke lader sig ændre og som ikke tåler, at der bliver sat spørgsmålstegn ved.
Herom vidner til stadighed en række sager, hvor formastelige præster af menigheden eller andre bliver indberettet til kirkens øvrighed, provster og biskopper for at have undsagt et eller flere af kirkens ufravigelige dogmer.
Dogmer som kirken ikke har sat spørgsmålstegn ved i snart 2000 år. Det må dog vist kaldes fundamentalisme.

De politiske partier er fundamentalistiske.
Selvom mange hævder, at de politiske partier ikke længere vil kendes ved deres ideologiske udspring, så er det vel en kendsgerning at de stadig vedkender sig et vist ideologisk tilhørsforhold til de gamle ideologier.
Partiet Venstre og Liberal Alliance og vel også Det radikale Venstre vedkender sig vel stadig liberalisme i forskellige udformninger.
Liberalismen bygger på dogmer om mennesket og samfundet, som stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og blev udtænkt af den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith.
Mennesker forfølger sine egne særinteresser og mødes på markedet og udveksler varer til alles og samfundets bedste.
Staten er ondets rod og bør for alt i verden ikke hæmme borgernes frie udfoldelse.
Sådan lyder liberalismens dogmer. Også det kan kaldes en form for fundamentalisme.
Nationalkonservative partier som Konservativt Folkeparti og Dansk Folkeparti har rod i et opgør med den franske revolution 1789, som efter konservatives opfattelse viste, at pludselige omvæltninger er roden til alt ondt. Derfor bør vi kun tilstræbe gradvise ændringer.
Nationen og folket og folkets sprog og kultur er det vigtigste for de nationalkonservative. Alt som truer dette bør bekæmpes med en stærk stat i baghånden.
Dette har altid været og er de nationalkonservatives raison d’etre, eksistensberettigelse. Vi andre vil kalde det et sæt af dogmer, ja en slags fundamentalisme, for så vidt som man ikke kan fravige disse trossætninger.

Hvem er ikke fundamentalister?
Er der så nogen der ikke er fundamentalister? Det skulle i så fald være alle dem der nægter at lade sig indordne under et bestemt sæt dogmer af en eller art. Postmodernister, socialkonstruktivister eller attitude-relativister eller hvad de nu kalder sig. Men hvad mener de egentlig? De er netop ikke til at sætte i bås og vil nødigt sættes i bås.
Så er der os andre der ikke er nogle af delene. Vi er snot-forvirrede og aldeles desorienterede og farer forvildet rundt mellem de forskellige dogmer og trossætninger, som vi dagligt bliver præsenteret for ikke mindst i medierne. Hvad skal vi mene? Skal vi blot lade os kaste hid og did mellem folkekirkekristendom og de efterhånden tømte politiske ideologier?
Jeg for mit eget vedkommende sværger til endnu en fundamentalisme. Jeg er endnu ikke kommet ud af 1960’ernes og 1970’erne revolutionære marxisme.
Jeg føler mig som et fjernt ekko af en svunden tid med røde faner og klassekamp, som jeg godt kunne tænke mig at genoplive. Er det blot en naiv drøm og er jeg blot en omkring vandrende anakronisme?

Borgerlige demokrater hykler om ytringsfrihed.

27-Januar-2015

Den seneste tids debat om ytringsfrihed viser, at borgerlige demokrater blot bruger deres ytringsfrihed som et skalkeskjul for sit eget klasseherredømme.

Borgerligt demokrati, ytringsfrihed og mindretalsbeskyttelse er blot manifestationer af borgerskabets klassevælde.

Mindretal har grund til at føle krænket, hvis de bliver udsat for hetz eller systematisk forfølgelse i ord og på skrift. Endnu mere har de grund til at reagere og forsvare sig, hvis de bliver udsat for fysisk vold og overlast.
Men hvem tilhører egentlig et mindretal? Er det de forholdsvis få ejere af virksomheder og af landbrug i Danmark?
Rent statistisk findes der mange mindretal i Danmark. Hvis vi definerer mindretal som grupper af personer med visse fælles træk, findes der rigtigt mange mindretal i Danmark og mange andre steder. Jeg kan i alt fald komme i tanke om adskillige grupper, som alle med rette kunne påberåbe sig at tilhøre et mindretal:
Hvad med erhvervsgrupper som storkapitalister og svineproducenter. Eller aldersgruppen over 85. Arbejdere i industrien. Uddannelsessøgende. Religiøse mindretal som muslimer, jøder osv.
Jeg kunne føje én mere til, som jeg selv tilhører. Den efterhånden meget lille og forsvindende gruppe af (revolutionære) marxister, som officielt ikke eksisterer længere.
Og da slet ikke optræder i de borgerlige medier. Så vi er mange mindretal, som i teorien har krav på mindretalsbeskyttelse og som har krav på at komme til orde i medierne.
Giver de borgerlige medier ikke plads til mindretallets synspunkter? Svaret er nej, hvis det drejer sig om synspunkter, som udfordrer og sætter spørgsmålstegn ved det borgerlige samfund.
Marxismens grundlægger, Karl Marx selv, udtalte engang det meget selvindlysende, at i et kapitalistisk samfund, som bygger på kapitalisternes udbytning af lønarbejderne vil den herskende klasses tanker være der herskende. Ikke så underligt, når udbytterne, kapitalisterne skal holde de udbyttede, lønarbejderne nede for at opretholde udbytningsforholdet, som sætter dem i stand at profitere af deres arbejdsindsats. Intet kunne være mere rigtigt end Karl Marx’ kloge ord.
Borgerskabet og dets ideologer - i enhver forklædning - ynder at tale om ytringsfrihed og om mindretalsbeskyttelse. Et af de største mindretal i det kapitalistiske samfund må da vist være kapitalisterne selv, som udgør en forsvindende om end betydningsfuld lille gruppe.
Skal ytringsfriheden mon tjene til at beskytte deres interesser og synspunkter? Når man ser på indholdet og de emner, som de borgerlige medier diverterer sine brugere med, skulle man tro at dette var tilfældet.
Sjældent kommer andre meninger og opfattelser til orde end de på bjerget herskende klassers meninger.
Der er altså ikke tale om, at de borgerlige medier er pluralistiske og forsøger at give ordet frit til alle og enhver.
Så de borgerliges tale om ytringsfrihed og mindretalsbeskyttelse er hyklerisk og blot et skalkeskjul for borgerskabets klasseherredømme og undertrykkelse.
Borgerlige ideologer og apologeter har historisk set ikke villet forsvare deres eget demokrati, når det kom til stykket. Der er masser af historiske eksempler på, at borgerskabet ikke helhjertet vil forsvare sin styreform, hvis den trues af mere totalitære og diktatoriske former for klassevælde.
Det bedst kendte eksempel i Europa er Weimar-republikken i 1930’ernes Tyskland. Ingen formåede at gennemskue Hitler som en kommende diktator, før det var for sent. I virkeligheden foretrækker borgerskabet diktatoriske løsninger frem for proletariske, dvs. arbejderklassens magtovertagelse. Det har vist sig gang på gang i historien. Eksemplet Finland 1917-18 er knap så kendt. Også her svigtede det lille og svage finske borgerskab, da det stod overfor at skulle etablere et spirende borgerligt demokrati, men foretrak et militærdiktatur under Mannerheim og Svinhufvud.
Så borgerskabet og de herskende klasser foretrækker ikke demokrati frem for et nøgent klassediktatur, hvis en socialistisk revolution truer eller lurer i baggrunden. Dette er en historisk kendsgerning som borgerskabets og dets ideologer ikke kan løbe fra.
Historien frikender ikke borgerskabet og dets demokratiske styreform. Tværtimod, den fordømmer det. Det eneste alternativ til borgerligt ideologisk snæversyn og pseudo-demokrati er proletariatets diktatur, en socialistisk rådsrepublik.

Kan lopper gø?

 Når lopper gør.

Det siges at lopper ikke kan gø. Ligesom humlebier ikke kan flyve, kan lopper ikke gø som hunde. Alligevel gør de det.

Senest har en række fremtrædende danske politikere gøet højt i anledning af, at den tyrkiske stat tilsyneladende har sluppet en person ud af et tyrkisk fængslet, hvor han sad tilbageholdt mistænkt for en alvorlig - dog ikke fuldbyrdet - forbrydelse i Danmark i foråret 1913.

Tilsyneladende har de tyrkiske myndigheder i en fangeudveksling med det islamistiske Islamisk Stat (IS) udvekslet den mistænkte som led i en fangeudveksling med IS.

Fangeudvekslingen med IS var tilsyneladende vigtigere for den tyrkiske præsident Erdogan end en temmelig ligegyldig og måske kriminel dansk statsborger, som var stukket af fra sin forbrydelse.

Lad os først skitsere baggrunden for hvorledes det er kommet så vidt.

 

Lars Hedegård Jensen-sagen.

Lars Hedegård Jensen har i offentligheden gjort sig bemærket som en yderliggående islam-kritiker, nogen vil kalde ham islamofobisk (islamhader).

I sin selvbiografi ”Solen er så rød mor” kan man læse om hans tidlige engagement på den yderste venstrefløj. Han flirtede til op i 80’erne med det han selv forstod som ”trotskisme” først i USA senere i Danmark.

Han var i sin tidlige ungdom et ledende medlem af Socialistisk Ungdoms Forum i Århus, fik et Fullbrigt-stipendium og tog til USA, hvor han stiftede bekendtskab med det amerikanske Socialist Workers Party, amerikansk sektion af Michel Pablo og Ernest Mandels ”4. Internationale”.

Da han vendte hjem til Danmark trådte han ind i den danske sektion af samme Internationale, Revolutionære Socialisters Forbund.                  

 (Læs Hedegård Jensens selvbiografi: Solen er så rød mor).

 

Mordforsøget på Lars Hedegård Jensen 2013.

Lars Hedegård blev i foråret 1913 på sin bopæl udsat for et grimt, men heldigvis mislykket mordforsøg, som det danske politi var forbavsende længe om at opklare.

Gerningsmanden optrådte som postbud, som ville aflevere en pakke til Hedegård Jensen, rettede en pistol mod hans hoved, hvorefter pistolen klikkede og Hedegård slap med skrækken.

Allehånde gætterier fremkom nu. Kunne man forestille sig, at Hedegård selv havde iscenesat mordforsøget som et ’stunt’ i sin hetz mod muslimske indvandrere og flygtninge?

Kunne gerningsmanden være en muslimsk indvandrer eller en etnisk dansker med muslimsk baggrund som i vrede over Lars Hedegård hetz mod muslimer ønskede at dræbe ham?

Politiet var længe om at reagere og virkede underlig passiv i sagen. De var helt uden spor i sagen, sagde de. Indtil de fik øje på en mørkeblå varevogn som stod parkeret i umiddelbar nærhed af Hedegårds bopæl på Frederiksberg.

Kunne det eventuelt tænkes, at gerningsmanden havde brugt dette køretøj på sin vej til det mislykkede drabsforsøg? Politiet tjekkede varevognen for eventuelle spor og efterladenskaber, men fandt tilsyneladende intet.

Efter et stykke tid fandt man dog spor, som ved en DNA-test kunne bekræfte at den mistænkte til stor overraskelse var en velintegreret dansk statsborger med libanesisk baggrund. Vedkommende var uddannet ingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og havde sin egen virksomhed indenfor energi. Mistænkte BH var hidtil ikke kendt af politiet.

Stor mystik. Vedkommende svarede ikke til stereotypierne for en muslimsk ekstremist. Hvem var han?

Nå, men politiet havde udvist en forbavsende passivitet og vedkommende (BH) var over alle bjerge.

BH blev nu efterlyst via Interpol. I april 2014 dukkede han imidlertid op i en lufthavn i Tyrkiet, hvor han blev pågrebet og sat i varetægtsfængsel (med henblik på senere udlevering, må man formodede).

Han blev imidlertid ikke udleveret, men løsladt - har det senere vist sig – ved en fangeudveksling mellem den tyrkiske regering og Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Vi refererer kun hvad der er kommet frem i medierne.

Flere ubesvarede spørgsmål melder sig. Hvorfor har de tyrkiske myndigheder ikke for længst udleveret den mistænkte til Danmark? Har danske myndigheder overhovedet krævet ham udleveret?

Ifølge en konvention fra Europarådet kan et land kræve en af sine egne borgere udleveret, hvis vedkommende har begået eller havde til hensigt at begå (sigtet for) at begå en alvorlig forbrydelse. Dog med den begrænsning, at det ikke gælder forbrydelser med politiske motiver (?)

    

Hvorfor udleverer Tyrkiet ikke mistænkte BH til Danmark?

Den tyrkiske præsident Erdogan (AKP) kan have mange grunde til ikke at ville udlevere BH til Danmark, skønt DK har begæret ham udleveret.

Erdogan og hans AKP-parti har nemlig en helt anden dagorden i Mellemøsten end f.eks. de andre lande i NATO-pagten, som Tyrkiet er medlem af.

Erdogan ser først og fremmest Assads Syrien som sin ærkerival i Mellemøsten og Erdogan har ambitioner om at lade Tyrkiet få en hovedrolle i det område af Mellemøsten, hvor Tyrkiet og Syrien ligger.

Erdogan har helt sin egen indenrigspolitiske og udenrigspolitiske dagorden:

Hans prioriteringsliste ser nogenlunde sådan ud:

1. Bekæmp Assad i Syrien.

2. Bekæmp det tyrkiske PKK og dets søsterorganisationer i Syrien (YPG)

3. Bekæmp Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

 

Erdogans 1. prioritet.  

Erdogan havde i lang tid arbejdet på at få frigivet 45 tyrkiske tilbageholdte diplomater, som IS har holdt som gidsler, efter at de erobrede byen Mosul i det nordlige Irak fra de irakiske kurdere.    

Af indenrigspolitiske grunde stod dette højt på Erdogans prioriteringsliste. For kort tid siden lykkedes det ham at få frigivet de tilbageholdte gidsler.

En stor succes for den skandaleombruste Erdogan, som har været plaget af en række sager, som peger på at han har været involveret i bestikkelse.

Vi ved endnu ikke, om Erdogan har indgået en ”studehandel” med IS, men meget tyder på det. Denne handel skulle i så fald bestå i, at Erdogan til gengæld for sine 45 landsmænd skulle være gået med til at løslade et ukendt antal fanger fra tyrkiske fængsler som modydelse til IS for frigivelsen.

Erdogan har kritiseret NATO for ikke helhjertet at ville styrte Assad med landtropper.                 

Erdogan har først for nylig lukket grænsen for, at islamister frit har kunnet passere grænsen mellem Tyrkiet og Syrien

 

Erdogans 2. prioritet.  

Erdogan har for nylig indledt en forhandlingsproces med de tyrkiske kurdere i PKK om etablering af en mere varig fredsaftale.

Erdogan synes imidlertid at have fået kolde fødder. Forhandlingsprocessen med PKK er sat (midlertidigt?) på stand by og den tyrkiske hær har senest bombet PKK-stillinger på grænsen mellem Irak og Tyrkiet.

 

Erdogans 3. prioritet.

Også her er Erdogan tøvende.

På grænsen mellem Tyrkiet og Syrien i byen Kobane forhindrer den tyrkiske hær fortrængte kurdiske militser i at vende tilbage til Kobane for at bekæmpe IS.

Erdogan afviser at stiller Tyrkiets flybase i Incirlik til rådighed for NATO’s fly, hvilket naturligvis opfattes som af NATO-lendene som NATO-fjendligt.

  

Erdogans 4. prioritet.   

Helt nede på 4. pladsen komme så det lille og ubetydelige sag om udlevering af en BH til Danmark.

Erdogan har imidlertid intet at frygte fra dansk side, når danske politikere puster sig op og påkalder sig Europarådets konvention og almindelig diplomatisk skik og brug.

 

Oppustede danske politikere skræmmer ikke Erdogan.

Når Erdogan tænker tilbage på, hvorledes han overfor Anders Fogh Rasmussen med lethed fik gennemtvunget et forbud mod den kurdiske TV-station ROJ, behøver han ikke ryste i bukserne ved et krav om udlevering af BH.

I strid med dansk lovgivning om et ”armslængde”-princip mellem den udøvende magt (regeringen) og mediernes ytringsfrihed tvang Erdogan et forbud mod den kurdiske TV-station ROJ igennem.

Erdogan hævdede, at den var finansieret af PKK og ensidigt viderebragte budskaber til gunst for PKK.

Dette blev senere ”bevist” ved en dansk domstol, hvorefter den fik inddraget sin sendetilladelse i Danmark.

Vejen var nu banet for Anders Fogh Rasmussen som NATO’s generalsekretær.

Diplomati eller realpolitik?

Erdogan forstår sig bedre på realpolitik end flertallet af danske toppolitikere. De fleste danske politikere tror at verden er styret af ’quiet diplomacy’ og ikke af benhård realpolitik. Det har Erdogan forstået og han praktiserer det tilmed!

Det var f.eks. ikke særlig diplomatisk, da Erdogan ved en pressekonference i Danmark udvandrede, da han så, at en kvindelig kurdisk korrespondent var til stede i salen.

Men hvem fik sin vilje?      

 

 

    

Er dansk politik blevet en soap-opera?

Dansk politik – en ’soap opera’?

Seneste kapitel i den soap opera som dansk politik efterhånden har udviklet sig til, så man fredag 10. oktober, da den socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup overraskende bekendtgjorde, at hun ikke længere ønskede at være landets justitsminister.

Hvorfor nu ikke det, når der kun er et 1 år til næste valg - og det gælder om at stå samlet overfor oppositionen?

Hvorfor var det ikke længere tilfredsstillende for Karen Hækkerup at fortsætte i en socialdemokratisk ledet regering? 

 

Karen Hækkerup om sit ny job: ”Once in a lifetime”.

Svaret siger i sig selv meget om mentaliteten og tænkemåden hos landets toppolitikere.

Hellere et sikkert job som administrerende direktør i landbrugets organisation, Landbrug og Fødevarer, end en usikker post som minister i en socialdemokratisk ledet regering, som ser ud til at tabe det kommende valg i november i 2015.

Karen Hækkerup afløser dermed den nys afgåede administrerende direktør, forhenværende Venstre-minister og mulig kandidat til formandsposten i Venstre, Søren Gade.

Som Karen Hækkerup udtalte: ”Den chance får man kun en gang i sit liv, og så gælder det om at gribe den!” 

 

Der er ikke langt fra en socialdemokratisk ministerpost til at blive administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer. 

Der var en gang hvor landbrugets interesseorganisationer vær tæt knyttet til partiet Venstre.

Ligeledes var fagbevægelsens top alle socialdemokrater. Sådan er det ikke længere. Det understreger Karen Hækkerups karrierevalg tydeligt.

I moderne politik kan man - uden at nogen tilsyneladende undrer sig  - vandre fra en karriere som først kommunal politiker (Københavns Borgerrepræsentation), dernæst folketingspolitiker og minister og så til en lederstilling i en interesseorganisation, som ikke traditionelt et knyttet til Socialdemokraterne.   

Jobskabelse og eksportindtægter var de to ting, Karen Hækkerup nævnte som begrundelse for sit jobskifte.

Vor tanker går tilbage til "Kanslergade-forliget” 1933 mellem Venstre og Socialdemokratiet, hvor de to partier indgik et historisk forlig i en krisetid, som gav landbruget sin del af kagen.

Så måske harmonerer det alligevel meget godt med Karen Hækkerups tanker om at gavne landbrugets eksport og at skabe job i landbrugets forædlingsindustrier. 

Landbrugets vil sikkert forstå at udnytte Karen Hækkerups evner til at sætte sig igennem overfor landbrugets mange kritikere, således som organisationen gjorde det med den forhenværende Venstre- minister Søren Gade.

Måske vil hun vise sig at være den bedste til at sætte sin forhenværende partifælle, Dan Jørgensen på plads, hvis han skulle vise sig at fare for hårdt frem mod langbrugets interesser?

 

Karen Hækkerups faneflugt.  

Karen Hækkerup har med sit karriereskifte ført og fremmest tænkt på sig selv og sin erhvervsmæssige fremtid.   

Hun kan ikke have tænkt på den situation, som hun efterlader sin nuværende arbejdsgiver, Helle Thorning-Schmidt i.  

At forlade skuden kun 1 år før et afgørende valg, efterlader ikke et godt indtryk af sammenhold i regeringsteamet hos vælgerne.

Inden for kort tid har to nøgleministre, Margrete Vestager - og nu for Karen Hækkerup - forladt regeringen. Det tyder ikke på, at de giver regeringen store chancer for at vinde valget.

Som erstatning for Karen Hækkerup har Helle Thorning-Schmidt valgt den yderst driftssikre og erfarne partisoldat Henrik Dam Kristensen, som aldrig svigter sit parti, når formanden kalder. 

 

Magtkamp mellem Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen?

Derimod er det ikke sikkert, at det bliver gnidningsfrit mellem Helle Thorning-Schmidt og de ny justitsminister Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen er blevet tildelt ’uriasposten’ som justitsminister, som på mange måder er og har været ’øretævernes holdeplads’.

Kan man helt udelukke, at det har været led i en taktisk overvejelse fra Helle Thorning-Schmidts (og hendes spindoktors) side?

Efter et sandsynligt valgnederlag til Helle Thorning-Schmidt i november 2015 vil Mette Frederiksen være det bedste bud som ny formand for Socialdemokraterne.

Derfor er det måske meget smart af Helle Thorning-Schmidt at placere Mette Frederiksen på uriasposten som Justitsminister, da det jo gennem tiderne har været ”øretævernes holdeplads” for en række borgerlige og socialdemokratiske ministre.

Her vil Mette Frederiksen få svært ved at profilere sig som en ”vaskeægte” Socialdemokrat, hvis hun skal videreføre Karen Hækkerups ”strammerkurs” overfor indvandrere og flygtninge.

På denne måde vil Helle Thorning-Schmidt fremstå stærkere i et eventuelt opgør om formandsposten op til og efter valget i 2015.

Hvis nogen kigger forgæves efter de socialdemokratiske vælgere i al denne snak om de socialdemokratiske toppolitikeres karrieremageri og personlig magtkamp, har de set rigtigt. De er kun til stede som stemmekvæg.   

 

  

 

       

 

 

 

      

 

 

 

 

 

 

 

         

 

 

 

 

 

        

 

 

 

   

 

   

 

 

 

 

 

  

Bliver Hongkong 2014 et nyt Tian An Men 1989?

Lad os ikke håbe, at det går på samme måde med den såkaldte ”Occupybevægelse” i Hongkong, som det gik de studerende på Tian An Men-pladsen i Beijing 1989.

Dengang valgte den kinesiske partiledelse at sætte Folkets Befrielseshær ind mod de studerende, som blev massakreret i hobetal (det nøjagtige antal er ikke kendt). 

 

Hongkong – en engelsk kronkoloni indtil 1997.

Indtil 1997 havde Hongkong status af britisk kronkoloni. En 100 år gammel aftale med Kina udløb i 1997 og kolonien blev overdraget til det kinesiske fastland - Folkerepublikken Kina.

Hongkong arvede nogle af den britiske kronkolonis træk. F.eks. sidder der stadig en generalguvernør i spidsen for Hongkong.

I juli 2014 lod den kinesiske partiledelse udarbejde en såkaldt ”Hvidbog”, som fastlagde retningslinjerne for hvordan partiledelse i Beijing mente, at valg til Hongkongs repræsentative forsamling skulle foregå.

Det officielle Kina, dvs. partiledelsen skulle udpege 1.200 ”valgmænd”, som Hongkongs befolkning så kunne vælge imellem.

Det synes mange i Hongkong ikke var særligt ”demokratisk”, så de besluttede at starte en pro-demokratibevægelse. Denne bevægelse har nu vokset sig så stærk, at den har vakt international opmærksomhed. 10.000, måske 100.000 har nu slået lejr i Hongkongs centrale forretningskvarterer, og forstyrrer den daglige handel og trafik.

Senest har bevægelsen skærpet sine krav til den kommende valgprocedure. Nu kræver den også den Beijing-venlige generalguvernørs afgang. 

 

Hvilke perspektiver?

Hvilke perspektiver er der for ”Occupy-bevægelsen” i Hongkong og hvorledes har partiledelsen i Beijing tænkt sig at reagere?

Hvor langt er Occupy-bevægelsen parat til gå og hvilke modforanstaltninger vil den kinesiske partiledelse gribe til?

Indtil videre har den kinesiske partiledelse indtaget en ”vent-og-se”-holdning, nøjagtigt som den gjorde inden massakren natten mellem 4. og 5. juni 1989 på Tian An Men-pladsen.

Den kinesiske udenrigsminister har dog allerede på en pressekonference onsdag i Washington bedt omverdenen om at blande sig udenom, da den amerikanske udenrigsminister John Kerry omtalte Occupy-bevægelsens legitime krav.

Der står meget på spil for den kinesiske partiledelse. Occupy-bevægelsen skulle nødigt blive et forbillede for unge utilfredse kinesiske studerende og andre og give dem blod på tanden til at foretage noget lignende på fastlandet.

Den kinesiske partiledelse har i andre henseender optrådt resolut og har ikke tøvet - med drastiske midler - at gribe ind mod etniske uroligheder blandt uighurer i Xinqiang-provinsen, ligesom Kina betragter Tibet som en integreret del af Kina, og undertrykker ethvert tilløb til protest.

Med massakren på Tian An Men-pladsen in mente vil de kinesiske partiledere tænke sig to gange inden de vælger at gribe ind med voldelige midler mod Occupy-bevægelsen i Hongkong.

Dels fordi bevægelsen synes at have endnu bredere opbakning i befolkningen end studenterne på Tian An Men-pladsen i 1989, dels fordi det vil slå skår i Kinas image i resten af verden.    

 

     

 

    

 

      

 

 

 

 

 

Hvem er folkelig og hvad vil det sige at folkelig?

 Folkelighed er så vidt jeg forstår – i enhver forstand - et positivt begreb. Hvem og hvad er ikke folkeligt?

Folkeskolen du gik i dine barne- og ungdomsår var pr. definition folkelig. I alt fald i den forstand, at den var åben for alle. Dine børns folkeskole er stadig folkelig, fordi så mange fortsat sender deres børn derhen.

Ja selv folkekirken er historisk set meget folkelig – den er jo skabt af folket og for folket. Eller hvad? Jamen de står jo tomme! Kan man så kalde dem folkelige, når ingen kommer der længere – i alt fald kun til højtiderne?

Den ”folkelige” idræt er organiseret i DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) med hundredtusinder af medlemmer, som dyrker motion i fællesskab.

Flere af de politiske partier bærer ordet ”Folke-” i sit navn: Det konservative Folkeparti f.eks. Det må da være folkeligt, siden det bærer navnet? Hvor stammer det fra? Jo, det gamle Højre, som var aristokratiets, borgerskabets og de højere embedsmænds parti i forrige århundrede (før 1900) var ikke særligt folkelig – vel nærmest det modsatte, meget ufolkeligt. Derfor tog det navneforandring under 1. verdenskrig i 1915 til Det Konservative Folkeparti og har heddet det lige siden.

Så konservative industrimagnater som Alexander Foss, var en af de første som fandt på det trick.  

Senere kom folke-socialisterne i Socialistisk Folkeparti til i 1959. Aksel Larsen og co. kunne ikke finde sig rette i det efterhånden konservative og stivnede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og måtte gå nye veje. Derfor fik Danmark et Socialistisk Folkeparti, som i starten ganske vist rummede en del folkelige elementer som rigtige industriarbejdere (som f.eks. skibsværftsarbejderen, nyligt afdøde Georg Poulsen), men efterhånden blev overtaget af skolelærere og akademikere.

 

Dansk Folkeparti har tiltaget sig monopolet på folkelighed.

Seneste skud på stammen er det meget folkelige Dansk Folkeparti, som blev skabt af udbrydere fra det ligeså folkelige Fremskridtsparti (læs: Mogens Glistrup). Nu blev alle rekorder slået. Partiet blev anført af den noget så folkekære Pia Kjærsgaard, som havde været Glistrups tro væbner, men som ragede uklar med den enerådige partistifter.

Nu var grundlaget skabt for et ægte folkeligt parti på ruinerne af det hedengangne Fremskridtspart og som skulle favne de brede masser for næsen af de andre folkelige partier.   

Siden da har Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti haft monopol på folkelighed i Danmark og har taget nationen til sig. Partiet har tilsyneladende taget patent på dansk folkelighed og skilter i tide og utide med sin folkelighed. De elsker vort land, vores kongehus og folkekirke og flager gerne med vort flag. De er for ingenting at regne ideologisk national-konservative, men i deres branding af sig selv er de - højrepopulister. Dansk Folkeparti fører sig frem uden nogen bestemt ideologi og vil under ingen omstændigheder kaldes det de er: højrepopulister.

For en populist (af latin populus = folk) gælder det om at være populær, heraf navnet. Hvordan bliver man det? Ved at lefle for ja – folket, og folk som de er flest. Det er så det partiet excellerer i – og de har været skrappe til det. Ingen overgår Dansk Folkeparti i folkelighed og populisme. Selv ikke venstrepopulisten, sømandsbossen Preben Møller-Hansens Fælleskurs kan være med. Pia Kjærsgaard har i mange år suverænt været en mester i populisme og folkelighed. 

 

Dansk Folkepartis småborgerlige provinsialisme er blevet synonymt med folkelighed.

Folkelighed er gået over og blevet synonym med en småborgerlig indadvendt provinsialisme, som udelukkende kerer sig om sit hjemland. Det gælder om at værne om Danmark, opsætte grænsebomme og bevare stammens nationalkarakter, danskheden.  I et sjældent øjeblik af erkendelse, opstår den tanke hos dem, at Danmark som småstat hellere må læne sig opad vore naturlige allierede, USA og NATO, hvis nogen skulle komme og gøre os fortræd. Derfor støtter Dansk Folkeparti helhjertet alle den amerikanske imperialismes krigseventyr og udstationering af NATO’s tropper i Afghanistan, Irak og gerne andre steder, hvis bare ikke for mange danske soldater mister livet.

Folkelighed er altså blevet synonym med et national/nationalistisk snæversyn, som ser skævt til alt udefrakommende – flygtninge, indvandrere og fremmede kulturer. Hvis dette er definitionen på folkelighed, er jeg ikke spor folkelig, men snarere en smule elitær, om jeg må be’.                         

 

   

Vi er alle en slags fundamentalister.