Vestens imperialisme bør holde hænderne væk fra konflikten i Somalia og overlade løsningen til afrikanerne selv.

Konflikten i Somalia har for længst spredt sig til nabolandet Kenya. Al Shababs terrorattentat i Westgate-centret i september 2013 fik for alvor verdens øjne op for konflikten på det afrikanske Horn. 

Af de mange konfliktområder i verden er Afrikas Horn nok et af de længstvarende. Siden USA's navnkundige og mislykkede invasion i Mogadishu, Somalia i 1992 (jf. filmen ”Black Hawk Down”) har landet været plaget og hærget af uro.

Utallige forsøg fra mange hold - USA, FN, den Afrikanske Union - har været gjort på at få Somalia til at fungere som en selvstændig stat. Men alle forsøg er hidtil faldet til jorden.

Lige siden det daværende USSR invaderede Afghanistan under den Kolde Krig og førte krig mod de muslimske oprørsstyrker (herunder Osama bin Laden), har der eksisteret mere eller mindre løst organiserede oprørsstyrker, som baserer sig på en fundamentalistisk udgave af Islam. Den kendteste er Osama bin Ladens Al Qaida, hvorfra er udgået en række islamistiske organisationer som f.eks. det somalisk-baserede Al Shabab.

Al Shabab har under Ahmed Abdi Godanes ledelse vist sig at være en organisation, som har været i stand til at erobre dele af Somalia og opslå hovedkvarter i byen Barawe i det sydlige Somalia.

Denne sommer har terrororganisationen foretaget flere angreb i både Somalia og i nabolandet Kenya. Organisationen har angrebet turistområder ved den kenyanske kyst, hvor 65 har mistet livet. Selv præsidentpaladset i Mogadishu har været angrebet af Al Shabab, hvis folk var udklædt som somaliske soldater. Flere medlemmer af den somaliske Parlament er blevet skudt på åben gade.

 

Ny mand på jobbet.

Efter Al Shababs angreb på Præsidentpaladset blev politichefen fyret. Ny mand på jobbet blev brigadegeneral Mohamed Hassan Ismail Farah. Denne herre udtaler til Weekendavisen: ”Vi har ændret samtlige procedurer efter angrebet og arbejder nu hårdt på at professionalisere sikkerhedsstyrkerne” – iklædt kakifarvet uniform med kongeblå epauletter og enorme sølvdistinktioner.

Farah har en ikke uplettet fortid. Han søgte således om asyl i Canada, men fik afslag, da de canadiske immigrationsmyndigheder fik mistanke om, at han var ansvarlig for tortur af (politiske) fanger i Somalia under diktator og præsident Siad Barre i 1980’erne. De canadiske myndigheder kunne på dette grundlag ikke efterkomme hans anmodning. Nu er han tilbage i sit hjemland og klar til at stramme op på de somaliske sikkerhedsstyrker.

 

Westgate-attentatet 2013.

Det internationale samfund har skubbet den Afrikanske Union foran sig i forsøg på at få afrikanere til at gå i spidsen for kampen mod Al Shabab og dens forsøg på at skabe et islamisk kalifat.

Kenya har ydet sit bidrag til den Afrikanske Unions styrker i Somalia og bliver således af Al Shabab anset for part i konflikten.

Måske var det en af grundene til, Al Shabab i september i 2013 foranstaltede et opsigtsvækkende attentat i et moderne og fashionabelt indkøbscenter i Kenyas hovedstad, Nairobi.

Bevæbnede Al Shabab folk trængte ind i indkøbscentret og holdt kunderne fanget i flere dage. De kenyanske myndigheder reagerede tøvende og usikkert – tilsyneladende helt uvant med den slags terrorangreb. Al Shabab dræbte 67 kunder og sårede yderligere omkring 200. Den dag i dag er terrorattentatet ikke fuldstændigt opklaret og de kenyanske myndigheder har vist sig ude stand til at håndtere terrorattentater af denne art.

I september 2014 dræbte amerikanske fly Al Shababs leder Ahmed Abdi Godane, som man mente var hjernen bag Westgate-attentatet. Inden Godane, som var en ”hard-liner”,  blev dræbt havde han selv stået for en udrensning i sin bevægelse og slået to af sine topledere ihjel.

Mange somaliere har i mange år levet i Kenya som flygtninge fra de mange borgerkrige i deres hjemland. En hel bydel i Nairobi kaldes således for ”little Mogadishu”. De kenyanske myndigheder er stærkt mistænksomme overfor de herboende somaliere, som de betragter som potentielle rekrutter til Al Shabab. Hele bydelen var i foråret 2014 lukket ned på grund af husransagninger og arrestationer. 

 

Heller ikke Kenyas præsident har rent mel i posen.

Kenyas præsident Uhuru Kenyatta (søn af Kenyas første præsident og grundlægger Jomo Kenyatta) er ikke nogen hædersmand, heller ikke han har rent mel i posen.

Den Internationale Forbryderdomstol i Haag (ICC) mener, at Uhuru stod bag urolighederne og de væbnede sammenstød mellem oppositionen og hans tilhængere efter valget i 2007.

Han kan således risikere at blive dømt for ”forbrydelser mod menneskeheden”.

Uanset hvordan begivenhederne udvikler sig i Somalia og i nabolandet Kenya, bør Vesten undlade at spille verdens "politibetjent" og overlade løsningen på Afrikas mange problemer til afrikanerne selv. 

Der er aldrig kommet noget godt ud af vestlig indblanding i afrikanske anliggender.  

 

   

 

   

 

 

 

  

Sporene fra de Kolde Krig skræmmer. Er vi tæt på en ny Kold Krig?

Nogle hævder, at perioden med kold krig for længst er forbi. Det ideologiske modsætningsforhold mellem datidens to stormagter USA og USSR - eksisterer ikke længere.

Altså er den Kolde Krig død og kan – og bør – ikke genoplives. 

 

Koldkrigstoner?

Den i stadig stigende grad xenofobiske (fremmedhadende) russiske præsident Putin har for nyligt udtalt:  ”Rusland er en af de mest magtfulde atomvåbenbevæbnede nationer”.

Denne udtalelse var næppe tænkt som værende en forsikring til omverdenen om, at det post-sovjetiske Rusland aldrig vil gøre brug af disse våben, men skal vel snarere opfattes som et afskrækkelsesmiddel, som også Rusland, kunne finde på at bruge, hvis nogen skulle finde på at ”true” Rusland.

Den amerikanske journalist Eric Schlosser har for nyligt udgivet bogen: ”Command and Control – Nuclear Weapons, the Damascus Accident and the Illusion of Safety”.

Schlosser er ikke modstander af atomvåben som sådan, men er kritisk overfor den ofte – utilsigtede – brug af disse. Schlosser mener f.eks., at atomvåben havde en afskrækkende effekt på begge parter under den Kolde Krig: ”Jeg mener, at efter 2. verdenskrig var det USA’s atomvåben, der forhindrede Rusland i at invadere eller i hvert tilfælde skabe politisk dominans i Vesteuropa”.

Rustningskapløbet mellem de to stormagter – USA og USSR – truede med at ende i et atomart vanvid. I slutningen af 1940’erne mente den amerikanske hær, at der skulle 133 atombomber til at ødelægge Sovjetunionen. 20 år senere havde USA 32.000 atombomber, hvilket må betegnes som ”overkill”.

Selv USA’s forsvarsminister under Vietnam-krigen Robert Mc Namara (som var ansvarlig for 100.000’er af vietnameseres liv) betragter det i dag som vanvid. (jf. Weekendavisen, 19. september).

Adskillige episoder under den Kolde Krig viser, hvor let det kunne være endt med et atomragnarok. Schlosser omtaler adskillige tilfælde, hvor det sagtens kunne være endt galt. En enkelt - som fandt sted 3. juni 1981i USA - skal fremhæves.

 

Be careful!

Præsident Jimmy Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Zbigniew Brzezinsky blev midt om natten ringet op af en højtstående militærrådgiver, som meddelte ham, at russiske u-både havde sendt 200 missiler af sted mod USA. Kort efter blev han igen ringet og fik at vide, at det ikke var 200, men 2.200 missiler, som var på vej mod ukendte mål i USA.

Brzezinsky blev bedt om at give præsident Carter besked, så USA kunne besvare denne umiddelbart indgående og dødelige trussel. Inden sikkerhedsrådgiveren nåede at ringe til præsident Carter, fik han at vide, at det var falsk alarm. (Weekendavisen, 19. september).

 

Handle with care!

En anden faretruende episode som fandt sted på dansk territorium – på Grønland – involverede ikke ganske vist nogen fare for at udløse en atomkrig, men viser alligevel var farligt et våben atommissiler er at omgås. Ulykken sker over Grønland 21. januar 1968, da et amerikansk B52 bombefly med 4 Mark 28-brintbomber (indeholdende plutonium i missilhovederne) styrtede ned i Bylot-sundet få kilometer fra Thule.

Hvis blot en af brintbomberne var detoneret ville Thule Airbase og de omkringliggende grønlandske bygder være blevet ødelagt. Hvad værre er, ulykken kunne måske få russerne til at misforstå situationen og gribe til modforholdsregler.

Sagen blev i mange år efter 1968 forsøgt dysset ned af danske regeringer, som havde indgået en hemmelig aftale med USA om udstationering af atomvåben på dansk grund, hvilket var i uoverensstemmelse med dansk lovgivning. 

 

Faren for brug af atomvåben er ikke drevet over.

Om faren for udløsning af en atomkrig i dag siger Schlosser: ”Vores våbenssystemer er gamle. I Rusland er deres advarselssystemer i elendig forfatning. Det personale som skal håndtere advarslerne, både her og i Rusland, er uerfarne. De har aldrig levet under den Kolde Krig, hvor alarmberedskabet var konstant. Denne mangel på erfaring kan blive fatal. Så jeg håber, Rusland nedtoner sin retorik. Rusland, Kina, Indien og Pakistan bør indse, at jo flere atombomber der findes, desto farligere er det”.

Schlosser pointerer, at han ikke mener, at vi ”står overfor en atomkrig eller en terrorhandling med atomvåben”. Men han tror, ”at vi var heldige med at komme helskindede ud af den Kolde Krig. Det var et held at ingen byer blev ødelagt. … Afskrækkelse er i bund og grund en slags gidseltagning: *Angriber du mig, dræber jeg alle dine kvinder og børn”.

Schlosser slutter samtalen med Klaus Wivel med et optimistisk: ”Have a nice day!”

 

Det er ikke overdrevet og slet ikke irrelevant at stille spørgsmålet, om verden er på vej ind i en ny slags Kold Krig.  

Det internationale situation mellem verdens magter er højst usikker og noget anspændt for tiden og intet tyder på, at vi er på vej mod fredeligere tider. Derfor er spørgsmålet om vi er på vej mod tilstande som kan minde om - og virke som - en ny tid med Kold Krig ikke irrelevant.  

Ingen kan være interesseret i en ny Kold Krig. Ikke desto mindre har verden bevæget sig ind i en ny fase efter Murens fald i 1989 og USSR's implosion i 1991. Fra bipolaritet til multipolaritet. Flere stormagter - Kina, Indien, Brasilien og Rusland - gør krav på stormagtsstatus. Putins Rusland spiller med musklerne og rasler med sablerne på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine.

USA's position er svækket og Kina er ny spiller på banen. Den internationanle situation er højst usikker - og vi kan ikke være sikre på ret meget. Er vi på vej ind i en ny koldkrigsfase - med ny og gamle aktører i en lidt ændret rollebesætning?             

 

   

 

      

 

 

 

  

 

Fremmedhad i Sverige og Danmark. Hvorfor er forskellen så stor?

 Følgende plakattekster kunne man have fundet på skånske busser:

-       ”Mindre indvandring her – mere hjælp til flygtninge der.”

-       Livtag med kriminaliteten – mere støtte til ofrene.”

-       Stop det organiserede tiggeri.”

(jf. Paulina Neuding: Kløften gennem Sverige, Weekendavisen, 19. september 2014)

Ofte udtrykker korte slogans bedre det politiske budskab end lange og kedelige politiske udtalelser.

De 3 ovenfor anførte politiske ”statements” er klare og utvetydige. Tillad mig at udlægge dem.

Første slogan giver udtryk for et ønske om, at eventuelle indvandrere og flygtninge bør blive i deres hjemland og modtage støtte her – frem for at valfarte til den rigere del af verden.

Hvilke politiske partier i Danmark kunne tænkes at abonnere på en sådan holdning?

Vist dem alle sammen – med undtagelse af Enhedslisten.

Andet slogan giver udtryk for et ønske om mindre kriminalitet – og større forståelse for kriminalitetens ofre.

Vel et synspunkt de fleste danske politiske partier går ind for. Hvilke partier går ind for mere kriminalitet og ingen forståelse for ofrene?

Tredje slogan giver udtryk for, at det ikke ser pænt ud, når nogle stiller sig op og tigger pæne borgere om penge, da slet ikke, hvis det er organiseret (tænkes der mon her på østeuropæiske zigøjnere?).

Det sidste slogan er nok det mest radikale, for det skelner ikke mellem ”værdigt trængende” tiggere og tiggere, som sagtens kunne forsørge sig selv, hvis de ville.

Hvad er det for et parti, som mener, at disse 3 spørgsmål er de vigtigste? Det er det svenske Sverigedemokraterne – og ikke en række danske politiske partier, som lige så godt kunne have brugt disse slagord, er det min påstand.

Er Sverigedemokraterne så - set med danske øjne – mere fremmedfjendske – end de danske – regnet fra Dansk Folkeparti til Socialistisk Folkeparti? Næppe at dømme efter danske politikeres mange – mere eller mindre fremmedfjendske - udtalelser i medierne.

Forskellen er blot, at fremmedfjendtligheden er langt større hos de politiske partier i Danmark end i Sverige.

Befolkningerne er ikke nødvendigvis så forskellige.

Det skal oplyses, at Sverigedemokraterne ved det netop afholdte valg i Sverige fik 13 % af stemmerne. Så nu er der 13 % af svenske vælgere, der er enig med flertallet af de danske partier.

I øvrigt blev plakaterne slet ikke sat op på busserne i Skåne. De var for fremmedfjendske, syntes trafikselskabet.