Kan man lære noget af Afghanistan-krigen 2001?

Borgerlige politikere som Søren Pind (Venstre) mener, en evt. undersøgelse af det danske engagement i Afghanistan-invasionen i 2001 bør tage form af en hyldest til dem der deltog. Han udtaler således: ”Vi ønsker et festskrift over den danske indsats i Afghanistan, lige som når store personer i den akademiske verden opnår et eller andet.” (Information, 19. september).

Søren Pind ønsker at hylde de heltemodige danske tropper i Afghanistan for deres beundringsværdige bedrifter – for nogles vedkommende med livet som indsats.

Det bør ikke komme som en overraskelse for de, som kender Søren Pind (Venstre). Den fremtrædende Venstre-politiker og tidligere Udviklingsminister i den sidste Lars Lykke Rasmussen-regering før regeringsskiftet, Søren Pind, er en varm tilhænger af den amerikanske imperialisme og en stor beundrer af især den afdøde amerikanske præsident Ronald Reagan (republikaner).

Borgerlige politikere som Søren Pind er åbenlyst ikke interesseret i en ”uvildig” undersøgelse af årsagerne til den USA-ledte invasion i Afghanistan i 2001.

I betragtning af den efterfølgende udvikling i Afghanistan kan man godt forstå det. Hvad opnåede krigs-tilhængerne i løbet af de næste 10 år efter 2001? Et land i total opløsning, med hyppige blodige sammenstød mellem invasionsstyrkerne og Taleban og enorme tab af civile menneskeliv.   

Et helt igennem korrupt og korrumperende styre under Hamid Karzai – baseret på stammeloyalitet. Ikke skyggen af borgerligt demokrati. Tillykke Søren Pind med resultatet!

Men vil Pind indvende: Vi fik da langt om længe ram på hovedfjenden Osama bin Laden – selvom om vi endnu ikke har nedkæmpet de lokale ”frihedskæmpere”, de muslimske og fundamentalistiske Talebanere.

Pind kan takke sin helt Reagan og hans administration for støtten til datidens Talebanere – mujahedinerne, som USA støttede helhjertet i kampen mod datidens hovedfjende – Sovjetunionen, som havde ydet ”broderlig” hjælp til den daværende afghanske ”kommunistiske” regering.

Så man sår, så høster man, Søren Pind.

Udenrigsminister Martin Lidegård (Det Radikale Venstre) ønsker heller ikke, at en tilbundsgående undersøgelse bør omfatte spørgsmålet, om ”det var nødvendigt at gribe ind.” (Information, 19. september). Så spørgsmålet om der var ”særlige” danske årsager, som hævdet af Anders Fogh Rasmussen, er stadig uafklaret.

Men mon ikke Anders Fogh Rasmussen – ligesom de efterfølgende Helle Thorning-Schmidt-regeringer – bare fulgte trop, når USA kaldte?

Kan vi overhovedet lære noget af fortiden – og dens fejltagelser? Den bedste måde at undgå dette på, er at benægte, at der blev begået fejltagelser. Således afviser Søren Pind og hans ligesindede, at der blev begået større fejltagelser og at invasionen i sin helhed var mislykket.    

På denne måde kan Søren Pind og andre vandre blindt videre og således kaste sig ud i andre imperialistiske eventyr – det være sig i Syrien, Irak.   

Fagboss kræver statslig mindsteløn.

Mindsteløn i Danmark?

Fagforbundet FTF’s forkvinde Bente Sorgenfrey foreslår nu, at det danske Folketing vedtager en lov om mindsteløn i Danmark.

Helt nye toner fra fagbevægelsen – oven i købet fra et forbund, som organiserer funktionærer, som formodes ikke at være blandt de lavestlønnede.

Det har ellers været gængs praksis i mange år, at mindstesatserne var indskrevet i overenskomsterne, som et forhandlingsresultat mellem parterne på arbejdsmarkedet.

Det skal nu åbenbart ikke længere være gældende ifølge FTF’s forkvinde, Bente Sorgenfrei.

Og hvorfor ikke det? Hvad har ændret sig, som har gjort dette nødvendigt?

 

Lad medlemmerne styrke fagforeningerne - i stedet for at bosserne sender appeller til et Folketingsflertal.

Er det den faldende organisationsprocent af fagforeningsmedlemmer, som nu bekymrer fagforeningsbosserne?

Med faldende organisationsprocent svinder fagbevægelsens magt overfor arbejdsgiverne. At fagforeninger tilsyneladende er ude af stand til at dæmme op for de mange uorganiserede arbejdsgivere, entreprenørfirmaer, som ofte beskæftiger uorganiseret (og ufaglært?) arbejdskraft?

Hvorfor skulle FTF’s forkvinde ellers ønske en statslig mindsteløn som i Norge, Island og i Frankrig, som har haft en mindsteløn (SMIC) i årtier.

I Frankrig er den statslige mindsteløn et klart udtryk for, at – de mange – fagforeninger ikke formår at gennemtvinge en overenskomstmæssig mindsteløn, fordi organisationsprocenten er ekstrem lav – ca. 8 %. I Danmark er den dog - trods alt - stadig omkring 70 %.  

Var det ikke bedre, om fagforeningerne - gennem forhandling eller med hårdere midler - tvang arbejdsgiverne til at betale en overenskomstfastsat mindsteløn til de lavestlønnede? Eller har fagbevægelsen helt opgivet ævred?

Ganske vist kan fagforeningerne ikke tvinge arbejdsgivere til at melde sig ind i en arbejdsgiverforening, men så har de vel magt til at nægte deres medlemmer at arbejde på arbejdspladser, som ikke benytter organiseret arbejdskraft?

Det kræver, at fagforeningerne tager drastiske midler taget i brug, og dette er måske ikke helt i overensstemmelse med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor parterne kun betjener sig af fredelige kampformer?

Appellen til et folketingsflertal forekommer mere at være udtryk for en falliterklæring fra fagbossernes side i et kluntet og ubehændigt forsøg på at bevare deres magtpositioner.

I stedet bør fagbevægelsens medlemmer satse på at styrke sig i deres kamp for at gennemtvinge ordentlige og rimelige løn- og arbejdsvilkår på industriarbejdspladser og kontorer.            

 

Dansk landbrug lukker øjnene for smittefare fra den smittefarlige bakterie MRSA.

Dansk landbrugs svineri.

Dansk landbrug har i årevis produceret svin i millionvis (op til 25 mio. svin om året), hvoraf nogle har været og stadig er inficeret af en multiresistent bakterie kaldet MRSA.

Denne bakterie er smitsom og smitter såvel dyr som mennesker. Smitten kan således brede sig fra dyr til mennesker. Indtil videre er 4 danskere døde og ca. 1000 er i fare for at blive smittet inden for det næste år.

 

Dansk landbrugs hemmelighedskræmmeri.

Landbrugets organisation, Landbrug og Fødevarer, har indtil videre valgt en strategi om at hemmeligholde antallet af svinebesætninger, som er inficeret af MRSA og har nægtet at udlevere oplysninger til myndighederne, Fødevarestyrelsen, om de enkelte landbrug.

Ombudsmanden har nu pålagt Fødevarestyrelsen at få oplyst hvor mange svinebesætninger, som er inficeret. Dette har Landbrug og Fødevarer modsat sig. Og indtil videre er processen gået i stå.

Dansk landbrugs interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, har altså valgt at foretage ”damage control” for ikke at landbruget og svinedriften skal lide skade.

Dansk landbrug påberåber sig sin store betydning for landets samlede eksportindtægter og påkalder sig gerne sin store betydning for dansk madkultur i form af svinekød.

Hvilken interesse har dansk landbrug og danske svinebedrifter i at hemmeligholde antallet af inficerede svin og at undervurdere smittefaren?

Forskningschef i Forskningscenter for svineproduktion – under Landbrug og Fødevarer – Poul Bækbo, er vidende om problemets omfang. Han udtaler, at en undersøgelse i 2014 af 200 besætninger formodentlig vil vise, at ca. halvdelen vil være smittet.

Men smitten kommer og går og er ikke til at kortlægge (jf. dagbladet Information, 18. september).

Når det er umuligt at inddæmme smitten, må landbrugets organisation opfordre den enkelte landmand til at forbedre sin hygiejne i svinestalden. Hvis landmanden konstaterer symptomer på sygdommen, må han gå til sin læge og fortælle ham, at han er landmand og måske er smittet af MRSA.

Det er Landbrug og Fødevarers opskrift på bekæmpelse af smittefaren fra MRSA.

Forskningschefen udtaler: ”Det har ikke været vort primære fokus at kommunikere til den brede befolkning.” Det har dansk landbrug sandelig heller ikke gjort!

Befolkningen må nøjes med følgende beroligelse: ”Og man skal huske på, at bakterien faktisk ikke lever ret godt på mennesker. De fleste vil tabe den efter at have været væk fra det inficerede miljø i et par dage.” (jf. Information, 18. september).

Indtil videre er der i alt fald 4 døde personer - og potentielt 1000 mennesker – som ikke kan være tilfreds med denne beroligelse fra forskningschefen.

I alt for mange år har dansk landbrug og dets interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, af lovgivningsmagten - politikere og embedsmænd – fået lov at køre frihjul efter eget forgodtbefindende. 

Landbrugets overordnede hensyn – afsætning og indtjening – har fået lov til at bestemme dets produktionsforhold og svineproduktion uden at ret mange har råbt vagt i gevær.

Befolkningen har ikke været oplyst om det industrialiserede landbrugs måde at producere svin på og store dele af befolkningen er ikke vidende om produktets manglende kvaliteter.

Senest har Sverige sat spørgsmålstegn ved kvaliteten af dansk produceret svinekød og har indledt en boycot af importeret dansk svinekød på grund af usikkerhed om den multiresistente bakterie MRSA.

Hvis ikke dansk landbrug og danske svineproducenter vil lide ubodelig skade i form af manglende købelyst hos danske som udenlandske forbrugere, kan svineproducenterne risikere, at forbrugerne giver dem en ordentlig lussing i form af et mindre forbrug og besvær med at få kødet afsat på eksportmarkeder.

At problemet ikke er nyt fremgår af multikunstneren Michael Wittes kloge ord fra 1970’erne: ”Danske svin er sunde, de strutter af penicillin.”

Nyttige links:

http://www.organictoday.dk/mrsa-smitte-kan-maske-overfores-via-kod/

 

http://www.organictoday.dk/flere-vil-do-af-multresistent-svinebakterie/

 

http://www.information.dk/telegram/509947