Er Det konservative Folkepartis ny formand Søren Pape liberal-konservativ?

 Det konservative Folkepartis ny formand Søren Pape, indtil for nylig borgmester i Viborg, bebudede på sit partis landsmøde i weekenden i København, at han vil ”gøre danskerne frie”.

Det lyder jo godt!

Slip danskerne fri er et godt slogan, men skal vist ledsages af en forklaring. Fri af såkaldt høje skatter, alt for stor velstand eller fri for kriminalitet og indvandring?

Nej, såmænd af offentlige planlove og af Skattevæsenets unødige snagen i borgernes skatteforhold.

Tilbage til nogle af de gamle konservative dyder med fokus på den enkelte borger, det enkelte individ.

Borgeren i modsætning til staten, som åbenbart er det store dyr i åbenbaringen.

Hvad har Det konservative Folkeparti imod den borgerlige stat? Man skulle ellers tro, at partiet var det mest statsvenlige af de borgerlige partier. Hvem andre end staten skulle sørge for ro og orden i landet?

Er det kun planlove og skattevæsenets unødige snagen, som hæmmer danskernes udfoldelse.

Der skal vel stadig være grænser for danskernes uhæmmede frihedstrang og udfoldelse?

Danskerne skal vel heller ikke gå for vidt i deres uhæmmede udfoldelser: Vi skal vel stadigvæk have en ordensmagt, politi og domstole, som skal holde øje med borgernes fri udfoldelse? Eller tager jeg fejl? Er Det konservative Folkeparti blevet så frihedselskende i deres borgerlighed at de er gået hen og blevet (ultra)liberalister?

Er Pape liberal-konservativ i modsætning til sin forgænger Lars Barfoed, som man betegnede som social-konservativ?

Skulle Pape ikke snarere gøre et forsøg på at tegne partiets ”nye” profil, som vælgerne kan se forskel på Liberal Alliance, Venstre og Papes eget parti?

Hvad med at føre sig frem som ”den lille mands parti”. Nå nej, det har Dansk Folkeparti allerede brugt.

Lov-orden da? Nå, nej, det har Socialdemokraterne allerede brugt.

Hvad med at gribe tilbage til nogle af de rigtige gammeldags borgerlige dyder som arbejdsomhed, flittighed og at være pligtopfyldende. Med andre ord en god og solid borger, som vil bidrage til et godt og trygt samfund, til fællesskabet?

Mon ikke det kan sælges til en tilstrækkelig stor vælgerskare, som vil bringe partiet langt over spærregrænsen?

Tillad mig at komme med et forslag:

Jeg vil foreslå, at partiet som den borgerlige anstændigheds parti griber tilbage til den gamle humanistiske holdning om medmenneskelighed og samfundssind. Det må der være plads til i et stadig mere egocentrisk samfund.

I så fald ville Det Konservative Folkeparti være det eneste borgerlige parti med et ”menneskeligt ansigt”, som stadig hylder de gamle borgerlige og humanistiske værdier, som er på vej til at helt at forsvinde ud af det politiske liv.              

 

 

  

 

 

 

 

  • Fransk romance slut.

    Den franske præsident Francois Hollandes romance med Valerie Trierweiler er forbi.
    Præsidenten har fundet sig en ny samleverske.
    Trierweiler har nu udgivet sine erindringer om det kortvarige venskab.

 Kan Francois Hollande betegnes som en af ”demokratiets egne fjender”?

Francois Hollands seneste natlige eskapader - fotograferet siddende på bagsædet af en motorcykel på vej til et natligt stævnemøde med en ny kommende samleverske, må give anledning til alvorlige overvejelser om , hvorvidt hans optræden ikke bidrager til at svække troen på det borgerlige demokratis overlevelse. Eller er der bare tale om en enlig smutter? 

 Det politiske liv i Frankrig har lige siden Dreyfus-affæren i slutningen af 1800-tallet været præget af skandaler.  

Skandalerne nærmest vælter over hinanden og det kan være svært at nå at trække vejret mellem dem.

Seneste nye skandale er udsprunget af præsident Francois Hollandes (Parti Socialisten) hyppige udskiftning af kvindelige partnere.

Hollande var oprindeligt gift med sin socialistiske partifælle, Segolene Royal, som nu har fået plads i den siddende socialistiske regering under Manuel Walls.

Hollande er en ægte partisoldat, som har gjort karriere i det franske Socialistparti, som ikke er spor socialistisk.

Han har således i en årrække været partiformand og ministerpræsident (på dansk: statsminister).

På et tidspunkt gik han og Segolene Royal fra hinanden, og herefter opstod den ejendommelige situation, at de stillede op mod hinanden ved urafstemningen om at blive partiets ny formand/kvinde. Hollande løb af med sejren og Segolene måtte genoptage sin karriere som regionalpolitiker.

Det undrer den franske offentlighed, at en ikke specielt attraktiv midaldrende mand som Francois Hollande gav sin langt mere attraktive partner Segolene silkesnoren til fordel for en lidt yngre journalist, Valerie Trierweiler.

Trierweiler har nu udgivet sine erindringer med titlen: ”Merci pour un bon moment” - ’Tak for en dejlig stund’.

Med fare for at gøre politik til ren moral vil vi gengive Trierweilers reaktion, da hun en tidlig morgen bliver konfronteret med Hollandes utroskab:

Trierweiler: ”Er det sandt? Er det?

Regibemærkning: ”Han lægger sig halvt ind over sengen.” Trierweiler indser lynhurtigt hans utroskab og iler dybt rystet ud på det nærmeste badeværelse i præsidentboligen i Elysée-palæ’et efter det bedste hun kender i den situation: et glas med piller. Hollande iler efter og i kampens hede mellem de to går pilleglaset i stykker og pillerne ryger ud på gulvet. Febrilsk samler Trierweiler alle de piller op, som hun kan få fat i.

”Jeg sluger hvad jeg kan. Jeg vil sove. Jeg vil flygte.”

Så brat endte den romance mellem Francois og Valérie.

Den kulørte franske presse havde inden det formelle brud mellem Trierweiler og Hollande bragt paparazzi-billeder af en Hollande siddende bag på en motorcykel iført hjelm på vej ud i nattens mørke på vej til ny elskerinde - en lidt yngre fransk skuespillerinde.

Lige så lidt styr Hollande havde på sit forhold til kvinder havde han på sin regerings politik under Manuel Walls.

Sidste omrokering fandt sted for kort tid siden, da 3 kritiske ministre blev udskiftet med 3 tro partisoldater.

Man kan med rette spørge, om Francois Hollandes privatliv overhovedet vedrører en bredere offentlighed. Og hvis ikke det var fordi, at hans adfærd er symtomatisk for franske politikeres lave moralkodeks hvad angår omgang med offentlige midler og skattesnyd, var det ikke værd at beskæftige sig med.

Hollande er ikke en undtagelse, men desværre prototypen på franske -og andre landes - politikere.