Dagpengehykleriet.

I weekenden 20.-21. september holder 3 partier årsmøder: Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Hovedspørgsmålet ser ud til at blive arbejdsmarkedspolitik, specielt dagpengereglerne.

Lad os for en kort stund gå lidt tilbage i tiden og rekapitulere hvori spørgsmålet består.

Først en præcision: Arbejdsløsheds-dagpenge udbetales til arbejdsløse, som dels skal være medlem af en A-kasse, dels skal være registreret som stående til rådighed for arbejdsmarkedet.

De arbejdsløse står kun til rådighed, hvis de er aktivt arbejdssøgende og kan dokumentere dette ved aktiv jobsøgning. Dette kontrolleres af A-kasse og Jobcenter.

Arbejdsløshedslovgivningen om dagpenge er i de sidste 30 år blevet gradvist forringet. Socialdemokratiske og borgerlige regeringer har i hele perioden systematisk forringet reglerne for de arbejdsløse.

Forringelserne begyndte for alvor under socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske mindretalsregeringer i 1990’erne.

Dagpenge-perioden blev i Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister nedsat fra først 7 til 5 år og derefter fra 5 til 4 år. Forkortelsen af dagpengeperioden blev ganske vist suppleret med en række ydelser, som skulle give de ledige en mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet – f.eks. uddannelsesydelse, som gav mulighed for efteruddannelse og omskoling. Til gengæld fjernede man den genoptjeningsret, som ledige havde i jobtilbudsordninger.

De efterfølgende VK-regeringer efter 2001har fortsat dette felttog mod de arbejdsløses økonomiske vilkår med yderligere forringelser af dagpengereglerne. Dels har et flertal bestående af V, K, RV og DF vedtaget at afkorte dagpenge-perioden fra 4 til 2 år, dels har de samme partier forhøjet optjeningskravet for fortsat dagpengeret fra ½ til 1 år.

I en periode med fortsat arbejdsløshed har de gjort det vanskeligere for mange arbejdsløse at bevare kontakten med arbejdsmarkedet, idet de hurtigere glider ud af dagpenge-systemet ved at miste deres dagpengeret og ligeledes får sværere ved at optjene fornyet dagpengeret igennem et ”regulært” arbejde. 

 

Incitament-tankegang.  

Hvad har været begrundelsen for de gennemførte forringelser af dagpengeretten? Både socialdemokrater og borgerlige har argumenteret for, at det - alt andet lige – er mere sandsynligt, at især langtidsledige af sig selv vil finde arbejde, hvis de får pisken over nakken – en såkaldt ”incitament-tankegang”.

Forskere har fra starten sat spørgsmålstegn ved, om et større incitament – ved truslen om at få frataget sin dagpengeret – vil virke animerende for de arbejdsløse til at gøre sig ekstra anstrengelse for at finde et job.

Senest har det Nationale Center for Velfærdsforskning, tidlige Socialforskningsinstituttet (SFI) i en undersøgelse sat et stort spørgsmålstegn ved, om afkortelsen af dagpengeperioden skulle have en gunstig effekt på de arbejdsløses kamp for at finde et job. Undersøgelsen kan ikke godtgøre, at dette skulle være tilfældet.

Det er kun lykkedes forbløffende få af de langtidsledige ”udfaldsramte” at finde arbejde. Der er altså ikke nævneværdigt flere, som kommer i arbejde, selvom lovgivningsmagten, et flertal i Folketinget, strammer dagpengereglerne.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) skyndte sig straks at problematisere undersøgelsens videnskabelige og metodiske grundlag og antydede, at der var tale om et stykke bestillingsarbejde fra modstanderne af de stramme dagpengeregler. 

 

Partiernes dagpengehykleri.

Det radikale Venstre – ingen slinger i valen.

Det social-liberale radikale Venstre har aldrig tvivlet på, at ”incitament”-tankegangen er rigtig. Set ud fra et liberalistisk synspunkt bør markedskræfterne være bestemmende. Arbejdsgivernes behov for arbejdskraft er det afgørende. Det offentlige skal ikke for enhver pris forsørge dem, som ikke selv kan forsørge sig selv. Nogen hjælp bør det offentlige yde til de nødstedte, som ikke kan finde arbejde, men de pågældende må også selv gøre en indsats. Den offentlige sektor har ikke ubegrænsede midler – og i øvrigt skal den danske økonomi leve op til EU’s konvergenskrav om et begrænset underskud på de offentlige budgetter. Partiet er i bund og grund tilhænger af en ”nedskærings”-politik overfor den offentlige sektor.

Så intet mærkeligt i, at det Radikale Venstre er tilhænger af en afkortelse af dagpenge-perioden og af en forlængelse af genoptjeningsperioden.

I politik er ærlighed sjælden, men det Radikale Venstre må roses for at være klar i sin social-liberale grundholdning til mængden og størrelsen af offentlige ydelser. 

 

Socialdemokraternes top – forbløffende standhaftig.

Mens Det radikale Venstre er principielle tilhængere af de forringede dagpengeregler, har Socialdemokraterne ikke støttet dem, mens partiet var i opposition til Lykke Rasmussen regeringen.

Efter regeringsdannelsen i 2011 med det Radikale Venstre har Socialdemokraterne måttet ”sluge” kamelen som en forudsætning for at regeringssamarbejdet kunne lade sig gøre.

Socialdemokraternes topfolk tillod den radikale Margrete Vestager at medtage sin ”tidsel” i regeringsgrundlaget.

De socialdemokratiske topfolk burde selvfølgelig have stået fast på at sløjfe de forringede dagpengeregler og – i det mindste - føre dem tilbage til udgangspunktet.

Siden da har partiets topfolk undskyldt sig med, at de var nødt til at sluge denne kamel.

Som regeringspart gjorde Socialistisk Folkeparti den samme.

Socialdemoraternes top er nu kommet i modvind, da store af partiets bagland og store dele af den (socialdemokratiske) fagbevægelse ikke er tilfredse med, at en socialdemokratisk- ledet regering forringer vilkårene for arbejdsløse. Det stemmer ikke overens med manges socialdemokraters opfattelse af deres parti som et arbejdervenligt parti og et parti med ”socialt ansvar” og for de dårligt stillede.

Dertil kommer, at langt flere - end beregnet af regeringen - er faldet ud af dagpengesystemet.

Indtil videre har partitoppen krampagtigt holdt fast ved sit ”løfte” til sin regeringspartner, det radikale Venstre, og har siddet kritikken overhørig.

Regeringspartierne (SD, RV og indtil for nylig også SF) har stået last og brast i deres forsvar for de forringede dagpengeregler og har kommet et ”plaster på såret” ved at tilbyde de langtidsledige, de udfaldstruede, en ”midlertidig arbejdsmarkedsydelse” som kompensation for, at de reelt har mistet deres dagpengeret med udløb for de sidste i 2015. 

 

Dansk Folkeparti – rider på en bølge af utilfredshed.

Dansk Folkeparti var under VK-regeringerne (Fogh Rasmussen og Lykke Rasmussen) i allerhøjeste grad med i udformningen af de forringede dagpengeregler og bør derfor have svært ved at skifte hest midt i vadestedet. Men som altid med (højre)populistiske partier har DF ikke svært ved at ride på to heste, når de øjner muligheder for at score en vælgergevinst. Og denne er til stede hos de mange menige socialdemokrater og socialdemokratiske vælgere, som ikke kan forene partiets krampagtige fastholden ved de forringede dagpengeregler med deres opfattelse af partiet som et der varetager de dårligt stilledes interesser.

Derfor spiller DF dobbeltspil. DF er et højrepopulistisk parti, hvis politiske grundholdning er liberal/liberalistisk. Partiet er i bund og grund et (små)borgerligt parti med rødder i en højrepopulistisk protestbevægelse, som var rettet mod en alt for stor offentlig sektor (jf. Fremskridtspartiet).

DF forsøger at skabe sig et image af at være mest folkeligt af alle partier, mere socialt end selv Socialdemokraterne og smartere end Socialistisk Folkeparti.

DF er ingen af delene, men mange (socialdemokratiske) vælgere tager fejl - og i frustration over deres ”eget” gamle arbejderparti, Socialdemokraterne, farer de i armene på DF, som agerer arbejdervenligt og folkeligt.

De ledende socialdemokrater i regeringen fører - på stort set alle områder - en politik som til forveksling ligner en borgerlig politik og vælgerne har i stigende grad svært ved at se forskel. 

 

De arbejdsløse står tilbage med Sorteper.

I dette parlamentariske kortspil sidder de arbejdsløse med Sorteper. Reelt er de to regeringspartier ikke interesseret i at ændre noget på dagpengereglerne og afventer nærmest apatisk næste folketingsvalg, som sandsynligvis giver et borgerligt flertal. Socialdemokraternes top kan så igen gå ud i opposition og posere som dem, der varetager de mindrebemidlede og dårligt stilledes interesser – herunder de arbejdsløse.

Og det parlamentariske kortspil kan begynde forfra. 

 

Fundamentale årsager til arbejdsløshed.

Løsningen på arbejdsløsheden findes ikke i Folketinget hos partierne, men kan kun skabes i en kamp på arbejdspladser, i fagforeninger og i bevægelser. Og hvis forstår de fundamentale årsager til, hvorfor der opstår arbejdsløshed i et kapitalistisk samfund. Arbejdsløshed opstår fordi kapitalismen som økonomisk system med jævne mellemrum uafværgeligt kommer ud i økonomisk cykliske kriser og i perioder med lavkonjunktur vil der være flere arbejdsløse, fordi antallet af job bliver færre. Den teknologiske udvikling betyder endvidere, at antallet af job bliver færre, fordi det ikke er nødvendigt med så stor en mængde arbejdskraft. Hvis kapitalismen overhovedet er i stand til at skabe vækst, sker det uden skabelse af flere job, når blot den eksisterende og kommende arbejdskraft skaber en højere produktivitet.  

Dette er blot en del af forklaringen, at højere vækst ikke nødvendigvis giver et øget antal arbejdspladser, job. 

Men en ting er sikker: Ikke nok så mange parlamentariske lappeløsninger vil hjælpe på dette grundlæggende fænomen.          

 

 

 

     

 

         

 

 

 

     

 

 

 

    

 

  

 

       

 

        

Betyder menneskerettigheder ikke noget for Helle Thorning-Schmidt?

 Helle Thorning-Schmidts kowtow for den kinesiske præsident Xi Jinping.

Den danske statsminister Helle Thorning Schmidt har for nylig besøgt Kina, hvor hun var i audiens hos præsident Xi Jinping.

Helle Thorning Schmidt ser det som sin fornemste opgave at varetage det danske erhvervslivs – og i hendes forstand – hele det danske samfunds interesser.

Hun udtalte i den anledning: ”Det, det handler mest om for mig, er vækst i Danmark, mere velstand og flere arbejdspladser. Det vi oplever i Kina, er et velstandsløft uden sidestykke i historien, og det vi ser er, at den kinesiske middelklasse vokser, og købekraften stiger enormt, og det betyder, at Kina er på vej mod at blive verdens største vækstøkonomi. Når man står over for den form for udvikling, skal man spørge sig selv: ’Kan Danmark blive en del af det?’ Og det skal vi selvfølgelig være. Danmark skal være en del af den udvikling.” (Information, 13.-14. september).

Som svar på kritik af, at den danske statsminister kun bag lukkede døre fremførte kritik af Kinas behandling af dissidenter og manglende respekt for deres menneskerettigheder, svarede hun: ”Jeg ved godt, at der er nogle, som synes, at man skal stille sig op på en ølkasse og råbe og skrige, men det jeg egentlig er mest optaget af, er at gøre en forskel, og jeg er sikker på, at den måde, vi gør det på fra dansk side, er den, som gør en forskel.” (Information, 13.-14. september).

 

Thorning-Schmidts ”stille diplomati”.

Helle Thorning-Schmidt foretrækker altså ”quiet diplomacy” frem for højrøstet tale op i hovedet på de kinesiske statsledere. Lige som hun foretrækker at gå stille med dørene, når det gælder det kinesiske styres overtrædelser og manglende overholdelse af kinesiske borgeres menneskerettigheder.

Ved ikke at sætte navn på de enkelte dissidenter, som lider under det kinesiske styres brutale mishandling af disse, får det ingen effekt over for de kinesiske magthavere. Den danske regering understøtter dermed ikke de menneskerettighedsorganisationer, som arbejder for at forbedre vilkårene for de mange dissidenter. Helle Thorning-Schmidt og den danske regering er dermed med til at opretholde denne undertrykkelse af fundamentale menneskerettigheder.

 

Betyder kinesiske borgeres menneskerettigheder ikke noget for Helle Thorning-Schmidt?

Rettigheder som borgerlige demokrater (herunder socialdemokrater) ellers i andre sammenhænge påberåber sig.

Basale rettigheder som f.eks.: retten til at kende sit eget anklageskrift, retten til at få sin egen forsvarer, retten til at blive stillet for en dommer, ret til ikke blive underkastet tortur under fængselsophold, ret til at kunne frit i det offentlige rum efter endt afsoning osv.

Hvornår har Helle Thorning-Schmidt tænkt sig at fremføre kritik af udenlandske magters manglende overholdelse af fundamentale menneskerettigheder?

Skal de kun bringes til torvs, når hun og andre skal retfærdiggøre militære invasioner i lande, som Danmark ikke har grund til at ønske sig gunstige handelsrelationer.  

Hvorfor bliver disse tilsyneladende tomme floskler kun fremført, når de skal bruges som begrundelse for militære invasioner i lande vi ikke bryder os om – som f.eks. Afghanistan, Irak og Libyen?  

Hvad skal tusinder af kinesiske dissidenter stille op med hendes manglende kritik af regimets overgreb og overtrædelser af fundamentale menneskerettigheder.

Er det kun fordi det moderne fremadstormende Kina er et ”emerging market”, som byder på uanede muligheder for samhandel? Og dermed økonomisk vækst og velstand, som Socialdemokraterne tilstræber i Danmark og andre steder?

 

Behøver Helle Thorning-Schmidt gøre kowtow overfor den kinesiske præsident?

Hvorfor denne underdanighed overfor et regime, som systematisk undertrykker sin befolkning i alle henseender og som har berøvet den sine mest elementære rettigheder?

Det er i bedste fald udtryk for en ”kræmmer-mentalitet”, som burde ligge langtfra Helle Thorning-Schmidts og Socialdemokraternes demokratiske socialisme, som de bekender sig til.    

Behøver en dansk statsminister ligefrem falde på knæ for en kinesisk præsident og skamrose ham og hans regime?

Hun burde vise sig som en rigtig statskvinde med egne meninger og holdninger – og ikke bare komme krybende med en tiggerpose i hånden.

Men måske, tænker den pragmatiske statskvinde, er Kina fremtiden. Europa og USA er på vej nedad. Danmark må hellere sikre sig en god ven i tide.

Helle Thorning-Schmidt opførte sig som den kinesiske kejsers underdanige undersåtter, som i kejserlig audiens gjorde kowtow overfor kejseren og dermed understregede Kejserens almægtighed og høje status.

Det passer sig ikke for en europæisk statskvinde, som indtil for nylig - af nogle - blev anset for egnet til at repræsentere den Europæiske Union som udenrigspolitisk talskvinde.

Dagens ven, Kina kan vise sig at være morgendagens fjende, når det stivnede og fastlåste kinesiske regime viser sig at være en kolos på lerfødder, som let kan vælte, hvis tilstrækkeligt mange jævne kinesere skubber til den.

Hvem sidder så tilbage med trumfen på hånden: Den der tier stille, eller den der råber højt?         

 

Er Dansk Folkeparti folkeligt?

 Om at være folkelig.

Folkelighed er så vidt jeg forstår – i enhver forstand - et positivt begreb. Hvem og hvad er ikke folkeligt?

Folkeskolen du gik i dine barne- og ungdomsår var pr. definition folkelig. I alt fald i den forstand, at den var åben for alle. Dine børns folkeskole er stadig folkelig, fordi så mange fortsat sender deres børn derhen.

Ja selv folkekirken er historisk set meget folkelig – den er jo skabt af folket og for folket. Eller hvad? Jamen de står jo tomme! Kan man så kalde dem folkelige, når ingen kommer der længere – i alt fald kun til højtiderne?

Den ”folkelige” idræt er organiseret i DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) med hundredtusinder af medlemmer, som dyrker motion i fællesskab.

Flere af de politiske partier bærer ordet ”Folke-” i sit navn: Det konservative Folkeparti f.eks. Det må da være folkeligt, siden det bærer navnet? Hvor stammer det fra? Jo, det gamle Højre, som var aristokratiets, borgerskabets og de højere embedsmænds parti i forrige århundrede (før 1900) var ikke særligt folkelig – vel nærmest det modsatte, meget ufolkeligt. Derfor tog det navneforandring under 1. verdenskrig i 1915 til Det Konservative Folkeparti og har heddet det lige siden.

Så konservative industrimagnater som Alexander Foss, var en af de første som fandt på det trick.   

Senere kom folke-socialisterne i Socialistisk Folkeparti til i 1959. Aksel Larsen og co. kunne ikke finde sig rette i det efterhånden konservative og stivnede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og måtte gå nye veje. Derfor fik Danmark et Socialistisk Folkeparti, som i starten ganske vist rummede en del folkelige elementer som rigtige industriarbejdere (som f.eks. skibsværftsarbejderen, nyligt afdøde Georg Poulsen), men efterhånden blev overtaget af skolelærere og akademikere.

 

Dansk Folkeparti har tiltaget sig monopolet på folkelighed.

Seneste skud på stammen er det meget folkelige Dansk Folkeparti, som blev skabt af udbrydere fra det ligeså folkelige Fremskridtsparti (læs: Mogens Glistrup). Nu blev alle rekorder slået. Partiet blev anført af den noget så folkekære Pia Kjærsgaard, som havde været Glistrups tro væbner, men som ragede uklar med den enerådige partistifter.

Nu var grundlaget skabt for et ægte folkeligt parti på ruinerne af det hedengangne Fremskridtspart og som skulle favne de brede masser for næsen af de andre folkelige partier.    

Siden da har Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti haft monopol på folkelighed i Danmark og har taget nationen til sig. Partiet har tilsyneladende taget patent på dansk folkelighed og skilter i tide og utide med sin folkelighed. De elsker vort land, vores kongehus og folkekirke og flager gerne med vort flag. De er for ingenting at regne ideologisk national-konservative, men i deres branding af sig selv er de - højrepopulister. Dansk Folkeparti fører sig frem uden nogen bestemt ideologi og vil under ingen omstændigheder kaldes det de er: højrepopulister.

For en populist (af latin populus = folk) gælder det om at være populær, heraf navnet. Hvordan bliver man det? Ved at lefle for ja – folket, og folk som de er flest. Det er så det partiet excellerer i – og de har været skrappe til det. Ingen overgår Dansk Folkeparti i folkelighed og populisme. Selv ikke venstrepopulisten, sømandsbossen Preben Møller-Hansens Fælleskurs kan være med. Pia Kjærsgaard har i mange suverænt været en mester i populisme og folkelighed.  

 

Dansk Folkepartis småborgerlige provinsialisme er blevet synonymt med folkelighed.

Folkelighed er gået over og blevet synonym med en småborgerlig indadvendt provinsialisme, som udelukkende kerer sig om sit hjemland. Det gælder om at værne om Danmark, opsætte grænsebomme og bevare stammens nationalkarakter, danskheden.  I et sjældent øjeblik af erkendelse, opstår den tanke hos dem, at Danmark som småstat hellere må læne sig opad vore naturlige allierede, USA og NATO, hvis nogen skulle komme og gøre os fortræd. Derfor støtter Dansk Folkeparti helhjertet alle den amerikanske imperialismes krigseventyr og udstationering af NATO’s tropper i Afghanistan, Irak og gerne andre steder, hvis bare ikke for mange danske soldater mister livet.

Folkelighed er altså blevet synonym med et national/nationalistisk snæversyn, som ser skævt til alt udefrakommende – flygtninge, indvandrere og fremmede kulturer. Hvis dette er definitionen på folkelighed, er jeg ikke spor folkelig, men snarere en smule elitær, om jeg må be’.