Nyhedsside med revolutionære marxistiske synspunkter.

 

 

 

     

 

Krigens "utilsigtede medfølgende virkninger".

27-09-2014

Krigens tilhængere må stille sig spørgsmålet hvor store tab af civile menneskeliv de vil acceptere.

KRIGENS ”MEDFØLGENDE UTISIGTEDE SKADER”.
I alle krige vil der være uskyldige, der uforvarende og uskyldigt bliver ramt af krigens ulykker.
Stridens parter vil sikkert begge helst undgå at tredjepart unødvendigt bliver ramt eller skadet.
For at beskrive dette fænomen har man opfundet et passende udtryk, som på engelsk hedder ”collateral damage”. Hvis vi skal oversætte dette uoversættelige ord må det blive noget i retning af ”medfølgende utilsigtede skader på tredjepart”.
Fredag 26. september holdt den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel en pressekonference, hvor nogle journalister bragte spørgsmålet om ”collateral damage” op.
Uden at gå nærmere ind på spørgsmålet, svarede Chuck Hagel, at hvis der opstod ”collateral damage”, måtte det undersøges.

”Collateral damage – en kalkuleret risiko ved krig.
”Collateral damage” anses åbenbart af krigsførende magter som en kalkuleret risiko ved krig.
Spørgsmålet er så, hvor mange tab af civile USA og ’koalitionen af villige partnere’ kan acceptere i Irak og Syrien?
Pudsigt nok opgøres næsten aldrig tabene på modstanderside, mens alle tab på egen side omtales øjeblikkeligt og indgående.
Tænk f.eks. på 2. verdenskrig. Hvor mange uskyldige civile tyskere omkom under de allieredes luftbombardementer over bl.a. Hamborg og Dresden?
Og tænk f.eks. på hvor mange uskyldige civile japanere som blev dræbt af de to atombomber, som blev kastet af amerikanske fly over Hiroshima og Nagasaki i august 1945?
Kender nogen tallene på omkomne i de krige som fandt sted i Sydøstasien under den Kolde Krig? I Korea, Vietnam, Laos og Cambodja?
Og hvorfor ved vi ikke hvor mange afghanere og irakere, som har mistet livet som følge af krigene i Irak og Afghanistan?
Hvorfor er disse tabstal ikke gjort op? Man kan kun anslå, at så og så mange menes omkommet, slået ihjel, forsvundne.
Retfærdiggør en såkaldt ”nødvendig” krig tab af civile liv af en hvilken som helst størrelse?
Er det bare en nødvendig omkostning ved at føre krig, moderne krig. Moderne krig, hvor krigsforbryderen ofte befinder sig langt fra slagmarken og ikke ser resultatet af sine krigsforbryderiske handlinger – uanset hvor utilsigtede disse måtte være.
Prøv en gang at sætte dig i det uskyldige offers sted. Du og din familie bor og lever tilfældigvis på et sted, hvor de krigsførende parter har valgt at slås. Du og din familie har måske intet udestående med nogen af krigens parter.
Ved et droneangreb eller ved et missilangreb affyret fra fly rammes din bolig af et raketmissil, som var tiltænkt nogle andre end dig.
Dit hus, din bolig – måske din fabrik lå i vejen. Eller befandt sig for tæt på krigszonen, som jo ikke er klart markeret, men bølger frem og tilbage.
Hvilke følelser må disse mennesker - som fuldstændigt uskyldigt bliver ramt af raketmissiler - have over for de ukendte personer, som har beregnet missilets kurs og har stillet ind på objektet.
I militært sprog tales om ”targets” som mål på en skydeskive. Succes er ligesom pletskud på en skydeskive.
Men det hænder jo, at nogen har flyttet skydeskiven, at pilen affyres mod det gale mål og således rammer ved siden af.
I krig er dette skæbnesvangert for de, som rammes af et vildfarende missil.
Resultatet er, at totalt uskyldige mennesker bliver slået ihjel eller helt mister deres eksistensgrundlag.
Disse mennesker er i forvejen ekstremt dårligt stillet, fordi de lever i den del af verdenen, hvor fattigdom, nød og elendig er udbredt.
Deres liv ødelægges og de må begynde forfra.
Hvem skal hjælpe disse totalt uskyldige mennesker, som uforvarende og helt uskyldigt har befundet sig i en krigszone?
Nok ikke nogen af krigens parter!
Lyder det pacifistisk? Måske, men krigens tilhængere er nødt til at stille sig disse spørgsmål, når de nu har valgt at kaste dele af Mellemøsten ud i en ny krig.

26-09-2014

Danske politiske partier følger blindt Obama og USA i væbnet angreb på IS i Syrien.

Et samlet kor af danske politikere er klar til at følge Obama og USA i krig i Syrien.
Næsten samtlige danske politiske partier er klar til at følge den amerikanske præsident Obama og USA i krig mod Islamisk Stat i Syrien.
Partierne og deres ledere venter blot på en anmodning fra det amerikanske udenrigsministerium om at medvirke i den væbnede aktion over Syrien, som amerikanske og franske fly indledte i onsdags.

Danske regeringers udenrigspolitik.
Borgerlige og socialdemokratiske toppolitikere har gennem årtier slavisk trasket i hælene på den til enhver siddende amerikanske regerings udenrigspolitik.
Skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringer har siden krigene på Balkan i 1990’erne blindt trasket i hælene på amerikansk udenrigspolitik.

Nyrup Rasmussen opfandt den danske ’aktivistiske’ udenrigspolitik på Balkan i 1990’erne.
Da USA ikke i FN’s Sikkerhedsråd kunne få Ruslands og Kinas (vetoret) accept af et væbnet angreb på Serbien gik USA uden om FN og anmodede NATO-landene om at støtte sig.
Nyrups socialdemokratisk-ledte regeringer havde opfundet en ny ’aktivistisk’ udenrigspolitik og brudt med dansk ’neutralitets-politik’.

Anders Fogh Rasmussen fulgte blindt USA ind i Irak i 2003.
I 2003 fandt den amerikanske præsident G. W. Bush tiden inde til at give den irakiske præsident Saddam Hussein en lærestreg, da han op gennem 1990’erne tilsyneladende havde siddet FN’s sanktioner overhørig om at skille sig af med såkaldte masseødelæggelsesvåben.
Anders Fogh Rasmussens V-K-regering lod sig villigt overbevise til at støtte G. W. Bush i en militær besættelse af Irak.
Det lykkedes dog ikke G. W. Bush at overbevise alle sine NATO-partnere, således var Frankrig (Dominique Villepin) og Tyskland (Joska Fischer) imod.

Danske politikere optræder som den amerikanske imperialismes lakajer.
I 2014 synes holdningen at være de samme. Danske regeringer og toppolitikere trasker tilsyneladende blindt i hælene på amerikansk udenrigspolitik.
De borgerlige partier synes nærmest at ville overgå hinanden i krigsretorik og tilslutter sig helhjertet et bombeangreb på Islamisk Stat i Syrien.
Den socialdemokratisk-radikale regering synes heller ikke at være tilbageholdende med at slutte op om et væbnet angreb med dansk deltagelse.
Regeringen venter tilsyneladende kun på en invitation fra den amerikanske regering om at ville bidrage. I så fald formodentlig med F16 fly, på samme måde som danske F 16 fly deltog i bombningen af Gadaffis Libyen i 2011.

Krigens modstandere?
Kun Enhedslisten synes at have fået kolde fødder - efter sin indledende accept af et væbnet indgreb mod Islamist Stat i Irak.
Et klart flertal i Enhedslistens Hovedbestyrelse stemte for et væbnet angreb mod IS – med den begrundelse, at sådant et angreb ville styrke kurderne i det nordlige Irak.
De borgerlige politikere har efterhånden overladt den ideologiske slagmark helt til småborgerlige humanister på venstrefløjen – i takt med at den sidste ’anstændige’ borgerlige humanist synes at være uddød.
Dette tomrum har Enhedslisten vidst at indtage. Med dyb moralsk indignation og stor humanistisk harme taler Enhedslistens top nu om at gå ”FN-vejen” og at USA burde have fået sit væbnede angreb godkendt i FN’s Sikkerhedsråd.
Undskyld! - som Enhedslistens topfolk plejer at sige -, men i fuld alvor: Skulle Obama og den amerikanske regering gå til FN og bede Rusland og Kina om accept til at foretage en væbnet aktion i første omgang i Irak – for derefter at udvide den til Syrien?
Det ville da være torskedumt og bundløst naivt.
Sådanne forestillinger kan kun opstå, fordi Enhedslistens top ikke er drevet af nøgtern marxistisk analyse, men tværtimod af et (små)borgerligt og humanistisk engagement.
Enhedslisten sætter moralsk forargelse og indignation i stedet for en grundig marxistisk analyse af forholdet mellem den amerikanske imperialisme og ekstrem international islam.
Nøjagtigt som sidste gang med invasionen i Libyen i 2011 hoppede Enhedslistens flertal på limpinden og lod sig lokke af imperialismens sirener til at tilslutte sig et væbnet flyangreb på Gadaffis Libyen. Se hvad det førte til! Bliver Enhedslisten ikke snart klogere?
En gang burde være nok.
Svaret er desværre nok negativt. Enhedslistens topfolk er ikke i besiddelse af de fornødne marxistiske analytiske redskaber, som er nødvendige for at vejlede dem.
Uden disse forfalder Enhedslistens top til en småborgerlig humanisme, som er ude af stand til at angive en rigtig politisk kurs.

Obama undgik behændigt at omtale sit væbnede angreb på IS i Syrien på Sikkerhedsrådet møde onsdag 24. september.

25-09-2014

Vil onsdagens væbnede angreb fra luften på IS i Syrien blive fulgt op af styrker på landjorden?

Hvad vinder Obama og USA ved en invasion i Syrien?
I går onsdag blev der i FN’s Sikkerhedsråd holdt møde om international terrorisme. Obama begrundede sit resolutionsforslag om en forstærket kamp mod international terrorisme med henvisning til de anslåede 15.000 jihadister, som menes at have tilsluttet sig den væbnede kamp i primært Syrien mod Bashar Al-Assads diktatoriske styre.
I løbet af de sidste 3 år, hvor borgerkrigen har raset mellem Assad-styret og stadig mere ekstreme og islamistiske grupper, som har fået tilslutning fra jihadister fra store dele af den vestlige verden, er ca. 200.000 omkommet og millioner er flygtet ud af Syrien.
Islamistiske grupper har nu erobret store dele af Syrien og truer med at trænge de kurdiske militser ud af de autonome kurdiske områder i Irak.
Indtil videre har den vestlige verdens støtte til de syriske oprørsstyrker kun været verbal. Meget lidt våbenhjælp har tilflydt oprørsstyrkerne fra vestlige lande.
Derimod har arabiske lande som Saudiarabien og det lille emirat Qatar støttet med militær bistand og våben.
Vesten har tøvet mere og mere, fordi modstanden mod Assad er blevet overtaget af ekstreme islamistiske grupper, som er udsprunget af Al Qaidas forskellige lokale og regionale grupper.
Nye navne på islamistiske grupper er dukket op, som alle ønsker en eller form for islamistisk stat oprettet i Irak og Syrien.
Det har været svært at få øje på grupper i modstandsbevægelsen mod Assad, som Vesten har kunnet genkende sig selv i.
Man har forgæves kigget efter grupper, som kunne siges at have en ’vestlig’ dagsorden.
Senest har gruppen Islamisk Stat ført sig frem på slagmarken og har tilføjet den syriske hær en række nederlag og senest også den irakiske hær, hvor IS er kommet i besiddelse af tunge våben som (amerikanske) tanks og kampvogne.
Hidtil har Vesten haft en ”wait and see”-holdning og afventet begivenhedernes gang til de moderate sunnigruppers store utilfredshed i Syrien.
Onsdag 24. september valgte Obama og den amerikanske hær at slå til i Syrien. IS og andre islamistiske grupper blev overdænget med Tomahawk-missiler fra fly afgået fra amerikanske skibe.
Også de to arabiske lande – kongedømmet Saudiarabien og det lille emirat Qatar stod bag det væbnede angreb.

Hvad kan vi nu forvente os vil ske i Syrien og Irak i nærmeste fremtid?
Vil et indledende luftangreb blive fulgt op af landtropper? Og i så fald, hvilke lande vil deltage?
Man kan næppe forvente, at et luft-bombardement helt kan uskadeliggøre IS og andre islamistiske grupper. Selv ikke hvis det skulle lykkes at afskære dem muligheden af at udnytte de oliekilder, som befinder i de områder, som de har erobret.
Hvis man virkelig vil komme IS og de andre islamistiske grupper til livs, skal man nok regne med, at det bliver nødvendigt med ”boots on the ground”, hvad man helst har villet undgå på grund af de dårlige erfaringer fra de hidtil mislykkede missioner i Afghanistan i 2001, Irak i 203 og i Libyen i 2011.
Det er uklart, om verdenssamfundet er i stand til at tage en kollektiv beslutning om at sætte landstyrker på jorden i Syrien og måske igen i Irak, da IS har strakt sine aktiviteter ind i begge lande og betragter grænselinjer som streger på et kort.
Kan Obama, Cameron, Hollande m.fl. holde til at give deres tilslutning til endnu en væbnet aktion på land i et land, som er delvist besat af fjendtlige styrke som IS og andre?
Se blot på hvordan det gik i Afghanistan (Taleban), Irak (shia-militser) og i Libyen, som ligger i totalt kaos.
Sporene skræmmer, og resultatet af en fuldtonet mission er yderst usikkert. Med en vestlig invasion i Syrien risikerer USA - og de af NATO-landene som vælger at bakke op - at spille kortene i hænderne på Rusland, som har nydt godt af at støtte sin gamle forbundsfælle Assad.
En massiv indsats mod IS og andre islamistiske kræfter i Syrien vil umiddelbart styrke Assad (og Rusland) og vil forrykke magtbalancen mellem USA og Rusland i Mellemøsten.
Obama risikerer at have vundet en Pyrrhussejr.

I dag onsdag 24. september vil USA i FN's Sikkerhedsråd forøge at retfærdiggøre sit væbnede angreb på IS i Syrien.

24-09-2014

I dag onsdag 24. septemeber vil USA i FN's Sikkerhedsråd forsøge at retfærdiggøre sit væbnede angreb på IS i Syrien med henvisning til § 51 i FN's Charter.

Når FN’s Sikkerhedsråd mødes i dag onsdag 24. september vil USA retfærdiggøre sit væbnede angreb på Islamisk Stat (IS) i Syrien ved at henvise til § 51 i FN’s Charter.
Her står, at: ”Intet i det nuværende FN Charter skal forhindre den iboende ret til individuelt [et enkelt land] eller kollektivt [flere lande] selvforsvar, hvis et væbnet angreb indledes mod et medlem af FN, indtil Sikkerhedsrådet har taget de fornødne forholdsregler til at opretholde international fred og sikkerhed”.
Ifølge Obama og den amerikanske administration giver denne paragraf i FN’s Charter USA ret til ”selvforsvar, hvis et væbnet angreb indledes mod et medlem af FN” med henblik på at ”opretholde international fred og sikkerhed.
Obamas juridiske rådgivere har fundet denne paragraf i FN’s Charter nyttig og vil bruge den til at retfærdiggøre sit væbnede angreb med Tomahawk-missiler på udvalgte punkter, hvor IS holder til i Syrien.
Obama og hans administration ved udmærket godt, at det væbnede angreb ikke vil blive godkendt i FN’s Sikkerhedsråd, da hverken Kina eller Rusland vil stemme for en evt. resolution.
Rusland (og Kina) føler sig ikke sikre på, at USA og de af NATO-landene, som støtter USA, vil holde sig til en sådan resolutions ordlyd. Erfaringerne fra Libyen i 2011 fortæller dem noget andet. Her gik USA og dets støtter ud over resolutionens udtrykkelige indhold, som ikke gav dem mulighed for at styrte oberst Gadaffis diktatoriske regime.
Libyen-resolutionen gav kun USA og dets støtter mulighed for støtte fra fly til oprørsstyrkerne.
Tilliden mellem Rusland og USA røg sig en tur og er ikke genoprettet siden.
USA har endnu en gang – som i Irak i 2003 – valgt ikke at gå ”FN-vejen”. Til gengæld har Obama og John Kerry denne gang fået 3 Golf-stater (Bahrain, Qatar og De forenede Arabiske Emirater) og to arabiske kongedømmer (Saudiarabien og Jordan) med i en bred koalition.
Obama og Kerry opfatter selv dette som en ”sejr”, da angrebet så ikke kun er et amerikansk eller vestlig angreb på et arabisk land (Syrien).
Med angrebet griber USA ind i borgerkrigen i Syrien – på den ”forkerte” side. USA – og Saudiarabien og Qatar - har hidtil støttet oprørsstyrkerne, som kæmper mod Bashar Al-Assads syriske hær.
Nu har de to arabiske lande tilsyneladende skiftet hest midt i vadestedet og USA kommer nu til indirekte til at hjælpe Assad i hans kamp mod de - for en stor dels vedkommende - islamistiske oprørsstyrker.
For at retfærdiggøre USA’s indgreb omtalte Obama i sin korte tale tirsdag en hidtil ukendt islamistisk gruppe ved navn Khorason, som skulle bestå af ”erfarne Al Qaida-kæmpere”. Gruppen har ikke før været omtalt i nogle medier, men menes at bestå af jihadister fra Pakistan, som nu har søgt andre græsgange i Syrien.
Obama omtalte denne gruppe og knyttede den til attentater, som skulle være begået (men som blev forhindret) mod fly i retning af USA som bevis på, at der skulle eksistere en konkret og umiddelbart forestående terrortrussel rettet mod USA.
Trods alle sine krumspring vil det ikke lykkes Obama at overbevise et flertal I FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution, som skaber et lovmæssigt grundlag for angrebet.
Obama har dermed sendt USA og dets allierede ind i endnu et land, Syrien, hvor det er svært at se endemålet. Man må som i tilfældet med Irak i 2003 stille spørgsmålet om USA har et mere langsigtet mål med sit angreb – udover at svække IS på kort sigt.
USA har ikke formelt fået lov at krænke syrisk luftrum, men har på diplomatisk vis ladet den irakiske udenrigsminister og FN-ambassadør overrække den syriske ambassadør en formel note om, at der ville finde et angreb sted tirsdag.
Bashar Al-Assad har stiltiende accepteret dette og har - forståeligt nok - ikke sat sig imod det. Tomahawk-missiler og droneangreb på IS vil selvfølgelig gavne Bashar Al-Assads diktatoriske regime i Syrien.
Hvis der overhovedet er et rationale at finde i Obamas og USA’s politik, må det værre noget i retning af: Af to onder (IS) vælger man det mindste (Bashar Al-Assad).
Er Al-Assad pludselig blevet ’a good bad guy’ – eller er han stadig ’a bad guy’?
Som ’ven’ af USA kan man aldrig vide sig sikker. I dag ven – i morgen fjende. Eller som i dette tilfælde - omvendt.
FN Charterets artikel 51 lyder sådan:
Article 51
Nothing in the present Charter shall impair the inherent right of individual or collective self-defence if an armed attack occurs against a Member of the United Nations, until the Security Council has taken measures necessary to maintain international peace and security. Measures taken by Members in the exercise of this right of self-defence shall be immediately reported to the Security Council and shall not in any way affect the authority and responsibility of the Security Council under the present Charter to take at any time such action as it deems necessary in order to maintain or restore international peace and security.

23-09-2014
23-09-2014

Enhedslisten gør igen knæfald for imperialismen.

 Enhedslistens gentagne knæfald for imperialismen.

Enhedslisten fremturer på ny i sin småborgerlige humanisme ved sin støtte til de USA-initierede og af USA udførte bombninger af de islamistiske krigere i ISIL i Irak.

Som gentagne gange før har skiftende danske regeringer straks vist sig villige til at støtte det amerikanske initiativ - ganske uanset hvilke geostrategiske og militærstrategiske motiver, der måtte ligge bag den amerikanske beslutning.

Det sidste er måske ikke så overraskende, hvorimod det første måske kan undre nogle på den såkaldte venstrefløj.

Det bør imidlertid ikke undre nogen. Enhedslisten har førhen vist, at den er i stand til tage fejl. Det gjorde et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse, da den i 2011 gav sin parlamentariske støtte til NATO-flys bombardementer af Libyen.

Formålet var den gang ikke at afsætte Libyens mangeårige hersker, oberst Ghadaffi, men, hed det, at forhindre hans folkedrab på sin egen befolkning.

Ingen, som fortjener betegnelsen revolutionær marxist, vil forsvare oberst Gadaffis diktatoriske og tyranniske regime.

Enhedslistens forsvarspolitiske ordfører, Nicolai Willumsen mener ikke, at NATO-landenes bombardement i Libyen og amerikanske flys bombardementer af ISIL’s  stillinger i Irak kan sammenlignes (jf. interview Information, 25. august 2014).  

I Libyen rejste i 2011 en stor del af befolkningen sig imod en diktatorisk og tyrannisk enehersker, som i øvrigt kaldte sig socialist.

I Irak 2014 har en ekstremt voldelig og barbarisk sunni-muslimsk milits, ISIL, allieret sig med den detroniserede sunni-del af den irakiske befolkning og indledt en kamp mod det irakiske shia-dominerede styre.

 

Amerikansk imperialisme: Det mindste ondes politik.

Den amerikanske imperialismes politik i Irak og Syrien synes at følge maximet om, at det er bedre at støtte et mindre onde - end et der er endnu større. Alt andet lige er ISIL værre end et ustabilt og sekterisk Irak og i hvert fald værre end al Assads Syrien.

Siden USA’ første invasion under G. Bush senior i 1991 har USA holdt hånden over kurderne i nord, som efter Husseins fald i 2003 - og hvis område i nord - fik tildelt status som autonom zone. Kurderne har formået at udvikle et mere eller mindre selvstændigt Kurdistan på irakisk territorium.

Kurderne har nydt godt af olieforekomster og raffinaderier i deres område og har formået at etablere handelsforbindelser med Tyrkiet om bl.a. olieleverancer.

Kurderne har til dels formået at etablere noget af det som ’koalitionen af villige lande’ (herunder den daværende danske regering) i 2003 havde håbet på kunne lade sig gøre i hele Irak efter Saddam Hussein.

I Syrien har USA indtil nu støttet en broget koalition af enkeltpersoner og grupper i opposition til al Assad.

Rusland har indtil videre modsat sig forhandlinger om al Assads person som forudsætning for en overgangsløsning. Borgerkrigen i Syrien har nu varet i over 3 år og har kostet 100.000’er af menneskeliv og millioner af flygtninge i nabolandene.

Intet tyder på en løsning.

Det nye i situationen er ISIS’s voldsomme og overrumplende fremfærd, som truer med at løbe den amerikansk-trænede irakiske hær over ende.

ISIS har sammen med andre islamistiske grupper i Syrien erobret betydelige dele af Syrien og truer nu med at forene deres erobringer i det nordlige Irak med deres tilkæmpede dele i Syrien og oprette et muslimsk kalifat.

Dette har fået Obama-regeringen til at reagere.

USA har siden omvæltningerne i USSR og Østeuropa tilsyneladende haft hegemoniet i verden, men har nu mistet det til en række mindre aktører som Kina og Rusland. Og i Mellemøsten har USA mistet terræn i forhold til en række regionale stormagter som Iran og Saudi-Arabien.

USA er nu ikke længere ene om at diktere verdens gang. I Mellemøsten er en række forskellige arabiske lande med til at bestemme begivenhedernes gang. I Syrien-konflikten spiller f.eks. emiratet Qatar og kongedømmet Saudi-Arabien en rolle. Ligesom den libanesiske militsgruppe Hezbollah spiller en rolle i sin støtte til al Assad. Rusland og Iran støtter al Assad. Alliancerne er mangeartede og går på kryds og tværs og det er svært at skelne mellem interesserne. Regionale krige føres i dag som ”stedfortræder”-krige og USA skifter alliancepartnere som det bedst passer ind i amerikansk udenrigspolitik og landets geopolitiske og militærstrategiske interesser.

 

Enhedslistens borgerligt demokratiske illusioner.

Revolutionære marxister skal ikke lade sig rive med i dette imperialistiske spil mellem forskellige aktører på internationalt og regionalt plan. Det er principielt forkert - som i Enhedslisten - at tage parti ud fra en pladderhumanistisk og småborgerlig grundholdning, som forsøger at erklære sig solidarisk med den svage part - i dette tilfælde kurderne. De to kurdiske partier i irakisk Kurdistan er småborgerlige nationalistiske bevægelser og det tyrkiske PKK er i egen opfattelse marxister-leninister (maoister). De udgør således i Enhedslistens øjne de mest ”progressive”, som ud over at forsvare sig selv også har påtaget sig at hjælpe de forfulgte kristne mindretal i Irak.

Enhedslisten ligger under for en borgerlig-demokratisk holdning om at ville respektere FN-beslutninger, FN godkendte menneskerettigheder og konventioner, som gør det legitimt i Enhedslistens øjne at støtte såkaldt ”humanitære interventioner” mod overgreb på menneskerettigheder. 

Enhedslisten forfalder således til at indtage såkaldt ”bløde” standpunkter i internationale konflikter og ikke at tage realpolitiske hensyn til f.eks. den amerikanske imperialismes realpolitiske interesser. Derved havner listen i en blødsøden og pladderhumanistisk holdningsløshed.

Den danske regering agerer stik-i-rend-dreng for den amerikanske imperialismes interesser og erklærer sig altid parat til at stille sig rådighed med mindre symbolpolitiske tilbud som Herkules-transportfly med nødhjælp og beskyttelse.

Enhedslisten følger med som det tynde øl og erklærer sig tilfreds, hvis blot den danske regering kan love, at interventionen med droner over ISIL ikke ekskalerer til egentlige bombardementer. Men hvem bestemmer det? Den danske regering eller den amerikanske imperialismes interesser på lang sigt?

Måske skulle Enhedslisten droppe sin ”demokratiske socialisme” som gang på gang leder dem på vildspor og finde de gamle klassikere - Marx, Lenin og Trotsky - frem igen. Den klassiske marxistiske lærdom siger, at vi lever i kapitalismens forfaldsepoke – imperialismen. Her gives der ingen mellemvej. Enten er man for imperialisme eller også er man imod. Altså ingen støtte til interventioner af nogen art - heller ikke såkaldt ”humanitære” - anført af den amerikanske imperialisme.     

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det højreekstreme og populistiske Sverigedemokraterne på fremmarch.

 Mindre fremmedhad i Sverige end i Danmark. Hvorfor?

Det land i verden som ligner Danmark mest må være Sverige. De to lande har mange lighedspunkter. En fælles historisk fortid, næsten samme sprog og i lange stræk samme – skandinaviske – kultur.

Styreformen er den samme: konstitutionelt monarki. Det politiske system ligner hinanden til forveksling.

I begge lande har arbejderbevægelsen i kraft af Socialdemokratierne spillet en afgørende rolle i udformningen af velfærdssamfundet.

De to Socialdemokratier har i lange perioder siddet ved regeringsmagten i begge lande. I Danmark ofte sammen med det lille social-liberale radikale Venstre. I Sverige for det meste alene.

Men på visse punkter adskiller landene sig også fra hinanden. Set ud fra en marxistisk synsvinkel er den nok mest afgørende forskel, at Sverige har haft et stærkt industriborgerskab (stål, træ), som i samarbejde med finanskapitalen (de store svenske banker) og Socialdemokratiet har præget det svenske samfund og dets tilblivelse.

I Danmark var småborgerskabet (fabrikanter, grossister og håndværksmestre) talrigt og relativt stærkt i forhold til de få store industrimagnater (skibsværftsindustrien og rederierne).

Industriborgerskabet har traditionelt et større udsyn i modsætning til småborgerskabet, som er mere indadvendt og nationalt.

Borgerskabet og de borgerlige vælgere har i begge lande samlet sig om en række liberale, socialliberale og konservative partier. Men det svenske Socialdemokrati har indtil nu formået at bevare de fleste arbejdervælgere.

Højrepopulisme og fremmedhad.  

Efter valget i september 2014 ser der nu for første gang ud til, at nogle af Socialdemokratiets vælgere fra sidste valg i 2010 denne gang har stemt på det højrepopulistiske (med baggrund i det højreekstreme miljø) Sverigedemokraterne. Ca. 40 % af Sverigedemokraternes stemmer skulle ifølge exit-polls komme fra socialdemokratiske vælgere.

Omvendt har 8 % af Socialdemokraternes vælgere valgt denne gang at stemme på Sverigedemokraterne (Jf. SVT. Val 2014).

 

Det paradoksale indvandrerspørgsmål.

Paradokset består i, at vi har at gøre med to lande, hvoraf det ene, Sverige har dobbelt så mange indbyggere (ca. 10 mio.) som det andet, Danmark (ca. 5,5 mio.).

Det ene, Sverige tager årligt imod ca. 80.000 flygtninge og indvandrere; hvorimod det andet, Danmark kun tager imod 4.000.

Det hænger jo ikke rent numerisk sammen. Hvis relationen mellem indbyggertal og antallet af flygtninge/indvandrere skulle bestå, skulle Danmark – alt andet lige – jo modtage ca. halvt så mange, altså ca. 40.000. Eller vil de fremmedfjendtlige sige: Sverige skulle kun modtage ca. dobbelt så mange som Danmark, altså ca. 8000.

Men sådan hænger det ikke sammen! Hvad er nu forklaringen?

Forklaringen er vel politisk – og kan kun forstås, hvis man studerer forskellen på dansk og svensk flygtninge/invandrerpolitik.

 

Dansk flygtninge/indvandrerpolitik.

Indtil 1985 satte ingen danske politiske partier eller for den sags skyld organisationer spørgsmålstegn ved antallet af flygtninge/indvandrere i Danmark.

Derefter gik det stærkt: Først præsten Søren Krarup med sin protestkampagne i medierne mod flygtninge i Danmark og den ”lemfældige” flygtningelov fra 1983.

Senere begyndte Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti at hetze mod indvandrere – især muslimske.

Endnu senere med Dansk Folkepartis fremkomst i 1995 blev der sat fart på fremmedhadet. Fra nu af brugte det højrepopulistiske Dansk Folkeparti angsten for de ”mange fremmede” som forklaring på alverdens problemer: mange offentlige udgifter, sociale problemer, ghettodannelse, kriminalitet osv.

I starten blev det delvis ignoreret af de øvrige borgerlige partier og af Socialdemokratiet.         

Først i løbet af 1990-erne blev det bragt op af socialdemokratiske borgmestre på Københavns Vestegn.

Partitoppen var i starten ikke lydhør overfor de borgmestrenes bekymringer over den stigende koncentration af indvandrere og flygtninge i deres bydele.

Men efterhånden blev ”indvandrerspørgsmålet” også diskuteret i Socialdemokratiet, hvor holdningerne var delte.

I dag er samtlige partier (inkl. Socialistisk Folkeparti) stærkt indvandrerskeptiske og har vedtaget flere restriktive love, som skal forhindre en uhindret indvandring. Kun Enhedslisten synes ikke at være hoppet på den indvandrerfjendske vogn.

 

Ny tendens i Sverige.

I Sverige ser vi første gang nogle af de samme tendenser som i Danmark siden 80’erne. En del utilfredse borgerlige og fortrinsvis socialdemokratiske vælgere er blevet ”indvandrerskeptiske” og har valgt at sætte deres kryds ved Sverigedemokraterne, som mener, at en stærkt begrænset indvandring, hvis ikke standsning, er en løsning på mange af nationens problemer.  

Overalt i Europa er højrepopulismen på fremmarch og har været det et stykke tid. I næsten alle europæiske lande findes nu stærke højrepopulistiske  bevægelser og partier (Finland, Norge, Danmark, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz, Ungarn, Rusland, Ukraine).

I takt med kapitalismens evigt tilbagevendende, cykliske økonomiske kriser vil der opstå tendenser til at bortforklare de alvorlige økonomiske, politiske og sociale problemer med pseudo-forklaringer som, at de skyldes de ”mange indvandrere”.

Løsningen for de højrepopulistiske bevægelser er økonomisk protektionisme og politisk nationalisme – ofte forbundet med en stærk skepsis overfor Europas Forende kapitalistiske Stater (EU).

Ligesom løsningen på 1930’ernes krise for kapitalismen heller ikke den gang bestod i øget økonomisk protektionisme og nationalisme, lige så lidt er det i dag en løsning på kapitalismens højaktuelle økonomiske og politiske problemer.

Således afspejler valgresultatet i Sverige og Sverigedemokraternes fremgang blot kapitalismens skærpede krise, hvor flere og flere vælgere i desperation tyer til pseudoforklaringer på og falske forestillinger om løsningen på kapitalismens fundamentale og indbyggede modsætninger.

Et stop eller en formindsket indvandring til Sverige vil ikke løse kapitalismens grundlæggende modsætningsforhold, men er et forsøg på at udpege ”syndebukke”, indvandrerne, for nogle langt mere vidtrækkende og fundamentale problemer.     

          

 

 

 

Tjørnehøjs socialdemokratiske historieforvanskning.

Henning Tjørnehøjs grove historieforvrængning.

Henning Tjørnehøj har i mange år i medierne optrådt som en partitro socialdemokrat og har til enhver tid været parat til at forsvare sit kære partis politik - næsten ethvert henseende.

Tjørnehøj har således indtaget rollen som en socialdemokratisk apologet (en som ustandseligt undskylder og retfærdiggør sig selv), som altid – på bedste vis – forsøger at retfærdiggøre sit elskede partis gøren og laden - op gennem historien.

Tjørnehøj er i besiddelse af en vis portion historisk viden og kan formentlig - ved et første syn - imponere visse knap så historisk vidende. 

 

Tjørnehøjs forenklede verdenssyn.

Tjørnehøjs overordnede verdenssyn ser nogenlunde ud således:

I politik findes der to ekstremer - højre og venstre - der er nogenlunde lige politisk skøre. Og så findes der den ’gyldne middelvej’ og på denne middelvej befinder sig – og har altid befundet sig – Socialdemokratiet - eller som partiet nu kalder sig, det mere personfikserede Socialdemokraterne.

Som partiets tro væbner kaster Tjørnehøj sig altid ud i et – mere eller mindre – desperat forsvar for Socialdemokraternes politik.

I sit desperate forsvar inddrager han ofte historiske fortilfælde, som han udlægger på sin helt egen facon.

Sidste eksempel på dette kan man læse i Information, 20. september, hvor han – over for unge Socialdemokrater - skal forklare partiets nedgang fra den tid, hvor partiet ”gjorde gode tider bedre” i 1960’erne.

Tjørnehøj har her sat sig på en svær opgave, som kræver stor historisk viden og analytisk sans. Det skal være sagt med det samme, at Tjørnehøj har stor historisk viden, men meget lidt analytisk sans og forståelse.

Tjørnehøj forklarer over for sine unge tilhørere: ”Kimen til den tilbagegang, som kaster skygge over Socialdemokraternes kongres [september 2014] i denne weekend, blev lagt med SF’s afsondring fra moderpartiet i 1919 [?], hvor en del af medlemmerne i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) skilte sig ud som kommunister, hvorefter SF [?] skilte sig ud af DKP i 1958. Når nogle af SUF’erne forlod Socialdemokratiet i 1919, skyldtes det bl.a. ærgrelse over samarbejdet med de radikale [Det radikale Venstre], skønt det fungerede godt. Den eneste større uenighed mellem S og R gjaldt fællesejet af produktionsmidlerne. S og R enedes på privatejendommens grund om at søge at regulere markedsøkonomien og føre keynesiansk konjunkturpolitik.”

Magen til historisk vrøvl fra den socialdemokratiske amatør-historiker skal man lede længe efter. 

 

Tjørnehøj betragter alle brud med ’moderpartiet’ som en ulykke.

Tjørnehøj benytter sig her af at et velkendt trick indenfor det man kunne kalde manipulation med historiske begivenheder.

1. brud.

Socialistisk Ungdoms Forbund brud med Socialdemokratiet i 1919 var et nødvendigt skridt i kampen mod Socialdemokratiets klasseforræderi.

fuldt berettiget som Tjørnehøj foregiver, at bruddet i Socialdemokratiet i 1919 med dannelsen af Socialistisk Ungdomsforbund skulle være identisk med Socialistisk Folkepartis brud med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1958.

I Tjørnehøjs optik eksisterer der altså en lige linje fra medlemmer af SUF, som tog afstand fra Socialdemokratiet klasseforræderiske samarbejdspolitik med borgerskabet i 1919 – og Aksel Larsens brud med Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1958!

Denne selvkonstruerede parallel holder ikke, Tjørnehøj, og er end ikke en amatør-historiker værdig.

Der er ikke nogen sammenhæng mellem disse to historiske brud. SUF’ernes brud med den socialdemokratiske ledelses klasseforræderiske borgfredspolitik, gav sig helt konkret udtryk i det datiden kaldte ”ministersocialisme”.

Partiets formand - Stauning - indtrådte i 1916 i en regering ledet af Det radikale Venstre og inkarnerede således borgfredspolitikken.

Note: Under 1. Verdenskrig indtrådte Stauning i 1916 i regeringen Zahle som kontrolminister sammen med repræsentanter for Venstre og Det Konservative Folkeparti; da disse i 1918 udtrådte af regeringen, fortsatte han indtil 1920 med ansvar for arbejdsmarkedssagerne. Han engagerede sig desuden under krigen stærkt i Internationalens fredsbestræbelser, samtidig med at han energisk bekæmpede den hjemlige militante venstrefløj.

Kilde: Den Store danske Encyklopædi. 

SUF’ernes brud med datidens ’centrum-venstre’- politik var helt berettiget og på sin plads.

Det var et opgør med et reformistisk klassesamarbejde.

2. brud.

Aksel Larsens brud med DKP i 1958 var hverken et brud med Socialdemokratiets reformisme eller med DKP’s stalinisme.

Aksel Larsens brud med DKP i 1958 er en helt anden historie.

Aksel Larsen startede sin politiske karriere i DKP i 1930’erne som ærkestalinist og  støttede i et og alt ’lille-fader Stalin’.  

Han var Stalins mand helt fra begyndelsen indtil de blodige udrensningsprocesser tog fart i 1930’erne og også omfattede millioner af partimedlemmer såvel i USSR som i udenlandske partier tilknyttet Komintern.

Aksel Larsen indså på et tidspunkt efter 2. verdenskrig, at det ville være umuligt at skabe et stort dansk (stalinistisk) ’kommunistparti’, hvis ikke han løsrev båndene til Moskva.

Aksel Larsen havde opdaget en ”dansk vej til socialismen”. I den Kolde Krigs tid måtte han vælge mellem USSR og USA-imperialismen og NATO-landene. SF lagde sig et sted midt imellem, på et ”tredje” standpunkt. SF var pacifistisk og talte for nedrustning – gerne begyndende i Vesten. 

I Danmark – som andre steder – var der plads til et parti til venstre for Socialdemokratiet, som var ’turnet’ helt på kapitalisme og som støttede USA og NATO helt igennem.

DKP hang uhjælpeligt fast i stalinismen og ønskede - af mange årsager - ikke at frigøre sig Moskva.

SF udnyttede dygtigt dette tomrum efter sin dannelse i 1959 og fik hurtigt parlamentarisk repræsentation.

Partiet havde fra starten defineret sig demokratisk socialistisk (?) og tog afstand fra enhver tanke om en revolutionær omstyrtelse af det kapitalistiske samfund.

Partiet delte Socialdemokratiets såkaldt demokratiske socialisme. I SF’s udlægning var dette lig med ”socialisme med et menneskeligt ansigt” (?).

I 1966 opstod der en parlamentarisk mulighed for SF, hvis partiet ville fungere som parlamentarisk støtteparti til en socialdemokratisk mindretalsregering. SF hoppede på J.O. Kraghs og Per Hækkerups limpind og takkede ja.

Det klassesamarbejdende Socialdemokrati var tilhængere af et blandøkonomisk samfund og ville gerne føre en keynesiansk krisepolitik.

Allerede i slut-60’erne var de første tegn på økonomisk krise begyndt at melde sig. Den socialdemokratiske regering stillede nu SF overfor krav om at acceptere en række politiske indgreb, som bl.a. betød indefrysning af en dyrtidsportion til alle lønmodtagere og en forhøjelse af omsætningsafgiften (moms) på varehandel.  Dette ville forringe lønmodtagernes købekraft i en tid med begyndende inflation. Socialdemokratiet ville føre en lønmodtager-fjendsk politik.

Dette splittede SF - og Venstresocialisterne (VS) blev dannet i protest.

Ligesom det var politisk berettiget at SUF’erne brød med ’moderpartiet’ i 1919, var det fuldt berettiget at VS brød med SF i 1968.

I begge tilfælde var det et brud med en uacceptabel klassesamarbejdspolitik

 

Tjørnehøjs fejlagtige konklusion.

Tjørnehøj slutter sin salut til venstrefløjen - til venstre for Socialdemokraterne: ”Senere gik ungdomsoprørerne i flæsket på Socialdemokraterne. Store dele af den venstrefløj, der i dag begræder DF’s [Dansk Folkeparti] stærke rolle i dansk politik, har selv været med til at undergrave det Socialdemokrati, som kunne have været et bedre værn mod denne udvikling.” (information, 20. september).

Tjørnehøj kan altså konkludere, at årsagen til Socialdemokraternes voldsomme vælgermæssige tilbagegang i forhold til de ’gyldne’ tider i 1960’erne ikke skyldes partiets egen klassesamarbejdspolitik, men tværtimod venstrefløjens (SUF i 1919 og SF i 1959 og ungdomsoprøret i 1968) historiske brud med alle partier på venstrefløjens ’moder’, Socialdemokraterne.

Hokus, pokus, filihankat! Dermed fik Tjørnehøj vendt og drejet historien i sin retning. I stedet for at rette skytset mod sit eget parti og dets klassesamarbejdspolitik, retter han skytset og sin kritik mod den politiske fløj til venstre for ’moderpartiet’.

At I bare ved det, I unge socialdemokrater, venstrefløjen er skyld i Socialdemokraternes deroute og i at partiets arbejdervælgeres stemmer går til Dansk Folkeparti. Hvad med om Tjørnehøj i stedet for at se ’bjælken’ i andres øjne, spejdede efter ’splinten’ i eget øje!   

Med undervisere af Tjørnehøjs kaliber, står det sløjt til med skolingen hos Socialdemokraterne.

Tjørnehøjs lektioner giver ikke unge socialdemokrater indsigt i den historiske udvikling, men er et studie i historisk manipulation, som ikke bibringer partiets medlemmer en større forståelse af, hvorfor det er havnet i en situation med stadigt færre stemmer, hvoraf de fleste oven i købet er afgivet til et højrepopulistisk parti, Dansk Folkeparti.  

Partiets medlemmer må udrustes med en langt bedre politisk skoling, hvis de skal gøre sig håb at vinde et ideologisk opgør med de to yderfløje - højre og venstre.