Stalins myte om den "store patriotiske fædrelandskrig" gennemhullet.

Sovjetiske partisaner 1944.
Oberst G.I. Starinov var en ivrig tilhænger af partisankrigsførelse.

Boganmeldelse

I.G. Starinov: Over the Abyss. My Life in Soviet Special Operations. Ballantine Books. 1995

 

Den af Stalin skabte myte (som præsident Putin bygger videre på) om 2. verdenskrig den ”store patriotiske fædrelandskrig” får et skud for boven i I.G. Starinov’s bog.

Sarinov er hverken en afhopper til Vesten, som fortryder sin fortid som deltager i specialoperationer for Stalins Sovjetstat - eller en 100 % Stalin-apologet.

Sarinov sympatiserede langt hen ad vejen med Stalin og stalinismen. Men anede første gang uråd, da han i begyndelsen af 1930’erne blev forhindret i at udføre sit arbejde i Sovjetstatens militære efterretningstjeneste (GRU).

Starinov havde specialiseret sig i partisankrigsførelse bag fjendens linjer og han og hans øverste ledere i den militære efterretningstjeneste var af den mening, at partisankrig bag fjendens linjer ville være en god militær strategi i tilfælde af en udenlandsk intervention.

Strategien blev første gang brugt med en vis succes under interventionskrigene umiddelbart efter Oktoberrevolutionen 1917.

Men Stalin syntes ikke i 1930’erne at tillægge partisankrig nogen militærstrategisk betydning og hele den militære efterretningstjenestes arbejde synes at være forgæves.

Starinov begyndte som ekspert i partisankrig at tvivle på systemets rationalitet, da Stalin i 1930 dekreterede tvangskollektivisering af det sovjetiske landbrug og lod hundredtusinder af ”kulakker (defineret som ”rige” bønder) tvangsdeportere til fjerne egne af Sovjetunionen.

Stalins paranoia fik ham til at i 1930’erne at udrense hundredtusinder af partimedlemmer og indlede skueprocesser mod millioner af uskyldige Sovjetborgere, som blev idømt langvarige fængselsstraf og forvist til tvangsarbejdslejre i det fjerne Sibirien.

Starinov viser, hvorledes Stalin i sin afstandtagen fra partisankrig dermed mindskede Sovjetstatens chancer for at modstå en kommende invasion.

Starinov viser med tørre tal, hvor stærkt Sovjetstaten ville have stået, hvis Stalin havde tilladt partisankrigsførelse i fremskudte stillinger tæt på grænsen mellem Ukraine og Polen. Våbenlagre og fremskudte stillinger kunne have standset indtrængende hære. 

Nu stod Sovjetstaten svagt, da Hitlers Værnemagt overfaldt Sovjetstaten i 1941 og det varede længe inden Stalin kom sig over chokket og fik mod til atter at samle nationen.

Stalin havde ydermere begået den dumhed at udrense toppen af den Røde Hær og således gjort den mindre kampdygtig end ellers.

Mens Starinov udviste stort klarsyn, når det drejede sig om Stalins tvangskollektivisering af kulakker og deportation af millioner af ”rige” kulakker til fjerne egne af Sovjetunionen, kneb det med klarsynet, da han i 1937 blev udsendt til Spanien.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen og sigtede nu mod at bevare status quo i verden.

Den spanske borgerkrig skulle ikke munde ud i en socialistisk omvæltning, som ville skræmme de vestlige borgerlige demokratier væk fra Stalins Sovjetstat.

Det spanske Republik skulle forsvares med folkefrontspolitik og enhver som ytrede skepsis over for denne, skulle bekæmpes med hård hånd.

Stalin havde en klemme på den spanske Republik, som ikke blev støttet af andre stater end Sovjetunionen.

Starinov udfylder sin rolle som militær rådgiver for det republikanske Spanien og synger med i koret af stalinistiske sangere om syndikalisternes og P.O.U.M.’s forræder        

Starinov overbeviste sine overordnede i GRU om, at det ville være en god ide at forsøge at trænge ind bag fjendens linjer og udøve sabotage og spionage.

Her kom Starinovs ekspertise hans venner i det spanske kommunistparti (PCE) til gode.

I sine afsnit om den spanske borgerkrig har Sarinov fuldstændigt mistet sin kritiske sans og berømmer det sovjetiske rådgiveres storslåede indsats på republikansk side.

Han sluger råt den stalinistiske myte om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme og nazisme. 

Han synger ukritisk med på stalinisternes falske melodi og har kun hån og spot til overs for andre politiske tendenser som CNT’s syndikalister og de revolutionære marxister i P.O.U.M.       

Mens hans erindringer således gennemhuller den af Stalin skabte myte om den ”store patriotiske fædrelandskrig”, så medvirker Sarinov til at befæste Stalins myte om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati - og fascisme og nazisme.

Starinov efterlader derfor et indtryk af ikke at være blevet så meget klogere af, at Stalin stod i vejen for hans partisankrigsførelse.

Han gennemskuede ikke stalinismen, men var - som et af dens millioner af ofre - heldig at overleve.      

   

Natale de Grazia, kaptajn i den italienske flåde.
Døde 12.december 1995 - 39 gammel.
Dødsårsag ukendt.

Boganmeldelse.

Sandro Mattioli og Andrea Palladino: Die Müll-Mafia. Das kriminelle Netzwerk in Europa. Herbig. 2011. 

 

Havet sladrer ikke.

Langt det meste af det affald, som vi producerer kan bortskaffes.

Men der findes en type affald som ikke kan bortskaffes: radioaktivt affald.

Hvordan slipper vi af med dette affald, som aldrig forgår og som har en henfaldstid på op til flere hundreder år?

Dette er et kæmpeproblem, som endnu lang fra er løst.

Dette vidner de to italienske journalister Sandro Mattiolos og Andrea Palladinos bog ”Die Müll-Mafia. Das kriminelle Netzwerk in Europa” om.  

Atomkraftens tilhængere minder os gang på gang om, at atomkraft er mere ren end afbrænding af fossile brændsler.  

Lige som vind -og vandkraft er der ingen forurening forbundet med atomkraft.

Med der en alvorlig hage ved atomkraft. Affaldet.

Produktion af energi ved atomkraft er forbundet med risiko for radioaktiv udstråling, da selve processen med spaltning af atomkerner frembringer radioaktiv stråling.    

Når brændslet i reaktorkerne er opbrugt kasseres det som affald. Enten som høj-radioaktivt eller lav-radioaktivt affald.

Og det skal lagres forsvarligt uden muligheder for bort -eller nedsivning i omgivelserne. Men hvordan lagres atomaffald forsvarligt? Det har videnskaben eller teknologien endnu ikke fundet et svar på.

Når det nu er så besværligt at få atomaffald lagret kunne man fristes til at gribe til løsninger, som er ulovlige ifølge national lovgivning eller internationale konventioner.

En af de ulovlige måder at skaffe sig af med atomaffald kunne være at lagre det på bunden af havet. ”Havet sladrer ikke”, siger sømænd.

Ikke særligt miljøvenligt, men en måde at skille sig af med det dødsensfarlige stads.

Mattioli og Palladino viser med udgangspunkt i Italien, at atomaffald mere end 1 gang er blevet dumpet på havets bund og de forsøger at efterspore, hvor de sænkede skibe ligger.

Dette viser sig at være uhyre svært. De involverede parter viser sig at være andre end man lige skulle tro.

Umiddelbart skulle man tro, at det var en sag for de mange mafia-klaner i Italien.

Også andre end mafia-klanerne er dybt involveret i illegal bortskaffelse af atomaffald.

De hemmelige efterretningsvæsener i Italien, havnemyndigheder, flåden og ministerierne.

Efterforskning af de ulovlige sænkninger af skibe lastet med atomaffald viser sig at være forbundet med stor risiko for eget liv og levned for de efterforskende.

Mattioli og Palladino giver to eksempler på, at det er forbundet med livsfare at forsøge at hitte rede i, hvem der står bag de ulovlige skibssænkninger i de italienske farvande.   

 

Natale de Grazia.

Det ene eksempel er særligt tragisk, da det handler om en person som udviste stor loyalitet overfor sin arbejdsgiver, den italienske flåde.

Natale de Grazia arbejdede som kaptajn på en korvet i den italienske flåde. Han havde base i havnen i Reggio Calabria.

Som ansat i flåden var de Natale de Grazia underlagt forsvarsministeriet, da havnene i Italien sorterer under den italienske flåde.

De Grazia have hele sit 39-årige liv tjent den italienske flåde og var glad og stolt af sit arbejde.

Han vågede nidkært over de forurenende skibe i havnen og indberettede tit olieudslip.

Som flådekaptajn kom De Grazia med i en efterforskningsgruppe, som talte repræsentanter for ministerier og de to italienske efterretningstjenester.

Gruppen havde til opgave at undersøge baggrunden for, at skibe tilsyneladende lastet med radioaktivt materiale blev sænket på havets bund.   

I efterforskningsgruppen sad også repræsentanter for det italienske efterretningsvæsen, som viste sig ikke at være særligt interesseret i at finde frem til de sænkede skibe og den radioaktive udstråling.

Mattioli og Palladino viser, at repræsentanterne i efterforskningsgruppen for de italienske efterretningstjenester selv havde aktier i de ulovlige aktiviteter.

12. december 1995 skulle de Grazia i embeds medfør foretage nogle undersøgelser i den norditalienske havneby La Spezia, hvorfra de ulovlige atomtransporter udgår.

Sammen med to medarbejdere (den ene en chauffør) spiste de på et trattoria og de Grazia faldt angiveligt i søvn på bilens bagsæde.

Lidt senere udåndede han som følge af et hjerteanfald. Kort inden havde han på foranledning af sin arbejdsgiver fået foretaget et lægetjek, som viste at han intet fejlede.

Hans to medpassagerer har ikke villet eller kunnet medvirke til en opklaring af dødsårsagen. Hændelsen virker mystisk og uforklarlig.

Mattioli og Palladino lader forstå, at de Grazia i dagene op til sin død formodentlig blev udsat for trusler, fremsat af personer i de hemmelige efterretningstjenester. Herom vidner hans kone og svoger.

De Grazia fik opkaldt en gade i Reggio efter sig og modtag et hædersdiplom og en medalje for sin mangeårige indsats i flåden.

 

Ilaria Alpi.

Forfatterne viser, at de ulovlige dumpninger har tråde langt uden for Italien. At det er forbundet med livsfare at undersøge de ulovlige deponeringer af giftaffald viser eksemplet med den unge italienske journalist Ilaria Alpi.

Ilaria Alpi arbejdede for det italienske RAI og havde ofte rejst i Somalia. I marts 1994 var hun endnu en gang i Somalia.

Som led i en FN-mission deltag italienske soldater, som nu skulle hjem.

Ilaria lod sig ikke nøjes med det, men var godt i gang med at lave research til en større historie om Italiens bistand til Somalia.

Ilaria ville vide, hvad der var blevet af ce 750 millioner Euro, som Italien havde givet Somalia i bistandshjælp.

De var tilsyneladende ikke gået til at hjælpe befolkningen på fode efter de mange års borgerkrig.

Pengene var tilsyneladende havnet i de forkerte lommer. Men hvor og hvordan?

Nogle af de mange millioner blev givet til et fiskekompagni Somali High Seas Fishing Company (SHIFCO).

Ilaria opdagede, at de donerede fiskeskibene tilsyneladende ikke blev brugt til fisk, men til noget langt mindre spiseligt, våben.

De fisk som blev fanget blev fragtet til Italien og kom ikke lokalsamfundet til gode.  

Våbenhandlere havde forvandlet det borgerkrigshærgede Somalia til et knudepunkt for international våbenhandel, som blev varetaget af internationale våbenhandlere.

Ilaria Alpi havde åbenbart stukket næsen lidt for langt frem. Lidt for tæt på internationale våbenhandlere, som brugte Somalia High Seas Company som skalkeskjul for våbensmugling. Det tålte ikke dagens lys, hvis hendes oplysninger kom frem.

Lejemordere blev hyret for at gøre det af med Ilaria Alpi.  

16. marts 1994 blev hun og hendes medfølgende fotograf skudt på tæt hold af ukendte gerningsmænd.

Bagmændene bag disse lyssky handler skyer offentlighedens søgelys og alt for nysgerrige må bøde derfor.  

Disse to eksempler på drab viser, hvor vanskeligt det er for offentligheden at komme problemet til livs, når de der skulle vogte hønsene viser sig at være ræve.

Hvordan går det i øvrigt med vor hjemlige dekontaminering af radioaktivt affald?  

 

Hjemlig dekontaminering.  

Vort hjemlige radioaktive affald befinder sig stadig på den gamle forsøgsstation Risø ved Roskilde.

Der ligger stadig tønder med radioaktivt affald (fortrinsvis lavradioaktivt) til opbevaring.

Ingen kommuner i Danmark har erklæret sig interesseret i at få affaldet til opbevaring.

Det er ikke godt at vide, hvor det ender.   

Forhåbentlig ikke på havets bund.  

 

        

       

  

 

 

 

 

 

 

Andreu Nin - en af lederne af den revolutionære marxistiske organisation P.O.U.M., som blev brutalt myrdet af GPU-agenter i Spanien i juni 1937.

Boganmeldelse.

Victor Alba and Stephen Schwartz: Spanish Marxism versus Soviet Communism. A History of the P.O.U.M. Transactions Books. 1988.

 

Revolutionen forrådt i Spanien 1937.

I Spanien forelå der - som i Rusland i oktober 1917 - en revolutionær situation i februar 1936.

Det mente i alt fald Oktoberrevolutionens praktiske organisator Leon Trotsky. (jf. Leon Trotsky: The Spanish Revolution (1931-1939). Pathfinder Press 1973)

På samme måde som Zarens Rusland i 1917 var moden til en socialistisk revolution var Spanien det i 1936-1937.

På samme måde som Zarens Rusland var Spanien også industrielt underudviklet og økonomisk tilbagestående i kapitalistisk forstand.

Borgerskabet i begge lande for økonomisk svagt til at kunne gennemføre en borgerlig revolution og etablere et borgerligt demokrati.

Hvad Spanien imidlertid manglede i modsætning til Rusland i 1917 var et revolutionært lederskab.

Trotsky og hans Internationale Sekretariat i Paris havde ikke formået at skabe en spansk sektion, som kunne sætte sig i spidsen for en socialistisk revolution.

Få år inden den spanske Republiks etablering var den spanske sektion blevet splittet i spørgsmålet om, hvilken taktik trotskister skulle bruge i deres kamp for at rekruttere medlemmer til sine sektioner.

Trotsky havde anbefalet, at sektionerne forsøgte at indtræde som fraktion i de socialistiske partier, som ifølge Trotsky - under indtryk af den økonomiske verdenskrise - undergik en ”venstredrejning”.

Denne taktik fandt et flertal i Trotskys spanske sektion ikke anvendelig i Spanien, da den formodentlig ville ende med at opsluge de få spanske trotskister og få dem til at forsvinde som en selvstændig gruppe.

Gruppens mest fremtrædende repræsentant catalanske Andreu Nin (ICE) brød med Trotskys Internationale Sekretariat, men opfattede sig stadig som ”trotskister”. (Nin brød med Trotsky september 1934; p. 41)

Emnet for Albas og Schwartz’s bog er P.O.U.M. (Partido Obrera de Unificacion Marxista).

P.O.U.M. blev først skabt i 1935, da det catalanske Bloc Obrer i Camperol (C.O.B.) og Andreu Nins ICE sluttedes sammen (jf. kapitel 3 ”The Formation af P.O.U.M”, pp. 87-95.)

P.O.U.M. var en sammensmeltning af de to organisationer. Partiets to ledende skikkelser var Joaquim Maurin fra C.O.B. og Andreu Nin fra ICE.

Joaquim Maurin var udgået fra den internationale højre-opposition i Kommunistisk Internationale (Komintern) som blev dannet i protest mod Stalin-fraktionens ”stalinisering” af Komintern.

Andreu Nin havde været generalsekretær for Prof-intern, Kominterns faglige Internationale og havde tilsluttet sig Trotsky i den ideologiske og politiske kamp mod Stalin.

 

P.O.U.M.’s holdning til den republikanske Folkefront.

P.O.U.M var ingenlunde politisk afklaret i sit forhold til den ”Folkefront”, som blev skabt med den spanske Republik ved valget i februar 1936.

Skulle P.O.U.M. støtte en Folkefront - og i bekræftende fald - på hvilken måde? P.O.U.M valgte at lade Andreu Nin indtræde som regeringsmedlem i Companys republikanske regering i Catalonien (jf. pp. 95-100).

 

Historieskrivningens myter om den spanske borgerkrig.

Historieskrivningen har skabt mange myter om borgerkrigen i Spanien. Den mest udbredte fejlfortolkning af den spanske borgerkrig består i at hæve, at den skulle have været et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Alba og Schwartz gør op med denne falske myte og hævder, at fronten på republikansk side gik mellem tilhængere af et borgerligt demokrati - og dem, der ville noget mere.

Blandt dem, der ville noget mere var P.O.U.M.

Den spanske arbejderbevægelse var historisk præget at to tendenser:

En syndikalistisk organiseret i fagforbundet CNT og en reformistisk organiseret i det reformistiske fagforbund UGT.

 

Stalinisme et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse.  

Stalinisme var et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse og kom først til Spanien med Republikkens opståen i februar 1936.

Det spanske kommunistparti PCE var lille og ubetydeligt - og spillede ingen rolle hverken i det politiske liv eller på arbejdspladserne.

PCE var et kunstigt produkt skabt af Stalins Komintern. PCE voksede sig først stærkt, da Stalin i 1935 ville konsolidere Sovjetstaten og stille Kominterns sektioner til rådighed for sin udenrigspolitik.

Sovjetstatens geopolitiske og militærstrategiske interesser stod i højsædet, mens politiske omvæltninger ikke var en del af Stalins ”folkefrontspolitik”.

Stalin ønskede under ingen omstændigheder politiske omvæltninger i Spanien, som ville ændre magtbalancen på internationalt plan.

Det republikanske Spanien skulle sikres mod fascisme, som allerede truede med at brede til resten af Europa.

Alba og Schwartz hævder, at Stalins manglende støtte til de ”progressive” kræfter i Folkefronten skyldtes hans ønske om at indgå en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland (hvilket han også gjorde i 1939).

Alba og Schwartz ser forklaringen på Stalins reaktionære rolle i Spanien som et ønske om ikke at bringe forskydninger ind i den eksisterende magtbalance mellem borgerlige demokratier og fascistiske regimer som dem i Italien og Tyskland.

Hvis general Franco sejrede, ville de borgerlige demokratier stå svagere overfor de fascistiske regimer.

I en vis forstand kan man hævde, at Stalins Sovjetstat udfyldte den rolle, som de borgerlige demokratier burde have spillet.

Herved kunne Stalin håbe, at verden ville give ham kredit for hans støtte til det republikanske Spanien.

 

En særlig spansk marxisme?

Ifølge Alba og Schwartz repræsenterede POUM en særlig spansk udgave af den revolutionære marxisme, som den kun delte med få andre organisationer på den revolutionære venstrefløj.

Internationalt tilhørte POUM ”London-bureauet”, som var en løs sammenslutning af organisationer, som Trotsky betegnede som ”centristisk” midtvejs mellem reform og revolution.

POUM distancerede sig fra Lenins og Trotskys analyse af det historiske valg mellem borgerligt demokrati og socialistisk revolution.

P.O.U.M. fremførte den fejlagtige ”mensjevikiske” opfattelse, at forvandlingen af det industrielt tilbagestående og agrare Spanien først måtte gennemgå en borgerlig-demokratisk revolution, som så (automatisk?) ville føre over i en proletarisk revolution.

Denne fejlagtige opfattelse blev skæbnesvanger for POUM.

Den førte til, at partiet mere eller mindre ukritisk støttede den ”Folkefront”, som opstod efter februar 1936 i Spanien.

Støtten til og den aktive deltagelse i den catalanske regering (Andreu Nin var justitsminister) (jf. 137-140) førte POUM på vildspor - og gjorde partiet ansvarlig for Folkefrontens manglende indfrielse af massernes berettigede krav.

Folkefrontens program indeholdt en mængde gode ting, som Folkefronten havde tænkt sig at gennemføre (jf. pp. 136-137).

Da det kom til stykket var den spanske Folkefront ikke indstillet på et opgør med de herskende klasser i Spanien - og programpunkterne forblev tom snak, som blot styrkede massernes illusioner om Folkefrontens intentioner.

 

Myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme. 

Alba og Schwartz gør som sagt op med myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Fronten gik ikke mellem tilhængerne af et borgerligt demokrati og general Francos fascisme.

Fronterne gik på tværs af de gængse skillelinjer i historieskrivningen. Alba og Schwartz deler fronterne ind i to:

En politisk fløj som kun ønskede at konsolidere og stabilisere et ønsket borgerligt demokrati.

Og en anden politisk fløj, som ønskede at gå længere end blot at etablere et borgerligt demokrati.

Den første fløj bestod af borgerlige republikanere, højrefløjssocialdemokrater (Negrin og Prieto i PSOE) og de to stalinistiske organisationer PCE og det nyoprettede catalanske P.S.U.C.

Den anden fløj bestod af venstrefløjen i PSOE (Largo Caballero), det syndikalistiske fagforbund CNT og det lille P.O.U.M.

Den spanske Republik fik ikke støtte fra de borgerlige demokratier i Europa eller USA. Mens Francos fascister fik støtte fra både Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.

 

Stalinisternes forræderi.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen, men øjnede en mulighed for at konsolidere Sovjetstatens ”progressive” image ved at yde militær - og ikke mindst moralsk - støtte til den spanske Republik.

Stalin havde formelt tilsluttet sig de borgerlige demokratiers ”ikke-indblandings-politik” og kunne som sådan ikke tillade at bryde denne og åbenlyst støtte Republikken med våben og militær rådgivning.

Det måtte foregå i det skjulte.

Det spanske kommunistparti (PCE) fik nu besked på at føre ”folkefrontspolitik” i samarbejde med andre ”progressive” kræfter i Spanien.

Partiet indgik nu i en politisk alliance med borgerskabets småborgerskabets politiske repræsentanter i en bred ”Folkefront”.

Fra at være et lille og ubetydeligt parti voksede det spanske kommunistparti (PCE) til at blive et langt større parti (Alba og Schwartz angiver medlemstallet for PCE til 200.000 i 1937 og P.S.U.C. til 42.000 i foråret 1937; p. 141).

PCE rekrutterede en masse (ikke-proletariske) medlemmer, som opfattede partiet som garant for det borgerlige demokrati, som de håbede på ville blive resultatet af en sejrrig Folkefront.

PCE rekrutterede endvidere elementer i de væbnede styrker, som endnu ikke var gået over til Francos rebeller.

Alba og Schwartz angiver medlemstallet for POUM i oktober 1936 til 40.000 (p. 141)

Alba og Schwartz understreger, at det er fejlagtigt at betegne P.O.U.M. som ”trotskistisk”.

Dels rettede P.O.U.M. sig ikke efter Trotskys ubarmhjertige kritik af partiets pragmatiske, opportunistiske politik og valne forhold til de to republikanske regeringer i Catalonien og Madrid.

P.O.U.M. opfattede sig ikke som ”trotskistisk” - og frabad sig at blive betegnet som ”trotskistisk”.

Ej heller ville Trotsky vide af P.O.U.M. som sin politiske kampfælle i Spanien.

 

Alba og Schwartz har yderligere en pointe.

For Stalin og hans håndlangere i de hemmelige sovjetiske efterretningstjenester var den spanske Republik en generalprøve på de senere central- og østeuropæiske ”Folkedemokratier”, som Stalin skabte som ”bolværk mod imperialismen” efter 1945.

Adskillige af de veteraner som deltog på slagmarkerne i Spanien dukkede senere op som fremtrædende figurer i efterkrigstidens ”Folkedemokratier”.

Stalin og hans hemmelige efterretningstjenester begik de samme forbrydelser og anvendte de samme gangstermetoder i bekæmpelse af sine indbildte fjender Spanien i 1937-1938 som i Sovjetstaten i de samme år.

 

Mysteriet om Andreu Nins forsvinden (pp. 243-255)

Man har endnu ikke fundet liget af den myrdede Andreu Nin.

Men Alba og Schwartz bidrager til opklaringen af Andreu Nins sporløse forsvinden i juni 1936 ved at gengive en række udsagn fra vidner, som befandt sig tæt på gerningsmændene.

Skueprocessen mod Andreu Nin var en miniudgave af Stalins Moska-processer, hvor anklagemyndigheden fandt på opdigtede forbrydelser, som de anklagede skulle have begået.

De opdigtede anklager gik ud på, at Nin skulle stå i ledtog med Francos ”5. kolonne” i Madrid.

Beskyldningerne var grebet ud af luften og beroede på falske indicier (forfalskede dokumenter) 

Stalins hemmelige efterretningstjenester (NKVD og GRU) jagtede sine politiske fjender i den spanske arbejderbevægelse med stor nidkærhed - og desværre stor effektivitet.

Hemmelige fængsler blev brugt til at torturere politiske fjender (herunder medlemmer af CNT og P.O.U.M.) og i flere tilfælde dræbe dem.

Andreu Nin blev et af de mange ofre for stalinisternes dødskamp mod medlemmer af CNT og P.O.U.M. (jf. pp. 243-255)

I 1938 blev 8 fremtrædende medlemmerne ad P.O.U.M. stillet for en særdomstol, som skulle dømme ”spioner” for ”højforræderi”.

6 blev idømt 15 års fængsel, men slap senere ud af deres fængsler, da den spanske Republik gik i opløsning med nederlaget til Francos rebeller i 1939 - og slap over grænsen til Frankrig (pp. 261-274).

Mange af dem endte deres dage i nazistiske kz-lejre, da Frankrig i 1940 blev besat af Nazi-Tyskland.  

Alba og Schwartz har med denne bog om P.O.U.M.’s historie bidraget til at kaste lys over en organisation, som af mange historikere er blevet misopfattet og som fejlagtigt har tillagt organisationen forkerte politiske opfattelser.

Dette er der med denne bog forhåbentligt rettet op på.