Teser om venstrefløjens politiske fallit.

Indledning.

Den politiske venstrefløj består af en række forskellige politiske bevægelser og partier, som alle udmærker sig ved ikke at være særligt klare i deres politiske tankegang og i deres politiske visioner.

En ting har de til fælles: Ingen af disse grupperinger – det være sig politiske partier på den politiske venstrefløj eller fagbevægelsen – har en gennemgribende og altomfattende magtomvæltning på dagsordenen.

Det gælder således for partierne Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti og det gælder for flertallet i det oprindelige valgforbund Enhedslisten.

Det gælder ikke mindst den etablerede fagbevægelse, som uanset mindre politiske forskelle alle har det til fælles, at fagforeningernes topbosser for længst har opgivet at kæmpe for andet end deres egne magtbastioner og udelukkende varetager deres egne interesser som fagbureaukrati.

 

1. Tese om Socialdemokratiet.  

Socialdemokratiet har historisk repræsenteret arbejderklassen og landarbejderne i det forrige århundrede (1800-tallet). Fra slutningen af forrige århundrede (inden år 1900) og gradvist i løbet af det 20. århundrede lod partitoppen sig indrullere i kredsen af borgerlige politikere, som udelukkende varetog borgerskabets og de herskende klassers interesser. Partiet, den dertil knyttede fagbevægelse og kooperationen blev langsom men gradvist   inkorporeret  i den borgerlige stat.

Partiets top varetog nu andre klassers og lags interesser end arbejderklassens.

Målet for partiets top var nu at tilpasse og underordne sig kapitalismens - til enhver tid eksisterende - behov og fornødenheder i dens kamp for overlevelse.

Partiet blev et samfundsbevarende og ikke et samfundsomvæltende parti. I takt med at partitoppen lod partiet integrere i det bestående samfund mistede det sit oprindelige mål og vision om omformning af det kapitalistiske samfund til et socialistisk samfund.

Da kapitalismen i den vestlige verden efter 2. verdenskrig oplevede et økonomisk boom, satte Socialdemokratiet sig i spidsen for opbygning af et velfærdssamfund til gavn for de brede folkemasser. Partiet hævdede selv, at det gjorde ”gode tider til bedre tider” - med et slogan fra 1960’erne.

Da højkonjunkturperioden rindede ud i slut 1960’erne var partiet ikke i stand til at forny sig og fremlægge nye ideer og en ny vision for, hvor partiet ville føre landet hen.

Siden da er partiet blevet ledt af personer, som har bevæget partiet et godt stykke mod højre og som helt har accepteret sin rolle som de bedste forvaltere og administratorer af den borgerlige stat.

Partiledelsen og toplaget af partibureaukrater er blevet forvandlet til rene teknokrater – uden politisk mål og middel.

Partiet har mistet sin appel til arbejdervælgere, som i stigende grad føler sig ligeså godt – eller måske bedre – repræsenteret af andre småborgerlige og borgerlige partier.

Arbejderklassen er i dag ude af stand til at skelne mellem Socialdemokratiet og andre småborgerlige og borgerlige partier.

Partiet har undladt at føre arbejderpolitik til gavn for den brede og ”dårligst stillede” del af befolkningen og har ligeledes helt undladt at uddanne og ”skole” sine medlemmer og tilhængere i klassebevidsthed og i kamptraditioner.

Partiet har i den grad undladt at opfylde sin historiske mission: arbejderklassens befrielse fra lønarbejdet.

Partiet betegner sig selv som demokratisk socialistisk, men kan næppe længere - historisk set - regnes for et sådant. Partiet hævder at være tilhænger af en blandingsøkonomi, men er i realiteten mest stemt for at gavne det private erhvervsliv, som så skal skaffe økonomisk rigdom til alle i samfundet.

Partiet støtter indirekte de store europæiske koncerner, som dikterer den Europæiske Unions politik ved at være 100 % tilhængere af et føderalistisk Europa, læs: Europas Forenede Kapitalistiske Stater, hvilket er et fata morgana i en kapitalistisk verden med indbyrdes modstridende og konkurrerende nationale kapitaler og kapitalejere.

Partiet læner sig i sin udenrigspolitik op af den amerikanske imperialisme, som partitoppen støtter last og brast i enhver henseende – senest i deres nærmest automatiske opbakning til den amerikanske imperialismes eventyr i mellemøstlige lande som Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.

Partitoppen var og er ubetinget tilhænger af den Nordatlantiske Traktatorganisation, NATO, som oprindeligt var en vestlig ”forsvarsalliance” vendt mod Østeuropas og Sovjetunionens Warszawa-pagt under den kolde krig.

Tidligeres tiders kritik af EU (EF) i 70’erne og af NATO i 1980’erne er helt forstummet i partiets rækker. Partiet ledes i dag af personer, som har trukket partiet et godt stykke til højre hen i mod de andre småborgerlige og borgerlige partier.      

På baggrund heraf må vi konkludere, at partiet som sådant således er ubrugeligt som instrument for basale samfundsændringer. Derimod er de tiloversblevne menige socialdemokrater ikke fortabte for - og har endnu ikke opgivet håbet om større samfundsændringer i socialistisk retning. Dette bør der selvfølgeligt tages hensyn til, når kritik af partitoppens højredrejning formuleres og fremføres.

Den fremførte kritik af Socialdemokratiet bør tage udgangspunkt i nogle af de ovenfor anførte punkter. Omdrejningspunktet må være et opgør med partiets såkaldt demokratiske socialisme og være et fuldstændigt opgør med reformisme og socialchauvinisme.  

   

 

2. Tese om Socialistisk Folkeparti.

Socialistisk Folkeparti (SF) har sine rødder i det stalinistiske Danmarks Kommunistiske Parti, som i slut 50’erne sprængtes efter Sovjetunionens og Warzawapagt-landenes indmarch i Ungarn i 1956.

SF’s historie er historien om stalinismens forræderi mod og svigt af den klasse, arbejderklassen, hvis interesser den påberåbte sig at varetage.

Kort fortalt gentog de stalinistiske partier de socialdemokratiske partiers historiske forræderi i august 1914, da ledende socialdemokrater, socialchauvinister, stemte for borgerskabets krigskreditter til 1. verdenskrig.

De stalinistiske partier gentog det samme klasseforræderi mod arbejderklassen fra en gang midt i 20’erne og fremefter. Disse partier havde de samme nationalistiske og chauvinistiske holdninger til eget borgerskab og herskende klasser som socialdemokraterne før dem.

Principielt er der ikke forskel på det forræderi, som de europæiske Socialdemokratier begik mod arbejderklassen og det forræderi og det svigt, som de stalinistiske partier gjorde sig skyld i fra en gang midt i 1920’erne og fremefter.

Krisen i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1950’erne var et udslag af uenighed om tilhørsforholdet til det stalinistiske Sovjetunionen og muligheden af at udvikle ”nationale veje” til socialisme andre steder end i ”moderlandet”.

De to fløje skiltes i det tiloversblevne Moska-tro DKP og nogle stalinistiske afvigere som f.eks. Aksel Larsen, som ønskede, at Moskva åbnede op for muligheden af forskellige nationale veje til socialismen.

Aksel Larsens brud med DKP var altså ikke et brud med stalinismen, men en politisk uenighed om de tætte bånd og den totale underlæggelse af de nationale stalinistiske partier under Moskva.

Længe inden Aksel Larsens brud med DKP havde de stalinistiske partier opgivet ethvert forsøg på revolutionære omvæltninger og havde affundet sig med en ”fredelig og parlamentarisk overgang til socialismen”. Internationalt havde Stalin affundet sig med et modus vivendi med verdenskapitalismen og accepteret, at verden var blevet opdelt i ”interessesfærer”.

Enhver tanke om verdensrevolution var for længst opgivet.

Socialistisk Folkeparti brød ikke hverken med stalinismen eller med den socialdemokratiske reformisme. SF repræsenterede således ikke nogen ideologisk fornyelse på venstrefløjen – højst en organisatorisk.

SF talte ganske vist om en ”3. vej” mellem amerikansk imperialisme og sovjetrussisk stalinisme, var anti-militaristisk og talte om neutralitet, gensidig (eller énsidig) afrustning og var tilhængere af 3. verdens landenes uafhængighed af kolonimagterne.

Som konsekvens af, at SF ikke brød med den demokratiske socialisme forsumpede partiet i ren parlamentarisme og endte med at optræde som parlamentarisk støtteparti til en socialdemokratisk mindretalsregering i 1966-1968, hvilket partiet ikke fik noget politisk ud af.

Partiet har siden bevæget sig mod højre og har senest deltaget i en socialdemokratisk- ledet regering sammen med Det radikale Venstre, som var og er toneangivende i den nuværende regering.

SF har intet lært af sin historiske fejltagelse fra ”arbejderflertallet” i 66-68, men fortsætter uanfægtet sin reformistiske og parlamentariske kurs uden regeringsmagten.

Partiets reformistiske kurs er ligeså udsigtsløs som Socialdemokraternes, selvom SF forsøger at profilere sig som mere ”grønt” og mere ”socialt” end Socialdemokraterne.

Partiet kunne som et reformistisk mellemlagsparti ikke holde til at dele regeringsmagten med det højreorienterede Socialdemokraterne og Det socialliberale radikale Venstre og endte i en organisatorisk krise, hvor en stor del af partiets top valgte at forlade partiet til fordel for Socialdemokraterne. Dette bekræfter blot, at disse to partier er to forskellige udgaver af reformismen. Begge påberåber sig og betegner sig som demokratiske socialister.

SF ynder dog at betragte sig som mindre ”centralistisk” og mere ”grønt” end Socialdemokraterne.       

        

 

3. Tese om Enhedslisten.

Ligesom Socialdemokratiet udviklede sig i reformistisk retning allerede før forrige århundredskifte (før 1900) og Socialistisk Folkeparti aldrig gjorde op med stalinismen, har heller ikke det politiske sammenrend i Enhedslisten gjort op med hverken reformismen (demokratisk socialisme) eller med stalinismen.

Enhedslisten er oprindeligt opstået som et fælles valgforbund (1989) mellem de sørgelige og fåtallige rester på fløjen til venstre for Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

Venstresocialisterne (VS) brød med højrefløjen i SF i 1968 og forsøgte forgæves at udvikle en revolutionær marxistisk platform i start 1970’erne. VS var blevet til under studenterrevolterne og ”ungdomsoprøret” i årene efter 1968, som primært var et bredt anti-autoritært oprør.

VS samlede mange forskellige strømninger op: lige fra anarkistiske hippier og blomsterbørn til hardcore stalinister. VS var en meget broget flok, som havde meget lidt fælles ideologisk gods.

I start 1970’erne erobrede en ”leninistisk” fløj i VS partiet og forsøgte at gøre VS til en ”partiforberedende organisation”, hvilket af mange grunde mislykkedes, dels fordi mange medlemmer - af det i øvrigt stagnerende VS - var modstandere af en sådan udvikling og dels fordi organisationen befandt sig i et organisatorisk og i nogen grad i et ideologisk tomrum – uden tag i arbejderklassen og med et abstrakt forhold til den konkrete klassekamp.

I midt 1970’erne overlod den ”leninistiske” fløj VS til reformister og stalinister.

Den potentielt revolutionære marxistiske avantgarde forsvandt ud i Kommunistisk Forbund og Internationale Socialister, som imidlertid udlevede sig selv i løbet af 1970’erne.

VS fik aldrig fat i større dele af arbejderklassen, men forblev en organisation for de statslige mellemlag, skønt både KF og IS forsøgte sig med ”proletarisering” af mellemlagsfolk.

Efter at både DKP og VS ikke længere var repræsenteret i Folketinget og de små venstrefløjsgrupperinger, SAP, KAP og andre endnu mindre grupper aldrig opnåede repræsentation - og ej heller stor indflydelse på arbejdspladser og i fagforeninger - fandt disse sammen i valgforbundet Enhedslisten i 1989.

I dag bekender Enhedslistens flertal sig entydigt til demokratisk socialisme og har givet afkald på en revolutionær samfundsomvæltning.

Listen har i takt med sin parlamentariske fremgang nydt godt af en medlemsfremgang.

Takket være Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis arbejderfjendske politik samler Enhedslisten utilfredse stemmer op. Stadig flere stemmer på partiet uden at være socialister og listen udvikler sig i stadig mere reformistisk retning – udelukkende med øje for parlamentarisk fremgang.

Et lille mindretal i partiet – Internationale Socialister og Socialistisk Arbejderparti – pipper en gang i mellem, når klasseforræderiet bliver for tydeligt og åbenbart.

Partiets ledende lag har fuldstændigt mistet orienteringen og bekymrer sig tilsyneladende kun om at vinde ”parlamentariske sejre”.

Partibosserne beskæftiger sig ikke med arbejderklassens historie og interesserer sig ikke en døjt for arbejderklassens historiske kampe – dens sejre og nederlag.

Enhedslistens medlemmer er ikke skolede marxister, men tilsyneladende blot en forvirret og desorienteret flok idealister.

Heller ikke IS og SAP har en klar revolutionær marxistisk linje, men er dog trods alt med til at forsøge at forhindre en alt for hurtig og ukritisk skriden til højre.

Begge fraktioner må betegnes - ikke som revolutionære marxister men - som centrister befindende sig et sted mellem reformisme og revolutionær marxisme.

Det må være revolutionære marxisters opgave at understøtte og forstærke IS’s og SAP’s kritiske røster, når de påpeger og anholder Enhedslistens tiltagende reformistiske udskridninger – både når det handler om indenrigs- og udenrigspolitik.       

Hvorfor tog Francis Fukuyama så grueligt fejl af, hvad der ville ske efter Murens fald i 1989?

Murens fald - og hvorfor Francis Fukuyama tog så grueligt fejl.

I november 2014 er det 25 år siden Muren mellem den tyske forbundsrepublik (BRD) og den tyske demokratiske republik (DDR) faldt i Berlin i 1989.

I den anledning er det værd at gøre sig nogle tanker om, hvor verden har bevæget sig hen siden.

 

Sejrede liberalismen og det borgerlige demokrati i hele verden?

 Straks efter murens fald i 1989 og efter Sovjetunionens indre sammenbrud i 1991 fremsatte borgerlige ideologer i deres glædesrus begejstrede påstande om, at den borgerlige liberalisme endegyldigt skulle have overvundet sin ideologiske hovedfjende, socialismen eller hvad der for dem er det samme marxismen.

De hævdede endvidere, at det borgerlige demokrati nu havde vist sin styrke ved at overleve de ”totalitære” regimer i Øst. 

Den efterfølgende udvikling efter 1991 har vist sig, at disse borgerlige apologeter langt fra fik ret.

De ”totalitære” ideologier er langt fra døde. Stalinismen lever i bedste velgående i adskillige lande. Lad os blot nævne: Hviderusland, Nordkorea, Cuba (og flere af de trans-kaukasiske replikker i det tidligere Sovjetunionen).

Kun for en overfladisk betragtning har den (ny)liberalistiske ideologi sejret i Vesten.

Borgerlige apologeter - som f.eks. amerikanske Francis Fukuyama - vejrede straks morgenluft, og fremsatte disse forskruede ideer.

Når han kunne fremsætte disse forskruede antagelser, skyldtes det, at han og med ham mange andre borgerlige videnskabsmænd (politologer og andre) ikke er i besiddelse af de rette analyseredskaber.

Kun en analyse med udgangspunkt i en videnskabelig socialistisk, marxistisk analyse vil være i stand til at forklare hvorfor Muren faldt og for hvorfor Sovjetunionen brød sammen.

Endvidere vil en sådan analyse være i stand til at forklare, hvorfor liberalisme og borgerligt demokrati ikke var og ikke er løsningen i det post-sovjettiske samfund og i Østeuropa.

Efter de første hektiske år efter sammenbruddet i Sovjetunionen var det uklart, hvor det post-sovjettiske bevægede sig hen.

Skulle de ny magthavere som dukkede op skabe et super-kapitalistisk samfund eller skulle man prøve at finde en mellemting mellem planøkonomi og markedsøkonomi?

Vestlige økonomer anbefalede selvfølgelig et markedsøkonomisk samfund og nogle af de ny russiske magthavere (Jegor Gaidar) tog med kyshånd imod gode råd fra amerikanske økonomer som Jeoffrey Sachs.

De offentlige ejede virksomheder forsvandt som dug for solen og blev købt billigt af kapitalstærke pengemænd, oligarker.

Privatisering af offentlige virksomheder og af dele af den offentlige service satte i starten gang i økonomien, men inden længe kunne det ikke sparke gang i en stadig mere skrantende økonomi.

Som andre steder (Latinamerika) viste det sig, at en markedsøkonomisk ”chokkur” kun virkede i en kort periode.

Den politiske magt enten overladt til oligarkerne eller til afdankede og udtjente politikere og bureaukrater, som i tide havde formået at sadle om og synge med på de nye sange.

Resultatet et råt kapitalistisk samfund med et politisk system, som byggede på klientilisme. 

 

Blev verden mere fredelig under USA’s hegemoni?

Fik vi en ny og fredeligere verden efter 1989/1991? Nej, langtfra!

Allerede inden Sovjetunionen indre sammenbrud havde USA udpeget Irak Saddam Hussein som ”ærkeskurken” i international politik.

Saddam Husseins Irak mente historisk at have krav på det olierige Kuwait og havde besat dette.

FN vedtog nu en række sanktioner og satte en frist på et halvt år til at være ude af Kuwait.

I foråret 1991 invaderede amerikanske styrker Irak og udløste virkninger, som verden ikke endnu er kommet sig over.

I 1992 udbrød der krig mellem Serbien og Kroatien på Balkan. Den jugoslaviske Føderation gik i opløsning efter den Kolde Krigs afslutning. Kroatien, Bosnien-Herzegovina og heller Kosovo ønskede at være med i (det tidligere) Jugoslavien.

Konflikten var udløst af den serbiske præsident Milosevich’s ønske om at bevare Jugoslavien under serbisk overherredømme.

 Konflikten på Balkan viste, at de gamle modsætninger mellem Øst og Vest ikke var helt forsvundet.

Rusland støttede Serbien, USA og de øvrige NATO-lande støttede de tidligere jugoslaviske republikkers ret til uafhængighed.

Milosevich nægtede at give republikkerne selvstændighed og Vesten måtte uden om Rusland og Kina foretage begrænsede bombninger af centrale regeringsbygninger i Beograd.

En enkelt bombe ramte også Kinas ambassade i Beograd. Nu lignede verden sig selv igen. På den ene side Vesten (USA og NATO-landene) og på den anden side – de gamle koldkrigsmodstandere – Rusland og Kina. 

I Afrika blev stedfortræderkrige mellem Øst og Vest afløst af nye konfliktcenter. I Somalia forsøgte USA egenhændigt at gribe ind og løse en borgerkrig mellem rivaliserende klaner i landet, hvilket mislykkedes.

Også i andre dele af verden gik det galt for USA. I Afghanistan havde USA under den Kolde Krig støttet Sovjetunionens modstandere, fundamentalistiske muslimske krigere, mujahedinere. Efter USSR’s tilbagetrækning i slut 1980’erne var Afghanistan overladt til forskellige af muhajedinere, som førte krig mod hinanden. Resultatet blev, at den mest yderliggående gruppe, Taleban, overtog magten i midt 1990’erne.

Og resten er historie, som man siger.

I løbet af ganske kort tid efter at Francis Fukuyama havde fremsat sine fordrejede ideer om det borgerlige demokratis og liberalismens overlegenhed, viste verden sig at udvikle sig i en helt anden retning end han havde forudset.

Endnu en gang slog den borgerligt-liberale tænkning ikke til. Havde han baseret sin analyse på et videnskabeligt marxistisk grundlag var han ikke gået så galt i byen.

Han tog grueligt fejl.

 

  

 

    

En strid om profetens skæg.

 Strid om profetens skæg.

Som kristne kan strides om kejserens skæg, kan muslimer strides om profetens skæg.

Efter Abu Bakr-al Baghdadi’s udråbelse af et islamisk kalifat i Irak og Syrien er der opstået strid mellem hans organisation ISIL og det ældre Al Qaeda under Al Zawahiri’s ledelse.

I foråret 2014 smed den ægyptisk fødte Al Zawahiri irakiske fødte Abu Bakr-al Baghdadi ud af Al Qaeda.

Al Zawahiri mente, at Al Bakr og hans folk var blevet for ekstreme i deres udlægning af islam.

Al Bakr burde ifølge Zawahiri feje for egen dør, før han krænker andre: Zawahiri sagde på video: ”Hvis du siger, du laver jihad for at forsvare muslimernes ukrænkelighed, så må du ikke selv krænke dem, og du må heller ikke krænke dine mujahedinbrødre i ord eller handling.” (information, 8. september 2014).

Ikke desto mindre har Al Bakr nu udråbt sig selv som den ny kalif i det nye islamiske kalifat - foreløbigt omfattende de dele af Irak og Syrien som ISIL har erobret fra den svage irakiske regering og fra Assad Syrien.

Al Bakr tager hermed tråden op fra Abbaside-kalifatet med hovedsæde i Bagdad, som eksisterede fra Muhammeds død i 632 og indtil mongolerne plyndrede og knuste Abbaside-kalifatet i Bagdad i 1258 e.v.t.

Al Zawahiri satser stadig på lederen at det pakistanske/afghanistanske Taleban, mullah Omar.

Mullah Omar har imidlertid visse handicap. Han nedstammer ifølge Theodore Karasik, chef for Institute for Near East and Gulf Military Analysis ikke i lige linje fra profeten Muhammeds stamme, Quryash. Han er heller ikke – ifølge Jacob Skovgaard Petersen -  tilstrækkeligt uddannet til at kunne kalde sig hverken kalif eller emir. (jf. Information, 8. september 

Al Bakr derimod kan med større muslimsk ret kalde sig kalif, fordi han behersker et territorium i Irak og Syrien med den syriske by Raqqa som hovedsæde. Herfra har han afkrævet bayat, hvilket indebærer, at alle muslimer, som ikke sværger kaliffen troskab og lydighed er legitime mål.

Resultatet heraf ser vi på antallet at tilfangetagne og dræbte irakiske soldater og ikke-muslimske irakere. 

 

 

Brobygningskunst i vor tid.

Brobygningskunst.

Allerede før Kristi fødsel, år 0, var menneskeheden i stand til at opføre broer. Således var romerne i stand til at lede vand over lange afstande via ækvadukter, som førte over dybe kløfter.

Deres viden og kunne synes at være gået tabt ved opførelsen af en ”cykelbro”, som skulle gå fra Christianshavn til Nyhavn.

Stort set alting er gået galt i denne proces og budgettet er nu overskredet med 70 mio. kr. – fra 37 til 107. mio. kr. Lige fra starten gik det galt, da Københavns kommune, som er opdragsgiver, af økonomiske grunde valgte det billigste bud fra det hæderkronede danske entreprenørselskab Pihl & Søn.

Pihl & Søns bud lå 22-23 mio. kr. under de andres - og kommuner er jo forpligtet til at tage det billigste – men ikke nødvendig det bedste – bud.

Af uransagelige årsager kiggede ingeniørerne galt på tegningerne – eller havde de fat i de forkerte tegninger – da de skulle konstruere bropillerne. De blev 60 cm høje og måtte slibes, hugges ned i rette højde. 

 

For mange kokke fordærver maden.

For mange kokke fordærver maden, siger man. Måske er det tilfældet her. Virksomheder fra forskellige europæiske lande har været involveret i projektet. Således har et engelsk selskab projekteret broen. Et spansk selskab har stået for stålkonstruktionerne og et dansk entreprenørselskab skulle have stået for selve opførelsen.

Men offentlige ordrer skal jo udbydes i alle EU-lande, så der ingen vej uden om.

Hvis broen nogensinde kommer op at stå, tænker man med gru på, hvad der sker til vinter, når sne og frost sætter ind. Vil frosten lave frostsprængninger i bropillerne og vil disse armerede bropiller kunne modstå rust og salt fra havet?

Er der mon nogen der tør begive sig ud på denne bro, hvis den en gang skulle stå færdig?  

 

 

 

Stalinismen spøger stadig.

Fortidens kampe er stadig værd at kæmpe.  

Stalinisme er efter manges opfattelse noget som hører fortiden til. Et overstået stadie, som kun har historisk interesse.

”Kun akademiske nørder beskæftiger sig med den slags ting”. Intet kunne være mere forkert. 

”Jamen, muren er jo faldet - og USSR imploderede i 1991”. Jo, men af følgende årsag bør man beskæftige med det alligevel:

”Kan hænde, at Muren er faldet og USSR imploderet, men derfor kan ideologien bag ved jo leve videre”. 

 

Ideologier overlever deres samtid. 

Ligesom borgerskabet i sin frihedstrang skabte liberalismen i slutningen af 1700-tallet og konservatismen opstod som en modreaktion på borgerskabets uhæmmede udfoldelse i den franske revolution 1789, således opstod en pervertering af den revolutionære marxisme i USSR under Stalin i midten af 1920’erne.

Og ligesom liberalismen (og konservatismen i mindre grad) efter sigende lever i bedste velgående i den vestlige verden, overvintrer også stalinismen – ganske vist slumrende – rundt omkrig i verden.

Vi kender alle til regimer som Nordkorea og Cuba, hvor kammerat Stalin stadig hyldes af partitoppen som den store rorgænger i USSR, som frelste USSR fra nazisme og fascisme under 2. verdenskrig.

 I flere af de tidligere sovjetrepublikker i det nordlige Kaukasus ser man Stalin som en hædersmand, som fortjener at blive fejret ved højtidelige lejligheder. Selv i det post-sovjetiske Rusland anser præsident Putin Stalin for en stor russisk patriot på linje med f.eks. zar Peter den Store og andre russiske nationalhelte. Pudsigt nok var Stalin slet ikke russer, men født i Georgien.

I den ligeledes forhenværende sovjetrepublik Hviderusland regerer eneherskeren Lukasjenko, som er en stor beundrer af den sovjetiske leder, Stalin. 

 

Stalins historiske rolle.

Stalin blev – efter at have opgivet verdensrevolutionen i midten af 1920’erne – en stor russisk patriot og betragtede sig selv som en storrussisk chauvinist på lige fod med tidligere zarer.

Stalin omgav sig med håndgangne mænd i Kreml og havde den fuldstændige kontrol med sine ”satellit”-partier i Europa, Asien og USA. Borgerskabet havde ikke grund til at frygte Stalins ”satellit-partier”, som blev reduceret til det et rent halehæng til Moskva. 

 

Stalins dødsfjende Trotsky.

Derimod havde borgerskabet grund til at frygte Stalins dødsfjende, Trotsky. Trotsky havde bevaret troen på og håbet om en verdensrevolution. Skønt eksileret fra USSR og på evig flugt fra Stalins hemmelige agenter (NKVD) og ildeset af borgerskabet på grund af sin politiske aktivitet, lykkedes det Trotsky at tale imperialismen og Kreml-bureaukratiet midt imod, hvilket var en torn i øjet på Stalin. Trotsky skulle ties i ihjel og det blev han i august 1940, hvor en 'agent provocateur' slog ham ihjel i Mexico.

Lige siden har borgerskabet og det stalinistiske bureaukrati forsøgt at tie trotskismen ihjel og at udradere den af historien. Det er desværre i stor udstrækning lykkedes, således at meget få kender til Trotskys synspunkter. Stalin og stalinismen har således stået alene tilbage på historiens arena.    

 

Efter Murens fald og USSR’s implosion i 1991.

Efter 1991 hævdede vestlige teoretikere som f.eks. Francis Fukuyama, at det vestlige liberale demokrati havde sejret endegyldigt over ”kommunismen”. Det stemte allerede den gang ikke overens med virkeligheden.

Ligeledes kunne man have troet, at åben adgang til partiarkiverne i Moskva ville have betydet, at Trotsky ville få en genoprejsning. Han blev da også i starten til dels rehabiliteret, dvs. han blev igen skrevet ind i historiebøgerne (han var svær at komme uden om) af postsovjetiske historikere. Trotsky opnåede dog ikke samme status som Stalin, som trods alt havde ledt USSR gennem 2. verdenskrig. Patriotismen og den storrussiske chauvinismen slog igen igennem. 

 

Borgerlig og post-sovjetisk historieforfalskning.

Trotsky udsættes endnu en gang for historieforfalskning af både vestlige borgerlige og af post-sovjetiske historikere. De foretrækker trods alt den klassesamarbejdende Stalin frem for den klassekæmpende Trotsky på begge sider af det gamle ”Jerntæppe”.

Britiske historikere har indenfor de sidste år udgivet biografier om Trotsky og hans liv, hvor de tillægger ham de mest nedrige motiver for hans handlinger og laver et decideret karaktermord på ham. Hvorfor nu, kunne man spørge. Er Trotsky virkelig så farlig i vore dage? Åbenbart synes velrenommerede borgerlige historikere, at der stadig er grund til at advare - nok især unge mennesker - mod hans sprængfarlige tanker. Ellers var der vel ikke grund til at hvidvaske Stalin og sværte Trotsky til (jf. f.eks. professor Robert Service: Trotsky. A Biograhy. 2009).

Fortidens spøgelser dukker til stadighed op og vi er ikke færdige med at skrive historien. Til trods for deres formelle uddannelser og deres universitetsgrader er borgerlige historikere heller ikke færdige med at lave historieforfalskninger

 

Venstrefløjens lig i lasten.

Venstrefløjen (reformister og centrister) bærer rundt på en række lig i lasten, som fortjener at blive hevet frem i deres halvrådne tilstand og blive gransket nøjere. Et af disse lig i lasten er den ideologi, som Stalin og hans klike i partiet skabte og som skulle tjene til retfærdiggørelse af hans ide om ”socialisme i et land” og hans forkastelse af en socialistisk verdensrevolution. Enten har den ”bløde” venstrefløj ikke forstået - eller også vil den ikke forsøge at forstå - stalinismen som historisk fænomen og som en specifik politisk ideologi, som indeholder både nationalisme og reformisme.           

 

 

 

Boganmeldelse. Palle Bo Nielsen: Palle alene i verden. Fra pæn dreng til oprører. En personlig og politisk biografi. Forlaget Underskoven. 2014.

 

”Så har han gjort det igen, den kendte bestseller- forfatter Palle Bo Nielsen. Denne gang i form af en - noget voveligt - selvbiografi. En genre som jo ellers rigeligt mange har gjort det i - på det sidste.

Det havde måske været mere interessant, om han havde holdt sig til sin metier, den historiske roman.

Nå, men når nu det ikke kan være anderledes, må vi jo kaste os over hans selvbiografi.

En mand af hans litterære format skulle ellers nok kunne få noget spændende ud af selv sit eget liv.

Tag nu bare hans barndom. Ingen tæsk af sin far og hans mor led ikke en gang af depressioner.

Far kom ikke fuld hjem og bankede hverken kone eller børn. En smule kedelig barndom havde succesforfatteren.

Hvad så med ungdommen? Ingen saftige historier om den første kontakt med det modsatte køn.

Højst en antydning af rødmen i kinderne og en blussende fornemmelse i kroppen ved de fnisende tøsers flirtende blikke på den lille skoledreng.

Om vi må be’! Lidt mere ærlighed ville være på sin plads!

Selvfølgelig har også bestselleren haft sine erotiske øjeblikke. Hvorfor skal vi ikke høre om disse? Uforståeligt.

Hvordan skal vi ikke beriges med hans oplevelse af sit første samleje med Lise i ejendommens kælder eller da hun – for 25 tyve øre - tilbød at trække ned i sine bukser?

Den slags små - og saftige - detaljer havde pyntet på bogen.

I stedet snegler bogen sig langsommeligt gennem barndom og ungdom. Vi får at vide, at bestseller-forfatteren var en ”pæn” dreng, som holdt af at gå i skole og var vellidt af sine lærere. Palle gjorde sig ikke ud til bens, han passede sin skolegang og ordnede ”pænt” sine lektier - skam en rigtig duksedreng!

Men så skal jeg ellers lige love for, at tonen får en anden klang, da Palle kommer i gymnasieskolen og bliver sat til vægs af de veluddannede – men upædagogiske – gymnasielærere. Her blegner hans manglende viden om de mest elementære ting og han får dårlige karakterer. Her troede han lige, den Vigtigper, at han var det klogeste hoved i gaden.

Efter eget udsagn fik han lærerne på nakken og begyndte at udvikle politiske synspunkter som var langt fra flertallets.

Flertallet dengang i slut 1960’erne var jo for Vietnam-krigen og forsvarede Nixon og Kissinger.

Tag bare folkeafstemningen om nedsættelse af stemmeretsalderen. Her gav den danske befolkning klart udtryk for, at den absolut ikke skulle nedsættes. Hvad ligner det at give så unge styrvolter på kun 18 år stemmeret? Den bør selvfølgelig være forbeholdt de rigtigt voksne og modne.

Men den kommende bestseller-forfatter fremturer i sin selvsikre al-viden og gør ligefrem oprør mod det bestående, ”the Establishment”. Hvad skulle det nu til for?

Hvad kom der ud af det? Ungdomsoprør, studenterrevolte og afbrænding af biler i Paris’ gader. Og ikke mindst seksuel frigørelse, da unge kvinder smed bh’en hvor som helst og gav sig til at amme i al offentlighed.

Tilmed lod den kommende bestseller-forfatter sig lokke af sirenernes sang på den yderste venstrefløj. Ak nogle skulle have bundet ham til skibets mast – ligesom Odysseus på sin færd i det græske Øhav.

Han lader sig lokke til Thy, hvor han deler telt med en hash-dealer og stifter bekendtskab med to studerendes brug af euforiserende stoffer - som LSD.

I partiet Venstresocialisterne stifter han bekendtskab med nogle udflippede venstreorienterede hippier og benhårde stalinister. God fornøjelse, siger jeg bare.

Han tager til Paris og bliver næsten overfaldet af en stor og grov arbejder på en flyfabrik, som ikke bryder sig om hans mindretalssynspunkt. Det tror da pokker, han var jo TROTSKIST!

Har man hørt magen! Blød venstreorienteret a la SF eller til Enhedslisten OK, men ikke TROTSKIST.

De burde da for længst være uddøde, den russiske revolution fandt da vist sted i 1917, så vidt jeg ved.

Nej, den senere bestseller-forfatter var sandelig på afveje.

Heldigvis gik det i sig selv igen og klingede af i 1970’erne. Og først med Poul Schlüter i 1980’erne begyndte det at gå den rigtige vej. Ud med venstrefløjens snak og kvindefrigørelse, miljøbevidsthed og klassekamp.

Ind med Schlüters og højrefløjens ansvarlighed, tryghed og ærværdighed. Det kender vi og værdsætter.

Resten af bogen synes det som om han henslæber som en ældre afdanket 68’er, som er faldet til ro på sine ældre dage i frustration over ikke at have nået, det som han ville.

Det kan man jo kun beklage, at han i den grad er gået hen og blevet desillusioneret. Men han om det. Han har jo selv været ude om det. Hvad skulle han med alle de håbløse idealer og utopiske tanker om socialisme og klassekamp? De hører ikke hjemme i et moderne samfund, hvor ideologierne for længst er døde og de ”store fortællingers” tid er forbi.

Sagde Schlüter ikke: ”Ideologier er noget bras” og den bedste af alle: ”Jeg er ikke mere konservativ end det gør noget”.

Jo, han var en mand med klare holdninger og en pragmatisk indstilling til livet – i modsætning til vores bestseller-forfatter.

Han burde have gjort Schlüters ord til sine, så var det gået ham bedre, tror jeg.

Nå, men til trods for alle for alle dens mangler. Læs bogen alligevel – hvis du ikke har andet at lave. Jeg faldt kun i søvne 5 gange. Den er trods alt på 600 sider.”

 

Denne lidt forstokkede og konservative anmeldelse har ikke stået i en de borgerlige aviser. Du  kan ikke finde den andre steder end her.

Derfor har jeg skrevet denne parodi på en anmeldelse som en slags negativ reklame for min bog.

Håber ikke at omtalen virker alt for afskrækkende til, at du alligevel kunne finde på at læse den.

Hvis du vil have en mere sober præsentation af min selvbiografi, kan du læse den på min blog: www. pallealeneiverden.dk

 

  

 

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                    

 

 

18-09-2014
18-09-2014
17-09-2014

Dansk landbrugs svineri.

18-09-2014

Dansk landbrug har i årevis produceret svin i millionvis (op til 25 mio. svin om året), hvoraf nogle har været og stadig er inficeret af en multiresistent bakterie kaldet MRSA.
Denne bakterie er smitsom og smitter såvel dyr som mennesker. Smitten kan således brede sig fra dyr til mennesker. Indtil videre er 4 danskere døde og ca. 1000 er i fare for at blive smittet inden for det næste år.

Dansk landbrugs hemmelighedskræmmeri.
Landbrugets organisation, Landbrug og Fødevarer, har indtil videre valgt en strategi om at hemmeligholde antallet af svinebesætninger, som er inficeret af MRSA og har nægtet at udlevere oplysninger til myndighederne, Fødevarestyrelsen, om de enkelte landbrug.
Ombudsmanden har nu pålagt Fødevarestyrelsen at få oplyst hvor mange svinebesætninger, som er inficeret. Dette har Landbrug og Fødevarer modsat sig. Og indtil videre er processen gået i stå.
Dansk landbrugs interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, har altså valgt at foretage ”damage control” for ikke at landbruget og svinedriften skal lide skade.
Dansk landbrug påberåber sig sin store betydning for landets samlede eksportindtægter og påkalder sig gerne sin store betydning for dansk madkultur i form af svinekød.
Hvilken interesse har dansk landbrug og danske svinebedrifter i at hemmeligholde antallet af inficerede svin og at undervurdere smittefaren?
Forskningschef i Forskningscenter for svineproduktion – under Landbrug og Fødevarer – Poul Bækbo, er vidende om problemets omfang. Han udtaler, at en undersøgelse i 2014 af 200 besætninger formodentlig vil vise, at ca. halvdelen vil være smittet.
Men smitten kommer og går og er ikke til at kortlægge (jf. dagbladet Information, 18. september).
Når det er umuligt at inddæmme smitten, må landbrugets organisation opfordre den enkelte landmand til at forbedre sin hygiejne i svinestalden. Hvis landmanden konstaterer symptomer på sygdommen, må han gå til sin læge og fortælle ham, at han er landmand og måske er smittet af MRSA.
Det er Landbrug og Fødevarers opskrift på bekæmpelse af smittefaren fra MRSA.
Forskningschefen udtaler: ”Det har ikke været vort primære fokus at kommunikere til den brede befolkning.” Det har dansk landbrug sandelig heller ikke gjort!
Befolkningen må nøjes med følgende beroligelse: ”Og man skal huske på, at bakterien faktisk ikke lever ret godt på mennesker. De fleste vil tabe den efter at have været væk fra det inficerede miljø i et par dage.” (jf. Information, 18. september).
Indtil videre er der i alt fald 4 døde personer - og potentielt 1000 mennesker – som ikke kan være tilfreds med denne beroligelse fra forskningschefen.
I alt for mange år har dansk landbrug og dets interesseorganisation, Landbrug og Fødevarer, af lovgivningsmagten - politikere og embedsmænd – fået lov at køre frihjul efter eget forgodtbefindende.
Landbrugets overordnede hensyn – afsætning og indtjening – har fået lov til at bestemme dets produktionsforhold og svineproduktion uden at ret mange har råbt vagt i gevær.
Befolkningen har ikke været oplyst om det industrialiserede landbrugs måde at producere svin på og store dele af befolkningen er ikke vidende om produktets manglende kvaliteter.
Senest har Sverige sat spørgsmålstegn ved kvaliteten af dansk produceret svinekød og har indledt en boycot af importeret dansk svinekød på grund af usikkerhed om den multiresistente bakterie MRSA.
Hvis ikke dansk landbrug og danske svineproducenter vil lide ubodelig skade i form af manglende købelyst hos danske som udenlandske forbrugere, kan svineproducenterne risikere, at forbrugerne giver dem en ordentlig lussing i form af et mindre forbrug og besvær med at få kødet afsat på eksportmarkeder.
At problemet ikke er nyt fremgår af multikunstneren Michael Wittes kloge ord fra 1970’erne: ”Danske svin er sunde, de strutter af penicillin.”